Fir sad i flere minutter foran sit spejl i palæet i hovedstaden, det hjem de boede i det meste af året, og børstede sit hår, før hun opdagede at hendes tjenestepige ikke havde svaret hende på et spørgsmål hun havde stillet hende. Hun stillede det igen, uden at stoppe med at betragte sig selv i spejlet eller børste sit hår, før det generede hende for meget, at hendes tjenestepige kunne være så uhøflig, at hun vendte sig om på taburetten for at se efter hende og skælde hende ud.

"Marianna?" kaldte hun undrende efter tjenestepigen, da hun opdagede at hele værelset var tomt. Hun lagde børsten fra sig på sminkebordet, rejste sig op, og hendes ankellange, sorte kjole faldt hende tæt om hofterne. Den havde ingen ærmer og hun kunne mærke hårene på sine arme rejse sig op. Pludselig lød hele huset tomt.

Fir forbandede at huset var så satans stort. Her stod hun i sit soveværelse, med sit hjerte galopperende, på 3. sal og overvejede om hun ville kunne hoppe ud af vinduet, hvis hun var nødt til det. Hun ville hellere blive. Måske det var ingenting. Det prøvede hun stadig at overbevise sig selv om.

Hun tvang sig selv til at gå med rolige skridt hen til døren og ud i gangen, hvor der ligeledes var helt stille. Var der en eneste tjener i huset, var de gået så langt væk fra Fir som muligt. Firs blik flakkede fra gangen og tilbage ind på sit værelse. Hun havde en lommekniv i sit sminkebord og hvis bare hun kunne nå derhen, så havde hun en chance. 

Hun satte i løb. 

Det var meget usædvanligt, at Jarko befandt sig i så fint et hjem. Hans støvede og beskidte støvler sank ned i det bløde gulvtæppe, og han havde det som om, at luften af alkohol og sved, der hang ved ham, kunne fornemmes på lang afstand og hvert øjeblik ville sende alle husets beboere på nakken af ham.
Huset var dog imidlertid ganske stille. Det var der sørget for, for det var husets herre, der havde hyret den lettere snusket udseende mand til opgaven, og dermed lovet ham en så stor sum penge, at Jarko ikke havde kunnet sige nej. Heller ikke selv om opgaven var, at slå herrens kone ihjel - en kvinde, som Jarko aldrig havde mødt. 

Kvindedrab havde aldrig været noget, han havde fundet let. Men pengene ville holde Jarko væk fra gaden det næste lange stykke tid, og han ville være tryg og varm. Desuden - hundredevis af kvinder i Den Nedre By omkom årligt. Var det ikke også på tide, at nogle af de storsnudede frøkener i de fine huse mærkede en kniv i ryggen?
Alt dette forsøgte Jarko at overbevise sig selv om, mens han gik op ad trappen, der snoede sig uendeligt mod husets øvre etager. Han havde aldrig set så stort et hus før, og tanken om, hvor mange af byens gadebørn, det kunne have huset, fik ham til at bide tænderne sammen og gribe fastere om skæftet på kniven, han bar. De rige og adelige var ligeglade med alle andre. 

Han var glad for, at han havde fået instrukser om, hvor kvindens soveværelse befandt sig. Ellers var han for længst faret vild i det enorme hus. Han forlod trappen på tredje sal, netop som en lys kvindestemme nåede hans ører. Taknemmelig for de bløde tæpper begyndte han at liste sig fremad, mens han holdt sig til skyggerne. Knivsbladet reflekterede en stribe af lys i mørket, netop som han fik øje på hende. Hun var iført en sort kjole og hendes løse hår faldt om hendes skuldre. 
Han vidste ikke, om det var lyden af hans stille trin på trappen, der havde alarmeret hende, eller tjenestefolkenes pludselige fravær, men han kunne se hende vende sig om for at sætte i løb. I tre hastige trin nåede han ind foran hende, spærrende hende vejen tilbage til soveværelset. "Ikke så hurtigt, Frue." Brummede han. Kniven var stadig i hans hånd, men han kunne have sparket sig selv. Sku' ha stukket hende ned med det samme. Det bliver kun sværere, hvis du lader hende tale. Bede for sit liv..

Fir havde ikke følt sig helt sikker på at der havde været en indtrænger i hendes hjem, men da han pludselig stod foran hende, var hun heller ikke chokeret. Det var hvad hun havde forventet af Richard. Hendes mand havde i længere tid virket som om han var nået den konklusion, at han var nødt til at skille sig af med hende på den ene eller anden måde og hun havde selv gjort ham opmærksom på at han ikke ville slippe afsted med selv at gøre gerningen. Diskussionen var endt i flere blå mærker, hvoraf hun stadig havde nogle af dem - dog ingen i ansigtet. Han havde lært en ting eller to i løbet af den tid de havde været sammen.

På trods af den rædsel hun følte, og som var tydelig i hendes ansigt, lykkedes det hende at lade være med at skrige. I stedet trådte hun et halvt skridt bagud, hendes bare fødder lydløse imod det bløde gulvtæppe, men hun bakkede kun direkte op i skab der stod langs væggen.
Manden foran hende lignede en drukkenbolt. En beskidt én af slagsen, ikke den rige slags hun så til sin mands fester. Hans ar ville få ham til at stå ud ethvert sted og hun følte sig sikker på, at hun ikke havde set ham før.

Det skal ligne et indbrud, der er gået galt, kom hun frem til i løbet af et øjeblik. Det var den eneste forklaring på hvorfor han var her. Han kunne lige så godt have myrdet hende ude i byen. Richard var normalt typen, der ville undgå at få pletter på gulvtæppet. Hendes hjerte bankede hårdt i brystet på hende, imens hun lod blikket glide over hans ansigt. Har han fået besked på at lade mig lide så meget som muligt? 

"Vent," bad hun ham, hendes stemme svagt skælvende. For hvert øjeblik der gik, fortrød hun mere og mere at hun ikke havde været bedre til at forberede sig på denne situation. "Vær sød ikke at - ... Jeg kan betale dig mere end min mand kan." Fir rakte langsomt ud efter mandens frie hånd og lagde sine spinkle fingre over dem. Hun var ubehageligt klar over at hun ikke udgjorde nogen trussel mod ham og fysisk kontakt føltes nødvendigt, hvis hun gerne ville overleve. "Kom i det mindste ind i soveværelset og lad mig finde mine krystaller." På nuværende tidspunkt var hun villig til at betale alt hun havde, inklusiv at tage mere end bare sine smykker af for ham. 

Jarko vidste ikke hvorfor husets herre ønskede at skille sig af med sin hustru, men han kunne gætte. Det var ikke ualmindeligt, at når et ægteskab havde mistet gnisten, at manden fandt sig en ny, yngre kvinde, og så stod hustruen pludseligt i vejen for et nyt ægteskab. Isari-kirken så ikke godt på skilsmisser, og nogle gange tog ægtemanden mere desperate midler i brug for at skille sig af med konen. Det var en ulækker handling, men Jarko var blot hånden, der førte kniven. 

Det burde være så enkelt, nu hvor han havde kvinden alene. "Vælt nogle ting i soveværelset. Åben skufferne og tag nogle af smykkerne. Få det til at ligne, at hun ved et uheld stødte på en indbrudstyv i sit hjem." Var de ord, han havde fået med på vejen. Kniven lå i hans hånd, og der skulle kun få stik til at få hendes røde blod til at flyde ud over de fine gulvtæppe.

Alligevel tøvede han. Det gippede en smule i ham, da hun rørte ved hans hånd, og han så ind i hendes desperate øjne. Havde hun nogensinde mærket døden være så nær? Havde hun altid følt sig sikker her i sit overdådige hjem? Hendes ord antydede, at hun ikke var nær så uvidende om situationen, som Jarko først var ledt til at tro. Hun vidste, at hendes egen mand var ude efter hendes liv - og alligevel befandt hun sig her i huset. Hun var ikke flygtet. Det måtte kræve en vis mængde mod.
"Jeg.." Hans tunge havde pludselig svært ved at finde ordene, og han fortrød igen, at han ikke bare havde stukket hende ned, da han havde chancen. Han rømmede sig. "Lad mig se krystallerne. Ingen pludselige bevægelser." Det ville ikke skade, at få hende til at finde krystallerne - imens kunne han tage den skæbnesvangre beslutning.

Firs hjerte hamrede af sted i brystet på hende, imens hun ventede på at hendes lejemorder besluttede sig for om han skulle myrde hende med det samme. Da han gik med til at se krystallerne åndede hun lettet ud. Nu havde hun en chance.
Hun flyttede sin hånd fra hans hånd og længere op ad hans arm, hvorfra hun førte ham ind i soveværelset og helt hen til hendes sminkebord, hvor hun med en gestus inviterede ham til at sætte sig ned på skamlen foran det. Ikke at hun var sikker på at han følte sig selvsikker nok til at gøre det. Det ville hun ikke selv have følt sig, hvis det var hende der var sendt ud for at dræbe nogen, men hun gav ham alligevel muligheden. Hun var muligvis ikke et godt menneske, men hun var en god vært.
Hun tog to skridt væk fra ham og satte sig så på knæ ved kanten af et tykt gulvtæppe, som hun skubbede til siden og dermed afslørede et par løse gulvbræder, som hun hev op. Under dem lå en simpel kiste i egetræ.

"Mit navn er Fir," fortalte hun, uden at se op på manden foran hende. Hun vidste af erfaring at det var sværere at myrde nogen der havde et navn. Hun vidste ikke om Richard overhovedet havde besværet sig med at give hendes navn til lejemorderen - det var svært at tage fejl af de uniformer tjenestepigerne havde på og de dyre stoffer Fir holdt af at gå i. "Jeg.. jeg var i gang med at planlægge min flugt herfra," fortalte hun med bitterhed i stemmen. Hvis bare Richard havde kunnet vente et par dage.
Hun tog kisten op af hullet og åbnede den imod manden for at afsløre krystallerne i den. Hun havde længe sparet op ved at stjæle fra Richard, købe dyre ting og så returnere dem eller videresælge dem. Hendes bedste investering havde været i perler. De fyldte ikke meget, vejede ikke meget, men var meget værd.
I en forsigtig bevægelse strøg hun sit mørke hår om bag øret og så op på lejemorderen under sine tykke øjenvipper med et forhåbningsfuldt blik. 

Tankerne myldrede i hovedet på Jarko, imens han fulgte efter kvinden ind i soveværelset. Han var umådeligt bevidst om hendes lille, skrøbelige hånd på hans arm. Den eneste grund til, at du har hendes opmærksomhed er, at du har en kniv for hendes strube. Hun ville lade dig ligge og dø, hvis hun fandt dig i rendestenen, uden at skænke dig en tanke. Sådan er de alle sammen. De rige. De adelige. Tænkte han, mens han forsøgte at skubbe tanken om det forkerte i sin handling væk fra sig. En lille, nagende bagtanke meldte sig, for hendes mand var også en af dem. Hvorfor skulle Jarko hoppe og springe for hans ordrer? 

Pengene. Mængden af krystaller, han var lov for jobbet, fristede stadig, men kvinden her havde også penge. Ville det ikke være nemmere at tage imod hendes betaling og gå i skjul i et stykke tid? Han var god til at forsvinde. 
"Du behøver ikke fortælle mig dig navn." Afbrød han, men det var allerede for sent. Fir. Hvorfor skulle hun også fortælle ham det? Så han kunne vågne om natten og skamme sig over, at han havde slukket livet i de mørke øjne, der i dette øjeblik stirrede op på ham fra den knælende position med kisten i sine hænder.

Hans blik gled hen over indholdet. Der var rigeligt til, at han kunne gå i skjul det næste lange stykke tid. Leve godt, uden at frygte, at kvindens ægtemand ville være på nakken af ham. Men hvorfor ikke bare slå hende ihjel - her nu, og tage hele fortjenelsten? Igen mødte hans blik hendes mørke øjne.
"Og hvad så med din flugt? Hvor tager du hen?" Spurgte han hæst, stadig usikker på sin beslutning, kniven stadig i hans hånd, men tøvende. Sænket. 

Fir betragtede opmærksomt manden foran hende. Han holdt hendes liv i sine hænder og hvis hun troede det blev nødvendigt, ville hun slå så meget fra sig som muligt.
"Jeg kan ikke flygte, hvis jeg er død." Sagde Fir for at forklare, hvorfor hun gav alt til manden foran hende. Det var vigtigere at han blev betalt nok til at lade hende leve, end at hun havde noget at overleve for når hun flygtede.
"Jeg kan klare mig hvor som helst. Jeg skal bare ud herfra." Desperation blev afsløret i hendes stemme denne gang. Hun havde ikke regnet med at skulle af sted allerede, og hun havde knap nok en plan. Hun kunne ikke tage hjem til sine forældre, hun kunne slet ikke tage tilbage til Kzar Mora, og hun havde ingen tætte venner, der ville være villige til at hjælpe heller. Uden noget af værdi ville det vigtigste blive et job, men Fir var villig til at tage hvad som helst. Hvis hun kunne have sex med Richard kunne hun lige så godt prostituere sig. Det eneste der virkelig bekymrede hende var spørgsmålet om hvor hun skulle gemme sig.

Hun skævede mod kniven i mandens hånd. "Det bliver kun lettere, hvis min mand tror jeg er død." Hun sank en klump og så op på ham igen; "Det er din mulighed for at beholde det hele." Fir lænede sig yderligere frem imod sin lejemorder. Hun var ikke bange for smerte og slet ikke bange for at bløde, men hun var bestemt bekymret for om han gik med til hendes plan - om han vil lade hende bløde halvt ihjel for at få nok blød ud over gulvet. Om han vil skære hendes lillefinger af, fordi han selv manglede sin. Hun var yderst opmærksom på at han lige så godt bare kunne slå hende ihjel. Han havde i hvert fald haft et svagt øjeblik for hende, men det betød ikke at han ville blive ved med at have det. Det var trods alt hans job. Hun ville langt hellere bløde lidt, end hun ville dø. Forsigtigt rakte hun ud efter hans ledige hånd igen og forventede at han enten ville hjælpe hende op eller skære hende op. 

Jarko sænkede meget langsomt kniven og satte den tilbage i bæltet. Hans bevægelser var rolige for ikke at skræmme hende, men hans indre var stadig i oprør. Måske ville han fortryde, at han ikke havde været i stand til at tage livet af en adelskvinde. En kvinde, han intet forhold havde til - og som næppe ville skænke ham så meget som et enkelt blik på gaden. Men hun havde ikke fortjent den kolde, afskyelige død fordi hendes mand var blevet træt af hende. Han sukkede dybt. Der var gået for lang tid nu. Han havde ikke slået til, da han havde chancen, og nu kunne han ikke længere få sig selv til at tage hendes liv.

Et forsigtigt øjenbryn blev hævet. "Hvor som helst? Beklager min tvivl, men Deres slags har ofte svært ved at klare sig uden for de fine palæer." Hvis hun ville forsøge at spille død over for sin mand, nyttede det ikke at han pludselig stødte på hende i live. Især ikke, når det var Jarkos skyld, at hun ikke var død. Under alle omstændigheder havde han tænkt sig at holde lav profil i et stykke tid - alt andet ville være uforsigtigt.
Han så et langt øjeblik ned på hende, før han tog imod hendes hånd og hjalp hende op at stå. Hvad havde hun tænkt sig at gøre? Havde hun overhovedet en plan? Hun lød som om, hun allerede var klar over, at hendes liv havde været i fare. "Det bliver lidt svært at forklare, hvorfor der ikke er et lig." Brummede han. Hans blik gled rundt i det rigt indrettede sovekammer. Hvordan skulle de få det til at se ud som om, der var sket et mord?

Senere, når Fir tænkte tilbage på dette øjeblik, ville hun huske det som om at hun havde haft styr på situationen fra start af. Men i dette øjeblik var hun åbenlyst lettet over ikke at skulle dø alligevel, da manden foran hende satte sin kniv tilbage i bæltet.

"Hvor som helst," gentog hun frustreret. "Der er intet der kan være værre end at bo her. Jeg skal bare... langt nok væk til at jeg ikke støder på min mand." Fir blev gradvist mere og mere desperat, efterhånden som det gik op for hende hvor stort et projekt det var at slippe væk fra hendes mand. Skulle hun ud af Hovedstaden, uden at kunne tage tilbage til Kzar Mora, og samtidig undgå de byer Richard handlede mest med, så kunne hun nærmest kun søge nordpå, og hun hadede det kolde vejr deroppe. Hendes evne gjorde i forvejen at hun konstant havde kolde hænder.

Et suk undslap hende, da lejemorderen hjalp hende op at stå, og i stedet for at tage et skridt tilbage, blev hun stående helt tæt på ham, med kun centimeter imellem dem. Hun følte sig tryg her. Resten af værelset, nej, resten af huset, føltes som om det var imod hende. Kun manden foran hende havde udvist tegn på at være på hendes side og det havde hun endda betalt ham for. Til gengæld havde han ret i at det var svært at få værelset til at ligne en mordscene uden et lig. Et øjeblik foreslog hun næsten at de dræbte en af tjenestepigerne og smed hende ud af vinduet, så hendes ansigt blev mast imod brostenene under dem, men hvis lejemorderen ikke kunne myrde Fir så kunne han da slet ikke myrde en uskyldig tjenestepige, eller lade Fir myrde hende for den sags skyld.

Fir så sig omkring i værelset, imens tankerne løb rundt i hovedet på hende, indtil hun strøg en lok af sit hår om bag øret igen og så op på manden. "Du kunne kidnappe mig i stedet." Hun foreslog det køligt. "Eller få det til at ligne en kidnapning der er gået galt."
Med noget besvær hev hun sin vielsesring af. Det var en tyk ring af guld, et stort fedt bevis på at ingen andre havde måtte røre Fir og hun havde gjort alt for at modbevise Richard i den opfattelse. "Et bevis på at du har mig," sagde hun og rakte ham ringen. Det var det eneste hun aldrig tog af og bestemt et bevis på at manden ikke bare var brudt ind i et tomt hjem, men Fir overvejede stadig om det var en mulighed at bløde ud over Richards dyre gulvtæpper, bare fordi hun kunne og fordi hun ikke havde lyst til at blive kidnappet. Hun ville gerne have sin frihed og hun ville helst ikke have at en fremmed mand blandede sig i hvor hun skulle hen. 

Endnu et dybt suk kom fra Jarko. Sikke en redelighed, han nu var blevet en del af. Han havde været for desperat efter penge, siden han havde sagt ja til dette, og nu var der ingen vej tilbage igen. Ægtemanden ville give Jarko skylden, når der ikke var noget lig, så lige nu havde både han og Fir brug for at komme væk fra Hovedstaden.
"Der er mange steder, man kan gemme sig. Har du nogensinde været i Rubinien? Man kan få amuletter, der kaster en illusion over ens udseende." Nævnte han. Han havde trods alt en vis erfaring med at holde lav profil - det var ikke første gang et stykke arbejde var gået galt, selv om det var første gang, det var så højtstående en mand, han valgte at trodse.

Hans ru fingre lukkede sig om ringen, hun rakte ham. "Under alle omstændigheder skal vi ud herfra. Jeg blev kun lovet et kort øjeblik, hvor tjenestefolkene var væk." Der ville først blive ballade, hvis en kammerpige opdagede ham her. Bevæbnet og klar til at gøre husets frue ondt .. bortset fra at han netop havde bestemt sig for ikke at gøre hende ondt.

Fir kunne umuligt overhøre mandens suk, men hun havde ikke nok skam i livet til at føle sig til besvær. Det var muligvis ikke hans drømmejob at redde hjælpeløse kvinder, men det var hans eget problem, ikke hendes. Hvis han hellere ville myrde dem, så kunne han bare komme an. Ikke at hun havde meget mere end tårer og en kold evne at forsvare sig med, men hun holdt stædigt fast i at det var en mulighed - hendes tanker vandrede konstant til det.
Fir havde aldrig været i Rubinien. Hun syntes ærlig talt heller ikke at det lød fristende, men hun kunne ikke tillade sig at være kræsen. Heller ikke selvom det indebar at opgive sit udseende for et stykke tid. "Hm. Praktisk," svarede hun og lød trods alt ikke helt afvisende.

For Fir ville det ikke være så forfærdeligt hvis de blev opdaget af tjenestefolkene. Så kunne de også se, hvad hun var nødt til at leve med. Lige nu havde hun på fornemmelsen at tjenestefolkene hadede hende. Hun havde giftet sig for penge, hun havde endnu ikke formået at bringe et lille barn ind i det store palæ og de havde kendt hendes ægtemand fra barnsben, så de holdt med ham helt uden at forsøge at forstå hende. Hun hadede også dem.

Alligevel forstod hun vigtigheden af at komme af sted så snart som muligt og hun tog et par lange, elegante skridt hen til sit klædeskab, hvor hun tog det mest praktiske par sko hun havde på (de var ikke særlig praktiske) og en pelsjakke udover sin silkekjole. Hun kastede sit hår ud over pelsen, imens hun så sig over skulderen. "Skal vi stjæle hans heste også?" spurgte hun med et legende smil og bevægede sig ud af soveværelset og imod staldene. Der var noget hun ville nyde, hun anså også en af hestene som sin egen, men spørgsmålet var reelt - han var den professionelle, ikke hende. 

Jarko stak vielsesringen i lommen. Dens vægt føltes underlig og ukendt, men han var glad for, at hun havde tilbudt ham den. Hvordan hun havde tænkt sig at skjule sig efter dette, ragede ham egentlig ikke. Han ville bare gerne være sikker på, at hun ikke dukkede op igen, og gjorde livet surt for ham. En kvinde, der skal forestille sig at være død, skal helst ikke dukke op i live.

Han hævede øjenbrynet en smule over valget af påklædning, men gjorde ikke nogen indvendinger. Hun skulle ud herfra hurtigt, og hun ville sikkert kunne finde noget mindre opsigtsvækkende i byen. Adelsfrøkener. Hvordan skal hun overhovedet kunne klare sig, uden sine rigdomme og sit luksuriøse hjem? 

Han hastede ud af døren efter hende og lod hende føre an. Det havde været besværligt nok at finde soveværelset - hun, der kendte huset ud og ind, ville nemt kunne få dem ud herfra. Hendes ord fik hans tanker til kort at kredse sig om hestene, og et tvivlende ansigtsudtryk dukkede frem på hans barske ansigt. "Du tror ikke.. det ville vække lidt for meget opsigt at ride bort herfra?" Brummede han. For et øjeblik siden havde hun været dødsensangst, men nu virkede det en smule som om, det var en leg for hende. Han var ikke sikker på, at hun forstod situationens alvor.
Det skal hun tids nok komme til. Når hun oplever kulden og sulten. Der var en vis fryd i hans tanker over, at hun skulle ud og klare sig selv, og han overvejede et kort øjeblik, om hun var stærk nok til at overleve den kommende tid.

Fir kunne mærke ham tage mere afstand til hende. Det føltes som om han blev koldere og det fik hende til at føle sig i større fare igen. Hun var trods alt på vej væk. Med ham. Hvor det ville være nemmere for ham at dræbe hende. Så ville Richard samtidig heller ikke få blod på gulvtæppet. Hun skævede op til ham imens de gik og forsøgte at finde ud af om han virkelig var så udspekuleret.

Hun trak på skuldrene, da han spurgte om ikke det ville vække for meget opsigt, men hun vidste at han havde ret. I stedet hev hun ham med udenfor imod staldene, men om bag dem og ud igennem små sidegader, en vej hun havde planlagt til den dag hun selv skulle væk herfra uset, men som hun var blevet tvunget til at bruge nu, langt tidligere end hun havde haft lyst.
Et øjeblik kom hun i tanke om at alt hun havde på sig var sin halskæde og øreringe. Selv hendes vielsesring havde hun givet væk. Hendes skridt blev langsommere, mere tøvende og hun tog mandens hånd i sin egen. For at få hans opmærksomhed, bildte hun sig selv ind. For at få hans sympati var mere rigtigt.

"Den sydlige port er den her vej. Er det den vi skal hen til?" Spurgte hun og mærkede sin selvsikkerhed fejle igen. Det var ikke sådan her det skulle være gået og hun hadede tanken om at skulle bevæge sig helt til Rubinien til fods.

Huset var stadig tomt. Det ville være nemt for ham at skære halsen over på hende, nu hvor hun stolede på ham. Så kunne han indkassere pengene og komme ud herfra i en fart. Men nej - han kunne ikke. Ikke nu. Han mindede sig selv om aldrig at blande sig i de adeliges affærer igen.

De var ude af huset og havde passeret staldene. Jarko var glad for, at han havde talt hende fra at sætte af sted til hest - de imponerende krikker som adelsmændene plejede at holde sig, ville vække alt for meget opsigt, hvis de galloperede gennem byens gader. 
Der var enkelte folk på de små sidegader, og Jarko blev meget bevidst om hendes hånd, der knugede hans. Det så forkert ud - ham, en lurvet udseende mand, der ikke burde være i denne del af byen og hende, med sit fine tøj. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud herfra.

"Jeg viser dig en af nedgangene til byens undergrund. Der er mange gemmesteder dernede - og der bor også folk. Ikke folk af din stand, men de kan hjælpe. Spørg efter en mand ved navn Draug." Det var ikke de mest behagelige folk, der levede dernede, og hun ville nok være nødt til at sætte mændene på plads for at de skulle lade hende være. Men i det mindste ville de ikke slå hende ihjel - hendes mand var ikke velset blandt undergrundens folk.
Han tøvede et øjeblik, hvorefter han stak hånden i lommen og fandt nogle af de krystaller, han i al hast havde rapset fra soveværelset, inden de skyndte sig af sted. Han rakte dem mod hende - ikke dem alle, for han skulle også selv have noget fortjeneste ud af dette her, men nok til, at hun ville kunne bestikke de rigtige mænd.

Fir lyttede efter hvad han sagde til hende, men hun lyttede ikke rigtigt efter, for hun regnede ikke med at det ville blive relevant, og da han afsluttede med at hun skulle spørge efter nogen, gik hun fuldstændig i baglås. Hun så chokeret op på ham, og tog bedre fat i hans hånd. Han forlader mig, tænkte hun panisk, ude af stand på at handle på det.
Stadig i chok rakte hun blot hånden frem for at tage imod krystallerne, da han rakte dem til hende, men da de først ramte hendes hånd, lukkede hun stramt grebet om dem, inden hun trådte et skridt tættere på ham. Hun var ubehageligt klar over, at hvis han følte hun var den mindste smule til besvær, så kunne han lige så godt myrde hende, men hun trådte alligevel tættere på ham, indtil deres kroppe kun med nød og næppe ikke rørte hinanden.

"Okay. Jeg kan godt klare mig uden dig," sagde hun ham og stirrede på ham. Mest af alt ville hun bare gerne kaste sig i armene på ham og tvinge ham med sig, men hun var nødt til både at tro på sig selv, og overbevise ham om at tro på hendes evner, hvis hun ville have både sin frihed og sit liv. "Vis mig hvor nedgangen er," bad hun og sank en klump, inden hun flyttede sig og slap hans hånd. Det føltes som om den rejse, hun havde regnet med at skulle dele med ham, var blevet stjålet fra dem. Stockholm-syndrom, tænkte hun for sig selv og skulede til ham, stadig skuffet over at han kunne finde på at forlade hende med en bande af kriminelle.

Følelserne der gik hen over den unge kvindes ansigt var tydelige. Hun er afhængig af mig nu. Tænkte han med en smule undren. Måske var det ikke dårligt, at hun nu skyldte ham noget. Hvor sårbar hendes situation end var i øjeblikket, ville hun med tiden kunne genopbygge sit liv. Hvem ved - måske endda skabe sine egne rigdomme.

"Det går ikke, at du bevæger dig for meget i gaderne Og jo mindre vi bliver set sammen, jo bedre." Brummede han, forsøgende at tale til hendes fornuft. Tanken om at have adelsfrøkenen på slæb det næste lange stykke tid tiltalte ham ikke - heller ikke selv om hun var en køn, lille sag. Det tiltrak sig for meget opmærksomhed af den slags, Jarko ikke ønskede sig.
Han lagde en hånd på hendes skuldre og førte hende venligt, men bestemt, ned ad en sidegade, der i en stejl retning førte bort fra byens øvre distrikt. Ikke lang tid efter kom de til en lille rist, der lignede, at den skulle opsamle nedbør, men da Jarko fjernede lugen, kunne man se trappetrin føre ned i mørket.
Han gjorde et lille, ironisk buk. "Efter dem, frøken." Når man kom ned af trappen, ville man finde en smal sti, der førte langs byens kloakker, med enkelte fakler placeret langs de halvfugtige vægge. Et perfekt gemmested for dem, der ønskede sig borte fra gadens øjne.

Fir var vant til at få sin vilje, selv når hun ikke sagde den ligeud, og hun sendte ham et dræbende blik, da han holdt fast i at deres veje skulle skilles, på trods af hvor tydeligt hun selv følte det havde været at hun gerne ville have ham med sig.
Hendes vrede var dog ikke værre end at hun ellers kunne sluge den, og da han førte hende ned ad en sidegade gjorde hun ikke modstand. Først da lugen ned til mørket under dem blev åbnet, tøvede hun. Der er uden tvivl klamt og fugtigt dernede, tænkte hun og kæmpede for ikke at træde et skridt bagud. I stedet skævede hun til ham, da han bukkede og bed sit ubehag i sig. Det gik ikke op for hende at bukket var ironisk.

Hun tog forsigtigt det første skridt ned. De følgende blev taget med lidt mere selvtillid, der dog langsomt forsvandt eftersom hun kom længere og længere ned. Der var mørkt og, ganske rigtigt, fugtigt, og Fir sørgede meget omhyggeligt for ikke at røre ved væggene.
Hvor længe skal jeg være hernede? havde hun lyst til at spørge, men var for bange for at virke besværlig eller utilregnelig. Hvis hun allerede nu virkede utålmodig, ville det måske blive sværere for hende at stikke af senere, hvis hun fik brug for det.
"Er jeg sikker hernede?" spurgte hun i stedet og betragtede ham imens han fulgte efter hende ned ad trappen. Hun kæmpede virkelig for at skabe sympati - det var det eneste der holdt hende i live, og des mere ansvarsfølelse hun kunne give ham, des bedre var hun stillet. 

Jarko løftede øjenbrynet af det blik, der blev sendt i hans retning. Den unge dame var ikke ligefrem i en position til at forlange noget, men det var tydeligt, at hun var vant til det. Det ville blive en meget hård tid for hende, når hun ikke længere var omgivet af rigdom og luksus. Et lille fnys kunne høres fra ham, idet han førte hende videre - han havde bestemt sig for at skåne hendes liv og hjælpe hende væk. Yderligere dådyrøjne i hans retning, kunne hun godt droppe.

En skrabende lyd af metal hørtes, idet Jarko skubbede lugen på plads over dem. Sollyset fra gaden forsvandt hurtigt, som de bevægede sig ned i undergrundens mørke.
"For adelsfolkene og ordensmagten - ja." Svarede han. Han tog faklen fra væggen og begyndte at føre an gennem de mørke, fugtige gange. Fakkelskæret flakkede hen over ru stenvægge og en svag, dryppende lyd af vand kunne høres længere borte.
Gangene skilte sig og blev til flere. De drejede til venstre, så til højre, højre igen og derefter venstre. Jarko så ud til at vide præcis, hvor han var på vej hen, men for en fremmed, ville undergrunden virke som en ren labyrint.

Af og til kom de forbi hulrum, mere åbne steder og små døre i væggene. Nogle af stederne var det ganske tydeligt, at der plejede at leve folk hernede, selv om de endnu ikke var stødt på andet liv. Til sidst standsede Jarko foran en lille dør i stenvæggen og bankede et signal. Der gik et lille stykke tid - så blev døren åbnet af en rotteagtigt udseende mand, der så mistroisk ud på dem. "Hvem er hun?" Forlangte han at få at vide. Jarko tyssede på ham og gjorde et kast med hovedet, og manden åbnede modvilligt døren, der førte ind til et lille, snusket rum, igen omgivet af mørke stenvægge. "Damen har brug for at skjule sig en tid." Sagde Jarko lavmælt.

Fir kunne mærke sit gamle liv i luksus forlade hende i det øjeblik lugen lukkedes over dem og følelsen af kloak lukkede sig om dem. Faklerne på væggene gav alt for lidt lys i forhold til hvad hun brød sig om. Sollyset havde passet hende bedre. Her ville hun kunne myrdes helt uden blod på Richards dyre tæppe - det var en gentagende tanke i hendes hoved.

Hun svarede med et suk, da han fortalte hende hvem hun var sikker for dernede. Adelsfolk og ordensmagten var dem hun var vant til at stole på. Hendes nye liv passede hende allerede ikke.

Hun fulgte efter ham igennem den fugtige kloak og gjorde alt hvad hun kunne for at huske vejen, i tilfælde af at hun fik brug for at stikke af samme vej tilbage, men hun blev ofte distraheret af de andre ting hun så dernede. "Bor der virkelig mennesker her?" spurgte hun lavmælt da de kom forbi et hulrum, hvor der så ud til at være senge og bunker af tøj, men hun var ikke sikker på om hun spurgte fordi hun oprigtigt havde medlidenhed med dem, eller fordi hun gerne ville virke som én, der havde medlidenhed med dem.

Da de nåede døren holdt Fir sig straks så meget bag Jarko som muligt, selv da de kom ind igennem døren. Hun ville nødig indrømme at hun var bange for den anden mand med dem, men den eneste hun lagde skjul på det for var sig selv, for med sit kropssprog gjorde hun det meget tydeligt ved at holde sig, så Jarko konstant var imellem dem. Blev det nødvendigt skulle hun nok forsøge at sætte sig i respekt, men var det muligt ville hun klart hellere behandles som én, der skulle passes på end som én, der kunne tage vare på sig selv.

Hun åbnede munden for at introducere sig selv, men skævede så op til Jarko for at tjekke om det var okay - måske det var bedre at forholde sig anonym. 

Jarko skævede af og til i retning af Fir, mens de bevægede sig i de mørke, underjordiske gange. Hans fingre gled ned i lommen, hvor hendes vielsesring stadig lå - hans eneste mulighed for at overbevise hendes mand om, at han rent faktisk havde slået hende ihjel. Det ville kræve en del talegaver at overbevise manden om, at hun var død, men Jarko brød sig bedre om dette udfald, end at slå en ganske uskyldig kvinde ihjel.

Igen ærgrede han sig over, at han havde rodet sig ud i dette her i første omgang. Han skævede igen kort i retning af hende, da hun stillede et spørgsmål. Naturligvis .. hun havde aldrig set denne side af byen. "Ja.. mest folk, der har en grund til at gemme sig for byvagten." Svarede han. Det var de færreste der frivilligt valgte et liv hernede i mørket.

Manden stirrede næsten lige så modvilligt på Fir, som hun så på ham. "Hun ligner en af de fine folk." Sagde han til sidst, men gjorde alligevel mine til, at de kunne gå ind i det lille, sparsomt møblerede rum.
Jarko nikkede. Manden var heldigvis ikke typen, der forgreb sig på kvinder, og han var til at stole på. Det kunne naturligvis være svært at bevise adelsfrøkenen om dette, men hun måtte nøjes med, hvad hun kunne få. Det vigtigste var trods alt, at hun var i live.

"Det er bare for et par dage. Hun skal ud af byen så hurtigt, som muligt. Og gerne skjult. Gem hende i en hestekærre om nødvendigt." Han så tvivlende på hende. Ville hun acceptere, at han efterlod hende her?