Vinden gled igennem Dayanaras hår, som hun galoperede af sted langs udkanten af en ukendt skov, som senere ville vise sig at være Amazonitskovene. Hun nød at galopere af sted, også selvom hun havde svært ved at finde ud af hvor hun var henne. Men det betød egentlig ikke ret meget for Dayanara, for hun havde hjemme alle steder. Hvilket betød, at hun kunne sove og spise hvorsomhelst. Hun havde ikke noget fast sted at opholde sig - udover Lindeskoven ved Elverly, men der blev hun forfulgt som jaget vildt af elverne, som ikke ønskede hende der -, så hun boede overalt i hele Krystallandet. Det kom kun an på, hvorend hun valgte at løbe hen.

Hun stoppede da op ved skovbrynet, og så sig om efter noget velkendt. Hun var ret sikker på, at hun havde været her før. Eller måske ikke lige der hvor hun stod nu, men et eller andet ved den her skov virkede... velkendt? Noget af den i hvert fald. Lugten kendte hun, på en eller anden måde.

Til sidst, efter at have stået i kanten af skoven i et stykke tid, besluttede hun sig for at bevæge sig længere ind. Hun var alligevel begyndt at blive sulten, og kunne lige så godt tjekke ud, hvad skoven havde at byde på. Hun var ikke rigtig sikker på hvor hun var lige nu, men hun vidste godt hvilken vej Lindeskoven var herfra, hvis det skulle vise sig, at denne skov var lige så fjendtlig som Lindeskoven. Ikke tale om, at hun gad kæmpe om pladsen med en flok vrede sumpelvere eller sådan noget.

Længere og længere ind i skoven kom hun, da hun hørte lyden af et eller andet på vej imod hende. Det lød næsten som... hovslag?

Sommeren havde rigtig kommet til Amazonitskovene, især nu når Mørket ikke længere lå over den som en tåge, som den ellers havde gjort i mange år. Men med solen og farverne kom der også forandringer, især for Alethea og hendes klan. Det var sværere at holde folk inde i byen nu. Der var ikke noget at skræmme med dem mere, så i stedet for måtte Alethea gøre dem så godt foreberedt hun kunne på den verden der lå i skoven. Skoven som ellers var forholdsvis rolig for nu. Det var dog ikke til at vide hvordan det ville være når vinteren atter kom.

Alethea tog ofte patruljer ude i skoven, for at tjekke at der ikke kom nogen ind på sumpkentaur område, for de havde trods alt spredt sig lidt mere ud nu, og Alethea måtte beskytte hele områddet. Til at starte med syntes hun heller ikke at det var mærkeligt at hun kunne høre hovslag, og længere væk se en kentaur, bortset fra at det var rimelig langt væk fra området hvor Alethea havde bedt dem holde sig indenfor. Det var også dette der fik Alethea til at bevæge sig mod det hun var sikker på var en kentaur.
Kentaurlederen blev dog noget chokeret, som hun kom nærmere på og hun ikke genkendte denne kentaur. Et undrende, men påpasselig blik kom fra Alethea. ”Hvem er du?” spurgte hun som hun kom helt tæt på, og den anden kentaur også burde kunne se hende.

Dayanara stod og lyttede til lyden af hove, mens hun ikke rigtig kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv. Der var to muligheder: 1. Det kunne være en rytter til hest eller, 2. Det kunne være en anden kentaur. Det var ligesom de muligheder der var. Hun håbede dog mest på det første, for hun havde ikke set andre kentaurere i meget lang tid. I 15 år, for at være helt præcis. 

Ikke siden... ja, siden hun blev adskilt fra sin flok, og hun havde ikke set den siden. Det havde gjort Dayanara til lidt af en loner. Hun holdt sig for sig selv, når hun altså ikke generede elverne i Elverly's Lindeskov. Det var hendes bedste hobby. De mente ikke, at hun skulle være der, men det holdt Dayanara fast på, at hun skulle - at hun ville.

Som hun stod der lidt i sine egne tanker, så hun sin store frygt, en anden kentaur. Hun forstod ikke hvordan hun skulle opfører sig, når hun var sammen med sin art, fordi hun ganske simpelthen havde glemt det, på de sidste 15 år. Det havde ikke været nødvendigt at huske, så det var røget i glemmebogen. 

Men kentauren kom nærmere og nærmere Dayanara, og hun skrabede lidt utålmodigt i jorden ved sine hove, mens hun ventede på en reaktion fra den anden. Og da blev hun stillet det afgørende spørgsmål: Hvem er du?

"Jeg hedder Dayanara." svarede hun kort og tørt, meget lidt interesseret i den anden kentaur. Også selvom hun havde svært ved at holde sin begejstring, over endelig at se en anden som hende selv, inde.

Dayanara? Alethea kendte ingen ved dette navn, så det var ikke bare fordi at hun havde glemt et ansigt fra sin egen flok. Hvis hun havde, så havde det egentlig også været pænt akavet. Hun var høvding, hun burde kende hvem der var, i hvert fald af kvinderne i stammen.

”Dayanara? Du er ikke fra omkring her, er du?” spurgte Alethea med et hævet øjenbryn. Alt omkring Alethea skreg nærmest royalitet, med måden hun stod på, og tatoveringerne og klæderne hun bar. Det var praktisk ting hun bar, men det var tydeligt at se at der var blevet brugt tid på at se pæn ud.
Til trods for at Alethea stillede spørgsmål til den anden kentaur, gav hun dog ikke nogen indikation på hvem hun selv var, selvom hun var klar over at denne kentaur umuligt kunne vide det. 

Begejstringen var stor hos Dayanara, men hun gjorde alt for at holde den inde, fordi hun ikke havde lyst til at vise det til den fremmede. Det var meget længe, præcis 15 år siden, at hun sidst havde set en anden kentaur, så det var meget begejstrende at møde en som hende selv.

"Nej." svarede hun, og rystede på hovedet "Jeg ved ikke engang hvor her er. Jeg aner faktisk ikke hvor jeg er." Hun så på den anden kentaur, som udstrålede en eller anden form for royalitet. Hun havde kønne klæder på, og storslåede tattooveringer. Derudover undrede det hende lidt, at den anden ikke havde jaget hende væk endnu. De fleste kentaurere, Dayanara inkluderet, var meget territorielle.

"Hvem er du egentlig?" spurgte Dayanara da, fordi hun var lidt interesseret i, hvem denne fremmede kentaur var. Især når hun så så 'vigtig' ud. Ikke at hun kendte nogen 'kendte' kentaurere, så navnet ville nok ikke sige hende det store. Ikke desto mindre ville det være rart med et navn. Og Dayanara vidst ikke hvor hun var. Hun vidste ikke engang hvad skoven kaldtes. Hun havde ingen anelse om, hvor hun var, men hun vidste godt, hvordan hun kom 'hjem' til Lindeskoven igen-

En ting var territoriel, men det var også klart at Alethea ikke kunne ignorerer at der var en verden udenfor, uanset hvor meget hun ville. Så var det bedre at finde ud af hvorfor folk havde bevæget sig ind på kentaurnes område. Hun havde altid sit trofaste sværd til at jage folk væk med hvis det endelig kom til det.
Det undrede dog Alethea at denne kentaur ikke engang vidste hvor hun egentlig var. ”Du er i Amazonitskovene, tidligere Mørkets Skov,” svarede hun. Skoven havde ingen grund til at blive kaldt for mørkets skov mere, med hvor meget liv der var kommet tilbage i træerne.

”Mit navn er Alethea Helli Argyris, efterkommer af den mægtige Helli, og høvding af sumpkentuarerne,” svarede hun. Sagaen om Helli var trods alt en prægtig historie som man elskede at fortælle blandt kentaurerne, det betød dog ikke at den ikke også var udbrudt helt ind til de andre racer. Ikke at det interesserede Alethea meget, hvad andre racer tænkte om legenden, men hun forventede i hvert fald at alle kentaurer måtte på en eller anden måde kende til den.

Dayanara løftede det ene bryn, da den anden fortalte hende hvor hun var. Mørkets Skov havde hun godt hørt om, men hvad Amazonitskovene var for noget, vidste hun ikke. Men det var åbenbart det gamle Mørkets Skov. Hmmm... hun rystede let på hovedet, og så på den fremmede kentaur.

"Hmm, nå okay. Det vidste jeg ikke den her." Hun lød lidt ligegyldig i sin tone, men smilede alligevel til den anden: "Måske du kan vise mig ud herfra? Så jeg kan komme hjem?"

"Hvem er Helli?" Igen løftede Dayanara et øjenbryn i undren. Hvem var denne Helli, som hun, Althea, talte om? Ærligt så vidste Dayanara intet om sin egen kultur, fordi hun var blevet skilt fra sin flok som meget ung. Det hjalp heller ikke, at det var meget længe siden, hvilket gjorde at hun huskede alting endnu værre end lige da det var sket.

"Dayanara." Hun bukkede let for den anden, som hun præsenterede sig.

Naturligvis var Alethea forvirret over denne her kentaur, især som hun tydeligvis ikke virkede til at vise den respekt som der ellers skulle til overfor en høvding. Det var dog nemmere at rationalisere at dette var okay overfor en kentaurkvinde end så mange andre væsner. Især som hun virkede til at være faret vild. Desuden, hvis hun var en nomadekentaur. De kunne nemlig godt være lidt mærkelige, men udover det virkede hun ganske harmløs.

Et udtryk af chok kommer over Aletheas ansigt, som Dayanara spurgt hvem Helli var. Det var fuldstændig absurd for hende at tænke at Helli-sagaen ikke var fortalt hos nomadekentaurerne, og at der bare generelt var kentaurer der ikke kendte til historierne.
Hun sundede sig lidt, som hun begyndte at fortælle. ”Hun var en legendarisk kriger for mange år siden. Der var ikke noget hun ikke kunne. Hun reddede vores folk fra at uddø da tingene var værst, og kæmpede så mange kæmpe, selv som hun blev ældre.” Der lå en stor stolthed i Aletheas stemme som hun fortalte om sin forfader.

Dayanara stod lidt og skrabede i jorden, lidt som en flabet teenager der kedede sig.  Det virkede til, at hun burde være mere respektfuld overfor denne Høvding (inde?), men hun gad egentlig ikke, for hun kendte hende ikke, kendte ikke regelsættene eller noget andet om sin egen kultur. Om kentaurenes kultur. Hun vidste faktisk ikke ret meget, for hun havde levet alene, siden hun var ganske lille, fordi hun var blevet væk fra sin egen flok - netop som meget ung.

Den anden kentaur så meget chokeret ud, da Dayanara spurgte til hvem Helli var, og begyndte da at forklare om denne Helli, selvom Dayanara ærligt ikke var særlig interesseret. Hun lyttede dog høfligt med små nik ind imellem, som viste at hun hørte hvad høvdingen sagde.

"Og hun er din forfader?" Så opdagede hun, at hun havde sagt noget vrøvl og rettede det "Øh formoder? Hvad det nu hedder." Det sidste mumlede hun dog nærmest, smilende forlegent, fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle tale til en høvding.

"Men kan du vise mig ud herfra? Jeg aner ærligt ikke hvor jeg er."

// Sorry det tog så lang tid, håber I stadigvæk vil være med, selvom jeg er totalt langsom. Sorry. Har haft skriveblokade så det basker. Hvis du ikke vil forsætte tråden pga. så lang ventetid, så si' til, så afslutter vi den bare :)

Alethea kunne godt mærke på uroen I en den anden kentaur, men modsat Dayanara, havde Alethea lært at skjule sin utilfredshed… til en hvis grad. Der havde været en interesse fra Aletheas side til at starte med, men som attituden kom ud mod hende, var interessen dalende, og selvom der aldrig havde været et had til nomadekentaurerne, var det det eneste hun kunne tænke at dette måtte være. Ingen fra hendes eget folk ville være så flabet over mod hende.

”Ja, min forfader,” kom det ud af Aletheas mund, mens hun prøvede at tage det roligt inden i sig. Det nyttede ikke noget at hidse sig op. Hun ville bare vise kentauren ud og så var det som om at der aldrig var en her til at starte med.
”Det er ikke så svært, så lang tid at du går nord eller øst, så rammer du skov kanten før eller siden, og er ude af Amazonitskovene,” svarede hun så høfligt hun nu end kunne, mens hun pegede hvor nord og øst lå. Vejene dertil var ikke ligeså slemme mere, nu når mørket faktisk var fordrevet var skoven.

"Og det er en big deal at være Høvding, right? Sorry jeg er så uvidende, men har aldrig set en høvding eller en kentaurflok for den sags skyld, så er lidt uvidende på det punkt." Dayanara smilede undskyldende, og forsøgte at få sig selv til at stå stille, hvilket ikke var så nemt.

Hun var dog lidt interesseret i denne flok, som Alethea tilsyneladende var høvding for. Det var meget længe siden, at hun havde set en kentaurflok. Hell, bare længe siden at hun havde set en anden kentaur, og ærligt så var hun lidt ensom. Det var ensomt at være et flokdyr helt alene. Ensomt for ikke at sige farligt! Man måtte altid holde øje. Kunne aldrig sove rigtigt igennem.

"Jeg blev væk fra min flok som meget ung." forklarede Dayanara åbenhjertigt, og smilede skamfuldt. Den anden måtte sikkert synes, at hun opførte sig forfærdeligt uforskammet, men hun kunne ikke rigtig gøre for det. Hun vidste ikke rigtig, hvordan hun skulle opføre sig overfor denne fremmede kentaur. Hun bukkede lidt kejtet for høvdingen, for hun var åbenbart en big deal i kentaur-verdenen.

Alethea så næsten uforstående ud, selvom det hurtigt blev opklaret. Hvordan overlevede en kentaur overhoved uden sin flok. Det var grundstene for en kentaursopvækst, selvom det så også gjorde det lidt mere klart overfor Dayanaras generelle uvidenhed omkring kentaurer, selvom det bare gjorde Alethea mere bekymret omkring den anden kentaur. Dette betød også at noget i Alethea ikke følteat hun kunne stole på kentauren.

"Høvdingen er lederen af flokken. Jeg ved ikke hvordan nomadekentaurerne gør, men det er sådan vi sumpkentaurer har gjort det i hundrede, hvis ikke tusindevis af år. Jeg er den der sørger for at vores samfund ikke bare kollapser," svarede hun og man kunne se at det var ikke bare fordi at hun tænkte højt om sig selv. Der var noget i hende der drev hende frem i hende, en styrke i hende, som hun blev nødt til at bære for at klare dette erhverv som ikke var nemt.

"Ahaaah." lød det fra Dayanara, som forsøgte at virke venlig og rolig. Hun daskede lidt med sin hale, men det var på grund af insekterne. De forpulede insekter var over det hele på hende, og det var ærligt begyndt at blive lidt irriterende.

"Jeg er ikke en nomadekentauer, jeg er en sumpkentaur." forklarede Dayanara da, da det blev påstået, at hun var en nomadekentaur. Hun boede normalt i elverlys skove, men hun var ret sikker på, at hun ikke var nomade. Hun havde bare en tendens til at vandre lidt, og ofte fare vild også.

"Men ved du hvilken vej jeg kommer til elverly og dets skove herfra?"

Alethea kiggede stadig undrende på kentauren. Der var selvfølgelig visse forskelle mellem de to kentaurfolk, men langt de fleste der ikke var en del af sumpkentaurerne var nomadekentaurer. Der var bare ikke nogen solide steder at bo, hvis man ikke var i sumpen. Det var i hvert fald den holdning som Alethea havde fået over alle disse år hun havde boet her og mød engang imellem fremmede kentaurer. Det var dog ikke nogen grund til at bringe det op på.

”Ja, der er ikke langt, og det er ikke så svært at finde vej, især nu om dage,” svarede Alethea så og stirrede lidt i retning af hvor det burde være. Træerne virkede ikke så tætte som de engang havde været, og Alethea var sikker på at Dayanara nok skulle finde den sti der var derhen ad.

Dayanara nikkede til kentauren. Hun var glad for den andens hjælp, selvom hun selv havde opført sig meget lidt kentaur-agtigt. Men altså... når man ikke kendte til den verden, så var det også svært. Hun vidste jo ikke, hvordan man skulle opføre sig, så alting var lidt svært for hende. Men altså, det var også ligemeget, for nu skulle hun videre.

"Tak for hjælpen." Hvorefter hun bevægede sig i luntetrav i den angivne retning.

(Out)

Alethea gjorde intet for at stoppe kentauren. Det var nok bedst at lade hende gå sin egen vej, og ligeså snart at Dayanara var ude af syne, så vendte Alethea om og forsatte hendes patruljering. Nogen kentaurere var bare ikke lavet til at være en del af en flok som sumpkentaurerne. Så Alethea smed det ud af hovedet og fokuserede på faren der lå mellem træerne og mod hendes folk.