Det var ved at blive ud på aftenen. Skiltet med ordene "Den Gyngende Hofte" svingede knirkende frem og tilbage i vinden, der føg gennem den lille, smalle gade. De fleste af vinduerne i bygningen havde skodderne lukket til, men bag enkelte ruder kunne man se blødt, flakkende lys. Fra vinduet, der var lige over Jarko, kunne man høre den umiskendelige lyd af to mennesker, der gav efter for deres kropslige lyster.
Normalt, når Jarko besøgte dette sted, var det for selv at indgå i sådanne aktiviteter, men denne aften var en anden. De få krystaller han havde skulle blive i lommerne, og det var det skarpe stål han bar i bæltet, der skulle begraves dybt i kødet på et andet levende væsen. Øglen.
Deres fjendskab gik efterhånden langt tilbage, men Jarko havde ikke glemt de to sidste møder med den lille, slimede mandsling, der begge gange havde resulteret i, at Jarko havde modtaget nogle solide tæsk. Denne gang havde han dog sørget for, at der ville være en afledningsmanøvre: et par krystaller i de rigtige hænder, og et par ord i de rigtige ører, og de muskuløse bodyguards der som regel flankerede Øglen, ville have andet at se til denne aften.

Jarko trak sig dybere ind i skyggerne i den lille gyde, som befandt sig overfor Den Gyngende Hofte, da han hørte lyden af fodtrin på gaden. En lille, nærmest hvæsende lyd kom fra hans strube, da han fik øje på den lille, skællede mandsling, og hans hånd nærmede sig automatisk bæltet med kniven. Lige nu havde Øglen imidlertid som sædvanlig de to kraftigt byggede mænd med sig, som han snakkede lavmælt til med sin lave, læspende stemme, imens han gik og drak af en flaske med et ubestemmeligt indhold. Jarko kunne ikke høre, hvad de sagde, men betragtede trioen fra skyggerne, der stoppede op foran hovedindgangen til bordellet. Som forventet blev de to mænd stående ved døren, mens Øglen smøg sig indenfor og forsvandt i husets halvmørke. Jarko tog en dyb indånding .. nu var der ikke andet for, end at vente..

Han havde stået i skyggerne af gyden i omkring fem minutter, før der skete noget. En fuld mand kom slingrende ned ad gaden, og passerede tæt forbi de to mænd. Så snart han var nået forbi dem, var det som om fuldskaben forsvandt, og han satte i løb: begge de to, muskuløse skikkelser så forvirrede på hinanden, ind til det gik op for dem, at drukkenbolten havde lettet dem for deres pengepunge. De råbte vredt og satte begge i løb efter manden, der allerede var forsvundet ned ad en sidegade. 
Et grumt smil gled over Jarkos læber, idet han forsigtigt trådte frem fra gyden og skyndte sig over gaden med retning mod bagindgangen til Den Gyngende Hofte. Han kunne stadig mærke et lille stik i siden, når han bevægede sig, men healeren som havde brugt sin magi på knivsåret, havde gjort et godt stykke arbejde, og han følte sig kampklar. Nu håbede han bare, at Maya havde haft ret i, at hun kunne få dem ind..

Det havde ikke været lige så nemt at overtale kvinden der normalvis lagde krop til øglens udfoldelser til planen. Maya havde brugt argumenter i alle afskygning, indtil Rajha til sidst måtte ty til lommen for at fiske sine egne hårdtjente krystaller op af lommen. Med det blev det også slået fast at alt hvad der befandt sig i øglens tøj tilhørte Maya, og den anden kunne holde snitterne helt og aldeles for sig selv! Det var endt i en stirrekonkurrence, hvor pengene til sidst blev taget og ord blev givet. Spørgsmålet var dybest set hvor troværdigt ordet var, men Maya havde trods alt haft en tjeneste i baghånden også – hvilket gjorde at Rajha næsten ikke kunne sige nej, når først prisen var blevet lidt højere end bare en regn tavle.

Derefter var dagene gået som de nu engang plejer, indtil hun igen sad dette parfumestænkende sted, ude i køkkenet hvor ingen andre end køkkenknægten kom. Kokke var et vidt begreb dette sted, og da den gyngende hofte ikke tilbød mad til hyggestunderne, var en køkkenknægt der kunne bakse noget sammen i en rustbesat gryde rigeligt. Trillede tommelfinger for at styre nerverne bare en smule, mens hun i gik frem og tilbage med at kigge ud af sprækken i døren for hvem der kom ind. Godt nok var hun blevet lovet et signal når øglen kom, men det skadede ikke at være beredt selv.
Den tætpakkede sky af røg og urenhed blandt de mange mennesker, gjorde at Maya måtte vente til de to korte bank på døren, før hun smuttede hen til bagdøren. Hun åbnede den svagt på klem, ventende til at der var klar bane og Jarko selv nærmede sig døren.

Som den genkendelige lasede skikkelse kom hen til døren, åbnede hun den højere op. Ansigtet afslørede at den brækkede næse havde foretaget sine udseendsmæssige forringelser. Den var ikke nær så hævet mere, men den blåsorte nuance spredte sig over den i forvejen mørke hud, som stærke rander under øjnene af ømhed. Det forhindrede hende ikke i at smile veltilfreds og venligt til Jarko og lukkede ham ind i det snavse stærkt dunstene lugt af forældet mad der ikke var blevet fjernet i tide. ”De er gået ovenpå, og Rajha er med på planen..” man kunne fornemme en hvis irritation som navnet blev nævnt, men det var nok egentlig ganske klart taget i betragtning af at kvindemennesket mente at dette krævede ekstra betaling. Møg skøger.

Et øjeblik stod Jarko på den nu tomme gade og bare lyttede. Lyden af løbende fødder fortog sig langsomt, røbende at de to livvagter, der normalt flankede Øglen, var kommet langt væk. Nummeret med drukkenbolten var gammelt, og manden, som blev kaldt Slibrige Jack var en af Jarkos gamle bekendte: Jarko var ret sikker på, at han aldrig havde mødt nogen, der kunne navigere så hurtigt rundt gennem gaderne, som Jack kunne, så han var ikke bekymret. Livvagterne ville sandsynligvis være tvunget til at vende tilbage med tomme hænder - forhåbentlig længe efter, at Jarko og Mayas lille ærinde var overstået.

Der gik et stykke tid fra, at han havde banket, til døren blev åbnet og Mayas forslåede ansigt tittede ud. Han kantede sig ind ad døren med et kort blik på hende og så rundt i det lille, tilrøgede, beskidte rum. Det var første gang han så køkkenet i huset her, og han var ikke synderligt imponeret. 
"Sku' ha' set en healer." Brummede han, da han så tilbage på Maya igen, og rigtigt lagde mærke til den blåsorte nuance, der havde bredt sig over hele hendes ansigt. Han forstod hende dog godt - healere var dyre, hvis man ikke kendte nogen, der skyldte én en tjeneste. Desuden kunne et forslået ansigt hjælpe til at få medlidenhed på gaden og flere penge i hatten, hvis man var typen, der tiggede.

"Rajha .. stoler du på hende?" Spurgte han lavmælt, idet han gik hen til døren, der førte ud af køkkenet og videre ind i huset. Han lagde øret mod døren for at sikre sig, at der ikke var nogen på den anden side, før han forsigtigt åbnede den på klem og kiggede ud på det, der lignede en mørk bagtrappe.
Han havde fornemmet en vis modvillighed i Mayas stemme, da hun nævnte skøgens navn. Det sidste, de havde brug for, var at Øglen fik nys om, hvad der skulle foregå..

Køkkenet var ikke husets vigtigste rum, som den kære alfons sagde. Faktisk var der ingen i huset der gad at gøre rent herude og den sødlige lugt af mug var ganske normal dette sted. Maya var i hvert fald ganske upåvirket af omgivelserne som hun kantede sig videre i rummet.
Hun kiggede på Jarko med et hævet øjenbryn og en hånd i siden inden hun åbentlyst himlede med øjnene af ham. "Ja ja - det healer nok med tiden" det plejede det at gøre alligevel. Det var rarest at komme forbi en healer men selv helbredelseshuset havde det med at smide de beskidte unger ud så de ikke smittede de mere skrøbelige hvidelagnende semi-lig de havde liggende der langsomt mummificerede sig selv. Nej, så hellere bare vente og lade det klare ærterne selv.

Maya rynkede næsen, hvilken hun igen kom til at fortryde da det gav et jag af smerte gennem hele hendes ansigt. "En tjeneste fra min side er meget værd bag disse døre." det virkede måske underligt, men Maya var ikke bare en ung tøs der løb rundt barfodet og tiggede om penge. Hun var snedig og vidste hvad hun lavede. En tjeneste fra hende blev frivilligt givet væk! "Desuden, ved hun hvad der sker hvis hun afsløre os" Maya sendte ham et dystert blik der kom til at se endnu mere ondt, nærmest sadistisk ud som det var omkrænset af den mørklilla farve der var under hendes øjne. Hun bevægede sig forbi ham og op af den mørke trappe lydløst. Maya flyttede fødderne en smule anderledens for at ramme de steder på trappen der ikke knirkede og derfor mindskede hendes larm. Ikke at der var stor sandsynlighed for de blev hørt alligevel, men det var med at være sikker. Hun satte sig på hug øverst oppe og kiggede igennem nøglehullet. Gangen var tom, og Maya tillod sig at åbne døren op og vente på at Jarko kom med ind på den anden side før hun roligt lukkede den igen. Lyd fyldte dog tilgengæl denne gang højlydt. Lyden af voldsom knirken, hujende lyde og andet der indikerede seksuelle ydelsers udfoldelse kom fra alle sprækker, huller og åbninger der var at finde i den gamle bygning.

Jarko kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over Mayas himlen med øjnene. Hun var tydeligvis ikke en pige, der ville passes på - endnu et træk der var så uendeligt typisk for gadebørn. Man lærte at klare sig selv. Jarko kunne dog ikke lade være med at more sig en smule over hendes stædige attitude.
Alvoren kom dog hurtigt tilbage i hans ansigt, da han så over skulderen og nikkede mod Maya. "Det er rigtigt." Brummede han og trådte lidt til siden for at lade hende komme forbi. Hun kendte helt sikkert bordellets bagveje noget bedre end ham, der trods alt kun havde kommet og gået gennem hovedindgangen et par gange. Han havde altid besøgt det samme, lille værelse med tykke, mørkerøde gardiner og et blødt gulvtæppe, som var indhyllet i en kraftig, parfumeret lugt.

Netop lugten af denne parfume kunne svagt fornemmes på bagtrappen, som han forsøgte at snige sig lydløst efter Maya. Han var dog noget tungere end hende og ikke nær så stedkendt, så engang i mellem gav trappen en høj knirken fra sig. Det virkede ikke som om, der var nogen, der blev alarmeret af lyden.
Da de kom ud på gangen ovenpå kunne alle bordellets velkendte lyde høres. Han forsøgte bedst muligt at ignorere dem, glad for deres tilstedeværelse som ville dæmpe lyden af det, der skulle foregå. I stedet så han på Maya og spurgte med en lavmælt hvisken: "Hvilket værelse er det?"

Hele Bordellet var nærmest som en dæmper på alle ens andre sanser end dem man benyttede for at opnå ultimativ nydelse. Det var selvfølgelig ikke rigtigt, men parfumerne som blandede sig ind med hinanden, især som de kom op af den noget ujævne og skrøbelige trappe. Maya lod sig ikke synderligt mærke af de forskellige dufte, lyde eller indtryk bare gangen kunne give dem, og lydende var efterhånden det mest normale igennem hele hendes barndom at hun knap nok ensede dem.
Maya løftede en brun hånd og pegede på den anden sidste dør til venstre nede af gangen. Den havde en mørkegrøn farve, selvom malingen var begyndt at skælle en smule af. "Sahara værelset" hviskede hun ganske lavmælt tilbage. Hun fortsatte hen til døren og satte sig på hug. Hun kiggede ind af nøglehullet og løftede et øjenbryn. "Han havde vidst travlt" hviskede hun tørt som hun satte sig op igen. Lyden fra rummet var heller ikke til at tage fejl af. Maya kiggede afventende på Jarko. Denne del var hun ikke ligefrem god til - hun befandt sig altid i skyggen og kom snigende frem når hun skulle have noget. Konfrontation var ikke lige hendes stærke side.

Jarko fulgte i hælene på Maya, kastende enkelte sideblikke mod de lukkede døre. Gæsterne bag dem lød til stadig at være optagede af deres 'gøremål', og han tvivlede på, at dørene ville åbne sig lige foreløbigt. Der var fri bane.
'Sahara'-værelset, var efter Jarkos viden et af de dyrere, selv om 'Hoften's standarder ikke ligefrem var de højeste i byen: til gengæld betjente de udskudsagtige halvdyr som Øglen. Det undrede ham heller ikke at Øglen var typen, der spenderede meget på bordellet. Han holdt tilsyneladende af at omgive sig med luksus, og så vidt Jarko vidste, var indtjeningen fra de ulovlige forretninger, Øglen lavede, heller ikke helt lille. Et lille smil spillede over hans læber, ved tanken om, at det - ud over at opfylde ønsket om hævn - kunne vise sig at blive en ganske profitabel, lille mission.

Han lagde kort øret mod døren, og fjernede det hurtigt igen med en grimasse. Lyden af øglens grynten var ikke noget, han havde interesse i at lytte til i længere tid. I stedet trak han en lang dolk fra bæltet og nikkede imod Maya. De fik ikke en bedre chance, end de havde lige nu.
Døren sprang op, lige så snart han lagde skulderen mod den. Belysningen i rummet var dæmpet, den let afskallede tapet på væggene sandfarvet og foran vinduet hang tunge, mørkegrønne gardiner. Hans beskidte sko sank ned i det bløde gulvtæppe, imens han i to hurtige skridt var inde i rummet. Den mørkhårede pige lå på sengen, hvor det grønne sengetøj hastigt var skubbet til side, og øglens skællede fingre havde fat i nakken på hende, stønnende, hans skællede, grønne overkrop glinsende i halvmørket, og pigen kom med små klynk, der lød mere som smerte end nydelse.
Jarko spildte ikke tiden med at betragte sceneriet, men greb i stedet fat i Øglens skællede nakkeskind og satte kniven for hans strube. "Spillet er ude!" Knurrede han.

Alle værelser var i Maya verden ens. De var klamme, svedfyldte med lyde af hvad der eftersigende skulle være nydelse. Hun var ikke helt sikker på at det altid var sandheden, i hvert fald for dem som solgte sig selv. Denka, hendes moster, syntes ikke at være synderligt påvirket af at sælge sin krop og sagde endda selv at hun nogle gange var fyldt med glæde når der kom en kunde der rent faktisk vidste hvad han lavede. Maya huskede det minde med en smule væmmelse og en kort grimasse kom over hendes ansigt der sagtens kunne være reaktions på de lyde der kom fra bag den grønne dør. Lyden af øglen der var godt i gang med at føre sin skællede manddom ind i en kvinde der fik penge for at lade som om han var guds gave til hendes kønsdele. Det var kvalmende. Specielt fordi kvindens lyde ikke lød særlig overbevisende. Måske det var sådan han kunne li det.

Hun tog en dyb indånding og nikkede tilbage ved Jarkos tegn og smuttede ind af døren så snart den blev skubbet op, og lukkede den i bag sig, således inden kunne komme ind og overraske dem gennem en åben dør. Dertil, ville det give mere – skal vi være håbløse og kalde det privatliv?
Maya mærkede en snert af medfølelse, ved de klynkende lyde. Det vendte sig i maven og hadet til Øglen åbnede endda nye højder som Maya ikke troede var mulige. Hun troede ærligt ikke at hun kunne hade øglen mere. Maya smuttede hen til siden af sengen og lagde det grønne linned omkring Rahja, der ikke helt kunne bestemme sig for om hun var taknemmelig eller lige nu måtte se i øjnende at en af de bedst betalende kunder snart ikke kom tilbage hertil. ”Det kan umuligt være pengende værd” brummede Maya lavmælt og skubbede Rahja til sidde, inden hun fandt en lille kniv frem og placerede spidsen lide over roden af mandens noget så fine manddom Maya gjorde alt for ikke at kigge alt for meget på. ”Hvilket hoved foretrækker du forsvinder?” Mayas stemme var knurrende, fyldt med had. Hun var faktisk parat til at skære manddommen af på stedet.

Jarko havde en sjælden gang i mellem, når han tænkte på Øglen, overvejet, om han også var skællet dernede. Ét blik på Øglens manddom, som Maya nu holdt en kniv mod, var dog tilstrækkeligt til at få stillet nysgerrigheden. Han skar ansigt og skyndte sig at rette synet mod noget andet, mens han pressede knivsbladet længere ind mod mandens hals. Der kom en hvæsende lyd fra Øglens læber, lidt lige som en ballon, hvor luften langsomt sivede ud.

Rajha var allerede klatret ned fra sengen og på vej hen mod døren, mens hun holdt det grønne linned tæt om sin nøgne krop. En smal stribe af blod, der løb ned af hendes inderlår talte sit om, at samlejet næppe havde været behageligt for hende. Selv om de gik glip af en kunde, bildte Jarko sig nu alligevel ind, at han og Maya gjorde bordellet en tjeneste. Døren gled i bag den unge prostiuerede, og Jarko og Maya var nu alene i rummet med Øglen. Her var varmt og indelukket og lugten af sex var stadig i lagnerne.

"Kære venner.." Øglen fugtede nervøst sine læber med den spaltede tunge, hans ord lidt besværliggjort at kniven mod halsen. "Jeg er sikker på, at vi kan løse denne .. situation. Jeg har penge." Jarko kunne mærke, hvordan den skællede krop vred sig en smule, og han strammede grebet.

Maya forsøgte for alt i verden ikke at tænke alt for meget hvor hvad hendes kniv pegede imod. Pegede mod et område der overhovedet ikke lignede det der sad på almene mænd. Jo strukturen, nej ad det ville hun faktisk heller ikke tænke på. Hun havde set den havde skæl, men det var simpelthen ikke vigtigt. Han så tilstrækkelig bange ud til at hun fik bekræftet at en kniv sagtens kunne komme igennem det skællede ydre. Det var ALT hun behøvede at vide. Mere omkring det område var virkelig virkelig unødvendigt!
Hvilket også medførte at hun virkelig anstrængte sig for at ignorere det blod der var at se på linnedet for ikke at tale om den lyd der kom fra Rahja som hun skulle bevæge sig. Det medførte ubevidst at kniven kom tættere på, mere insisterende og stikkende.
”Selvfølgelig har du penge. Du stjæler alt hvad der stjæles kan og banker enhver modstander på din vej. Eller rettere, får dine små søde hjælpere til det.” Maya kneb øjnende sammen til spalter mens hun så arrigt på øglen. ”Du husker godt de her mærker ikke? De er din skyld. Og jeg er så meget fristet til at uddyde nøjagtig samme smerte, hvis ikke mere mod dig!” knurrede hun vredt og strammede arret omkring kniven. Hun havde virkelig lyst til at gøre noget, men det var ikke planen, ikke endnu i hvert fald.

Jarko var glad for, at hans position bag Øglen gjorde, at han ikke havde udsigt til så meget af den skællede krop. Hans hånd knugede om knivskæftet, og hans tanker kredsede om alle de ting, Øglen havde gjort. Den lille, skællede mand fortjente at dø. Pengene, den skællede mand havde på sig, ville kunne betale for sengelinned og madrassen, der for altid ville være farvet af hans blod.. 

Hans blik fangede Majas hen over skulderen på mandslingen, og igen blev han opmærksom på mærkerne i hendes ansigt. Mærker som Øglen havde påført hende uden at tøve, og han ville sandsynligvis have gjort det, der var værre, hvis Jarko ikke havde afbrudt dem. Jarko fik et hårdt blik i øjnene, og han lavede et lille nik med hovedet med et spørgene ansigtsudtryk. Hans tavse spørgsmål var klart: skal jeg skære halsen over på ham nu?

Maya var en smule konfliktet. Hun ville gerne begge dele. Ende hans liv så hurtigt som overhovedet muligt for at slippe for nogensinde at se hans skællede fjæs igen. Slippe for at have den trussel i sit liv. For han kom til at dø, for ellers var hun selv dødsens. En anden del af hende ønskede at han skulle lide. Lide og dreje sig i smerte over alt hvad han havde gjort. Over det han havde forvoldt. Et lys på bordet flakkede let og gav de stærke grønne øjne et mere dystert og farligt skær. Hun kunne se frygten i øglens øjne. Det fik læberne til at krusse sig til en smil, som hun pressede kniven længere ind. Noget der fik øglen til at komme med et bekæmpet dæmpet lyd af smerte.

"Nogen ting slipper man ikke levende fra, hr. skæl... Det her. Var en af de ting" hun løftede hånden mens hun talte og pegede på sit eget forslåede ansigt. Hånden med kniven blev fjernet fra hans ædlere dele, fjernede sig fra sengen og kiggede derefter op på Jarko med et fast besluttet blik. "Dræb ham."

Det var ikke første gang, Jarko havde udført et mord. Verden indeholdt rigeligt med skabninger, der ikke burde leve, og Øglen var en af dem. Normalt foretrak han at gøre det hurtigt og diskret, efterladende liget i kloakerne eller en mørk gyde. Landevejsrøvere lod han som regel bare ligge i vejkanten - der var ingen, der ville komme for at hævne dem.
Med øglen var det om at sende et signal. Man skulle ikke slippe godt fra de handlinger, den skællede slyngel havde udført. Hans greb om knivskæftet blev hårdere, idet han så ind i Mayas grønne øjne, ikke ulig hans egne. De havde et fast udtryk. Dræb ham. 

Hendes ord fik omgående øglen til at vride sig i hans greb, men manden var lille og vant til at have folk til at gøre sit beskidte arbejde. Jarko havde ham i et jerngreb, han ikke kunne slippe fri af. Huden omkring øglens hals var blød og sårbar, og kniven sank nemt ind i kødet. Det tog kun et par sekunder at skære halsen over på ham.
En halvkvalt, kvækkende lyd nåede ud af Øglens strube inden knivsbladet for evigt gjorde ham tavs. Reptiløjnene nærmest bulede ud af hans hoved og det varme blod sprøjtede ud over de grønne silkelagener, der stadig bar præg af de aktiviteter, der for et øjeblik siden havde foregået i værelset. 

Med afsky i blikket slap Jarko øglens livløse skikkelse, der faldt om på sengen. Den mørke væske begyndte hastigt at farve sengen, og Jarko tørrede knivsbladet af i lagenet, før han satte kniven tilbage i bæltet og trådte væk fra det rod, de havde efterladt sig. Kvinderne i bordellet ville næppe være glade, men øglens krop kunne bortskaffes, rummet gøres rent, og den næste gæst ville aldrig vide, hvad der var foregået..
Han så på Maya hen over Øglen. "Lad os komme ud herfra."

Maya havde aldrig selv udført et mord. Hun havde haft lyst til det, men i sidste ende havde hun aldrig fået udgydet den sidste bloddråbe fra en person før. Men det betød ikke at synet forstyrrede hende. Maya var en hård negl der havde set alt for megen grusomhed i sine sparsomme år i dette liv. Så det var også med følelseskold stemme hun havde talt, og der var ikke megen følelse at spore heller som Øglen vred sig, kom med sin sidste dødsraller mens kroppens muskler spasmede, og til sidst faldte sammen ned over de grønne silkelagener, med opspilede øjne og et gruopvækkende udtryk i sit nu døde ansigt. Maya blinkede og kom med en let trækning i næsen og så derefter på Jarko. Han havde været ganske effektiv at have med sig i denne sammenhæng. Hun nikkede bestemt, men også ganske kort for hovedet. Maya spejdede let til siden, satte sig på hug for at løsrive en læderpung fra bukserne på jorden, hvilket med gjort med langt større afsky at spore i hendes ansigt end hvad det blodige syn burde havde fremtvunget.

Maya gik med lange skridt hen til døren, åbnede den først forsigtig for at spejde ud, og banede derefter vejen ned igennem den tomme gang med de velkendte og dækkende lyde, der forhindrede nogen i at høre deres mistænksomme skridt. "Vi kan snakke udenfor" hviskede hun, også for at signalere at dette ikke var stedet, hvis han havde noget han ville sige. Maya havde i hvert fald tænkt sig at dele pungens indhold, som tak. Hvor meget Maya end foretrak at arbejde alene og ikke mindst sørge for ikke at have tilknytninger, vidste hun også hvornår det var tid at dele triumfen. Hun kunne ikke havde gjort det uden ham. Hun drejede ned af trappen, skubbede sig forbi en fuld dværg og kom tilbage til det beskidte køkken.Først der vendte hun sig for at se om Jarko var kommet med, eller om han i det mindste var på vej, før hun ville gå udenfor i den forfærdelige lugt af fattigdomsstrædet.

Jarko vidste ikke helt, hvad han skulle føle over at have dræbt en mand. Hvis man da kunne gå så vidt at kalde Øglen det. Mest af alt var det lettelse over, at der ikke ville være flere, der blev tyranniseret af ham. Muskelbundterne, der normalt beskyttede ham, skulle nok finde nyt arbejde, nu hvor Øglens krystaller ikke længere ville finansiere deres vold. Der var altid brug for en stærk arm. Jarko kunne kun håbe på, at deres muskler fremover ikke ville blive brugt til at slå på børn.. 
Et mørkt udtryk gled over hans ansigt, idet han skævede til Maya og de toner af rød og blå, der stadig kunne ses på hendes ansigt. Åh ja, Øglen havde fortjent sin død. 

Døren til soveværelset - nu tilsplattet af blod - lukkede stille i bag dem. Fra de andre værelser kunne man stadig høre de dæmpede lyde af nydelse, idet de hastede forbi dem. Ingen af dem var endnu, bortset fra Rahja, klar over mordet, der var sket i en af de tilstødende værelser. Sandsynligvis ville de forlade bordellet uden at få noget at vide.
Dværgen sendte dem et undrende øjekast, før han slingrede videre, og de var igen tilbage i det lille køkken. Han nikkede kort til Maya som tegn til, at hun kunne fortsætte ud i gaden.

En ligegyldighed havde lagt sig over Mayas ansigtstræk. Hun vidste at hun lige nu havde været medskyldig i mord. Det var ikke hende der havde ført kniven, men det gjorde vel i sidste ende ingen forskel. Øglen var død, og det var ikke noget hun kunne sørge over. Faktisk følte hun en brændende tilfredsstillelse ved at vide, at han aldrig nogensinde igen skulle være skyld i brækkede næser, flækkede læber og øjenbryn eller bøjede ribben. Det gav et ekstra skær i de grønne øjne. Det betød også at hun overhovedet ikke bemærkede det blik dværgen sendte efter hende, og derefter til Jarko. Det ragede hende. Hvis den fulde skæksjovert troede de havde været oppe og lege i lagnerne, kunne det virkelig ikke generer hende i dag.

Maya åbnede døren ud til og blev desværre ikke mødt af frisk luft. Det var bedre end den parfumerede tunghed man fandt på bordelhuset, men det stank stadig af fattigdom og alt dens tilbehør. Hun ventede til Jarko var ude før hun puffede døren i bag ham, så ingen fulgte efter dem. Ikke uden at de opdagede det i hvert fald. Maya fiskede pungen frem, åbnede for at se og undersøge dens indhold. ”Jeg tror sgu vi er heldige, gamle. Han har vidst lige været i skattekisten” et lumsk smil kom frem på hendes læber, som hun vidste den åbne pungs indhold frem til Jarko, dog med et skarpt øje på deres omgivelser. Man var aldrig sikker i disse gader.

Jarko betragtede i smug Maya, imens de bevægede sig gennem de lille, snuskede køkken. Var det første gang, hun havde været med til et mord? Hvordan ville det påvirke en ung pige, som hende? Hendes barske ansigtsudtryk afslørede, at hun affandt sig med det, og både hun og Jarko sandsynligvis delte følelsen af, at det havde været et nødvendigt mord. Det var Øglen eller dem. Og nu var han færdig med at tyrannere folk..

Den kølige luft uden for bordellet ramte hans ansigt, og han trak den beskidte frakke, han bar, tættere sammen om sig. Ærmet var en anelse plettet af blod - noget han måtte tage sig af. Tanken om at have øglens blod på sig var ikke tiltrækkende. 
Han skar en smule ansigt, da Maya kaldte ham 'gamle' men lod være med at kommentere på det, hans øjne hvilende på krystallerne, der glimtede i den åbne pung, som hun holdt frem. Perfekt. Der var rent faktisk lidt fortjeneste i dette stykke 'arbejde'..

Lyden af grove stemmer nåede hans ører. Øglens bodyguards var på vej tilbage, og det lød ikke som om, de havde været i stand til at få den stjålne pung igen, hvis man skulle dømme efter deres toneleje. Jarko kastede et hastigt blik ned ad gaden. "Herind. Hurtigt." Brummede han og trådte ind i mørket i den nærmeste gyde. Selv om gorillaerne ikke lod til at have den største intelligens, var det ikke usandsynligt, at de ville genkende nogle af dem, de tidligere havde slået på..

Det burde havde påvirket hende mere end det gjorde. At tage en andens liv eller være vidne og medbestemmende til det, burde havde efterladt et tegn i de grønne øjne. Men hun virkede nærmest fuldstændig ligeglad med det hun havde set og oplevet i værelset. Noget der afslørede at hun i en ung alder havde set ting der ikke burde være gået forbi uskyldige øjne. Mord var måske ikke en af dem, men blod, mord og ufrivillig tvang havde ofte været på dagsordnen blandt dem hun så og de eneste hun havde haft at kunne se op til.

Et glimt af morskab kom dog frem som Jarko forvrængede sit ansigt i et utilfredsudtryk over den kommentar han fik med på vejen. Hun smilede skævt. Han var jo gammel i forhold til hende! Det var der virkelig ikke nogen tvivl om! Men det havde måske mere at gøre med at Maya var ung, og ikke så meget at Jarko var gammel.

Instinktivt lukkede hun pungen sammen og fragtede den i sikkerhed bag sine egne tynde klæder, som de grove stemmer banede deres vej ned af gyden, og fulgte også med Jarko uden at komme med nogen former for indvendinger. Det var en træng gyde, og pladsen var ikke stor, men det var også ligemeget, når blot de skulle gemme sig, selvom en følelse af udfrivillighed gled igennem kroppen på hende, som hun mærkede at hun var nødt til at stå skulder ved skulder. Hun banede sig lidt bagved ham, så det mere blev fronten af hendes skulder bag ved hans – og ja, det var ganske bevidst for at undgå at blive taget som den første skulle gorillaerne opdage dem.

Stilheden var nærmest larmende mellem dem, som Gorillaernes stemmer i stedet blev højere. Maya måtte havde holdt vejret, for hun slap det i hvert fald forskrækket, idet et skingert skrig skar igennem luften. Maya havde i forskrækkelse lukket begge hænder omkring Jarko’s underarm og klemt forskrækket. Hendes blik fulgte lyden til det let åbnede vindue der var synligt på bordellets snuskede hussidde. Tydeligt afslørende at liget var blevet fundet, alt for hurtigt til hvad Maya havde foretrukket!

Skyggerne i gyden var dybe. Det var det gode ved at lave det beskidte arbejde på denne tid af døgnet: det var nemmere at gemme sig. Og nemmere at komme væk. Han koncentrerede sig om at trække vejret roligt og lytte, mens de stod på den trænge plads, skulder ved skulder. Han kunne godt fornemme, at Maya ikke helt brød sig om den tætte kontakt - i det mindste var han ikke den 'klamme onkel' som hun tidligere havde beskyldt ham for at være.

En grimasse gled over hans ansigt som skriget flængede luften, og han hørte hvordan gorillaerne begyndte at råbe op. En dør blev smækket op med et kraftigt brag, og Jarkos blik gled ligeledes op mod vinduet, hvorfra der nu kunne høres højlydte stemmer. En kvindes forskrækkede hulken kunne høres et sted inde i bygningen. Jarko tvivlede på, at det var fordi tøsen savnede øglen .. sandsynligheden var nærmere, at hendes gråd skyldtes chokket over mordet, der var blevet begået lige under næsen på alle..

Han skævede rundt i gyden. Det var kun et spørgsmål om tid, før de begyndte at gennemsøge området, og nu galt det om at få benene på nakken. Han gjorde et kast med hovedet mod taget for enden af gyden. Det var lavere end på de omkringstående huse, og muren bestod af ujævne sten med gode muligheder for at holde fast på vej op..
"God til at klatre?" Hviskede han i retning af Maya. ".. for vi skal ud herfra. Nu."

Situationen var ikke rigtig, til at tænke over hvorvidt Jarko var af den klamme kaliber eller ej. Lige nu var det vigtigere at holde sig i skyggerne og dermed undgå at blive opdaget. Livsvigtigt, for at være helt brutal ærlig. Maya brød sig aldrig om det, trods hun havde befundet sig i hårde og livsfarlige situationer før! Men som skriget for alvor afslørede deres kriminelle handling, følte hun sig pludselig yngre og meget lille. Maya var ikke så voksen som hun ofte udgav sig selv for at være.

Maya fulgte Jarkos henvisning med hovedet, og kiggede først skeptisk på muren, men blikket gled over i at blive mere stædig og stålfast. Der var ikke så mange andre veje ud af det hele. Det eneste hun dog kunne håbe på at hele sit hjerte, var at den højtskrigende elskovsballon ville holde tæt med, hvem der havde været inde i rummet sidst. Ellers kunne hun vel heller aldrig vende tilbage dette sted i de kolde nattetimer og tigge om mad.

"God nok.." hviskede hun tilbage, med selvsikkerheden tilpas i stemmen, som hun listede ned for bunden af gyden, afprøvede et tag i et af de ujævne sten, inden hun begyndte sin opstigning. Nogen gange krævede det nogle mere atletiske udfoldelser og stræk, der fik musklerne i hendes overarme og ben til let at sitre, som hun sugede sig fast. Men det lykkedes, som hun endelig fik benet over kanten og var ankommet til toppen. Hun pustede tungt, og kiggede ud over kanten, ned for at se hvorvidt Jarko fulgte efter hende op.