Kazoya betragter bare Xukui med et hævet øjnbryn, mens denne plapre op om hvad han IKKE vil spise.
"Slap af knægt.. Det er brød og noget andet snask.. Min frokost havde været på indkøb.. så jeg tog varerne med.." han holder fortsat posen mod ham.
"Du må selv vaske den hvis du ikke kan leve med lidt blod... Jeg kan ikke tage mig af det.. jeg er alligevel så sjældent hjemme.. og bliver der for beskidt, finder jeg bare et nyt hjem.." han trækker lidt på skuldrende.
"Tag den nu, eller smid den ud.. jeg gider ikke stå her uden en trævl på kroppen hele dagen.
Egentlig, så kalder Kazoya kun de færreste ved "du" og "dig.. som regl er det den mere formelle form.. Men ligenu.. ja.. Xukui er nærmest blevet fast inventar i hans hjem, så der er tiltalen noget anderledes.
Han kaster posen igennem luften.. så må Xukui gribe den eller lade den falde på gulvet.. Så lunter Kazoya afsted ind mod værelset, hvor han åbner sin store dragkiste.. pokkers.. kun ét sæt rent tøj tilbage, ud over hans lidt finere dragter..
Han trækker et par sorte bukser op som han trækker i, en hvid skjorte og en mørkegrå vest med noget indgraveret broderi.. Ikke hvad han normalt hår i, men det klæder ham da ganske fint..
han fisker en halsklud op som han binder om halsen (ligesom en kravat) og lukker så låget på kisten i igen...
Han lunter så hen foran et halvstort spejl over et bord, hvor han snupper et bånd fra en lille skål, trækker håret om i nakken og binder det i en løs hestehale...
Han lader et enkelt blik falde på sig selv i spejlet.
.. Oh.. Jeg... ligner jo helt mig selv nu.. han smiler ganske svagt.. det er så lang tid siden han har set sig selv så menneskelig... hans klør er endda trukket tilbage!