At Aldamar først gav slip efter lang tid, det var måske ikke nogen decideret hemmelighed. Han vidste godt at der var et par parader man skulle grave sig igennem, førhen at man kunne forvente en mere oprigtig reaktion end hvad sociale spilleregler havde lært ham at svare med. Men når så først det kom til stykket, og alle de parader var passeret, jah så, var der ikke meget grund til at liste omkring den varme grød mere. Han var lydhør i sin nydelse, og da han fandt ud af at det kun yderligere syntes at motiverer Fabian's søgende kærtegn, jah der var forsvandt den sidste rest af hvad der kunne være pinligt omkring det. Hvorfor skulle han tie stille?
Derfor var det også et noget tilfreds sug af luft der blev trukket ind imellem tænderne, som Fabian fulgte op på den prøvende trækken i hans arm. Det var ret fantastisk, det kunne hans fortumlede hjerne sagtens indrømme over for sig selv.

Skægstubbene over hans skind var en kildende fornemmelse, men det var bestemt ikke den eneste grund til at Aldamar vred sig en anelse rundt. Det stoppede dog idet Fabain nu løftede hovedet, og ikke længe efter gjorde adelsmanden selvsamme, og mødte et blik der fik hårene til at rejse sig på hans arme. De blå-grønne øjne så næsten sorte ud, så store var purpillerne, og det kunne sagtens sees igennem den dæmpede belysning. Så store.. et kort øjeblik lignede han en der havde dopet sig selv med et eller andet. Hvor var det vildt.
Dog ville han ikke kunne sammenlignes med dem, da han modsat næsten enhver der stak hænderne lidt for langt ned i de bedøvende stoffer, var utroligt nærværende og spørgsmålet havde et strejf af omsorg i sig, som fik Arys Prinsen til at bide sig i læben, splittet. "Kun hvis... kun hvis du vil" stemmen var ikke mumlende, nej den var faktisk meget klar omend lavmælt, fordi han ønskede ikke at misforstås.
Han ville ikke... jah, han ville ikke at Fabian gjorde det, fordi det måske var forventet af ham, eller som en eller anden fjollet form for undskyldning fra tidligere, eller noget helt tredje der kunne gøre at han lå sådan her nu.
Selvom en mindre stemme med et lusket smil konstaterede, at det ikke var sådan det hang sammen, og at bare skulle tage imod det. Ikke alt blev gjort med de store bagtanker eller komplot. 

Lydene var fantastiske for Fabians ører. Det var en indikation på at det han gjorde føltes godt, selvom kroppen under ham sagde ligeså meget om det. Den dirrede og hvis Fabian havde lov til det, så havde han ædt den op. Billedlig fortalt.

Han havde faktisk lidt forventet at selvom Aldamar godt kunne lide det, så ønskede han ikke gå videre end de var. Derfor var det også et smil der gled over hans læber, da han hørte at Aldamar kunne ville hvis Fabian ville. Det her var på ingen måde tvang, nej det var Fabians egen lyst der drev det her, og i sidste ende ville han blive betalt om han gjorde det eller ej. Nogle gange ville han bare gerne mere end kunderne måske betalte for, og så kunne han da godt give dem en lille gave, som denne her.
”Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg ikke ville,” hviskede han tilbage op, og viklede sin hånd ud af Aldamars hår. ”Hvis det bliver for meget, så bare... sig til.” Det sidste han ønskede var at Aldamar ikke følte sig godt tilpas når det alt sammen var ovre.

Med de ord placere Fabian et kys mod Aldamars brystkasse, og fjernede sin hånd fra håret, for at han kunne begynde at bevæge sig længere ned. Roligt og forsigtigt, mens han ikke rigtig lod Aldamars krop få fred, og til sidst nåede han da også til buksekanten med sin mund, og hans fingre begyndte at pille ved den for at få bukserne åbnet, så han kunne få fri adgang til hvad der var gemt bag dem, hvis han ikke blev stoppet.

Aldamar undersøgte de udvidede øjne med et granskende blik, og nikkede langsomt da han hørte hans ord, hvoraf et lidt bredere smil alligevel trak i den mørkhårede mands mundviger, da det ærlig talt... jah så var det ret frækt. Det gav nemlig et underligt sus at være ønsket på den måde. Aldamar kunne ikke lade værd med at forundres over hvordan hans hjerne fungerede, og ville gerne give sit for at vide hvad der foregik inde bagved de blonde lokker. Normalt ville han sige at han var ret behændig med at aflæse andre mennesker, men slet ikke her - han vidste ikke hvad der motiverede Fabain, og blev ved med at vende tilbage til at han jo fik løn for det. Men... men han kunne ikke benægte, at det var utrolig nemt at glemme når man endelig var omkring ham, eller i hvert fald når han selv var omkring ham. Men sådan var det velsagtens med alle, var Aldamar's fornuftige tanke. Sådan var det måske bare når man lejede ham for en aften og nat, jah så fik man den fulde oplevelse?
At han ville var dog det vigtigste, hvorfor måtte så være et spørgsmål til en anden dag, hvis han da overhovedet helt oprigtigt ville hører svaret - han hadede skuffelser. Tankerne blev skubbet længere væk idet Fabian fjernede sin hånd, for langsomt at bevæge sig ned imod buksekanten i stedet.

Han vidste ikke helt om han skulle hjælpe til eller ej, fordi en del af ham ville ikke bare ligge som den søstjerne han lige nu følte han var - det virkede ikke helt retfærdigt, imens en anden bare gerne ville læne sig tilbage i det. Det var ikke engang sikkert at han ville holde så længe, var en anden tanke idet han var uhyrer bevidst om hvor tændt han i realiteten var.

Det sug gik igennem Fabians mave, som Aldamar ikke prøvede at stoppe ham, og som han så op, så var det et fabelagtigt udsyn han fik, og selvom han lidt havde lyst til bare at rive bukserne af Aldamar, var han omhyggelig med at åbne dem rigtigt, og endelig fik han dem da også op. Han skubbede dem åbne og lidt til siden, så hans hånd kunne finde Aldamars nedre dele frem. Der var ingen grund til at pille dem helt af, ikke for nu.

Hans mund søgte ned, for at vise Aldamar præcist hvad Fabian egentlig kunne finde ud af at gøre med sin mund og hans hænder. Hvor god han var til at tilfredsstille en mand som Aldamar, og så så han noget hvidt der bevægede sig ud af hans øjenkrog.

I det stykke tid de havde ligget i sengen, havde Fabian fuldstændig glemt alt om Dina, og Dina havde åbenbart valgt at hun i hvert fald skulle tættere på sengen, men den hvide slangeskikkelse var nok til at Fabian gav slip på hvad han havde gang i, for at skubbe sig selv bagover og væk fra hvor slangen var, med et lille hyl af overraskelse. Hans røv landede derfor blot på sengen lidt længere væk. Hun havde heldigvis ikke rørt ham, ellers var det nok gået værre. Desværre var det virkelig også nok til fuldstændig at ødelægge stemningen mellem de to af dem.

At Aldamar overhovedet 'gav lov', var i og for sig ret fantastisk, og det var en god blanding af mange forskellige ting der skubbede et 'nej' til et 'jah'. I bund og grund handlede det dog mere om tillid end så meget andet for den mørkhårede mand, der i det øjeblik Fabian havde kastet ham på sengen, havde følt sig meget... håndteret. Og en del af ham ville gerne have set hvor langt den fornemmelse og følelse kunne række, inden at det blev for meget for ham - han ville gerne have set hvor langt de kunne være gået, mest fordi det ville give et indblik i ham selv som han stadigvæk manglede. Men de skulle desværre - eller heldigvis, slet ikke nå så langt i aften.
Aldamar hørte sig selv puste  ud i et støn, og ivrige hænder pillede bukserne op og lagene væk. En varm hånd fattede om ham, og for en kort stund var det et noget overrasket udtryk der dansede over hans ansigt ved den pludselige og ret så intense nydelse! Men lige fluks som Aldamar lukkede øjnene for bare at lade det ske - lade dem ske, jah så veg Fabian tilbage som havde  han brændt sig.

Overrasket rykkede Aldamar op med et sæt - var han okay? Blikket gled ned imod hans fine situation, tilbage på Fabian og så endelig i et ryk over til der hvor Fabians forskrækkede øjne egentlig stirrede. Var det ham? Men nej. 
Og Aldamar lo.

Med en fjollet og oprigtig latter faldt han fladt tilbage i i den fjedrede seng, og begge hænder gled op foran øjnene idet at han leende masserede panden og tindingerne. Dina! Aldamar havde slet ikke overvejet den hvide slange, der nu med en raslende lyd af skæl imod seng, løftede sit kantede hoved op over sengekanten og prøvede at møve sig ind over madrassen.
"Er han okay, ham Fabian?" Aldamar løftede hovedet i et ryk for at se på den blonde mand, der en anelse... bettutet..? Han kunne ikke helt læse det, men i hvert fald sad med et eller andet i klemme, og ansigtet fik en varm latter fra Aldamar der uden at fjerne blikket fra Fabian, forsigtigt puffede hende væk fra skudzonen som var hans intimsfære.

Aldamar møvede sig op og sidde igen, men valgte at læne sig forover for at ligge på maven, og lavede dermed også lidt en forhindring for Dina, skulle hun vælge at krybe i den blonde mands retning. 

Fabian ville nok ikke have forsat uanset hvad, da han så Dina komme over til ham, men det var mere chokket end noget andet, der lidt fik ham til at stivne. Han havde været så langt væk, at han havde glemt alt om hende, og den naturlige reaktion var bare væltet ud af ham.
Han sad lidt bare og stirrede på hende, før han begyndte at høre Aldamars latter i den anden ene af sengen, og hvordan sengen lidt hoppede, som han lagde sig ned igen. Fabian selv kunne stadig mærke hvordan hans hjerte hoppede afsted, men det var svært at lade vær med at smile lidt, som den fjollede latter spredte sig ud i rummet mellem dem.

”Hvorfor var det igen du havde en slange,” spurgte Fabian og prøvede at stoppe et grin fra at undslippe sig, som han rystede på hovedet. Hans kinder var lidt røde, men om det var pga. chokket eller at han var forlegen, det var ikke rigtig til at vide, selv ikke for Fabian, selvom han følte sig lidt forlegen. Der havde ikke været meget værdighed i den reaktion.
Han skubbede sig dog lidt længere væk da Dina virkede til at ville over sengen, om det var for at få opmærksomhed fra Aldamar, eller om det var at sige hej til Fabian, det var lidt lige meget, selvom Fabian helst ikke ville have det var det sidste. ”Det ødelagde da bare hele stemningen,” kunne han heller ikke lade vær med at sige og grinte lidt. Der var ingen måde hvorpå han kunne genoprette den stemning og forsatte hvor de slap. Der var vidst også noget med at de ikke skulle lave sådan noget i aften, var der ikke?

Aldamar betragtede den blonde mand med et smil om læberne, sådan som at han langsomt fik styr på sig selv og sin frygtramte krop. Det virkede ikke til at han følte sig ramt af den pludselige latter fra adelsmanden, og ikke længe efter overgav han sig også idet at han selv grinede lidt. "Hmmm..." brummede han leende, men havde dog ikke et svar på hvorfor at han havde en slange. Fordi lige nu, jah så virkede det heller ikke helt fantastisk, og distraherende greb han ud efter hendes hvide skikkelse, så hun ikke fik krøbet sig selv helt hen til Fabian, selvom hun virkede meget interesseret. Aldamar rystede på hovedet over hendes irriterende insisterende charme. Det var lidt sjovt, måske var det den fremmede lugt i værelset?
Aldamar fik rullet sig selv om på maven, og kom op og sidde med den perlemorsglimtende slange i hånden, der i stedet stillede sig tilfreds med at vikle sig om hans arm, og prøvende holdt han armen lidt væk fra Fabian. Han behøvede ikke at gå helt væk. 

"Jah... jah det havde jeg ikke forventet" indrømmede han, og tilføjede dog ikke at han først havde troet Fabian var veget tilbage på grund af hans... slange. Det kunne da godt være at den havde set helt forkert ud, selvom det måske havde været en lidt voldsrom reaktion for en skøge. I sidste ende, havde det i hvert fald sendt en dæmper igennem ham og et tæppe over dem begge. Aldamar smilede dog drillende, og virkede ikke synderlig skuffet over den besked. Det havde måske været meget godt... og var han vågnet op til sådan en besked imorgen tidlig, ville det nok have prikket en del til hans fortrydelse, selvom... jah, måske handlede det bare om at han ikke skulle være over en halv flaske vin godt kørende, selvom det oftest var der han lod sig rive med aller nemmest. Ryggrad og alt det der. 
"Tænk at der ikke skal mere til at hive dig ud af fokus?" kom det i stedet fra ham, da han ikke helt kunne lade den her sjældne mulighed af... forlegenhed? - Jah hvad det end var der krøb over hans kinder, den mulighed kunne han ikke lade passerer uden at drage nytte af den.

Fabian var stadig ikke tryg ved at slangen var på nogen punkter i nærheden af ham, men Aldamar virkede også til at acceptere det og forsøge at få slangen til at droppe at komme hen til ham. For hun virkede rimelig målrettet. Hvis Fabian nogensinde skulle bare acceptere slangen, så ville det kræve noget tid, og han ville nok aldrig blive glad for den skællede skabning.
Der var dog heller ikke meget plads at rykke mere tilbage på, hvis han endelig forsøgte at komme mere væk fra dem.

Der var nok ikke nogen der havde forventet en slange, eller Fabians udbrud, og hvis Fabian vidste at Aldamar havde troet at det var om ham selv, så skulle han nok havde forsikret Aldamar om at hans slange så ganske normal ud. Selvom det næppe var et kompliment i sig selv.
Selvom en kommentar der var under bæltestedet næsten skubbede sig frem, som Aldamar pointerede at der ikke var meget der skulle hive ham ud af sit fokus. Han vidste dog også godt at mænd generelt ikke værdsatte at få at vide, spøg eller ej, at deres vigtigste lem ikke havde været interessant nok. Hvilket jo heller ikke ligefrem var sandheden. Fabian brød sig bare virkelig ikke om slanger.

”Du lyder skuffet over at miste muligheden,” smed Fabian blot tilbage og rystede på hovedet, selvom hans øjne stadig lidt var på Dina. Forbandede dyr.

Aldamar møvede sig en anelse mere bagud og op af bagenden af sengen, sådan at Fabian ikke blev mast ud over sengekanten i hans arbejde for at komme væk fra Dina. De bløde hænder gled kærtegnende over hendes hvide skæld, og ved Fabians ord, gled blikket fra Fabian tilbage på slangen. Ikke decideret undvigende, men lidt derhenaf kunne man godt argumentere for at det var, imens han overvejende åbnede munden. Et par sekunder var han tavs, imens han vendte sine ord i hovedet.
"Burde jeg ikke også være det, hvis ordende om Fantastiske Fabian er sande?" gled det en anelse drillende, men også nysgerrigt over de buede læber. Aldamar holdt blikket på Dina men kunne ikke lade værd med at trække på smilebåndet idet at han løftede hende en anelse op og placerede størstedelen af hende i skødet, hvor at han nu sad i skrædderstilling. Bukserne på, selvfølgelig.

Aldamar flyttede efter lidt tid efter kommentaren de blå øjne tilbage på Fabian, da han ikke helt kunne lade værd med at interesserer sig for hans reaktion, omend blikket havde en lusket kant over sig. Fordi han havde hørt sit, omend det nok ikke skuffede ham så meget som det kunne have gjort.
Nej, et eller andet sted havde det måske været meget godt. Han havde fortrudt det. 
Der var plads ved siden af ham, men et eller andet sted, forventede han ikke at Fabian turde nærme sig medmindre han flyttede Dina. Han skulle dog have muligheden, og med et skævt smil, fiskede han en pude om bagved ryggen for at gøre sig selv det mere behageligt. 

Han skulle nok rykke hende, men lige nu... jah, der var hendes kølende, tunge krop en velkommen distrahering for hans hænder. 

Ligeså snart ordene var ude af Aldamar, så havde Fabian helt lyst til at læne sig over mod ham igen, og drille ham igen, men inden han kunne rykke nogen steder fik han øjenkontakt med Dina og hele den plan røg ud af vinduet.
Dina var i den grad i vejen for noget som helst som Fabian kunne have lyst til at gøre med Aldamar, bare noget så simpelt som at røre ham. Ville Aldamar faktisk redde ham hvis Dina forsøgte at kvæle hende, eller var hun en af de giftige slanger? Fabian havde sine tvivl omkring dette med adelsmanden.

Han tog en hånd op og lod det glide gennem de blonde lokker. ”Oplevelsen er mere værd end ordene,” bekræftede han, men det holdt bare ikke ligeså meget med sig, når han sad så langt væk han kunne fra Aldamar og Dina. Det her var næsten lidt ynkeligt hvis han selv skulle sige det, og lidt frustreret var han over det hele.

Han prøvede dog at holde masken udadtil, noget han var blevet bedre til, selvom han godt begyndte at kunne mærke den lange nat, og at Aldamar allerede havde set igennem ham med det meste af det. Den tidligere hyl indikerede vidst også tydeligt hvor Fabian stod med slangerne.
Det betød dog også at Fabian ikke havde meget at sige, og han endte blot med at trække sine ben ind til sig, i en skrædderstilling, mens han kiggede ned på Aldamar med Dina på skødet, som nok også skjulte eventuelle problemer der måtte være opstået dernede.

Aldamar's hænder gled roligt over de hvide skæld i langsomme bevægelser. Der var ikke så meget ved at kæle en slange, de fandt det næppe mere behageligt end ubehageligt, så det var primært for hans egen skyld at bevægelsen var der. Der var noget beroligende ved en bevægelse der var så hjemmevandt for ham, at den ikke krævede meget fokus. Plus, det hjalp ham med ikke at finde på en umiddelbar undskyldning for at liste sig hen til ham igen med det samme. Det var stadigvæk lidt for fristende, hvilket man også kunne se ved det korte glimt af ærgrelse der gled over hans øjne. For Zaladin også. 
Aldamar begyndte at lirke slangen op i sin hånd og arm, for at kunne bærer hende væk igen. "Det tror jeg på" kom det dog en anelse åndeløst fra ham, et sidste overvejende blik på ham, og han slog blikket væk for at koncentrer sig om håndteringen af Dina. Nu skulle hun væk, forhåbentligt for hele natten.

Han fik placeret hende på sin gren igen, og Aldamar bukkede sig kortvarigt ned igen i øjenhøjde med slangen, for med en bestemt stirren at sige hun skulle blive der. Ikke at han forventede at det virkede, men det var nok mest for at prøve at holde Fabians ryg fri. Ikke væk ham op i nat, Dina. "Jeg lover, skal gøre mit bedste for at beskytte dig" Aldamar slap øjenkontakten med slangen, og vendte sig med et leende smil om læberne, igen imod sengen for at gå derover. Det var nu ret så... jah, så rart at han ikke var helt fattet hele tiden. "Men jeg tror desværre kun der er en måde.." fulgte han med et lidt lusket såvel som drillende smil op med. 

Hele Fabians krop kriblede stadig, og hvis Dina ikke havde været der, så havde Fabian nok kravlet tilbage hen, for at forsætte hvor de slap, eller i hvert fald noget af det, men slangen var tydeligvis et meget godt middel for de to mænd at holde sig adskilt. Desværre, det kunne Fabian i hvert fald godt mærke på sig selv. Måske næste gang det ikke skulle blive hvor en slange kunne kravle hen for at være med.
Han kunne dog ikke lade vær, virkelig ikke når Aldamar kiggede på ham på den måde, så ordene væltede ud af ham. ”Vi skal nok nå det en anden gang.” Det var et løfte som Fabian var mere end villig til at holde, og det gik ikke kun ud på de penge der også ville blive disket op når det var.

”En stor stærk mand, lige hvad jeg har behov for,” kom det drillende fra Fabian, da Aldamar begyndte at snakke om at han nok skulle beskytte ham, selvom det faktisk lidt var hvad Fabian havde behov for lige nu. I hvert fald nogen til at holde slangen væk.
Han slog blikket væk fra Dina, så han kunne fokusere på Aldamar, som åbenbart havde en... plan. ”Og hvilken måde er det?” spurgte han. Han var ikke sikker på hvor seriøst Aldamar mente det, især med det smil der var på hans læber. 

Aldamar tog sig selv i at puffe sig en anelse op, selvom det ikke var fordi at der var noget at puffe op til sammenligning med Fabian, men det var ikke pointen.  Han var måske ikke fra Erneyll, men lidt kunne han befærde sig - han kunne godt være nogenlunde stor og nogenlunde stærk når det skulle gælde. Og hvis der trods at var noget som Aldamar havde et eller andet form for tag på, så var det slanger. Eller krybdyr, om man ville.
Med et drillende smil, nærmede han sig derfor sengen. Det var da også med en ektra grad af fokus at han ikke lod sig overgive til den smådunkende og småkonstante stikken af lyst der af og til ramte ham, men på det punkt kunne man godt fornemme at Aldamar var van til at være afholden. Det var i hvert fald nemmere for ham at fokuserer på så meget andet - han havde gjort det før, selvom Fabian ikke nødvendigvis gjorde det nemt.
"Jeg tænker ryggen er det mest sårbare punkt for en mand som dig" smilede han, og hoppede op i den fjedrede seng. "Så hvad nu hvis jeg beskyttede den?" Aldamar grinede idet at han så overvejende på Fabian, og hev lidt i den rodede dyne de have væltet rundt på.

Ingen ryg at lægge sig op ad, intet problem med slanger omkring omtalte ryg. Adelsmanden rykkede op af sengeryggen igen for at få lidt ryglæn, imens at han med skjutlt tilfredshed hev lidt i dyner og tæpper. Det havde trods alt været en lang aften, og om få timer ville det være morgen.

Aldamar lignede lidt en selvtilfreds påfugl, der lige skulle strutte sine fine fjer overfor hunnen, enten det eller også et rovdyr der prøvede at fange sit byttedyr. Dog følte Fabian sig ikke ligefrem til stor fare, selvom han var en anelse nervøs på hvad Aldamar egentlig havde i sinde at gøre.
Som Aldamar hoppede op i sengen, bevægede sengen sig lidt, og en lille latter undslap Fabian. Okay, måske Aldamar mere mindede om et barn lige nu.

Forslaget var en smule dumt formuleret, hvis Fabian skulle være ærlig, især fordi det gjordet meget tydeligt hvad det var Aldamar fiskede efter.
”Da kun hvis du kan holde ud at jeg kun kan finde ud af at sove nøgen,” sagde han, en næsten ærgerlig tone i stemmen, men et drillende glimt i øjet. Han var dog ganske seriøs om at han sov nøgen, og hvis Aldamar ikke kunne klare det, så måtte de jo ligge hver for sig, eller også måtte Aldamar sende Fabian væk til trods for at det var midt om natten.
”Men det ville selvfølgelig hjælpe at ingen slange kunne snige sig ind på mig,” indrømmede han. Desuden var det også meget tiltalende at have en varm krop at ligge med gennem natten.

Det var sent, han var (over)træt, han var stadigvæk en smule småberuset og så også en anelse høj på livets gaver. At sige at Aldamar mindede om et barn, ville ikke være helt forkert med den drillende energi der var omkring ham. Fabian's ord fik ham til at hæve øjenbrynet skeptisk - 'kunne han virkelig kun finde ud af at sove nøgen', syntes hans øjne at sige. Men der skulle ikke gå længe inden at han alligevel fik klappet henkastet på pladsen ved siden af sig, og allernådigst gav en af hans mange puder videre til spottet, også. Ikke at han decideret sagde Fabian var velkommen, men det lå i øjnene, på trods af at munden ikke nødvendigvis sagde det samme. 
"Hmmm.." Aldamar's himmelblå øjne glimtede i den svage belysning, og med påtaget overvejelse skulle han alligevel tænke en smule over det. "En beslutning du har taget uden nogen form for forhandling? Enten sover jeg med en nøgen mand, eller også sover jeg alene?" stemmen havde en klagende tone over sig, der dog ikke skulle tages hverken seriøst eller højde for. Nogle gange brokkede man sig bare hvis man fiskede efter lidt 

"Jeg arme prins" mumlede han drillende, og slap dog ikke blikket over Fabian. Nej, det var måske nok så tydeligt at han både ventede - og til dels også forventede, at den blonde mand fik bevæget sin slangeforskrækkede krop herover. Han kunne lige vove på at stikke af i mulm og mørke nu. 

De var nået så langt i aften, at Aldamar virkelig ikke burde skulle overveje det. Fabian havde næppe tvunget ham til at skulle tage tøjet af, og hvis han lå bag Fabian, så havde han alligevel også muligheden for at bestemme om der skulle røres eller ej. Fabian selv ønskede blot at sove komfortabelt, og det gjorde han bedst nøgen, om det var betød at han var sammen med andre eller ej.
”Er det virkelig et problem?” spurgte han drillende. Det var en nøgen krop uden forventning til noget, og for få øjeblikke siden var Aldamar klar på at lade Fabian tage ham i munden. Blufærdig mellem to af dem var efterhånden en by i Rubinien.

Nu når Aldamar havde gjort plads til ham, så ville han være et skarn, hvis han ikke også udnyttede det, som han satte sig op på knæ og hænder, så han kunne kravle hen, selvom han ikke var helt villig til bare at dumpe sig selv ned i Aldamars arme endnu. Han havde stadig ikke accepteret at Fabian ville sove nøgen endnu, og det var ikke som om at han bare ville smide bukserne, uden at have fået lov før... for det meste. Kom lidt an på situationen.

Aldamar brummede småfornøjet da han endelig bevægede sig afsted - kravlende - endnu engang kravlende, godt nok, men dog stadigvæk afsted. Det var dog ikke for at lægge sig til rette, fordi lidt foran ham, jah der stoppede han op. Om det virkelig var et problem? Adelsmanden spidsende tænkende munden, selvom at han allerede kendte svaret, og med et lille smil rystede han på hovedet. "Nej... hvis vi snakker helt virkeligt, så er det ikke et problem" indrømmede han, og lænede sig frem og fri fra ryglænet. Selvom det var dobbeltmoralsk - fordi som regel var det ham der tog sig ret så god tid, så mente Aldamar at Fabian om nogen var god til at trække tiden lige en ekstra gang. Det var måske en del af charmen og idéen bagved den flyvske mand, og Aldamar kunne heller ikke benægte det virkede. Måske var det endda for hans skyld. 
"Men hvorfor?" kunne han ikke lade værd med at spørge - han havde aldrig selv brudt sig forfærdelig meget om det, og strakte prøvende en arm ud så der var plads. Hvis han ikke var klar til at dumpe ned snart, så måtte dem og det jo gøres mere tillokkende på den ene eller anden måde. 

Ikke at han vidste hvad der kunne gøre det mere tillokkende end det i forvejen var - han ville selv mene han var nok så godt selskab, men når det virkelig gjaldt, kunne han nok godt finde på noget. 

Smilet der spredte sig på Fabians ansigt, var strålende, som han fik tillusket sig lov til at sove nøgen, selvom Aldamar stadig virkede lidt afholdende om det. Fabian var dog ganske ærlig i at han ikke havde tænkt sig at udnytte situationen, uanset hvad Aldamar end måtte tænke om hvorfor Fabian faktisk havde lyst til at smide bukserne.
Han lænede sig tilbage, så hans røv mødte hans fødder, og begyndte at åbne sine bukser. Han havde så sandelig ikke tænkt sig at rejse for at lade det ske.

Hans afklædning af sine sidste tøjgenstande, stoppede dog kortvarigt, da Aldamar faktisk spurgte om hvorfor. ”Jeg synes vel bare.. det er mere rart,” kom det lidt tøvende fra Fabian. Han havde aldrig overvejet det. Når han spurgte folk om det, så var de ofte mere end villige til at lade den nøgne krop komme i nærheden af dem. De spurgte aldrig om hvorfor han ville det.
Han fik dog alligevel vrikket sig rundt, så han fik hevet bukserne af, og alle herlighederne var for Aldamar at se hvis han havde lyst til det.

Lidt overvejede han at trække den, men alligevel kunne han ikke lade vær at krybe hen til Aldamar med et smil på læberne.

Der gik ikke langt tid fra hans 'okay' til Fabian's hurtige hænder begyndte at fjerne det overskydende tøj. Ikke at der var så meget tilbage at fjerne, og dog stoppede han alligevel kortvarigt op ved Aldamar's spørgsmål. Det var mere rart? En hånd blev eftertænksomt kørt igennem det sorte hår; man kunne vel ikke modargumentere imod det. Og nu var det heller ikke fordi det gjorde ham det store, sådan som Fabian alligevel havde fået listet sig ind under huden på ham de sidste par gange.
Hånden stoppede stivnede i sin bevægelse idet Fabian fik hevet bukserne af, og et undersøgende blik gled imod hans skridt. Hvis han absolut skulle vise det frem, ville han ikke være forlegen over at kigge. Det var bare desværre ikke noget man kunne kontrollerer uden videre, og Aldamar bandede mentalt over den røde tone der krøb over hans kinder efter et par sekunder, idet Fabian endelig smygede sig hen til ham. Måske så han den ikke i mørket - men det skulle vel være første gang.

"Du er en underlig mand, Fabian Silva" endte han med at mumle med et drillende smil, og trak velvilligt hans større skikkelse ind til sig. En ret så genkendelig duft i hans næse og form  af hans krop efterhånden, og Aldamar lod lidt ham selv vælge hvordan han ville sidde eller ligge, imens en hånd fraværende gled igennem det lyse hår.

Der var ingen måde hvorpå Fabian missede det blik. Han gjorde heller ikke meget for at skjule sine nedre kønsdele overfor den kønne fyrste, og selvom han ikke decideret kunne se om den anden mand rødmede, så var der en god chance for det. Han havde formegentlig aldrig kommet så langt med en anden mand, og ville Aldamar røre... ja, så ville Fabian ikke stoppe ham.

Fabian krøb helt ind til Aldamar, så deres kroppe lå front mod front for nu. Når de faktisk havde planer om at sove, så ville Fabian nok ligge med ryggen til Aldamar, men for nu var han ikke helt færdig med beundre fyrstesønnen. ”Underlig? Jeg har aldrig hørt noget så skandaløst,” svarede han tilbage drillende. Det var tydeligvis en løgn og det var ikke første gang Fabian havde fået noget som det at vide. Underlig var dog næppe det mest brugte ord om ham.
Han lagde en hånd på Aldamars hofte. ”Er det sådan en rigmandsting, ikke at ville tage tøjet af når man sover?” Den drillende tone vedholdt, men også lidt spørgende. Man varmede sig langt bedre når man lå nøgen med hinanden.