Dæmonen slog en latter op, som Pax fremlagde sin teori omkring manden Gregory. Eller nærmere dæmonen der havde valgt navnet Gregory. Smilet blev blottet ganske hurtigt som den lagde hoved på skrå. “Du glemmer én ting.” Sagde den som den trådte et skridt tættere på manden, der havde placeret sig bordet. 
“Han ikke kun tænder på det - han er besat af hende, der er så mange ting han har gjort ved hende - ting der vil få dig til at løbe så hurtigt imod ham for at flå ham i små stykker. Men jeg skal nok opføre mig ordentligt” den slog med to fingre imod sin pande “Den hemmelighed holder jeg for mig selv” den slikkede sig over sine læber, som den begyndte at vandre frem og tilbage. Tålmodighed, og det at stå stille var den tydeligvis ikke god nok til.

“han er ikke et tvært barn, han er baby, der sikkert sidder og skriger i hans hule og opføre sig som et pattebarn. Han er udmattende.” Dæmonen sukkede opgivende, og lagde armene over kors, som den blev spurgt hvad Pax skulle kalde den. 
“Et kaldenavn? Hm spændende. Jeg ser mig jo efterhånden mere som Evlyn.. selvom jeg intet køn har” den lod fingrene glide hen over læberne, som den eftertænksomt kiggede ud i luften. “Du kan kalde mig Jokech hvis du virkelig gerne vil kalde mig andet end din elskedes navn” den rullede lidt med skuldrene. 

“Nuvel - jeg kan forstå at du fortrød at du sagde du kunne ville snakke med hende - så hvad har du på hjertet lille Fenris ulv”

Pax betragtede tavst dæmonen, der frydefuldt spadserede rundt i den fugtige kælder. Han brummede, i det den stoppede op og dernæst, lod sine sorte øjne, hvile på hans egen skikkelse, men ingen øvrige ord undslap.
I grunden fandt Pax, at han var forvirret i sin grundvold, og ikke alene grundet dæmonens tilstedeværelse. Nej, også dæmonens ord om Gregory, hans besættelse af Evlyn, rumsterede som en tung og grå kugle i hans hjerte og jo mere denne Jokech snakkede, des tungere blev kuglen.

De ru fingerspidser fandt vej op til Pax’s ene øje, som han gned eftertænksomt. Ikke længere kunne han tænkte klart og kalkulerende, som han plejede, og det var også i sig selv foruroligende. Det var trods alt den styrke, der havde ledt ham igennem hans korte menneskeliv og nu med Evlyn, så tæt for ham i hans liv, måtte Kile gerne vente længe endnu med at hente ham hjem.
”Du indikerede, at du vidste, hvordan Evlyn kunne undslippe dig. Jeg fik næsten fornemmelsen af, at du også var træt af, at ride rundt i hende, som en eller anden forvokset hundehvalp i snor.” Pax så op på Jokech, i det han hævede de brede øjenbryn i en spørgende grimasse. ”Det er vel i grunden det, jeg gerne vil snakke om.”

Dæmonen lagde sit hoved på skrå, som den betragtede den gråhåret mand foran sig. 
“Er du træt Ulv?” Mumlede den spørgerne, som den næsten var bekymret. Havde det ikke været for det ligegyldige udtryk der spillede over Evlyns ansigt. Ikke dens ansigt, men hendes - måske var det dette der trykkede den unge mand?

Dæmonen smilede dog lige så stille, som han spurgte ind til det med at kunne undslippe “Nej nej.. jeg sagde intet om at undslippe .. du må have misforstået mig” den grinede og lagde armene overkors, som den kiggede indædt på personen foran sig. “Vi ved begge, at denne krop” den kastede armene ud, som hun stod der smuk med de blonde lokker bundet ind i fletninger. Den næsten fejlfri hud, på nær arret i ansigtet. Og så man bort var bordet der var smurt ind flere steder på hendes tøj og lidt havde også ramt ansigtet. Så var hun i sandhed, en smuk kvinde. Dette vidste dæmonen. 
“Hun forsvinder - den dag jeg træder ud af hende - her lad mig give dig en forsmag” den trak bomuldstrøjen af, så det kun var den stramme trøje hun havde på. Den trak den også hen over hoved. Kun iført bukserne og et bind der strammede brysterne ind. Evlyns hår på armene steg af kuldegysning, grundet kulden og den klamme luft i kælderen. Lige så stille blev et langt blodigt ar synligt fra midter brystpunktet og hele vejen ned af hendes mave. Som havde en kniv sprættet hende op, men det mest synlige var det røde ar der blev mere og mere synlig hen over hendes fine hals. Som stod i god kontrast de blå og røde mærker på den nu synlige hals. 
Sorte rende under øjnene, håret der lige så stille blev gråt. Sorte plamager over hendes hud, mens at hun gik fra mager til sygeligt tynd. 
“Mmmh - så det vil vi jo helst ikke have der sker vel?” Mumlede den og gav ham et smil, som Evlyns skikkelse blev sig selv igen. “Dit håb, er at finde en der kan lave et ritual der smelter os sammen som et væsen.. dertil mister du jo selvfølgelig noget af din kære Evlyn - men hvad er værre? Det eller miste hende helt?”

Pax så, hvordan Evlyns visnede for øjnene af ham. Selv længe efter at hun atter stod i fuldt flor, kunne Pax ikke se andet for sit indre blik. Han end ikke hørte Jokech formanende ord eller den påtagede bekymring –

Evlyn var døende. Kvinden, han elskede, ville forlade ham uanset. Alt det omhandlede nu, var hvornår, det uundgåelige ville ske.

Og du kan intet stille op. Selv efter alt, du har gjort og alt du har lært, er du ingenting i denne ligning. Dine bedrifter er ligegyldige og ubetydelige. Og nu, af alle tidspunkter, fejler dit kloge hoved dig, Carl. Så, hvad gør du nu? Ingen ting. Du kan intet gøre. Du er jo bare et menneske – en latterlig og ligegyldig menneskerotte, der lever i fugt og råddenskab i undergrunden.

Den magtesløshed, der fulgte efter konstateringen, var altomsluttende og ødelæggende. Det håb, Evlyn og ham selv havde formået at plante midt i alt det grå, der udgjorde Pax’s følelsesliv, døde hen, så kun den tunge intethed, forblev tilbage. Og noget havde sagt knæk – så meget vidste bandelederen instinktivt. Noget, der befandt sig bag hans tynde brystkasse, var ikke længere i et stykke.

Alle de år du har brugt på at glemme og komme videre – og nu det? Det hele er så meningsløst, synes du ikke? Du skulle have været den klamme trækkerdreng, du er på bunden af dit selv. Hvorfor blev du ikke bare der, som er din retmæssige plads? Dit lod i livet, skøge.

Pax lod langsomt en ru fingerspids lande under hans ene og frie øje. Pludselig var også det raske sløret, så alting bølgede omkring ham, og han forstod ikke hvorfor –

Hvorfor er min finger våd?

End ikke øjeblikket efter forstod han. For første gang siden han havde sat sine fødder i hovedstaden, græd Carl Fletcher.

“Hallo?” Brummede Dæmonen irriteret, som den så hvordan at manden foran ham pludselig ikke var til stede længere. Var denne person helt seriøs nu? Han ville ikke lege med længere, hvad skulle den stille op med det? Den rullede med øjnene, som den lagde sine arme over kors – ved kile og Zaladin, hvor længe skulle den vente denne gang, før det gik ind i den kønne mands hoved?
Men så skete der noget, manden stod og græd? Dæmonen fnyste, som en rullede med øjnene. Tåbelig menneske, han kunne jo ikke få det hele! Skulle han så ud og finde en ny til at hjælpe ham med missionen, siden at dette tydeligvis ikke længere var en mulighed?
“Hallo!?” Kom der endnu mere irriteret, men så skete der pludselig noget mærkeligt igen. Den sitrende fornemmelse kom tilbage i fingrene, og som den stod og stirrede på dem. Så den hvordan små sorte streger dannede sig fra finderneglende og gled op af årerne, de sorte øjne forsvandt og koral blå øjne. Dog ganske vidst med en dybere blå en før.

Evlyn gispede efter vejret, som hun kastede sig imod Pax skikkelse der sad på bordet.
“Jeg er her! Jeg er her! Undskyld!” fremsagde hun febrilsk, dette var første gang hun havde kæmpet så hårdt imod dæmonen som denne. Det var første gang, hvor hun havde set det hele igennem dens øjne og ikke havde været lukket inde i et mørke.
Han havde gjvet hende et håb, og det havde stået og flakke i det normale helt mørke kammer. Hun hæv vejret ind, som hendes fingre søgte hen over manden hun elskedes ansigt. “jeg sagde jeg altid ville komme tilbage.. jeg er her nu.. jeg er nu” mumlede hun stakåndet, som havde hun løbet flere kilometer. Hun sank klumpen i halsen, som hendes fingre fjernede de våde dråber der var faldt på hans kind. Han måtte ikke græde, ikke for hendes skyld. Tåre sprang unægtelig frem i hendes egne øjne, som hun prøvede at tæmme stormen der rasede i hendes indre.

Det var først ved Evlyns hektiske ord og berøring, at Pax vågnede op fra sin trance. Instinktivt søgte hans hænder også hendes krop, hvor de landede på Evlyns skarpe hofter og tvang hende nærmere. Dernæst kolliderede Pax’s pande med hendes tynde bryst, hvorpå han pressede sit ansigt imod.
Med et mærkede han, hvordan Evlyns duft lagde sig omkring ham, så kun den var tilstede for hans sanser. Det virkede beroligende – ligeså beroligende som det havde gjort i hans kammer dagen forinden – og for blot et øjeblik, sad Pax sådan, og forsøgte at tæmme håbløsheden.

De fik dog ikke lov til at være i fred for længe, for selv i den fugtige og forladte kælder, kunne der høres tunge skridt.
Pax lod sit ene øje glide henover kælderloftet, alt imens han både rejste sig og trak stoffet tilbage over sit hvide ansigt. ”Vi er dem der er smuttet”, brummede han hæst, velvidende at han endnu ikke havde ladet Evlyn vide, hvad han tænkte.

Der måtte være en udvej, blev en insisterende tanke med at hviske – en, hvor Eve ikke bliver en dæmon! Der må være en udvej!

Sammen forlod de kælderen og listede ud i det lette mørke. Meget kunne siges om de to tyve, men at forsvinde i ingenting lykkes dem alligevel med bravur.

Det var utroligt hvor hurtigt man kunne glide tilbage ind i ens kompetance, så snart at man hørte tunge skridt i det fjerne. Og selvom hun ikke havde lyst til at slippe Pax, som havde lagt sit hoved imod hendes bryst. Men han havde ret, de skulle afsted nu. Derfor gled Evlyn ganske øvet ind i skyggerne med ham, og fulgte ham troligt.

De kunne bare ikke få lov til at få et pusterum kunne de? Så snart, man følte nu kunne man slappe af, så var han der og pustede hende i nakken. Og som de listede ud af kælderen, og igen begyndte at løbe hen over husets tage. Måtte den unge kvinde anerkende sin situation, det var ved at være på tide hun tog kampen til hendes parasits territorium. For ellers ville hun aldrig være fri, hvordan hun gjorde med dæmonen, nu da hun kunne mærke den trykke imod hendes hjerneskal voldsommere end hun nogen sinde havde oplevet før. Ting var bestemt ved at ske i hendes krop, og hun tvivlede stærkt på at det var for det bedre. 

Som de løb hen over tagende, greb hendes hånd omkring stenen. Planen ændret, Domino sendt af Greg, Vi ses ikke mere i aften.

Stemmen fra hendes mest trofaste og loyale kvinde, kunne høres med det samme; 
Jeg flår ham levende.
Du bliver nød til at finde et sikkert sted - jeg finder dig når krigen går igang.
Evlyn - pas på dig selv ... jeg elsker dig sgu for højt til at miste dig igen. Ses.

Som samtalen var færdig, hoppede hun ned, landede uden problemerne på benet på den beskidte grusvej. Og stod igen foran det hus der havde været hendes mest sikre. Hun havde gjort alt for at sikre sig at Greg ikke ville finde ud af hvor det var. Men selv det havde ikke lykkes, for nu havde han set det igennem Dominos øjne. Men - ville det så betyde at dette var stedet han mindst ventede hun tog hen? Evlyn fugtede læberne, som hun lod hætten falde ned over hendes blonde hår og hun vente sig mod Pax.
“Jeg.. er ikke klar til at tage tilbage endnu... vi har ting vi skal snakke om.. ikke?” Mumlede hun usikkert, som fingre gled hen over hendes ansigt i en næsten panisk maner. Hun frygtede desværre, at dette ville blive en af de hårdeste samtaler hun længe havde haft. Og det var en samtale der skulle tages, kun mellem deres fire øjne og øre. 

Pax fulgte Evlyn henover tagryggene, men denne gang ikke med samme trofasthed som tidligere. Han vidste trods alt, hvorhen de var på vej – eller det formodede han i hvert fald, taget deres retning i betragtning – hvormed han enkelte gange, søgte andre veje end tidligere, ganske givet udmattelsen og sulten, der som altid prægede hans skikkelse.
Og stadig forlod tankerne ham ikke. Selv ikke, da de omsider, landede på fast jord igen.

I det de trådte ind i Evlyns hjem, nikkede han tavst, og lod de vante fingerspidser dykke ned i en af de utallige skjulte lommer. Pax fremdrog en lille flaske, hvis indhold var krystalblå væske, og satte sig dernæst til rette i en stol.
Han rev stoffet af både ansigt og øje, hvorefter han lænede sig tilbage, grænsende til en liggende position. Det skar i Pax’s hjerne, i det han hældte enkelte dråber af flasken i hvert øje, og for et blot et øjeblik forblev siddende i stolesædet. Edward havde formanet ham om, at den sygdom der sad i hans ene øje, uundgåeligt ville sprede sig til det andet også, men Pax var ikke god til at tage de helbredende miksturer. Som han sad der, i det lette mørke, mærkede han konsekvenserne – alting blev for blot et øjeblik sløret.

Med sammenknebne og røde øjne så Pax endelig på Evlyn, i det han skar en grimasse. ”Det ændrer sig, ikke? Denne gang var der anderledes end sidst?”

Som de trådte ind i rummet, var det som om hendes skuldre endelig kunne sænke sig igen.
Lige så stille lukkede hun den tunge egetræsdør, og låste den efter sig. Hun skulle nødig nyde at en eller anden dukkede op, uden de havde en chance for at forberede sig på det.
Med en hvis forvirring og bekymring, så hun hvordan han hældte væske i hans øjne. Var det værre end hun havde antaget først? Måske var det ikke bare nogle forkerte slag til hans hoved, som havde gjort han ikke længere kunne se korrekt på det. 
Men det var ikke det vigtigste lige nu, selvom hun ville ønske det var præcis dét det var. At hans helbred kunne tage præcedens over hele situationen. At det ikke igen var hende som de skulle snakke om, hendes problemer - og hvordan hun blev ved med at fucke tingene op for ham.
Lige så stille, med modløse skridt gik hun hen og satte sig igen stol over for ham. Hun kastede halsbåndet på bordet, det var alt sammen lige meget nu. Hun betragtede sig selv, men hun havde da lige slået hætten ned fra hendes hår? Men, hun var jo ganske nøgen ved hendes overdel. Kun lige et bind dækkede hen over hendes bryster. 
Fingre greb omkring hendeshoved, som hun støttede albuerne på bordpladen. “Ja - det ændre sig” mumlede hun stille, rejste sig op igen og tændte en olie lanterne og satte den på bordet. De mørkeblå øjne betragtede de sorte streger der formede sig op af hendes hænder.
“Tror.. ikke jeg har lang tid igen.” Hviskede hun stille, og kiggede sorgmodigt hen på ham. “Jeg beklager... jeg skulle aldrig..” hendes stemme nak, som hun kiggede væk, og bed sig i underlæben. “Jeg burde aldrig, have ... jeg bringer kun ulykke. Man burde i sandhed kalde mig Kragen.” Hvislede hun, og knyttede sine fingre ind mod hinanden. Lorte liv.

Pax fløj op af stolesædet, som havde han brændt sig på det vakkelvorne træ, hvorefter han i to hurtige skridt aflagde afstanden til Evlyn. Stadig var hendes skikkelse, såvel som samtlige af hans øvrige omgivelser, sløret og det var ikke foruden at hamre ind i bordkanten, at han nåede frem til hende.
”Ti’ stille!”, bad Pax lavmælt, i en tone der afslørede, hvordan alting vendte sig krampagtigt bag den tynde brystkasse. ”Bare – ti’ stille!”

Et lavmælt ’bump’ gav genlyd i den lille stue, i det Pax’s knæ kolliderede med gulvet foran Evlyn. Hans beskidte fingre ledte efter hendes egne, indtil de lukkede sig omkring hendes tynde håndled og langsomt, førte Pax hendes hænder til hans ansigt.
De stålgrå øjne lå og hvilede undersøgende på hendes hud, let sammenknebne, som ville det gøre hele forskellen. ”Krager er den klogeste fugleart”, hviskede han hæst, i det han opgav at se, hvad end Evlyn så, og dernæst gav sig til at stryge hendes hænder. Selv dirrede Pax’s egne let. ”Så jeg gider ikke høre på det pis. Vi hører sammen – hører du? Vi hører sammen og vi finder – vi finder ud af det!”, fortsatte Pax, som de blinde øjne rullede henover hendes skikkelse, uden nogensinde at kunne finde hvile på den.

”Uanset hvad, ja, hvad end du beslutter – du har mig hele vejen, Eve. Hvad end du beslutter…” 

Et sug tog omkring hendes hjerte, det var som om det var ved at briste i flere tusinde stykker. Som hun så hvordan han kæmpede sig hen imod hende. Han kunne ikke se, kunne han? Var dette hvad hans skæbne ville være, hvad hendes fremtid ville se ud med ham? 
Smilet bredte sig på hendes læber, da det var det mindst skræmmende hun længe havde oplevet. For hun en ny følelse greb hende, hun ville elske denne mand ubetinget lige meget hvad.
Derfor skar det stadig i hende, da hun hørte hans tiggende stemme. Tiggede om hun skulle stoppe med at fortælle ham sandheden, at det nok skulle gå alt sammen. 
Og de hørte sammen. Jeg er enig, vi høre sammen. Og måske i et andet liv, så ville dette have været en af de største romantiske historier, man længe havde hørt om på disse kanter. Hvordan to rivaler, der slåes om at få det største fodfæste i byen. Ende med at indse at følelserne var dybere end bare et simpelt rivalskab. 
Hendes fingre lagde sig blidt omkring hans ansigt. Inden hun var nød til at komme tættere på, hun skubbede stolen væk fra sine ben, og faldt selv på knæ foran ham. 
Hendes hænder der gled hen over hans ar, hans kæber med tommelfingeren der lå ved siden af øret, og resten af hånden omkring hans baghoved og nakken. Varme tåre gled ned af hendes kinder, hvor ville hun dog ønske hun kunne sige det hele blev godt. Men hun kunne ikke love det, for hun var jo ikke sikker. Ville alt blive godt? 
Hvad kunne hun sige til ham, hvad kunne hun dog fortælle som gjorde denne situation bedre. 
Derfor, greb Evlyn hans ansigt og pressede sine læber hungrende imod hans. Som var det sidste gang hun ville gøre det. Som afhang kysset af liv og død, at det var det eneste hun kunne gøre og sidste gang hun ville smage ham. 
Følelserne af afmagt, sorg og vrede tumlede hen over den spinkle skikkelse, der rystede på hænderne der lå omkring hans hoved. 

Vi høre sammen, jeg elsker dig så højt, jeg ville tage alle stjernerne ned til dig. Jeg ville stjæle alle diamanterne, så du aldrig skulle sulte igen. Jeg elsker dig højere end jeg nogen sinde har elsket nogen. Alt jeg har, alt jeg ejer - det er dit. Du har stjålet min mest værdigfulde ting at give. Mit hjerte. 

Hun havde glemt at han kunne høre hendes tanker, igennem stenen som lå i hendes lomme. Og hun vidste at det var utrolig cliché, at hun havde lånt ordene fra allerede digtede ord. At dette ikke var specielt for mange, men for hende - at indrømme for nogen hvor meget de betød? Det var alt, det var den største gave hun kunne give. 
Og det var hans. 

De stålgrå og blinde øjne gled henover Evlyns ansigt, i det ingen svar lød; søgende og flakkende for de ville aldrig finde hvile, skulle de ikke kunne se den blonde kvindes bløde læber og koralblå øjne. Havde Evlyn ikke kysset ham, var Pax sikker på, at han i stedet var faldet i en dyb afgrund af magtesløshed. Hvis dette var hans fremtid, hvordan kunne han så forsørge hende? Hvis han ikke kunne betragte hende, hvordan ville han så overleve, når verden udenfor var så hæslig?

Pax gengældte Evlyns hungrende kys med samme indlevelse, som afhang alt af netop det øjeblik, de der delte sammen. Hans hænder forlod hendes tynde arme, til fordel for hendes ansigt og bløde hår. Instinktivt trak Pax Evlyn tættere på sig, til der ikke længere var nogen afstand mellem dem, men pludselig mærkede han, hvordan hans egne hænder var i vejen. De kunne ikke forblive om hendes ansigt, for så ville de ikke forenes, og under et lidende udtryk lagde Pax i stedet sine arme omkring hende.

I samme øjeblik hørte han Evlyns ord bag sin beskidte pande, og ganske uden at ville det, glemte Pax, for blot et øjeblik, at lade sine læber kærtegne Evlyns egne. Stum af overraskelse over kvindens kærlighedsord, tabte han pusten mod hendes læber, som de brede øjenbryn trak sig sammen. Pax forstod det ikke – hvordan kunne han have fået sådan en gave? Hvordan kunne noget så perfekt, se igennem hans egne brister?

Trækkerdreng.
Beskidt.

Pax forstod instinktivt, at hans tanker måtte give genlyd i Evlyns egne og med en pludselig bevægelse, trak han den magiske sten op af lommen og kastede den bort; som havde han brændt sig på dens skinnende overflade. 
For blot et øjeblik sad han og stirrede på Evlyn, hvis skikkelse langsomt vendte tilbage til ham. Han kunne høre sin egen dybe vejrtrækning og han vidste, at også kvinden han elskede måtte høre den.

”Du… du går, gør du ikke?”, hviskede Pax, og i det ordene havde forladt hans læber, greb en klam og altomsluttende hånd om hans bankende hjerte – og strammede til. ”Du går… ikke nu, men du går, ikke?”

Som hænder prøvede at finde vej, kroppe der prøvede at finde sammen på den bedste måde. Var det ganske tydeligt, at de begge ikke anede hvordan de skulle give sig til.
At ligge med hinanden var nemt, men at give sig selv i sådan en grad, som de to mennesker gjorde på det beskidte trægulv i dette øjeblik? Det var smertefuldt, mere end noget hun nogen sinde havde prøvet. Og hun havde været igennem en del ting igennem de seksogtredive år hun havde levet.

Men hvad der fuldstændig knuste hendes hjerte, var de ord der ramte hendes mentale mur. Trækkerdreng.
Beskidt.

Tårerne strømmede ned af hendes kinder, han havde åbnet op for en sluse hun havde lukket så længe. Og selvom hun havde grædt før, havde tårerne altid forsvundet næsten lige så hurtigt som de var kommet. Men denne gang, kunne det måde ses og høres hvor svært hun havde ved at holde styr på sig selv. 

Hun sank lidt sammen i hendes ben, så hendes numse ramte hendes skos hæle. 
Fingre gled hen over hans ansigt, hoved lagde sig på skrå, mens hun ignorerede den våde fornemmelse der gled ned af hendes hals nu. 
“Jeg bliver nød til det” svarede hun stille på hans spørgsmål. “Jeg bliver - jeg kan give dig ind til jeg er på benene igen. Fem dage max.. også må jeg drage videre” svarede hun stille, og tog hans hånd i hendes. Blide kys blev lagt imod hans håndflade, hun lagde den imod hendes våde kind. Hendes egen hånd lagde sig imod hans kind. Hun lod sig glide imod ham igen, læberne der lagde sig imod hans kind og kyssede arret blidt. 
Hendes læber fandt alle steder, at kysse undtage hans læber. Hans kind, hans mundvige, kæben. Bag øret, og halsen. 
“Men jeg kommer tilbage, jeg kommer tilbage til dig.. hvis du vil vente på mig. Så vil jeg altid komme tilbage.” Hun trak sig væk fra ham igen, tårerne var endelig ved at stoppe med at trille ned over hendes udmagret og skåret kindben. Hun kunne ikke give ham meget mere end det, for selvom hun vidste han ville hade hun tog afsted alene. Selvom at han ville gøre det for hende, måtte han også forstå at sådan var hun ikke. Og hun var nød til at gå på rejsen af alene. 

Pax lyttede, men sad tavst og stirrede frem foran sig, alt imens våde kys haglede ned – tilsyneladende overalt på hans hvide hud. Han nød det utvivlsomt, til trods for hans statur der virkede åndsforladt, som eksisterede Pax ikke længere i den virkelige verden.
Kun langsomt syntes han at finde tilbage til stuen og trægulvet, hvorpå de sad, men da han omsider lod sin stemme farer fra hans læber, var tonen beslutsom. Afklaret.
”Jeg… jeg skal ordne noget. Det er vigtigt”, brummede Pax, hvorefter han blinkede et par gange. Stadig forsøgte han at tvinge sit syn tilbage, og som var det jernviljens skyld alene, begyndte Pax at kunne ane omrids. Ikke længere var alting sløret eller indhyllet i mørke.

”Det kommer til at tage nogle timer. Gå tilbage til undergrunden og vent på mig der”, lød det dernæst, i det Pax’s hænder fandt sin styrke igen og trykkede Evlyn mod sig. Deres pander kolliderede på ny, og for blot et øjeblik lod Pax den blonde kvindes søde duft indhylle ham. ”Jeg er nok tilbage i nat, hvis alt går, som det skal. Det er ikke farligt og det er ikke noget kup”, forklarede Pax sandfærdigt videre, hvorefter han kyssede Evlyn inderligt.

Sådan sad de i en omfavnelse i et langt stykke tid, før de omsider skiltes. Pax havde, da han forlod Evlyns hjem, genvundet sit syn og bevægede sig derfor med taktfaste skridt ned langs de snoede gader. Da han omsider nåede sit mål, bankede han hårdt på døren og ikke lang tid efter, blev den åbnet på klem af en kæmpe og muskuløs skikkelse.
”Ulv”, hilste den respektfuldt, hvortil Pax nikkede.
”Jeg har et job til dig og det skal klares nu. Du giver vel en kop te?”

Timerne skred langsomt men sikkert frem, og da Pax omsider vendte tilbage til undergrunden, var aftenen blevet til nat. Ingen syntes at sætte spørgsmålstegn ved bandelederens foretagende, men alle hilste lavmælt, i det han skridtede forbi dem. Der var ingen tid at spilde, så hvad end Flokken måtte ønske fra ham, ville han ikke give dem det for nu.
Pax’s lette skridt gav genlyd i gangen, der førte ned til hans eget kammer. Dernede hvor ingen andre end ham selv sov og, hvor stilheden og mørket var resolut. Han fandt, hvad han søgte, liggende i sin bløde halmseng, og lydløst krøb han ned ved Evlyns side. Han lagde sig tæt op af hende og lod fingrene finde frem til den sølvglimtende ring, hvorefter han lagde sin arm omkring den blonde skikkelse.

”Den er til dig. Der er godt nok ikke nogle papirer, men det gør ikke dens intention mindre rigtig. Jeg venter på dig – og det vil jeg altid gøre. Min smukke viv, mit et og alt.”

Hun forstod, selvom hun ikke helt forstod hvorfor han skulle gå - hvad det var han ville. Men hun satte ikke spørgsmålstegn ved det, fordi han var ikke hendes hund, som Domino - Gregory havde sagt. Det ville han aldrig blive, hvis de skulle beskrives som en ting. Så var de mere en symbiose der havde brug for hinanden, eksisterede den ene ikke ville den anden gå til grunde. Det var sikkert og vist. Lige meget hvor forfærdeligt det ville lyde i andres øre. 
Hun kunne ikke forestille sig, hvordan hun kunne leve videre hvis han forsvandt fra hendes liv. Om han så gik tilbage til blot at være hendes rival, selv hvis han ende med at hade hende. Ville hun kunne leve med det, blot visheden om han var der ude. 

Som han endelig fjernede sig fra hendes arme, gav hun ham et sorgmodigt smil. Øjnene betragtede skikkelsen som den bevægede sig ud af døren, og forsvandt i mørket. Hvor længe hun sad og lod sig selv synke ind i følelserne, der havde pulserede kraftigt omkring dem. Rejste den tynde skikkelse sig endelig op, hun gik ned af trappen ved lemmen. Hun vaskede blodet og skidtet af sig selv igen. Iførte sig noget ganske simpelt, som en bondepiges kjole. En grålig lyseblå. 
Pakkede en taske med flere beklædningsgenstande, så hun havde noget at skifte med. Ikke at hun havde sat pris på det tøj, hun havde fået lov til at låne. Men det havde ikke været i den bedste kvalitet, og hun havde mærket hvordan bukserne havde kredset imod hendes tynde lår. 

Da hun trådte tilbage i hulen, denne gang uden lederen i sit følge. Var blikkende først ganske forvirret. Men hurtigt vente folk blot tilbage til deres daglige pligter. Hun valgte at hjælpe med at lave maden, i stilhed havde hun stået og gjort præcis som hun fik besked på. At fjerne tankerne fra der var sket denne aften, og bare overlade kroppen til at gøre noget så banalt at røre rundt i en gryde. Det var næsten en befrielsen i sig selv. Hun havde siddet i fælles området, ventende som aften lige så stille blev til nat. Hun havde fortalt en godnat historie for børnene, efter at Ronja havde tigget med store brune øjne. Hvem kunne dog sige nej til sådan et trolde ansigt? Der ganske vidst, også var blevet givet gaven at ligne en engel på samme tid. 
Da det gik op for hende, at han stadig ikke var kommet. Havde hun stået og kigget på den halmseng hun var blevet givet, men det havde ikke haft den samme lokkende effekt - selvom kroppen var ved at gå til at træthed. Så før hun selv opdagede hvad hun havde gang i, havde hendes fødder ganske hurtigt ført hende længere ind i mørket. Og hun befandt sig nu hans rum, med et følelsesforladt ansigt havde hun pillet kjolen af sin krop. Bindingen omkring hendes bryster, havde hun også taget af. Med et støn af lettelse, lagde hun sig til rette i halmen. Med lukkede øjne tog hun duften af ham, der befandt sig i halmstrående. Den omhyldede hende, og selvom han ikke lå ved hendes side, var det stadig nok til at hun kunne mærke roen der unægtelig lagde sig over hendes krop. 

Det gav et lille sæt i hende, som hun pludselig mærkede noget bevæge sig ved hans side. De nu lyse koral blå øjne, vente sig imod skikkelsen, hun allerede før hun havde set ham; vidste at det var ham.
Tårerne fandt igen vej frem i hendes øjne, som hun så sølvringen. Hun grinte lidt, og tog den i sine fingre. Lod den lige så stille glide ned over hendes ringfinger. 
“Så du er lidt pladeromantisk - hmm - hvem skulle dog have troet det?” Prøvede hun at sige, som at ligge skjul over tårerne der ganske vist formede sig i øjenkrogen. 
Hun kyssede hans mundvige, og lagde sig ind til ham. “Tak”

Pax lod et lille smil fæstne sig i hans ene mundvige, som de stålgrå øjne betragtede, Evlyn lade ringen glide ned over hendes finger.
En lavmælt brummende lyd lød derefter fra hans svælg, næsten forlegent over den blonde kvindes drillerier, hvilket heller ikke var langt fra sandheden. Af uvisse årsager kæmpede Pax en brag kamp med at løfte sin egen hånd, hvorpå en lignende ring også prydede hans ringfinger. Da han omsider lykkes med sit foretagende, måtte han synke en hørlig og besværet klump.

”Jeg ville have, at der ikke var nogen tvivl om, hvor jeg står. Nu, i fremtiden… du skal vide det med sikkerhed og aldrig være usikker på mig”, mumlede Pax, hvorefter han lagde sin hånd op i Evlyns blonde og bløde hår. De ru fingerspidser kærtegnede hendes hvide hud i nænsomme, kærlige bevægelser. ”Fordi, jeg ved, at jeg ikke kan gå med dig – at du ikke vil have mig der. Men du når du kommer tilbage, så har ingen ting ændret sig for mig. Jeg er stadig din.”

For blot et øjeblik syntes de stålgrå øjne at vakle mellem Evlyns egne koralblå. Aldrig havde Pax været så… nervøs. Ulven blev aldrig nervøs, aldrig ængstelig, aldrig forlegen og alligevel følte han sig ikke andet, som han lå der ved siden af den blonde kvinde.
”Uanset hvad du beslutter. Uanset hvad du… bliver til og hvad der sker med dig, så har du mig. Uanset. Alt, hvad jeg kan gøre og alt, jeg er og ejer, det er dit. Jeg er dig fuldstændig hengiven.”

Hun ville have stoppet ham, ligge sine fingre imod hans læber for at afbryde og sige det ikke var fordi hun ikke ville have ham der. Men fordi han ikke fortjente det, ikke hvad der ville komme til at ske. Men hvordan forklarede man til en person, der tydeligvis havde fået en forestilling om de ville gøre alt for en. Ikke at hun ikke ville gøre det samme for ham, men sandheden var vel også at de levede i en verden. De havde valgt et liv, eller et liv var blevet valgt for dem - alt efter hvordan man ville se på det. Om man var personen der så et glas halv tømt eller halv fyldt. 
Tankerne gled ud af en tangent, som hun prøvede at samle sig om hvad han sagde til hende. Ord der lå på hendes tungespids og var klar til at blive forklaret tilbage.

De sidste ord, ramte dog en kåre i hende, prikkede hul til det sorte hjerte i hendes bryst og fik det til at flyde over. Måske at det, hun vidste han normalt aldrig ville sige sådanne ting. Var det, som der gjorde det var så meget specielt for hende. Skyggen af et smil, dansede hen over hendes læber, som blikket flakkede fra hans læber op til hans øjne. 
“Du er i sandhed meget mere, end du går rundt og tror.” Kom der sagte fra hendes læber, som hun lagde hoved på hans skulder. “Men det er ikke et spørgsmål om jeg ikke vil have dig med - for jeg ved jeg ville være stærkere hvis du stod ved min side.” Mumlede hun stille og lukkede øjnene. Hendes arme lagde sig omkring hans skikkelse, og trak ham ind til sig. Disse dage, skulle bruges på at huske hver fiber i hans krop så hun ikke ville glemme en eneste detalje til at hun kom tilbage. 
“Men nogen ting, bliver man nød til at stå over for alene for at komme ud på den anden side.” Dette måtte være hendes sandhed, for hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle forklare ham hvorfor at hun ville tage afsted uden ham. For det ville i sandhed være en hjælp - men det var bare ikke nok til at hun kunne ofre ham på den måde. 
For hvis han stod ved hendes side, som hun ville tage kampen op mod manden der havde ejet hende over halvdelen af hendes liv. Så var det også med en målskive på hans ryg. 

Pax krøb også tættere på Evlyn, i det hun gjorde det samme omvendt. Stadig lå hans hånd i den blonde hårpragt, der var uglet af den korte søvn, hun allerede havde ligget indhyllet i, og de stålgrå øjne veg ikke længere fra Evlyns koralblå. Bandelederen vidste nemlig instinktivt, at hans tid, hans mulighed for at betragte dem, var kortlevende.
Selv hvis hun vendte tilbage – selv hvis hun overlevede, måtte Pax’s øjne omsider bukke under for den sygdom, der lå og rumsterede bag dem. En dag ville han blive blind.

Der er så mange hvis’er i den her ligning, elskede, tænkte Pax, velvidende at Evlyn øjensynligt ikke kunne høre ham længere. Selv havde han hentet stenen, efter han havde forladt smedjens inferno, for han ville beholde den og bruge den som våben, når den skulle benyttes sådan. Den var i sandhed uerstattelig.

”Jeg ved det, Eve”, brummede Pax omsider, i det han kyssede hendes pande. Instinktivt forstod han – også han havde sine egne kampe at udkæmpe og sine egne veje at gå. ”Jeg ved det.”



Morgendagen forløb som de mange foregående og Pax nød, at havde Evlyn med sig rundt. Ikke længere holdte han overvejelser og Flokkens planer skjult for hende, og ingen krøb til Flokkens eget sprog, når de var i nærheden af de to tidligere rivaler. Uden at Pax selv vidste til det, så de, hvordan noget var forandret – og ikke mindst de sølvringe der nu prydede begges hænder. I undergrunden var det lig med en forening og den var ligeså hellig som alskens guder og gudinder.

Pax, i selskab med Evlyn og to øvrige mænd, stod placeret over et snusket kort af den gamle undergrund, som to skikkelser nærmede sig. Den ene betydeligt lavere end den anden.
”Pax?”, lød det usikkert, hvorefter stålgrå øjne så op fra den tegnede labyrint og så –

En rødhåret og storsmilende skikkelse. 

Lige som den forrige dag, havde Pax gjort det ganske klart at hun ikke skulle forlade hans side. Men som dagen skred fremad, var det ganske tydeligt for Evlyn hvor meget havde ændret sig, på blot få timer. Nu da de sølvringene var placeret på deres fingre, var der ikke længere de samme mistroiske blikke. Jo, der var dem som hun allerede havde lagt mærke til havde deres øjne placeret på ryggen af Pax. Hun havde derfor også lavet en mental huskeliste, over hvem hun skulle holde øje med, skulle der nogen sinde ske en dag hvor der ville ske et skift i grundvolden i ulvensklan.
Hvilket gav et stik i hjertet, da hun huskede sig selv på, måske var hun her slet ikke når det skete. Hvem vidste hvor længe hun ville være væk, når dagen endelig kom til at hun skulle drage afsted?
Selvom hun ihærdigt prøvede at følge med i deres samtaler, nu da de også valgte at snakke et hun kunne forstå. Så svømmede hendes tanker rundt i hoved, det var svært at gribe fat i én og fokuserer på den. Planlægningen om hvordan hun skulle tage i sted, hvem hun kunne stole på. Hvilke ledetråde hun skulle gå efter først.

Med et dovent blik, kiggede hun på kortet der lå spredt ud på bordet. Hun havde fuldstændig glippet hvad det var, de snakkede om. De koralblå øjne havde en film hen over dem, som var hun slet ikke til stede overhoved. Derfor lagde hun, lige som Pax selv, ikke mærke til at der pludselig var to skikkelser der nærmede sig dem.

Evlyn lavede et lille grynt, som ville fortælle hun havde været sunket ind i sig selv, som hun vente blikket imod stemmen der havde skåret igennem samtalen.
Rødhåret skikkelse, Edna?
Evlyn rystede på hoved, og kiggede bag hende. Der stod Fjona en halv dværg med et blidt smil på hendes læber. De var kommet hele vejen fra flodlandet Azurien, hvor de to boede sammen. Hvad de helt lavede i den del af landet, havde Evlyn mere eller mindre blandet sig unden om. Hun var kommet nogle gange, drukket te og hygget – men aldrig snakket om arbejde. Det styrede Fjona ganske fint af i den afdeling.
“jeg håber ikke vi forstyrre” kom der med en aldeles dybere stemme, end man måske havde forventet fra den lave kvinde, med puttede æble kinder og et smil der kunne smelte den hårdeste mand. Hun puffede lidt til Edna “Men jeg havde en pige derhjemme, som så snart hun fik beskeden om at hun kunne komme til Dianthos og møde Pax – ikke kunne side stille, jeg fangede hende halvvejs op på hesten med en taske på ryggen, inden jeg havde læst brevet færdigt..” grinede hun hjerteligt, og lagde armene over kors.

Hun lagde sine øjne på Evlyn, og så de blålilla mærkninger der var at finde på halsen. “Evlyn…” kom der med en hård autoriter stemme, og den blonde kvinde krympede til en størrelse mindre end den lave kvinde. “Du, bliver, min, død” hvæsede hun, med den bedste mor stemme hun kunne mønstre, og greb Evlyn i håndleddet og trak hende ned så hun kunne se ordentligt på de blå mærke. Viftede lidt med hånden. “Edna – Pax, i vil vel også helst snakke alene.. Så kan jeg tage Evlyn over knæet for ingen ikke at passe på sig selv..”

For et langt øjeblik syntes bandelederen af Ulvens Flok, ikke at være i stand til andet end at stirre stift frem foran sig. Som en grå statue i det lette mørke, kun oplyst af alskens krystaller i de skarpe klippevægge, stod Pax og betragtede denne ukendte lillesøster –

Der gengældte hans blik med den største iver og interesse.

Så ulig var de, tænkte han, at en familiær sammenhæng mellem dem, skulle de have mødtes tilfældigt på gaden, gået Pax’s egen næse forbi.
Og dog, syntes en insisterende stemme at pointere. Hun har mørkebrune øjne, samme kropsbygning og hårfarve som Esmaralda – og se hendes næse og læber. De kunne være dine egne!

Edna, med sit flammerøde og kortklippede hår, trådte forbi sin følgesvend og fortsatte med at stirre afventende på Pax selv. I det hendes støvlebeklædte fødder gav genlyd i grottens udhuling, trådte Pax instinktivt skridt tilbage og lod sine stålgrå øjne fæstne sig på Evlyn.
Tilsyneladende var der ingen farer på færre, men alligevel skridtede Ulven omkring bordet og gav sig til at stirre på den brede men meget mindre kvinde. ”Du er ikke derhjemme. Hernede spiller vi efter andre regler”, brummede han, i en tone der ikke lod sig kue eller tilmed tilbød hende, at forsvare sig. ”Så hvis Evlyn ikke vil gå med-”, lød det dernæst, hvorefter Pax lagde sin egen hånd på Fjonas, der stadig greb om Evlyns arm, ”- så går hun ikke med.”

Der gik ikke mange øjeblikke før, at Pax blev ladt alene tilbage med Edna og aldrig havde en fuldvoksen kvinde, sprunget i hans arme som lillesøsteren formåede. Pax selv mindedes heller aldrig at være blevet så forskrækket fra det ene øjeblik til det andet.