Aldamar gned de ømme knæ, og hørte fra sengen et udbrud af latter, som han med et fnys selvfølgelig godt vidste hvem tilhørte. Fabian lå stadigvæk i sengen, og havde velsagtens haft deb bedste plads til at se det lille stunt. Og værende en mand der ellers udmærkede sig med sin adelige elegance, kunne Aldamar mærke en varm lille bølge af blod skyde op til ørene, og de mørkeblå øjne blev en anelse missende knebet sammen, idet at han skævede op til sengen. 
Om han var okay? 

Aldamar stødte fra, fra gulvet, og var tæt på at få overbalance idet at han prøvede at løfte sig selv fra hug. Heldigvis blev den reddet af de lange arme der kunne holde ham en anelse oprejst, og han sukkede teatralsk, imens at han kom op og stå. "Selvfølgelig er jeg okay, jeg er ikke lavet af porcelæn" selvom man godt kunne fristes til at tro det, ved den delikate, hvidlige hud. Aldamar mumlede, og børstede noget ikke eksisterende støv væk fra knæene, et rettende blik op imod Fabian igen. "Men hvis jeg ikke var, er det en køn reaktion du præsentere... ingen empati, ingen hjælp!" klagede han 'såret', og rankede den lange ryg, et smil skjult i mundvigen idet at han kiggede væk.
Et par (mere forsigtige) skridt blev taget væk, førhen at han fik mere styr på det og endelig også gik fat i sin silkekåbe, som han med et fast greb i, tog med sig tilbage til sengen. Fyrstesønnen's skæve smil falmede idet at han huskede at han var forurettet, og rakte i stedet en insisterende arm frem da han fik sat sig, som tegn på at han i det mindste lige kunne fjerne de remme der sad tilbage, som undskyldning for det ubehøvlede grin. 

Desværre hjalp det ikke på grinet fra skøgen, nok tværtimod. Fabian havde det største grin på læberne, og i det her øjeblik havde han næsten også glemt hvor træt hans krop egentlig var. Hele tanken om at Aldamar var fornærmet registrerede ikke engang som værende alvorlig, for intet ved denne her situation var alt for alvorlig.
Nogle gange var det virkelig ærgerligt at alle formskiftere var vant til højdeforskellen, for man så det her langt mindre end man burde.

Han tørrede et par tårer der var ved at opstå over grineriet. ”Hvis du kommer herover... så skal jeg nok kysse smerten væk,” sagde han imellem grinene, og fulgte blot Aldamar med øjnene, som han fik mere kontrol over benene.
Da Fyrstesønnen kom tilbage til sengen, var Fabian dog lidt hurtigere til at rykke sig tættere på, og grineriet var næsten stoppet, bortset fra det store smørrede smil. ”Gør det det bedre, at jeg selv oplevede det da jeg opdagede min egen evne,” spurgte han lavmælt, og begyndte at tage ringene  af den ene arm, med fjerlette berøringer hen af armen. De faldt dog så nemt som ingenting af fyrstesønnen. Derefter begyndte han på de andre ringe han kunne få fat på, alt imens han sneg sig tættere på, så han til sidste kunne lægge armene om den anden mand.

Fjerlette berøringer søgte at løsne de ret så stramme bånd der var over hans større arme, og Aldamar kunne ikke holde et lettelsens suk tilbage, da han en efter en pillede dem af ham. Røde streger var næsten brændt ind imod den hvide hud under, efter at have været udsat for sådan et pres, i den mængde tid, og med den mængde arbejde de havde været under, de kære arme. Men han havde intet imod dem, og nød hændernes berøringer henover det følsomme område. 
Øjnene var gledet en anelse i, men åbnedes på klem da han hørte hans stemme bagved ham, og Aldamar's ansigts udtryk blev en anelse undrende. Havde han virkelig? 

Ansigtet drejedes en anelse over skulderen. "Du kan ikke bilde mig ind..." Aldamar fornemmede hvordan nogle arme sneg sig und omkring hans ribben og greb fatom ham, og Aldamar lænede panden frem imod hovedet der dukkede op ved hans ene skulder, et smil om de smalle læber. "... at du har været klodset på noget tidspunkt, har du?" brummede han drillende, og lænede sig fornøjet tilbage for at snig-fange den anden under sin øgede kropsvægts højde og drøjde. Han kunne ligeså godt falde den vej, nu hvor at han allerede var faldet den anden vej. 
Om Fabian ville prøve at møve sig fri, ville Aldamar kun gøre sig tungere, førhen at han til sidst ville få prøvet at vendt sig om med fronten imod ham igen, hænder der drillende søgte at låse hans arme imod sengen. Den her højde skulle udnyttes, her den sidste time hvor at han havde den. Fordi selvom han havde nydt det, ville han nok være en anelse påpasselig med at gøre det igen... tænkte han umiddelbart. 
Aldamar havde efterhånden et rygte med at ændre et par af sine standpunkter, omkring Fabian. 

Heldigvis vidste Fabian af erfaring, at de røde streger ville gå væk med tiden, men det betød ikke at de ikke godt kunne have været en smule ubehagelige til at starte med. Dog havde Aldamar aldrig brokket sig over dem, så mon ikke han i stedet bare fik en lille form for nydelse af at det endelig kom af.
Fabian ville i hvert fald gøre sit for at han ikke ville være bange for det igen, selvom det nok var meget godt at han også vidste hvordan det føltes når man var bundet ind, ikke at Fabian forventede at han nogensinde rigtig ville få lov til at gøre det mod ham.

Hans fingre gled over maven og den imponerende brystbehåring Aldamar besad, mens han nikkede lidt henover Aldamars skulder, nok nærmere så Aldamar kunne mærke det end at se det. ”Vi har alle været børn engang,” sagde han grinende, kun øjeblikke inden han mærkede vægten pressede sig mod ham, så han måtte sprede benene, for at de ikke også blev klemt under den imponerende vægt.
Fabian prøvede at vride sig lidt under kroppen, men gav hurtigt op, som Aldamar kom over med fronten og fik kæmpet hans op så de var låst fast over hans hoved. Her var højden i den grad en fordel. Selvom Fabian stadig følte trætheden i sin krop, så kiggede han alligevel en anelse udfordrende op på Aldamar, og ventede på hans næste træk. 

Han havde et eller andet sted, forventet en større modstand end den han blev mødt med. Måske var det en god blanding af at Fabian var træt, og Aldamar forekom lidt sværere sådan at brydes med end normalt, men den blonde mand gav relativt hurtigt op, og med et sejrigt lille grin fik han møflet hænderne over hans hoved, og klemte knæene ind omkring hans hofter for at holde dem på plads. Hvis han sparkede ham, ville det uden tvivl gøre ondt. Men så voldsom regnede han ikke med at Fabian var, idet at han trak armene en anelse fra hinanden, og ned, så hænderne var flettet ind i hans, ud fra Fabian's ører. 
Og så var den der igen, den underliggende udfordring i det blå-grønne blik. 

Aldamar's øjne blev en anelse smallere, og han sneg sig tættere på hans ansigt, så deres næse næsten rørte hinandens. "Er det med vilje at du gør det der, eller ved du ikke at du gør det?" kunne han ikke lade værd med at spørge, et nygserrigt men også morende smil om læberne da han kiggede ned på ham. 
Armene blev endnu engang strukket op til deres oprindelige position - den ene, store hånd låste håndleddene fast så der var lidt mere støtte - og Aldamar lænede sig ned, men ikke for at kysse ham. Læberne gled imod hans ene øre, og han kunne ikke lade værd med at klukke en anelse. "Fordi nogle gange... bliver jeg oprigtigt i tvivl" 
Det kunne ligeså godt være et afkast af hvordan Fabian bare var som person, som det kunne være en overlagt handling at trykke på Aldamar's indre knapper. Hovedet trak sig en op igen, for at se hans ord sammen med hans ansigtsmimik. Lige meget hvad, var han god til det. 

Det var altid sværere at bryde med dem der var højere end en selv, og det virkede også til at eliksiren havde været en smule behjælpelig med den fysiske styrke på Aldamar. Normalvis var Fabian ham væsentlig overlegen på det punkt, men han kunne godt mærke at det ikke var sådan i øjeblikket.

”Det der?” spurgte Fabian en anelse drillende, selvom han nu havde en idé om hvad det var. Det var ikke engang helt med vilje han gjorde det hver gang, men han fik bare altid lyst til at se hvordan Aldamar reagerede når han kunne.
Han ventede en smule utålmodigt som han så Aldamar læne sig ned, og så missede. Det var vel blot en del af hvad man kunne forvente, når han kiggede med den intensitet på fyrstesønnen. ”Måske en lille smule af begge ting,” kom det mere lavmælt fra ham til sidst, som svar på det. ”Jeg kan bare ikke lade vær når det er dig.” Han fik bare nogle andre reaktioner ud af Aldamar, og han ønskede også at være mere sig selv omkring Aldamar, så meget han nu engang kunne.

Han begyndte at vride sig lidt igen med hænderne, og benene, men Aldamar havde faktisk formået at få låst ham rimelig godt fast under sig, som det så ud lige nu. 

Ikke så hurtigt. Med de ord var det at Aldamar's smil blev en anelse bredere i sin fornøjelse og tilfredshed, også selvom det ikke var nogen hemmelighed for Fabian, at han ganske godt brød sig om at være et unikum. Aldamar selv brød sig dertil også ganske godt om ekkoet af de ord i hans tanker, der sagde at Fabian bare ikke kunne lade værd. 
Fordi så gjorde han i hvert fald noget rigtigt (imellem alt det andet), hvilket var også derfor at Aldamar med et stille fnys strammede grebet en anelse, så han ikke kunne vride sig fri. Nej, ikke så hurtigt. 

Den her gang missede Aldamar ikke, og knap havde det sidste ord - dig - fået lov til at forlade hans læber, førhen at Aldamar overtog dem med sine egne, en tilfreds og lavt rumlende fornemmelse igennem hele hans krop der endelig var fuldkommen frigjort fra hvad end den havde haft af restrektioner på før. 
Den frie hånd gled ned under hans skulder og op til hans nakke, skubbede hans hoved en kende dominerende på den rigtige plads, inden at han kortvarigt slap i nogle få sekunder. "Så blev endelig ved med det" hviskede han opfordrende, men også ment som et generelt lille løfte. Han måtte gerne udfordre  ham, en del af Aldamar kunne umuligt tage skade af det. 
Og ikke overraskende - givet hvem han var, hvad han var og hvad han altid havde været, kunne han ikke lade værd med at reagere på det skub der lå i det, og endnu engang låste Aldamar deres læber sammen med en fornøjet sukken til følge. 
Lige Fabian, måtte gerne udfordre ham. Bare ikke så fandens offentligt, som han nogle gange mente han skulle. 

Det her var lige som det skulle være. Fabian lappede grådigt kysset til sig, helt så hans ryg buede bare en anelse under Aldamar, hvor han ellers lå i lås. Der var dog ingen hast i kysset, som Fabian blot nød smagen og følelsen af Aldamar ved sig og om sig. Han lod frivilligt sit hoved blive rykket på af den frie hånd.
Et fornøjeligt suk undslap ham, som Aldamar kortvarigt brød kysset, og hans øjne kiggede lidt op på ham, og en let gysen gik igennem ham, som Aldamar tilkendegav at han endelig skulle blive ved med det.

Fabian vidste godt at han var flabet af natur, og lidt af et røvhul til tider. Hvis der var en autoritet, så stillede han spørgsmålstegn til det og udfodrede den, fordi han i sidste ende ikke brød sig meget om det, og han var ikke ligefrem vant til at folk opfordrede ham til at blive ved. Det her var selvfølgelig også noget lidt andet, når det var ham og Aldamar. Der var ingen autoritet, men alligevel var det rart ikke at blive irettesat men værdsat for hvem man egentlig var.

”Det vil jeg,” hviskede han tilbage, inden at han selv pressede sin læber tilbage mod Aldamar, for at indlede det næste af nok mange kys.
Han havde lyst til at køre sine hænder gennem de mørke lokker eller bare noget, men selv som hans hænder prøvede at vriste sig lidt fri, så havde Aldamar dem stadig i et jerngreb. 

Et ud af mange kys var det i den grad, fra Aldamar ikke helt frivilligt var den der ønskede at give slip på ham, når først han havde ham.  Tommelfingeren strøg med kærlig tålmodighed den eller håndflade på hænderne det gerne ville vriste sig fri, og det var først da han med et lille grin mærkede endnu et kort pres for at frigøre sig, at han rykkede knæene en anelse længere op, og endelig greb om dem begge igen, igen.
Med begyndelsen af et nyt kys flyttede Aldamar de ru hænder om til hans nakke,  og Aldamar lod sine egne glide ned af den blonde mands arme, førhen de fandt støtte lige under hans armhuler. Kunne han klare en gang til? Han var en anelse i tvivl, og tvivlen sloges med en pirrende stemme der i det mindste bad ham prøve.  

Aldamar endte dog med i et snuptag at lade sig glide imod siden i stedet, den ene arm foldet ind over Fabian og den anden med et greb i den ene af hans hænder og skubbede dem ind over hans eget bryst, for at han ikke kunne følge den naturlige rute der lå i at vende sig imod fyrstesønnen, men var i stedet tvunget til at ligge i ske med ham. Det ene ben foldedes over hans læg- låste det - imens at han prøvende pressede sig en imod hans ryg, en spørgende brummen fra læberne der samtidig ramte hans skulder. Ville han hellere bare falde til ro, eller ikke? 
Om der var et ønske i det, ville han efter kort tid løsne låsen så han kunne dreje sig imod ham, eller putte sig ordentligt ind til ham - begge dele lige velkommene for Aldamar, på det her punkt.  

Først blev grebet om hans hænder blot strammere, men så flyttede Aldamar hans hænder ned omkring sin hals, og grebet løsnede sig. Der havde Fabian det også findt med at beholde sine hænder, som de gravede sig ind i de mørke krøller.
Det skulle dog ikke vare lang tid, som Aldamar var meget bestemt om hvordan han ville have Fabian, og som Fabian blot blev rykket rundt på sig, fandt han sig pludselig med ryggen til fyrstesønnen. Hans egne fingre flettede sig ind i Aldamars. Det virkede næsten som om at Aldamar var klar til at de blot skulle slappe af, men så mærkede han hvordan Aldamar pressede sig mod ham.

Det var ikke fordi mange ord blev udvekslet mellem dem, men Fabian følte alligevel det stille spørgsmål. Han følte sig ret udmattet og træt i kroppen, men alligevel kun han ikke lade vær med at presse sig tilbage mod Aldamar.
Han ville nok mest af alt gerne finde ro, men han var ikke ligefrem typen til at sige nej til sådan noget, og slet ikke hvis Aldamar stadig han nok energi i sig til at gøre det. Han ville ikke kunne gøre det samme som sidste gang, men en lidt blidere og omhyggelig omgang ville blot hjælpe ham falde mere til søvn.
Han drejede sit hoved lidt for at se tilbage på Aldamar, selv i et stille spørgsmåls om hvor de tog de hen ad. Nu når Aldamar havde fået startet tanken om endnu en tur i Fabians hoved, så ville det ikke ligefrem ligge til skøgen blot at smide det ud af hovedet igen, desværre. 

Det havde nok mest af alt været udfordringen i den lille brydekamp, der havde ansporet Aldamar til endnu engang at rykke helt tæt på Fabian, et lill smil tindrende i mundvigen da han selv trykkede sig tættere på, og en hånd der med et klem i hans sammenflettede fingre, trak begge en anelse op over deres hoveder, imens den anden - den der ikke vendte imod madrassen - gled ned af siden, for at gribe fat i låret, og skubbe det en anelse op imod Fabian's eget bryst. Gøre plads, så at sige. Hånden kærtegnede inderlåret i nogle små, cirklende bevægelser, strøg ham en anelse over lemmet der ikke var forfærdelig langt væk og gled tilbage for at gribe ordentligt fat i huden igen, idet at han positionerede sig selv og med et grynt, trykkede síg frem - og op. 
En lidt mere øm behandling, da det kort efter bliv fulgt op med et kys i nakken og en fornøjet hvisken om at han var utrolig, og alt det andet der hørte til. 

---- 

Det var med en skælvende udånding at Aldamar lige tog sig nogle sekunder for at komme sig, førhen at han atter kunne åbne øjnene og kigge ned på manden under sig. Han havde fået rykket sig op over ham igen her til sidst, hænderne flettet ind i hans, underarme hvilende imod Fabian's egne, og hovedet sank udmattet ned imod hans skulder ved den sidste bølge af nydelse der rullede igennem hans krop. Han var så færdig. 
Aldamar anstrengte sig overordentligt meget for ikke at lade sig flade ud og falde til ro, hvilende ovenpå ham, og kun den gode opdragelse fik ham til endelig at rulle om på ryggen, endnu et udmattet suk over hvor drænet og samtidig fantastisk tilpas han følte sig. "Jeg tager det tilbage" mumlede han, og følte hvordan den ene arm kortvarigt dækkede for hans øjne imens at han fik sit hjerte på plads. "Nok for i aften, ikke flere blikke, ikke flere subtile udfordringer" fulgte han halvt leende op med, og fjernede armen for at skæve imod ham. Det ville han ikke kunne holde til, det måtte han trods alt indrømme. 

Fabian var heldigvis fleksibel analgt og positionen var ikke ligefrem ubehagelig, som han mærkede, hvordan hans ben blev trykket op for at gøre plads til Aldamar, som havde tænkt sig at tage ham lige som de lå. Ikke noget han følte sig utilpas over. Hans ene hånd trak sig væk fra Aldamars hånd, for at vende tage fat i nakken bag Aldamar, inden et støn undslap ham, som han mærkede Aldamar trænge op i ham for anden gang den anden aften. Komplimenterne blev mere end tifoldig smidt tilbage i Aldamars retning, dog ofte mere subtile som han blot ønskede mere, som de lå der.


At Fabian var træt, var nok en underdrivelse for året, som hele hans krop føltes som var den ved at smelte ned i madrassen, og han takkede Aldamar lidt i sit stille sind for faktisk at rulle over på siden, så han ikke skulle ligge knust under den enorme krop. Nu ville være et godt tidspunkt for Aldamar at forvandle sig tilbage.

Hans egen latter fyldte også rummet, og han lod sig strække lidt hvor han lå, så han kunne få de værste spændinger ud over positionerne. ”Det blev alligevel for meget for dig?” spurgte han drillende, som om at han kunne have forsat. Hvis han havde været med en kunde, så ville han nok, men det føltes overflødigt herfra, og så stor var lysten heller ikke mere. De havde fået mere end nok tilfredsstillelse begge to, og det var ikke sikkert at nogen af dem kunne holde sig vågne i så lang tid.
Fabian lod sig trille over på siden, så han kunne kigge hen på Aldamar, stadig en lille latter under vejrtrækningen. 

Som en doven kat strakte skøgen sig en anelse ud på sengen, og Aldamar betragtede ham halvt under armens vægt, og måtte opgivende ryste på hovedet over hvor skråsikker han lød til at være. Armen rettedes ud og lod sig ramme hans bringe med et lille rettende klask, og han fnyste. "For meget..." mumlede han, og vendte sig efter få sekunder imod Fabian, der også havde trillet om på siden. Den mumlende mine forsvandt ind til et smil, og han nikkede en anelse modvilligt, men med latter gemt i mundvigerne. "... måske en lille smule" 

Aldamar strakte en flyvsk hånd ud, og fjernede en fugtig lille perle af sved omkring hans pande, inden at han tog sig selv i at møve sig en anelse nærmere. Den ene arm støttede hovedet som en ekstra form for pude, den anden faldt til ro imod madressens bløde underlag. Men fysisk, kunne han stadigvæk mærke varmen fra hans solbrune hud, som et ekko af fornemmelser imod ham selv. Fyrstesønnen sukkede en anelse lykkeligt, humøret svævende ovenpå den mængde endorfiner der brusede igennem ham og godt tilpas i hele den ømme krop. Han savnede dog sin egen krop. 
Og som var det aftalt spil, eller på kommando, fornemmede han hvordan en rislen trak over hans hud og Aldamar i et underligt men dog roligt tempo blev mindre igen. Kroppen blev kortere, musklerne mindre - selv næsen han havde ment var en anelse stor, blev også mindre. Blikket faldt fascineret på hånden der krympede i takt med det hele, og Aldamar rystede kortvarigt på hovedet. Fascinerende, intet mindre end fascinerende. 

Ligeså snart Aldamar erkendte at det måske havde været lidt for meget, så mildnede Fabians blik også en anelse. Det var næppe en konkurrence om hvem der havde kunne klare det bedst, for de havde begge lagt op til det. Fabian måske lidt mere end Aldamar, men han måtte også betale for det, ligesom Aldamar var nu. Ikke noget en god nats søvn dog ikke ville kunne klare.

”Men det var godt,” hviskede Fabian, og møvede sig også en anelse nærmere, da han så Aldamar gjorde det. Det føltes intimt at ligge sådan her, og det ville nok også bare være et spørgsmål om tid før deres kroppe også ville blive en anelse kolde herinde... selvom de også burde få et vindue åben. Det var dog ikke underligt at ingen af dem faktisk ønskede at komme op. ”Rigtig godt.” 

Dog tog det lidt af seriøsiteten ud af tingene, som Aldamars krop begyndte at ændre sig, og Fabian kunne blot kigge morende på kroppen som den ændrede sig tilbage, men han var heller ikke sen til at række ud og hive den nu markante mindre Aldamar ind mod sig, så han kunne lægge en arm om ham og flette deres ben sammen igen. Det her var den bedste størrelse, og det havde ikke engang noget at gøre med at være den høje. Det her var bare mest som Aldamar.

Det var en selvtilfreds fornøjelse der fik lov til at overtage udmattelsen i ham, da Fabian understregede at det havde været godt. Rigtig godt endda. Komplimenter gik altid lige ind i hjertet, men værende en mand der trods alt havde haft sin del af partnere igennem livet, kunne Aldamar ikke andet end at føle en grad af stolthed over at kunne få det frem i skøgen. Det handlede velsagtens om hvor godt han efterhånden kendte Fabian's krop, men Aldamar ville altid insistere - mentalt - på at det også handlede om mere. Man kunne ikke komme uden om at der var en forbindelse der ville være rigtig svær at bryde, imellem de to parter. 

Derfor lod han sig også overraskende villigt trække ind af de større arme, og Aldamar's ene hånd fandt vej til den andens kæbe - nakke, og hovedet gled i nogle få sekunder, ind imod den andens hals. Han ville aldrig indrømme det, men ligesom at Fabian brød sig ganske godt om Arysprinsens små 169 cm... var han også kommet til at holde af den ro der faldt over ham, når han rigtigt kunne møve sig ind imod Fabian. Det tillod han sig selv så sjældent, så lige nu, var kropsvarmen en velkommen erstatning for det tæppe ha burde trække over dem. "Godt, jeg er glad for at du brød dig om det" mumlede han, selvom manden velsagtens nok vidste det allerede. 
Kortvarigt lurede Aldamar dog drilskt op, og fyrstesønnens læber gled over de stubbede skægrester der var ved hans hage, da han trak sig tilbage i et kort kys. "... du rystede jo næsten" mumlede han en anelse pirrende, men mest for at se om det var noget han selv havde bildt sig ind, eller om det var sket. Fordi hvis det var, ville det unægteligt kun stige Aldamar lidt til hovedet. Rigtig godt simpelthen. 

En ting man dog ofte blev nødt til at holde for øje, når det kom til Fabians komplimenter angående sex, var at han ikke var vant til det emotionelle bånd mellem ham og hans partner, for ikke at nævne, at han ikke var vant til at hans partner gik op i hvad han ønskede. Det gjorde hele oplevelsen anderledes for Fabian, og derfor havde han også fundet sig selv blive imponeret en smule lettere omkring Aldamar.

Som Aldamar virkede villig til at blive hevet ind i hans arme, så hev han ham blot endnu tættere, så de til sidst lå helt op af hinanden. Han gav kortvarigt slip på Aldamar med denne hånd, blot så han kunne hive tæppet over dem. Det ville være lidt trist hvis de i morgen tidlig var blevet syge, fordi de var blevet kolde henover natten, især som sveden stadig klingede sig til dem.
Den rolige stemning skulle dog ikke forblive over dem, som Aldamar absolut skulle prikke lidt til Fabian. Hans øjne blev lidt smalle, inden han endelig svarede igen. ”Det var nok fordi der ikke var så meget hjælp at hente fra dig,” sagde han, ligeså drillende, men benægtede det ikke. Han havde på det punkt allerede været træt i kroppen, og det havde været hårdt at rejse sig op og sætte sig ned gang på gang på gang. Han fortrød det ikke et øjeblik, men der var alligevel grænser for hvor meget udholdenhed han alligevel havde. Især efter han havde studeret med Aldamars hænders opfodring. 

Tæppet gav en velkommen varme, af den slags man ikke vidste at man manglede, førhen at den kom snigende. Det fik ham til at strække sig behageligt. Som en forsinket reaktion af Fabian's egen, og som en lille hyldest til at være tilbage i sin egen krop - han ville kun savne de ekstra centimeter, på meget specifikke tidspunkter. Et af dem, værende når Fabian blev flabet.  
De mørke øjne mødte med en underspillet latter hans blågrønne, og Aldamar mumlede noget utydeligt, inden at den ene hånd sneg sig op, og prikkede ham rettende på næsen. "Ikke så meget hjælp.."

Aldamar snoede sit ben en anelse længere på af hans, en lille fornøjet brummen til følge. Det kunne de godt sige.  Hvorvidt det var ham der bildte sig noget ind, eller Fabian det bevist gik efter at pirre, det lod han lige i det øjeblik være.. Så vigtigt var det heller ikke, og lige meget hvad, kunne han næppe brokke sig over hvordan aftenen havde udspillet sig.  Ikke i forhold til hvad Aldamar oprindelig selv havde troet skulle ske, og han himlede en anelse med øjnene af sig selv, over det arbejde der næste gang ville ligge i, at tvinge Fabian's fokus imod hvad der var vigtigt.  
Sådan her kunne det ikke være hver gang,  og som en lille påmindelse om det,  nikkede han umærkeligt for sig selv.  
"Du må huske at lave dit hjemmearbejde..." tilføjede han træt, og lagde ikke med det samme mærke til, hvordan at tsætningen var blevet skåret af på halvvejen, og kun færdiggjort mentalt. 

Smilet blev blot større da han mærkede fingeren på hans næse, selvom han rynkede den lidt som reaktion på den pludselig følelse af fingeren på hans næsetip. Det var heller ikke ligefrem noget han havde lagt meget vægt i. Han havde selv tilbudt at gøre det, og Aldamar havde da forsøgt at hjælpe så godt han kunne, men det var bare en af positionerne der krævede med af Fabian end af Aldamar.
”Men måske alligevel nok,” kom det mere afdæmpet fra Fabian, som hans arm cirklede ned til Aldamars lænd for at holde ham der. Hans fingre lavede små cirkler i den varme hud, i en nussende bevægelse. Varmen og trætheden fra det hele var næsten overvældende, og Fabian kunne også mærke sine øjne glide lidt i, som han bare krammede Aldamar tættere ind til sig.

Hans øjne gled dog lidt op igen, da han hørte Aldamar snakke igen. Hvad havde han sagt? ”Hjemmearbejde?” spurgte han, en anelse forvirret, og han prøvede at få det koblet op på samtalen de lige havde haft. At det handlede om han studier var langt fra hans sind. I hans hoved, så måtte det mere handle om at han skulle gøre noget for at Aldamar ville være mere behjælpelige næste gang. 

De mørke øjne lukkedes sagligt, og fyrstesønnen møvede sin egen hånd om bagved Fabian's ryg, godt tilfreds med hvordan de lå og uden de store tanker på at få ryddet op, eller på anden måde ordnet værelset så det ikke lignede noget en mindre tornado havde været igennem, når de vågnede imorgen. Hvilket var meget ulig den ellers ryddelige mand; skulle nogle træde ind, ville dét næsten være mere overraskende end at finde ham viklet sammen med en anden mand. 
Og i hans tanker - der let og elegant hoppede fra a, til b og sågar også nogle gange til c, jah de tog ikke notits af den forvirrede tone der havde sneget sig ind i Fabian's behagelige stemme. 

Ånden imod hans næseryg var ligeså varm som Fabian selv, og Aldamar smilede en anelse. "Mmmh. Så du er forberedt til næste gang, så vi hurtigere kan komme igang.." forsatte han, uvidende om at de måske snakkede forbi hinanden, og vippede hovedet op, for at placere et kort kys op den anden hage. "... det ville være ret fantastisk" tilføjede han dovent, og grinte en anelse sly for sig selv. Det ville være ret fantastisk at opleve en velforberedt Fabian. Det her til aften havde været svært for Aldamar ikke at blive draget ind af, så man kunne bekymre sig om hvad der skete når han rigtigt lærte at læse og skrive. 

Fabian lod sit hoved hvile mod Aldamar efter lidt tid, som han overvejede Aldamars ord. Kyssene mod hans ansigt var selvfølgelig ikke uvelkommen, men de var ikke vigtige, som han blot nød at være i nærheden af Aldamar.
Til trods for hvor meget han prøvede at forstå hvad Aldamar sagde, så kunne han ikke forstå hvorfor Aldamar ville have ham forberedt. Var forspillet ikke en del af det de nød sammen, eller ville Aldamar bare have muligheden for at gå lige til og hårdt? Før eller siden måtte det dog gå op for dem at de talte forbi hinanden.

En lidt undrende brummen kom fra Fabian, inden han rykkede hovedet lidt, så han kunne placere et kys mod det sorte hår. ”Jeg troede du holdt af forspillet,” sagde han dog endelig, men hvis Aldamar ønskede sig det, så kunne Fabian sig vel godt gøre sig klar til næste gang. Han var dog ikke helt sikker på hvor meget det ville gøre, når turen hertil alligvel var en pæn sjat. De boede ikke ligefrem i nærheden af hinanden.
Han rullede sig lidt mere om på ryggen, og hev Aldamar lidt med sig, så Aldamar i stedet for enten med at ligge lidt mere oven på ham, i forhold til at de blot jo front mod front.