En trøje blev kastet imod ham, og Aldamar greb den mere af refleks sin reele skills. Et kritisk blik gled over de mange folder der var trukket over det fine stof, og mentalt noterede han sig at få den ordnet imorgen. Der var alligevel noget andet tøj, som han gerne - nu hvor han alligevel var her, ville have syet til hos skrædderen her  i Dianthos. Og et enkelt blik på Fabians eget tøj, fik ham næsten til at overveje at hive ham med. Hans garderobe ville ikke tage skade af det, selvom han sikkert ville have nok så mange kommentarer om hvorvidt det var vigtigt eller ej.
Aldamar rystede småleende på hovedet idet han trak i trøjen. "Ikke endnu, men det er et gammelt hus. Mange af væggene stadigvæk har ører... og en god portion ekko oveni" smilede han, og greb vinflasken der var tilbage - der på trods af hans tidligere målsætning, ikke var tømt endnu. Ikke at det var et problem for adelsmanden, der gerne tog den i hånden og med videre. Alt andet glas, ild og pudeværk kunne de sagtens lade blive, der var jo nogen ansat kun til at rydde op her.
Med et sidste blik på pejsestuen - den holdt ikke længere på nogle forbudte hemmeligheder, vendte Aldamar sig imod Fabian.
"... jeg vil ikke hører en eller anden flabet kommentar om min indretning, og lad værd med at pille for meget ved mine ting" brummede han formanende, men med et drillende glimt i øjet der tog brodden af hvor seriøs den kommentar kunne have lydt. Men et eller andet sted, mente han det stadigvæk lidt.

Aldamar havde nemlig sjældent haft grund til at vise folk sit værelse, da palæets utallige rum var meget mere imponerende og mere standardgodtagede steder at socialisere i. Derfor var det også med ligedele spænding og nervøsitet, at han skulle se prinsens egen lille lomme imellem alt det prangende og dyrtkøbte. Fordi der var noget meget... intimt ved det. Et eller andet sted, ville værelset fortælle mere om Aldamar end han selv vidste det lod sig gøre. 
Af ting der måske kunne springe i øjnene, ville det være det bemalede loft der lignede Krystallandets egen nattehimmel, det kreative lille hjørne hvor at familiens håndværk indenfor smykker blev praktiseret  og de lange rækker af bøger der dækkede halvdelen af hans fire vægge; bøger Aldamar selvfølgelig havde læst og derefter købt som sin egen lille gave til sig selv.
Selve turen derhen var kort, og foran døren tøvede Aldamar lidt.
"... du har ikke noget imod dyr, har du?" kom det prøvende fra ham, da Dina - en perlemorshvid slange som Aldamar ejede også havde sit eget hjørne i værelset. Hun sov nok - det var ikke fordi at adelsmanden forventede den store aktivitet fra det dovne dyr. Men han skulle ikke nyde noget af en potentielt skrigende Fabian, bare fordi at han havde glemt hvordan det ikke var alle der fandt krybdyr ligeså fantastiske som ham.
Hånden klikkede dørhåndtaget ned, og åbnede op.

Et gammelt hus eller et adelshus? Var det ikke almen kendt at de spionerede på hinanden, og derfra ordsproget med at væggene havde ører. Det var i hvert fald det Fabian tænkte, men han nævnte det ikke. Han kunne godt være stille, og der var nok en grund til at Aldamar følte sig komfortabel i sit eget hjem. I hvert fald nok til at slæbe Fabian med hjem, uden at være alt for bekymret for det.
Han lagde sine egne trøjer, den lånte og hans egen som efterhånden var blevet tør, hen over sin arm, og trådte lidt tættere på Aldamar, da han prøvede at beordre ham til ikke at kommentere eller røre indretningen. ”Du får det til at lyde som om at du har noget at være pinlig berørt over,” pointerede Fabian drillende.

Turen hen til værelset var kort, og Fabian overholdt sit løfte. Han sagde ikke noget, som hans blik faldt langs væggene og han huskede turen i sit hoved, men han kiggede ligeså meget på Aldamar. Hvad tænkte han dog på, og hvordan havde han det med at vise værelset frem? Desværre var Fabian ikke en tankelæser, uanset hvor praktisk han mente det måtte være.

Stilheden blev dog brudt mellem dem og Fabian kiggede mod Fabian. ”Nej, hvorfor?” spurgte han. Han havde ikke noget problem med hunde eller katte. For ham var de fine, og det var lidt det han forventede af Aldamar. Et sødt lille dyr, som passede en af adelsstand.
Dog viste det sig at være noget lidt andet, for da Aladmar åbnede døren var Fabian stille for en stund, som han kiggede rundt. Han så ingen grund til at Aldamar havde beordret ham til ikke at se noget. Det var nydeligt, pænere end de fleste steder Fabian havde været, men også meget simpelt, og ikke nær så prægende som han måske havde forventet af fyrstesønnen. Han kunne dog ikke umiddelbart se et dyr, og dog. Noget hvidt så ud til at røre lidt på sig, men han kunne ikke helt få et klart billede af hvad dyret var, det så dog ikke pelset ud.

Af ting på sit værelse, var der ikke noget Aldamar fandt som sådan pinrligt. Nej, han levede overraskende simpelt i forhold til hvor meget han tog sig af - og gik op i sit udseende, og de få genstande - med undtagelse af bøger (dem var der et par stykker af), havde hver deres eget lille hjørne - og i det hjørne skulle de også blive. Der var ikke noget mere stressende end rod - og rod i ens værelse betød rod i sjælen. Alt sammen detaljer, som Fabian i stilhed tog ind idet de trådte ind.
"Fordi Dina bevæger sig frit omkring, og.... jah hun har det med at være lidt... kontaktsøgende" gled det over Aldamar's læber, der dog ikke kunne skjule at han fandt det mere morsomt end bekymrende. En gang havde ham og en af hans fætre overnattet hjemme hos Aldamar, dengang de var meget yngre. I løbet af natten, havde den hvide slange fået listet sig helt tæt op af den stakkels sovende dreng, der med et skrig vågnede op med den dengang mindre slange dovent og næsten kærligt henslængt over hans skikkelse. Måske fordi at han havde lugtet godt, måske på grund af hans kropsvarme... det havde dog været sjovt, selvom hans mor ikke ligefrem havde været fan af adelsbarnets forskrækkelse.

Idet de gik ind, var det derfor ikke efter mange skridt af Aldamar satte sig på hug med en hilsende brummen vibrerende i brystet. Noget hvidt og slankt bevægede sig på hans skrivebords disk - vågnede mere op, men det var fra toppen af bogreolen slangens kantede hoved og kolde blå øjne tittede frem. I den svage belysning, glimtede dens muskuløse krop med en reflektion af sølv og iriserende skæld.
Hun var så smuk... det var bare ikke en særlig værdsat skønhed. 

Siden Fabian flyttede hjemmefra, havde han aldrig haft nok ting til at rode, men han foretrak egentlig også når der var ryddeligt, men han var ikke sikker på at han selv var ryddelig hvis han havde så mange ting som Aldamar uden tvivl måtte have. Ellers var der nok nogle tjenestefolk der kunne hjælpe med at rydde op efter ham.

”Det burde ikke være noget problem,” sagde Fabian til Aldamar, selvom hun da lige kunne vove på at forstyrre dem hvis noget udviklede sig i en mere intim retning. Der var ikke noget værre end at blive forstyrret af en hund mens man lige var godt i gang, fordi den lige ville have noget opmærksomhed.
Fabians bekymringer blev dog hurtigt ændret, som han så noget sno sig rundt, og Aldamar, som havde set mere end en slange i sit liv, var straks klar over hvad det var. For ham var det ikke noget smukt dyr, men nærmere et der helst skulle slås ihjel hvis det kom for tæt på en ejendom. De var forfærdelige og farlige, og Fabian havde dræbt mere end en, da han stadig boede på gården. ”Du har en slange?” kom det smule hvæsende og lavmælt fra Fabian, for han lød i den grad ikke begejstret over at finde ud af at Aldamar havde en slange. Åndsvage adelige og deres dyr.

Aldamar kunne ikke holde en varm og hjertelig latter tilbage, sådan som at Fabian ændrede tone ved synet af den lange, slanke skønhed. Han brød sig ikke om slanger? Se det havde han faktisk ikke forventet. Han havde måske heller ikke forventet at han elskede dem, men der var en hvis lyd i hans stemme, som fik Aldamar's mundviger til at bukke opad. Det var lidt sødt. Dina's tunge smagte på luften foran dem, og med doven elegance fik den godt 4 meter lange slange snoet sig ned fra bogreolen, ved lyden af sin ejers stemme, og bevægede sig imod dem. Adelsmanden rakte en kærlig hånd frem, men sendte et drillende blik op imod den forargede mand imens. "Det har jeg i hvert fald! Det krævede også sin mand at overbevise Fyrstinden, men..." Aldamar tav ved den kølige berøring af slangens glatte skind, idet den søgende gled over hans hånd og derefter arm.

"... men det er ikke bare en slange, Fabian" mumlede han, et betaget blik vendt tilbage imod hendes funklende skikkelse. Han vidste godt at hans forældre hellere så ham med en stolt jagtfalk, eller en trofast hund. Men adelsmanden havde aldrig fundet de dyr videre spændende, omend han sagtens kunne holde af dem.
"Er du vel?" ord henvendt til slangen, der med tungen spillende ud af munden, vendte et skærrende blåt øje op imod den fremmede mand i rummet, idet den sneg sig op imod Aldamar's skuldre.
Fordi hvem var han nu, og skulle man forholde sig til det?

Fabian holdt et vågent øje på slangen. Ikke fordi han forventede at han ville blive bidt, selvom det gamle instinkt nu stadig mente det, men man kunne jo ikke holde en slange hvis den var farlig for mennesker. Aldamar så da også ganske tilpas ud med den, som den krøb tættere på Aldamar og begyndte at sno sig om ham. Bare det fik en let gysen til at gå igennem Fabian.
”Men... hvorfor?” kunne han alligevel ikke lade vær med at spørge, for anset hvor meget Aldamar sagde at det ikke bare var en slange, så var det stadig en slange, og hvis Fabian havde haft en skovl, så havde han glædeligt hugget hovedet af denne Dina. Desværre vidste han godt at et kæledyr, uanset hvor meget han forbandt det med noget slemt, var stadig et kæledyr, og derfor kunne det ikke dræbes.

Fabian tog et skridt længere ind i rummet, måske også lidt for at lægge lidt afstand fra slangen, før han kiggede på Aldamar og denne Dina. Det var ikke som om at han kunne benægte at hun var ganske køn, men hendes skin passede for ham bedre på et par støvler eller en taske, end som et dyr. Han sagde dog ikke de ord højt.

Dina snoede sig længere op, og fik viklet sig selv nok så fint til rette henover hans skuldre og halvejs nede af den ene arm. En måde hun havde ligget på mange gange før, og på det punkt, var det måske meget fint at Aldamar vidste hun ikke ville blive større end hun var nu - det ville alligevel være meget slange at håndtere af gangen - og det ville Fabian ikke være den eneste der mente. 
Aldamar rejste sig op igen, et nok så drillende smil om mundvigen idet at han kastede blikket tilbage på den utilpasse mand, hvis øjne en anelse kritisk vurderede hvorfor at han i hvert fald ikke  brød sig om dem selv. "Der er mange grunde" smilede han, og bevægede sig også selv længere ind i rummet. Aldamar bevægede sig målrettet hen i det ene hjørne, hvor at han med forsigtige og vandte hænder, viklede sig fri, for at lægge hende henad et grenværk der strakte sig i det ene hjørne. Tydeligvis Dina's hjørne. "De er fascinerende væsner..." tilføjede han imens, men endte med at ryste på hovedet da han endelig havde fået placeret hendes 4 meter lange krop et andet sted end ham selv.

"Men... er det virkelig en gennemgåelse af hvorfor slanger er nok så fantastiske, som du vil hører nu?" tilføjede han, og slap med et sidste kærtegn hendes dovne skikkelse for at vende fokus imod et ligeså... opmærksomhedskrævende væsen som Dina selv kunne være. Aldamar kunne ikke skjule at han morede sig lidt over den modvilje Fabian udtrykte, og mon ikke han et eller andet sted, var lidt ligeglad med Dina? Hvis ikke, havde Aldamar selvfølgelig mere at sige om emnet men han havde ikke tænkt sig at underholde for høflighedens skyld i sig selv.
Aldamar lænede sig en smule op ad skrivebordet ved siden af grenværket, og fulgte ham med øjnene, sådan som han bevægede sig omkring.

Fabian lod glædeligt Aldamar gå forbi ham, men også kun fordi det virkede til at hans mål ikke var at komme tættere på Fabian, men over et andet sted i værelset, hvilket formegentlig betød at slangen kom væk. Det var alligevel lidt svært at holde det morderiske instinkt nede.
Heldigvis blev slangen flyttet over i et hjørne, hvor hun så ud til at holde til, i hvert fald til dels. Det var i hvert fald i nærheden af hvor hun var kommet fra da de var kommet ind. Alligevel var det langt nok væk til at Fabian godt kunne få sig selv til at træde lidt længere ind i rummet. 

Aldamar var da også begyndt på sikkert en lang monolog om slanger, da han stoppede med at snakke. Hvis han ikke havde gjort det, så havde Fabian nok ladet ham forsætte. Lidt nysgerrig var han, men samtidig ville han nok aldrig heller kunne se øje til øje med Aldamar på det her emne. ”Nej, ikke rigtig,” sagde han, tydeligvis mere afslappet nu end han havde været tidligere. ”Jeg forstår ikke fascinationen. Hvor jeg er fra, der bliver de slået ihjel hvis de kommer for tæt på,” sagde han ærligt omkring det, mens han skævede lidt mod grenværket og slangen, som vidst havde fået lagt sig til rette igen.

Som forventet var det et nej, og med et lille grin tippede adelsmanden hovedet en anelse på sned.  Han virkede mere afslappet med udsigten til at hun var blevet 'sat' i hjørnet, men det var nu engang lidt en tom sikkerhed, da hun sagtens kunne bevæge sig videre, skulle hun ønske det. Det ville dog heller ikke overraske ham om Dina blev liggende, og først valgte at flytte sig når hun fornemmede at hun ikke længere var hverken fokus eller samtale emne. Men den tid, den sorg. Eller for Aldamar's tilfælde, nok nærmere den tid den latter, da det nok skulle blive et godt billede at huske på for fremtiden. 
En hånd blev kørt igennem de mørke krøller. "Mmmh..." overvejende kiggede han en smule opad - armene krydset foran brystet, inden at han med et lille skub lænede sig fremad fra bordets kant, og gik imod Fabian. "... der hvor du kommer fra, ville meget der ikke havde et praktisk formål, blive slået ihjel... hmm?" forsatte han, et drillende smil om mundvigen. Mon ikke det var nogenlunde sandt? På trods af at han ikke vidste hvor Fabian helt præcist kom fra, ville det udsagn tælle for langt størstedelen af Dianthos befolkning. Hunde, katte, heste, grise... til dels også fugle - alt det havde som oftest et praktisk formål.

Aldamar's sætning stoppede idet at han selv stoppede op foran Fabian, der undersøgende havde været lidt omkring i værelset, når hans blik ellers burde være andre steder. Ifølge ham selv i hvert fald.

Fabian blev stående, men han rettede blikket mod Aldamar, som han begyndte at tale, Fabian nægtede dog at bakke ned. Han havde trods alt gode grunde til ikke at bryde sig om slange. ”Det var mere at når de kom for tæt på, så havde de en tendens til enten at skræmme dyrene eller skade dem eller os der boede der,” pointerede Fabian. Han dræbte ikke noget bare fordi han ikke mente det skulle være der, ikke noget så stort og farligt som slanger, og der var en del af dem nede sydpå. ”Det er et spørgsmål om at beskytte gården og folkene. Desuden kan slange smage udmærket.” Når man ikke havde mange penge så blev alt også spist hvis det kunne, og slangeskindet blev også ofte brugt elelr solgt. En del af hverdagen, som han ikke var en del af mere.

Han kiggede lidt op og ned af Aldamar, selvom han ikke kunne lade vær med at lade øjnene glide over mod den hvide skikkelse, for at være sikker på at hun blev der.
”Så undskyld mig for ikke at bryde mig om slanger,” tilføjede han efterfølgende. Så lang tid at den holdt sig væk fra ham, så ville der ikke komme nogen problemer, eller at hans instinkt ville tage over, og han ville prøve at slå den ihjel. Heldigvis havde han ikke noget skarpt at gøre godt med.

Aldamar brød sig vældig godt om at se den her side af Fabian. Ikke fordi det var et dyr han fandt ubehageligt - det var ved guderne ikke den blonde mands ubehag der fik et smil frem på Aldamar's læber, nej... det var nærmere hvor... almindeligt det her ubehag, og dertil også den skjulte nervøsitet, var. Hvor menneskeligt det var. Ikke fordi at Fabian udtrykte andet end at han var et menneske, men han var så sandelig et menneske hvis grænser eksisterede i periferien af dit synsfelt. Og her stod han pludselig og... forsvarede sig selv, ville Aldamar forklarer det som.
Og det behøvede han ikke, men man måtte vel gerne nyde et sjældent syn.

Aldamar lod ham tale ud - han kommenterede ikke på noget endnu, men forholdt sig stille og nok med et lidt for selvtilfreds smil omkring de buede læber desto flere ord han forklarede sig med. At han var vokset op på en gård blev nu også afsløret, og Aldamar's blå øjne glimtede i den dæmpede belysning.
"... jeg tror det er første gang jeg har hørt ordet 'undskyld' forlade den mund" brummede han, og løftede et sort øjenbryn sigende. Det var ikke nogen kamp om at få Fabian til at bryde sig om hende - han vidste at det virkelig ikke var et dyr for alle. Så derfor... undrede det ham, at han forklarede sig - fordi som sagt, så plejede han ikke at have det behov... ud fra alle de gange Aldamar havde mødtes med ham.  
Men det var et velkomment syn, som Aldamar tog til sig med et nu lidt bredere smil.

Fabian kunne godt lide at virke lidt umenneskelig. Det drog kunder ind, men i bund og grund så var han en meget simpel bondedreng. Han var opvokset på landet og der var visse ting han aldrig rigtig fik lagt fra sig. Den bondske accent var heldigvis væk, og han nægtede at lade den komme tilbage, men hvordan han så på dyr? Det var stadig meget som om at han boede på en gård.
Det hjalp dog ikke som Aldamar bestemte sig for at det her nok var det sjoveste han havde set hele aftenen. Han tog i hvert fald muligheden for selv at være flabet, og for første gang følte Fabian sig måske en lille smule ramt. Mest fordi han godt vidste at han nok havde ladet mere vise end Aldamar ville betale for. ”Jeg har hidtil ikke haft noget at undskylde overfor. Skal jeg sige det igen? Undskyld, undskyld, undskyld,” svarede Fabian tilbage, som han lidt ødelagde hvor specielt ordet måske havde været.

Han gik helt tæt på Aldamar, og tog fat i buksekanten, for at hive ham lidt tættere på sig. ”Skal jeg forsætte?” spurgte han lavmælt som han kiggede ind i Aldamars blå øjne. Forbandede prins. Hvorfor var det at lige han kunne komme under huden på Fabian?

Åh hvordan rollerne kunne byttes om når omstændighederne var til det.
Det tog en del af hans viljestyrke ikke at erstatte smilet med et pust af latter, sådan som Fabian nu valgte at misbruge ordet på det groveste, og bare kaste det i flæng. Normalt havde det fremprovokeret en rettende bemærkning fra Aldamar - undskyld var ikke noget at spøge med, og mente man det ikke burde man heller ikke sige det. Men det her var attitude, og måske havde Aldamar formået at fange ham på det forkerte ben - faktisk formået at overrumple den ellers glatte mund der var hurtigt når det gjaldt comebacks og kommentarer.
Og det skulle man ikke kimse af. Det var også derfor at han ikke gjorde andet end bare at smile, selvom han sagtens kunne have prikket mere til det.

Smilet blev dog til en overrasket 'oh' lyd idet Fabian fra det ene sekund til det andet, lukkede afstanden imellem dem. Kommanderende trak han Aldamar tættere på, der dog ikke gjorde nogen modstand, stadigvæk med hænderne foldet foran brystet. Så tæt på, var Aldamar nød til at kigge opad for at møde de blå-grønne øjne, og et lille sus gik igennem adelsmanden. Han kunne dog ikke skyde skylden på ubehag.
"Har du lyst til at forsætte?" ordende forlod hans mund et lille sekunder efter Fabian stoppede sine egne, og havde ikke meget velovervejelse eller eftertænksomhed i sig - det var ikke ord Aldamar havde tænkt længe over før de havde sluppet hans læber, men havde næsten været en instinktiv reaktion. 

Han skulle nemlig ikke stoppe for Aldamar's skyld, der dog ikke kunne lade værd med at ride den her underlige bølge af... flabethed, og smilede en anelse drillende, lidt tid efter ordende var faldet. 

Hvis der var en ting som Fabian altid kunne falde tilbage på, så var det sex, og at han vidste hvordan folk tikkede når det kom til det. Aldamar var stadig ikke særlig komfortabel med det, og derfor var det nemmere at hive fat i, og så lang tid at Aldamar ikke pressede noget, så var det også let at falde tilbage på. Også selvom Aldamar ikke var helt klar på at give den flabede vinkel op. Der var dog måder at få ham til det på.
”Der er bedre måder at bruge min mund på, er du interesseret i at kende til dem?” spurgte han og holdt øjenkontakten med prinsen. Spørgsmålet kunne være ganske uskyldigt, som et kys, men det kunne også handle om langt mere, selvom Fabian havde sagt at de ikke behøvede at gå så langt endnu. En dag skulle Aldamar dog nok komme til at kende til vidunderet der var Fabians mund, og de tusinde forskellige måder han kunne bruge den på. En dag.

Selvom Fabian holdt koncentrationen på Aldamar og kiggede på ham, så kunne han ikke lade vær med svagt at kigge over hans skulder. Han skulle bare lige tjekke at den der slange ikke gik nogle steder hen. Hvilket nok også godt ville blive opdaget af Aldamar.

Aldamar var ret så bevidst om, at det nok i sidste ende ville være ham der satte en forlegen fod i jorden, og vidste dertil også at den ville blive sat nok så prøvende oveni købet, så ikke engang særlig fast. Fordi selvom han på mange fronter - nok flere end han nogensinde ville indrømme overfor Fabian, følte sig overlegen, jah så havde den blonde skøge noget som Aldamar ikke havde. Det var ikke selvsikkerhed, og det var heller ikke charme... de to ting var måske nødvendige for at kunne gøre det som han gjorde, men i bund og grund, havde han et underligt kram over Aldamar, fordi han sagtens kunne aflæse ham.
Og i den intense øjenkontakt han holdt med prinsen, blev det heller ikke skjult at de ord sendte en snigende gysen ned over hans ryggrad, omend det ikke var en gysen skabt af frygt. "...." Aldamar var tavs, og tavsheden gav lidt for meget plads til at overveje hvad de ord betød. Pokker tage den mand.
Arys prinsen kneb øjnene sammen, og bandede lidt indvendigt over den knude hans tunge slog på sig selv - det var ikke ord han havde forestillet sig at sige.

Han tog en lidt dybere indånding ind af næsen, samlede de gnister af mod der staidgvæk lå i kølvandet af hans latter fra før. "Interesseret og investeret.." slog han dog fast over adelige læber, og lagde bånd på sig selv for ikke at lade den snigende uro - eller fra en anden vinkel, den snigende spænding, Fabian formåede at skabe, til at påvirke hans stemme.
Han ville ikke trække sig på baggrund af tomme 'trusler', hvilket nok også var derfor at han ikke satte omtalte fod i jorden allerede nu, selvom at han vidste den ville komme.

Det var muligvis også den eneste ting Fabian rigtig havde mod Aldamar. Lysten var altid så synlig på andre folk, og det var som om at i dag var Aldamar endnu mindre tilbøjelig til at forsøge at holde det inde, men Fabian vidste også godt at det ikke ville holde i længden. Før eller siden ville Aldamar føle sig komfortabel i det de havde, og så kunne Fabian ikke drille ham på samme måde, så det var om at holde fast i det mens han kunne.

Stilheden strakte sig mellem dem, og Fabians smil voksede sig bare, men endelig tog fyrstesønnen sig sammen. Fabian lænede sig ind, så hans mund kun var få centimeter væk fra Aldamars øre. ”Som du ønsker,” hviskede han, før han drillende bed i øreflippen, før han placerede armene solidt om Aldamar, nede om hans røv, og løftede ham op, så han kunne gå de få skridt mod sengen og smide ham den ned i den. Fabian kunne dog godt mærke at han bare på et menneske, men heldigvis var turen kort.

Fabian tog plads hen over Aldamars skød nu når han lå ned, men lod også Aldamar lige vænne sig til hvordan positionen havde ændret sig inden han begyndte på noget. Hvis Aldamar viste tegn på at han ikke var komfortabel med det, så var Fabian også mere end villig til at stoppe igen.

Der var mange ting der skete efterfølgende, som Aldamar ikke ligefrem havde forventet. Egentlig havde han set kanten af et kys kunne nærme sig, og havde dertil intet at sige imod det - et kys ville han sagtens kunne både håndtere og kaperer, da Fabian nu engang ikke var den første han havde kysset. Måske den han havde kysset mest... hæmningsløst, men ikke den første. Dog var det ikke hvad der kom idet den blonde mand lænede sig ind over ham, og en skarp indånding fulgte med det drillende nap i øreflippen. 

At blive løftet, se det var dog en ting han sjældent blev og alligevel gled hans ben støttende omkring Fabians hofter - han var ikke ligefrem let at bærer omkring for de fleste, inden at han næsten blev kastet ned i sin egen seng. Så effektiv! Af ansigtsudtryk kunne det mest af alt beskrives som overrumplet, men ikke på nogen negativ måde... og dertil var Aldamar's blik nemlig også betaget af den blonde mand, der bevægede sig med en utrolig selvsikkerhed. Fascineret var ikke det rigtige ord, fordi hvad Fabian gjorde, trak i ham på en anden måde end når han observerede mere almindelige ting.

Aldamar lænede sig en anelse opad - støttede sig imod sine underarme og albuer, med forkroppen og hovedet løftet fra sengens madras, da han hverken kunne eller ville 'bare lægge sig ned'. Nej, de blå øjne spottede det drillende smil - et smil der fik hans eget hjerte til kort at banke lidt mere insisterende, og umærkeligt var det som om der gled et lille nik over Aldamar. Han var okay - de var okay. 

Dog sagde han intet, omend han ikke kunne benægte at hele Fabians initiativ i hvert fald vækkede noget i ham. Det var lidt som om at han formåede at bestemme hvornår den kontakt skulle flippes, og det... jah det var en spøjs form for magt, som han dog frivilligt gav fra sig lige nu.

Den summende fornemmelse, der hele tiden havde været hos Fabian, blev bare stærkere, som Aldamar faktisk lod ham gøre det.
Det var et selvsikkert smil der var på Fabians læber, og selvom Aldamar ikke ville blive nede, så han ikke særlig påvirket af det, som han selv kravlede lidt højere op, med hænderne på hver sin side af Aldamar så han havde noget at støtte sig til.
”Jeg håber ikke det bliver for meget,” sagde Fabian drillende inden han begyndte.

Fabians mund startede oppe ved Aldamars hals, hvor han kyssede og drillede Aldamars hals. Det var dog ikke der var han var interesseret i det. Det var blot hvor det gav mening at starte. Det betød til gengæld også at Aldamar havde massere af tid til at sige nej, og Fabian ville da også lytte, hvis fyrstesønnen i det hele taget kunne få det ud.
Munden bevægede sig fra halsen, og ned mod hans brystkasse og gjorde kortvarigt ophold ved brystvorterne. Nu når Fabian endelig fik mulighed for at undersøge Aldamars krop med sin mund, så havdehan også tænkt sig det. Han ville gerne vise om der var nogle sensitive områder, og måske bare at se Aldamar vride sig lidt under ham.
Mens han kyssede, kiggede han dog også op mod Aldamar, for at se hans reaktion, så godt han nu kunne fra hans nuværende situation.

Aldamar's øjne fulgte den blonde mand tavst, der med et selvsikkert smil krøb længere op og lænede sig ind over ham; en arm på hver side af hans krop. Øjne der opmærksomt fulgte med for at vide hvad han havde tænkt sig, men samtidig også ikke helt kunne lade værd med at flakke imellem at holde blikket åbent, eller lukke dem så han ikke skulle møde den drillende energi der strålede ud fra Fabians egne. Ikke fordi at han ikke ville se på ham - Aldamar holdt nu engang af pæne væsner, og Fabian var et smukt, smukt menneske. Men den snigende lyst der overtog et ellers ret så distanceret glimt, kunne han ikke helt bedømme om Fabian skulle se så tæt på. Med det sagt, kunne han nok allerede mærke det omkring Aldamar, og behøvede ikke at se det i hans øjne for at vide at det virkede - for at vide at han virkede.
Den drillende tirren omkring halsen var helt sikkert en form for opvarmning, der også formåede at lirke en rumlende brummen ud af Aldamar's brystkasse, og langsomt endte han alligevel med at læne sig tilbage imod den bløde madras; et tilfreds suk slap fra hans læber. Det var kærtegn han var bekendt med, men ikke nødvendigvis havde oplevet ofte.

Det blev dog først rigtigt spændende idet at Fabian bevægede sig længere ned. Aldamar's hænder fandt vej til Fabians støttende arme - greb om underarmene næsten søgende, men ikke noget hårdt eller insisterende, stoppende greb, nej. Ligesom at han støttede sig op af sine egne arme - og dertil også erfaringer, måtte Aldamar have et eller andet nærværende at støtte sig op af selv; Fabian. Og den lille forsikring om at han kunne markerer 'nej' hurtigt, var nok til at et mere overgivende smil slap fra Aldamar's buede læber, og øjnene fandt vej til det nattemalede loft over dem i stedet for at følge mandens lille rejse ned af kroppen.
Oh?
En overraskende lyd slap fra Aldamar, der følte sin krop bukke søgende opad idet Fabian fandt en god balance med de kyssende kærtegn og den mørkhåredes egne mere sensestive zoner. Omend brystvorterne ikke havde samme effekt som de havde haft på Fabian, kunne man ikke undgå at fornemme hvordan Aldamar's krop sultent tog til sig hvad den fik tilbudt - det var så lang tid siden, og Fabian var gavmild. Og i takt med at sekunder blev til minutter, blev vejrtrækningen mere ujævn, kroppen varmere og blikket en anelse mere glinsende - dog stadigvæk vendte imod loftet men med et smil i mundvigen.

Grebet om Fabians højre arm strammedes til. Men ikke for at stoppe ham. Nej, idet han stadigvæk ikke var gået forfærdelig meget længere ned, trak Aldamar prøvende Fabian's hånd op imod de mørke krøller, da det sidste gang havde virket med et lidt fastere tag omkring baghovedet, hvilket kunne lade sig gøre sådan som de lå nu. 
Og han vidste at det ville virke igen - så meget kendte han trods alt sig selv.

Hver en lille reaktion fra Aldamar, føltes bare ti gange så meget hos Fabian. Han ville nok ikke have været i det erhverv han var, hvis han ikke også holdt af at tilfredsstille andre, og Aldamars reaktioner var bare så... ærlige. Det var tydeligt at han nok ikke havde gjort meget af det her, men det gjorde det bare sjovere og måske lidt mere tilfredsstillende for Fabian.

Da det gik op for Fabian hvor meget Aldamar også reagerede, kunne han ikke lade vær med at drille de sensitive områder. Han lod Aldamar tage hans hånd op, og han viklede sig ind ind i krøllerne, lidt hårdere end han tidligere havde gjort.
Efter et stykke tid løftede Fabian dog hovedet. Han havde lyst til at gå længere ned, og vise Aldamar hvordan det rigtig føltes når nogen tog sig af en, men samtidig lå det stadig i baghovedet af ham at det ikke var meningen at de skulle gå så langt, også selvom han godt kunne mærke Aldamar under sig.

Han løftede hovedet fra sin plads og kiggede op på Aldamar. ”Skal jeg gå længere ned?” spurgte han, lavmælt og en smule hæst. Fabians pupiller var store af lyst, men der var også noget omsorg i spørgsmålet, som han ikke bare lod sig gå videre, uden at være sikker på at Aldamar også var okay med det. Det var heller ikke som om at Aldamar ikke kunne stoppe senere, hvis han ombestemte sig.