Hun undrede sig kort over, hvorfor de ikke skulle ligne ham.
For hun ville elske, at se en lille version af Pax rende rundt mellem hendes ben, men hun synes også at manden der lå under hende. Var smuk, med alle hans ar - synes hun stadig at han var et kunstværk at se på. Hvor han måske så kedeligt - så var han noget helt specielt. 
Dog nåede hun ikke at kommenterer på, hvad han sagde omkring hans mor. Eller at hun synes han var lige så smuk, som han tydeligvis selv synes hun var. Før hun kunne se på ham, at der var noget han ønskede at spørger hende om. Så hun ventede på hvad det næste der kom fra hans læber, før hun sagde noget selv. 

Et smil gled hen over hendes læber, mens hun igen lå og legede med hans hår. Nød deres kroppe, der lå nøgne imod hinanden. 
“Hun har rødt hår, med de skønneste brune øjne.” mumlede hun til at starte med. “Hun er højere end mig, halvt hoved vil jeg mene. Hun havde klippet hendes hår helt kort, sidst jeg så hende, det strittede ud i alle retninger.” grinede hun, som hun mindes deres møde; hun var i al sandhed en skøn pige. “Hun” Evlyn måtte undertrykket et grin, som øjnene gled imod i Pax grå “hun er mere til smil end du nogen sinde bliver, livsglad ung tøs. Der virkelig gerne vil vise sit værd. Jeg prøvede at lære hende at male, da hun tydeligvis er kunstnerisk - men hun kan ikke blive siddende lang tid nok ad gangen - et rent helvede” afsluttede hun.
Hun tog en dyb indånding og fugtede læberne. “Hun hedder Edna.” hun fulgte hvad der foregik i hans ansigt, som hun fortalte alt dette. “men vi kalder hende Kitsune - eller ræven om man vil. Selvom hun ikke helt har samme... ondhed i sig, meget langt fra.” fortalte hun videre. Som hendes tommelfinger gled hen over hans læber. 
“Du skal nok få lov til at møde hende snart.” lovede hun, det ville bare tage noget tid. 

Pax lyttede opslugt, til trods for de stålgrå øjne, der ikke syntes at kunne finde hvile i Evlyns koralblå. Bag den tynde brystkasse bankede hans hjerte opstemt, som fortællingen skred frem – ikke, at den varme sensation kom uden en pris…

I samme øjeblik Evlyn afsluttede sin beskrivelse af hans lillesøster, hævede Pax sig atter imod hende. End ikke nåede den blonde kvinde at sætte sit afsluttende punktum, før bandelederen søgte hendes læber med sine og grådigt gjorde krav på dem. Nok var hendes ord lykkefremkaldende, men det var samtidig – for meget, af alt, og kun hos Evlyn kunne han atter genfinde sit anker.

I et langt øjeblik kærtegnede Pax Evlyns bløde læber med sine egne, og da de omsider forlod hinanden igen, måtte han synke besværet. Dernæst nikkede han langsomt og lod sine lunger fyldes med den fugtige luft omkring dem.
”Edna…”, hviskede han, som smagte han på det ukendte navn. Atter havde de ru fingerspidser fundet vej til Evlyns hjerteformede ansigt, som Pax kærtegnede, selvom hans tanker alle kredsede sig om lillesøsteren. ”Edna og Carl. Kitsune og Pax. Ulven og Ræven”, lød det ikke lange momenter senere i en overvejende hvisken.

Og så er hun kunstnerisk – og hun smiler mere end du selv! Hvem havde set den komme?

”Hvad ved hun om mig?”, spurgte Pax derefter, i det han lod sine øjne hvile i Evlyns igen. ”Ved hun… hvad jeg gjorde?”

Hun udstødte en forvirrede lyd, som han kastede sig imod hende. Grådigt lod hans læber gribe hendes, men efter et øjeblik, greb hun lige så grådigt omkring hans.
Det var som om, at han aldrig helt kunne tilfredsstille hende nok. Nu havde hun smagt ham, nu var hun lige som det slik man kunne få på hjørnet ved markedspladsen. Så snart man havde smagt et stykke, så kom hun altid til at gå ind igen efter mere. Så derfor var hun blevet nød til at stoppe med at komme der helt. Det ville jo ikke se godt ud, hvis lederen af tyveklanen i Dianthos fik rygtet for at være en sød tand - som hun ganske vidst var. 

Da de skiltes fra hinanden igen, betragtede hun med et doven og selvtilfreds smil. Hun tog selv en dyb indånding, som hun lod en finger glide i cirkler hen over hans brystkasse, hvor hans hjerte var. Hun svarede en smule åndsfraværende, da hun blev fanget i følelsen af hans læber imod hendes igen. Dette var ikke sundt, det kunne det ikke være. Hun ville jo gå når de vågnede, som var hun vågnet op på en lyserød sky, hun kunne næsten mærke det. 

Hendes blik forvandlede sig dog lynhurtigt til noget der fokuseret ganske klart imod ham.
“ja.. og.. hun ved noget omkring det” svarede hun så, og lagde hoved på skrå. “Jeg fortalte hvorfor jeg ledte efter hende, sagde du havde sendt mig.. lille løgn. Men for at sikre sig at hun var okay.. hun fortalte mig, hun vidste omkring hendes mor, og hun var død. Men jeg ville lade dig fortælle hende det, hvis du havde lyst. Hun glæder sig i hvert fald til den dag du var klar til at ses.” hun fugtede læberne. Som hun svarede på bedste vis hans spørgmsål.

Pax nikkede langsomt, tilsyneladende fordybet i tanker for endnu engang. ”Det er vist ikke sådan noget, en storebror skal fortælle sin lillesøster - halvsøster”, lød det brummende efter en kort rum tid, hvor kun tavsheden havde sænket sig imellem dem.
Fortidens spøgelser rumsterede bag den blege pande, og selvom de stålgrå øjne hvilede urokkeligt på Evlyns læber, syntes Pax at være langt væk. De gamle minder om tiden med Esmaralda Fletcher stod stadig, men på sin egen mærkværdige måde, klar i Pax’s hukommelse. Stadig kunne han ikke benægte, at der var mange spørgsmål endnu men måske det tidspunkt, han delte med Evlyn nu, ikke skulle besudles af dem. Til hvad nytte var de i grunden også?

Langsomt vendte Pax tilbage til virkelighedens verden og han så op i Evlyns korablå øjne. Der er så mange ting, jeg gerne vil fortælle dig, elskede. Om Verbatim, Solari og prinsessen. Hvis jeg lykkes med det, kan jeg sikre vores fremtid, selvom den bliver anderledes, end vi måske begge planlægger eller håber på lige nu, som vi lægger her. Hvis jeg kan videregive information om mørkelveren til Hviskerne, hvis jeg kan stikke helskinnet og uset af, som kidnapper af Ciriya af Kazimi -

”Jeg elsker dig.” Ordene forlod Pax i en næsten lydløs hvisken. I et langt og tavst øjeblik havde Ulven lagt og stirret ind i Evlyns så blå øjne, imens han havde fortalt hende sine dybeste hemmeligheder i hans tanker. 

”Jeg vil gøre alt for, at du bliver lykkelig en dag. Hvad end det afkræver.” 

Hun brummede sagte, som hun betragtede ham. Lod fingrene glide rundt på ham, udforskede ham lige så stille; centimeter for centimeter. Hun ville kendte alt der var ved ham. Alt der kunne læres omkring ham, det ville hun vide. 
Selvom Evlyn nok måtte forberede sig på, at der ville komme mange overraskelser undervejs. Spørgsmålet var hvor god hun var til at håndtere dem. Om hun kunne acceptere, at han ville klare tingene selv; det at lige meget om de nu var allierede eller ej. Så ville der være ting han ikke fortalte. For hun kunne se det, hun kunne se det bag hans øjne at der var ting der knagede. Ting der tog form, men at finde frem til hvad det var; det kunne hun ikke. 

Et smil spredte sig langsomt på hendes læber, selvom det var forsvundet mens hun havde hengivet sig til hendes søgen hen over hans krop. “I lige måde.” svarede hun langsomt, inden hun lagde sit hoved imod hans brystkasse. Lukkede øjnene og tog en dyb indånding så hun kunne blive overvældet af hans duft. “Også en dag, så bliver jeg din - borgerligt og hele svineriet..” svarede hun stille, og lod hendes fingre glide ned af hans arm, ind til de lukkede sig omkring hans hånd. “forresten..” mumlede hun stille “... Jeg elsker dine stormfulde øjne; dybden i den grå farve, der næsten er som en tordensky der glider hen over den blå himmel. Hvordan jeg næsten bliver opslugt af de mange nuancer.. Dine ar, som fortæller din historie, hvem du er blevet til - og hvorfor du stadig er her.” 
Endnu en dyb indånding, hvordan hun mærkede mørket var ved at omfavne hendes trætte krop. “For mig, er du noget af det smukkeste jeg længe har set... som en sten man finder i sandet - og man tager den med hjem - for hver lille snavs man får af, skimter man den flotteste grå måne sten” hun hang fast med hendes fingre for ikke at falde i søvn nu. “Jeg.. elsker også dig” hun måtte give slip, som hun faldt i søvn på hans brystkasse.

Evlyns ord syntes at forblive hos Pax, selv længe efter hun omsider var faldet i en dyb søvn. Aldrig havde nogen fortalt ham, at han var smuk eller betragtet hans ar, med samme kærlige blik som Evlyn havde gjort, i det lange øjeblik hendes bløde stemme havde lydt i mørket.
Selv faldt Pax i søvn mange – ja, han end ikke vidste, hvor lang tid efter. Fordybet i tanker om fremtiden, om Evlyns kærlighedsord til ham, bukkede han genstridig under for søvnen. Hvorfor kunne det øjeblik ikke vare for evigt? Hvad Pax ikke ville give, for at det skulle strække sig sådan – hvad han ikke ville ofre.

De vågnede, som dagen forinden, ved at Ronja kom hoppende. Til trods for at Pax instinktivt greb han, måtte han dog hurtigt sande, at han ikke længere var den foretrukne. Ronja var ganske enkelt ikke indstillet på, at give slip på Evlyn, hvormed de fulgtes rundt alle tre.
Pax havde – modsat sin egentlige intention – ikke forladt Evlyn i løbet af morgentimerne, og havde hevet hende med rundt til de mange gøremål, der var en fast bestanddel af hans rutine i undergrunden. Det havde ikke været foruden mistroiske blikke, men som Flokken så deres anfører lede, fulgte de troligt efter. Således gik der heller ikke mange timer, før Flokken forlod deres eget sprog og talte, så også Evlyn kunne forstå dem.

Alt i alt var Pax tilfreds, i det han selv og Evlyn omsider forlod undergrunden, til fordel for det job der ventede dem. 

”Vil du løfte lidt af sløret eller skal jeg forsøge, selv at regne tingenes tilstand ud?”, spurgte han, i det drillesyge gnister sneg sig ind i hans stålgrå blik.

Lige som dagen forinden, blev de vækkede af den lille krudt ugle, hun var ganske glædeligt overrasket over hvordan at der også blev holdt fast i hende. Intet under at Pax ganske tydeligt favoritserede hende – hun så i hvert fald ikke andre børn, der kom løbende på samme måde som hun gjorde.

Dagen gik som den nu en gang gik, hun fik tid til lige at tjekke til hendes sår. Som nu mere eller mindre var ved at forsvinde. Ganske taknemmelig, da hun nu var mere bøjelig og i stand til at vandre rundt uden at halte hele vejen. Det ville have gjort jobbet i aften betydelig mere besværligt; hvis hun ikke havde kunne bruge hele kroppen som hun plejede.
Selvom at Pax valgte at hive hende med rundt på hans ærinder; så holde hun sig stadig i baggrunden – hun ytrede sig ikke lyttede bare med vagtsomme øjne. Og trak sig, hvis hun følte at folk følte sig for ukomfortable over hendes nærvær.

Derfor var det ikke noget under, at da de begyndte at bevæge sig op mod overfladen, faldt trykket på Evlyns skuldre. Hun lukkede øjnene og indåndede den friske duft. Hun vente sig med et smil og et glimt i øjet mod Pax. Han var nysgerrig – godt.
“Du må vente – ville jo nødig ødelægge overraskelsen” først førte hun ham igennem nogle smalle gader i skumringskvarteret, ind til de kom til et hus; hendes hus. Det var den største tillidserklæring hun kunne give ham. Hun hæv en kolds ud, og greb nøglerne der blev revet med stenen hun trak ud.
Hun vente sig imod ham, som hun fik låst døren op og skubbede den op. “Velkommen til mit udmyg hjem” mumlede hun, og tændte straks op for en lanterne.
Selvom det ikke helt var mørkt endnu, var det stadig mørkt nok til at man ikke helt kunne se rundt i rummet.

Da lyset blev tændt, viste den et stort rum, der havde et kæmpe stort bord stående i midten af rummet. I hjørnet længst væk fra dem, var der et tydeligt atelier – selvom ganske mange maleri og tegne genstande manglede. De var jo i øjeblikket i hulrummet hun boede i hos manden der stod ved hendes side. Der var reoler med kort, notesbøger og mange bøger – tonsvis af bøger. Der var presset ind hvor der var plads, nogle lå også på gulvet rundt omkring bogreolen. Også var der køkkenet, der ganske tydeligt ikke var blevet rørt et godt stykke tid. Men sådan lignede hele rummet; tydeligt hun ikke havde været tilbage de sidste fjorten dage.
“gør dig selv til rette, jeg skifter lige” sagde hun, og lukkede døren efter sig. Nikkede imod de flotte udskårne egetræs stole der stod ved bordet. Hun åbnede en lem og listede ned i kælderen, hvor hun havde valgt at indrette et soveværelse.

Hun trådte tilbage op, fuldstændig ren efter at have vasket alt skidtet af sig. Iført nogle stramme læderbukser, en tæt siddende sort top, der havde lange ærmer der blev til afskåret handsker så kun hendes fingre fra synlige. Hun iførte sig en bomulds trøje, der var aformet ved bunden. Så den var længere bag til en foran og havde en hætte. Hendes blonde hår var bundet i strammefletning sammen til en lang fletning i nakken. Hendes mørke blå øjne, stod nu i skarp kontrakts til en hendes meget blege hud og de få fregner der var at finde hist og her. Efter der ikke længere lå et skidt hen over. Hun gav ham et smil som hun trådte frem i lyset.
Hun var nu klar til at give sig i kast med hendes første klatre tyvs kup i lang tid.
Det bankede på døren, lige som hun skulle til at åbne munden for at forklare yderligere. Tre gange, pause, tre gange bank igen.  Også åbnede døren. Ind trådte Faith hendes mest betroede medlem. Iført samme outfit som Evlyn selv; dog med undtagelse af hun viste hud omkring hendes mave. Og de gyngende hofter, næsten gjorde det svært at kigge væk fra. Som tøjet klistret til den velformet kvinde. De rødlige lokker bølgede ned over hendes skuldre, som et hvidt tandsmil var klistret på hendes læber.
“Evlyn – og… Pax” smilet forsvandt hurtigt, som blikket lå sig i vantro på skikkelsen bag Evlyn. Dog forlod det hurtigt, og et skævt smil påtog sig de fyldige læber. Øjnene talte tydeligt, det kom slet ikke som et chok. “Blot et spørgsmål om tid – jeg sagde det til dig Evy – havde du ikke taget ham, så havde jeg.” hun blinkede til den gråhåret mand, inden hun kastede sit hoved over skulderen. Og ind trådte en mand, der næsten tog pusten fra Evlyn. Men på den gode måde.
“Domino” hviskede hun hæst, som en høj ranglet mandlig skikkelse trådte ind, før døren blev lukket. Han var også iført samme klæder, ganske lig Evlyns helt dækket til af stof. Også hans fingre. Han slog hætte ned. Og viste en skaldet ise nogle skarpe spidse øre, og lysende grønne øje. Tatoveringer gled fra elvernes kindben, og en sort streg gik fra halsen, og skar igennem hans ansigt og delte det i to. Strengen førte endda hen over hovedbunden og ned i nakken.
“Jeg troede stadig du var hos Neil” mumlede hun forvirret, inden hun med hurtige skridt gik hen og krammede ham. Det var et kort, men hårdt kram de gav hinanden, inden hun trådte væk. Kiggede på ham afmålt. Hun fik et skævt smil, inden de kalkulerende øjne drejede op og betragtede den fjedre skikkelse i rummet. Han tog ikke øjnene fra Pax som han endelig åbnede munden og talte. “De har fuldstændig mistet overblikket for klanen i Rubinien, vi kunne lige så godt kalde os lejemorder i stedet for tyve. Og da jeg hørte du er i gang med at planlægge at vælte kongen. Så kan jeg ikke se nogen anden udvej end at slutte mig til dig.. og denne nye.. spændende alliance” Faith råbte hørt, som hun gik hen og begyndte at rode i skabende. Sikkert på udkig efter rommen.

“Drop det Faith, vi skal være fokuseret i aften.” men der var dog et smil på læben, der godt kunne beskrive de skulle netop ikke det. “Vi skal ud og more os skal vi! Og vise Pax hvorfor han vil have os i hans klan” Faith gik forbi ham igen, med flasken i hånden og blinkede. “Måske” Evlyn lagde nogle urokkelig øjne på skikkelsen foran sig.
“Vi har en lille konkurrence, en adelig har leget med ilden og nu skal han straffes. Vi deler os op, og den som får det flotteste og dyreste bytte med tilbage – vinder.” hun trådte frem imod Pax “Og vi to løber sammen imod de to andre” hun blinkede, og greb de to sten som Domino kastede imod hende. Hun lagde den ene i hånden på Pax.

Pas på den – den er næsten uerstattelig.

Stenen summede af magi, og han ville hurtig finde ud af – at hun havde talt til ham igennem hans tanker. Meget hurtigt efter, ville han også høre både Dominos stemme og Faiths.

“er du med på en lille leg i mørket?” spurgte hun og fugtede læberne, inden et smil splittede sig hen over hendes ansigt. Hun havde brug for at vise ham, hvad hun i sandhed duede til. Og ikke kun hvad han havde set, når hun havde været hans rival.

Pax lænede sig op af en af de nøgne vægge, og lagde de tynde men muskuløse arme over kors. Sådan stod han i et langt øjeblik, i et territorium der ikke var hans eget og lod tankerne indfinde sig.
I det Evlyn vendte tilbage – og dernæst da den rødhårede, storbarmede Faith og den skaldede elverhan fulgte efter – stod Ulven tavst og betragtede dem interagerer. Faiths flirtende blik fik Pax til at fnyse moret, men han syntes ikke at ville underholde tanken, for stadig sagde han intet. Først da den skaldede vendte sine mørke øjne mod ham selv, sendte Pax ham et nik, der lod til at være en hilsen.

Så var dette deres forsøg på at vise ham, hvad de duede til? Hvorfor de skulle tage sin plads i Flokken? Pax gned sit dårlige øje, men greb instinktivt om amuletten i det, at Evlyn kastede den imod ham. Med nysgerrige fingre vendte og drejede han den i sin hånd, før han hørte Evlyns tanker bag den beskidte pande.

Jeg bryder mig ikke om, at du, eller dem, kan høre hvad jeg tænker. Hvordan fungerer den?

Pax lod de stålgrå øjne finde Evlyns egne igen, da hun forklarede deres foretagende. Han nikkede, og trak derefter på den ene skulder, i det et drillesygt smil begyndte at kruse i hans ene mundvige. ”Hvad tror du selv?”, lød det moret, hvorefter han trådte nærmere mod Evlyn. Forventningens fryd fik hans hjerte til at banke hurtigere, og hans urokkelige blik forlod ikke den blonde kvinde.

Og Eve? God røv.

Hun hævede sine bryn udfordrende, da hun hørte hans stemme i hendes hoved.

Stenen virker ganske simpelt, du skal tænke på personen også sender du din besked afsted. Tyve år max.

Hun fugtede sine læber, og tænderne greb hendes underlæbe, for at vise hvor spændt hun var. De andre to begyndte at bevæge sig ud af døren, kastede et blik imod dem og Faith især gav dem begge et blink. Især da stemmen omkring at hun havde en god røv rumsterede i deres tanker. Domino sukkede højlydt men nåede ikke at sige noget før Faiths stemme kunne høres.

Hun har nemlig en – rigtig god røv
Hold kæft i skulle alle vokse en smule op kom der moret fra Domino
Skrid – vent for os udenfor. og de lystrede, meget hurtigt som deres overhoved stemme snerrede af dem i deres tanker.

Hun vente sig imod Pax, hendes smil bredte sig i et dyrisk og glubsk et. “hvis vi havde tid, så havde jeg taget dig på bordet… lige nu” hun gik hen imod ham med to hurtige skridt og hæv ham ind i et grådigt kys. Ved at holde fast hans  trøje som hun trak ham ind til sig.
Hun slap ham og skubbede ham væk. “Men det har vi desværre ikke” det var sandhed ærgerligt. Men de skulle lege nu, hun trak hætten over hoved, og gik med lette skridt ud af døren og mødtes med de andre, der begge havde gjort det samme. Dækket deres hoveder med de sorte hætter.
“Er vi klar?” næsten sang Faiths stemme, som hun hævede udfordrende sine bryn op i panden. Evy nikkede og vente sig imod Pax – nu begynder vi.

Efter at døren var blevet låst forsvarligt og nøglen lagt ind i dens skjule sted; gik det meget stærkt. Alle tre skikkelser, tog spring og næsten som katte sprang op af murerne, så de var oppe på taget.

Vi ses ved målstregen! kom Faiths tanker, som hun stak i den ene retning.
Domino løb baglæns hen over hustaget som han blinkede til dem, inden også han forsvandt.
Evlyn vente sig imod Pax, hun kunne godt mærke at hun stadig ikke var helt på toppen. Men når man lavede noget man levede for, så var det svært ikke at lade sig rive med.

Vi kan ikke lade de andre vinde
Også var hun selv væk, Faith til venstre, Domino til højre og de to i midten, som de løb og sprang over hustagene til det øvre Dianthos. Nu skulle rigdommene være deres.

Pax gengældte Evlyns glubske smil og derefter hendes kys. Det var berusende, at se den blonde kvinde live op og høre hendes ord. ”Senere”, brummede Ulven, som afgav den en ordre, den forventede blev efterfulgt. 

Med ru fingerspidser fandt Pax derefter en mørk bandage frem fra sin inderlomme, han bandt omkring sit dårlige øjne. Det gik ganske enkelt ikke, at alt det slørede fik lov at overtage hans blik, for bandelederen havde instinktivt en idé om, hvad der uundgåeligt skulle ske.
I det at han fulgte Evlyn udenfor, blev hans mistanke bekræftet, og end ikke øjeblikket efter var også Pax’s arrede ansigt tildækket, så kun hans ene øje kunne afsløre ham.

Med legende lethed fandt også Pax vej til hustagene, hvorpå konkurrencen startede. Altid sørgede han for, at holde sig nær Evlyns skikkelse. Det gjaldt både om at finde vej til den adeliges hjem, men af uvisse årsager havde Pax ikke selv lyst til at bevise sit værd. Det var trods alt ikke hans kup, men den kvinde han elskedes, og han undte hende de lystfulde øjeblikke, der måtte følge dem. Hvordan kunne han andet, når de koralblå øjne lyste op i indestængt og altoverskyggende fryd? Det var betagende at betragte.
Som Evlyn – og Pax selv fløj – bed bandelederen mærke til, hvordan hans tanker forstummede. Kun hans løb og den styrke, han trak på, fik lov til at være i fokus og det var befriende, atter at være på overfladen. Ofte glemte han, at det var her, han var startet og i modsætning til, hvad folk måtte tænke om ham, var Pax ikke født til at lede. Frihed var det altafgørende element, og for nu var det igennem lederskab, at han opnåede den.

I det Evlyn gjorde holdt, således gjorde også Pax og hans ene øje fandt hendes skikkelse. ”Du må næsten have noget specifikt i tankerne, ikke?”, lød det forpustet fra ham, i det han med fokuserede øjne – eller måske snarere øje – så afventende på hende.

Hendes øjne var altid fæstnet fra de to skikkelser som hun løb imod. Hun havde ikke noget imod de vandt, men hun ville stadig give dem en kamp til stregen, der var en grund til af hun var en af de bedste og det ville hun vise nu. Selvom at i samme øjeblik kastede Domino i en flot buede saltomortale hen over en af hustagene, landede i hug, før han gav sig til at løbe igen.
Faith dansede næsten fra tag til tag, brugte sine arme og ben til at svinge hende rundt, og give ekstra styrke i hendes hop. At en så fyldig kvinde havde så meget rå styrke, var i sandhed en fornøjelse at se.
Hun følte sig altid så fri, når hun fløj over hustagene på denne måde. Som den fugl hun i sandhed var, ravnen – kolibrien.

Da de kom til stedet, hvor de skulle stoppe hvirvlede hun støv op omkring hendes fødder, da hun var nød til at bøje knæene for at bremse sin høje fart hun havde på.
Hendes blik rettede sig imod Pax, da han kom op på siden af hende igen – han havde ekstremt god til at følge med hende. Hun var ovenud imponeret, hvilket hun selvfølgelig havde regnet med under alleomstændigheder. Men derfor kunne hun ikke helt skjule det i hendes øjne, som de betragtede hans skikkelse.
Hun grinede, som han spurgte om der var noget specifikt i tankerne. Hun blinkede.
“Lige som jeg ville stjæle fyrstens overskæg.. så vil jeg stjæle denne mands halsbånd… Manden putter det på alle sine .. nye kvinder han bringer ind.. Ud over det selvfølgelig er diamant besat..” hun blinkede, som hun satte sig på hug. Hendes arm lagde sig nonchalant hen over hendes lår, som hun ventede på svar.

Fem vagter for nede, vi har to på taget, og tre mere i gården. Domino var den første til at forklare situationen, til både hende og Pax. Mmmh, jeg elsker en udfordring – jeg tage vejen ind igennem gården – måske jeg har lidt ekstra tid på vejen Evlyn vrængede sin næse. Du er så voldsom gusten – jeg nægter at høre på hvordan du gav vagten et blowjob igen, mens du stjal markisens ringe. et grin kunne høre i hendes tanker, som hun så en skikkelse glide ned i gården og gå flirtende imod vagterne. Hun måtte klare sig selv nu.
Domino kune hun ikke se, men han havde givet de vigtigste informationer. Nu var det alle mænd for dem selv.

De stod i et ganske højt punkt, og kunne se ned på meget af palæet, på nær et tårn der hævede sig over palæets tag.

“Vi tager fra taget ned.” svarede hun, og rejste sig op. Hun greb omkring hans liv og gav ham et blink.
Hun fiskede en armbrøst frem, og hæv aftrækkeren tilbage, som affyrede en pil med et reb der sad fast i. Et skøn lyd af pilen som satte sig fast ind imellem stenene, og gjorde linjen stram, fik smilet frem på hendes læber. Hun bandt linjen tæt omkring en skorsten på taget de stod på. Sikrede sig at den var velsikret. “Håber du kan balancerer, ellers må du finde din egen vej ind” sagde hun og blinkede til ham, som hun elegant begyndte at gå hen over linjen – som havde hun gjort det hele hendes liv.
Som hun kom hen til tårnets tag, satte hun sig til rette og ventede på ham. Om han valgte en anden vej eller om han kom hen til hende.
Mens hun ventede, fandt hun et nyt reb, som hun svang omkring hendes liv. Rebets anden side blev kastet over tårnes metal pæl i midten af taget.
Om han valgte rebet hun havde skudt over, eller valgt en mere sikker vej. Ville han unægtelig se, Evlyn der kastede sig baglæns fra tårnet og ned imod taget. I en flot bue gled hun ned imod en afsats, hvor der stod en vagt. Hun slog en bue med rebet, så den strammede sig således at hun hang stille i luften med et ryk. Hendes hænder greb omkring manden hoved, og lavede et hurtigt ryk, så han sank sammen på det flotte marmor gulv.
Derefter gled hun langsomt ned på plateauet. Hele hendes krop summede af nyvundet energi. Dette, var en af de bedste aftner hun længe havde haft.

Pax betragtede med sit ulæselige øje, hvordan den rødhårede kvinde forsvandt ind i gårdhaven – og dernæst Evlyns imponerende balancegang henover den udstrakte rebsnor. Instinktivt forstod han, at dette var, hvad den blonde kvinde var skabt til. Måden hun bevægede sig, var så yndefuld og elegant, at Pax for blot et øjeblik, ikke kunne fjerne sit blik fra hende.
Instinktivt vidste han dog, at han ikke kunne gøre hende kunsten efter. Hans skulder og vaklende syn tillod ham ikke det ganske enkelt ikke, men efterhånden havde også Pax mærket udfordringens rus. Måske det i grunden ikke gjorde særlig meget, skulle de ikke følges hele vejen…

Pax smilede, selvom Evlyn ikke kunne se det, hvorefter han hævede hånden og satte pege- og langefinger mod panden i en afskedshilsen. Dernæst rejste han sig fra hustaget og trådte ud i luften, så hans lange og tynde skikkelse bukkede under for tyngdekræften, der tvang ham mod jorden.
Ikke, at han naturligvis lod sig kollidere med murstenene under sig. Et hurtigt vrid i overkroppen med de tynde arme strakt ud til siden, tillod ham at undgå den kvalmende skæbne og knusende knogler. Som en lystig edderkop kravlede Pax hen af murværket, hvorefter han selv forsvandt – dog ikke ind gårdhaven, og ej heller søgte han mod det lille palæs tagryg.
Pax havde ganske andre planer.

Bandelederen var startet som tyv og hastigt blevet kendt i undergrunden for sin list. Ingen kunne snige sig uset ind i de adeliges hjem og gå rundt, som tilhørte det ham selv, som Ulven selv, havde de sagt. Pax havde altid fundet en hvis stolthed i det faktum, for det talte for en særlig form for sofistikeret tilgang, der ikke som udgangspunkt, lod sig relatere til det usle rakkerpak – og hvem nød ikke en god overraskelse?

Pax skridtede roligt hen langs husmuren, hvorefter han lokaliserede, det han havde håbet på. En faldlem til kældrene, hvori der øjensynligt lå alskens dyre vine, medmindre den for længst var forladt. En mand kan drømme, tænkte Pax med et glubsk smil, i det at han med vante fingre fremdrog sine højtelskede redskaber. End ikke øjeblikket efter lykkes det ham at dirke hængelåsen op og vade ned i mørket.

Ganske rigtigt, tænkte Pax moret, i det han skridtede igennem, hvad der engang havde været vinkælderen. Den var så ganske tydeligt ikke længere i brug, hvilket bandelederen selv forstod. Den lå dårlig placeret, ikke mange skridt fra vejen, hvormed højtskattede vine og andre spiritusser ikke kunne forblive i fred i kælderens dyb.
Efter at have to trin af gangen og dernæst aflagt afstanden fra trappeopsatsen, lagde han sit øre mod lemmen. Den ville uden tvivl være bevogtet – andet ville ganske enkelt være idioti – i form af en lås, men de ru fingerspidser kunne hurtigt konstatere, at træet var pilråddent.

Eve? Han burde bruge sine penge på nyt træ og ikke kvinder, tænkte Pax irriteret, i det han satte begge sine skuldre mod faldlemmen og pressede op. Det hjalp gevaldigt at sætte de støvlebeklædte fødder mod rækværket og ikke mange øjeblikke efter, hørte Pax den tilfredsstillende lyd, af metal der sprang op.
Rummet han kravlede op i, kunne bedst beskrives som et usseltudseende køkken, der måske havde lidt samme skæbne som den gamle kælder. Der var ingen tjenestefolk at finde, hvilket fik Pax til at rynke de brede øjenbryn i forvirring, og for blot et øjeblik stoppede hans skridt midt på det beskidte marmorgulv.

Evlyn.
Blod.

Pax så for sit indre blik, den blonde kvinde i et smerteskrig og han hørte det, som lå hun igen ved hans side. Han vidste ikke, om billedet også var nået frem til de andre, men med en let hovedrysten fortsatte han længere ind i huset.

Hvorfor er her ikke nogen?

Efter de havde mistet synet af hinanden, havde Evlyn med lethed begivet sig ind i den overdådige gang, der viste hvor mange penge manden havde.
Det fortalte hende jo ikke hvor råddent fundamentet var. Vidste hun, ville hun hurtigt drage konklusionen; hvor forfængelig han var.
Hun gled hen over gulvet som hun ejede det, lod sine fingre glide hen over de overdådige malerier. Nej vent, hun kunne allerede se nu hvor forfærdelig en mand de havde med at gøre. Et kæmpe stort, næsten to meter højt og halvanden meter bred maleri var midt i gangen, af ham.
Hun tog en dyb indånding, som hun rystede på hoved. Hvem ville dog også bruge tiden på at tegne så grim en mand? For selvom det var ganske tydeligt at kunstneren virkelig havde prøvet at fremhæve de smukke detaljer omkring husets ejer. Så var det bare ikke lykkes som de ønskede.

Hun hørte dog ikke hans stemme, noget var tydeligvis galt – om det var stenen afstanden, eller noget helt tredje. Det var jo ikke til at vide.
I kommer alle sammen til at ligge i støvet. Har allerede fundet min ting – er på vej hen til det halve svin, ses taber Faith var til at høre i hendes tanker, som hun nu vidste at kvinden havde valgt at forlade palæet med hvad end hendes bytte var. Men hun havde intet hørt fra Domino endnu, interessant.

Evlyn forsatte længere ind, hørte fortrin og kaste sig op imod væggen for at sikre sig hun ikke blev opdaget. En vagt gik forbi hende, men hun undrede sig pludselig. Burde der ikke være flere?
Nuvel, hun mente også at det adelige fjols var til fest.
Lige så stille sneg hun sig ind i hvad hun regnede med var soveværelset. Og ganske rigtigt, hun skulle næsten til at kaste op da synes mødte hende. Rummet var fyldt med sexlegetøj. Ej, dette var ikke værd at vinde over. At hun nu skulle have dette syn fæstnet i hendes hjerne for altid.
Med hurtige skridt gik hun hen imod skufferne i natbordet. Og med et bankende hjerte, fandt hun endelig halsbåndet som hun havde ledt efter.
Det var næsten for nemt. Med et smil dansede hun ud af rummet. Efter at have lagt en lille fjer. Også slog det hende – det var næsten for nemt..

Domino?

Intet svar..

Pax? hjerte slog hurtigere endnu, som var det ved at kaste sig ud af hendes brystkasse. Pax!?.
Endnu ikke noget svar.

Så hørte hun brøkdele. E – ly – bl – od.
Hvad?!
Hvor var han! Satans! Hun pillede ud af døren, kiggede sig rundt. Inden hun kastede sig med hastige skridt ned af en vilkårlig gang. De måtte være her et sted, hvorfor gik hendes kup galt – for anden gang! Det kunne ikke passe. Hun kastede den diamant besatte halsbånd i tasken. Og løb så hurtigt hun kunne i håbet om at finde ham.

Eve?

De ru fingerspidser kredsede for den polerede sten, men stadig der intet svar fra hende i Pax’s tanker. Det fik bange anelser til at skyde henover hans tynde rygrad.
Pax havde ikke forladt det usle køkken, end ikke efter at have hørt Faiths hoverende stemme bag den tildækkede pande. I grunden syntes konkurrencen ikke længere at være af stor interesse for bandelederen, for noget var rivende og ragende galt.

Eve. Der er ikke nogen mennesker, tænkte Pax, i det han omsider skridtede længere op og ind mod palæets midte. Han gik som et sort spøgelse i det forladte hjems mange og snoede gange, hele tiden med sit ene grå øje rettet frem foran sig. På intet tidspunkt forlod Pax’s beskidte fingre den magiske sten i skjulet i hans lomme, og hele tiden hviskede han i sine tanker.

Eve?
Eve, hvor er du?
Eve, noget er galt. Det er ikke, som det burde være. Hører du?

Pax vidste det, så snart den skaldede skikkelse trådte frem fra sit skjul i skyggerne. Instinktivt stoppede bandelederen op og lod sit ene øje tage scenen ind. Umiddelbart bar den elegante elverhan ikke på nogen synlige våben, men som Pax selv kunne han, have gemt dem i sine hemmelige lommer; de hemmelige lommer alle tyve med stolthed gik rundt med.
Domino sendte ham et bredt, grænsende til manisk smil, i det han nikkede og lagde sin hvide finger mod læberne. Pax nikkede langsomt, lod ham vide at han forstod, hvorefter Domino bevægede sig nærmere.

”Man burde kalde dig Hunden og ikke Ulven, sådan som du render i Evlyns skørter.” Stemmen var fløjlsblød og melodisk, og skød som et lavmælt, hvislende ekko ned langs korridoren.
Eve? Domino er stikker. Hører du? Du skal ud! NU!
”Det er faktisk helt kvalmt at se på, men sådan har det jo været i et års tid. I grunden er jeg overrasket over, at I først kaster jer ud i det nu.”
Pax skar en grimasse under det mørke stof og trak derefter på den ene skulder. Ville Domino fortsætte sin bevægende gang, ønskede Pax ikke selv at stå stille. Aldrig skulle man give sin modstander, hvad den ønskede og altid, skulle man efterligne dens bevægelser. Det var regler, Pax havde levet og overlevet ved i over et årti.

”Jeg er sådan ikke set ikke ude på noget, andet end at tale med dig naturligvis. Det er dog… vanskeligt at komme ned i din… lille hule”, fortsatte Domino lavmælt, i det hans lynende øjne fæstnede sig i Pax’s egen. Bandelederen nikkede tavst i tak, for det var i sandhed en kompliment, hvorefter de ru fingre fortsatte deres metodiske kælen for stenen i skjulet.
”Min opgave er i grunden ganske simpel. Gregory siger hej og ønsker, at Evlyn ved, at hans øjne for altid vil hvile på hende. Der er ingen af os, hun kan stole på længere. Fra nu af er hun alene, i hvert fald indtil hun har lært sin lektie tilstrækkelig og hun ikke længere spreder ben for en uduelig gadedreng som dig. Gregory er ved at blive utålmodig og hans kærlighed til hende vakler. Forstår du, hund? Snart vil hans vrede ramme hende, som et lyn fra en skyfri himmel og konsekvenserne af hendes handlinger vil være fatale. Såeh, hvad gør du nu, Pax? Skal hun få lov til at blive ved din side? Kan du virkelig beskytte hende fra ham, hvis magt overgår din tifoldigt?”

Hun løb og løb.
Hendes lunger skreg, men i sit stille sind, vidste hun at dette var hendes skyld. Igen. Og her til, måtte hun også indse, at så længe at hun havde denne skygge der hang over hendes hoved. Så længe hun var ejet af ham, så ville hun aldrig blive fri. Så kunne hun aldrig være sammen med Pax. Ikke som de begge ønskede.
Og det var hun nød til at tage sig af, hende alene. Selvom at Pax havde tilbudt at hjælpe hende, vidste hun også at han havde for mange ting han selv skulle putte sit fokus på. Foruden hans klan, var hun jo ikke blind – der var ting Pax havde begivet sig ud i, som bestemt var meget mere farligt end hun selv rendte rundt og lavede for sig selv.

Men ufortrødent løb den spinkle skikkelse afsted, som svedet haglede ned af hendes pande. Hun kastede hætten ned over hendes hoved, og fletningen i hendes nakke piskede imod hendes nakke. Hun skulle nå det, hun kunne ikke lade noget ske mod ham.
Hendes fødder stoppede brat, som hun stod på afsatsen, til scenen der udfoldede sig nede for hendes fødder. Domino. Den forræder.
Han havde været én af dem, som hun elskede allerhøjst i klanen. Og selv han, havde Gregory vendt imod hende. Hun fik brøkdelen af hvad der blev sagt.
Fatale.

Hun stillede sig op på det smukke marmor gelænder. Som hun stirrede tomt ned på skikkelsen. Og så sprang hun. Der var omtrent fire meter, ned, som hun tog i stiv arm.
Domino nåede lige at vende sit hoved op, som han så hendes flyvende skikkelse der faldt imod ham med hastig fart.
Hendes hænder lagde sig omkring hans nakke, hendes krop svingede rundt som hun landede sit knæ direkte ind i hans ansigt.
Elveren skreg af smerte, som hun hørte et tilfreds knæ fra næsen der brækkede. Hun skubbede sig væk, lavede en elegant bue i luften, og landede foran Pax, med hendes knæ bøjet og hænderne solidt plantet foran sig. Som en puma, der skulle til at kaste sig imod sit bytte. Manden der holdte sig omkring den blødende næse.
“Du kunne bare have været en sød lille elver, og fortalt mig det fra starten af Domino. Ingen grund til at luske sådan rundt i skyggerne… Røvhul” hun rejste sig langsomt op, hendes muskler værkede, men hun var klar til at banke manden til han ikke kunne rejse sig op igen.

“Du ved du kan ikke løbe fra ham Evlyn! Og du bringer bare din nye elsker i fare – vil du virkelig det?” hvæsede han, så godt han kunne igennem blodet der strømmede ned i munden på ham. Han tørrede sig arrig hen over ansigtet, og tværede blodet ud over tatoveringerne.

“jeg kunne også bare sende dig tilbage til ham i små stykker” hvislede Evlyn med et snert af den dæmoniske klang. Dog uden at hendes øjne var blevet sorte. “For vi har en plan – og snart vil kongen ligge tiggende for vores fødder”

Pax så op, i samme øjeblik som Domino – og dernæst hvordan Evlyn fik blod til at skyde fra elverhannens forvredne næse. Det var i sandhed formidabelt at betragte og med dovne skridt, som havde bandelederen selv ikke travlt, skridtede han hen langs væggen.
Langsomt fandt de tynde arme tilbage og henover Pax’s tynde brystkasse. Der var ingen grund til at springe til – i hvert fald ikke endnu – for dette var mellem Evlyn og Domino selv. Havde situationen været omvendt, havde Pax værdsat, at også han fik plads til at ordne situationen, som han vurderede den bedst. Nok var de nu allierede, men Pax levede ikke i en lyserød fantasiverden, hvori alting gled som smør på brød.

Sådan stod han et kort øjeblik og betragtede de to skikkelser interagerer, indtil et lysglimt fangede Pax’s opmærksomhed.
Straks skubbede han sig fri af væggen og aflagde afstanden til Dominos siddende skikkelse, der fortsat blødte i en lind strøm fra næsen. I det Pax satte sig på hug foran den skaldede, gled et djævelsk smil henover dennes tynde læber, som vidste han, hvad den enøjede bandeleder havde fået øje på.
Pax greb om Dominos kofte og hev den ned, hvormed en sølvhalskæde kom til syne. Det var ikke en hvilken som helst sølvkæde, for den var ganske tydelig ikke værdifuld i sig selv – nej, det var det faktum, at den var brændt ind i hanelverens lyse hud, der fik Pax’s grå blik til at reagere. Aldrig havde han set magen, men instinktivt forstod han, hvad der måtte være hændt.

”Sikke dog god, hunden er”, hvæsede Domino mellem sammenbidte tænder, i det de to mænds blik kolliderede med hinandens.
Uden at lade sit ene øje farer fra Domino, mumlede Pax eftertænksomt; ”jeg tror ikke, at Domino er… Domino.”

Evlyn næsten rejste sig på umenneskelig maner, som hun lige så stille kunne mærke forvandlingen i hende. Men noget var ikke helt som det plejede, det var som om hun var en del af handlingen over hendes krop. Var det overhoved muligt? 
Hun begyndte at grine, da hun næsten kunne føle hvordan hele kroppen summede af energi. Oh Evlyn - hvis jeg havde vidst dette før - fantastisk. Hviskede dæmonen kælent i hendes hoved. Og hun smilte, som hun mærkede hendes fingre spidser sitre. 

“Træd til side” hviskede hun, som hun lagde hoved dovent til side, fangede Dominos øjne. Som pludselig fik en ganske anden udtryk, frygt. Hun begyndte at bevæge sig hen imod ham. Langsomt, med svingende hofter. Skubbede blidt Pax til side, som hun selv satte sig på hug foran elver manden. Hendes albuer lå på hendes lår, og underarmene hang slap ned af hendes sider. Som havde hun ingen kvaler i livet, og var i bund og grund ganske ligeglad med hvad hun så foran sig. Hendes tommelfinger gled hen over blodet der fossede stadig trodsigt ud af næsen. Og stak fingeren i munden. 
“Hey Alputin .. hvor er det dog længe siden jeg har set dig broder” hviskede hun, med den dyriske undertone i hendes stemme. Fingrene lukkede sig derefter omkring halskæden, og rev den ud af huden som en var sunket ind i. Elveren skreg i smerte. “Årh nej dog, gjorde det ondt på dig? Det var vel nok ærgelig... Er Gregory også med som anden pilot?” Elvernes øjne blev langsomt sorte, som stirrede trodsigt ind i Evlyns. “Åh skønt, hey Gregory. Har du nydt og se hvordan at din lille uerstattelig Kolbri har spredt ben for en anden mand? Det har i hvert fald nydt mig gevaldigt at sende de billeder..” hun lænede sig tættere imod levernes øre. “Åh hvor hun dog ... elskede det” 

Et brøl kom fra manden, og en hånd lukkede sig voldsomt omkring Evlyns tynde delikate hals. “Jeg burde brække halsen på dig her og nu!” En hæs latter forlod hendes strube, som hun lagde sine hænder på armen der nu rejste hende op fra jorden. Da Elveren havde rejst sig op, stadig med hånden der klemte omkring hendes eneste vej til at få luft. Men det så ikke ud til at bekymre hende yderligere. “Tror du glemmer, at du allerede har dræbt hende - hvad anden skulle du gøre ved os?” Stemmen var hoverende som smilet næsten splittede det flotte dukke ansigt. Inden øjnene lagde sig imod Pax. “Åh forresten, vi skal lige have en snak ikke? Hvordan du kan få lov til at beholde din kommende viv - så du ved.. hun ikke.” Øjnene rodede rundt, som den grinte “Døøøør” hun grinede, og begyndte så at hoste og hakke som hånden omkring halsen begyndte at klemme voldsom til.

Pax rejste sig og trådte til siden, i det Evlyn bad ham om det. Ikke, at det var med hans gode vilje, for han genkendte instinktivt dæmonens stemme. Situationen havde taget en uventet drejning; en, Pax ikke selv havde forudset, ja, end ikke overvejet. Tilsyneladende var Gregorys tag om Evlyns nærmeste stramt og omklamrende.
Atter placerede Pax sig lydløst ved væggen og lod Evlyn – eller måske snarere dæmonen – føre ordet. I grunden var Ulven selv også nødt til at tænke, overveje, afvente. Først da Dominos hånd lukkede sig om Evlyns hals, blev det grænsende til umuligt for Pax at forblive, hvor han var. Ikke desto mindre blev han stående for blot et øjeblik, indtil lyden af Evlyns hvæsende host gav genlyd i gangtunnellen.

Pax skubbede sig elegant fri af muren og skridtede roligt hen til de to, der i virkeligheden var fire på en og samme tid. Hans arrede hånd lagde sig på Dominos arm, den hvis fingre lå krampagtigt om Evlyns tynde hals.
”Det er nok nu. Vi har fattet din pointe”, lød det brummende fra bandelederen, hvis ene grå øjne lå fæstnet urokkeligt i elverhannens sorte.
Domino lo stille og pressede, for et langt sekund, sine fingre tættere om Evlyns bløde væv, indtil han pludselig gav slip. ”Du får problemer med din lille flok nu, hund. De får at se, at du ikke er andet end et loyalt kæledyr”, hvislede Domino, men Pax vidste, at det var Gregory.
Pax trak lidt på den ene skulder og satte dernæst pege- og langefinger til panden, hvorefter Domino forsvandt.

Pax lod ikke tavsheden sænke sig, men nikkede i stedet mod dæmonen, der stirrede tilbage på ham med sultne øjne. ”Lad os finde et mere roligt sted”, sagde han, næsten nonchalant, hvorefter han førte Evlyn tilbage ned langs gangen, igennem køkkenet og dernæst igennem kælderlemmen.
”Her er fint. Det tager vel næppe lang tid?” 

Hendes fødder dinglede over det flotte hvide marmor gulv, som der efterhånden var ganske plettet til med Dominos blod. Smilet var dog stadig at spore på hendes læber, det forsvandt ikke sådan lige med det samme. Det var næsten som om, hun kunne lide smerten i hendes hals?
Men hun kunne ikke snakke, og det var nok det eneste der frustrede den blonde kvinde. Især da de havde så skøn en samtale kørerne, og hun ville da gerne være med!
Det beviste hun også, da hun slog lidt med hånden imod armen, hvis hånd strammede yderligere omkring hendes strube. Grinet blev en hosten, selvom det sagtens kunne høre at det ikke var fordi det gjorde synderligt ondt på hende.
Hvilket ganske tydeligt frusterende hanelveren, da Gregory levede på den magreskikkelses frygt. Som han næsten labrede i sig, når han virkelig stak til hende. I hvert fald, når man kiggede tilbage på de ti dage, hvor han havde haft hende underkastet for hans fødder. Selv, da dæmonen havde overtaget hende. Så hvad nu? Hvad når, det man kiggede ind i, ikke helt var dæmonen, men hellere ikke var Evlyn. Dette måtte skræmme dæmonen mere end ord kunne beskrive. 

Evlyns fødder ramte gulvet igen, som fingre lagde sig på halsen der allerede var ved at blive blå og lilla efter de hårde fingre der havde klemt til. “Årh, og vi hyggede os ellers lige så godt Pax.” Hun fulgte dog troligt med, mens de blåsorte øjne betragtede ham. 
Som de gik igennem bygningen, kiggede Evlyn på sine fingre og fleksede dem lidt. Som var hun igang med at undersøge sin egen krop. Men så forsvandt hun helt, og øjnene blev helt og igennem sorte. Beklager, nu tager jeg over.

Hun satte hænderne på hofterne, spredte sine ben og tog en dyb indånding af den forholdsvist friske luft. “hvordan gjorde du det?” Spurgte dæmonen, som den betragtede ham med et skævt smil og løftede øjenbrynene. Den morede sig ganske tydeligt, som den betragtede manden foran sig. “Fik ham til at forsvinde?”

Pax slog klik med tungen og satte sig på et vakkelvornt bord, der stod placeret langs de klamme og fugtige vægge. Dernæst trak han atter lidt på den ene skulder – den gode vel og mærke – som han for et øjeblik så tænksom ud.
”Gregory er på sin vis nem at… gennemskue”, begyndte bandelederen brummende sine overvejelser, i det han lagde sine tynde arme henover brystkassen. ”Han ville lade os vide, at han strammer grebet omkring hende nu og jeg havde fanget det. Han vil ikke slå hende ihjel. Slet ikke her og slet ikke nu. Eve skal lide først og se, at hendes verden falder sammen om ørerne på hende. Det tænder ham. Det må du, af alle, kende til.” Pax lod sit ene stålgrå øjne fæstne sig i den blonde kvindes sorte blik, hvorefter han fnøs, grænsende til moret af hele den kaotiske affære.

”Domino fortalte mig, at han som sådan ikke havde noget andet at udrette, end at fortælle mig, hvordan landet vil komme til at ligge. Gregory er lidt som et tvært barn. Han skulle blot mindes om, at han havde en længerevarende plan”, afsluttede Pax ligeglad, hvorefter han lod sine ru fingerspidser gribe om stoffet omkring hans mund.

Da hans ansigt – på nær det dårligt seende øje – derefter atter blev afsløret, spyttede Pax på kælderens jordede bund. ”Men nok om det. Hvad skal jeg kalde dig?”