Som om hun ikke allerede var frustreret nok, havde Henry selvfølgelig regnet ud præcis, hvad hun havde haft i tankerne, da han havde nævnt muligheden for at nyde godt af gårdens mad. Hun forsøgte stærkt ikke at lade sig mærke ekstra med det, men kæben blev utroligt nok en tand ekstra sammenbidt. Hun slog med håret og sendte ham et udfordrende blik.
    "Jeg kan ikke i min vildeste fantasi komme på, hvad jeg dog skulle bruge din gård til," sagde hun. Måske et tjærereservoir, hvis noget. "Jeg tror vi er færdige her. Min kappe og min magi tak, og så har jeg ting at passe derhjemme."
    Ecaeriss rakte hånden ud mod ham, som om magien var en ting han kunne give hende og han overhovedet vidste, hvor tjenerne havde hængt kappen, da hun ankom dagen før. Hvis hun var heldig, ville hun se, hvilken opstilling, der havde gjort ham i stand til at fjerne magien. Det var stadig en ting, hun ikke havde fået vristet ud af hverken ham eller tjenestepigen, hun havde været alene med i baderummet. Sidstnævnte nok fordi hun faktisk oprigtigt ikke anede, hvad Eca havde snakket om.

De var uden tvivl ved ar være færdige her, men Henry måtte indrømme overfor sig selv, at han nok ikke helt stolede på hende endnu. Han var bange for hendes magi, og hvad hun muligt havde tænkt sig at gøre ved hans medarbejder og hans afgrøder, men forhåbentlig ville hun tænke sig om og tænke tilbage på hvad det sidste døgn havde budt hende. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig at se til, hvis hun ville begynde på noget igen. Hans ideer var mange, men lige nu håbede han at når de ville ses igen, så var det under mere rolige omstændigheder og dermed med fred i tankerne. Henry havde ikke tænkt sig at blusse noget stort op igen, med tankerne om hans afgrøder.
"Det er også helt op til dig. Jeg forventer blot at du overholder din del aftalen, og så skal vi nok lade dig være ude i skoven" Det var et fair kompromis som de var kommet på nu, så det krævede blot at begge ville overholde aftalerne.
Henry havde måske flere spørgsmål om hende og Yume, men de måtte vente til hun kom på besøg igen. Ham kiggede over på en tjeneste pige, som Eca forlangt sin kappe og hun blev sendt ud efter den. 
"Du er selvfølgelig velkommen til at forlade gården nu, når du har fået din kappe" Han kunne ikke lade være med at lade blikket glide ned ad hendes krop en sidste gang og nyde det synlige hud. Deres sex havde alligevel været god.
Henry havde selvfølgelig ikke tænkt sig at lade hende vide hvordan magien blev fjernet fra hende, for hvis han fik brug for det igen, så ville hun vide hvad hun skulle gøre. Men så snart hun forlod gården, så ville magien være til stede.
"Du skal blot vide at jeg bliver nød til at holde øje med dig, om du holder din del af aftalen. Men vi skal nok holde os på afstand" Kom det fra ham, som gik hen imod hende og hang kappen på hende, som den kom ind i rummet.

    Så snart tjenestepigen kom ind med kappen, forsøgte Ecaeriss at træde tættere på hende og flå den ud af hænderne på hende. Desværre havde tjenestepigen valgt en rute ind i rummet som gik i en stor bue udenom Eca, og derfor fik Henry fat i kappen som endnu et gidsel i hele den her situation. Og selvfølgelig endte han med at lægge den blidt om hendes skuldre. Det irriterede Eca, der stadig forsøgte at finde enhver lille grund til at vrisse af ham eller komme med dødstrusler. Den slags var nemmere. Men det skulle tydeligvis ikke være nemt med det her menneske.
    "Jeg skal nok overholde aftalen," vrissede hun og slog med hovedet, så det stadig halvvåde hår svang sig som tynde piske. "Jeg er gammel nok til at have lært pli engang."
    Modsat mennesker, lå det som undertoner i sætningen, men det forblev usagt. Der var stadig en lille risiko for at han ombestemte sig og ikke lod hende få magien tilbage. På hans uvillighed til at give hende den med det samme lod det til, han ikke havde tænkt sig at vise hende, hvad der hev chakraen til sig. Forbandede, udspekulerede menneske. Hvorfor kunne han ikke være dum ligesom de andre, hun ellers stødte på i bygderne? Med endnu et slag med håret vendte hun sig og gik mod døren, hun var blevet ført ind ad dagen før.
    På dørtrinnet følte hun ikke nogen stor forandring, men så snart hun kom et par skridt ud i gårdspladsen, blev hendes nervebaner pludseligt og brændende opmærksomme på, at noget var anderledes. Hun tog en sten op fra gruset og fremkaldte magien, så øjnene fyldtes med sort. Stenens struktur gav efter i hendes håndflade og smeltede til en lille tjæreklump. Det var fristende at lave et angreb på ham lige der. Han stod sikkert i døråbningen og betragtede hende forlade stedet. Et velplaceret kast kunne ramme ham. Hvis ikke hans værn også påvirkede ting allerede påvirket af magi og ikke kun selve brugen af chakraen. Der var for mange ubekendte. Og Eca var for træt - selvom hun ikke ville indrømme det. Så i stedet lod hun tjæren glide af hånden og slap magien, der lagde sig til rette i hendes årer igen. Så fortsatte hun sin gang ned ad aléen og om på bagsiden af huset, hvor markerne blev til skov længere ude.
   
    Hytten var, som hun havde forladt den. Kold, indtil hun fik gang i ildstedet igen. Tom, indtil hun selv trådte ind. For første gang gik tomheden hende på. Småt var godt, og hun gentog for sig selv, hvordan hun absolut ikke behøvede en greves almisser, men alligevel... Alligevel savnede hun selskabet fra en ligeværdig.

Henry vidste hvordan Eca lige nu hadede det her. Han kunne se på hende, hvor meget hun ønksede at komme videre og ud af huset. Tjenestepigen gik målrettet Henry, og overrakte ham kappen, så han kunne ligge den om hende og igen så han hvordan hadet og den irriterende følelse bredte sig i kroppen på Eca. Henry havde vist sig at være en mand, som hele tiden havde overhånden overfor Eca, men om det var noget som ville blive ved i fremtiden kunne han ikke bide sig sikker på.
De havde nu indgået en aftale, og forhåbentligt ville hun overhode denne på alle punkter, som de havde aftalt. Henry havde dog stadigvæk bange anelser, og de var begge to i tvivl om, om de egentligt kunne stole på hinanden.
"Det sætter jeg pris på. Jeg ser frem til vores samarbjede" Kom det blot roligt fra ham, som han søgte hendes blik. Hendes næste ord tog han ganske let, men fangede tydeligt den lille hån mod ham, og måske hele hans race, "Det er jeg selvfølgelig glad for at høre". 
Der gik ikke mange øjeblik, nu hvor hun havde muligheden for at forsvinde ud af huset og ud mod hendes eget hjem, før hun bevægede sig mod udgangen. Han fulgte efter hende, ikke for at sikre sig at hun intet forkert lavede eller for at sende hende godt afsted, men blot for at have øjne på hende. 
Hans blik fulgte hende, som han stod i døråbningen og så hvordan hun nød da hendes evner kom retur til hende. Han havde ikke afsløret hans hemmelighed eller det som afholdte hende fra at bruge evnerne i huset. Han  ville uden tvivl få brug for det igen. 
Til sidst var hun så langt fra gården, at hun var uden for hans blik og han kunne trække sig tilbage.