Han vidste egentlig ikke hvad han havde håbet på, og dertil ikke hvad han havde forventet. Men alt i alt gav det alt for god mening, da Fabian nægtede at se på ham idet at han satte sig, og med et simpelt godt bekendtgjorde at det var noget han var glad for. Men Aldamar var ikke vokset op i adelen for ingenting, og lige i det her øjeblik, kunne den gnist af ubehag så køligt et svar fremprovokerede, ikke ses eller mærkes på hans ellers veltilpasse udtryk - slet ikke ligesom før. Fabian havde bedt om ikke at blive ynket, så det ville han bestemt heller ikke blive. 
Nej, fordi alt var jo fint. 

Benene foldes kortvarigt ud idet at han lænede sig frem, for med lyden af væske der gled ned i krystalglasset, at hælde noget vin op til sig selv - Aldamar var jo trods alt sjældent set foruden, og spørgende blev flasken løftet, idet at Aldamar kiggede op på ham. "Kan jeg byde på noget? Mad vil blive serveret om noget tid, omend, hvis du ikke har spist noget i dag, ville jeg ikke gå for godt i gang med flasken" påpegede han, og ville - alt efter svaret - enten hælde op til ham, eller ikke. Han måtte dog selv række ud for at hente det hvis han endte med at sige jah; han skulle jo nødig behandles anderledes. 
Modsat Fabian, jah så holdt Aldamar sit blik på Fabian igennem det hele, vagt smilende som hyggede de sig virkelig og prøvede ikke at undgå hverken øjenkontakt eller noget der kunne minde om. 

Det var virkelig tidspunkter som disse, hvor Fabian havde lidt svært ved at værdsætte at Aldamar var vokset op i adelen. For den passive aggressive tilgang Aldamar havde gang i lige nu, prikkede ubehageligt til Fabian og han havde ikke lyst til at skulle håndtere den. Han bad ham blot om at stoppe med at se så bekymret ud. og ja, Fabian ønskede at lade som om at alting var fint, men alting var ikke fint når Aldamar lod som om at han skulle være en armslængde fra ham, og bare stirre på ham.

Fabian bed indersiden af hans kind, før han skulle til at ryste på hovedet, men stoppede sig selv. ”Nej tak,” sagde han og tog endelig øjnene væk fra pejsen, og kiggede over på Aldamar. Selvom et smil var tvunget frem på læberne på Fabian, så var hans øjne distanceret.
”Men det kan selvfølgelig være det bliver nødvendigt senere,” sagde han næsten med morskab i stemmen. Om det var fordi healeren ville være ond ved ham, eller det var fordi han måske skulle håndtere selskabet som Aldamar var lige nu... ja. Man kunne jo tage det som man ville, men Fabian så allerede meget lille grund til at blive heromkring i længere tid. Der var en grund til at han ikke ville se Aldamar. Hvis han var derhjemme, så kunne han i det mindste slikke sin sår, for ikke at nævne hans såret værdighed. 

Flasken svævede over det andet krus, men blev med en lille skuldertrækning sat tilbage på bordet, skarpt forfulgt af en lille klirren. Det, Fabian's stemme og den knitrende pejs var for en stund de eneste lyde der fyldte den efterhånden underlige stilhed i mellem de to parter, og det potentiale der havde været i at det nok ville have endt i noget der kunne have været hyggeligt, faldt langsomt ud imellem deres fingre. Som sand, det var ikke til at holde fast i. Aldamar nægtede at gøre en indsats efter at være blevet skubbet væk på den måde - han havde allerede gjort en del, så han forstod stadigvæk ikke hvorfor dét havde været grænsen, og den blonde mand der... 
... Aldamar lænede sig tilbage i sofaen med sit glas, en skarp kontrol over sin mimik. "Du skal være så velkommen". Den blonde mand der mest af alt forekom næsten hellig i sin sårede stolthed. Han forstod bare ikke hvorfor den var der overfor ham, og endnu engang skubbede Aldamar det væk fra sensitive følelser. 

Heldigvis skulle der ikke gå meget længere tid, førhen at et bank på døren signalerede at nogle ville ind, og en gråklædt helbreder trådte ind, taske og det med sig. En ældre dame, der med et mildt smil hilste på Arysprinsen - han nikkede tilbage, en mere oprigtig varme i blikket ved kvinden han genkendte - og derefter kiggede på Fabian, idet at hun nærmede sig. "Vær hilset Prins Aldamar, og Deres gæst..." Aldamar udfyldte uden tøven pausen med hans navn, og kvinden smilede en anelse mere imødekommende. Næppe fordi hun kendte ham, eller han kendte hende. 
"Jah så, lad os se på det..." den ældre dame trissede over til bordet, og satte tasken fra sig. Da hun åbnede den, blev handskerne hevet af hendes fingre, og gemt væk i tasken. 
"Mit navn, er helbrederske Vivienne, Fabian... hvis du kunne være behjælpelig med hvor du er skadet, ville jeg være taknemmelig - så går det en smule hurtigere" smilede hun afslappet, og gestikulerede til at han godt kunne åbne skjorten selv, hvis det var muligt. 

En mands skadet stolthed var absolut den værste fjende mod en selv. Fabian kunne ikke engang sige hvad der havde gjort udspillet, hvis han skulle være ærlig. Det var bare som om at alting var boblet over, som det blev ved og ved og ved. Han havde bare lyst til at fjerne sig fra situationen og ikke føle sig som en halv mand. En der ikke kunne gøre hvad han skulle. Tage sig af sig selv.

Heldigvis kom helbrederen ind for at fjerne alt den akavede stemning mellem dem, og Fabian følte sig selv være taknemmelig for at hun endelig var kommet. Han gav hende et nik, og følte sig en smule mere optimistisk om hvad hun kunne gøre, selvom han ikke var sikker på hvor meget hun kunne, især når hun var så ældre. De ældre damer plejede næsten at være mindre frivillige til at give for meget.
Hans fingre på den nogenlunde raske arm fandt dog alligevel knapperne og han begyndte at knappe skjorten op igen, så den nærmeste blå-lilla overkrop kom til syne igen. ”Det gør mest ondt i venstre arm, hvad jeg formoder er mine ribben, venstre fod... og så hovedet.” Hvis det også gjorde ondt så han kunne mærke det, så var han nok blevet ramt bare en anelse hårdt, men han tænkte ikke yderligere over det. Magi kunne hjælpe på det hele, så tanken om at hun ikke også kunne tage hvad end der var galt med hovedet, det slog ham slet ikke ind.

Vivienne gik da også straks i gang med at lægge hænderne for at afhjælpe smerterne, mens Fabian gjorde sit for ikke at kigge alt for meget på Aldamar. Dog måtte hun både hjælpe med buksebenet, men også med den brækkede arm, som hun heldigvis erkendte at der var blevet gjort et godt job med, så den i det mindste ville have groet rigtig sammen igen. 

Endnu engang kom den violette overkop til syne, og endnu engang følte Aldamar et modvilligt lille snert af empati snige sig frem, som han dog hurtigt forsøgte at kvale igen. Den var ikke velkommen, og selvom han stadigvæk ikke vidste hvorfor, var det noget han måtte respektere. I stedet lod han blikket glide længere ned af overkroppen til maven - den så heldigvis ikke ud til at have taget videre skade, og så i sidste ende, jah der kunne blikket ikke lade værd med at finde vej tilbage til Fabian's ansigt. 
Et blik der ikke rigtig ville møde hans, og Aldamar sukkede bagved Vivienne, men dog så lavmælt at hun heldigvis ikke hørte noget i sin arbejdsprocess. 

Hun var dygtig - meget dygtigere end man umiddelbart skulle tro, og havde været en af de healere Aldamar havde fået anbefalet af en hertugsøn han kendte, en der dyrkede fægtning på et ret så højt niveau. Hendes viden om kroppens anatomi var fantastisk, og når det angik brækkede eller bukkede knogler - noget Fabian virkede til at have sin del af, var hun en specialist. Men der var kun så meget som magi kunne fixe...
... og selvom langt størstedelen af de violette plamager forsvandt, og foden blev rettet ud, jah sågar armen ikke længere værkede... var der stadigvæk en bekymret rynke i hendes pande, da hun med et lettere udmattet suk trådte tilbage for at anskue sit arbejde. "Hmmmm......." pausen trak en anelse ud, og Aldamar rørte på sig, idet at han lyttende vippede en anelse frem. Helt passiv var han trods alt ikke. 
Vivienne vendte sig om imod Arysprinsen, der gjorde sit bedste for at have rykket blikket over på hende så det ikke lignede at han havde betragtet Fabian for meget. "Jeg antager at i to kender hinanden godt, Deres Højhed?" Aldamar nikkede næsten pr. automatik, og Vivienne vendte sig endnu engang om imod Fabian, et lidt blidere blik i sine øjne idet at hun (som en bedstemor) lige gav ham to hurtige klap på kinden. "Jeg har ordnet de fleste af dine omrokerede knogler, det var en slem omgang Fabian.... men du har fået et slag i hovedet, som jeg ikke helt kan komme ind til, med min magi. Jeg vil foreslå søvn, hvile, næring - det almindelige... og opsyn de næste 24 timer, som minimum. Hvis du får det værre - svimmelhed, kvalme, hukommelsestab, generel forvirring, etc, skal du omgående søge lægehjælp"

Man kunne se hvordan Fabian så mere og mere lettet ud som smerterne blev taget fra ham ham, også selvom det virkede lidt ubehageligt som knoglerne lidt protesterede over behandlingen. De smerter der var tilbage var til at overkomme, og selv den værste af smerten i hovedet var faktisk taget lidt af, selvom den selvfølgelig stod mere ud, nu når hvert vrid på armen eller støtten på benet ikke udgav samme mængde smerter mere.

Han burde også have vidst at skæbnen var ironisk og ond. Så glæden forsvandt meget hurtig, og i stedet for fik han is i maven, som han kunne se at hun var bekymret, og han bare vidst enoget han ikke ville høre kom.
Hans øjne forsøgte kortvarigt endelig at fange Aldamars øjne, inden hans opmærksomhed blev draget tilbage til Vivienne. Det gjorde ikke følelsen bedre, også selvom det ikke virkede alvorligt. ”Men det er der ikke særlig stor sandsynlighed for, vel?” sagde han, men han kunne allerede se på blikket i hendes øjne, at han var tabt, han blev nødt til at være under opsyn. Stilheden føltes som om at den strakte sig, som Fabian var i gang med at erkende sit nederlag i sig selv.

”Desværre er det ikke til at sige,” bekræftede hun også verbalt, og gav slip på Fabian, så hun kunne begynde at pakke sammen, nu når tingene var overstået her.

Det var også bare et stille ”Tak,” som endte med at være den eneste lyd fra Fabian. 

At Fabian havde været så ivrig efter at komme væk, var ikke noget Aldamar havde indset... men det blev en anelse tydeligere, da det næsten lignede gru der kom over Fabian's ansigt. Noget der selvfølgelig også kunne komme af nyhederne om følgesygdomme, men et eller andet sted, var det andet en anelse nemmere at tro på lige nu. Og det var selvfølgelig ikke et spørgsmål om han kunne være her, Aldamar ønskede ham ikke noget andet sted hen, skulle han være fuldkommen ærlig med sig selv - ikke med de nyheder. Nej, spørgsmålet var nok nærmere om han kunne få sig selv til at spørge, eller om det skulle være ham der næsten tvang ham. Han vidste godt at han ville gøre det sidste, om Fabian ikke selv gjorde det første - og han havde ærligt talt sine tvivl. Hvilket var en anelse frustrerende. 

Helbrederen pakkede sammen, og Aldamar rejste sig for at følge hende ordentligt ud, og for at lade skøgen være en anelse alene med sine overvejelser om hvad nu. Inden hun gik, smilede den kære ældre kone dog venligt - "Ingen årsag, Fabian. Pas nu godt på dig selv og din krop, du har kun en" grinte hun lattermildt, og gik med Aldamar ud til døren, hvor at han diskret fik betalt hende, og derpå givet hende videre til en anden tjener der kunne føre hende hele vejen ud igen. 
Aldamar vendte sig langsomt omkring, og lukkede døren med et stille klik. 

Roligt gled han tilbage imod sin side af bordet, men... ikke umiddelbart for at sætte sig... med det samme. Vin blev nemlig først skænket op i Fabian' glas, han havde trods alt sagt senere, og Aldamar bevægede sig uden et ord hen, og stillede det foran ham, så det var indenfor rækkevidde af manden. Tøvende åbnede han munden en anelse, inden at han smækkede den sammen igen - det måtte han selv finde ud af - og gjorde mine til at bevæge sig tilbage til sin sofa igen, hvis han ikke blev stoppet. 

Ordene faldt for døve ører, og hvad Aldamar måtte tænke om situationen var en ting, som Fabian ikke kunne håndtere lige nu. Kunne han absolut kun få medlidenheden eller den falske facade Aldamar havde taget? Han havde lyst til at være sammen med Aldamar som han plejede. Og han ville sikkert også sendt ind og sove på et separat værelse. Alt over i dag var forfærdeligt.

Hans hænder begravede sig i det blonde hår og neglene borede sig ind i kraniet. Der var dog ingen bule eller noget der gjorde ondt udvendigt, selvom han stadig kunne mærke den dunkende smerte inde i sig. Hvorfor?! Hvorfor var han fanget her? Hvorfor skulle Aldamar opfører sig sådan? Hvorfor var han gået med den mand? Selvom han godt vidste at han ikke kunne have vidst det, så var der nu stadig en del af ham der bebrejdede sig selv over at han var gået med. Han burde have vidst bedre, og måske var det også den tanke der gjorde at han ønskede at skubbe Aldamar væk, og ikke tage samtalen om hvad der var sket.

Det var først da han hørte skridtene komme tilbage, at han tog fingrene ud af håret, og lænede sig tilbage igen. Han vidste godt at han ikke fik lov til at gå. Hvis han havde været i Aldamars sted, så ville han have gjort det samme. Han var blevet indtil han var sikker på at den anden mand ikke var i fare mere.
Hans øjne fangede dog ikke Aldamars øjne som han kom ind, og det var som om at han forsøgte at brænde huller i vinglasset da det kom over, men han tog ikke fat i det med det samme, til gengæld rakte han ud efter Aldamar, som han gjorde antydning til at forlade ham. Nej, bliv her. Hvis han ikke skulle se på Aldamar, men bare mærke ham, så kunne han lade som om at Aldamars medlidenhed ikke skar så hårdt ind i brystet på ham. 

Heldigvis for Fabian... så var Aldamar ikke svær at holde på. Han havde velsagtens håbet på en reaktion - et ord, et blik, bare et eller andet der kunne give en idé om hvad der foregik i den blonde mands ømme hoved, så da han fornemmede en hånd der greb hans, og dermed stoppede ham... jah så stoppede han faktisk, og vendte sig en anelse tøvende omkring. Han kiggede dog stadigvæk ikke på ham. 
Aldamar stod en anelse stille, inden at hånden langsomt flettedes ind i hans, og han gik langsomt nogle enkelte skridt nærmere den stivnede Fabian, så han endnu engang ville kunne stå foran ham. 
Med et lille suk klemte han hånden en anelse, og lod den anden tøvende finde vej ned under hagen, selvom han instinktivt kunne fornemme at han ikke ville se på ham. Han forstod bare ikke hvorfor, hvad havde han gjort så galt? 

Det var dog ikke noget han ville kunne undgå hele aftenen, og Aldamar's tommelfinger nussede skægstubbene langs kæbelinjen imens at han betragtede ham ovenfra, for en gangs skyld i løbet af aftenen, nok så ligeglad og ufokuseret på om der var nogle der ville komme ind.  De fleste ville alligevel ikke vove andet end at banke, så... 
Med et lille suk prøvede han - hvis han altså fik lov - at vippe hovedet opad igen, så han kunne se de blågrønne øjne og den instinktive modvilje der virkede til at gemme sig derinde, selvsamme modvilje der spændte hele hans solgyldne fine krop, trods varmen, badet og velværen han sad i. Hvad Fabian dog ville blive mødt med, til gengæld, ville ikke være ynk - lige nu. Bare... undren - hvad handlede det her om? Hvorfor skulle han absolut være så tilbagetrukken? 
Hvorfor ville han ikke lade ham være tæt på ham? Det plejede trods alt aldrig at være et problem, og det burde det heller ikke være på palæet - i hvert fald ikke for Fabian. 

Problemet var dog også lidt at Fabian umuligt kunne læse Aldamars tanker og hvad han ville have ud af det her. Han kunne læse Aldamar ganske godt, men der var alligevel grænser for hvad han kunne gætte sig frem til.
Det var heller ikke så meget at Aldamar rørte ham eller var tæt på ham, det var de nemme ting, men det var måden han var det på. Ynken og medlidenheden der fulgte med det. Hvis det bare var at være sammen, hvor de kunne drille hinanden eller bare lade den dovne energi ligge om dem, så var det nemmere.

Han lod dog Aldamar tvinge sit hoved op. Hans øjne stadig en smule distanceret, men nu når han havde Aldamar i sin hånd, så hev han lidt i ham, i et forsøg på at sætte sig ned. Hvorfor skulle det hele være så svært? Måske hvis Aldamar faktisk stillede spørgsmålene eller brokkede sig, så ville det være nemmere at forholde sig til, i stedet for at Aldamar forventede at Fabian skulle snakke først. Dog i en anden tid, der kunne Fabian måske godt forstå det. Han havde ikke sagt mange pæne ord sidste gang han var tvunget til at snakke om noget han ikke havde lyst. 

De mørke øjne mødte Fabian's egne, der stadigvæk ikke helt virkede nærværende, ikke som han plejede i hvert fald. Øjne det holdt noget skjult og dermed også - fra hans synsvinkel - lukkede ham ude, og når det sædvanligvis var en åben og overraskende direkte kommunikation hvad angik de to, som plejede at foregå, var det ubehagelig grund at se an, når han undveg. Var det fordi at han havde sagt noget forkert, det tilbage i værelset? Aldamar tvivlede, det havde handlet om måden han havde betragtet den blonde mand... men det havde jo ikke været med andet end omsorg, og selv det, plejede ikke at være et problem... 

Tankestrømmen blev stoppet ved den lille trækken der ønskede ham ned og sidde, og Aldamar gled ned ved siden af ham med et lille suk. Problemet var ikke omsorgen, ellers havde han slet ikke rakt ud efter han til at starte med; Aldamar lukkede øjnene idet at han lænede sig ind imod ham i stedet, lidt mindre bange for at skade han nu hvor at det værste burde være væk. Hovedet hvilede imod den andens skulder, og der gik et langt minut, førhen at han endelig rømmede sig.  
Han havde dårlige erfaringer med at snage, men han kunne ikke lade værd, når alternativet var en hel aften i stilhed. Han kunne nemlig umuligt lade det simre ude i uvisheden, hvad der var sket. "... hvordan skete det her?" Endte han derfor ud med at spørge, uden at kigge på ham men stadigvæk med hovedet hvilende på hans skulder og øjnene lukket. Et kompromis, velsagtens. 

Stemmen var dog overraskende monoton, og stadigvæk en anelse nervøs, helt underliggende, for at han ville bide fra sig igen som han havde gjort lidt tidligere. Anden chance, Aldamar gjorde sig sjældent i flere chancer, men kunne ikke lade værd når det gjaldt Fabian.

Der gik et suk igennem Fabian, da han endelig mærkede Aldamars hoved mod sin skulder og han lænede sit eget hoved mod hans. Heldigvis var det våde hår efterhånden blevet tørt, siden han havde siddet så tæt på pejsen. Hans øjne faldt selv i, og Aldamar kunne sikkert mærke hvordan Fabian virkede til at falde lidt mere til ro og slappede af. Han havde haft behov for nærværet, og uden at blive set på af øjnene der sagde alt for meget.

Alligevel spændte han sig dog lidt op igen, da Aldamar endelig spurgte om det. Han vidste han kun havde udskudt den, men det var altid en bitter ting at skulle indrømme at man havde fejlet. At man havde været så meget i sit eget hoved at man ikke havde kunne se de tydelige tegn.
”Det var... hvad jeg troede ville være en kunde,” sagde han endelig, inden han hurtigt fulgte op inden Aldamar kunne sige noget. ”Der er ingen grund til at nævne at det var dumt og jeg burde have vidst det bedre, for det ved jeg godt.” Han forventede lidt at Aldamar ville forsøge at kigge op på ham, selvom han ikke ønskede det. Det sidste han ønskede var de blå øjne der nogle gange føltes som om at de læste hver en tanke i ham.
En af de værste ting var dog at de havde haft en snak om det her, da han sidste gang havde fortalt at han engang var blevet decideret kidnappet fra Dianthos. Han vidste hvor Aldamar stod i det her, og det var endda inden han havde været forfærdelig vigtig for ham. 

Der var det, Aldamar's læber sitrede en anelse ved Fabian der endelig overgav sig en smule, og med et suk lænede sig ind imod ham tilbage, så Aldamar kunne mærke hans krop slappe en anelse mere af. Det føltes mere rigtigt, det føltes mere tilpas og Aldamar's tommelfinger gled dovent over håndryggen på den anden mand, imens at han nød den ro som stilheden syntes at ville give dem. Noget der dog skulle blive brudt, da han valgte at åbne munden igen, og dermed også følte Fabian spænde en anelse op, igen. 
Han var virkelig ikke glad for at dele, det var helt sikkert. Men det var der så sandelig også en god grund til, når det lige var det her emne, skulle det vise sig. 

Aldamar's krop frøs og spændte nemlig ligeså en anelse op, da Fabian nævnte at alt det her, kom fra en... kunde. En 'kunde' der bevidst enten havde gået efter Fabian, eller gået efter hans slags - og stupid som skøgen var, havde han sagt jah til at gå med ham ind i en gyde. En gyde! Hvad zalan var meningen! Aldamar's øjne åbnedes en anelse på klem da han hurtigt fulgte op med at han godt vidste at det havde været dumt, og det krævede overordentligt meget viljestyrke ikke at trække sig i et ryk, givet den nagende vrede der listede sig ind på ham ved lige præcis de ord. 
Hvis han havde vidst det, hvorfor gjorde han det så alligevel? Det var absolut ingen hemmelighed, at den her del, var hvad der bekymrede Aldamar mest ved den livsstil Fabian havde valgt sig. Det havde været tydeligt da de lige lærte hinanden at kende, og det havde ikke ændret sig siden; det var næsten kun blevet værre. 

Dengang havde han så godt som belært ham om hvordan det påvirkede hans familie og venner, at han ikke passede bedre på sig selv. I dag... jah der var Aldamar selv en af dem, på godt og ondt. 
Hånden strammede en anelse, så han ikke bare kunne stikke af igen og Aldamar lukkede med et fnys øjnene. "... hvad gik så galt, hvis du ved alt det?" Aldamar's kæbe spændtes en anelse for at holde de mere... rettende ord inde, og ikke lade sig styre af umiddelbart forargelse. Ikke endnu i hvert fald. 

Det var nok et klogt valg at Aldamar forsøgte at holde Fabian på plads, for han havde lyst til at gå. Han havde ikke lyst til at blive belært at en prins der aldrig havde haft behov for at tjene til føden. Selvfølgelig var tingene bedre end de havde været. Aldamar sørgerede i det mindste for at han fik nogle flere krystaller på lommen, så han ikke skulle have ligeså mange kunder, men der var en ting der ofte blev glemt. Fabian gjorde det ikke kun for krystallerne. Det var ligeså meget for nærværet, varmen og nydelsen desværre. Noget der nogle gange virkede sværere at finde når man bare var villig.

Det gik i hvert fald op for Fabian at han ikke kunne trække sin arm til sig, og trække sig væk, og i stedet for kiggede væk fra den anden mand, hans hoved ikke længere støttende mod Aldamars. Han vidste samtalen var kommet, men det betød ikke at han havde lyst til at tage den. ”Jeg var frustreret, og lavede en fejl. Længere er den ikke,” sagde han sammen bidt.
Hvad man ikke vidste havde man ikke ondt af, og desværre var det lidt det Fabian havde ønsket at gøre mod Aldamar. Han havde ønsket at han kunne have skånet Aldamars øjne for det, men desværre var det ikke tilfældet. Chance elskede virkelig at spille ham et puds. 

Som forventet var det at Fabian trak sig, og Aldamar mindede sig selv i det sekund om, at han ikke bare kunne gøre det samme. Selvom det var typisk. Selvfølgelig trak han sig, når der var noget han ikke ville tale om, selvfølgelig prøvede han at gøre samtalen så kort og afstumpet som muligt, når der var noget Aldamar begyndte at grave i. 
Det var jo ikke fordi at han ligefrem havde lyst til at grave, men hvad anden mulighed havde han, når Fabian absolut skulle opstille et sandslot at vælte ned før man kom nogle vegne? Aldamar rystede afvisende på hovedet ved den sammenbidte stemme der nu meldte sig på banen i hans tilhørende trodsighed. 

"Du laver ikke fejl. Ikke den slags fejl, så joh, den må være længere end det" selv hvis det var hvad der var sket, fik han ikke lov til at lade som om at det var ingenting, det her var mere end blot ingenting. Aldamar kunne ikke lade værd - hovedet løftedes fra den 'ro' det havde fundet, og han betragtede den blonde mand med en frustreret grimasse, der dog ikke viste ynk, præcis som han havde bedt om, men ganske naturligt og på ingen måde noget der kom for at beskytte ham. Stædighed fortjente ingen velvilje, når den skadede ham selv i processen. 
Aldamar's øjne blev derpå en anelse smallere. "Du blev overfaldet, Fabian - hvorfor betyder det ikke noget for dig?" stemmen var lavmælt men tonelejet fast i sit spørgsmål; han kunne ikke se eller forstå hvorfor det ikke måtte være noget de snakkede om. Han var blevet overfaldet, og han ville gerne lade somom at det ikke var mere end hvad det var? Hvor var logikken? 

Fabian havde intet rigtig forsvar i sidste end. Kun de frustrerende følelser der væltede rundt i ham, og en viden om at han ikke havde passet på. Det var ikke som om at han ville bekymre dem han havde nært, men det var vel også grunden til at han ofte prøvede at dække det op, når det så endelig skete. Han syntes ikke det var fedt heller, og han vidste at han ville i ugevis være mere forsigtig omkring gyderne, men det ændrede ikke på hans liv.

Denne her gang forsøgte Fabian også at trække sin hånd rigtig til sig så han kunne komme op og stå. Den hurtige bevægelse fik det til at svimle lidt for hans øjne, men endelig rettede han blikket mod Aldamar. Det var vredt og frustreret, men ikke nødvendigvis pga. Aldamar, i hvert fald var det ikke udelukkende ham der var skyld i det.
”Fordi jeg ikke har råd til at lave hele min verden om for én mand!” Sagde han frustreret. ”Det skete, det var en fejl, det var forfærdeligt! Længere er den ikke. Den eneste forskel på denne her gang var at du så mig, og tror det kan løses ved...” Et irriteret suk og hans hånd gled igennem det ret bløde blonde hår. ”Ved at kaste krystaller efter det eller hvad du plejer at gøre ved problemer!” Det var absolut ikke retfærdigt hvordan han altid formåede at prikke til forskellen på deres stand, men desværre kunne han ikke benægte, at det havde noget at sige på øjeblikke som disse. Hvis de havde været fra samme samfundslag, så ville de også bedre kunne se øje til øje. 

Helt fysisk trak Fabian sig nu også, og kom med en hurtig bevægelse op og stå, så Aldamar kunne sidde alene tilbage på sofaen og beskue hvordan at den negative spiral kun fortsatte, idet at han begyndte skælde ud, verbalt. Og han kunne ikke lade værd med at fornemme hvordan at den her udskældning begyndte at handle om ham, også. 
Og hvad skulle han gøre ved det? Det han plejede at gøre, virkede ikke - han følte ikke at han bare kunne gå den her gang, af en eller anden uforklarlig årsag var det at han blev... så han lænede sig i stedet tilbage, mørke øjne ulmende i deres opbyggende irritation men tog overraskende nok imod det, for en gangs skyld. Og i stiv arm. Aldamar's mundviger blev dog strammere og strammere i deres irriterede udtryk, men alt det havde været til at overskue, hvis han ikke absolut skulle få det til at handle om penge, endnu engang. De zalans krystaller; Arysprinsens mørkeblå øjne slog en ildevarslende gnist i ekkoet af de ord.

Han var den sidste person der kunne kaste krystaller efter sine problemer, hvis problemer kunne ordnes så nemt, havde han skam gjort det for længe siden. Det skulle der ikke være tvivl om. Men han vidste at det ikke var en holdbar løsning... hænderne knyttedes langs de bløde puder. Han ville ønske at han kunne betale sig væk fra dårlige minder og erfaringer. 
"Jeg er her ikke for at løse dine problemer, Fabian. Jeg kan ikke kontrollere hvad der kommer til at ske for dig, og har absolut ingen interesse i at bestyrer den del af dit liv" isnede han, og slog sig selv mentalt over skinnebenet, så han ikke rejste sig og gik. Han var her ikke for at fixe Adena's problemer, ligeså vel som han ikke ville eller skulle fixe Fabian's. Og han var træt af at blive sat frem, som en der prøvede det. "Så lad vær med at få det her til at handle om mig" en pause, og han fnyste. "Men hvis du lader folk behandle dig som affald, er det hvad de kommer til at gøre, alle zalans mennesker er kun ude efter deres egen ryg - rig som fattig. Og jeg troede ærlig talt, at du satte dig selv højere end at blive behandlet, som det" forsatte han i kølig forargelse, fordi det var dér som Arysprinsens egen harme lå. At han ikke engang virkede til at ville gøre noget ved det, for sin egen skyld - ikke for hans skyld. 

Og meget bevidst.... undlod Aldamar at kommentere på den uretfærdige anklage, at han købte sig fri for sorger. Det sved, det kendte han ham godt nok til at vide, at det gjorde. Men tog han først fat i det, ville det uden tvivl eskalere yderligere. 

Man havde vel sine forsvarsmekanismer, og det var kun når han så tilbage på en situation at han godt vidste at han skulle have ageret anderledes, men det var nemmere at få nogen til at hade en, når man ikke følte sig selv værdig for den omsorg der blev udvist. Fabian kunne trods alt få de fleste til enten at hade eller elske ham, og han vidste godt ville knapper han skulle trykke på at det skulle ske. I sidste ende var det her et eller andet fjollet forsøg på at få Aldamar skubbet væk, så det ikke gjorde så ondt at han havde fået ham til at have det på den måde.

Det gjorde dog også ondt på Aldamar at han påpegede at Fabian åbenbart ikke satte sig selv højere end affald. På visse punkter forkert, men på andre punkter, så var det hvad han forventede. Følelsen af at han var lige meget var desværre dybt groet i ham, og noget der kun kom frem når man engang imellem fangede ham uden de kvikke bemærkninger.
”Jeg er noget af det laveste i samfundet,” udbrød han. ”Og jeg går, og trækker vejret. Det kunne være gået meget værre.” Desværre en noget trist observation. Fabian var heldig at han havde livet i behold. ”Men fortæl mig endelig hvordan jeg skal opføre mig, så det kan stille dig tilfreds!” Han vidste ikke hvad Aldamar ville have ud af ham, det eneste han vidste det var at han ikke havde behov for at føle sig som en der var mindre værd, som han allerede havde følt sig mere end nok af i dag. 

Aldamar's øjne spærredes en anelse op ved det pludselige udbrud der kom, og overrasket stivnede han i de sekunder Fabian talte, dog uden at lade det vise udadtil at det havde overrasket ham. Hvad var det for noget at sige om sig selv? 
Det forekom ham fuldkommen absurd, at man kunne have så lave tanker om sig selv. Det var de færreste der ikke følte sig værdige til noget mere, oftere end noget andet var det faktisk det modsatte problem, hvor at folk følte sig berettiget til mere uden at være det. Så at blive mødt med den vinkel, skubbede endnu engang den kølige vrede til side, til fordel for noget langt mere passioneret og indebrændt. Alle de satans reaktioner, han med alle andre mennesker kunne styrer meget bedre. 

Aldamar rejste sig i et ryk op, gik et skridt tættere på Fabian så deres brystkasser nærmest stødte sammen, og løftede en halvdirrende finger imod hans ansigt. Indvendigt bandede han lavmælt over at skulle kigge op for at få øjenkontakt med ham, men han måtte ikke træde væk eller på anden hvis ignorere det han prøvede at komme med nu - han ville ikke lade ham. 
Hvordan at han skulle opføre sig for at gøre ham tilfreds? Aldamar's øjne blev smallere. "Stop med at sæt barren så lavt, Fabian! Ved alle de 14 sande guder, jeg bliver tilfreds, når jeg ikke skal være bange for at du er fuldkommen ligeglad med dig selv!" fordi det var sådan han fremstod - ligeglad. Det kunne jo være gået værre, det var jo bare ham det gik udover. Aldamar glippede en anelse med øjnene, stædig i at tvinge den blankhed der trængte sig på, væk. "Jeg gruer for hvad der var sket, hvis jeg ikke havde fundet dig. Havde du overhovedet opsøgt mig? Havde du overhovedet kæmpet for at du skulle få den rigtige pleje?" Aldamar vendte sig opgivende omkring, hænder der gned tindingerne, men han nåede ikke langt inden at han vendte om igen. Han var ikke færdig, og ville afbryde ethvert ord der måske kom fra ham som svar. "Nej, du-du slipper ikke for at... du kan ikke være bekendt at - du er ikke ligegyldig for mig, og jeg kommer aldrig til at acceptere, at du skal ligge på gaden, eller ikke fortjener ordentligt pleje, eller..." lidt i selvsving var han kørt, og overrasket gled den ene hånd op for at lukke munden på sig selv. 
Om ikke andet, hvis han ikke blev stoppet, ville han være hurtig til at ryste sig selv ud af det og få sat sig tilbage i sofaen igen, et glas vin i hånden for at styrke sig selv en anelse. 
Hvor zalan var alt det kommet fra. 

Det mærkelige af at det kom fra Fabian var vel også at han så sjældent udtrykte denne her del af ham. Der var mange indebrændte følelser der var kommet over årerne, men når han kunne undgå det, så gjorde han sit for ikke at fremstå som han følte sig. Han var altid på farten, og altid den første til at sige at han alligevel var langt over alle de andre i byen, med et kækt glimt i øjet. Man ville aldrig kunne have udpeget ham og sagt 'han er en der seriøse problemer med sig selv og sit selvværd', for det lignede han ikke.

Derfor var det også som fuldstændig en mavepuster som Aldamar begyndte at skælde ham ud over hans overtalelser. Ikke så meget fordi han var vred på ham, men vred på måden Fabian opsatte sig selv.
Derfor var overraskelsen heller ikke til at skjule på Fabian, for det var ikke de argumenter han forventede. Han prøvede dog også at bryde ind, men Aldamar var ikke villig, og det var også først da Aldamar begyndte at sætte sig ned at Fabian kunne få lov til at åbne munden. Denne her gang med lidt blidere ord, og ikke så vred en toneart. ”Bordelhuset plejer... at hjælpe,” sagde han endelig, og det tog kun et blik på Aldamar og hans vin, til at han selv tog glasset der var hældt op til ham, og han dumpede ned ved siden af Aldamar, dog ikke så tæt som før. ”Jeg ønsker ikke at du skal se hvor stor forskel der er på vores liv.” Det var nok noget af det der bundede ud i. Aldamar havde kun set en brøkdel af hvordan Fabians liv var, mens Fabian havde set en storslående mængde af det. De passede virkelig ikke sammen, men det var nok også derfor Fabian forsøgte at skjule det til tider. Hvad hvis det gik op for Aldamar?