Troede hun måske. Men den fortælling den unge prins havde i tankerne, var en væmmelig en af slagsen, især fordi den var sandfærdig. Eller så godt som, for feer havde det med at pynte ret meget.
Alfeprinsen kiggede på nuttede Kastanjes store øjne, og han mærkede selv hvordan hendes spænding gearede ham op til en rigtig uhyggelig stemning. Han var nødt til at imponere hende med en god, uhyggelig spøgelseshistorie. Han gav hende tid til at komme helt ind, så de var tætte, og alt omkring dem var mørkt, på nær Julianders rolige glød. Han næsten altid roligt smilende mund, fortrak sig i dramatisk alvor. Han var næsten ikke til at kende, og det var han ikke selv bevidst om. 

"Jeg kender en historie om et dæmonpigebarn, der tog livet af hendes mor under fødslen." Indledte han sin fortælling, og stirrede direkte ind i Kastanjes øjne "Hendes spædbarnegråd lokkede nysgerrige feer til sig, så de forbarmede sig over hende. De tog hende ind i Alfelunden, hvor hun blev adopteret af en gammel barneløs fe ved navn Trylletta , som gav hende navnet Lavendel Rimfrost. Hun lærte at begå sig blandt alfer, men kunne aldrig rigtig passe ind nogle steder. Hendes bedste og eneste ven var derfor en sort kat, Snebold, som hun eksperimenterede sin onde magi på, indtil den en dag... døde!!" Julianders dramatiske blik mildnedes. Hans dyrehjerte blødte for de dyr med triste skæbner, også selvom katte gav ham og mange andre feer lidt af en kattepine, når de legesygt jagtede dem rundt. "Der var bare ét enkelt problem med Sneboldts død. For inden længe kunne hans ulykkelige miaven høres i Lunden, og en grim rådenskab holdt alle feer indendøre. For selvom Snebold luskede rundt som enhver anden kat, var han død og hans øjne halvt ædt op af ulækre maddiker! Hans sjæleløse krop blev styret af pigebarnet, der engang kaldte sig for hans ven, og hun havde tænkt sig at gøre det samme, med alle de bortkomne feer!!"

Allerede ved første sætning gispede Kastanje af det. Historien lød allerede meget meget uhyggelig for den unge alf, og hun fortrød straks ikke at have taget en bamse med, så i stedet for lagde hun sine arme hen over sig selv, som et lille kram for sig selv, mens hun kiggede med store øjne på Juliander.
"Neeeejjjjj," udbrød Kastanje da hun hørte at katten døde, og man kunne næsten se hvordan hendes øjne blev lidt blanke, og hun gav et lille snøft for sig. Der var ikke noget mere uhyggeligt end død trods alt, og en stakkels kat. Stakkels stakkels Snebold. Men ellers forblev hun stille, som hun knugede om sig selv. Hun kunne slet ikke tåle at høre om det.

Man kunne se hvordan rædslen blev større og større hos Kastanje, som de kom mod slutningen, og til sidst kom der et lille skrig ud af hende, og hun tog hænderne op foran ansigtet, som om at det ville forhindre noget som helst. "Nej nej nej," udbrød hun. "Jeg vil ikke være en død kat resten af mit liv!" sagde hun med bævrende stemme, som hun ikke engang kunne se Juliander mere. "Det er forfærdeligt. Stakkels kat. Du kan ikke tage tilbage til Alfelunden, hvis sådan en vandrer rundt." Det lød pludselig som et meget skræmmende sted at være, den alfelund. Så var Dianthos meget meget bedre. 

Kastanjes reaktion på hans gyserfortælling var voldsom, og måske burde Juliander holde igen med stemningen, men det gjorde han ikke. En god fortæller skulle blive i rollen, mente han. Han blev noget overrasket over, at historien skræmte hende så meget, at hun nærmest forbød ham at tage hjem.

"Jeg er ikke sikker på hvad der skete med Snebold," Funderede han lidt og kiggede op i bunden af sengen "Måske tog han med pigen, da man bortviste hende fra lunden. Eller også fandt man en måde at drive ham væk på." Han trak på skuldrene og smilte så pludselig, og lignede sit hyperglade jeg igen "Og prinser kan ikke blive bange. Vi skal blive hos folket og passe på dem, dyrene og naturen. Lidt ligesom du passer på Dianthos." Hans øjne funklede, da han lagde en trøstende hånd på Kastanjes arm. Hun behøvede ikke at være bange. Især fordi hun selv var stærkere end nogen anden han havde mødt. Men det var som om hun selv havde glemt det? Og det passede heller ikke helt, at Juliander ikke kunne blive bange, men han kendte sin rolle godt, og var klar til at indtage tronen efter sin faders bortgang.

Kastanjes læbe bævrede stadig. Hun var bange på Julianders vegne, og en død kat lød meget mere skræmmende end noget andet hun var stødt på i Dianthos, hvilket nok havde ligeså meget at gøre med at Kastanje var lidt mere tapper når hun faktisk stod i det, i stedet for at blive fortalt om noget så mystisk og skræmmende.
"Bliver de ikke?" spurgte hun, hendes stemme ganske lavmælt. "Du kan altså godt blive her. Vi har plads nok, og jeg kan godt forsørge for dig hvis vi ikke kan finde et prinsejob til dig på disse kanter." Hun var ikke sikker på hvad man egentlig lavede som prins, men det var jo nok også et job i sig selv, og så vidt hun vidste var der ingen prinser på disse kanter, så de havde jo nok også behov for en. De kunne tage op til paladset og spørge hvis det var.

"Ellers... ellers må vi sørge for at tage nogle folk derud for at være sikker på at hun og katten er væk, så I ikke er i fare. Så kan det være et sikkert sted at bo igen!" Ja, hvis de nu hjalp også selvom Kastanje var frygtelig bange for det, men hun ville ikke have at Juliander boede et farligt sted, og hvis han ikke ville bo her, så måtte de jo bare gøre hans hjem sikkert. 

Det ville være lidt misinformation at fortælle hende at prinser ikke kunne blive bange, så han rystede roligt på hovedet og smilte opmuntrende til hende. ”Ikke for spøgelser, i hvert fald. En prins… eller faktisk en konge, skal være modig for sit folks skyld og træffe rationelle beslutninger, selv i barske tider.” Det var sikkert noget han citerede fra sin egen far, der havde hørt det fra sin far, og så videre… At have en god dronning ved sin side, var ligeledes en styrke.

”Uuh, har i prinsejobs her?” Lød han allerede en smule overtalt. En del af ham ville faktisk gerne blive, men hans forpligtelser i Alfelunden fyldte stadig mest for ham. ”Hvis nu flammerne ikke tændes for mig og at det viser sig, at jeg ikke skal være den næste konge i Alfelunden, så kan jeg måske godt flytte til Dianthos og arbejde som ambassadør for alferne,” Han smilte til hende og rakte ud efter hendes hånd, og gav den et beskyttende klem. ”Men så skal du også komme på besøg til blomstringen, eller måske vores årlige væddeløb. Jeg tror du kunne få en god plads, hvis du får en god, hurtig kolibri at ride på.”

Kastanje nikkede forstående. Det gav god mening som Juliander sad der og fortalte om hvad det krævede at være en prins. Hun havde ikke meget styr på det, men hun tænkte at det var ligesom en byvagtskaptajn bortset fra endnu vigtigere. Lidt ligesom dronningen, men hende vidste Kastanje heller ikke meget om, og det var ikke som om at hun hjalp meget til i byen. Nej, Juliander ville være mere som kaptajnen tænkte Kastanje for sig selv.

Hun blinkede et par gange i forvirring, før hun lagde en finger op på hagen som hun tænkte sig om, mens hun rokkede sig lidt fra den ene til den anden side, ikke at hun kunne komme så mange steder mens hun lå under sengen.
"Jo det må der være," sagde hun bekræftende, selvom hun ikke var sikker på hvad han kunne gøre, men det ville være så vældig godt at have ham permanent i byen. "Altså hvis.... du tager med mig, så kan jeg måske godt," sagde hun dog lidt mere tøvende. Hun ville gerne se det men det var lidt farligt uden for Dianthos. "Jeg har hørt at kolibrier er meget hurtigere. De er sikkert hurtigere end mig," sagde hun dog lidt fascineret. Måske det endelig var nogen der kunne flyve om kap med hende?

Juliander var for ung til overhoved at forstå konsekvenserne af, at love noget der potentielt, og forhåbentligt, lå så langt ude i fremtiden. Men lige nu virkede det som en god ide at flytte til en menneskeby, bare for at kunne være tæt på sin nye bedste veninde. Alt var så nyt og spændende her, men han hørte jo til skoven. Og det ville hans mor og venner derhjemme også minde ham om, hvis de var her lige nu.

"Den kongelige rådgiver må vide noget om hvilke muligheder jeg har her." Selvfølgelig havde de en rådgiver, der kendte svarene på alle hans spørgsmål, og Juliander var ikke bleg for at udnytte dette. Kastanje virkede så tøvende, når det kom til at besøge hans hjem, men han var på. "Selvfølgelig tager jeg med! Og vi finder den hurtigste kolibri, og udlover en stor præmie til den der kan slå dig i hurtighed!" Sagde han i stor begejstring. Den uhyggelige stemning var for længst forsvundet. Selvom der var mørkt under sengen, lyste der trods alt svagt pink fra Julianders selvlysende støv, der fandtes overalt på ham, men lyste særligt stærkt fra de dryssende vinger.
"Måske kan du endda..." Og han gabte på stedet "Vise mig hvor hurtigt du kan flyve i morgen, Stanje."

Det blide lyserøde lys fra Juliander, fik alting til at virke lidt hyggeligt, i stedet for uhyggeligt, især nu når emnet var på noget behageligt. Hun gav et lille fnis fra sig, som hun med funklende øjne kiggede på Juliander. "Jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne slå dem, men jeg ville gerne give et forsøg. Jeg tror det kunne være sjovt," sagde hun smilende med et lille grin. De var jo de hurtigste små fugle, men når hun aldrig havde mødt en, så var det svært for hende reelt at vide hvordan deres hurtighed kunne sammenlignes.

Det lille kælenavn fra Juliander, fik Kastanje til at få lidt større øjne, som smilet på hendes læber kun blev større. Et kælenavn! Det var ikke mange der gav hende et, og for hende var det en stor venskabserklæring. Hun kunne mærke hendes hjerte banke lidt hurtigere, og hvis de ikke havde været fanget under en seng, så havde hun nok hoppet af glæde, men det var der ikke pladsen til. I stedet for måtte hun prøve at tæmme den eksplosion af glæde der var i hendes bryst. "Ja absolut! Det vil jeg mægtig gerne." Alle tanker om at lægge sig til at sove var væk fra Kastanje. Hun kunne ligge og snakke hele natten jo! 

Så beskeden! Men Juliander var sikker på, at hun ville kunne give de hurtige fugle kamp til stregen i hans yndlingsdyst. Men han smilte bare til hende og begav sig til at trække sig ud af mørket fra under sengen.

Lyset i værelset var næsten utåleligt for hans følsomme øjne. Men det var nu månelys og ikke sollys, og derfor betød det også, at den unge prins var nødt til at sove. Det havde været en meget hård start på dagen, som til gengæld blev vendt til noget positivt da han blev fundet og hjulpet af Kastanje!

"Så hvor skal jeg sove?" Spurgte han, mens han kiggede rundt på puderne der lå spredt i alle retninger efter deres voldsomme pudekamp. Han fandt den pude, som han havde gjort krav på tidligere.

Nu når de var kommet ud fra under sengen, så kunne Kastanje jo godt se at de havde fået roddet gæsteværelset frygtelig til, og det var næppe en prins værdig, hvilket betød at de skulle rydde op, selvom Kastanje kunne mærke hvordan et gab sneg sig ind på hende. Det var trods alt også langt over hendes sengetid, selvom hun ville mene at hun var gammel nok til at være oppe længe. Hendes krop mente dog noget andet.

"Hvis vi lige rydder sengen, så bør du godt kunne ligge der," sagde hun. Hendes eget værelse var trods alt inden ved siden af, selvom de også sagtens kunne dele den seng, hvis det endelig var, men han var nok for fin til hendes værelse, og det var bedre at have sin egen seng. "Men lad smig lige prøve at fjerne noget af det," sagde hun, som hun tog et par skridt over mod sengen, og prøvede at fjerne nogle af de ekstra puder. Hun gjorde dog intet for at gøre det hurtigt, hvilket nok også blot vidnede om hvor træt den lille alf alligevel efterhånden var.
Hun var heller ikke sikker på om der lå for meget alfestøv i rummet for ham. Kunne han i det hele taget sove i det?

Juliander stod bare og krammede den gode pude, som han havde udvalgt sig. Hans blik var søvnigt, og fulgte Kastanje i hendes bevægelser. Hun ryddede op uden hans hjem, men ærlig talt var han vist heller ikke så trænet i at rydde op, og kunne i øvrigt dårligt huske, hvor alle puderne var kommet fra, og hvor tingene havde sin plads.

Som sengen begyndte at se ryddelig ud, gav han hende et taknemmeligt, træt smil og satte sig på sengekanten. En prins kunne sagtens sove her! Byalfen boede jo overdådigt, på sin helt egen måde. En dukkeseng var bedre end en hård bund i en lerkrukke eller et tørt, men kradsende ly i en høstak.

”Mange tak! Og du sover inde ved siden af ikke? Du kan bare vække mig, når du står op."

Puderne var for nu bare blevet sat udenfor værelset, som hun tænkte at hun bare kunne rydde dem helt op lidt senere. Hun var efterhånden så vældig vældig træt, så at spænde rundt og aflevere dem hvor hun havde fundet dem, ville være lidt hårdt lige nu. Hun var sikker på at det nok skulle gå.

Hun forsøgte at skjule et gab, men det var ret tydeligt, som det næsten var større end den lille hånd der forsøgte at skjule det. Hun nikkede dog stadig. "Ja, bare lige inden til..." hun kiggede kort ned på sine hænder. "Højre. Du kan også bare vække mig når du står op, eller hvis du har behov for noget. Uanset hvornår på døgnet." Hun stod trods alt for at være den bedste vært til Juliander, og hvis det krævede at man stod op på de mærkeligste tidspunkter, så måtte det jo være det. Det var jo ikke så anderledes end hvis der var en nødsituation i byen. Der skulle hun også bare pludselig vågne jo. Ikke at det var rigtig hændt hende endnu.

Hun gav sig over til døråbningen med de sidste af hendes puder. "Godnat," sagde hun et stort træt smil på hendes læber, og hvis det vidste sig at Juliander ikke havde mere at sige heller, så ville hun endelig forlade rummet til Juliander.

Juliander gabte med, som Kastanje begyndte på at gabe. "Jeg håber du kan sove efter gyserhistorierne. Jeg vil nu nødigt være skyld i, at du ikke får sovet." Sagde han og afsluttede med et "Godnat", inden han blev efterladt alene på gæsteværelset. Det skulle blive godt med søvn, og Juliander var sikker på, at han var så følelsesmæssigt udmattet nu, at han ville falde i søvn så snart hovedet ramte hovedpuden. På mange måder var Kastanjes usædvanlige hjem meget luksuriøst ved siden af hvad en fra skoven var vant til. Han savnede da sit barndomshjem og sine vante rutiner, men der blev sørget godt for ham her.

Han puttede sig godt ned under tæppet og kiggede ud mod nattehimlen og sendte sin mor og sin syge far en kærlig tanke, inden han lukkede sine øjne to og faldt i søvn til den meget lavmælte puslen inde ved siden af, som hans nye bedste veninde gik til køjs.