Amelia stirrede på ham som om han var en ulækker slimklat som han gav sig til at ”forklare” hvordan det hele jo så ganske ”naturligt” hang sammen, som om hun var evnesvag. Hun blinkede langsomt og modstod fristelsen til at gribe det første og bedste at kaste efter ham. ”Småskrammer, javel.” knurrede hun og skar grimasse som det bragte smerte med sig at lave den lyd.
”… Ja..” var der nogen grund til at være stædig og ligge med en knastør mund? Næh, det var der vel efterhånden ikke nogen grund til. Kunne hun synke dybere? ”Og en våd klud.” tilføjede hun og tog en dyb indånding, der blev lukket ud i et langt suk. At hun var sur på ham var en underdrivelse! Men hun orkede simpelthen heller ikke at flytte sig efter de små skrammer han havde påført hende.

Det virkede til at hun endelig tiede lidt mere i, og hans mundvige trak sig lidt op i et smil. Måske hun kunne med tiden formes ordentlig, så hun ikke var så næsvis. Det ville nok være meget godt. At have en kvinde i huset til at holde styr på det, ville nok ikke være det værste, nu når han virkelig tænkte over det.

Han rejste sig fra sig plads, og gik over og hældte noget vand op i et krus, inden han fandt en klud og vred den op i noget vand, før at han gik tilbage over til hende med det, og tilbød det til hende. Hun så værre ud nu når han var tættere på hende, og en lille del af ham overvejede at tjekke lidt mere nøje, men lod for nu hver.
"Her," Tonen var næsten blid i det, og ikke med samme arrogance som før.

Til hendes store overraskelse rejste han sig og hentede hvad hun bad om. Hun tog skeptisk imod kruset og satte det op til den sprækkede og hævede læbe. Det kolde vand var som salve mod hævelsen og fik hende til at sukke af lettelse.
Hun kiggede op på ham, mere forvirret end hun var før. Det her, var underligt. Det syntes at få hende aggression til at fordampe fordi hun ikke helt kunne håndtere begge dele på én gang. Hun måtte ganske simpelt havde slået hovedet så hårdt at hun ikke havde nogen virkelighedsfornemmelse mere. "Tak." hun tog kluden og pressede den mod sit hævede øje og hev vejret ind gennem sammenpressede tænder som det sveg helt af kiles til.

Romulus kiggede på Amelia. Hans øjne var intense, men der var ikke samme had og aggression som tidligere. Nogen ville måske endda have kunne tænke at han næsten var bekymret, men det ville nok mere være ønsketænkning. Nej, han tænkte mest af alt på hvordan han bedst skulle håndtere det.
Han rakte ud og med et forsigtigt tag tog fat i hendes hage for at kigge lidt mere indgående på hende, inden han sagde, roligt og næsten blidt. "Lad os ikke have en gentagelse af tidligere," sagde han, selvom der lå mere i ordene om at han lidt forventede at Amelia ikke var den der ville gøre noget for at tirre Romulus igen. I hans optik havde han jo blot fortalt hende, hvordan tingene lå, og hvis hun ikke ville have tæv, så måtte hun rette sig efter reglerne. Det var vel ikke så meget at forlange?

Som dug fra solen, vidste Romulus lige nøjagtig hvordan han skulle flå hende ud af den forvirrede tilstand, og tilbage til irritation. Hun fnøs af ham. ”Så lad være med at provokere mig.” hvilket næppe var det klogeste svar hun kunne komme med. Hun fastholdte hans blik trodsigt, men fjernede ikke hagen fra hans irriterende blide tag. En blidhed der forsøgte at skjule hans brutale natur. At de selv samme fingre kort forinden havde medført at hun nu var forslået, blå og hævet. Den stærke kontrast snød hende ikke denne gang.

Romulus' fingre greb hårdere og hårdere fast i hagen. "Hvis du lader vær med at provokere mig," sagde han, og tonen havde fået et mere køligt leje. "Det kan ikke være så svært, kan det?" spurgte han. Det var jo ikke meget han bed hende om. Hun kunne bare opføre sig som en nydelig kvinde, som hun i hvert fald engang havde været. Ikke at hun så ud til at være meget værd nu om dage.

"Men for nu... der har vi behov for hinanden," sagde han, næsten blidt. Det var blot mere og mere tydeligt at han skiftede humør og det han fremviste, som var det vinden. Det var utilregneligt og selv for ham.

Han gav slip på hendes hage, og rettede sig på.

Det var en diskussion de kunne have kørerne i al evighed. Og den havde ikke tænkt sig at falde til jorden lige med det samme. ”Det skulle man ikke tro, men jo. Når du giver ordre, kan man ikke andet end at trodse dem.” knurrede hun uden intentioner om at begynde at tilrette sig.

Det gjorde næsten ondt at høre de ord. Hun lukkede øjnene og sukkede. Hun havde ikke lyst til at have brug for ham. Det var det tragiske. Hun havde vitterligt brug for ham for at overleve. Ham og hans skiftende humør og morderiske tendenser.

Hun trak hovedet tilbage så snart han slap og fnøs. Denne gang uden at svare igen. Hun vidste jo han havde ret, hvor ondt det end gjorde at indrømme. En ting var at hun ikke vil gøre det nemt for ham, en anden var den skinbare sandhed.

Det var et køligt blik der faldt tilbage på Amelia fra Romulus. "Og det må vi jo så sørge for at få pillet af dig," lød det mest af alt som en trussel fra ham. Han kunne ikke klare kvinder der ikke forstod deres plads i livet, og slet ikke i hans liv. De havde ganske få formål, og hun kunne formentlig også lære sit.

Med de ord gik han også ud af rummet igen, og overlod hende til sig selv, nu når det var berkæftet at hun nok skulle overleve. Ikke at hun rigtig kunne gå nogle steder med de skader hun havde på sig, det ville i hvert fald ikke være et kønt syn, og hvis der var en ting man kunne regne med i Skumringskvarteret, så var det at folk helst undgik de der så ud til at have fået tæv. Hvem vidste om man ville være det næste offer, hvis man var en af dem med et blødende hjerte.

Det var ikke meget han kunne reelt i køkkenet, men han valgte alligevel at gå i gang med at finde de enkelte ingredienser der var, for at lave en form for mad. Grød. Det var ikke noget der ville smage specielt godt, selvom det ikke var afskyeligt, men han havde ikke tænkt sig at bruge unødvendige penge på hende lige nu, når hun var så ubrugelig. For nu lod han hende derfor også være.