Joh, planen var stadigvæk i fuld aktion hvad angik den halvfulde vinflaske med lidt af Fabians navn på sig, men selv hvis den ikke lykkedes, kunne han i hvert fald give sig selv kryds ved at have prøvet. Det at han sneg sig uden om, fortalte dog ikke ligefrem at det var et emne han tog ligeså let på, som han ellers virkede til at gøre udadtil. Aldamar lænede sig mere tilbage i den omfavnende arm, men drejede hovedet med et lille ryk ved hans ord. Stirrende blå-grønne øjne, og Aldamar kneb selv det lidt svømmende blik sammen. "Hvis det var sandt... hvorfor ville du så reagere sådan?" gled det alligevel en anelse tøvende over hans læber, og Aldamar prøvede selv i nogle sekunder at se hvad det var Fabian ledte så stirrende efter i hans blik - hans egne blå uden noget at skjule lige nu, imens han måske ikke engang helt bevidst undgik spørgsmålet om hvorfor. Det rigtige hvorfor spørgsmål var; hvorfor han var så forsigtig og... mistroisk omkring ham?
Man skulle næsten tro at Fabian bar på en større hemmelighed end Aldamar, selvom Arys prinsen stærkt tvivlede på at det var så voldsomt. Men Fabian var ligeglad med ufattelig mange ting... hvorfor var det her en grænse for ham, når han virkede grænseløs på mange punkter?


Krystallandet
