Det var ikke så meget, at Onelyas blev ved med at hakke på hendes falske ægtefælle, som det var det faktum, at han blev ved med at snakke, som om at han selv var et så meget bedre valg for hende, der fik vreden til at simre i hende. Men at det ikke var til at vide helt præcis, hvad der faktisk havde tændt for lunten, hjalp blot hendes sag og hendes løgn i at blomstre på den helt rigtige måde. Hun kunne ikke tage det! Den måde, hvorpå han var så overbevist om, at han havde krav på hende. At hun oprigtigt var hans, selvom hun blev ved med at fortælle både ham og sig selv, at han ikke ejede hende.

Tilbageslående kommentarer sad så godt som klar på hendes læber, der allerede havde skilt sig ad for at vrisse ord efter ham, men han gjorde hende pludselig meget stum. Godt nok varede det ikke længe, men det var næsten til at kunne høre, hvordan hendes stemme var blevet brat blokeret selv før, hun var begyndt at sige noget. Fluks drejede hun sig endelig mod ham, og selvom han denne gang var den med ryggen til hende, kunne hun se hans ansigt i spejlet.
”Jeg skal hvad?!” slyngede hun arrigt ud. Hun havde virkelig forsøgt at forholde sig så meget i ro, som det havde været muligt, men det her var jo direkte absurd. Hvem troede han, at han var?! ”Giftes med dig?! Føde dine børn?! Jeg ved ikke, hvor du har samlet sådan nogle vrangforestillinger op henne!” Hun stod næsten og sitrede af raseri. Armene blev nu holdt stift nede langs siden og sluttede i knyttede næver. Halen var langt fra afslappet længere og var i stedet hævet truende. Og Onelyas blev ikke undtaget fra yderligere spiddende blikke. ”Men jeg har ikke i sinde at gifte mig dig med. Ikke nu. Og ikke senere.”

I et øjebliks forglemmelse tændte hun halespidsen, både for at være klar til at forsvare sig i tilfælde af, at manden veg mod vold igen og for at advare om, at ikke nærme sig hende. Men den ville stadigvæk ikke, som hun ville! Hun kunne mærke det helt ned i kroppen, hvordan varmen steg lidt men dalede så ellers, og hun var hurtig til at se mod den i åbenlys forvirring. ”Hva?” Hun prøvede igen. Intet. Hun forstod ikke. Første gang havde hun kastet det lidt til side, men nu? Blikket faldt automatisk tilbage på den lidt ældre herre. ”Hvad har du givet mig?..” faldt det ud af munden på hende med en sænket stemme. Linket til halskæden havde hun ikke opfanget helt endnu, så det måtte have været noget i maden?

”Det er måske ikke, hvad du har gjo-.. HNG!!!” Der skulle en bedre refleksevne, end den Ahra kunne præsterer i øjeblikket, til at kunne undgå hånden, der greb ud efter hende, og det ene skridt, hun havde været midt i at tage tilbage for at afvige kom absolut ingen vegne. En hånd havde med det samme løftet sig op for at gribe omkring selve hans knoer, som for at tvinge hans tag af sig, mens den anden havde lukket sig lidt længere nede omkring hans håndled. Det var bestemt ikke rart og det nev gevaldigt, hvilket tydeligt kunne ses i, hvordan hendes ansigt skar en arrig grimasse lige idét, at han havde fået fat. Men Onelyas var, som han havde vist overfor hende før, stærkere end hende.

Han ønskede, at hun så på ham? Jamen, så kunne han da få lov til det. Men han kunne ikke glæde sig over at blive mødt med glædesfyldige eller kærlige blikke. Det skete næsten helt automatisk, at hendes læber blev skilt ad, sådan som han pressede hendes ansigt sammen mod midten, og hun udnyttede det da også til det fuldeste for at kunne hvæse tænder af ham over hans behandling. Og da særdeles også over hans ord.

”Du vil være nød til at tvinge mig, hvis jeg nogensinde skulle gifte mig med dig,” hvislede hun tilbage, lidt problemer med at tale ordentligt. Hun havde hurtigt holdt igen med at forsøge at rive sig helt fri fra ham, men hendes hænder var blevet, hvor hun havde placeret dem. Ørene l varslende ned og trukket tilbage. Et typisk tegn på et truet dyr. ”Du kan udnytte mig til dine syge lyster, men jeg vil aldrig være dum nok til at vige mit liv til en som dig.”

Hun følte sig så ubrugelig uden brugen af halen. Det var hendes primære forsvar, hvor der ikke var muligheder for at løbe bort, og nu var det taget fra hende. Igen. Ubevidst fortsætte hun egentlig med at få aktiveret den. ”Min mand har sikkert allerede opdaget, at jeg er væk.” Hvis det overhoved var muligt, blev hendes øjenbryn krummet endnu mere. Urg! Hun hadede virkelig at skulle lege skønjomfru i nød… Om det bare var lidt eller der blev skruet helt op.

Åh, han forstod sig da virkelig på at smide brande på bålet. Ahra havde sådan set ikke længere tal på hvor mange gange, hun havde haft lysten til at sende en lussing tværs henover hans hoverende ansigt og forhåbentlig på den måde ramme hårdt nok til at slå hans smil til den anden ende af landet. Der var egentlig en ganske god grund til, hvorfor hun havde tøvet med det indtil videre, men hun var ikke selv helt tilfreds med at være nød til at holde tilbage af netop den grund. Det fik hende altid til at føle sig så… besejret.

Det kunne godt være, at hun, som en ædelræv, besad evnen i at kunne løbe hurtigt, men hun havde stadig klart kortere ben end Onelyas, så det endte med nogle svagt klodsede skridt fra hendes side, da han tvang hende med sig. Mod døren? Hvor ville han tage hende hen nu?! Igen, gjorde hun ikke vitterligt meget modstand. Selvfølgelig hoppede og dansede hun ikke efter ham, som en lallende hund efter sin ejer! Hun havde for meget stolthed i sig selv end til at gøre den slags. Hun var bare klog nok til at ikke risikere at få sin arm revet af i tilfælde af, at manden var lidt for stædig.
”Hvem min mand er kommer ikke dig ved...” snerpede hun af ham som sit endelige svar efterfulgt af et tydeligt fornærmet fnys. Onelyas fik lige et sidste spydigt blik, inden hun rettede de rubinrøde øjne mod døren, som de stod ved. Ned mod hans brede og stærke hånd, der holdte omkring håndtaget. Pirrede hende næsten med friheden væk fra værelset. Den lange smidige hale piskede bag hende som en utilfreds kat.

Med den ene arm i løs i hans greb, måtte hun nøjes med at lægge kun den anden arm omkring sig. Under barmen og viklet omkring ved sin taljes smalleste sted. Båndet deromkring hjælp med at lokalisere den. Utålmodigheden malede sig mere og mere frem i hendes ansigt, men hun stift så mod håndtaget frem for op på Onelyas selv.

Kun lige et par skridt ned ad gangen væk fra værelset, og Ahra både drejede og hev hårdt sin hånd til sig samtidigt for at vride sig fri fra hans greb så civiliseret, som hun kunne gøre det. ”Jeg kan gå selv helt fint, tak,” forklarede hun ham stålfast. Hun havde bestemt ikke brug for at blive båret rundt. Hun havde så småt fået kræfterne igen, og kroppen var i det hele taget stoppet med at sitre af udmattelse. Nu var det kun de små udfald af vrede, der gjorde det arbejde.
Snuden blev vendt lige så stift ligefrem, som vagterne havde gjort – dog ikke lige før, de havde taget hende ind inden. Der var da noget ydmygende ved at have gjort hele to flugtforsøg og blevet stoppet begge gange. Noget der måske endda satte Onelyas lidt mere respekteret lys end han allerede sad og solede sig i dag ud og dag ind. Hun var blevet tornen i siden hos hans folk, og han var helten… Atter blev ryggen ranket, og hun beklagede sig ikke med at være nød til at hæve sit eget normale tempo for at følge med ham side om side ned ad gangene. Armene lå igen over kors igen. Og hele turen var hun stille. Men hun løb ikke på noget tidspunkt i den anden retning. Dét havde hun nok indset var en uklog handling.

Ahra havde troet at ceremonien – kort som den var – havde været overvældende. Alle de mennesker. Men det var intet i forhold til ’torvet’, da de ankom. Hun havde virkelig været naiv og troet, at stedet hun var endt bare var småt. Bestående af folk fordel i værelser som Onelyas’. Aldrig havde hun strakt forestillingerne til at det direkte ville være byliv hernede. Det mindede hende kortvarigt om hendes eget kvarter i Sarghos blandet, underligt nok, med hendes barnsomshjem. Der manglede bare sollyset. Hvor stort var stedet?! Armene strammede sig lidt mere ind, ubevidst, mens hun så diskret som muligt så sig omkring.
”Er dit folk også fanget her?” brød hun pludselig stilheden med. Nonchalant for ikke afsløre noget. ”Har alle her måske en stav og mulighed for at åbne indgangen, som dig, eller må de…” Hvad var ordet? ”…affinde sig med at leve under jorden, indtil deres leder trænger til friskt luft?” Hårdt så hun op på ham. Stadigvæk intet smil fra hendes side. Og manglende sand interesse skinnede igennem, bevidst.

Det var vist ikke helt til at undgå at fornemme den krybende følelse af, at være skurken igen. Og ikke bare endnu en skurk, men en besejret skurk. Men som alle andre muligt sårbare følelser undertrykte hun det med hagen løftet.

Han svarede på hendes spørgsmål, men han gav hende ikke de svar, som hun egentlig havde fisket efter. I det mindste virkede han ikke alt for tilfreds med spørgsmålene, hvilket i sig selv faldt i god jord hos hende. Så kunne han bedre sætte sig ind i, hvordan hun havde det med hele situationen. Men ærligt, hvad havde han forventet? At hun bare sådan ville glemme og accepterer sin skæbne? Hun havde da ellers mange gange før gjort det meget klart for ham, at det ikke var tilfældet. Med byggerierne færdige ville det rigtig nok være en smuk lille by, men i hans selskab var det bare ikke noget, hun kunne sætte pris på. Onelyas var den konstante påmindelse om de usynlige lænker, der bandt hende.

”Effektivt.” Kommentaren – eller komplimenten kunne den vel tolkes som – lød kort over hendes læber, og hun drejede blikket væk fra sin eskorte. Som de gik, kunne hun mærke folk se mod dem. Måske var det mere hende. Opmærksomhed var ikke en ny oplevelse for hende, langt fra, men det her var nu lidt en anden form for opmærksomhed. En enkelt gang reagerede hun på det og så ganske kontrolleret til den ene side for at møde nogle af disse blikke.
”Den fysiske handel; det er ikke dig, der står for det, er det vel? Du har handelsmænd til det, ikke?” Hun kunne være mindst lige så korrekt, som hun kunne være forkert. Alt hvad hun havde at gå efter, var det faktum, at han ikke havde været en af dem, der fik hænderne beskidte ved at have bragt det nyt bundt slaver til templet. ”Hvad gør du så? Altså udover at hundse rundt med denne Jyoti. Og alle andre. Og tage varme bade inden sengetid?” fortsatte hun tæt på at være direkte bebrejdende. Ahra var ikke selv hellig på nogen måde. Hun syndede som en hver anden. Og hovmod, var hendes værste, om hun ville indrømme det eller ej.
Oneyas burde bare være glad for, at hun ikke ødelagde deres lille gåtur med hævet stemme eller arrighed. Det havde vist alligevel hjulpet lidt at komme ud af værelset og væk fra lugten af sex, sved og spildt kaffe.

Det lød jo alt sammen godt. Ingen fattigdom. Ingen kriminalitet. Måske var det fordi, hun selv kom fra et samfund, hvor alt det var blandet sammen i en pærevælling, at hun ikke just kunne forestille sig at nogensinde føle sig helt tryg og hjemme her. Hun kunne efterfølgende ikke finde frem til noget klogt at sige tilbage til ham, så hun stummede i stedet hen med et henkastet ’hm’. Hånden ved hendes skuldre – og lidt efter ved hendes talje – gjorde hende ikke mere end alt muligt andet, så hun lod ham have det for nu. Det gik jo ikke, at hun skabte endnu en scene, gjorde det vel? Havde hans hånd så ellers ligget direkte mod hendes nøgne hud og ikke havde lag af stof mellem, ville det kunne mærkes, hvordan hendes krop automatisk spændte lidt op ved berøringerne. Ansigtet afslørede intet.

Indholdet af bygningen, han førte hende til, kom bag på hende. Et bibliotek? Brynene krummede sig med det samme, og hendes hoved arbejdede ihærdigt på at finde de to ender, der kunne sige noget om, hvorfor han havde taget hende med dertil. Hun var i sin ungdom blevet trukket og slæbt igennem undervisning af sine forældre og andre fra stammen, så det at læse og skrive var som sådan ikke noget problem for hende. I hvert fald når det kom til krystaliliansk. Andre sprog var hun ikke lærd i. Men hun var ikke nogen bogorm og bøger interesserede hende sådan set ikke. Hun læste ikke i sin fritid. Hun samlede ikke på dem, og hun ejede knap nok en håndfuld af dem til at have stående i sit hjem.
Heldigvis så det ikke du til at Onelyas havde taget hende med dertil for hende skyld. Hendes gæt var, at hun kun var kommet med ham, fordi han ikke ville have hende ude af syne. Forståeligt, hvis han stå tingene fra hans side. Hvad hun ikke kunne finde på, hvis hun var alene…

Bag gitterdøren udnyttede hun, at han havde travlt med at lede efter… hvad end han ledte efter. Hun havde kun meget smalle ideer om, hvad en sådan mand interesserede sig for, så hun trådte let til en anden reol for at beskæftige sig imellem tiden. Som forventet var der ikke noget der fangede hende, men det holdte hende ikke fra at stå og pille. Den ene arm var blevet løsnet fra samlingen ved brystkassen og var rakt ud for at trække et par tilfældige bøger halvt ud for at se, hvad de var omkring.
Indikationen af succes, der pludselig kom over fra Onelyas, fik straks hendes ører til at vippe mod ham, selv før hun drejede hovedet og så på ham lige i tide til, at en støvsky stod op fra en bog han holdte. Selv med afstanden mellem dem fornemmede hun støvet i næsen og skar en utilfreds grimasse og viftede let en hånd, som for at vifte støvet hurtigere væk, end det kunne lægge sig. Rubinrøde øjne faldt efterfølgende ned på selve bøgen, og hun nåede da lige at skimme titlen, før den blev proppet grundigt ind under armen.

”Interessant godnatlæsning,” påpegede hun og så tilbage op på ham i stedet. Blodmagi. Det var ikke ligefrem betryggende at vide, at Onelyas muligvis besad den slags talenter. Hun havde aldrig været offer eller tilskuer til den form for magi, men historierne og rygterne var ikke rare. Havde det været naivt af hende at tro, at hans forbistrede stav ikke gjorde andet end at lade ham åbne og lukke en indgang?

”Tsk,” udtrykte hun sig og vendte hovedet væk fra ham i afvisende manérer. Det ville forhåbentlig være nok til at skjule, hvordan det netop havde løbet hendes koldt ned ad ryggen. Så han kunne kanalisere blodmagi. Det var en sværere tanke, end hun brød sig om, at han nok egentlig bare løj for hende for at skræmme hende, for et sted, var det virkelig ikke noget man skulle spøge med. ”Selvfølgelig kan jeg læse. Jeg er ikke et eller andet primitivt dyr. Både mig selv og min familie er fra en civiliseret stamme af halvdyr.” Hun havde mange gange før denne gang vist, at hun ikke fandt sig i at blive set ned på på den måde. Sikkert derfor at han blev ved med at stikke en finger ned i den pøl og skabte bevægelse i vandet i stedet for at lade det ligge urørt og roligt.
Resten af hendes front blev rykket med hovedet at stå rettet mod reolen igen, endnu engang for at lade som om, at hun var optaget af noget andet. At bilde ham ind at noget hun alligevel ikke fandt interessant stadigvæk var mere interessant end ham. Desværre gav det hende lidt af en ulempe, da han havde set sit snit til at trænge hende op. Hun havde godt hørt ham lægge bøgen – eller noget andet tungt – fra sig, men det var først efter de første var skridt mod hende, at hun lagde mærke til, at hun så ud ad øjenkrogen, hvordan han lukkede sig ind på hende, og straks så hun mod ham.

Det var vel blevet en automatik at skule til ham, og denne gang var heller ikke nogen undtagelse. Den lette overraskelse, over at han var tættere på, end hvad hun havde troet, var hvad der fik drejet kroppen. Hun havde allerede haft planer om at blive standhaftigt stående og så lade ham prøve og intimidere hende, som han nu ville, men han stoppede ikke bare foran hende, som hun ellers var vant til at disse slags dominerende mænd gjorde i disse situationer. Så for ikke at blive kvast tilbage, trådte hun i sidste ende selv varsomme skridt tilbage, indtil en ny reol blokerede hende fra at komme længere.
”Du havde måske håbet på, at du kunne lære mig at læse og skrive, og at jeg på den måde ville være evigt taknemmelig for det? Så taknemmelig, at jeg ville gøre alt for dig?” spurgte hun en anelse anklagende. Fortsættelse fra deres samtale for at distancerer dem fra hans åbenlyse handling. Ryggen var ranket godt fladt ind mod reolen til sidst, men hendes arme havde fluks sneget sig op for at lægge over kors nu igen. Hagen var ikke bare hævet for at kunne se op på hans høje skikkelse, men også drejet noget så diskret, udfordrende.

Pustet fik delvist direkte ind i hendes øregang på det ene ører, hvilket refleksivt resulterede i et fluks men voldsomt ryst og en let grimasse af ubehag gemt væk bag hendes erfarende surmuleri. Ikke mange kunne sige, at det klædte dem at være stram i betrækket, men indtil videre havde det da tiltrukket rigeligt med uønsket – som ønsket - opmærksomhed i hendes tilfælde. Havde det derudover også endt i, at han fik spidsen af hendes ører i øjet, ville hun nu egentlig ikke have haft noget imod det. Det ville han helt selv have været uden om, sådan som den slags var ude af hendes hænder. Men mest af alt fordi, det nok ville have fået ham til at træde lidt væk. Og ikke smutte helt ind og stjæle et kys.

”Hmg..!” peb det diskret fra hendes strube. Hun havde lige netop nået at klemme sine læber hårdt sammen for at ikke give ham fri adgang, og hun havde ubevidst presset sit hoved mere op ad reolen. Kysset havde været overraskende blidt. I hvert fald når man havde forventet, at han ville have tvunget sin tunge ind i hendes mund, som den hungrende mand, han indtil videre havde givet udtryk for at være. Hun var dog stadig ikke særlig begejstret. Blidt eller ej, så skulle han holde sine læber – og sine hænder! – for sig selv og væk fra hende, og attituden, der osede ud af hende, skulle nok forklare ham det.

Hvis ikke han allerede var klar over hendes afvisning, skulle det næste nok gøre det. Igen, som en fornærmet rigmandsdatter, drejede hun sit hoved i skarp profil i samarbejde med et fnys. Hun krøb en smule mere ind i sig selv, sådan som hun stod trængt op og fanget af hans krop. Blikket var sænket, nægtede at give ham tilfredsstillelsen i at møde hans blik, men hun havde da lige fået et glimt af gitteret der delte den forbudte afdeling fra resten af biblioteket. Ville den kunne låses? Udefra?
”Ja såeh, jeg forstår. Du har rigeligt travlt med at studere forbudt magi og babysitte en uduelige elemental,” sagde hun spydigt. Hun var stadig bitter over Jyotis opførsel. Havde det ikke været for ham, ville hun sikkert have været godt igennem ørkenen mod Sarghos nu her. Hun drejede ikke hovedet men gav ham blot et side-eye.

Det var da lige ved, at hun ikke kunne få vejret. Mast godt og grundigt mellem en robust bogreol med hylder, der trykkede sig ind mod diverse steder af hendes ryg og skarpe kanter på bøger med tykke omslag, der spiddede sig ind i hendes baghoved, og så Oneylas’ solide brystkasse.
Men så også kun ’lige ved’, for et gisp undslap alligevel hendes strube, da kåben blev hevet i og ingen længe ikke længere dækkede for i hvert fald part-delen af hendes egen overkrop. De voldsomme ryk havde da også løsnet hendes armes leg af kluddermutter, så den ene arm hang ned langs siden – håndfladen vendt ind mod reolen – og de anden havde placeret både støttende og modstandskyndigt og fundet sig hjemme på armen, der holdt hende om taljen.

Han var da i hvert fald ikke ked af det. De var ikke langt fra befolkningen udenfor, og de havde da bestemt ikke den samme form for privatliv her, som tilbage på værelset. Noget hun var overbevist om, at han selv var mere end godt klar over. Det her kunne umuligt bare være fordi, han ikke kunne holde sig fra hende i bare et øjeblik. Ikke kun derfor i hvert fald.
”Er du nu også sikker på det? Jeg vil mene, at dine hænder er lige den størrelse for store,” knurrede hun skarpt og tog ikke sit blik fra ham i mellemtiden. Der var meget få ting, som Ahra følte en kvindelig usikkerhed over vedrørende sin krop. Størrelsen på hendes barm var godt nok en af dem – de kunne da godt have vokset bare lidt mere – men da ikke til et punkt, hvor hun ikke kunne påpege, hvor forkert han var på den. Skabt til ham. Pff.

Grebet hun havde om hans ene arm strammede ind ved det første blide strøg henover det nu fuldkommen blottede bryst, men ellers havde hun ikke problemer med at ikke lade sig påvirke af sensualiteten. Hun havde dog stadigvæk ikke selv nogen yderligere kontrol over, hvordan selve kroppen reagerede på berøringen, og han ville da kunne mærke brystvorten blive stivere, som den blev stimuleret. Om hun ville have det eller ej.

”H-Herre?” lød det ude fra den offentlige del af biblioteket og afbrød pludselig Ahra og Onelyas’ intime øjeblik. En mand, nærmende sig sine midt-tredje år og med hud som chokolade, der ikke helt var tempereret helt rigtigt, stod et sted på den anden side af gitteret i en synsvinkel, hvor han godt nok ikke kunne se parret, men han havde da sit sin overstående befinde sig derinde i den forbudte afdeling. Han stod en smule krummet sammen, men ikke af egen vilje, da det kunne ses, hvordan han havde begyndelsen på en pukkelryg.

Deres afbrydelse kom lige så pludseligt og uventet som den gjorde for Onelyas, men Ahra var nok den imellem dem, der tog mest velmødt imod den. Der var dog ikke tid til at ånde lettet op, hvilket han da også gjorde meget klart for hende. Han var ikke færdig. Eller som han mente det var: De var ikke færdige. Med hans øjne allerede begravet dybt i hendes, udnyttede hun øjeblikke til at bare sende ham et bidsk udtryk og er tilhørende lydløst knur som svar.
Det var som om, at hun havde holdt vejret igennem det hele, for hun sugede automatisk en ordentligt portion underjordisk luft ind, da han endelig slap hende. For nu. Og selv før hendes tvungne mage havde nået så meget som, at vendte sig væk fra hende, havde hun rettet på sin kåbe. Hun havde skam ikke fået imod hans ordre. Nej, hun havde ikke strammet den ind. Silkebåndet var allerede strammet så meget ind, som hendes krop havde tilladt det fra tidligere. Men hun trak hurtigt den løsnede side af kåben henover sin blottede krop i en vrissen bevægelse.
Hun spidsede så ellers ører for at kunne følge med, hvad der skulle vise sig at være begrundelsen for udskydningen af, hvad hun selv var begyndt at blive klar over, var uundgåeligt. I hvert fald ind til hun kunne finde en fejlfri vej væk.

Den stakkels mand sænkede meget hurtigt sit hoved ved at stå foran sin herre på den måde. Det var ikke svært at se på ham, at han selv var mere end godt klar over, at han havde begået en fejl ved at afbryde, og han havde sikkert ønsket fra før, at det ikke var han der havde trukket det korte strå i afgørelsen. ”Jeg beklager meget, Herre,” startede han ud, som var der vitterligt intet vigtigere end at undskylde for sin stupiditet. ”Vi ved, at De ikke vil forstyrres, hvis det ikke er vigtigt, men det haster desværre. Ser du, der er blevet fundet problemer med tegninger til en af bygningerne. Det vil ikke kunne holde, hvis vi fortsatte. Nogle af os bekymrer os tilmed om, om det, der allerede er bygget op, er for ustabilt.”

Meget forsigtigt løftede han sit blik igen, dog uden at løfte hovedet, men som det første lagde hans klargrønne øjne sig om forbi Onelyas og mod Ahra, der havde øvet sig frem i synsfeltet, for ikke at bare stå parat i hjørnet. Og så hurtigt så manden væk, som var det nærmest mere forbi at se på hende, og fluks så han op på den sorte overordnede med næsten bedende øjne, blot for at sænke blikket igen ret hurtigt.
”Vi har brug for Deres assistance. Det er ikke vores ønske at lave om uden Deres mening.”