Vandglasset var halvt fyldt, men så ellers ganske urørt ud. Det havde dog været helt da han kom ind med det til Frederik. Det lille tak fik Viktor til at trække på skuldrene igen. Det var ingenting - og Frederik havde gjort det samme for ham dengang. Gad vide om Frederik forstod at det lille skuldertræk betød alt det.
"Drik resten også." Formanede han dæmpet med et lille nik, og satte sig bedre til rette ved siden af Frederik. Han overvejede at rejse sig, men måske ville det se mere akavet ud at stå i rummet og ikke vide hvad han skulle tage sig til.

Han skævede til Frederik igen da han påpegede at han ikke kunne huske at have taget skjorten af. Blikket hvilede lidt ved fingrene som var ved at skabe barriere mellem huden og øjnene. 
"Mhm, altså, jeg åbnede nogle af dine knapper for at du ikke skulle få det for varmt i nat." Tilstod han henkastet. Det var jo bare en uskyldig tjeneste.
"Men du har selv rodet dig ud af den." Tilføjede han med en munter grimasse for at få stemningen til at blive mindre akavet mellem dem.

Ordene, 'ikke acceptabelt' blev dog ved med at hjemsøge den unge adelssøn. Viktor sad og gned læberne lidt overvejende sammen til det næste han ville spørge om. Om det overhovedet var en god idé at spørge om.. for.. ville han kunne lide svaret uanset? 
Han kom med et lille fnys der indikerede at Frederik tog tingene alt for seriøst. 
"Hvor meget kan du da huske? Siden du mener at det ikke var acceptabel opførsel?" Hjertet sad lidt oppe i halsen da han fik det sagt, men ansigtet afslørede kun et hævet bryn og nysgerrig mimik. Han vidste ikke helt hvad han håbede på at få at vide. 

 " Javel..? " den kommanderende mor-kommentar fra Viktor fik Frederik til at se på ham med et virkelig-udtryk. Havde Frederik haft en normalt forhold til sin mor, havde han nok sagt Javel, mor, men bare tanken om at kalde Viktor for mor - selv i en joke - fik alt til at vende sig i ham og truede med at få han til at kaste op igen. Han pustede tungt ud gennem næsen. Blikket blev på Viktor et par sekunder ekstra, inden Frederik fik taget glasset og drukket et par mundfulde. Så satte han det igen, stadig med et par mundfulde tilbage i.

 Rutineret lukkede fingrene knapperne, og selv om han ikke behøvede at følge med i arbejdet, var blikket nærmest låst fast på fingrene. Han nikkede lidt til Viktors ord, og rømmede sig lidt som den sidste knap blev spændt og han så hen på Viktor.
 " Går ud fra du også tog vesten, så. " Det var mere end en konstatering end et spørgsmål. Han var ret sikker på han ikke havde formået at afklæde sig det mindste. Det trætte, mørkeblå blik gled ned over Viktor, hvis skjorte heller ikke sad helt som den skulle. Brunet løftede sig sigende og han fangede Viktors blik for ordløst at sige du ser også rodet ud, inden Frederik tog en dyb indånding for at tage sig sammen til at rejse sig op fra sengen. 

 Gangen hen til vesten var lidt slingrende som skulle kroppen og benene lige vænne sig til ikke at være lammet af alkohol mere, og han stoppede op med ryggen til Viktor da han nåede den. Stilheden lagde sig lidt mellem dem efter Viktors spørgsmål. Han kunne ikke fortælle hvad han huskede.. Det måtte være en fejl at han huskede de havde holdt i hånd. Og hvad ville Viktor ikke tro hvis han hørte han havde bildt sig ind de havde holdt i hånd? Han fnøs ved tanken, og kom i tanke om Viktor var i rummet og nok forventede et svar. 
 " Nok.. " han trak på skuldrene og begyndte at tage vesten på. 
 " Jeg kastede næsten op på dig, var uhøflig over for dine gæster.. var nærmest ikke i stand til at gå.. ved din far overhovedet jeg er her? " Han vendte sig rundt og så på Viktor med et løftet bryn. Han tvivlede på det, for eller havde de nok ikke begge lagt i Viktors seng. 

Viktor bemærkede godt den tørre grimasse sendt hans vej, men han tog sig ikke synderligt af det. Han mødte øjnene med et lille skuldertræk, og gestikulerede med hænderne at han skulle skynde sig at drikke noget mere vand. 
"Du faldt i søvn inden du kunne nå at drikke det igår." påpegede han med en skråsikker tone, som en undskyldning for at være så kommanderende - selvom han egentlig ikke havde noget at have det i. Den eneste erfaring den unge junker havde med alkohol, var blot dengang han blev fuld på Svennings gård et par måneder tilbage. Så.. det var vel Frederik han sådan set prøvede at efterligne lige nu. Det var ikke alt vandet der kom ned, men han kommenterede ikke på dét og så blot fraværende til i tavshed som Frederik stillede glasset fra sig igen. Det næste han spurgte om, var ikke rigtig et spørgsmål der behøvede at blive besvaret, for det gav vel sig selv. Så Viktor nikkede bare med et lille bekræftende brum. 

Deres blikke mødte hinanden, og det lettere sigende blik fra den ældre knægt fik Viktor til selv at hæve et spørgende øjenbryn mod ham, indtil han fik kigget ned af sig selv og bemærkede hvordan skjorten, samt buksebenet, sad helt krøllet. 
"Oh." udbrød han dæmpet og rømmede sig med et skævt smil imens han rettede på skjorten - den bare hud blev dækket til igen, og buksebenet blev hevet ordentligt ned. Hvis nogen så dem nu ville de sikkert tænke alt muligt. At de sad i gårdsdagens tøj, og så helt rodede ud sammen. Eller også var det bare Viktor der havde det sådan? Måske var det fordi han vidste mere om dem end hvad andre nogensinde ville kunne se med det blotte øje. Det nøddebrune blik fulgte Frederik som han rejste sig - men han sagde ikke noget. Ventede blot på at den anden ville besvare hans spørgsmål som han havde stillet.

Det var nervepirrende for Viktor at betragte ryggen af Frederik mens stilheden forsat lagde sig over dem som et tyndt slør fuld af hemmeligheder. 'Nok'. Han ventede lige præcis længe nok med at svare, til at Viktor kunne registrere, at hans svar måske ikke var helt tilfældigt eller ubekymret. Det kunne selvfølgelig også bare være, at Frederiks tømmermands hjerne forsøgte at fremkalde minderne fra igår, men alligevel følte Viktor at det ikke helt var tilfældet. Han klemte øjnene mistænksomt sammen som han forsøgte at gennemskue den anden. Men Frederik var en svær mand at læse.

"Hmm.." sagde Viktor med påtaget tænksomhed mens et suk forlod næsen. Var det af lettelse af eller skuffelse at han sukkede? Viktor kunne ikke bedømme det. Hjertet bankede en smule usikkert ved tanken om at Frederik huskede deres.. hånd i hånd, men det eneste Frederik gav udtryk for at huske, var alt andet end dét. Viktor var taknemmelig for at skulle undgå konfrontationen for nu.. han var ikke klar til det. Med lethed kom han op fra sengen og nikkede lidt til de ting den ældre ven nævnte. 
"Om min far ved at du er her?" gentog han undrende og hævede det ene øjenbryn. Viktor kunne ikke helt se hvad det skulle have af betydning. Han rystede lidt på hovedet. 
"Nej, men.. Det gør ikke noget." Han slog afslappet ud med armene, og lænede sig med numsen mod skrivebordskanten, og hænderne på hver side af sig. Blikket faldt til sine gaver, og han tiltede hovedet til siden før han skævede mod Frederik igen, "Du opførte dig ikke så slemt som du får det til at lyde, Frederik. Så bare rolig." mundvigen trak sig op, måske med et lille djævelsk glimt i blikket. "Du må jo bare skylde mig en tjeneste, som tak for al besværet." tilføjede han hurtigt, og slog alt det seriøse hen med en mere munter tone, og et drilsk grin. 

 Det var ikke fordi Frederik var bange for hertugen, men han respekterede ham. Det var forlangt af ham, at han respekterede ham, at hvis han vidste hvordan Frederik havde teet sig til sønnens fødselsdag, og sågar havde delt seng med ham. Det kunne muligt lyde eller se godt ud, og Frederiks egen far, ville bestemt ikke være  stolt eller tilfreds hvis han kendte til hvordan hans aften havde gået. 
 " Godt.. " mumlede han lidt og rodede lidt op i det tykke hår. Begge hænder lagde sig bagefter mod stoleryggen da han ahvde fået knappet vesten og han lænede sig lidt op af den.
 " Det behøver han heller ikke finde ud af.. " Brummede Frederik med det ene bryn løftet i et lidt sigende det-er-vores-hemmelighed blik.  En kort tanke faldt Frederik ind - var han dårlig indflydelse på Alryss knægten? Læberne spidsede sig lidt og han fnøs over tanken med et lille hovedryst, men til sig selv. Nej, han lærte ham bare om livet. Det bildte han i hvert fald sig selv ind. 

 " Måske ikke.. " Men Frederik var ikke overbevist. Måske Viktor ikke syntes Frederik havde været så slem, men det sagde måske også lidt om, at han stadig var et barn. Han forstod sig ikke på det at være voksen, hvad det indebar. Og da der blev snakket om tjenester, sendte Frederik ham et uimponeret blik.
 " Du er en møgunge, ved du godt det... " fnøs han afvisende, men Viktor havde nok ret. Det ene af Frederiks bryn løftede sig og han viftede med hånden mod Viktor, som vise han ham frem til en eller anden.
 " Så forkælet og utaknemmelig, at du ikke en gang kan se dig tilfreds med at have fået to gaver af mig.. " Det havde ikke været nogle store gave - syntes Frederik selv, måske mest bare fjol - men det understregede vel blot sjoven i hans kommentar.

Alle de hemmeligheder. Hver gang de to knægte hang ud sammen, forekom det som hvis der altid skete noget, Frederik krævede bad ham om skulle holdes hemmeligt for omverden. Det var selvfølgelig ikke et problem for Viktor - jo flere hemmeligheder de delte, jo mere synes han at de var som to sammenfiltrede tråde, vævet sammen i en smuk men kompliceret knude; Den usynlige tråd der holdt dem sammen. Den unge adelsmand spærrede øjnene langsomt op i en målløs grimasse, og fnøs overrasket af Frederiks kommentar. Armene lagde sig vurderende over kors, mens han så den anden an, 
 "Vores lille hemmelighed, javel." konkluderede han for sig selv. Tonen bar præg af at 'det var jo en sædvanlighed mellem dem - og at det ikke overraskede ham det mindste'. 

Viktor bemærkede at afstanden mellem dem lige nu, ikke var så stor. Mindre end en armslængde.

Den tidligere samtale var blevet glemt; usikkerheden ved de andre usagte, hemmeligheder der svævede rundt et sted mellem bevidst- og underbevidsthed fulgte med, og stemningen mellem de to knægte havde vendt retur til hvad der var normalen for dem. 'Du er en møgunge..' bemærkningen fik blot Viktor til at trække lidt mere på det skæve smil i mundvigen, og de krydsede arme løsnede sig. Den unge mand kunne fornemme på den andens vejrtrækning at han ville sige mere, så han ventede på at Frederik forsatte med at tale. Som for at simulere forbavselse, ved at blive kaldt skældsord, satte han sin hånd på hjertet, og måbede en smule. Blikket hvilede på Frederik imens. Han ændrede så sin grimasse til et af nonchalance, og svarede;
"Jeg tror bare du var så fuld, at du ikke kan huske hvor taknemmelig jeg var." gav han igen med en smart bemærkning.

Viktor lænede sig frem for at tage fat i sløjften der lå på skrivebordet, men som han gjorde det, opfangede han mynte duften der hang i Frederiks vest. Tanken om Frederiks duft, og vesten - fik ham til at tænke på hans fingre der åbnede knapperne, og afslørede den bare overkrop. Hvad han ikke ville give for at opleve det igen. Han fik fat i sløjfen, og inden Frederik rettede sig op og blev sin fulde højde, lænede Viktor sig frem. De stod ganske tæt nu. Det nøddebrune blik kiggede fokuseret op på sine hænder da han placerede sløjfen i det mørke, tykke hår. Håret kildede ham på fingerspidserne. 

"Heh.."  En stille latter undslap ham, da hans øjne sugede Frederik ind og fangede synet af sløjfen i hans hår. Viktor kunne ikke slippe sløjfen da den ikke var sat fast i håret, og det fik Frederiks hoved til at sidde indrammet af adelssønnens strakte arme. Kun en håndsbredde adskilte deres ansigter.
"Jeg elsker dine gaver, Frederik," sagde han med en legende tone, og til sidst mødte hans øjne Frederiks dybblå blik. Viktor var på nippet til at sende ham et lidt for kærligt blik da følelserne var ved at nå til overfladen. Det var lige før at øjnene sagde mere end han turde, at der var noget andet han 'elskede'.

 Frederik vidset ikke hvorfor, men har vidste at han kunne få Viktor til at holde det for sig selv at han havde sovet der. Han valgte at gå med, at det var fordi Viktor heller ikke ønskede at Hermod af Alryss skulle vide at han havde delt seng med en anden mand. Det ville sikkert ikke se godt ud for familien. Tonen og udtrykket Viktor sendte mod Frederik, fik den ældre knægt til at se på Viktor med et uimponeret udtryk. Så mange hemmeligheder var der da ikke! 

 Panden rynkede sig som Frederiks bryn blev løftet ved Viktors ord og reaktion. Et fnys gled ud mellem læber og mund og han rullede med øjnene. Selvom han ikke rigtig kunne sige Viktor imod, for det kunne sagtens ske han ikke kunne huske det. Viktor havde nu virket ganske tilfreds med den foreviget morgengry, ikke at Frederik helt forstod det. 
 "Det skal du jo sige, " trak han bare på skuldrene med. 

 Før Frederiks (måske lidt bagstive) hjerne nåede at opfange hvad der skete, fandt en mild duft af noget sødt, blandet med noget bittert vej til Frederiks næse, en duft der virkede så bekendt, og så var Viktor lige der, lige foran ham, næsten så han kunne mærke Viktors ånde mod ansigtet. En klump banede sig vej til Frederiks hals og han gik lidt i stå med det han var i gang med. Det mørkeblå blik lå nærmest fanget i det nøddebrune, betragtede hvordan det flakkede rundt og tog Frederik ind. Frederik følte han var indhyllet i en mild sommerdag. Det virkede som om temperaturen steg i den lille intimsfære der var kommet mellem de, og det kildede hele vejen ned gennem kroppen, som Viktor pillede ved håret. 
 Da Viktors blik endeligt mødte Frederiks var det som om hjertet slog lidt hurtigere. Frederiks udtryk var neutralt og der var noget ulæseligt i Frederik øjne. For han vidste ikke selv hvad det var han følte. Han var forvirret, irriteret og generet, men alligevel virkede alt rart og let. Som det alt nok skulle blive okay. Frederik fik sunket klumpen der havde sneget sig frem i halsen. 
 " Det var godt.. " fik han mumlet ud, lavere end han havde tænkt det skulle. Og så rømmede Frederik sig. Rettede sig op, væk fra Viktor og sommerdagen, og i en hurtigt, lidt afvisende bevægelse, fik han have sløjfen ud af håret. 
 " Jeg skal tilbage til Svennings Gård.  " sagde han som han nærmest bankede hånden og sløjfen mod Viktors brystkasse. Sløjfen blev sluppet, uden hensyn til om Viktor var klar til at gribe den. 
 " Mormor Helke og morfar Ludvikal må være bekymret siden jeg ikke kom hjem i går.. " Frederik trådte væk fra stolen og Viktor og så lidt rundt i rummet, for at tjekke han ikke manglede noget.

Et eller andet sted, findes der en lov der siger, at når en person er fuldstændig forgabt af den anden, vil den anden uundgåeligt blive forgabt, også. Viktor håbede, at den lov eksisterede i deres verden - for andet ville da synes at blive ubærligt.

De to farver smeltede sammen til mystikkens violette nuance, skulle man stryge det hen over et tomt lærred - da Viktors dybe nøddebrune øjne endelig mødte Frederiks mørkeblå blik. Den unge adelsmand synes at stivne i øjeblikket ved opdagelsen af noget, der rørte sig på overfladen. Trods Frederiks kølige, fjendtlige, glasagtige, og skarpe, altvidende blik - var der noget andet derinde et sted som kunne skimtes, uden for rækkevidde, og ulæseligt. Viktor ville aldrig kunne regne ud hvad det betød, og skønt han prøvede at forstå det - ville Frederik ikke invitere ham ind og lade ham. Smilet falmede lidt, intimiteten mellem dem synes at stige, og hans eget blik blev mere indtrængende, som hvis det sagde til Frederik; luk mig ind. 
 Hans hjerterytme begyndte at falde ind i et hurtigere tempo, da de to drenge ikke kunne slippe hinanden med øjnene. Det lille organ bankede som trommer, der fik blodet til at flyde op til kinderne, og afslørede et strejf af lyserød på dem. Viktor sænkede langsomt sine hænder fra Frederiks hår, og i et kort sekund fik han lyst til at stryge hånden ned over den andens tiltrækkende kæbe struktur. Men hænderne nåede kun at dvæle usikkert ud ved ansigtet, da Frederik brød tavsheden og intensiteten af deres øjeblik dalede og kvaltes da Frederik hev sløjfen ud af sit hår. Viktor fik hænderne ned langs siderne.

“Uff.” udbrød han overrasket da sløjfen blev banket mod brystkassen, og hans blik dalede ned på den lettere krøllet sløjfe i den andens greb, før han slap den, og Viktor nåede lige at gribe den før sit fald mod gulvet. 
Jeg skal tilbage til Svennings gård - ordene var som en mavepuster for den unge Alryss søn, og han skævede efter Frederik, der trådte væk fra ham. Han havde håbet at de kunne være sammen lidt længere.
“Ah - nå.” sagde han og forsøgte at lade være med at give udtryk for sin skuffelse, men det kunne nok spores lidt alligevel i grimassen.
“Det havde jeg slet ikke tænkt på.” tilstod han, med et snert af dårlig samvittighed over kun at have tænkt på sig selv. Ham og Frederik, og deres lille situation.
“Mon ikke de blot tror, at du bare har overnattet her?” sagde han i et forsøg på at berolige eventuelle bekymringer, og tog et henkastet skridt hen mod Frederik og lagde sløjfen fra sig på bordet som han gik forbi det. Hvordan ordene egentlig undslap ham, lød nærmest som hvis han havde sagt; Du må ikke tage hjem endnu.

  Læberne spidsede sig lidt, for selvom Frederik virkede afvisende, og klar til at komme videre i sit liv - færdig med at at hænge ud med et barn - så bed han mærke i den skuffede der viste fra Viktors side. Viktor syntes vel bare Frederik var sej, eller at det var sejt at bruge tid med ham, og hvordan kunne Frederik bebrejde ham for det. Men lige godt hvor fedt det var for den anden, at bruge tid med den ældre knægt, så kom de ikke uden om at det var mærkeligt at de var alene, på Viktors værelse, og havde sovet i den samme seng, uden nogen vidste om det. For ikke at snakke om alle de mærkelig følelser Frederik blev ved med at mærke. Det var tydeligvis noget galt med ham - alkoholforgiftning eller noget! Og derfor var det altså bare bedst at komme videre. 
 Og så var der selvfølgelig bedsteforældrene. Frederik nikkede til Viktors ord, for det ville nok være det de tænkte, men det havde ikke været aftalen eller hvad de forventede, så det kunne vel nærmest ikke undgås at de blev lidt bekymret.
 " Mon ikke, " gjorde han sig enig, inden han trak på skuldrene. 
 " Men for en sikkerheds skyld, må jeg hellere komme tilbage. Det ville ikke ligge godt i mig, hvis jeg gav dem dårlige hjerter, fordi jeg ikke kan styre mine drikkevaner. " Ansigtet blev lidt stramt ved tanken

 Noget mere blidt lagde sig over Frederik udtryk da han mere oprigtig vendte opmærksomheden tilbage på Viktor. Smilet var taknemmeligt som han svagt og kort nikkede mod Viktor. 
 " Tak, fordi du lod mig overnatte, " han skar en kort grimasse, og lagden inden i nakken inden han tilføjede:
 " Og for at gøre det lidt diskret.. " Bare tanken om de rygter det kunne komme, hvis nogle havde opdaget dem, var nok til at gøre Frederik urolig. 

De unge fødder standsede op foran Frederik, men med sikker, acceptabel afstand fra hinanden. Viktors held var brugt op for denne gang, og der var ingen grund til at lege med ilden lige nu, i tilfælde af at det efterlod et grimt brandsår. Desuden.. vidste han heller ikke helt hvad han ville have af Frederik. Det hele - men hvad indebar dét dog overhovedet? Han havde ikke gået i dybden med detaljerne; men bare at være i nærheden af den ældre knægt var nok til at gøre ham beruset af sommerfugle der summede i hele kroppen. 

"Jeg tror min onkel har værre drikkevaner end du." Trøstede han den anden med et skævt smil. Et lille kluk forlod de lyserøde læber. Men Frederik havde ret, han måtte hellere komme tilbage, så bedsteforældrene ikke så det nødvendigt at gå til byvagterne fordi deres barnebarn ikke var vendt retur. Hvis det da kom så vidt; Viktor kendte endnu ikke deres personligheder til fulde, andet end at de var hjertevarme mennesker. 

Armene krydsedes, mens blikket gled henover det lyse ansigt, der alligevel synes at have en mørkere kulør sammenlignet med Viktors. Hage, kæbe, næse, pjuskede bryn. Øjnene nærstuderede det hele imens Frederik orienterede sig med om han havde husket alt. Ører, pande, det tykke rodede hår. Og til sidst det mørkeblå hav da Frederik endelig kiggede på ham. Det er et hav man drukner i. 

Men som en kontrast til det skarpe, fjendtlige blik der som oftest lå malet i den andens blik, blev Viktor mødt af par blidere, tør han sige, varme, mørke øjne. Og det var sådan Viktor altid blev hevet hen til ham igen, fanget og ude af stand til at gøre til eller fra. De nøddebrune øjne måtte bryde blikket, mens han kiggede lidt ud af vinduet med et nonchalant skuldertræk. 
"Ingen årsåg." Ordene hang lidt i luften og antydede at der ville komme mere. Han skævede mod Frederik, læberne spidsede sig inden han sagde;
"Jeg gør det gerne igen." Sætningen kunne betyde så meget mere; ville hjælpe ham, eller sove med ham, eller de andre små hentydninger der havde været. Du vælger bare. Viktor sendte Frederik et sigende blik, mens brynene løftede sig svagt. Men så brød han det, med et drilsk smil, og hænderne fandt vej ned i lommerne igen. 

"Jeg ville tilbyde morgenmad, men du må hellere komme hjem, ja." Opfordrede han så den anden til, og lød ganske affundet med det. "Og hils mormor Helke fra mig." Sagde han med et mildt smil om læberne.

 Frederik rullede med øjnene over Viktors trøstende kommenter, men alligevel trak det lidt op i mundvigene. Han havde da også godt set der var nogle der gik mere til drikkevarerne end han selv gjorde, og der var trods alt først godt hen på aften at Frederik havde fået nok. Forskellen var nok at han drak fordi det var nødvendigt. Lige godt hvor dumt det lød. Der var en nødvendighed for at han kunne være bare lidt i sig selv, når piger og kvinder hang sådan op af ham. Det var som om de kunne mærke han ikke kunne lide det, og blev tiltrukket ydereligere af det. 

 Helt naturligt brød en kort, mild latter ud fra Frederiks læber da Viktor sagde han gerne gjorde det igen, og brynene løftede sig lidt. Hvad af det, gjorde han gerne igen? Frederiks tanker vendte tilbage til de svage minder om at have holdt i hånd og sank kort, inden han rømmede sig lidt. 
 "Lad os ikke gøre det til en vane.. " sagde han som han skar en grimasse, der dog mest var lavet i sjov. Frederik havde det trods alt ikke super fedt .

 Maven både rumlede og trak sig sammen ved nævnelse af mad. Næsen rynkede sig lidt og Frederik kørte hånden gennem håret og nikkede lidt. 
 " Du må bare skylde, " Frederik sendte Viktor et sigende blik og brynene løftede. Så skyldte de vel hinanden?
 "Og jeg er sikker på mormor Helke ville værdsætte et besøg. - Og morfar Ludvikal.. " Frederik trak på skuldrene. Det ældre ægtepar nød at have gæster. Når der var liv i huset. 
 " Lad nu hver med at drikke for meget af andres bundslatter, det skulle jo nødigt påvirke dit cellospil, " Læberne trak sig op i et stort, drilsk smil, som han hentydede til Viktors lille stunt med at tømme Frederiks glas, og løftede den store hånd op for at rode i Viktors hår, som et sidste lille farvel , idet han lagde an til at træde forbi Viktor. 

Selvom det måske ikke var en præstation, der kunne imponere nogen i sig selv, blev det for Viktor mere en biflod af den egentlige handling. At se andre smile og vende deres humør til det bedre, føltes lige så givende som at imponere; det gav ham en følelse af stolthed og et boost til hans selvværd. Men frem for alt talte det til hans indre empati, og det var en dybfølt glæde for ham at kunne sprede positivitet og trøst til andre med sine handlinger. Især.. når Frederik var subjektet.

Latteren fra Frederiks læber fyldte rummet som en mild sommerbrise for en kortvarig stund. Viktor kunne mærke den resonere helt ind i sine knogler og slå rødder. Det var ikke særlig ofte, at Viktor oplevede ham le på sådan en måde - så når det endelig hændte, var kontrasten så stor sammenlignet med hans naturlige tvære mine, at Viktor ikke kunne undgå at blive overrasket, og ikke mindst påvirket af det. Det var charmerende. Og Viktor var skyld i den slags latter.

Værelset var fyldt med et mylder af følelser som blandede sig med mindernes efterdønninger fra gårdsdagens begivenheder. 
'Lad os ikke gøre det til en vane’ - men hvilket af det? Hvordan havde Frederik tolket adels sønnens ord? Svaret var nok en sikker måde hvorpå at dække over alt det der var hændt dem. Men kunne Frederik huske det hele? Og hvis han kunne.. betød det så, at Frederik helst så sig fri for det? Hang det sådan sammen, var Viktor virkelig på dybt vand.

Uden at afsløre de mere seriøse dunk i brystet, trak Viktors mundvige sig skævt op med sammenpressede læber til Frederiks efterfølgende grimasse.
"Ja, næste gang vil jeg gerne undgå at skulle bruge så mange kræfter på at bære dig herop." sagde han spøgefuldt. Det var trods alt ikke en nem affære.

Skylde morgenmad? Hjertet slog uvilkårligt hurtigere, og Viktor masserede det overrasket. Det mørke øjenbryn løftede sig en kende forvirret til Frederiks ord mens han forsøgte at gennemskue ham. Det lød næsten som om at den anden ville have ham til at invitere ham ud. Men.. Viktor læste nok for meget ind i det. Det var jo blot en tale måde. 
En stille, kunstig og tvungen klukken forlod ham, "Ahh.." han nikkede lidt bekræftende med et lille smil hængende om læberne, og kørte sin hånd gennem nakkehårene - frem til panden. 
"Det er en aftale." stadig uden helt at have gennemskuet den anden. Viktor slap toppen af sit hovede, og armen kom løst ned at hænge igen.   

Brynene skød fornøjet til vejrs. Da ikke kun dem, vel? "Hmm, det kan være jeg kommer forbi og maler så, Svennings gård er et smukt sted." Og det var ikke kun fordi Frederik var der fra tid til anden. Viktor synes virkelig at han kunne mærke en anden form for idyl på gården, selvom det ikke lå langt fra Svaneholm. Han var vant til sit hjem - men gården var spændende, og nærmest et slags fristed for Viktor.

En kaskade af følelser trak op som stormvejr i den unges indre. En blanding af ikke at ville give sig hen til den anden, så hjertet ikke ville blive afsløret - men alligevel ville være tæt nok på ham, til at kunne suge alt, han giver, til sig som en tør svamp, og stadig opføre sig normalt, fik ham til at trække sig i et uvilkårligt ryk fra den store hånd der naturligt var faldet i hans krøller. Det faldt aldrig Viktor ind, at hvad der helt og holdent havde gjort ham panikslagen da Frederik rørte ham, var præcis dét som forskrækker en jomfru når de bliver rørt for første gang af den person de hungrer efter; Han vækker nerver i dem, de aldrig vidste eksisterede, og som frembringer langt, langt mere forstyrrende lyster, end de er vant til at opleve på egen hånd. 

"Hah!" udbrød Viktor i noget der skulle ligne latter - men istedet for at komme naturligt til ham, pressede han det ud som en akavet ordlyd. En klump formede sig i halsen. Blikket flakkede lidt forvirret rundt på Frederik. Han nåede ikke engang at opdage at han havde flyttet sig fra Frederik, før han gjorde det. Hvorfor - hvad skete der lige? Forvirringen blandede sig med hans fremtvungne, nonchalante grimasse. Hjertet hamrede pludselig endnu hurtigere, og han lagde armene over kors, strammede op i dem i forsøget på at holde sit hjerte på plads. Nu overtænkte han det alt for meget; at han havde trukket sig væk. Det kørte rundt i ham som en karroussel der gjorde ham helt rundtosset. 
"Jamen, det er jo en del af mit cellospils hemmelige ingrediens," sagde han og forsøgte at efterligne Frederiks drilske mimik og tonefald - og håbede at Frederik ikke læste for meget ind i at han havde fjernet sig fra ham så pludseligt. 

 Tøsedreng.. Ordet forlod Frederiks tanker, nærmest inden Viktor havde færdiggjort sine klagende kommentar. Han kunne dog heller ikke helt bebrejde Viktor for at have fundet det hårdt, så det kunne umuligt have været en nem opgave. At få Frederik med op på værelset, uden at de blev opdaget, var i sig selv ganske imponerende. 
 " Det er bare et tegn på, det er tid til at du gør mere i fysisk hårdt arbejde - rigtigt mandearbejde. " Gav han igen, med det ene bryn løftet. 

 Det mørkeblå blik flyttede sig kort ned på hånden Viktor lagde mod brystet. Det var noget han havde lagt mærke til knægten havde gjort for. Havde han problemer med hjertet? Brynene rynkede sig lidt, men inden han nåede at sige mere, flyttede hånden sig og Viktor snakkede om en aftale. Et forvirret hm? forlod Frederik, som hans tanker havde været væk fra emnet et øjeblik, men kort efter brummede han accepterene. 

 " God plan, måske ses vi. " Frederik trak på skuldrene. Han var jo ligeglad med, hvis han så Viktor. Men det var jo ikke til at vide om Frederik lige kom på besøg mens Viktor var der. Eller omvendt. Bedsteforældrene takkede aldrig nej til gæster!

 Smilet blev hængende om Frederiks læber, ved Viktors svar og han rystede op hovedet over det. Skøre knægt. Han var stoppet op med ryggen til Viktor, og så sig over skulderen, ned på ham.
 " Aha.. " Frederik lød ikke spor overbevist. Det hjalp heller ikke at Viktor pludselig virkede lidt sær. Han havde ikke lagt mærke til Viktor trak sig da han trådte frem og forbi ham, og deres bevægelser flød lidt sammen. Hånden var faldet ned fra Viktors hoved da Frederik var forbi ham, og inden han stak begge hænder i lommerne klappede han Viktor på skulderen.. 
 " Dét lyder som en dårlig vane.. " sagde han, og lukkede øjnene i.
 " Vi ses, Viktor. " Og med de ord, så han Svennings Gård indgang for sig og forsvandt ud af det blå, og efterlod Viktor alene på værelset.

Viktor valgte at lade være med at kommentere på Frederiks bemærkning om fysisk hårdt arbejde. Eller som den anden foretrak at kalde det; rigtigt mandearbejde. Han vendte øjne af Frederik, og rystede på hovedet af det med et lille fnys. Eller også, skulle du ikke drikke så meget så du mister evnen til at stå på dine fødder, tænkte han, men sagde det ikke højt for den anden.

Generelt var stemningen forvirrende - og den skiftede konstant som billederne i et kalejdoskop. 

Hvad Viktor håbede at Frederik ikke havde bemærket i hans overreaktion til hånden i håret var noget andet. Viktor vidste at han havde givet efter for hans hånd, og næsten lænet sig ind i den, som for at sige ーsom Viktor havde hørt voksne sige så ofte før når det hændte at nogen gav dem kærtegn － du må ikke stoppe. Havde Frederik bemærket at Viktor var klar til, ikke blot at give efter for ham, men også forme sig ind i hans krop. Så længe Viktor havde åndedræt til at sætte ord i sin mund - ville han gøre dette som dække, ellers ville tavsheden mellem dem sikkert afsløre ham - derfor var hvad som helst, selv den mest splattede nonsens, at foretrække fremfor stilhed.

"Måske ja. Det må tiden jo vise." Forsøgte han at få sagt nonchalant. Som for at sige, det betyder ikke så meget for mig om du er der eller ej. Hvilket var en direkte løgn. Men følelser er komplicerede.

En dårlig vane.. at drikke sjatter? Viktor kunne godt høre at det lød sådan. Men det var jo heller ikke en sandhed. Hvilket han vidste, at Frederik vidste. Men.. nonsens, du ved.

"Vi ses Frederik- kom godt hjem." Og Viktor skulle ikke andet end at blinke og så var Frederik forsvundet. Det ville han nok aldrig vænne sig helt til.

Lidt efter kastede Viktor sig hen i sin seng og greb efter puden Frederik havde ligget på. Han rullede om på ryggen og tog den oven på hovedet for at snuse til efterdønningerne af Frederiks tilstedeværelse. Det her er helt forskruet. Men han forsatte med at have lukket øjne, med puden holdt tæt til sit ansigt for at opfange alle noterne af Frederik der hang i det bløde stof. 

Var det her hvad folk mente med at 'blive blød som smør'? Og hvorfor ville Viktor ikke vise Frederik hvor smøragtig han var blevet? Var det fordi han var bange for at den ældre knægt ville have grinet af ham, eller ignoreret det hele med påskuddet om, at Viktor var for ung til at vide hvad han lavede? 

Vil jeg hellere foretrække et liv fuld af længsel, så længe vi begge holder denne lille ping-pong leg i gang: uden at vide, ikke-ikke vide, ikke-ikke-ikke vide? Bare vær stille, og hvis du ikke kan sige ja, så sig ikke nej.