Voldsom ekstase, var dét der kunne beskrive følelserne i rummet. Hadet, som Stian inderst inde stadig følte for Eskild, var som olie på bålet der blot var en medvirkende faktor til at gøre oplevelsen dét mere pirreligt for ham. For dem begge. Var Stian en masochist? Muligvis, i dette øjeblik, var han. For han nød alt hvad Eskild gjorde ved ham. Hjertet slog hårdt for hans berøring, kroppen vred sig i nydelse, og som kollegaen blev presset mod sig i sommerfuglens vinger, fik Stian nu omsluttet Eskild helt ved at slynge begge ben om ham. 

 Eskilds brummende støn, kildede ham i øregangen og gav ham himmelvendte øjne, før de blev knuget hårdt sammen igen. Han havde lyst til at skrige af desperation. Efter mere, men han gispede blot stakåndet, som deres lem gned op og ned i perfekt harmoni. Da kysset blev brudt, kunne Stian ikke dy sig fra at sætte tænderne om Eskilds brystmuskel, mens han tilbageholdte et ivrigt støn. Kunne de komme tættere? Ja, ville Stian dét? '. . . .'

 I omfavnelsens himmelhvælving, kunne Stian ikke undgå at mærke sin egen klistrede præsæd blande sig, og blive ét med Eskilds. Det var ufatteligt betagende, på sin egen forkerte måde. Men én utilsigtet lyd, blandede sig med mændenes nydende støn, og Stian blev revet ud af øjeblikket. Det var som at svæve og falde på samme tid. "Eskild." brummede han stakåndet, en smule opmærksom på hvad der skete uden for rummet. En banden undslap kollegaens mund, og lige så omtumlet som han var, modtog Stian det bidske kys. 

 Kroppen ville have mere, men hjernens berusede tilstand vågnede, og gjorde Stian forfærdeligt ædru, og bevidst. Thorne er her.
Som Eskild forsøgte at flytte sig, satte Stian sig op og tog ud efter ham. "Nej - vent. Du må ikke gå derud." bad han i en desperat hvisken, og de nøddebrune øjne gnitrede panikslagent. Hjertet hamrede voldsomt. Kunne han ikke bare lade som om at han ikke var hjemme? Stian ville under ingen omstændigheder blive opdaget i sådan en sårbar tilstand, i Eskilds seng. 

 Den krævende tunge ved hans lem, kom som et chok, og Stian måtte gribe febrilsk ud efter sengegavlen, og tilbageholdte sit støn, der blev spundet frustreret istedet. Øjnene knugede sig i, og han kunne knapt få vejret. Gnidningerne fra før havde gjort ham pokkers sensitiv. Men så rejste Eskild sig. 
"Kom tilbage!" hviskede Stian. 
Eskild kom i bukserne og trådte ud. 
"Eskild!" hvæsede han som sit sidste desperate forsøg på at stoppe Eskild. Stadig som en hvisken, der blandede sig med frygt, og så blev døren sat på klem, og Stian efterladt til sig selv i værelset. 

 Hjertet hamrede af panik, og Stian sad blot fæstnet og stivnet til sengen. Hvad skulle han gøre? Med et sagte bump faldt Stian bagover og ned i lagenerne igen. Lidt efter, som virkeligheden kom retur, bankede han hovedet lydløst ned i madrassen et par gange af frustration for den suppedas han befandt sig i. For zalaens!! Men han var ellers tavs, og kunne høre mumlen ude fra. 

Det var en tydelig forpustet og overrasket Eskild som efter flere minutter til sidst åbnede døren og kom til syne i døråbningen. Det var ikke typisk at se ham sådan, han ver ikke usorgineret, men hans hår var uglet og tal ikke om pletten på bukserne og rejsningen som ikke gemte sig på nogen måder. Han kunne nemt komme med en kæk kommentar, men nu var han i uniform og på arbjede, "Jeg kan se at jeg kommer på et dårligt tidspunkt?" Hvad der foregik derinde kunne han ikke bedømme, men han kunne vel trække nogle tanker og tråde sammen. 

Han registrede et par sko inde bag Eskild som bestemt ikke lignede hans egen størrelse, hvilket indikerede at der var andre derinde. Det var ikke hans at blande sig i. Han kunne kun gisne om det, men Issac vidste også godt hvor Eskilds interesser lå; Samuel og Stian, med mindre der var noget han ikke havde fortalt. Fortalte de hinandne det hele? Han tvivlede stærkt.
Han kunne ikke blive klog på det forhold, som de to havde kørende, det virkede som om at de udadtil hadede hinanden, men blev ved med at opsøge hinanden. Han kunne ikke afgøre at det var Stian, men blot det at de havde opsøgt hinanden på gaden og endt i et slagssmål, fortalte nok om dem.

"Det var også meningen" Startede han roligt ud og kiggede på Eskild og ind i huset, "Jeg er sendt forbi for at over give dig din straf. Stian fik en lang en, man kan tale om, om den var hård nok" Forsatte han, "Så jeg har arbejdet på at give dig lige så mild en straf, og jeg skal have dig til at møde ind i arkivet, hvor du skal hjælpe med at arkivere" Det var ikke den fedeste opgave, men den var bedre end en fyring og bedre end lort.

De desperate hviskende kald var blev hørte, og han kunne kun ligge en hånd til kvinden af den anden og give ham kys som en fortrøstning: "Rolig, havde det været Alister, havde du også åbnet op" sagde han fortrøstende. Det var måske ikke helt rigtigt, men der var ingen tvivl om, at de var nødt til at reagere når deres overordnet stod derude og ventede på dem. 

Den miksede smag af våde væsker der kunne fornemmes på den sengeliggendes lem var ikke helt så salt som tidligere, men det var også blevet mikset. Måske det kunne vidne om hvor hæmningsløs Eskild i virkeligheden var. Han kunne dog ikke efterkommer ønsket om at han blev og han smilede blot for sig selv over de små hvæsende kald. 
Det var kun med til, at sørge for han ikke en slap tilstand hurtig nok. 

At ligne noget der kom direkte fra sengen var ikke helt hvad han gik efter, men det var udfaldet for hans vedkommende, og det blev også kommenteret fra hans overordnets side af - dog på den pæne måde. "Eh.." kom det lidt vævende fra ham: "Nejnej, jeg var bare ved at onanere," sagde han og tog sig kløende til panden af sit ordvalg. Det var vel ikke helt forkert, men det kom måske lidt for nonchalante ud. Men han måtte tage det som det nu engang var. Issac var vant til det, så det kunne næppe tages helt ilde op. 

Ah-lød det lidt fra ham, og han fik trukket mælken op fra kurven før han fik den åbnet og hældt op til sig selv. Men han lyttet til hvad der blev sagt, og han vidste, at hvis Stian havde valgt at være en aktiv smuglytter, ville han også kunne følge med i dialogen. Men ordvalget kom måske lidt bag på ham. Lige så mild straf? "Så du sætter den blinde til at arkivere? Det skal nok blive sjovt," kommenteret han henkastet og fik taget en tår af sin mælk. Men det gav også kun anledning til, at han kunne skjule sine egne spor ved at have snaget efter Romeo i arkivet. 

"Vil du have et glas?" spurgte han efter lidt og mærkede hvordan hans fod ramte kappen der flød på gulvet. Han fik bukket sig ned og samlet den op og smed den over ryglænet på en stol. "Fik taget en forkert med hjem forleden," informeret han, selvom man sjældent så Eskild i en kappe. 

 Havde det været Alister, havde du også åbnet. Ordene sve'. Måske, men ikke af samme grund som Eskild gjorde. Den tiltrækningskraft Stian følte mod Alister var.. tryllebunden. Og lige meget hvor lidt han ønskede at se halvelveren, så jo. Så var han nok stukket af fra sengen med det samme for at se ham stå i sin dør. Men det kunne han ikke indrømme overfor Eskild, trods han sikkert allerede havde mærket det på hans hjerteslag. 

 Det trøstende kys, gjorde ham helt forvirret på ny, men han tog bare imod det - nåede ikke at gengælde det, og rynkede panden i det han måtte opgive at få Eskild tilbage, og ignorere Løjtanten til han var gået igen. Pis og lort.

  -- Bare ved at onanere. Kunne Stian høre som en fjern mumlen ude fra stuen, og stemmerne kom tættere på. Kinderne osede af skam og varme, og han gned ansigtet voldsomt, før han hev sig lidt i de gyldne lokker. Døren var kun på klem, hvad nu hvis Issac Thorne valgte at gå ind på værelset? Det var usandsynligt, men sandsynligt. Aldrig sig aldrig.

 Hurtigt, kom han op at sidde i sengen. Læg dig ned. snerrede han i tankerne, med sammenbidte tænder, ned til sin person, som stirrede tilbage på ham. Hård, og klistret. Han sukkede lydløst, og forsøgte at træde op fra sengen så blidt han kunne, så hverken et knirk eller et bump ville høres. Stian holdt vejret imens han ledte efter sine underbukser, men han kunne ikke orientere sig, og samtalen ude fra stuen trak i ham. Om min straf var hård nok? Han hævede et øjenbryn, og trak nu sengetæppet om sig, som han langsomt, og forsigtigt trådte hen til døren der stod på klem for at lytte med. 

 Han så sin kappe blive svunget over stolen, og hjertet sank. Fik taget en forkert med hjem forleden.  -- Virkelig, Eskild? Han knugede hænderne ind i det bløde tæppe og sank en klump. Bare Issac nu godtog. Hvad med støvlerne?! Forbistret. Der var så meget at tage ind på én gang, så Eskild skulle arkivere.. det ville sige han ville se meget mere til ham i det centrale distrikt nu. Hvorfor bankede hans hjerte håbefuldt over dette? Det irriterede ham.

Det var næsten for mange detaljler som mødte ham, men han kendte også Eskild for godt nok til at vide at han ville være direkte i sine ord, det havde han hvert fald ikke skjult tidligere i deres samtaler. "Det skal der selvfølgelig være plads til, Eskild.. Måskr for mange detaljer alligevel" Men det gav sig selv, når flagstangen nærmest flagrede for ham, som han stod der udenfor døren. 
Det var hvert fald første gang han havde taget en anden i at gøre den slags, og lige frem få det sagt på denne måde. Hvis det dog var sandheden. Han havde sine tvivl. Men igen, det ved kom ikke ham, "Men det forklarer vel.. Ja" 

Han kunne godt se at det ikke var den fedeste opgave for en blind mand, at skulle arkivere og holde styr på et stort rod som arkivet egentligt var blevet til. Hvilket irriterede ham selv. Han var ikke nogen større fan af at skrive rapporter, men han var sergent og skulle af og til læse andres rapporter, og hvis det hele lå som et stort rod, så blev han irriteret. "Det er ikke den fedeste opgave, men det var et forslag fra flere af de andre. Ville du hellere have muget ud hos alle hestene i en måneds tid?" Så passede opgaven i det mindste til Stians. De fik begge lort.
Han kiggede på Eskild som han stod og han drak af mælken, som om det var det mest naturlige i verden, på dette tidspunkt.

Det var ikke typisk at se Eskild i en kappe, så at han skulle have taget en med hjem, virkede ikke helt sandsynligt. "Om jeg vil have et glas mælk?" Kom det roligt, lidt overrasket over tilbuddet, "Nej tak, det er helt i orden" Han kiggeed ned på kappen som blev skubbet væk, "Selvfølgelig. Det er hvad der sker"

Det havde han nu alligevel ret i. En deltajle eller to for meget, men hvad skulle han ellers sige? At han ikke havde orket at gå i bad eller vaske tøj siden han var kommet hjem. Men han trak blot på skuldren over det og en ligegyldigt grimasse: "Vil jeg da vide, hvad du selv antog?" spurgte han alligevel lidt nysgerrig på at høre hvad hans ven og overrodnet nu havde af uhumske tanker vedrørende en selv. 

Eskild mærkede sig selv ved buksen og indså at han havde en våd plet. Stian for helvede. Det var klart nemmest at give skylden videre end selv at tage ansvar, men det understregede blot hans onani. "Ja.. det gør det vel." Det var næppe det billede han ønskede at løjtnanten havde af ham, men det var hvad han måtte få. 
Men han lyttet lidt til hvad der blev sagt. Men han klukkede en anelse over hans anden mulighed og han rystet på hovedet: "Jeg ville foretrække arkivet, for der vil jeg i det mindste have en chance for at gøre det korrekt. Nok har jeg en næse der kan snif mig til hestenes efterladenskaber, men jeg kan ikke helt præcisere hverken mængden eller formen af det," kommenteret han ærligt. 

"Hvor meget tror du lige jeg kan se?" spurgte han en anelse nysgerrig og fik sat det halvtomme glas fra sig. Hvem fuck går også med kapp... Issac brugte også kappe. Det var ikke just en værdig løgn, men det var det eneste han kunne finde på. "Ja.." sagde han trækkende på sit a. 

Men Eskild trådte lidt væk fra køkkenet og lod sig få en plads op ad væggen mod soveværelset døren: "Hør, jeg beklager det eskaleret med Hwan. Jeg opsøgte ham ikke for at provokere ham den dag, men efter dit møde med ham, var han en del mere...." sagde han og prøvede at illustrere med sin hånd, at Stian var en del mere vilter. "Men det sker ikke igen," 

Det var jo ikke atypisk for Eskild at være direkte og på den måde, blot fortælle tingene som de var og det var det han gjorde igen. Han kunne have sagt så meget andet, men der var ikke så mange andre ting, som rejste et lem, på den måde. "Jeg antager ikke noget, Eskild" Smilede han roligt, det var jo ikke hans at blande sig i, så hvis der lå en fyr eller han rent faktisk havde onaneret, det vedkom ham ikke. 
Han havde ikke ment det som en hentydning til at han skulle tage på sig selv eller lignende, for han var vel sikker på hvad han mente? Han havde sgu nok selv gjort det samme, mænd var vel mænd. 
"Jeg forsøgte også at holde det til noget enkelt og noget ordentligt, nu hvor Stian var sluppet så billigt" I hans øjne var Stian sluppet for billigt, men det var ikke noget han gad at tage med Alister. Det ville der ikke komme noget godt ud af alligevel, han ville ikke ændre det, "Præcis. Det ville være uværdigt at sende dig i stalden" Eskild og ham var alligevel venner og kollegaer, og det ville de blive ved med fremadrettet, ogsås selvom at de var af og til var uenige i mange ting. Men de nød hinandens selskab. 

Han kunne ikke lade være med at grine småt over hans kommentar, for den var måske på sin plads, ""Jeg beklager, Eskild" Selvfølgelig var det nemt for Eskild at tage en forkert kappe med hjem, selvom han i det hele taget dårligt nok brugte den kappe, så det var mærkeligt i sig selv. 
Issac lyttede til ham, interesseret. "Du skal ikke beklage, men det skal selvfølgelig ikke ske igen. I mine øjne kan i sagtens slås eller hvad i nu har lyst til, men at slås på åben gade som byvagter er bare ikke smart" Mon ikke godt at han vidste det? "Hvad var han?" Han var nysgerrig på hvad Stian havde sagt og hvordan han havde opført sig efterfølgende.

Skulle man være flueknepper og hentyde, at der var en mistanke, siden han spurgt ind til ubelejligheden. Det lå vel mest til hans natur at være provokerende og stikke lidt, og det var jo alligevel bare Issac. "Ah, det ved jeg nu ikke, om du ikke gjorde, men fair," smed han sig om med som det var en leg i mellem dem. 
Det var ikke sådan, at Eskild glemte at Stian var på den anden side af væggen og nok gerne så, at Issac forsvandt fra hjemmet igen. Men ved at skynde sig på sin kollega, ville det nok blot resultere i et tilbagefald. Derfor gjorde Eskild sit for at gøre det så normalt som overhovedet muligt, selvom det nok ikke var så lige til når der flød omkring med beviser for at der var en anden i hjemmet. Måske det var til Eskilds fordel, at Issac ikke bed mærke i hvad folk begik sig i af klædnings genstande (eller i hvert fald af hvad mænd havde på). 

"Hvad skal han da?" nysgerrigheden løb måske lige afsted med ham der, men han fik trukket den tilbage og løftede blot på skuldrene og smed dem igen ned. "Uværdigt, huh" gentog han stille for sig selv, lavt nok til at det kunne gå uhørt hen. Det var alligevel en måde at se på sin menig på. Men det var vel sådan det bare var. 

Et fryns forlod ham: "Det lyder næsten som om, at du forventer at Stian og jeg har en interesse i at være omkring hinanden," skønt det var hvad de åbenbart havde. "Vilter. Han havde mere at give af, end jeg forventet," men på den anden side, Stian så rødt og var ustoppelig, mens Eskild havde ikke været i samme gear. En let knirken kom fra rummet ved siden af, og Eskild så uforstående til siden. For helvede Stian. 
Gulvet var, som resten af hjemmet, gammelt, så det gav sig mere end man ønskede. 

Issac havde antaget ting, men samtidig så ville han ikke blande sig, for det var ikke hans personlige interesse at blande sig i sine kollegaers private forhold. Han vidste godt at Eskild ikke blot ville affinde sig med det svar han kom med, og derfor stak han også lidt mere til Issac, "Jeg mener blot at jeg ikke blander mig i dit privatliv, andet end det du fortæller mig" Den første vagt de havde sammen, havde de gået op ad gaderne og talt om sex og kvinder, hvilket de havde moret sig meget over og det var slet ikke noget han ville undvære i deres makkerskab. 

"Alister fandt på den idé at give Stian en måneds latrin tjans" Kom det blot roligt fra Issac som han kiggede på Eskild. Det var en ulækker opgave, ingen tvivl om det, men sådan som han havde tævet Eskild, så fortjente han en større straf. Måske en måned uden job eller lignende. 
Issac ønskede ikke at se sin makker og kollega ligge og rode i lort, det var vel derfor de havde staldknægte til. 

"Igen, jeg forventer intet. Om det er Stian eller hvem du ser i din fritid, det blander jeg mig ikke i" Han havde blandet sig fordi at det virkede til at Eskild havde tvunget eller begrebet sig på Stian, hvilket Stian ikke ville indrømme. Det fungerede ikke mellem kollegaer. "Det må man sige. Det havde jeg ærligt ikke forventet" Grinede han roligt og kiggede på Eskild.
Han kiggede ind mod stuen, som han hørte en knirkende lyd og det bekræftede jo ganske rigtigt de ting som han selv havde konkluderet. "Jeg ville blot fortælle din straf, Eskild. Så jeg vil trække mig fra, så du kan vende tilbage til dit onani" Han sendte vennen et lille kækt smil.
"Vi ses i arkivet, Eskild" Og med de ord forlod han matriklen, så Eskild kunne vende tilbage til sine aktiviteter. 

 Samtalen tog sin tid mellem de to kollegaer, og Stian kunne ikke andet end at trække vejret lydløst, og høre efter. Men for ham, ville det være på sin plads, hvis Issac Thorne rejste sig, og forduftede ud af lejligheden. Så Stian kunne tage hjem; dette havde været alt for tæt på - lige ved og næsten. Han ville under ingen omstændigheder, opdages med Eskild i favnen.

 Vilter. Stian rynkede lidt på næsen over Eskilds beskrivelse af ham. 
Om det er Stian eller hvem du ser i din fritid, det blander jeg mig ikke i - hvorfor skulle løjtnanten sige det på sådan en måde? Nærmest som hvis han, antydede, et eller andet. Han frygtede lidt at, at Issac muligvis havde gættet at han var der; men umuligt. Stian havde ikke efterladt noget genkendeligt i det åbne. Han fik krampe i fødderne af at stå så stille, så da han flyttede på fødderne, knirkede det i gulvet. Stian stivnede med det samme, og standsede al bevægelse. Det var først da snakken forsatte, at han lettet, men irriteret over de gamle gulve, satte foden ned igen. 

 Nu lød det til, at Løjtnanten rejste sig og forlod stuen, døren i entréen lukkede i, og han kunne ikke længere høre ham. Han tog en dyb ind og udånding, og kørte en hånd frustreret gennem sine blonde lokker. Med foden, skubbede han døren åben og afslørede sig selv med tæppet omkring sig, som en anden ypperstepræstinde. 

 "Tillykke med arkiv tjansen." sagde han tørt. Men det var vel kun fair, at Eskild ikke skulle ligge og rode med lort, ligesom han selv.

Eskild kunne kun glæder sig over, at han ikke hørt til under Alister, for det lød som en hade-opgave. Der var så mange andre muligheder og så gik han med den værste af de alle til Stian. Blot tanken om at skulle bruge latrinerne kunne få Eskild til at få en opkastfornemmelse og smage morgenmaden på ny. 

Vejret blev holdt kort, da han hørte sætningen. Det var en kortvarig frygt, at Issac ville sige mere end Stians navn, men det skete heldigvis ikke, hvorfor han kunne ånde lette tud. Det havde næppe været et samtale emne han havde i sinde, at tage med Stian. Det var generelt ikke et samtale emne han forventet at tage med Stian overhovedet. Hvem Eskild så eller havde øje for. Men de kunne begge nå en enighed i og om, at Stian havde mere at byde på, end hvad man først lige kunne fornemme på ham. Det var jo positivt.

Vende tilbage til min onani, min bare.. kunne han blot tænke som et svar. Det løb var nok kørt og han presset blot læberne sammen i et anstrengt smil og hørte hvordan han blev efterladt og døren lukket bag sig. Der gik ikke mange sekunder før han så hørt en anden dør gå op og han vendt hovedet mod Stian som kom til syne og var noget så tør i stemmen. Tak Issac. Nu er det hvert fald onani til mig. 

"Du ved godt, at jeg er nødt til at læse alt hvad der står i de papir, for at få den arkiveret korrekt, ik'?" spurgte han lidt små tørt igen. Hvis han kunne have fået æren af at blive suspenderet i en måned, havde han da han klart valgt det. For det krævede ikke at han skulle sidde og læse, og det var ikke bare lige at lade fingrene røre papiret, men de skulle finde ordene i papiret og glide langs sætningerne. Det kunne tage ham minutter at læse det, som blot to andre nogle sekunder. "Vil du have, jeg beder om en anden straf?" spurgte han sarkastisk og uforstående over for måden hvordan Stian kunne være sur over det. 

 Stian stod bare og så fortørnet på Eskild. Det var jo egentlig ikke straffen der var problemet. Det var ikke dét det handlede om. Men det var det mest håndgribelige for Stian at reagere på. Vil du have, jeg beder om en anden straf? 
 "Nej." sukkede han frustreret og himlede lidt med øjnene, nærmest fornærmet over at Eskild ikke bare kunne forstå hvad der egentlig var i vejen. Men så skulle han da nok fortælle ham det. Istedet for at være.. pigesur. Stian blev aldrig pigesur. Hvorfor opførte han sig sådan?

 "Det var alt for tæt på." konstaterede han, og rynkede panden, mens han tog tæppet tættere om sig. Han var jo stadig nøgen under det - han turde ikke at lave alt for mange lyde inde fra værelset tidligere; og at sætte sig i en knirkene seng og tage bukser på, ville nok skabe for meget opmærksomhed. "Hvad hvis Løjtnant Thorne, mistænker os?" Han bed sig i underlæben, og var oprigtigt bekymret, sågar panisk omkring det - men han forsøgte at forholde sig stoisk. 

 Stian vendte sig rundt på hælen og tøffede ind på soveværelset, med tæppet slæbende efter sig. 
"Hørte du ikke hvad han sagde? Han havde jo næsten gættet det var mig der var her." Nu lagde Stian måske lidt for meget i hvad Løjtnant Thorne måske vidste og ikke vidste. Men han følte sig en anelse oprevet lige nu, skyldig og skamfuld. Han forsøgte at orientere sig om sit tøj, og ganske ublufærdig, lod han tæppet falde ned om anklerne, som han fik samlet sit tøj sammen inden han satte sig på sengen for at tage det på igen. Han var ifærd med at klæde sig i undertøjet. 

Ah. Der kom Stian som han kendte ham en smule frem igen. Piget og fimset. Han rystede yderst vagt på hovedet over det og lod sig blot se mod Stian som der og teet sig som en anden pige der havde sine udfordringer i at være blevet taget på sengen - eller næsten blive taget. 

Han rykket lidt på hovedet og tog det ikke så tungt. Men han ville heller ikke bekræfte noget over for Stian på den måde, eller give efter for hans paranoia. "Der er andre end du, han kunne mistænke mig med," men lad det også ligge der. Det var deres egne hemmeligheder om hvem de foretrak. At Stian ikke kunne holde kæft, var ikke Eskilds' skyld. Men på den anden side, tog han det også langt pænere end hvad kollegaen nok ville. Overvej hvilket ramaskrig der ville have været, hvis han havde stønnet ud Samuels navn. 

Men han fulgte med, som den anden vendte om på hælen og forsvandt ind på soveværelset. Han tøvede med at gå lige i røven på den anden, indtil han vidste, at Stian sad på sengen. Eskild satte sig på hug foran ham og lagde hånden ved underklæderne for at stoppe ham. "Du ligger for meget i det, og ellers er det jo bare et engangstilfælde, ikke?" spurgte han let og lod sine læbe let kærtegnet den andens lår i blide kys. Den anden hånd aede let om læggen. "Men på den lyse side, så kommer du til at kunne smide ekstra meget papir i nakken på mig, har du lyst til det?" 

 "Det undrer mig ikke." Og svaret havde ligget klar på tungen som en klinge, klar til at stikke. Det var ikke i hans ret, at reagere som han gjorde. Det var en umådelig, smålig adfærd - og Stian kendte knapt sig selv i øjeblikket. 

 Som han havde placeret sig i sengen, undslap et fnys hans næse, og folderne i ansigtet bar præg af mild frustration, som han forsøgte at neddæmpe. Nu skulle han bare hjem, og sove denne dag væk til evig glemsel. Han tog en dyb indånding. Han var vred, fordi Eskild, jo egentlig havde været tornen i øjet, som til sidst lagde op til dette øjeblik. Tornen måtte fjernes. 

 Bunken af tøj lå halvt ind over ham, og skærmede lidt hans nøgne skridt fra den anden - og som Eskild satte sig på hug foran ham, standsede alle hans bevægelser, men Stian kunne ikke nænne at skænke ham et blik. Et engangstilfælde. Luften forlod hans næse i et langt strøg, som var der gået hul i ham. Hjertet slog et, ufrivilligt, slag over som de tillokkende læber brændemærkede hans lår med blide kys. Det efterlod ham med en pirrelig prikken. 

Kærtegnene var snedige, som hvis Eskild var ifærd med at dirke en lås op til Stians indre, og byvagten, med de blonde lokker, gjorde sit ypperste, for at forblive låst. 
 "Pfft.." Om Eskild forsøgte at flirte, eller om det var utilsigtet, kunne Stian kun gisne om, opmærksomheden lå på den aende hånd der kørte i ringe ved hans læg. Han pustede udmattet, op mod sine pandelokker, så de dansede lidt af det. Overvejende.
   "Så meget, at du kommer til at sidde der til den lyse morgen." Svarede han retur, og rykkede benet lidt for at afvise hånden ved læggen, skønt det føltes rart. Han ville gå, men kroppen afviste hjernens signaler. 

Av? han kunne ikke helt gøre op med sig selv, om det var Stians barnlige adfærd eller Stian selv der talte lige nu. Men det virkede forfærdelig meget som om, at kollegaen tog det langt mere personligt, end hvad det var. Men igen, havde han ikke stønnet Alisters navn. 

Eskild slog kort rynker i panden og trak en anelse på smilebåndet, som han prøvede at finde ud af, hvordan han skulle tackle situationen, men som det alligevel var, havde han ikke den store interesse i at tackle noget. Men ville han virkelig have at kollegaen gik nu?
Ørerne tog hjertets sprog til sig, og han måbede en anelse og trak overvejende på munden, som læberne havde forladt kollagens lår. "Ah, det er ikke et engangstilfælde" kommenteret han en smule provokerende, men det var noget han ville have et svar på.  Kunne det forklare lidt af hele den adfærd som kom fra den ellers lidt ældre mand i rummet. 

Fingeren gled i blide cirkler omkring læggen, men måtte affinde sig med, at benet blev rykket i. Hånden slap let, men han lod hovedet falde mod knæet hos den anden i stedet for: "Hvis det vil gøre dig glad, gør jeg det gerne," stemmelejet sank en anelse og han lod begge hænder glide let op og ned ad siden på den anden langs underbenene og let op ad låret. 
Han rejste sig langsomt og lod hovedet slippe knæet, og hændernes blide berøring gled op ad benet indtil de ikke længere havde mere underben af røre ved. Den ene hånd blev lagt ved siden af den blød hudet kollegas kind, før han lod næsetippen røre ved den andens. 

"Jeg vil gerne have dig her, så hold op med at være så vedholdende"

 Ah, det er ikke et engangstilfælde. Den provokerende bemærkning fik Stians indre organer til at slå knuder på sig selv. Det tog næsten pusten fra ham, og han virrede frustreret med hovedet til det, i et forsøg på at sige Eskild imod. 
"Jo det.." er -- ordene døde hen -  et eller andet standsede ham fra at færdiggøre sætningen og gøre noget endeligt på deres lille.. stund. 

 Eskilds fingre slap ham, i det han succesfuldt fik rykket benene. Men istedet, mødte knæet, kollegaens pande der hvilede mod det. Den mørkhåret kollega gav ikke op. Stian sukkede indebrændt, ganske sagte, så det næsten ikke kunne høres. Han måtte lukke øjnene hårdt sammen, mens frustrationen blandede sig med hans blod der begyndte at strømme voldsomt i ham på ny. Zalaens Eskild. Berøringen, der kørte sensuelt op ad hans ben, smeltede ind i ham. Faresignalerne lyste atter på ny, men det var for tåget for hans blik, til at se dem tydeligt. Hvis det gør dig glad, gør jeg det gerne. Stians mystiske adfærd, havde egentlig ikke haft noget at gøre med tjansen Eskild havde fået tildelt - det kom bare ud sådan. At Eskild sad og føjede ham lige nu, kom bag på ham.  "Gør hvad du vil." brummede han fjernt og slap undertøjet han havde knuget i sin hånd hele tiden. Aldrig, i hans vildeste fantasier, havde han set Eskild, som en person, der gjorde noget for andre end sig selv. Det var så forvirrende. Så forvirrende. 

 Stian fulgte Eskild med blikket som han langsomt kom op at stå. De nøddebrune øjne sank dybt ind i ham i forsøget på at forstå ham. Se ham. Men Stians evner var utilstrækkelige - Han kunne hverken høre hjertebanken, høre blodets brusen, og afsløre den andens hemmeligheder blot ved at lytte til de kropslige melodier som Eskild kunne. Det gippede i ham ved da hånden lagde sig ved hans kind, og han rynkede kort på næsen i forsøget på at skæve til hånden, men istedet for at rykke sig væk, lod han kærtegnet hænge ved. Næsetippene mødes. Jeg vil gerne have dig her. 

 Eskilds hvisken sivede sig ind i hjertet på ham, og han holdt vejret kort, inden han satte sine hænder på den andens skuldre. Første indskydelse var at skubbe ham væk. Hændene rystede ved grebet, før gejsten forsvandt fra ham, og han nænnede alligevel ikke at gøre sådan en handling. Istedet, gled fingrene hen til en af de flygtige lokker, som han fumlede lidt med. Overvejende. 
 "Hvorfor dog..?" hviskede han spædt, og kunne mærke hjertet strammedes. Det var så .. ulig ham. 

En rynke dannede sig let mellem brynenen som en lille bro skulle bygges. Modviljen og genstridigheden var at ane i et spæd sekund, men det holdte ikke længe. Ordene flød ud som dråber i vandet, deres efterklang var af ingen ting og meningen mindst lige så lidt. Jo det er, var hvad han ikke kunne tage for gode vare. 
Havde der været en sandhed i det, var han gået forlængst, i samme sekund som han havde fået sin forløsning.  Men det var ikke sket, han var blevet og han var kommet i samme gear som før det, som der ikke havde været et øjebliks forlegenhed. 

Panden hvilet troligt mod knæet som fingrenen gled nussende på benene af den anden. Uanset hvor lavmælt eller undertrykt et sukken kunne være, var han bevidst om dette, men lod det som så meget andet passere. Det var som sandkorn i vinden, så længe det var enkelte korn ad gangen, var det nemt at se forbi, havde det været i klynger, var det ikke helt så lige til. Men alt med kollegaen var og forblev ikke lige til, det kom dog blot i små ryk, og dem måtte de tage i fællesskab. 
At den brummende kommentar skulle være fjendtlig, var blot et af disse små ryk og bump på vejen de ville opleve. Eskild sukkede blot tungt ud igennem næsen og lod vær med at kommentere på det. 

Næsetippene lå for skud og rørte hinanden blidt og kærligt, som kronebladene på en blomst i forårets højtid. Hånden ved kinden kærtegnet ham blot i sensitive stryg med tommelfingeren. Han bekymret sig ikke om hænderne som faldt på hans skuldre. 
Let rykkede han en anelse på hovedet, som næserne kom i en lille fægtekamp, men læberne kom blot tættere på hinanden og han kunne indånde kollegaens duft, den bitresøde appelsin blandet sødme af klementinblomster. 

"Jeg ville blive jaloux på natten for at have dig for sig selv,"

Med ordene hvisket igen, lod han læberne mødes med kollagens på ny. Intimt og kærligt. 
Skulle det ikke være gengældt, ville han træk hovedet let tilbage og blot mærke den andens hjerterytme, ved at plante sin hånd ved den venstre side brystkassen på ham i stedet for. 

Stian følte at han var i sit hjertes tusmørke. Det blev hverken dag eller nat, men blot i en evig tilstand af ubeslutsomhed for ændring. Han gik i tomgang, kørte på sit sidste vers og iveren for at kæmpe imod Eskilds nærvær dalede som efterårsblade og tørrede ind. Stians modspil, var forgæves. Og hvad gavnede det overhovedet, alligevel. 

 Kærtegnene forsatte, blidt og nænsomt. Det var svært at kæmpe imod så hypnotiserende berøringer, at Stian blot smeltede sammen med den og lukkede øjnene. Hjertet vred sig i forfærdet nydelse, mens duften af læder, og syrlig citrus omfavnede ham. Læderen, mindede ham om Alister. Men inden han nåede at erindre den ældre sergent mere end hvad godt var, hviskede Eskild til ham. 

 Ordene var som taget ud fra et kærlighedsdigt. 

 Stian blev blød. Hvad var det for noget at sige? Og alligevel havde det haft en sådan, mægtig påvirkning på ham. Hjertet vred sig atter, og han følte sig spiddet. Fingrene der nussede om hårlokken, blev sluppet, og den røg om i nakken på kollegaen da deres læber mødtes. Brynene pegede opad i håbløshed, modviljen var svær at finde, skønt den forsøgte at blande sig, men længslen vandt. Eskild, var vidst ikke helt, som han gav sig ud til at være. Forbandet. 

 "Hhh-mff.." brummede han opgivende i Eskilds kys, overvundet, og fængslet. Så måtte natten blive jaloux på Eskild istedet. For Stian gik ingen steder. 

 Med den frie hånd skubbede han tøjet fra sit skød, så det faldt i en bunke på gulvet. Numsen skuttede han tilbage i sengen, men uden at slippe Eskilds nakke og kysset. Slå hjernen fra. Og bare.. være.

De dansede henover det ujævne marmor gulve, hvor hvert et skridt de tog, der krakeleret marmoret under dem. Det var en spangfarlig cocktail, men de formåede at snige sig uden om alle de revner som kom. Som deres fingerspidser hang sig fast i den andens, så de aldrig ville kunne falde fra hinanden, ikke uden kamp hvert fald. 

Eskilds ord var den søde gift, som slynget kollegaen til ham og bandt ham i sin magt. En magt han ikke havde i sinde at misbruge på sådan en måde, at han ville kunne blive taget i det. Som en flue kunne fanges i edderkoppens spind. 
Kærlighed var mindst lige så grum som dens søster, had. Det handlede blot at skelne mellem måderne det blev udtrykt på. Han nød nærværet den anden gav ham, den lyst som ulmende sprang til livs for hvert kys og berørning, blot det kom i den rigtige rækkefølge. 
Ærligheden de havde delt, havde dog været ægte. Da fingrene havde gledet omkring den andens ansigt, for at han kunne få en følelse af, hvordan han så ud. Deres samtale mellem legene. Men om de nogensinde ville kunne blive lige så ærlige igen, var ikke til at vide. 

Som kollegaen fik hænderne i nakken og skuttet sig tilbage i sædet på sengen, gled knæene op i sengen, på hver sin side af kollegaen, fødderne hang som det eneste udover sengekanten. Han sad overskærvs på skødet af den anden og mættet sig i hans kys. Deres halskæder, de som fulgte med jobbet, lå stødt side som side på kollegaens bryst. 
Hænderne af hans gled om på ryggen af den anden i en længselsfulds berørning. "Mhm" kunne nynnes ud i mellem deres kys. 
Blodet gav sig på ny til at strømme til ham, eneste problem der var for denne gang, var nok, at hvis de først lod sig falde i hen i gisningerne igen, ville han komme. Men det ville heller ikke være helt forfærdeligt, hvis blot han kunne komme takket været kollegaen berørning og åndedragt. 

Men hvordan flammen kunne blusse op sådan, var dog et mysterie selv for Eskild.  

 Der var ingen barmhjertighed til. Eskild og Stian, var en syg vittighed der ikke skulle ytres for andre end dem selv. En intern joke, men ingen af dem grinte. Hans valg var blevet manipuleret til at ønske det samme som Eskild lige nu. Om det rent faktisk var Eskild, eller Stian selv der havde manipuleret slagets gang til dette ømme, intime øjeblik - vidste han ikke engang selv længere. Men det var jo altid nemmest, at skyde skylden på andre. 

 Der var intet andet Stian kunne gøre, end at smede sig sammen med Eskild i et længselsfuldt, hudsultent kys. Som hvis den tidligere grund til Stians fortørnelse var deres tidligere brud fra nærheden, og ikke frygten for at blive opdaget. Hånden knugede i nakken, begæret fik ham til at dirre - tredje gang var lykkens gang. Halskæderne klingede sagte, som en hyldest til deres fald. 

 Grebet om Eskild blev ivrigt. Armene slyngede sig om ham, nussende, knugende; fingrene gled ind i ham og ned ad kroppen, som hvis Stian forsøgte at blive ét med ham. Vejrtrækningen blev overfladisk, krævende - De små brummende lyde forlod ham, og blandede sig med lydene, Eskild ikke kunne tilbageholde. Med tungens spids, begyndte han at slikke den andens læber sensuelt, og han ville have mere. Smage ham på ny. Han brød ind i hans mund, og stønnede sagte. 

 Opslugt af deres kys, bevægede hænderne ned til Eskilds hofter, og tog fat i kanten af bukserne. Med et fast tag, begyndte han at bevæge ham, så de atter ville gnide sig mod hinanden i et harmonisk eufori. Han blev mere og mere hård - vågnede fra sin dvale, og slap så kysset som tog det alt i ham at gøre. "Hvorfor er de stadig på?" brummede han kåd, og hev ud i bukseremmen inden han slap den igen.