Stilheden imellem dem var nok i sidste ende den mere rigtige løsning. En dum idé, det havde været en dum idé, og det føltes en smule... pinligt, når de gik videre. Han havde så sjældent talende væsner omkring sig, at det virkede som lidt af en oplevelse hver gang de var her - bitre skovelvere eller stille dæmoner - alt i alt, så kom det ud på et. Men den afvisning (selvom det nok mere var undren) der indirekte havde ligget i spørgsmålet, den havde han ikke været klar på. Lorte spidsører. Det havde sikkert været hans intention at ryste så meget at man ikke kunne undgå at se det, bare for at have den høje hest, når andre så tilbød at gøre noget ved det. 

Knæk. Et dæmpet smæld over grene der knækkede, og Seth krympede sig en smule ufrivilligt over den uelegante lyd, et halvt øre tilbage på skovelveren. Hva? Hovedet drejede en smule over skulderen, de gule øjne blev en smule mere... tvivlende til hvordan han skulle svare, da det egentlig ikke var så let et spørgsmål, som Caelon måske troede at det var. 
"Kan det ikke være begge dele?" endte han så med at sige, og gled lydløst udenom de grene Caelon formåede at træde, eller snuble sig igennem. Larmede elvere altid så meget?
Nej, han vidste ikke hvor Caleon skulle hen, eller hvordan han havde tænkt sig at komme derhen. Men han vidste hvad kulden gjorde ved kroppen, og hvordan den lullede en ind i falsk tryghed imens man i virkeligheden bare... døde. 

"Det er vel næppe ren venlighed hvis du også selv ønsker at få noget ud af det," pointerede Caelon, som om at det var ordene der betød noget i denne her kontekst, og ikke bare at Seth også havde ønsket at være venlig. Det var vel også Caelons måde at beskytte sig selv på. Han ville i hvert fald ikke kunne forstå at nogen egentlig bare gjorde det af ren venlighed, og hvis Seth bare var ærlig omkring tingene, så ville det i hvert fald være nemmere for Caleon selv at forstå. At sætte sig selv først var en naturlig del i hans verden trods alt.
Desværre ville Seth nok alligevel også få nok af skovelveren der ikke ligefrem var vant til at gå i skovene til trods for hans ophav, men som tiden gik, så ville Caelon også snart skulle videre. Og som lyset også var begyndt at forsvinde, ikke nok endnu, men ganske snart, så følte Caelon også at det trykkede lidt på at han ikke kunne blive. "Er der flere planter du tænker vi kan finde?" spurgte Caelon, allerede tilbage til at fokusere på hvorfor de var i skoven til at starte med. Hvis Seth sagde de snart ville støde på en af de mere sjældne, så ville han blive, men ellers... Caelon havde ingen grund til at bruge tid med mørkelveren, selvom han havde ufattelig nyttelig. 

Hjælp til selvhjælp, det var hvad det var. Seths blik vidnede om det, men øjnene var rettet forud og der var ikke den store chance for at han kiggede sig tilbage, da han hørte hvad elveren sagde. Hah. 
Hvad han dog ikke selv vidste, var at skovelveren havde ret. Forbandelsen der hang om ham, ville slet ikke have samme tag i mørkelveren, hvis han kunne anerkende - eller i hvert fald arbejde sig imod den erkendelse, uden hele tiden at have sin egen selvopdrift i baghovedet. Men det var heller ikke fordi han ofte fik lov til at prøve, kunne man også påpege. 

Han svarede ham ikke, da han i stedet trak lidt på skuldrene så bregnerne raslede inde under hætte. Han var ikke filosof, og havde ikke tænkt sig at lave hjernegymnastikken der var nødvendig. Dumme mand. 
Og Seth svarede først, da han med et lille hmm stoppede op, øjnene over skovbunden han kendte irriterende godt. "Der er nok et stykke hen til det næste på din lille liste. I det her tempo.." og han rankede sig lidt, da han kiggede efter lys der ikke fandtes. "Nok omkring 20 minutter" og han begyndte at vende sig mere bagud imens han snakkede, ikke bevidst om at det var slutskuddet for skovelverens tilstedeværelse, og så slet ikke klar på at han kunne stikke af fra det kolde helvede, magisk. 
Praktisk, nok set i retroperspektivet. 

Caelon gik i stå da han hørte hvor lang tid der var hen til den næste plante. Han var allerede frossen helt ind til knoglerne, og at gå i 20 minutter uden at få noget i de 20 minutter føltes ikke som en god plan. Han ville jo bare dejse om inden han kom der, og de havde allerede indsamlet rigeligt med planter.
Det var i hvert fald det han tænkte, da han så endelig vendte sig mod Seth, en hånd der blev rakt ud. "Jeg tror det er bedre at stoppe her, inden det bliver for koldt," indrømmede han. "Hvis du giver mig planterne vi har samlet, så finder jeg selv hjem." Han havde trods alt ikke tænkt sig at smutte uden at få den halvdel Seth havde hjulpet med at plukke. Det var meget han skulle gå igennem når han endelig kom hjem, men så kunne han gøre det i varmen af hans hytten, og ikke være herude og fryse hele kroppen til is.
Caelons læber var ved at blive lilla, og der var en lille rysten i hans krop, som han stod der. Han var dog stadig ganske sikker på at han havde energien til at teleportere sig hjem. Det var en fast destination, og hvis han blev træt af det, så måtte han tage det til den tid. 

Lidt uimponeret kunne man godt sige at Seths øjenbryn røg op, da der blev pointeret at det nok alligevel var koldt. På vej til at blive for koldt. Ikke at han var uenig, det var som om at nogle pustede isvinde ind over skoven, der ellers normalt kunne skærme ganske fint for uvejr og dets lige. 
Men det var meget optimistisk at finde hjem herfra, hvis han allerede så... hærget ud - og det var kun efter at have taget herud. 
Kort faldt de gul-grønne øjne ned imod de bundt af planter han havde hængende ud af sin taske, og Seths øjne smalledes en anelse. Joh, det havde selvfølgelig været en del af aftalen, men altså..

Han kiggede op igen, greb fat om bundterne med den ene hånd og tog nogle skridt tættere på for at aflevere dem. Det var måske lidt tvetydigt hvad Seth overvejede, i de få skridt det tog ham at komme tæt på - og det var egentlig også fordi at han ikke selv vidste hvad han helst ville. Skulle han bare overlevere dem? 
Men at tage et opgør over planter af alle ting, virkede alligevel som alt for meget besvær. Og han rakte dem til ham, jord dryssende ned fra de steder det var nået at tørre lidt ind, uden at lave et eller andet træls baghold. Ikke lige nu, han skulle nok gå sig træt af sig selv. Måske han så snublede over resterne af ham senere. 
"Heh... held og lykke med hjemturen" fnyste han, tydeligvis ikke med den store tiltro til at det ville blive nemt. Og det gjorde ham ikke noget, skulle han være ærlig. 

Caelon ventede en anelse utålmodigt på at planterne blev afleveret tilbage til Caelon, som puttede dem i tasken, hvor de kunne lige godt for nu, i hvert fald indtil han fik varmen tilbage i kroppen og kunne begynde at ordne dem, når han kom hjem. Han var godt klar over at han ikke ville være meget værd når han først kom frem.
”Tak, og forsat god dag,” kom det med en tydelig falsk høflighed, der havde en lille antydning af hån i den. ”Du har været yderst hjælpsom.” Det var trods alt mere rigtigt, men han havde ikke tænkt sig at blive for at se om Seth ville blive fornærmet eller sur over det. Han havde ikke store forventninger om at han ville bryde sig forfærdelig meget om det uanset hvad.

Så med et sidste glimt i øjet, puttede han hænder under armhulerne. Det ene øjeblik var han der, og det næste øjeblik var det som en sammentrækning af luft, hvor han ellers havde været, og udover det, og et par fodspor, fra hvor han var stået. Så var der ingen tegn på at skovelveren overhoved havde været der.

Tilbage i hans hytten, var hans ben dog ved at give efter for ham, som han endelig mærkede varmen igen. Han smed næsten tasken fra sig, inden han fandt en flaske, en af tusinde der stod herinde, og tømte indholdet i hans mave, mens han håbede på at eliksiren ville tage hånd om ham. Han kunne mærke kulden i hver en del af ahsn krop og hvad end han kunne gøre for at få varmen så hurtigt som muligt ville være godt. Seth var allerede ligeså stille ved at blive en glemt eksistens. En tilfældighed han havde mødt, som han ikke forventede han ville se igen.

Det var virkelig ikke hvad han forventede der ville ske, da Caelon i sidste ende tog sin afsked. Med et tørt grin tog Seth imod den hånlige kommentar, og skovelveren antog det helt rigtige, da han følte noget irritabelt røre på sig. Hjælpsom? Det måtte være en syg joke - især når han ikke engang vidste for sort humor det i virkeligheden var for mørkelveren. 
Men det var ikke fordi at han nåede at udtrykke sin lille pointe, førhen at Caelon eksisterede. Og pludselig var han væk. 

Lidt paf og omgivet af de kolde vindstød, stod Seth tilbage. Øjnene stirrede lidt vantro frem foran sig, og (heldigvis kunne ingen se det) næsten dumt kiggede han sig undersøgende omkring, som om at elveren umuligt bare kunne.. teleportere hele vejen ud af skoven. Hvad. Havde han hele tiden kunne det? 
Og et højlydt, irriteret støn af ærgrelse gled over mørkelverens læber, en irriteret skutten omkring hætten da han trak den op over ørene. For helvede da også! Det burde han have set komme. 
For Seth, var det heller ikke en fantastisk tur 'hjem'. En lille efterladt hytteanordning, der med tiden var blevet lidt af et godt skjulested for den forhutlede skikkelse, der endelig kunne træde ind i læ for vintervejret. Føj hvor var det koldt. Og hvor føltes det stadigvæk lidt irriteret omkring skovelveren, selvom han ikke helt vidste hvorfor. 

Men udmattet fra dagen var han. Så træt at han knap nok lagde mærke til at planteværket omkring ham alligevel falmede en smule, i forhold til morgenen inden.