Aldamar klukkende lavmælt ved de ord, og lænede sig villigt frem til et overraskende kort kys. Der kunne man bare se... ret så frivilligt fik den blonde mand nenlig sat sig ned til deres projekt - jah, deres - og Aldamar rakte ud efter fjerpennen endnu engang. Den var blevet tør i den periode deres lille... distraktion var stået på, så med en fugtig klud blev det indtørrede blæk fjernet, og en ny pen blev rakt imod Fabian.
På mange punkter, ville Aldamar ønske at han kunne overføre noget af sin viden, til den blonde mand. Eller få havs hjerne til at se mening i de mange bogstaver og tilhørende regler der dannede det krystallianske sprog. Men der var ikke andet for, end at han selv måtte lære det, og terpe de træls sætninger om og om igen. Aldamar var til rådighed, og gav ham med et sidste klap på skulderen fred til sine studier. 

Imens, bevægede fyrstesønnen sig hen til den lange kommode langs væggen, hvor at rækker af indbundne tekster strakte sig frem, med sirlige bogstaver svungne langs bogryggene. Fingrene gled næsten kærtegnende over læderet, inden at han stoppede op, og vendte tilbage til bordet med en grumt tyk og kedeligt udseende bog. Til ham selv. Fabian skulle nok bruge noget tid på det her, og Aldamar kunne ligeså godt underholde sig selv imens, så han ikke endte med at sværme omkring ham på den lidt for interesserede måde... 
Et glas vin blev tilføjet til bordet kort tid efter, og mere diskret endnu et til Fabian, og med en fornøjet brummen åbnede Aldamar først den tykkere bog, og derefter er mere slidt udseende notesbog, ved sin højre hånd. 

Han ikke engang kiggede på sin skrift, da han af og til skriblede noget ned i hvad der måtte være fyrstesønnens egne notater. Og note fjerpennen ikke skriblede, snurrede den med en underlig elegance imellem de slanke fingre. 

Det ville have været nemmere hvis Aldamar blot havde kunne overføre viden til Fabian, men desværre var livet aldrig så nemt, så Fabian måtte gå i gang med bruge hans egen hjerne til at suge en viden ind, han aldrig havde forventet han faktisk skulle lære.
Dog kom han ikke rigtig i gang før at han også så Aldamar sætte sig ned for at arbejde på et eller andet. En smule skuffet over den manglende opmærksomhed han ville få, men også godt klar over hvorfor?

Fabian koncentrerede sig overraskende godt i et stykke tid, selvfølgelig også med et vis krav for hjælp, når han rigtig sad fast. Hans hukommelse kunne gøre op for at han ikke skulle spørge for mange gange, da han kunne huske tingene, men at sætte tingene sammen og læse... det var langt værre.
Dog begyndte man også at kunne se da hans hoved var ved at være brugt op, i hvert fald for en stund, og han begyndte at sidde og falde lidt i staver, mens han kiggede mod Aldamar. Han lagde ikke enganag selv rigtig mærke til det, men Aldamar virkede bare til at hvile så meget mere i det her end Fabian nok nogensinde ville gøre. Han forstod heller ikke hvordan Aldamar kunne nedskrive ting uden at se på hvad han skrev. Fabian selv havde dårligt fået skrevet et pænt ord endnu.

Hvis han ikke ville blive fanget i at stirre, så ville han dog også vende tilbage til sine ting efter noget tid. 

At sige at Aldamar hvilede i det, ville bestemt ikke være nogen overdrivelse. Om noget var det måske en underdrivelse, fordi i takt med at han faldt ind i en god læserytme, fornemmede han stille og roligt hvordan at hjertet gik ned i fart, og sindet tømtes for alt andet end målet foran ham. At læse, notere ned. Læse, notere ned. Af og til sippede han også noget af vinen med den venstre hånd, men ellers var det en saglig ro der indyllede fyrstesønnen. 
Han var dog slet ikke så fordybet, at han ikke begyndte at lægge mærke til hvorledes at Fabian's opmærksomhed svandt ind, og fornemmede nogle øjne over sig, der i stilhed betragtede ham. Aldamar lod dem være der i et par minutter, førhen at et smil krøb over de smalle læber. 
l
"... jeg stillede et glas ved siden af dig, hvis det er vinen du sidder og tænker over" mumlede han, og vendte i slutningen af sine ord, ansigtet op og imod ham. Aldamar lagde noget der mindede om et stykke stof ind imellem de sider han var nået til, og lænede sig derpå tilbage i stolen, hånden stadigvæk med fjerpennen snurrende imellem fingrene. "Hvor langt er du nået?" 
De havde trods alt siddet i noget tid nu, og selvom det ikke var fysisk drænende, sådan at suge ny viden til sig, jah så var det i den grad mentalt hårdt; han kunne godt forstå hvis der var brug for en pause. 
Det gjorde dog ikke at Aldamar opfordrede ham til at rejse sig fra stolen - det var hans egen beslutning at tage. Men godt tilbagelænet i sin egen, var det tydeligt at han i hvert fald ikke gik nogle steder selv, medmindre bedt om det. 
De mørke øjne  glimtede muntert og med en lille snert af promille imellem sig - han var alligevel nået igennem halvdelen af sit glas, og vinen var stærk. 

Fabian blev hevet lidt ud af sin trance af bare at stirre, da han hørte Aldamars stemme bryde igennem stilheden i rummet. Han blinkede et par gange, inden et dovent smil strakte sig over hans læber, og han lænede sig selv lidt mere tilbage igen, dog stadig med øjnene på fyrstesønnen. Han var i hvert fald faldet helt hen, og det havde ikke nødvendigvis været fordi han rigtig havde stirret på Aldamar, nok mere mod ham.

Det havde dog ikke omhandlet vinen heller, men alligevel tog han glasset op og tog en tår. Det var i hvert fald bedre end ingenting, men det var nok nærmere hans krop der havde behov for at lave noget lidt andet, som ikke bare var at drikke.
”Ikke nær så langt som jeg havde håbet,” indrømmede han, ærgrelsen tydelig i hans stemme, og måske bare en lille hentydning af frustration. Det kunne ikke være sjovt at skulle lære noget så simpelt, når man var så gammel som Fabian. ”Halvvejs i... anden rulle...” At sige det højt gjorde også bare at Fabian selv måtte erkende at han ikke nåede alle fem her til aften. Han var allerede godt brugt, og hjernen kunne kun strække sig så langt.
Man kunne se overvejelsen i Fabians øjne som han kiggede på hvor lang turen var over til Aldamar, og om han kunne få lov til at tage den. Han ville næsten helle sidde lænet op af Aldamar og bare falde lidt hen, end han ville sidde og forsætte det her. En stor belønning i slutningen var ikke ligeså opkvikkende som mindre hen af vejen, selvom det første i sidste ende ville give ham mere. 

Aldamar's mørke øjne blev en anelse mildere med undertonen af frustration i Fabian's dybe stemme, og Aldamar fulgte hans blik over de ruller han havde kværnet sig igennem, førhen at det atter faldt tilbage på den blonde mand igen. Halvejs i anden rulle... det var ikke meget, men for en der aldrig havde læst før, og heller aldrig havde forsøgt sig med det, før nu? 
Det var en hel del, og Aldamar smilede derfor leende, tydeligvis mindre frusteret end Fabian og med en kant af at være imponeret. Fordi det var imponerende at han lærte, og endnu mere at en mand med hans priorteter, priorterede dét her frem. 

Han sagde intet, men det behøvedes vidst heller ikke, idet at fyrstesønnen fint lagde mærke til de overvejende øjne. Og Aldamar stoppede derpå med at krydse sine ben, så der i stedet var plads hvis han ville skifte fra sin egen stol og over i hans; fjerpennen stod med et stille i luften i nogle sekunder, førhen at den gled op til Arysprinsens hals, for dovent at stryge den langs den tyndere hud. 
"Det er ikke helt dårligt" mumlede han, og tog en sidste tår af frugtvinen, inden at den blev sat tilbage på bordet for ikke at spilde på de fine klæder. Det ville ligegodt være en skam. 
"1.5 rulle... 5 ruller... hvem tæller overhovedet, hmm?" hvis det kunne muntre ham op, havde det været et rent mirakel i Aldamar's tanker, hvis Fabian skulle slutte aftenen med alle 5 ruller. Man kom langt med halvdelen, og Fabian var næsten halvejs. 
Med en lille pause, var han sikker på at han i hvert fald godt kunne nå den sidste.

Hvis ben der stoppede med at være krydset ikke var en hentydning, så vidste Fabian ikke hvad var, så han greb sit glas med vin, og rejste sig for at gå over til Aldamar, så han kunne tage plads et langt bedre sted. En enkel tår blev dog taget igen inden han gik meget målbevidst hen til Aldamar. Han satte sit eget glas ved siden af Aldamars, inden han satte sig på Aldamars lår, med siden til Aldamar, og en arm over hans skuldre.

Man kunne næsten mærke på Fabian hvordan han bare smeltede ned i varmen og behaget af at være tæt på Aldamar igen. Han havde siddet rank og opmærksom ved skrivebordet, men det her var så meget mere Fabian end det havde været.
”Jeg gør, selvom de er meget lange,” sagde han. Det prikkede også bare lidt til hans stolthed at han vidste at Aldamar ville kunne færdiggøre noget så simpelt på ingen tid, men han havde selvfølgelig også haft folk der havde opdraget ham til det her siden han var et barn. Den luksus havde Fabian ikke haft, i stedet for havde han haft luksussen til at sige at det havde været lige meget at lære. ”Måske kan man bare ikke lære en gammel hund nye kneb,” sagde han drillende, selvom han ikke ligefrem følte sig gammel. Han var måske ikke så ung som han engang havde været, men han var næppe hvad man ville kalde gammel. Rynkerne var ikke begyndt endnu, til trods for at han ellers burde få dem tidligere med hans livestil, erhverv og mængden af sol han fik. 

Den ene blege arm gled uden tøven ned omkring hans ryg for at støtte ham, da Fabian - til Aldamar's egen store tilfredshed - bevægede sig hen på en meget hyggeligere plads, end den foran ham. Det havde været mere for hans egen skyld end Fabian's, sådan at sørge for at han ikke havde kunne driste sig til en eller anden lille berøring, imens at han havde været igang med at øve.  Men nu var det (i hvert fald for nu) overstået, og ligesom at Fabian fandt sig godt til rette på låret af ham, gled en fornøjet brummen over den unge prins' stemmebånd. 
Hånden strøg ham langs rygsøjlen, på vej op imod nakken, og med et lille grin strakte Aldamar ansigtet en anelse, for at lade læberne ramme mandens hals imens at den anden hånd nussede låret. "Måske" mumlede han i tæt kontakt med den tyndere hud under hans kæbe, og gjorde ikke mine til at rykke hovedet mange centimeter væk, hvis det kunne undgåes. 

Hånden gled igennem det blonde hår, der som en kornblond kaskade faldt ned af hans ryg og skuldre. Han duftede så godt. "Eller måske skal den bare huske, at den ikke er så ung som at den har været. Nye ting læres ikke let, i din alder" Aldamar's stemme var drilsk, en anelse flabet, og han slog blikket op for at kunne se hans reaktion.
De havde aldrig snakket om hvor gammel Fabian egentlig var, på samme måde som at Aldamar aldrig havde nævnt sin egen alder - han gik vel ud fra at alle burde vide det i forvejen. Men han havde en ret god idé om, at Fabian var den ældste. For nogle mennesker var det til gengæld et lidt ømt punkt, og det var ikke til at sige, om Fabian var en af dem. 

Et suk undslap Fabians læber, da han mærkede kysset på sin hals, og han lagde hovedet lidt på skrå, så der var plads til at Aldamar kunne kysse ham så meget han ønskede på halsen. Ja, det her var præcist hvad han havde behov for. Man kunne kun gå så lang tid uden en belønning.
Han rykkede sig lidt, bare så han sad lidt bedre, dog med det ene ben på gulvet, så han også kunne sørge for at holde sig selv lidt mere i balance. Han ville nødig falde ned, fordi ingen af dem holdt ordentlig fat.

Fabians øjne blev en smule smalle, da Aldamar hoppede med på at drille ham med at han var gammel. Der var stadig et drilsk blik i hans øjne, men helt immun følte Fabian sig ikke over drilleriet. En skøge havde en vis mængde år han var god for, og efterfølgende så var det så tæt på umuligt at få en kunde. Fabian havde fordelen at han kunne holde sit ydre yngre i længere tid, og han tydeligvis havde nogle gode gener.
”Det er jo heller ikke sådan når man er omgivet af højrøvet småbørn,” kom det dog drillende tilbage. De havde i hvert fald været sammen om at antage af Fabian var den ældre af de to af dem, selvom Aldamar i det mindste måtte være i tyverne med mindre puberteten havde ramt ham hårdt. Fabian ville nok have haft det lidt hårdt med at finde ud af at han havde været sammen med en teenager hvis det havde været tilfældet. Alderen gjorde ham dog for det meste ikke meget, og til at starte med havde Aldamar bare været en kunde, og nu føltes det næsten dumt at spørge om. 

Aldamar gnækkede en anelse ved den stikpille der kom tilbage, og hånden på hans lår klemte en anelse fastere til, imens at han grinte færdigt. Tonen var næsten lusket, en indikation på at Aldamar da gerne stod ved at han kunne være  højrøvet, men et barn? Øjenbrynet løftedes en anelse her til sidst, og Aldamar's nippede sig vej op til øret igen, inden at han trak sig lidt tilbage, ikke helt færdig med at drille den blonde mand. 
"Hmm..." fyrstesønnens læber sitrede, og han drejede overkroppen en anelse imod ham, til trods for at underkroppen var drejet væk for at stabilisere ham. "... er du mig utro med andre højrøvede småbørn, siden du føler dig omgivet?" Aldamar gjorde sit bedste for at se næsten kritisk ud med det blik han sendte ham, men vidste ikke hvor stor succes han havde med lige præcis dét.

Det var egentlig ikke til at sige hvor mange kunder Fabian havde indenfor adelen... men som han havde forstået det, jah så var det ikke ligefrem mange. 
Og som det så mange gange før var med Aldamar, så var jalousi ikke at finde i de mørkeblå øjne, ved de ord, da han var nok så sikker på at det kun kunne være, hvad det lige præcis var. Kunder. Hvis den dag han var i tvivl nogensinde skulle komme...
... så var han til gengæld ikke (længere) helt sikker på, at den jalousi ville kunne holdes helt ude af hans rækkevidde. Ikke mere, i hvert fald. Det havde aldrig virket realistisk at være jaloux over Fabian's forhold med andre - det var en grim følelse, med grimme konsekvenser, og noget Aldamar sjældent så fornuften i. Men desto dybere indvolveret han var blevet, desto mere måtte han indrømme at fornuft sjældent var den første følelse at følge, omkring den blonde mand. 

Fabian trak sit hoved lidt væk fra Aldamar, med et næsten lidt dramatisk gisp. Han spillede tydeligvis, og han forsøgte ikke engang at skjule at han gjorde det. De vidste forhåbentlig begge to at det var en leg, for hvis det ikke var, så havde Fabian i hvert fald en masse ting at sige omkring det at være utro. Man kunne ikke ligefrem være det, når det var indforstået at Fabian ikke ville stoppe med at se andre, i hvert fald for sexens skyld.
”Der var måske en enkelt eller to af dem. Bl.a. din ven Rolf,” pointerede han, selvom det var en løgn. Han havde aldrig rent faktisk set Rolf uden at være sammen med Aldamar, og der mistede han i den grad interessen. ”Men nu skal du ikke tro at du ejer mig, bare fordi du har kysset mig et par gange.” Og måske også lidt til. Det var dog et grin på læberne, og hans arm om Aldamar strammede sig også kortvarigt om ham.

Seksuel jalousi ville i hvert fald aldrig komme på tale mellem de to mænd. Det var Fabian efterhånden ved at føle sig lidt mere sikker i, men når det kom til den mere personlige, så var han ikke ligeså sikker. Han var sikker på sig selv, mest fordi han jo alligevel aldrig havde oplevet den før på sig selv, og optimistisk som han åbenbart var, så regnede han aldrig med at det ville ske. Aldamar på den anden side følte han sig ikke ligeså sikker på, men der var i forvejen ikke mange Fabian var tætte på som man kunne være jaloux over. 

Aldamar's øjne voksede betydeligt idet at det gik lige forbi ham at Fabian løj, og billedet af Rolf i en fuldkommen bizar flirt med Fabian, var nok til han ikke kunne lade værd med at fnise en anelse. Pr. instinkt tænkte Aldamar nemlig umiddelbart først at det jo kun kunne være den fantastiske form som han havde nu -  altså sin egen, godt udrustede og veltrænede krop - og Rolf sammen med en mand som Fabian... Aldamar blev i det moment en anelse fraværende i blikket, men det vendte i et blink tilbage, ved de næste ord. 
At han ejede ham? De mørkeblå øjne blev smallere, dog stadigvæk med det overraskede fnis på læberne fra før.  
"Javel, javel..." grinte han, og vred sig en anelse fornøjet da grebet strammede til, men ikke fordi det var ubehageligt.  

Med hånden på hans lår, var det ikke svært for Aldamar at lade den glide længere op, for derefter med 'skridt' at lade fingrene vandre op langs skjortens knapper, indtil de nåede midt til brystet, hvor at de tog et spring til den stubbede hage. " Ikke engang bare en lille del af dig?" Brummede han med et småbarns brok i stemmen, som var det i hvert fald dybt fornærmende at det ikke var en mulighed.  
De lange fingre lagde sig langs hans underhage, imens at tommelfingeren knækkede ind og skubbede til underlæben, legede med den; Aldamar's øjne glimtede i den summende energi det altid bragte med sig, når han fik ham så tæt på.  

Et behageligt gys gik igennem den veltrænede krop, som hånden på hans lår begyndte at bevæge sig, og han følte sig næsten lidt snydt da den forbipasserede det mere interessante sted på ham, til fordel for overkroppen og til sidst hans kæbe.
Hvis det ikke var fordi at selve forspillet også var så dejlig behageligt, så havde følelsen nok varet ved, men det var svært når han næsten brummede og hans underlæbe blev leget med. Hans blågrønne øjne blev også ligeså stille erstattet af mørke, som hans pupiller udvidede sig bare en anelse. Aldamar var blevet god til at trykke på knapperne.

Han var normalvis ikke meget for at blive ejet, men som Aldamar sad her og brummede af ham, næsten beklagende over at han ikke måtte få en lille del af ham, især fordi det hele virkede som en spøg, så kunne han ikke lade vær. ”Måske en lille del,” hviskede han og kiggede betaget ind i Aldamars blå øjne. ”Hvilken del tænkte du?” Hvilken del ville Aldamar have i den ideelle verden. Han forventede lidt at der måske blev sagt hans læber som han kunne mærke at Aldamar legede med den, men en anden del af ham håbede måske lidt af det var en anden del af ham, selvom han ikke var helt sikker på hvad præcist han håbede.

Det gav uden tvivl en sejrrig følelse når han ramte rigtigt, og han ville bestemt mene, at han var blevet ret så god til det i lyset af de sidste par måneder. Med pupiller der langsomt blev større og en stemme der havde taget en hviskende kant, var det at Fabian alligevel indvilligede i at en lille del godt kunne være hans. Og det store spørgsmål var så bare hvilken. 
Men ligeså snart spørgsmålet var blevet stillet, havde Aldamar svaret klar. Det lå der - lige på tungespidsen af fyrstesønnen - og han burde bare have sagt det førhen at han nåede at overtænke det. Han havde ikke brug for andet end ham, hans væsen - noget der ofte blev afbilledet som hjertet i en person. Den del ville han gerne have for sig selv, resten kunne godt deles med verdenen omkring ham. Men inden at ordene kom ud, gik det op for ham hvor... hvor romantisk det lød, og han tøvede i den modvilje han havde imod lige præcis dét billede af sig selv. Han var romantisk anlagt, men sjældent på den her måde.

Blikket flakkede nedad. Han kunne sagtens tage tyrene ved de mindre følelsesbetonede horn der lå i det spørgsmål, og slibrigt pointere hvilken helt specifik del han også gerne ville have. Men Aldamar endte med at tage sig sammen, hånden gled ned til brystet igen, og lagde sig med en halvdæmpet, halvt om halvt tøvende lyd over den venstre side, udenpå stoffet. "Bare en lille del af hjertet" mumlede han i en ligeså lavmælt hvisken som Fabian's egen havde været, og var ærlig talt ikke sikker på hvorvidt det ville skræmme ham mere væk end det ville holde ham tæt.. men bare en lille del.
Om ikke andet, kunne Aldamar ikke stoppe behovet (og derefter bevægelsen) der insisterende trængte sig på. Det behov der bad ham i hvert fald gøre krav på læberne, med øjne der faldt i efter at have betragtet ham i et langt sekund efter ordene var kommet, ikke helt villig til at møde et tilbagetrukket blik ovenpå den erklæring. 

Det underlige var, at selvom Fabian måske havde fisket efter præcis det svar han fik, og han vidste det kom eller i hvert fald var blevet tænkt, da Aladmar tøvede, så var han stadig ikke forberedt på det. Det var de små kærlighedserklæringer han kunne klare, ikke noget der var så romantisk og kom så tæt på hvad han også gerne ville høre. I det her øjebilk der føltes det som om at han aldrig rigtig ville blive klar på hvor seriøst det egentlig var mellem de to af dem, til trods for at han var i gang med at lære at læse og skrive for Aldamars skyld.

Han var sikker på at Aldamar også kunne mærke hvordan hans hjerte var steget i takt, og hvis Fabian ikke vidste at det var fysisk umuligt, så følte han lige nu at hans hjerte ville have banket ud af brystet på ham. Han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre ved det. Det føltes ikke som en leg mere, og Fabian havde altid haft et stort problem med de ægte følelser.
Blikket var næsten lidt søgende i Fabians øjne, og overrasket, men det var ikke blevet hårdt, koldt eller beskyttende over det. Han var ikke modvillig i det, for inderst inde så vidste han at det også var ligeså sandt for ham selv, men han ville nok aldrig blive parat til det.
Heldigvis behøvede han ikke at sige noget som Aldamar kort efter kyssede ham og han kunne blot læne sig ind i den følelse. Læber mod læber. Dog forsatte hjertet sin banken, og ordene kunne ikke helt komme ud af hans hoved, der allerede var ved at være opbrugt for dagen.

Armen der ikke hang om Aldamars hals børstede noget af håret væk fra Aldamars ansigt, inden den lagde sig til rette mod hans kind. Hvor han måske var lidt tilbageholden med ordene, der havde han altid været bedre når det kom til det fysiske sprog, og hvis han havde haft et problem med den erklæring, så havde han ikke givet så meget opmærksomhed og kærlighed til Aldamar i det her øjeblik. 

Det var bare så meget nemmere, og gjorde også at han ikke ville få øje på hvad end der kunne have været af mådehold i kølvandet på de ord. Aldamar lænede sig en anelse imod hånden ved kinden, og stødte panden imod Fabian idet at han med et lille smil trak sig tilbage. Fordi selvom han ikke havde taget sig tiden til rigtigt at se hvad de ord  havde kunne betyde, ville han vove at påstå, at han lige i det her øjeblik kunne fornemme det på tavsheden - og villigheden - der var fulgt med. 
Og det havde ikke arbejdet imod Aldamar, at få sagt det. 

Med det smeltede usikkerheden der havde naget i ham, væk, og en klukkende latter fandt vej over læberne idet at han åbnede øjnene en anelse igen. "Så fjerner jeg det måske, og tager det i stedet som et jah?" kom det fra ham, og hånden i nakken på ham lod tommelfingrene glide igennem den kortklippede del af hans hovedbund i små cirkulære bevægelser. Det var godt nok formuleret som et spørgsmål, men for Aldamar var det ligeså meget en konstatering af hvad der ville være godt at få på plads. 
Og han følte sig ret så lykkelig over at det var et lod der tilfaldt ham, imellem alt det andet der var faldet hans vej i livet. Joh, privilligeret som bare fanden var han, og alligevel ikke. Højbårent ville han mene at han førte sig, og alligevel ikke. En eller anden dag var han også sikker på at Fabian selv ville indlemme sig som en mere permanent del i hans liv, end en der kun kom og 'besøgte ham' i tide og utide, men det var trods alt hans egen beslutning at tage, når han følte sig klar til det. 
Og en beslutning der unægteligt måtte tages sammen med Adena, omend Aldamar bad til at det ikke ville være et nej - men den tid, den sorg.

Et eller andet sted så burde Fabian sige noget. Tilkendegive sin egen form for kærlighed, men ordene var væk, ikke noget der skete ofte for ham, men noget der var begyndt at ske oftere og oftere omkring Aldamar, nu når tingene ikke var helt så nemme som i starten.
Der var også en lille frygt hos Fabian om hvad der ville ske, da Aldamar endelig brød kysset mellem dem, for det havde ellers været en god distraktion fra det hele, og han havde lidt håbet at Aldamar bare havde sprunget lettere elegant over det, og de kunne forsætte noget der ikke ramte så hårdt ind i hans bryst.

Han var også lige ved at tro at de ville glemme det da han hørte den behagelige klukken fra Aldamar, dog lige indtil at han faktisk begyndte at snakke, og Fabians øjne også åbnede sig bare en smule for at kigge på fyrstesønnen.
Han blev nød til at sluge noget spyt før han kunne sige noget, og det der kom ud var nok i sidste ende ikke ideelt, men nogle gange sagde de manglende ord mere end hvad Fabian selv kunne sige. Så meget for at være ærlig. ”Nu begynder du at virke lidt grådig,” sagde han i et forsøg på en drillende tone, men der var en kant til ordene, som lå der noget andet bag dem. Ikke helt gråd, men i hvert fald noget der lagde sig op af at han havde svært ved faktisk at snakke i det her øjeblik fordi han var lidt overvældet af følelser.
En del af ham havde stadig lidt lyst til at løbe væk, men i stedet for at gøre det fysisk, så måtte han forsøge at skifte emnet. Det havde været lidt uretfærdigt fra Aldamars side bare at gøre det her og nu. Faktisk at finde et emne var dog sværere når alting hvirvlede i ham. ”Men hvis det betyder at jeg ikke skal tilbage til skrivebordet...” det var i hvert fald det tætteste han kom på det, og så kunne det være at Aldamar også huskede på at han skulle studere og ikke bare flirte med Aldamar. 

Det var ikke det svar fyrstesønnen havde håbet på, men modsat, så var det stadigvæk noget henad hvad han havde forventet. Drilske kommentarer, små bemærkninger der ikke havde et gram af seriøsitet i sig - Aldamar holdt øjenkontakten med manden foran sig, og nægtede at slippe den, til trods for at stemmebåndet hos Fabian begyndte at slå knuder. At presse sin agenda frem, det var Aldamar uhyrer god til omkring Fabian, og det skete skam af og til, trods Fabian forsøgte at undgå det. Men han fik ikke lov til at komme udenom seriøsiteten i hvad Aldamar mente, førhen at han var sikker på at det var... kommet igennem. 

Det var han dog heller ikke i tvivl om at den gjorde, så det var kun en tavs øjenkontakt i nogle sekunder, inden at han med et drillende fnys kneb øjnene en anelse sammen, og smilede mere afslappet - skubbede det tilbage for at give pusterum. "Jeg har altid været grådig" pointerede han, og lænede sig derp også selv tilbage i stolen, stadigvæk med hånden imod nakken, omend han følte den langsomt glide nedad ryggen imens at han talte. "Og selvisk. Selvisk nok til at forstyrre dit ellers gode arbejde, og ikke føle dårlig samvittighed over det" tilføjede han mere lavmælt, og havde så svært ved at skulle give slip på ham til fordel for skrivebords arbejde og lange stodier. Men han manglede trods alt så lidt... bare en rulle mere, og de - han - var nået halvejs. 
Aldamar's hånd lagde sig om hans knæ, og gav ham et lille klem. "Men tilbage til skrivebordet skal du nok komme, det behøver du ikke være i tvivl om" hvordan, hvorfor og i hvilken hensigt, måtte være op til ham. Men der var andet at gøre, end at skrive ved et skrivebord, som han udemærket godt vidste. 

En dag ville Fabian kunne sige det, desværre var den dag ikke i dag, og nok heller ikke i morgen. Han kunne i hvert fald mærke hvordan hans hals snørede sig sammen hver gang han så meget som overvejede at antyde at han også elskede Aldamar. Han var ikke romantisk anlagt, og åbenbart ikke ærlig omkring sine følelser, når de ikke omhandlede lyst. Det var vel en af de ting man måtte leve med, når man tog en skøge ind fra gaden, og forsøgte at få ham til at være den idealle romantiske partner.

Måden Aldamar stirrede på ham, fik ham dog også til at tænke at han ikke kunne slippe udenom det, men heldigvis droppede han det. Aldamar kunne sikkert mærke hvordan Fabians krop blev lidt mindre anspændt, trods hjertet stadig hamrede derud af.
”Nej... så må du gerne være lidt selvisk,” kom det grinende fra Fabian, som bare lænede sig med Aldamar ned mod stolen, så han ikke bare lige kunne smides væk fra skødet, hvor han stadig sad. ”Her er lidt hyggeligere end helt alene derovre,” hviskede han og han vinklede sit hoved, så han kunne give et blidt kys til Aldamars hals, bare lige for at demonstrere at det da var hyggeligere når de var sammen. Han vidste så også godt at de stadig havde hele natten sammen, selvom man næppe kunne bebrejde Fabian for gerne at ville udnytte tiden de havde sammen. De sås måske ofte, men nogle gange kunne Fabian godt bruge en ekstra gang om ugen, hvilket i sig selv føltes bizart. 

Fabian lænede sig med ned, og Aldamar løftede med en lavmælt latter sin hage en anelse, for at gøre plads til det blide kys der blev placeret på halsen, kort tid efter forfulgt af et til. Trods at hovedet vendtes opad imod loftet, så gled øjnene nedad for at betragte hans krop der næsten slængede sig langs hans egen, og Aldamar lod hånden på knæet glide op til hoften for at holde fast der i stedet. "Meget hyggeligere" mumlede han nok så enig, og lod den finde hans anden hånd omkring lænden, med fingre der flettede sig sammen så han rigtig kunne få ham tæt, ellere længere op og sidde. 

Det var dog en anelse svært, når Fabian stadigvæk sad med siden til, så i sidste ende flettedes de sammen omkring hoften, med tommelfingre der roligt strøg hvad end der nu lige var i nærheden. Det gjorde det så godt som umuligt for manden at glide ned - medmindre han selvfølgelig slap - men det havde han ikke planer om lige foreløbig. 
Ganske roligt bukkedes hans hoved en anelse ned så hagen ramte Fabian's skulder, og han kunne ikke lade værd med at bukke det tættere op imod hans egen øre, i en kop af hvad Fabian selv havde gjort, bare uden kysset. "Men du behøver jo ikke sidde derovre helt alene. Jeg kan godt stå bagved dig, og følge med i din oversættelse?" kom det stille fra ham i en hviskende forespørgsmål, og Aldamar grinte en anelse. "Eller du kunne lære at multitaske lidt bedre til næste gang, og så sidde herovre og lave det" tydeligvis mente han at Fabian snildt kunne sidde på ham og lave sine 'lektier', hvis han altså kunne fokusere i den position. Det var han ikke sikker på at han selv kunne, men Fabian havde det med at overraske. 

Det havde ikke virket passende at sidde overskævs på Aldamar da han kom over, og hvis han sad med ryggen til Aldamar, så kunne han ikke kysse ham ligeså nemt. Det havde i den grad været af en grund han havde sat sig som han havde gjort, også selvom han var sikker på at Aldamars lår også måtte være ved at være lidt øm. Så lidt vejede Fabian trods alt ikke.

Hans egne hænder flettes også om bag Aldamars skulder, som hånden mod Aldamars hals forlod den, og han i stedet for blot kunne nyde at sidde her.
De hviskende ord fik dog blot Fabian til at smile lidt mere, for bad Aldamar ham om hvad han troede? Han kunne dog ikke se så meget andet end de mørke lokker, og derfor ikke Aldamars kønne ansigt.
”Sidde lige her?” spurte han drillende, hvilket var en umådelig tiltrækkende position at være i, selvom han nok så måtte sidde lidt mere ordentlig oven på den anden mand. ”Men vil du så ikke være forstyrrende. Jeg kunne jo mærke hvordan du ikke kunne holde fingrene for dig selv sidste gang.” Ikke at han ligefrem ville brokke sig over det. Det var lidt distraherende, men det gjorde noget ved ens selvtillid når en som Aldamar ikke kunne holde fingrene væk. Mængden af måder han kunne drille Aldamar på, mens han sad på ham, det var dog... virkelig ikke nogen tanker han burde have. Det gjorde bare hele scenariet lidt sødere.