Og der var dét; Lyset…

I det at deres kroppe blev forenet, stønnede Pax mørkt mod Junos mund. At mærke den andens indre omkring sig, så tilstedeværende i sin stramhed, fik hans øjne til at knibe sig sammen i eufori og hænderne til at knuge om Juno.

Junos kække ord og smil fik også Pax’s ansigt til at løsne op; han så på ham, hans tofarvede blik funklende af begær og en morskab, der kun kunne eksistere midt i elskov. Det var befriende at se Juno smile. Det var befriende at høre hans legende ord; mærke hans sultne kys og hans krop så tæt på. Der var en lethed i den måde, de havde fundet hinanden på, som havde de aldrig været adskilt og Pax indså, at hans øjne var blevet fugtige –

Det var sorgen; den, der nu omsider fik afløb og som han ikke længere skulle skjule. Den, han endelig kunne give slip på ganske enkelt fordi, at Juno stadig eksisterede.

Pax lod den anden sidde på ham i et langt øjeblik men også et, han aldrig ville kunne beskrive, hvor langt eller kort havde været. Det var ikke mindernes hvisken, der fik ham til det, men trangen efter at være endnu tættere med ham: det gik stærkt og i en elegant bevægelse rullede begge mænd rundt, så Pax landede ovenpå Juno. Pax smilede ned til den blonde mand og lod sin ene hånd gribe om sengegærdet for ekstra støtte. Dernæst søgte han hans læber, grådigt og hungrende, i hvad der uden tvivl var et ønske om, at fortære den anden rub og stup og ikke det så almene kys mellem elskende.

Omsider begyndte Pax at bevæge hofterne; hans stød hjulpet på vej af hånden mod sengegærdet, hans læber stadig over Junos, selvom hans vejrtrækning ikke var andet end tunge støn af nydelse.

Det var så nemt at finde sammen med Pax igen, fysisk. Deres kroppe passede bare sammen, og det var så nemt for Juno at give Pax's hår et kærligt ryk og bide ham i underlæben. Lige så nemt som det var, at ride ham i en ujævn rytme, indtil sengen knagede under dem, og Pax vendte dem om. 
Pludselig lå Juno under Pax i stedet, men der var ikke længere noget frygt tilbage i ham og han gengældte Pax's smil i et øjeblik inden deres læber mødtes igen. 

Juno stønnede under Pax, da den ældre fyr begyndte at bevæge sig i ham igen, og greb med et chok fat om roden af sit lem, for at stoppe sig selv fra at komme - det var for tidligt, og han ville have mere, mere af Pax og mere af den varme, de skabte imellem dem. Han var ikke klar til at stoppe det de havde gang i, bare fordi hans krop ikke vidste noget bedre end at have Pax's vægt over sig. 
Fingrene på Junos anden hånd begravede sig i Pax's skulder. Hans greb var hårdt, men mentalt var han så langt væk i nydelse, at han ikke skænkede det en tanke.
Alt han skulle gøre, for at komme, var at slippe grebet om sin egen pik, men det eneste han kunne tænke på var Pax's tunge mod sin og deres nøgne kroppe i lige så tæt kontakt. 

Selv i tågen af begær fornemmede Pax, at der var en arm, der holdte deres to kroppe adskilt. Det irriterede ham, for Juno var for langt væk, selvom han var tæt på og med ét løsrev Pax sin mund fra hans, for at finde frem til, hvad end der syndede imod ham.
De tofarvede øjne gled hastigt ned, de rytmiske stød stoppede brat og et fjoget og drenget smil brød ud på Pax’s læber, da han så, hvad der forhindrede dem i at forsvinde ind i hinanden. ”Skal jeg give dig fem minutter?”, spøgte han stakåndet, hvorefter hånden, der havde knuget om sengegærdet, gled ned og i stedet støttede mod madrassen. På den måde kunne Pax hejse sig op i strakt arm og se ned på Juno med et leende blik.

”Kan du huske – vi snakkede om vished engang?” Pax lo stille men ikke hånligt, hvorefter han bøjede sig frem og kyssede den blonde mand igen.

Juno så forvirret og stakåndet efter Pax, da deres kys blev brudt, indtil den anden afslørede, at han havde bemærket Junos desperate hånd om sig selv. "Hey, du ved ikke hvor godt du gør det! Du driver mig til vanvid. Det er ikke min skyld, at min pik rejser sig op, så snart den ser dig," spøgte Juno tilbage, men han slap ikke grebet om den, og tilføjede også lavmælt; "Jeg kunne nok godt bruge bare, du ved, ét minut."
Med det sagt tog han en dyb indånding og tvang langsomt kontrollen over sin krop tilbage, i håb om at kunne slippe sig selv igen og lade Pax fortsætte, hvis bare han koncentrerede sig nok. 

"Det kan jeg ikke en skid huske, nej. Var vi nøgne? Jeg hører kun halvdelen af, hvad du siger, når du er nøgen." Juno grinede op til Pax og gengældte hans kys, med så meget tunge involveret som muligt, indtil den tunge følelse i hans mellemgulv, der advarede ham, blev for kraftig og han stakåndet blev nødt til at stoppe kysset igen, hvis han ville have noget som helst håb om ikke bare at komme med det samme, på trods af sin hånds forsøg på at stoppe det.

Pax nåede end ikke at registrere, at han lo lavmælt før, at lyden for længst havde undsluppet hans mund. De tofarvede øjne - for sår vidt at det mekaniske kunne gøre netop dét - funklede af indestængt morskab, en der udsprang af forglemmelsen for omverdenen.

"Du er dum at høre på", mumlede Pax halvleende men så absolut stor-smilende. Hvis Juno havde ment sine ord, havde Pax ikke opfanget det. "Det er noget af det bedste ved dig - det er en fucking overraskelse hver gang, du åbner munden." Pax lagde sig dernæst ned på Juno, hans øjne stadig gnistrende af begær og den kærlighed, han havde pakket væk men som var blomstret op på ny igen.

Der var så meget han gerne ville tilføje - så meget han gerne ville forklare og fortælle...

Pax bøjede sig frem og kyssede den blonde mand igen. Denne gang var kysset dog langsommere, mere kontrolleret, og han formåede tilmed også, at have opadvendte mundvige imens. Sådan lå de for blot et øjeblik før, at Pax løftede sin krop op og støttede på en underarm, hvorefter den modsatte arms hånd gled ned mellem Junos ben.

Hånden greb om det hårde lem, dens tag fast og ikke vaklende - og dernæst begyndte Pax atter at støde hårdt, utålmodighed efter at mærke både den anden og hans eget klimaks. Han var så sulten efter det, at resten af verden atter forsvandt.

"Dumme ord, smart mund," svarede Juno kækt uden at miste beatet, da Pax kaldte ham dum at høre på. Det blev taget fuldstændig som et kompliment for ham - det betød mere at han kunne få Pax til at grine, end hvor klog han lød, i hvert fald når de var alene. 

"Du lyder som om du ikke tror på det jeg siger." Juno grinede imod Pax's læber, men havde trods alt ment hver eneste ord han havde sagt. Han havde aldrig haft et lignende problem før, og han mistænkte, at det var fordi han havde brugt så mange år på at fantasere om alt det, han gerne ville have Pax til at gøre ved sig, at han blev overstimuleret når hans fantasier så ud til at være ved at gå i opfyldelse.

Det var lige før han følte, han havde fået kontrol over sig selv, men da Pax erstattede hans hånd med sin, var det en lettelse, at han ikke selv behøvede udøve dén kontrol længere. "Kom i mig," hviskede han mod Pax's læber, hans ord på én gang bedende og en ordre. Hans krop rokkede med til Pax's bevægelser, hans hud svedig, hvor den gled ubesværet mod den andens. 
Lyden af sengen, der rokkede under dem, blandede sig med lyden af svedig hud, og støn, der gradvis blev højere, indtil selv Juno syntes, det blev pinligt, og stædigt trak en pude ned over sit ansigt i et desperat forsøg på at dæmpe sig selv, indtil han kom; udover Pax's hånd, bryst og mave, samt sin egen. 

”Jeg tror ikke en skid på dig”, mumlede Pax stakåndet og med noget spøgefuldt hvilende i hans blik. Jeg ved ikke hvorfor, at jeg er her, Juno – hvorfor jeg rendte afsted og efterlod dét, jeg gjorde derhjemme. For du vil jo forlade mig før eller siden. Det her er ikke andet end en brændende fascination og et altædende begær for dig –

Og jeg vil have det hele. Lige indtil du ikke har mere at give.

Pax mærkede, at hans eget klimaks var på vej og det var den følelse, han jagtede. Det var en særlig ild, der fik hans blod og celler til at brænde; en, der fik ham til at hige efter mere, indtil det omsluttede ham og det var alt, han blev til; en art undergang eller afgrund, han villigt kastede sig ud over, velvidende der ikke var nogen til at gribe ham.

Pax tømte sig i Juno men forblev i ham et langt øjeblik efter. Hans vejrtrækning var overfladisk og hektisk, men hans tanker stod stille, kvalt af euforien. De tofarvede øjne var lukket i, knebet sammen, som bølgerne af ekstase langsomt fortog sig –

Det tog ham et øjeblik – og dernæst et til – før, at det rigtig gik op for ham, at Juno havde begravet sit ansigt under en pude og pludselig kom Pax til at le igen. Forsigtigt lod han deres kroppe adskilles og dernæst greb han om puden, for at løfte den op, så han kunne se ind under den.
”Der er ikke nogen inde ved siden af”, informerede han Juno, stadig grinende, hvorefter han drejede rundt og lagde sig på ryggen ved siden af den blonde mand. Selvom han mærkede sorgen på ny, grinede han stadig lavmælt og da hans øjne blev våde, og Pax ikke vidste, om det var dén eller latterens skyld, drejede han rundt, så den muskuløse ryg var alt, hvad Juno kunne se.

Tilsyneladende er du vist ikke ligeså loyal, som du selv går rundt og tror, var… Carl.

Der var noget ved Pax's svar, der fik Juno til at rynke på næsen, selvom han vidste, at det var sagt i spøg. For det, han hørte, var ikke at Pax ikke troede på ham, men at Pax ikke troede på sig selv; at han manglede evnen til at se sig selv i spejlet og se, hvad Juno så. I hans øjne var Pax så meget bedre, end han tilsyneladende var i sine egne, og det generede ham. Mentalt gemte han øjeblikket væk til senere; han havde tænkt sig at fikse Pax's syn på sig selv, men nu var ikke tidspunktet. 

Junos eget klimaks havde optaget ham så meget, at han ikke bemærkede at Pax også var på vej, før fyrens klimaks fyldte ham og Juno klamrede sig stakåndet til puden, der skjulte hans ansigtsudtryk af himmelsendt tilfredshed, indtil Pax fjernede den fra ham, og derfor også trak sig selv væk, for at efterlade Juno med en tom følelse.

"Det kunne du godt have sagt tidligere," svarede han med et grin, utilfreds med at have bekymret sig over, hvem der kunne høre ham, når ingen kunne, men ude af stand til at lægge skjul på, at han var lige ved at stige op i himlen.

Han var så opslugt af sig selv og den varme følelse, der stadig omgav hele hans krop, at han kun med nød og næppe bemærkede Pax's våde øjne, inden den anden fyr vendte sig væk fra ham. Til gengæld var der ingen tøve i at følge efter ham og Juno lænede sig straks ind over Pax, hvor han pressede sine læber mod den gråhårede mands muskuløse skulder, med et bekymret, næsten hvalpet, blik på ham. "Fortæl mig, hvad der sker," bad han lavmælt.

Pax vidste godt, hvorhen han var på vej men det var hans eget sted - hans sted alene.
Hvor ofte havde han ikke befundet sig der, i sindets dybeste og mørkeste afgrund, stående i de allernederste lag af undergrunden, alene, rystende, med tårerne trillende ned ad kinderne og stirret på minderne fra bordellet, der genspillede sig igen og igen bag hans blege pande? Pax havde ikke længere tal på det -

Dette var dog anderledes. Så meget forstod han også. Det handlede ikke længere om fortiden, men om det han havde efterladt; det, han havde gjort; det, der var sket.

"Jeg lovede hende, at jeg kun var hendes. Hun skreg, da jeg fortalte hende, at jeg tog af sted. Hun græd og skreg og slog, indtil hun bare... sad og stirrede og der ikke var mere tilbage i hende." Ordene blev tvunget ud mellem sammenbidte læber og blev tæt efterfulgt af et tomt fnys. Dernæst forsøgte Pax at tæmme sit galopperende hjerte, men det skulle vise sig nytteløst. Heller ikke øjnene ville blive tørre igen.

"Det tog fucking tre dage og så fik jeg bare... nok. Og så skred jeg. Jeg gik bare. Selvom hun... selvom hun har flere mennesker indeni sig og -"

Pax's tav brat, for i samme øjeblik måtte ordene vige for et tomt og modløst grin. De arrede hænder for op og gned de indsunkne kinder, så de blev let rødlige og for et langt øjeblik lå Pax blot og stirrede ind i væggen.

"Og så har jeg mødt min far. Det er næsten en hel komisk historie -" Pax skævede til Juno, hans tofarvede øjne på en og samme tid tomme men også funklende af en grænsende til hysterisk afmagt. "Min mor lavede en aftale med en krydsvejsdæmon. Han snød hende og gav hende i en søn i stedet for en datter, fordi han ikke kunne lide hende -" Pax lo og rystede på hovedet, hvorefter han atter vendte sig væk igen.

"Det er fandeme sjovt at tænke på - at hun blev gjort fed af en dæmon og så ikke engang fik det ud af det, hun gerne ville. Det er næsten hele min eksistens værd, du ved."

Det var ubehageligt at se Pax miste sig selv på dén måde. Havde de ikke lige haft det sjovt og godt? Selv Juno, der kendte alt til at vågne op dækket af koldsved, fordi han havde følt en hånd, der ikke var der, eller som lod sin fjende slå ham til blods, fordi hans krop havde lært, at det var bedst bare at tage det, når først man var fanget, kunne ikke forstå, hvad der skete for Pax. Deres traumer havde været beslægtede, men deres reaktioner havde ikke.

Hvor Juno konstant skubbede til sine egne grænser, og havde kastet sig i seng med enhver han stolede lidt på, i et forsøg på at undertrykke dårlige minder i lignende situationer. Havde han haft chancen, ville han være hoppet i seng selv med en ældre mand som Giles. Hver gang han var sammen med Pax, fik han det bedre, og han kunne se, at det samme ikke gjorde sig gældende for Pax.
Det var næsten en lettelse da han hørte, at det handlede om Evlyn. 

"Det var et åndssvagt løfte at give hende," svarede han køligt, allerede brændende op af en kold jalousi. Det var et mirakel at Pax overhovedet var kommet, for hans kæreste havde tydeligvis haft rigeligt imod det. Pludselig havde Juno intet behov for at kurere hende, om så det ville være at snyde, hvis han stjal Pax, imens hun stadig havde det dårligt. Derudover tav han dog. Han vidste, at han intet pænt havde at sige, og han nøjedes med at presse sine læber mod Pax's skulder igen. 

Hans øjne spærrede sig op i overraskelse, imens Pax fortalte om sin far, og rettede sig langsomt op med et undrende blik på Pax. "Er din far - en dæmon?" Det kunne ikke passe - han måtte have misforstået noget. 

Pax havde ikke forventet, at Juno ville forstå, for han ville ikke have gjort det heller, havde situationen været omvendt. De forræderiske stemmer i hans hoved havde også hvisket, at han var blevet blødsødent mere end en gang - at han havde mistet ambitionerne, det drive, der havde ført ham frem tidligere og at alt pludselig omhandlede... ja, han vidste end ikke hvad.

Der var ikke længere noget fokus; ikke længere noget kontrol.

Pax svarede ikke Junos kølige ord men gned sine kinder igen, og slap omsider af med alt det våde. At tale om Neron var nemmere - det ændrede jo ingen ting, gjorde det vel?

"Ja. Så jeg må være... halv? Halv dæmon, halv menneske", svarede Pax mumlende, hvorefter han trak på den ene skulder og fumlede med tæppet. Han baksede med at få det op over sig, men da det omsider lykkes ham, begravede han næsen under det, så han mærkede sin egen varme ånde. Hans øjenlåg var begyndt at blive tunge, men på en ganske anden måde end normalt; som var hans krop i færd med at lukke ned uden hans samtykke.

"Han sagde undskyld for at have bragt mig til verden, så på den måde er han jo en helt fin fyr. Lidt for fucking ivrig efter at snakke i gåder men man kan jo ikke få det hele", lød det dernæst lavmælt og sarkastisk, fordi Pax ikke anede, hvordan han ellers skulle snakke om det. Faktisk kunne Pax ikke huske, hvornår han sidst havde talt så... bramfrit. Det føltes forkert, men da det først var startet, kunne han ikke stoppe ordene i at flygte fra sin mund.

"Jeg skal vist hjælpe ham med et eller andet - finde noget, min mor tog fra ham. Og han gav mig en gave. Jeg kan vist lave en aftale med ham uden, at jeg behøver give min sjæl i bytte. Hvad er det nu, man kalder det, når ens familie får en frem i livet? Jeg kan ikke huske det." Pax tav omsider, for hans krop gav op ikke mange øjeblikke efter og da kunne han ikke overkomme andet, end at ligge og stirre ind i væggen et langt øjeblik.

"Væk mig om et par timer."

Det gjorde ingen forskel for Juno, om Pax var halvt eller helt det ene eller det andet, men han troede heller ikke ligefrem at det betød noget for Pax. Nej, han mistænkte, at de følelser, han så tydeligt kunne aflæse i den andens ansigt havde langt mere at gøre med Evlyn. Eller værre; med det, de lige havde lavet i sengen. Han kunne ikke få ud af sit hoved, at grunden til Pax's voldsomme reaktion var ham. At han havde gjort noget forkert, ved at sætte sig over ham, eller på anden måde brudt en grænse, der ikke måtte brydes. 

"Jeg kender ikke nogle fædre, der ville kunne blive beskrevet på en bedre måde end dét," svarede Juno og skar en grimasse. Han vidste, at han burde være mere forstående og lyttende, men hans mund modarbejdede ham, og som et direkte forsøg på at stoppe sig selv fra at spytte mere nonsens ud, trak han et knæ op til sig, som han hvilede sin arm på og lukkede distræt sine tænder om dén. Han kunne ikke sige en skid, hvis han mund var fyldt, og det gav ham i det mindste et ekstra sekund til at overveje sine ord, hvis Pax havde tænkt sig at sige andet, der ville overraske den yngre fyr. 

Næste gang Pax stillede et spørgsmål, lyttede Juno også, indtil Pax ligefrem annoncerede, at han ville sove. Først da slap Juno tænderne i sin arm. "Nepotisme," svarede han lavmælt, inden han kravlede ud af sengen og hen til sit tøj. Han blev hængende i rummet så længe han kunne holde det ud. Først satte han sig ned, med sit evigt hoppende ben, indtil mistanken om, at han var skyld i Pax's sammenbrud drev ham op ad stolen og fik ham til at vade frem og tilbage over trægulvet, indtil han hellere ikke kunne tage dét længere og han forsigtigt lukkede døren efter sig, for i stedet at gå nedenunder, hvor han købte en øl.
Halvvejs igennem sin anden øl, fornemmede han en skikkelse bag sig, og fordi han vidste, hvad der ventede ham, spændte han blot op i skuldrene og blev siddende præcis hvor han var, uden at anerkende manden bag sig, indtil vedkommende satte sig ved siden af ham med en tung bevægelse.

"Jeg ved, han gik op efter dig. Det er det han plejer." Juno tog ikke blikket fra sin øl, da han svarede; "fulderikken må være faldet ned af trappen på vej op. Jeg så ham ikke." Han mumlede sit svar og anerkendte derudover ikke den ældre mand ved sin side. Han vidste alligevel fuldstændig hvordan han så ud; et tykt, hvidt fuldskæg, matchende hvidt hår på hovedet, og skuldre og nakke, der fik ham til at ligne en tyr. 

"Så har du vel tid til mig i stedet? Måske du kan overtales til at tage tøjet af denne gang?" Juno trak sine skuldre helt op mod ørerne, men det var for sent; mandens store hånd lukkede sig om hans nakke, og hans tommelfinger strøg, næsten kærligt, op i Junos hår og ned igen.

"Lad mig i det mindste drikke ud først." Det var det eneste, han kunne tænke på at sige, der ville give ham lidt mere tid. Hvis han gjorde modstand her, var der risiko for at Pax ville høre det, og han havde arbejdet så hårdt for at bilde ham ind, at han var okay. At han ikke havde kæmpet med næb og kløer for sin overlevelse hver dag.
Hvis ikke han gjorde modstand overhovedet, ville konsekvenserne være værre. Men måske - hvis bare han fik lokket Shimon, den ældre mand, med sig langt nok væk...

"Hvor er det du bor henne?" spurgte han lavmælt og skævede til Shimon, der grinede af spørgsmålet. "Du ved konen venter på mig derhjemme." Nu, hvor han havde Junos blik, spredte han sine store lår og tvang Junos blik ned på den bule, der var imellem dem. "Sådan en ung knægt som dig, du kan ikke være så kræsen med, hvor det er henne."
Juno sank en klump, men svarede ham hverken for eller imod. For enhver anden måtte det ligne at de blot havde en venskabelig fader-søn samtale. Den havde været lavmælt nok til ikke at vække mistanke fra andre end bartenderen heller og kun fordi bartenderen kendte Juno ret godt efterhånden. 
"God dreng. Bliv her, imens jeg samler de krystaller ind, jeg er skyldt." Heller ikke dét svarede Juno på, men så snart Shimon gik over til et bord af andre mænd, sneg han sig langs baren, op af trappen, og ind på værelset, som han låste efter sig. Hans hjerte galoperede afsted, men der var højst gået en time, og selvom koldsveden løb af ham, nægtede Juno at tage noget af sit tøj af. I stedet gik han hen til sengen, hvor Pax var gået kold, og satte sig på gulvet ved siden af den, hans arme oppe på madrassen og hans hoved hvilende mod dem. Han havde ikke lyst til at vække Pax og han havde heller ikke lyst til at lægge sig tæt på ham. Han ville bare gerne kunne dufte ham. Og hvad så, hvis han havde et forstyrret forhold til sex? Det var Juno lige blevet mindet om, at han også selv havde. Han lukkede sine øjne og tog langsomme, dybe indåndinger, men faldt ikke i søvn. Først da lyset igennem vinduerne afslørede, at der måtte være gået lidt mere end en time igen, løftede Juno hovedet og skævede til Pax, der selv i søvne så lige så udmattet ud, som Juno følte sig.
"Der er gået et par timer," hviskede han, uden at komme tættere på Pax. Hvis ikke dét vækkede ham, ville han lade ham sove lidt længere og så forsøge sig igen. 

”Det ved jeg”, hviskede Pax blødt tilbage –

Da Juno omsider bukkede under for rastløsheden og tavst listede ud af rummet, slog Pax øjnene op. Ikke lang tid efter kunne han, iklædt bukser og tykke uldstrømper, lydløst følge efter den lyshårede mand ned af gangtunnellen, hvorfra han, gemt væk i mørket og fuldskaben, høre de lovende ord; dem, der bekræftede en koldklam mistanke, der havde sat sig fast i Pax’s indre efter den første mands insisterende banken.

Nu ved jeg, du har en kone, ven. Jeg ved, folk skylder dig penge. At du har taget Juno før. Og jeg ved, hvordan du stinker.

Du kunne ikke gøre det nemmere for mig, om du så selv førte kniven.

Pax havde skubbet sig fri af væggen, i samme øjeblik Junos stol knirkede advarende og den andens støvler kolliderede med det utætte trægulv. At Pax var nået tilbage i sengen, ligeså nøgen som havde han aldrig forladt den, skyldtes ulvens elegante jagtinstinkt og hurtighed. Havde Neron ikke plantet de evner i ham…

Langsomt rullede Pax om på ryggen, så de tofarvede øjne kunne fæstne sig på den blonde mand. ”Hvorfor kommer du ikke tættere på mig?”, spurgte han, hans hæse stemme mild. Imellem de brede øjenbryn fæstnede en eftertænksom, forvirret rynke sig, for selvom Pax ikke havde sovet og vidste, hvad der var foregået, forstod han heller ikke Junos tilbageholdenhed. Havde dét ændret sig – det der havde givet Juno en tryghed i Pax? Var han som alle andre mænd nu?

Pax vågnede lige så let, som Juno havde regnet med. Han sov heller ikke for tungt selv, og det gav ham ikke grund til at blive mistænksom.
Han løftede ikke sit hoved fra sine arme, da Pax talte til ham, men nøjedes med at løfte sit blik, hans øjne store fra dén vinkel, og understreget af den blå farve hans hud havde under dem. Spørgsmålet fik ham til at synke en klump og slå blikket væk. "Jeg føler mig for klam," indrømmede han, hans stemme ikke mere end en hæs hvisken. "Min ryg er våd af sved," forklarede han og vendte hele sit ansigt ned mod sin arm. Det var ingen overraskelse at hans krop fortsat koldsvedte; hans hjerte sad i halsen på ham og hans puls var på ingen måde faldet til ro. Havde der stået en øksemorder i døren, ville hans krop have kunne håndtere det med mere ro, end den kunne håndtere dét, der var sket nedenunder. 
"Jeg tror ikke du vil have mig i sengen med dig lige nu. En våd hund ville være behageligere at dele seng med." Juno vendte sit ansigt tilbage mod Pax og sendte ham et smil, der ikke nåede hans øjne. 
"Men jeg er glad for at du er vågen. Har du det bedre nu?" I det mindste var dét sandheden og Juno søgte Pax's hånd med sin. 

Pax nikkede langsomt. ”Jeg kan lugte det”, bekræftede han, og selvom ordenes karakter kunne skabe skam, var de sagt med den type af mildhed, der herskede mellem en, der forstod en anden instinktivt.
”Men jeg er ligeglad. Det vil jeg altid være.”

Langsomt rullede Pax om på siden og lagde sin hånd under Junos egen. Han var endnu ikke villig til, at lade sit greb fæstne sig om ham, for det hektiske hjerte hørtes som krigstrommer i det lille værelse.
”Jeg kan stadig godt lide, hvordan du lugter uanset. Det er sådan… en varm duft.” Pax forsøgte med sig med et skævt smil, men ligesom Junos ikke have nået hans blå blik, således gjorde Pax’s heller ikke. ”Hvis det havde en farve ville det være mørkeblå.”

For blot et øjeblik forholdt Pax sig tavst, men han nikkede instinktivt til Junos spørgsmål. At ligge i sengen havde på en og samme tid været tortur, men også det han havde haft et indestængt behov for.
”Jeg rejser mig op nu”, advarede Pax, som kunne enhver af hans bevægelser sende Juno ned over afgrunden. Efter at have fået et bekræftende blik fra den anden, rejste Pax sig op og iklædte sig hastigt bukser og uldstrømper igen. Dernæst drejede han rundt og gik over mod Juno.

Hans bevægelser og greb om Juno var blide, som han guidede den anden op at stå. På intet tidspunkt forlod hans tofarvede blik Junos blå – heller ikke da Pax trak ham indtil sig, en hånd i Junos og en anden hvilende mod den fugtige lænd.
”Kan du høre musikken nedenunder?”, mumlede han lavt, hvorefter noget spøgefuldt satte sig fast i hans ene øje. Så langsomt, så ufattelig langsomt og med det eneste formål at distrahere Juno, rokke ham ud af panikken, få ham til at fnyse og himle med øjnene, begyndte Pax at rokke dem begge fra den ene side til den anden. 

Junos øjenbryn trak sig sammen, da Pax påtalte, at han kunne lugte ham. Det skulle Juno have vidst, og han hev også ud i sin skjorte for at stikke næsen ind under den. Han kunne kun svagt lugte det selv, og for ham var det bare en besk lugt, der på ingen måde var god. 

Selvom Pax ikke lukkede sin hånd om hans, lukkede Juno stramt sin hånd om hans. Han havde brug for at mærke Pax mod sig, også selvom han ikke kunne få sig selv til at gøre det med andet end sin hånd. Han nikkede også forsigtigt, som tilladelse til at Pax kunne rejse sig op, og han fulgte ham med blikket, imens han klædte sig på. 

Det hjalp, at de begge var klædt på, da Pax inviterede Juno op at stå igen, og da det gik op for ham, hvad det var Pax ville, i forhold til musikken nedenunder, himlede han med øjnene med et fnys, men det i samme øjeblik som Pax begyndte at rokke dem fra side til side, var det også som om, der var noget i ham, der løsnede op. Hans puls faldt til ro, hans hjerte faldt længere ned på plads, og de skuldre, han ubevist havde haft trukket helt anspændt op om ørerne, faldt ned på plads igen. 

"Jeg er glad for du kom. Her. Efter mig." Hviskede han, med et sidste blik på Pax's tofarvede øjne, inden han lænede sig helt ind til ham, og hvilede sit ansigt mod Pax's brede skulder, hans krop mere afslappet end den havde været de sidste to timer.

Pax fortsatte sin klodsede rokken frem og tilbage, selv da Juno lagde sin pande mod hans skulder. Fnyset og de himmelvendte øjne var det, han havde håbet på og det, han var endt med at få, og selvom Juno stadig var ulykkelig, trak det i hans ene mundvige. Hjertet galopperede ikke længere men travede i en fast rytme, og skuldrene var ligeledes faldet længere ned.

Den ældre mand tog et skridt bagud, så hånden på Junos lænd forsvandt. Dernæst Junos ansigt mod hans krop. Begge af Pax's mundvige var da vendt op ad og det spøgefulde i hans blik var ligeledes forstærket.
"Det er meningen, du skal dreje rundt nu", mumlede Pax, hvorefter han hævede sit ene øjenbryn. En handling hans arm efterlignede, en invitation til Juno om at gøre det dansen, afkrævede ham.

Da Juno landede i hans favn igen, trak Pax ham indtil sig og selvom de stadig bevægede sig, havde han armene om den blonde mand, som var det snarere en omfavnelse end en dans. Den ene hånd lå på Junos ryg og den anden i hans lyse nakke.
"Jeg kommer altid efter dig. Du er min alting."

I den stilhed der fulgte begyndte Pax at planlægge og til den livlige musik nedenunder forestillede han sig, hvordan han skulle slå manden med den fæle lugt ihjel, for...

De gamle øjne så strengt på ham, som heksen lænede sig frem og hviskede til knægten: "Nogle må dø, så andre kan leve."

Dét var alt det tog for Pax at få Juno til at falde ned. Uden ham ved sin side, ville det have taget Juno flere dage at kunne slappe nok af til bare at lukke sine øjne i mere end et par sekunder, og her stod han, med lukkede øjne og en normal hjerterytme allerede.

Han så undrende op, da Pax trak sig væk, en smule skuffet, indtil det gik op for ham at Pax ikke havde stoppet deres dans, men blot udvidet den. "Åndssvagt," mumlede han, men kunne ikke skjule sit smil imens han gjorde det, og endte også med at snurre rundt som Pax dirigerede ham til, kun for, med et endnu større smil, at ende i Pax's favn igen. 

"Altid?" spurgte han skeptisk. "Jeg er rimelig besværlig, husker du nok. Lidt af en møgunge. For ikke at tale om, at vi er ærkerivaler." Den sidste del var vist efterhånden mere en joke, end den var virkelighed, men Juno kunne ikke lade være med at nævne det. "Og var der ikke noget med, at der er en anden der venter på dig derhjemme? Eller - eller hvor sikker er du på dit valg? Du skal ikke vælge mig, bare fordi du er bange for at jeg går i stykker. Jeg kan klare mig selv. Jeg mener det, jeg smadrer enhver der prøver på noget." På trods af Junos overdrevne ord, var han helt seriøs. Han kunne klare sig selv, og ville ikke vælges af ynk. 

"En fucking kæmpe møgunge", rettede Pax prompte, hvorefter han skævede ned til Juno med et spøgefuldt blik. Hans ord var faldet i samme øjeblik, at Juno havde mumlet sine egne skeptiske, men de næstfølgende fik Pax til at se væk.

Endnu engang hev han Juno indtil sig og lagde sine arme omkring den tynde skikkelse. Det var ikke gået op for ham selv, at han var stoppet med at rokke frem og tilbage, for alt Pax kunne gøre i det øjeblik var, at stå med næsen i Junos blonde hår.
"Det ved jeg godt. Du klarer dig selv", mumlede Pax, hvorefter minder af stemmen og den fæle lugt genspillede sig for hans indre blik. Selvom det måske ikke gav megen mening for andre, så var Pax stadig af den holdning, at til trods for det øjeblik i baren, så klarede Juno sig selv. Der var ikke nogen tvivl i hans krop.

"Jeg føler ikke medlidenhed for dig. Det skal du ikke bekymre dig om." Pax slap taget om den anden og betragtede ham overvejende. "Du burde få noget søvn. Jeg skal ordne noget. Det tager en time eller to, så kommer jeg tilbage."

Juno kunne ikke andet end grinende at gie Pax ret, da han rettede ham til en kæmpe møgunge. Han var ikke ligefrem samarbejdsvillig, hverken med folk han kendte og holdt af, som Pax, og da slet ikke med fremmede. 

"Ja, jeg gør sgu," understregede Juno med et løft af hagen. Det var ikke længe siden, han var stukket af fra Shimon, men det var lykkedes ham, var det ikke? Han var her nu, uskadt. Han havde løst det. Uden hjælp og uden permanent skade.

"Godt," svarede han, da Pax overbeviste ham om, at han ikke følte medlidenhed. Men han havde stadig ikke fået svar på det vigtigste - havde Pax valgt ham? Endeligt? Inden han kunne spørge, blev han afbrudt af Pax's næste ord og da han sank klumpen i sin hals, sank han også sine spørgsmål. 

Han sparkede sine sko af og satte sig i sengen, ude af stand til at hive mere af sit tøj af, som han havde det nu. Det var lykkedes Pax at berolige ham helt utroligt meget på ganske kort tid, men der var grænser for hvad selv han kunne opnå. "Låser du døren efter dig?" spurgte han, índen han lod sig dumpe ned at ligge, som var hans krop ikke andet end en sæk kartofler.