Kastanje havde været så fokus på sig selv og gøre Juliander glad, at det ikke var gået op for hende hvad han havde været ved at gøre. Nok for det bedste for alle involveret, da tanken om at kysse en anden, endnu ikke var kommet op i hendes barnlige sind, ikke som hun havde set de voksne gøre... også selvom hun nu var ganske voksen.
Lige nu var hele hendes væsen dog rettet mod hunalfen der stod ved døren og kiggede på de to forfjamskede ungalfer, der ikke helt vidste hvad de skulle gøre med dem selv.

Et blik fra Kastanjes mor gled mellem Juliander og Kastanje, selvom smilet ikke forlod det fine slanke ansigt. ”Det var så lidt. Kastanjes venner er altid velkomne,” sagde hun smilende, og trådte længere ind, så hun kunne gå over til hvor Kastanje og Juliander gik. Hun virkede næsten lidt som om at hun ville knække hvis der blev lagt for meget pres på hende, og virkede så markant anderledes fra den robuste Kastanje, og langt mere ovre i skovalfernes ynde. ”Mit navn er Lilje,” forklarede Kastanjes mor, Lilje som hun jo så hed. ”Det er ikke mange alfer vi får besøg, og da slet ikke fra skovene, men Kastanje er nok også den bedste hjælp du kan få på de her kanter.” Stemmen var ufattelig blid, og hun virkede meget mere rolig end Kastanje nogensinde havde været omkring Juliander.

Kastanje stod lidt og gned forsigtigt sine hænder, som hun desperat ønskede at gøre noget ved situationen, og forkalre sig og bare udfylde tomrummet, men hun havde aldrig rigtig fundet ud af hvordan tingene skulle gøres når nogen kom hjem til hende. Hun kunne dog også tælle på en hånd hvor mange venner hun havde haft der kunne passe igennem den lille alfedør, og det var til trods for at hun ikke var alt for skarp med at tælle. 

Faktum var bare at de ikke fik mange skovalfer eller alfer i byen, men efter Kastanje havde erklæret at de var byalfer for nogle år tilbage, så havde de pludselig bare set på hvor anderledes de måtte være fra deres artsfæller, og gået med til det. Men hvis der var skovalfer, så måtte der nu også være byalfer, selvom de ikke var mange i antal. Deres størrelsesforhold i hvornår noget var langt, var dermed nok også anderledes. Lilje havde ligesom Kastanje aldrig forladt Dianthos.
”Så må du vel også være træt,” sagde Lilje dermed, da Juliander gav antræk til at det måtte have været en lang rejse. For det var i hvert fald udenfor Dianthos, og det var stadig en by i en rimelig størrelse.
Det var nok heller ikke så underligt at heller ikke Lilje ønskede at Juliander skulle være behjælpelig. ”Nej, nej, du er vores gæst, du skal bare lade som om at du er hjemme!” insisterede Lilje.

Kastanje på den anden side, var allerede begyndte at tage af bordet, da han overhoved forslået det, og i løbet af et par høje bank fra køkkenet, som maden var blevet sat væk, var det kun to krus der stod tilbage på bordet. ”Det er ordnet, ingen grund til at fortvivle,” sagde Kastanje, og havde kortvarigt skubbet en ekstra snak over i den ene kind, så hun kunne snakke, inden hun begyndte at tygge på den igen. Hun blev jo så frygtelig sulten af at flyve rundt over det hele, selvom hun godt vidste at de også skulle ned og prøve noget mad på kroen senere. 

Kastanje nåede lige akkurat at høre at Juliander var træt, mens hun fløj frem og tilbage, og fik det lidt dårligt over at hun bare ville have hevet ham med rundt i byen fordi hun havde lyst. Han havde også bare selv virket så begejstret, men det kunne jo godt være noget hun selv havde bestemt sig for. Hun var jo bare så glad for en ny alfeven, men hun måtte være mere omhyggelig om ikke at gøre ham træt. Hun havde fået at vide at hendes energiniveau var langt højere end så mange andre, og hvem vidste hvor sarte skovalfer var. De var jo vant til skoven ikke byen!
Hun landede tilbage på gulvet, og tyggede maden færdig, før hun også selv tog en plads i en af stolene, og nikkede begejstret. Hun kunne også selv vældig godt lide sin mor. ”Oh… Far er vel stadig på arbejde,” sagde hun og lagde hovedet på skrå, før hun kiggede over på sin mor.

Lilje nikkede lidt. ”Han mødte lidt senere, da de havde behov for noget underholdning til i aften. Han får noget at spise derhenne,” lød den blide stemme.

”Nu har du vel mindet ham om, at han ikke behøver at tage rester med hjem.” Lilje så en smule skyldig ud. ”Ej, moooor. Vi kan selv betale for det!”

”Men det smager nu så godt,” lød den stille stemme fra Lilje og lagde hånden lidt mod sine læber.

Kastanje virkede bare til at puste sig lidt op i frustration, inden hun gav et suk fra sig og hun pustede ud. Hun kunne ligeså godt give op på sine forældre. De var så vant til at tage rester med hjem, fra inden Kastanje havde fået et job, men de manglede jo ingenting nu om dage. Byvagten betalte bare virkelig godt.
Det var dog også nu at Kastanje endnu engang kiggede over på Juliander og blev mindet om at han også var der sammen med dem, og hendes kinder begyndte at brænde endnu engang. ”Ah, undskyld for… det.” Det føltes som noget hun burde undskylde overfor, men hun var ikke helt sikker på hvorfor. 

De havde diskuteret det mange gange før. Kastanje kunne godt lide at forsørge sine forældre, og hun kunne købe samme kvalitet af mad, skulle det være, men de trænge kår havde sat spor overalt i deres hverdag. Det meste af Kastanjes liv havde de været fattige trods alt, og hvor Kastanje godt kunne efterlade det liv, så havde hendes forældre det værre. De havde selvfølgelig også arbejdet på menneskene i mange år.

”Bare et par gange,” sagde Kastanje, og et lille surmulende udtryk kom over det buttede ansigt, som hun skævede mod Lilje. Lilje på den anden side, hun kiggede lidt væk, uskyldig som hun fremstod. Det var i hvert fald ikke fra fremmede Kastanje havde sit mere uskyldige udtryk til verdenen.
Det surmulende udtryk holdt dog ikke længe, som hendes brune øjne lysnede op igen, og et stort smil strakte sig på læberne. ”Du kan komme op og se mit værelse, eller jeg kan vise dig rundt i byen!” Der var så mange ting at se, især for alfer, som kunne komme mere interessante steder hen. Så kunne de også ende nede ved kroen, for et måltid senere hvis det var. Desuden, så lang tid at Juliander holdt sig i nærheden af Kastanje, så burde de i hvert fald ikke støde ind i problemer, hvis hun selv skulle sige det. ”Men du sagde du var træt, så hvis du hellere vil slappe lidt af.” At slappe af var ikke ligefrem noget Kastanje var god til, men hun ville gøre sit bedste,  hvis Juliander var træt! 

Et lille fnis kom fra Kastanje, som hun nikkede i bekræftelse på hvad han sagde. Juliander var langt fra en gammel mand. Han var kun en dreng, ja praktisk talt stadig et barn i hendes øjne, modsat hende selv som selvfølgelig var voksen og ansvarlig. Det var dog ikke nødvendigvis det der var reflekteret på hendes værelse, men med så få der kom på besøg, så var det ikke ligefrem fordi folk kunne påpege hvor barnligt det stadig var.

Det fik dog også hendes hjerte til at banke lidt hurtigere i begejstring, som de faktisk ville kunne forsætte med at have sjov sammen, og ikke bare gå til ro, selvom der nu kom hele spørgsmålet om hvad de skulle tage sig til, til at starte med.
Hendes brune øjne flakkede mellem døren, hvor de tidligere var kommet ind af, og længere oppe i huset de stod i, hvor der i hvert fald var et stykke op til nogle døre man kunne se længere oppe.
Endelig landede hendes blik dog på Juliander, og et lille nik, og bredt smil spredte sig. ”Kom med,” sagde hun endelig, og lettede fra jorden, og nærmest skød op mod det høje loft, som var omkring dem, hun satte dog farten ned, da hun var nåede halvdelen af vejn op og kiggede ned mod Juliander. De havde jo gjort hvad de kunne med værelset, så det havde passet til alferne.

Hun ledte ham op mod en af dørene der var allerhøjest i rummet, før at hun skubbede døren åben, for at de kunne komme ind på værelset, som hun kaldte sit eget.
Det lignede præcis hvad man ville forvente af et pigeværelse, med et par ekstra ting som ikke ligefrem passede. Det var meget lavet efter hvad menneske foretrak. Sengen var stor, i hvert fald for hendes størrelse, og havde både puder og bamser liggende på sig, for ikke også at nævne på gulvet.
Kinderne begyndte at brænde lidt hos hende, som det endnu engang gik op for hende, at hun ikke ligefrem havde ryddet op. ”Undskyld rodet,” mumlede hun, som han landede på gulvet, og samlede et par stykke legetøj op fra gulvet. En træhest og et træsværd bl.a., som hun smed over i et skab, som virkede til allerede at være en anelse fyldt med alt muligt.
Små dekorationer lavet af metal hang rundt omkring på væggene, noget af det kunne ligne hvad der mindede om sommerfugle, men det var ikke så yndigt lavet, så noget indikerede at det var lavet af en større person end Kastanje.

”Vi kan hente nogle puder og tæpper til gulvet, eller vi kan deles om sengen, når vi skal sove?” tilbød hun. Hun havde hørt om at sove sammen med sine venner før, men ville være første gang at hun havde nogen i den stil her hos sig. 

Det var lidt som om at Kastanje ikke kunne stå stille, som hun forsætte med at gå lidt rundt og samle et par ting op for at placere dem andre steder. Visse blev gemt, mens andre bare kom over og rodede et andet sted. Noget indikerede i hvert fald at Kastanje aldrig havde ryddet helt op, og hun havde derfor ikke steder til alle sine ting. Lidt samlede man trods alt sammen på de ting man havde, især som Kastanje ikke altid havde haft råd til at købe ting.

Hun gik dog lidt i stå, som Juliander begyndte at sprutte, da hun forslog det. Hun havde hovedet lidt forvirret på skrå, så det brune hår kort hoppede om hendes hoved. Måtte ikke? "Har du aldrig måtte have folk over til at overnatte?" sagde hun forvirret. Der gik et øjeblik mere, før hendes øjne blev store. "MÅ DU IKKE SOVE FREMMEDE STEDER?" Det var i hvert fald den konklusion hun var kommet frem til. En væsentlig forkert konklusion, men Kastanje tænkte ikke over at kun ægtefæller måtte sove sammen, eller at der kunne ske ikke anstændige ting. Hun havde heller ikke overnattet med andre på hendes størrelse, men hun havde hørt historierne! Det lød sjovt at sove sammen. Så kunne man ligge og snakke hele natten, og lege! Men måske måtte prinser bare slet ikke sådan noget. De skulle jo være ordentlige, og måske havde han en sengetid han skulle overholde? Eller måske var hendes seng bare slet ikke blød nok? Hun kiggede på sin seng. Var den ikke allerede ret blød? Kastanje selv havde i hvert fald ikke noget at brokke sig over, men hun havde heller aldrig sovet som en prins, og måske var de ekstra sarte?

Hele konceptet var virkelig underligt for Kastanje, men hun havde selvfølgelig aldrig mødt en prins før, og selvfølgelig havde de alle mulige regler hun ikke kendte. Men hendes egne forældre havde ikke virket bekymret, og de var trods alt omkring adelige til daglig, godt nok kun som sangere, men de burde da vide hvis det var noget han ikke måttet. Måske skovalfer var anderledes? Det måtte i hvert fald være hele grunden til det.
Hun lagde hovedet på skrå, som hun ventede på den sikkert meget komplicerede grund til hvorfor de ikke måtte. Hun håbede hun kunne forstå det, men... den var tydeligvis mere kompliceret end hun kunne forstå, for hun måtte have glemt at høre efter. Hun kunne i hvert fald ikke huske grunden, som han sagde at han ikke måtte, men han måtte da have forklaret hende!

Men hun var en stor pige. Det sagde hun i hvert fald til sig selv, som hun rankede sig lidt op, og forsøgte på ikke at bævre med læben. Hun kunne godt klare at de ikke havde en af de magiske arrangementer hun havde hørt om, hvor der var pudekamp og alt muligt. Ikke at hun vidste hvordan sådan noget fungerede.
"Hvis det virkelig... ikke er noget du må," hun tog en dyb indånding. Regler var regler! "Så er jeg sikker på at vi kan finde et andet sted at sove, så du stadig sover blødt." Også selvom det gjorde lidt ondt i det lille alfehjerte, men hun var en stor pige, ja faktisk voksen, så det var ikke verdens undergang.
Hendes øjne gled ned på bamsen han stod med. "Du må også godt få Hr. Fnuller med og sove med, hvis du kommer til at føle dig ensom." Hun havde jo nok af dem og Hr. Fnuller havde altid været god til at trøste folk. Han havde i hvert fald altid trøstet hende.

Lige på det punkt var Kastanje nu ikke så bekymret. Det lå nok mere i at hun ikke havde overnattet sammen med nogen, og dermed ikke engang overvejede at man nok ikke var på sit flotteste i de øjeblikke hvor man sov. I hendes hoved var det bare ærgerligt at Juliander ikke ville sove der sammen med hende, men hun ville heller ikke gøre ham dårligt tilpas!

I stedet for nikkede hun fast da Juliander spurgte ind til bamsen. ”Ja. Han er også god til at passe på en, hvis man bliver utryg. Jeg plejede at tage ham med i starten, da jeg lige var blevet en del af byvagten,” fortalte hun. Det var ikke som om at de andre byvagter havde turde sige noget til det, så Kastanje havde aldrig opfattet at det måske var en anelse barnligt at tage en bamse med på arbejdet. Nu havde hun dog ikke behov for ham, fordi intet var for skræmmende for Kastanje!

Et værelse tæt på burde ikke være et problem, selvom der nok skulle ryddes lidt ud. De havde dog en masse rum de ikke rigtig brugte til så meget. De havde det mere fordi Kastanje havde ment at de selvfølgelig skulle have et stort hus nu når de havde penge, og det blev meget hurtigt stort når man ikke var så stor.
”Det ville være godt. Vi kan jo ikke have at folk går rundt og tror at du kender den skyldige alf, bare fordi I ligner hinanden,” sagde hun med et nik. ”Uuuhhh… men vi kan stadig være oppe længe, ligesom jeg har hørt om, og så når vi skal sove, så kan vi bare gå hver til sit.” Hendes brune øjne var blevet lidt større og begejstret som hun kiggede på Juliander. Venner på hendes størrelse var der bare ikke så mange af. 

Det var lidt spøjst at alferne var alle de forskellige farver. Kastanje havde kun set alfer der lignede mennesker i farverne, og Juliander var også den første lyserøde alf hun havde set. HUn havde lidt troet at det blot var hans race, men hvis hans søskende var andre farver, så lød det usandsynligt. Hvad var også sandsynligheden for en anden lyserød alf? Kastanje syntes i hvert fald at det var meget fasinerende!

Hun vidste faktisk ikke helt hvad man lavede til sådan en fællesovernatning, hvis hun skulle være helt ærlig. Hun måtte jo ikke være med til nogen af dem, men der var sikkert en masse gode lege de kunne lege, og måske så kunne man også bare snakke hele natten? Kastanje elskede i hvert fald at snakke med Juliander.
HUn tøvede dog lige, inden hun åbnede munden på ny, men han måtte jo nødig tænke at hun ikke vidste hvad man lavede. Måske hun gerne ville være lidt sej overfor sin nye alfe ven, som jo også var prins. "Man kan lege... Pudekamp! Eller fortælle... uhyggelige historier!" sagde hun begejstret. HUn havde i hvert fald hørt uhyggelige historier før, og de kunne enten hjælpes ad, og ellers så var hun sikker på at hun godt kunne komme op med noget uhyggeligt, såsom når man intet mad havde og var sulten! Eller vent, det var måske ikke det man normalvis fortalte om, men hun var sikke rpå at de kunne finde ud af det. "Du må også gerne fortælle hvad man laver som alf i alfelunden!" tilbød hun så. De have nok nogle andre traditioner end dem de havde her i Dianthos.

Kastanje så blot mere begejstret ud som hun også forstod at Juliander var begejstret over hvad der var i vente for dem. Hun glædede sig helt vildt til alle tingene, selvom hun ingen formodninger havde om at vinde i den såkaldte pudekamp, selvom realiteten nok lå i at hun ville være bedre end ham, med den kamptræning hun havde haft.

Hendes vinger vibrerede lidt i begejstring bag hende, som hendes brune øjne blot blev større. ”Virkelig?” Et lille gisp. ”Har I mange uhyggelige historier i alfelunden?” Hun havde hørt de var et fredeligt folk, men måske det var sådan nogle ting de altid brugte til at fordrive tiden med. Hun skulle da helt sikkert sørge for ikke at være helt alene, når hun skulle høre historierne. Der var sikkert farlige ting som… spøgelser med.

”Ja!” Et lettere udbrød, og hun vinkede Juliander med sig og ned mod værelset der var til overs. Sengen herinde var væsentlig mindre, men den var der da, selvom det ikke så ud til at rummet blev brugt meget. ”Hvor mange tæpper og puder skal du have?” Var der ikke nok allerede heroppe, så kunne hun jo bare hente fra deres sofaer og andre steder hvor Kastanje vidste de havde ekstra liggende. Det vigtigste var at Juliander lå godt.