Gerhart hørte ikke et eneste ord af, hvad Bertram valgte at svare tilbage med. Eller han hørte dem vel i den forstand, at de ikke blev anerkendt som værende noget værd at lade blive hængende. Man kunne ikke engang sige, at de røg ind ad det ene øre og så ud af det andet, for det sølle rod der var tilbage af den ranke adelsherre nægtede sig selv i dét øjeblik fladt ud en hver form for benægtelse af hans egne ord om sig selv. Han var ikke en stærk mand, som Bertram virkede til at have bildt sig selv ind. Han var et forbandet hylster, der kun gemte på skærende selvmedlidenhed. Og uduelighed. En mand, selv Kile havde forladt i hans mest troende dage.
Rumsteringen af døren, der blev åbnet og baljen, der blev bragt ind på værelset - ikke engang som Bertram bevægede sig ind foran ham, for at stille baljen indenfor en rækkevidde, der ikke behøvede meget besvær aktiverede en yderligere reaktion fra Gerhart. Han sad blot der på sengekanten i stilhed og hovedet bøjet, besejret, og med en udmattelse, som han højst sandsynligt heller ikke havde ladet andre på Ravnlund se. End ikke som Bertram adlød den sidste del af hans anmodning, så meget som så han op og hen mod døren, der blev lukket og forlod ravnen alene på sin olivengren.

Hans hoved var så tomt, og den kildende fornemmelse af et par dråber blods rejse ned over hans blege overkrop, føltes meget forstærket. Han kunne mærke det game blod gøre, hvad det var beregnet til. Han havde ikke drukket det for at skynde healingsprocessen, for det ville det ikke kunne hjælpe meget på. Men det havde stilnet den krævende sult, der kunne stabiliserer hans hunger efter den blodforsyning tættest på ham. Det beroligede hans nerver, og det blev nemmere og nemmere for ham at finde sig selv igen. Hans greb omkring sit hår løsnede sig lidt efter lidt indtil hans fingre kunne vikle sig fri fra de blonde lokker. Hænderne kørte en kort tur længere tilbage om mod nakken og pressede ligeledes hovedet mere fremover. Strakte spændinger, der langede sig ned ad ryggen. Tvang smerten fra kødsåret til at rede sig nok ud til at tage sig sammen til at få gjort noget ved det.
Men som han endelig havde rettet sig op og vredet kluden i det urteduftende og svagt okkerfarvede vand blev det stadigvæk gjort med sløve handlinger. At være i stand til at elske en person så meget… Bertrams ord havde alligevel trængt lidt igennem. Eller også var det som om, at de havde hæftet sig til det lydtætte skjold, der endelig faldt og han derfor nu hørte ordene. Var dét, hvad Bertram troede det hele handlede om? Hans kærlighed rettet mod en person? Og hvem? Katrine? ”Argh!” stønnede han tilbageholdt og sagte under svien fra kludens kontakt med såret.


Ude på gangen ville der ikke gå længe, før Bertram ville kunne høre de samme luntende skridt - fremhævet af den hårde sål på hendes udendørsstøvler, hun ikke havde haft tid til at tage af. Gulvet og tæppeløberen, der lå i midten af hver gang, kunne nok sagtens renses for det skridt hun trak med ind. Hun var trods alt ikke den eneste, der ikke havde bekymret sig om den slags.
”Umf!” udbrød hun forskrækket, idét hun drejede om et hjørne og nær havde ramt direkte ind i godsets gæst. Straks efter det bratte stop, trådte hun et par ekstra skridt tilbage for at skabe høflig afstand mellem de to, før hun hævede blikket op på ham. Hendes ansigt afslørede for et split sekund hvor oprigtigt overrasket hun var over at se ham der. Hun havde forventet, at han stadig ville være inde på værelset med Gerhart. Men nej. Der var han.

Katrine havde smidt den robuste kappe, men hun bar stadigvæk på de varme, sorte leggins og det dobbelte lag af langærmede tunikaer, samlet ind mod taljen af et bælte. Den lange kniv, der havde hængt i bæltet var også fjernet. Gartneren blod havde der heller ikke været mulighed for at fjerne fra tøjet.
I hendes arme lå rent tøj foldet henover dem - kun lige det eneste sæt, og det var ikke et sæt i hendes størrelse eller former. ”Blod er ved at blive tappet så han kan få friskt, hvis det er, hvad du er kommet for,” snappede hun ud af det blå for at bryde stilheden. Men selvom hun snappede bar det langt fra den samme mistro for Bertram, som hun havde haft ved deres første sammenstød. Den snappende attitude faldt endda lidt mere ved de næste sætninger. ”Du ser ud til at være kommet godt ud af det. Du er vel også meget mere hærdet end Sir Gert..hart.”

Refleksivt trak Katrine afvisende tøjet tættere indtil sig, så snart det kom i fokus. Egentlig var det lige netop i hænderne på Bertram, at de skulle ende i sidste ende, men hun havde af sig selv reageret på misforståelsen. ”Tøjet er ikke ment til Gerhart. Han har tøj liggende klar i sin gemak allerede. Jeg bragte det her op til dig. Jeg tænkte, at du ville sætte pris på at ikke lå rundt i laser.” Hendes røde blik gled åbent ned ad ham og så tilbage op på hans ansigt for at bringe klarere hentydninger til hendes ord. Hun havde ikke været der til at se, hvad der var sket, men ud fra, hvordan han så ud - flænset tøj og blodige rester - måtte hun antage, at han heller ikke havde haft det nemt. Og køkkenet lignede stadigvæk en slagmark. Stakkels frøken Freja måtte have fået et hjerteanfald over rodet, da hun var troppet derned fra sin varme seng.

”Her,” sagde hun en smule mere fast efter et stykke tids stilhed, og endelig blev han rakt klæderne. Diskret lænede hun sig ud til siden for at tillade sig et flygtigt kig ned ad gangen mod, hvor Bertram var kommet fra. Og hvor Gerhart sikkert stadig befandt sig. Allerede før hun havde rettet sig lodret op og se på ham igen, tilføjede hun dog: ”Jeg skal også høre fra frøken Freja, som du ville være interesseret i et bad eller om du mest bare vil hvile for nu. Jeg vil dog anbefale at bade først, hvis du vil på hendes gode side, nu hvor du er en ærefuld gæst på Ravnlund. Du kan finde hende nedenunder.” Igen havde hun ikke talt færdigt, før hun allerede havde taget det første skridt tilbage for at dreje omkring og vende snuden tilbage mod, hvor hun var kommet fra. Bertram havde ret. Gerhart var opspændt. Og hun havde absolut ingen grund til at give ham et besøg. Hun stolede på herren af godset til at kunne tage sig af sig selv. Hendes job var ikke at tilse ham. Det havde ikke engang været hendes job at bringe gæsten sit friske set tøj.

Katrine havde faktisk nået et godt stykke ned ad gangen, før hun stoppede og meget brat havde vendt sig om for at trampe tilbage mod Bertram, der forhåbentlig ikke var forsvundet bag alverdens bjerge endnu. At hun trampede frem for at gå som et normalt menneske, afslørede fra starten, at hun havde haft noget indebrændt og undertrykt siden, hun var stødt på Bertram igen. Og hvad end dét var, var noget hun i sidste ende ikke ville holde tilbage.
”En sidste ting, hr. Willoughby. Sir Gerhart stoler på dig, så derfor stoler jeg også på dig. Så lad mig sætte én ting fast for dig: Tror du ikke, at jeg har tilbudt min hals for ham?” Hun var ingen vampyr, hun var blot et menneske med menneskelige egenskaber, men hun havde da lagt mærke til, hvordan Bertram havde set på hende. Og Gerhart. Hun havde ikke hørt meget fra den samtale, de to havde haft inde på værelset. Kun lige Gerhart udbrud, hvor hendes reaktion uden tvivl var blevet misforstået. Ligesom alt andet som Bertram hidtil havde fortolket anderledes. ”Og hver gang har han afvist. Selv nu, hvor han var fristet gjorde han det ikke. Der findes ikke nogen mere dumdristig vampyr i landet end ham. Men du vover at se ned på ham, hr. Willoughby. Prøv du og gør, hvad han gør.”
Selv med højdeforskellen og styrkeforskellen mellem dem, så virkede Katrine ikke bange for Bertram, som hun stod der og pustede sig lidt ekstra op. Afventede en form for reaktion. Trillede der ikke mere over hans tunge, ville hun blot vende om og fortsætte som før.

Katrine var ikke bange for ham. Hun stod i stedet såret foran den tårnende vampyr. Fordi selvom hun ikke verbalt bekræftede det med ham, så forstod hun pludselig, hvad det var, han havde kastet efter hende. For det var sandt. Hendes tilbud, værende så få og sjældne som de var, måtte have gjort Gerhart mere ondt end godt. Det kunne hun godt se nu. Men hun havde bare ville hjælpe! Vise at han ikke behøvede at torturer sig selv, når han var i så desperat brug for, hvad der pumpede evigt i hendes årer. Havde det nogensinde lykkedes hende at nå igennem til ham, ville han denne nat have vist, at han ikke skulle have været så skamfuld over den fristelse, hun havde overhørt ham indrømme igennem døren. Hun havde ikke hørt alt, men hun havde hørt tonen i hans stemme.

Så nu, stående med Bertrams hånd lukket omkring hendes hals, og skammede sig over sig selv. Måske var hun virkelig bare det barn, som folk så hende som, og ikke den standhaftige og ansvarsfulde unge kvinde, som hun selv mente. Katrine havde spændt betydeligt mere op, idét han havde grebet ud efter hende, men hun havde holdt begge sine hænder fra at ligeledes gribe fat om ham. For hun var ikke bange for, at han ville dræbe hende, så der var ingen grund til at gøre yderligere forsvar. Alligevel ville han tydeligt kunne mærke hendes hjertes hurtigere banken igennem halspulsåren, som hun mistænkt han sikkert kunne fornemme selv uden at røre ved hende.
Som han kom nærmere, gjorde hun alt for at gøre sig parat til at have hans tænder penetrere sin hud, men i stedet følte hun blot et kys og det havde nær hylet hende helt ud ad den. Forvirringen var klar som himlen på en skyfri dag på hendes ansigt, da han trådte tilbage. Hun havde ærligt ikke forventet, at en som ham ville kunne dy sig sådan. Og værst af alt, så havde hun ikke en gang gjort den største modstand. Det var jo ikke fordi, at hun vidste, at hun ikke ville kunne stille noget op, hvis han havde gjort det for alvor, for det ville hun.
Straks havde hun sin egen hånd lagt op mod, hvor hans læber havde gjort kontakt, som var hun vitterligt fornærmet over, at han havde tilladt sig selv den frihed. Hun var også med til at skabe afstand mellem dem ved at selv tage et skridt bagud, dog uden at tage blikket fra Bertram. Et blik der havde gået fra skamfuldt, til svagt panisk, til oprigtigt overrasket og nu et forsøg på at være misfornøjet til trods for at alle de andre stadig kunne skimmes igennem.

Hun havde lyst til at sige noget. Snappe tilbage af ham. Få det sidste ord ind. Men hun havde intet og måtte i sidste ende acceptere ved med læberne presset mod hinanden af frustrationen. Katrine var en egnet pige til det arbejde, hun skulle gøre. Hun var ikke bange for at få en splint under neglen eller blod på tøjet. Hun havde dog tydeligvis sine mangler andet sted.
”Du ved ikke engang, hvorfor han nægter at drikke menneskeblod. Eller hvorfor han er… stærk nok til at holde sig fra det.” Der var et mikroskopisk snert af bitterhed i hendes stemme. Der var dele af, hvad Bertram havde sagt, at hun var enig med. Hun mente ikke, det var sundt at pine sig, som Gerhart gjorde. Men hun arbejdede på Gerhart, og hun respekterede ham, så hun havde aldrig haft i sinde at stille spørgsmål ved den måde, han levede på.
Det eneste hun tøvede med, var at tage valget at løfte hånden. Så snart musklerne havde lystret første gang, var det med stålsikre tiltag hun greb omkring kraven på sin dobbeltlagte tunika og hev ud til siden, så mere af hendes hals og skulder var til syne. Hun lænede ikke sit hoved til siden, da det andet burde være henvisning nok til, hvad hun tilbød ham. Hun så fast og direkte på ham. Der gemte sig stadig en vis mængde nervøsitet i hende, men hun var godt klar over, at dette ikke var noget, hun kunne gå tilbage på. Og det var stadigvæk hendes egen vilje. Det var mest usikkerheden over om, hun virkelig kunne stole på, at han ikke bare ville tømme hende, der fik det til at sitre. Hun huskede, at det gjorde ondt, så dét var nok også en del af det. Men hun stod ikke af.
Nær dem var en dør til et tomt og mørklagt rum, havde Bertram da værdighed og tilbageholdenhed nok til, at ikke drikke fra hende midt på gangen, hvor en hver kunne finde dem.

Det føltes som at bide ned i en sprød og saftig vindrue. Sådan som saften sprang frem så snart ens tænder knækkede igennem det tynde og modne skind. Hun var i dét øjeblik denne vindrue. Ført mod munden af en galant herre i en hungrende fristelse. Et tilbageholdt støn af smerte var alt, hvad der forlod hendes strube, før lammelsen tog til og efterlod hende med det mere simple ubehag af, at have en vampyrs kølige læber kræsende sultent omkring de blødende punktering i hendes hals. Hendes hjerte havde automatisk sat tempoet en smule op, og selvom en som Bertram ville kunne høre det - særligt på den afstand de var på - ville han uden tvivl også kunne mærke det igennem hendes pulsåre.

Bertram var så… delikat med processen. Han havde før virket så barsk og grådig, at det ærligtalt var kommet noget bag på Katrine. Hun havde forventet en fluks-hed, som det ikke var sket med, til trods for, at han da havde været hurtig på aftrækkeren. Hun havde forventet at jag og et glubsk bid omkring hendes fremviste hals- og nakkemuskulatur. Hun havde blot forventet, hvad hun havde oplevet før, for han var ikke den første der fodrede på hendes ungpige blod.
Hun vaklede diskret i takt med at hendes hoved begyndte at føles lettere. Det var noget overvældende. Den stigende kamp for at blive ved bevidstheden. Blandet med de alt for sensuelle bevægelser han gjorde med sin mund mod hendes bare hud. Blod havde ligeledes steget hende til hovedet og sat sig som en blussende rødme, der kunne have mange forskellige begrundelser bag i dette scenarie.

Det var hans vandrende hænder, der trak hende den smule tilbage fra sin lullende tillid - som lysten til at lægge sig i en dynge af sne og tage en lur efter en dag i den hvide kulde. Usikkerhed satte sig lige så stille i hende. Med hendes øjne enten lukket helt i eller bare lige åbnet lød det kvalte lyde af anstrengte støn helt nede fra hendes strube. Lyde der en gang eller to blev maskeret helt af hendes tyngede vejrtrækning.

Katrines egne hænder havde, ved sine armes frigørelse, fandt hvert til sit. En hæftede sig stramt omkring hans ene underarm, mens den anden i et næsten desperat greb, greb godt fat omkring hans ødelagte bluse ved hans modsatte overarm, hvor tyngden af hendes arm, hev lidt ned i den. Det var måske ikke det mest åbenlyse, men det var et forsøg på at få hans opmærksomhed. Få hans instinkt rettet væk fra føden.
”Det… Det er nok nu,” halvt hviskede hun, dog stadig fast og bestemt, velvidende at med hans ene ører så nær hendes mund, ville han kunne høre hende. Spørgsmålet var mere om han var i et stadie, hvor han kunne opfange det. ”Hr. Willoughby. Stop.. Før nogen ser.” Det var egentlig heldigt, at gartneren havde blødt så for nyligt og så meget, og at hun var rester af blodet på sig, for ellers ville hendes lille… udlevering være blevet opdaget med det samme af den blotte lugt af friskt menneskeblod i bygningen.

Sårene fik adgang til ilten omkring dem, og svien spredte sig prikkende derfra. Katrine følte hans tænders frigørelse som havde hun holdt vejret under det hele og endelig blev givet lov til at suge hendes livgivende element godt ned i lungerne. Hun kunne ikke sætte en finger på, hvad der gav hende den mest intense og bedste følelse i kroppen, hvis det så gjaldt hendes liv. Om det var den bedøvende effekt af selve bidet eller den mavesusende fornemmelse af at blive sluppet fri fra bidet. Begge dele var næsten… afhængighedsgørende. Hun ville have me-…
”Helt fint,” svarede Katrine med lidt af en halv løgn. Hun måtte synke tungt for at både sluge sine næsten svagt forpustede vejrtrækninger - det havde været alt andet end hendes mening at lade sin krop blive revet med af øjeblikket. Hun havde aldrig ønsket dén slags med Bertram. Bertram havde bare lige været der, da hun skulle bruge en som ham. Det var i hvert fald nemt for hende at bilde sig selv ind. Han var stadig så tæt på. Tæt nok på så de kunne nøjes med at hviske til hinanden. Snige sig omkring nærtliggende ører, der kunne ende med at høre dem. Tiltrække den opmærksomhed, som ingen af dem ønskede.

Grebene Katrine have taget i Bertram blev begge fjernet og stille og roligt førte hun en hånd op til sin egen hånd. Blidt, men krævende, skubbede hun hans egen hånd væk, så hun kunne erstatte blødningens blokade i stedet. På den måde kunne hun nemmere tage et skridt bagud og dermed genoprette noget hen mod en normal afstand mellem dem. Måden han så på hende på var forbløffende fangende til trods for alvoren i hans øjne. En alvor der spejlede sig tilbage i hendes øjne, mere og mere, som hun vandt over tågen, der alligevel havde nået at ligge sig omkring hendes hoved. Hun mistet en del blod, selvom det ikke var nok til at være faretruende.

”Vi må aldrig fortælle det her videre til sir Gerhart, forstår du?” Som han havde gjort før, skimmede hun ned ad gangen til den ene og så den anden side. Hun havde ikke samme hørelse som Bertram - eller Gerhart - men hun fornemmede ingen ubudne. Hun håbede bare at Gerhart ikke havde fattet mistanke. Måske var hans svækkede tilstand en velsignelse denne ene gang. ”Du har ret i, at han ikke vil bryde sig om det, skulle han finde ud af det, men så må der sørges for, at han ikke gør. Sig, at du fik det blod, du blev lovet, skulle han spørge ind til din forbedring.”
Atter fandt de røde øjne tilbage til Bertram. Afslørede de resterende falmede hints af rødlig blus i hendes ansigt - forundringsværdigt, hvordan man skulle tro, at man blev blegere af at få… tappet blod på den måde.
Kinderne spændte op. ”Jeg hjalp dig. Så nu skylder du mig en tjeneste.. Hjælp sir Gerhart. Han rådner op her, hvis ikke nogen gør noget. Og ingen af os her på Ravnlund ønsker at se det. Og…” Hun forstummede et øjebliks tid. Ikke for at lede efter ord, men for at tvinge dem, der sad på tungen, ud. ”…jeg tror en som dig, vil kunne have bedre held end nogle af os.”

Det beroligede Katrine med det samme at høre, hvor meget han lagde i at bekræfte deres fortrolighedsaftale. Det gav hende den overbevisning, at han var helt enig i det. Gerhart måtte ikke finde ud af det her. Ingen på Ravnlund måtte kendes ved det. Dette var mellem dem, og kun dem. Bedst ville måske endda være, hvis både Bertram og hende selv ville glemme det selv. Lade det glide et godt stykke om i underbevidstheden til at ikke blive husket igen. I det mindste virkede det til, at de to faktisk havde noget, de kunne enes om uden yderligere diskussion. Noget de kunne stå på lige fod med. Hun sukkede et så tungt og lettet et suk, at hendes øjne gled i sammen med det, og først bagefter blev hun opmærksom på, hvor meget hun havde mistet pusten, da Bertram havde nærmet sig og sat tænder i hende, for endelig følte det som, at hun havde nok luft i lungerne.

Hun åbnede sine øjne igen. Så fortsat på ham. Holdte øjenkontakten - så godt som hun nu kunne. ”Hvis jeg vidste præcis hvad, så er der noget der siger mig, at jeg ikke ville opsøge dig, en komplet fremmed, for hjælp,” svarede hun tilbage med uforstående øjenbryn. Uforstående overfor, hvorfor han ikke selv havde nået dén åbenlyse konstatering, som han havde fanget den forrige.
Langsomt fjernede hun hånden fra bidmærkerne. Nogle ville påstå, at den slags var smukke og kunne pryde en kvindes hals bedre end et smykke af de skønneste ædelstene. Katrine… fandt dem smukke. Men hun var for stolt til at stå fast ved den slags. Det var for meget af et tabu. Hun rakte om og skilte sit lange hår på midten omme bag ved, før hun trak hver side henover skuldrene og derefter gjorde sig ekstra umage med, at man ikke ville kunne se de to huller helt så tydeligt. Gerhart ville opdage dem hurtigt. Men så gjaldt det bare om at ikke rende ind i ham. Lige denne nat skulle dét vise sig at være en nem opgave.

”Sir Gerhart er kun sårbar med os andre nær. Men han er også en meget ensom mand, så han ville aldrig kunne skille sig af med dem omkring sig i frygt for at ende alene. Han viser det ikke, men jeg er sikker på det. Jeg ved ikke, hvad han har været igennem for at ende, som han har. Måske bare det at udleve sine kære. I så faldt kan han bedre relaterer til dig end mig, er mit gæt.” Katrine havde ingen anelse om, hvor gammel Bertram var eller om han havde levet længe nok til at ’udleve sine kære’. Det var blot en fordom. For et menneske var det nemmere at antage at vampyrer var noget ældre. Og med den kontrol han havde haft, måtte dette ikke være hans første år med trangen til blod.

Med dét sagt fik Katrine lige hurtigt rettet på sit tøj. Hans klamrende greb omkring hende havde lavet nogle uønskede folder, der kunne risikere at være afslørende. Specielt tunikaens halsudskæring, der var blevet trukket godt til siden. ”Jeg håber, at din idé virker. Hvis ikke bare lidt. Men vi må hellere skilles for nu. Så længe, hr. Willoughby,” afsluttede hun med en ganske høflig tone. Hun nejede tilmed ydmygt og diskret for ham, inden hun begav sig ned ad gangen. Lidt langsommere end normalt. Hun var virkelig ikke helt ved de samme kræfter...

De kendte klik af fine sko, kun dæmpet af deres gang henover tæppeløberen i midten af gangens gulve, afslørede forhåbentlig Frejas tilstedeværelse bag Bertram før, at hun gjorde sig verbalt tilkende. ”Hr. Willoughby?” Freja lignede sig selv. Hvis ikke hun var iført den samme uniform som natten forinden, så var hun iført en ny helt magen til. De mørke prop-træk-krøller var ligeledes sat op på samme facon. Rullet stramt op i nakken og holdt ude af ansigtet med usynlige hårnåle. En nydelig kvinde. En arbejdsomlig kvinde, der vidste, hvordan man fik skidtet ud af tøjet med rigtigt knofedt men som også forstod sig på at holde sine hænder fri fra udtørret hud. Hun var ingen adelskvinde, og det var heller ikke noget, hun ønskede at være.

”Hvis De vil være så medgørlig at følge med mig. Jeg agter at have Dem skrubbet for lugten af byliv og blod, om det er det sidste jeg gør,” tilbød hun egentlig til trods for den meget insisterende tone i hendes stemme. Det var et tilbud. Men han havde sådan set ikke retten til at sige nej. Hun stoppede op ikke langt fra ham og slap de hvide tørreklæder, hun havde i sin favn, for at svinge den elegant til siden og ned ad gangen, hvor hun var kommet fra i en form for henvisende gestus. Hun ventede et øjebliks tid med at føre an, før hun var sikker på, at han forstået. Der hang en fordom om, både han manerer og hans intelligens, kommende fra storbyens gader. Og så havde hun skam ikke glemt om hans uforskammethed. Lussingen havde hun ikke fortrudt.
Med ryggen rank, vendte hun omkring og begav sig med rolige skridt mod badet, som hun da bestemt havde tænkt sig at få ham i. Hun havde dog ikke taget mere end et par skridt, før hun åbnede munden igen. ”Og tag venligst Deres beskidte sko af. Der er blevet trukket rigeligt med jord ind allerede her til aften.” Hun stoppede ikke med at gå for at vente på, at han gjorde hvad hun sagde. Hun gik vel langsomt nok til, at han sagtens kunne indhente hende. Hun så ikke engang over skulderen på ham. Ikke før de nåede en dør. Og ikke før hun da havde åbnet døren for at lade ham træde indenfor.

Badeværelset var som man kunne forvente bort set fra karet, det ikke stod som et tilføjet møbel i midten af det hele men i stedet var bygget ind med gulvet ved denne ene væg. Inspiration var tydeligvis blevet taget fra sydens oaser selvom det stadigvæk ikke var større end, hvad et normalt kar på løvefødder ville være. Karet var allerede fyldt med dampende varm, der duggede et flerfarvet mosaikvindue nær loftet. Lyskilden var en krone med i hvert fald et dusin tænkte stearinlys, så der var overraskende lyst.
Freja trådte videre henover gulvet og lagde de rene tørreklæder på en skammel nær karet, hvor han nemt ville kunne finde dem, når han følte sig færdig og klar med sit bad. ”Jeg forventer, at De ved hvordan man bader sig selv, hr. Willoughby? Så jeg vil lade Dem til Dem selv. Er der noget De mangler? Jeg kan se, at frk. Katrine bragte Dem noget skiftetøj allerede.”

Der var en grænse for, hvor ynkelig og fyldt med selvmedlidenhed man kunne være. Selv for Gerhart. Det var squ ikke underligt, at han blev terroriseret som han gjorde. Han var sådan et sørgeligt eksemplar af en vampyr. Han kunne knap nok kalde sig en mand. Fire hundred år. Og han havde stadigvæk problemer med at bevæge sig udenfor sine trygge rammer. Voldsomme problemer. Det virkede stadig ikke rigtigt for ham at gøre.
Den kvindelige dæmon havde kommet direkte til hans gemak efter at have smidt den rødhårede blodsuger i bad. Fundet sin herre stadig siddende der på kanten af sin seng, halvnøgen og med et sår, der i det mindste ikke blødte eller væskede længere. Freja havde været så uberørt af det, at ikke det mindste gisp eller tøven havde været at fornemme fra hende. Gerhart havde løftet hovedet for at se på hende, men der blev ikke sagt et eneste ord, der kunne bryde den kvælende stilhed i soveværelset. Hun bandt hans sår ind, imens han drak den smule frisktappet svineblod, han var blevet bagt. Han havde straks kunne mærke effekten. Klart anderledes fra det næsten rådnende blod fra skuffen. Men som altid slukkede det aldrig tørsten. Ikke helt. Han var blot vant til det. Han frygtede virkelig, at det aldrig ville kunne stille den samme tilfredsstillelse, skulle han vove at smage det, der var i sandhed nærende for dem som ham.

Freja forlod ham igen med sit respekterede neg, før hun sørgede for at døren blev lukket i. Gerhart, siddende op ad sengens hovedgavl, gled straks længere ned at ligge. En hånd henover de babyblå øjne og en anden hånd over forbindingen der viklede sig omkring hans overkrop. Såret kløede, og nu alene igen med kun sig selv kunne han mærke det hele sig selv noget hurtigere. Inden længe ville det være væk. Forbindingen var der kun for at skjule. Og for at han ikke risikerede at tvære yderligere blod på sit tøj og sine lagner. Pff.

Tankerne vendte straks tilbage, som han blev omsluttet af mørket i sin håndflade. Alle de misforståelser. For det var alle sammen misforståelser! Han elskede ikke Katrine!... Ikke sådan som Bertram troede det i hvert fald. Var det på grund af hans ungdommelige udseende, at det var så svært at forstå? Han bed hårdt tænderne sammen og læberne trak sig lige nok tilbage for at vise de spidse hjørnetænder frem. Hvorfor gjorde det han pludselig vred? Ikke vred som Lord Bicasquel havde gjort ham. Nej, det her var mere brændende og ren frustration. Noget han ikke havde følt længe. Og han var ikke nogen stor fan af det.
Hurtigere end et menneske ville have været i stand til rejste han sig fra sin seng. Følte ikke længere de smertende spændinger fra sin side. Der var kun tid til at gribe den forrevne skjorte i farten ud af værelset og smide den over hovedet, som han marcherede ned ad gangen mod trapperne. Ingen tid til at proppe den ordentligt ned i bukserne, så den hang alt for sjusket end, det var en adelig som ham værdigt. Kun en lille del af fronten var blevet stoppet ned. Og kraveknapperne fik heller ingen opmærksomhed.

Det lignede virkelig ikke Gerhart at bare trampe ind igennem døren til vådrummet. Ikke når han var godt klar over, at det var taget i brug af andre. Det lignede ham heller ikke at gøre det med sådan en forhast. Det var først da han stoppede op et par skridt inde og hørte døren lukke i bag ham, at han fangede sig selv i sin upassende opførsel. Og tilstand. Hvad ville hans mor ikke sige om, hvordan han så ud. Og så foran sin gæst. En gæst der godt nok var mindre passende for selskab.
Gerhart havde næsten glemt, hvad han var kommet for at sige, sådan som energien havde feset ud af ham igen. Og det var heller ikke de ønskede ord, der forlod hans mund, da han endelig åbnede den. ”Fortæl mig om Dianthos. Hvordan er det at være der? Hvor meget har det ændret sig de sidste 400 år? …Er vi stadig hadet værre en pesten?” Havde han stadig været nød til at trække vejret for at overleve, ville han have lydt forpustet. Brystkassen ville have hævet og sænket sig rytmisk af den faldende ophidselse, men i stedet var den helt stille og gav den mærkværdige effekt som de døde havde overfor de levende.
Til trods for Bertrams nøgenhed så veg Gerharts blik ikke fra ham af forlegenhed. Der var alt andet der fyldte i hans hoved, så det var ikke svært at ikke lade øjnene blive afledt. ”Kan jeg drage dertil uden at være en fare?” Det var som om at al hans nysgerrighed for alvor havde taget kontrol og dermed brudt igennem den neutrale facade.

Helt af sig selv dannede der sig en foragtende rynke på den adelige knægts næse i takt med, at Bertram opfyldte hans ønske om, at vide mere om landets storbyliv. Ærligtalt så vidste Gerhart ikke, hvad han havde håbet eller forventet at hører. Spørgsmålene havde ikke engang været forrest i rækken, da han oprindeligt var brudt igennem døren og budt sin gæst på sin meget uanstændige opførsel. Men hvad der måske var mest forundringsværdigt havde været Bertrams egen upåvirkede reaktion på netop det. Bare dét talte måske endda højest om kulturen i Dianthos. Og Gerhart ville ikke påstå, at den tiltalte ham.
Med ét kom den yngre nattevandrer ud af sin forhastede og blinde trance for så at være langt mere opmærksom på sig selv igen. Der var et kortvarigt glimt af skam at se i hans øjne, som de blev større, inden de hurtigt faldt ned over sig selv og blev mødt med sandheden om hans fremtrædning. Det var uacceptabelt. Nær mere end at afbryde en mand i sit absolut sårbare. Alt for hurtigt, for det kunne i sandheden kun gå for langsomt, greb han om sin ikke bare iturevne, men også sjuskede skjorte og begyndte ihærdigt at tvinge dem ned i bukserne. Resultatet blev ikke engang optimalt, eftersom det ville have påkrævet, at livremmen var blevet løsnet og bukserne smidt.
”Mennesker der ønsker det evige liv. Må jeg være fri! Hvilke komplette bouffoner,” begyndte det så småt at trille ud ad munden på Gerhart, som han fortsatte sit desperate forsøg på at gøre bare et eller andet ved sig selv og sit udseende. Forfængeligheden sitrede i hans fingerspidser, som han fumlede med kraveknapperne. Knappede dem endda helt op til trods for, at de ikke havde været det, da han først havde iført sig tøjet netop for at undgå at se alt for strøget ud.

Endelig nåede hænderne til håret, som de gik i kamp med at glatte og redde igennem med fingrene. ”Men at gemme mig i et par hundred år mere er jo netop ikke min plan, Willoughby,” indrømmede han så atter i takt med at han på sin hvis havde fundet tilbage til sin komfort – ved ikke at ligne, ja, han vidste snart ikke hvad. ”Det er straks nærmere det modsatte. Deres selskab har givet mig nye syn, så meget har jeg ikke problemer med at makke mig ret med. Nye syn, som om muligt har givet mig indblik i… mine egne fejl.” Det hele sad pludselig som en tudse i halsen på ham, og han komme rømme sig idét hænderne faldt og han igen kunne ranke ryggen på den måde, han altid gjorde; en lille bitte smule for meget til at det virkede naturligt. Det var også så småt begyndt at gå op for Gerhart at Bertram havde vist sig uendeligt blottet for ham for blot få øjeblikke siden…

”… De ser ud til at have være kommet i bedring.” Emneskiftet havde ikke ligefrem nogen glidende overgang, og det var ikke skjult specielt godt, at det nok var bygget på Gerharts evner til at skjule sin skam, der kun var blevet dårligere. ”Og til at have faldet endnu bedre til. Jeg formoder at Freja tvang Dem i bad. Efter at have givet Dem den lovede næring.” Med det rømmede han sig igen og denne gang drejede blikket fra ham i en skarp bevægelse. Efterfulgt af at benene kom i bevægelse igen, hvorpå han gjorde kurs mod den lille bænk med Bertrams tøj. Rakte fraværende ud efter det første lag for at tjekke, hvad han egentlig var blevet givet. For det var i hvert fald ikke, hvad vampyren havde været iført sidst, han så ham. Det var bedst at lade som om, at det var helt normalt for ham at brase ind, var det ikke? Tage ejerskab af sine handlinger.

Gerharts blik blev noget mere stift, da han flyttede blikket væk fra tøjbunken og over mod hans gæst igen. En klan. Af en eller anden grund havde den adelige vampyr været overbevist om, at en som Bertram ikke ville være en del af sådan noget. Han havde givet klare udtryk for at være en enspænder, så var Gerhart virkelig at bebrejde for at blive… overrasket, for at sige det mildt? ”Jeg har ikke i sinde at bestikke folk. Fører man arbejde under mig, vil jeg betale en gældende lønning. Ikke liste krystaller under bordet. Det er roden mod forræderi! Ingen loyalitet kan etableres ved den slags skift af hånd,” proklamerede han straks, sin attitude drevet til del af chokket over, at Bertram kunne dy sig, at prøve og rekrutterer ham. Ikke at han så meget som havde hintet til det, så prikkede Gerhart mistro dybt på visse punkter. I et splitsekund havde hans tanker ikke kunne stoppes fra at sive mod ’hvad nu hvis’..

Men så rejste Bertrams sig fra karet, og Gerhart havde pludselig noget helt andet, der fyldte hans hoved og overrumplede hans tankestrøm, for pludselig stod den ældre vampyr splitterravende nøgen lige foran hans uskyldige øjne. Det var én ting at Gerhart bare havde brast ind, velvidende at manden badede. Det var lidt en anden ting at blive stå ansigt til le-.. ansigt med den pure uanstændighed, som han burde have forventet.
Ligeledes tiltrak Bertrams besynderlige opførsel, der fulgte, mere opmærksomhed end det andet. Det var med en indre lettelse, at han gik en grund til at fluks se væk fra det rødhårede nattevæsen og mod tøjet, han endnu ikke havde nået at pille ved, før de blev taget i favnen for at – gudskelov – klæde manden på. Men det havde været nok til at skabe en undrende rynke mellem de mørkere-end-håret-på-hans-hoved bryn, og idét de livsmanglende blå øjne fandt tilbage til Bertram, så han på ham med tvesind. Dog blev der ikke kommenteret på det.

”Nej je-..!” faldt det ud ad munden på ham, og store øjne var blevet gjort ved tilbuddet. ”Jeg spurgte ikke ind fordi jeg ønskede at gøre rejsen dertil med dig. Jeg har stadig et ansvar at gøre her. Særligt efter i nat. Men…” Det var sværere end han troede. At både indrømme sin interesse samt bibeholde sin status-holdning udadtil. Så Gerhart samlede adeligt sine arme på ryggen for at stå mere rank. Hans drejede i kroppen for at se sig over skulderen mod døren, til badekammeret. ”Synet De har mig omhandler, at jeg måske har holdt mig væk fra samfundet længe nok.
”Jeg blev mindet om, at jeg ikke har sat fod i Dianthos siden jeg var en teenage-knægt. Og før nu har jeg ikke gjort mig mange tanker om, hvordan den må have ændret sig over disse århundreder.” Han sukkede, som var noget blev fjernet fra hans skuldre. En vægt, han havde båret på dem siden Bertram havde sat tankerne i hans hoved.