Det større rabalder der opstod, idét hendes trofaste vogn blev væltet, fik automatisk ædelrævens opmærksomhed, og hendes blik skød op for at overvære det hele vælte udover det hele. Særligt sækken, der allerede havde været åbnet for at kunne brygge kaffen til Onelyas, spildte de mange brune og aromafyldte bønner ud på gulvet. Det stak lidt stoltheden i hendes hjerte, men hun måtte minde sig selv om, at der var noget vigtigere at holde intakt end hendes vare. Dem havde hun allerede fjernet sin tilknytning til, første gang hun forsøgte at flygte fra undergrundsamfundet. Hvad andet hun fik ud af det var raseriet, der meget hurtigt var tilbage over det sorte mandfolk. Denne gang følte hun sig dog ikke højere over at være grunden til hans vrede, som hun havde gjort til ceremonien.

Optaget af alt andet end at skynde sig mod døren, nåede Ahra heller ikke meget længere end et par løbede skridt, før smerten over at blive revet i håret jagede igennem hendes stakkels hovedbund. ”Arg-…” Hun var hurtig til at bide tænderne sammen og kvæle smertebrølet lige i tide til at sluge det yderligere i sig, da hun hårdt ramte ned i gulvet og så derefter videre ned at ligge derpå.
Det var en nem affære at vride sine hænder fri fra rebet efter at have bidt kun selv en lille del af tykkelsen over. Havde hendes hud været lysere som folkene i norden, ville man nok have kunne se røde afmærkninger omkring hendes håndled, men værre var skaden heller ikke blevet. Det havde ikke været bundet pinefuldt stramt, og hun havde ikke været voldelig nok til at vride sig selv til blods. Men med hænderne frie fra hinanden, var der ikke meget hun kunne gøre længere.

Processen med at få hende helt ned at ligge havde også resulteret i at hende kæbe sad skævt. Den dækkede hende stadig anstændigt, men den sad nu alligevel lidt for meget ud over den ene skulder og fremviste kravebenet. De malede afmærkninger var ikke så pæne længere og efter, hvad hun så småt havde været igennem, var de blevet smurt en smule ud hist og her. Usikre trækninger kunne lige skimmes i rynken mellem hendes øjenbryn, mens hun lå der og stirrede op på ham. Hun ville for alt i verdenen ikke indrømme sin skræk…
En af de svagt paniske vejrtrækninger, der strømmede ud af hende, fik hendes brystkasse til at sitre lidt ekstra end de andre, men hun krydsede fingre for at det sædvanlige blik var nok til at ikke afsløre revnerne i hendes attitudeskjold. Og hun drejede med ét sit hoved skarpt til den ene side. Fornærmet. Modstridende. 

Hans hånd viklet sådan ind i hendes hår gjorde hende næsten bange for, at hun i sidste ende ville blive skaldet. Det lød meget vel ikke som meget andet end en lille bagatel, når man tog den resterende behandling i betragtning, men det gjorde ondt! Præcis lige som at have ansigtet klemt godt mellem det kolde gulv og Onelyas stærke hånd. Havde man et godt udsyn til hendes ansigt, ville man ikke kunne undgå at se hende bide tænder i pinende grimasser. Intet af det havde dog noget oppe imod følelsen, hun fik, da hendes kåbe blev løftet fra hendes nedre dele.

Der var som sådan ikke koldt inde på værelset. Der var i hvert fald varmere end, hun huskede gangene være. Om kaminen var blevet tændt havde hun ikke nået at lægge mærke til, før problemerne var begyndt at hobe sig alt for meget op omkring sig. Men om temperaturen var høj eller lav havde ingen betydning for, at hun med det samme blev overvældet af isnende gys startende fra hendes nyligt blottede bagdel.
Instinktivt satte hun i gang med at vride sig under ham så godt som, det nu engang var hende muligt med hvor meget, han egentlig holdte hende i spænd. Kun hendes ben havde egentlig frit spil og spjættede samtidig med at hendes skuldre blev tvunget i en noget ubehagelig stilling, da hænderne endnu engang blev bundet sammen. Bare bag sig denne gang. Et sted hvor hun ikke helt så snildt kunne bide rebet, eller hvad end han brugte til at binde hende med, over. Det burde han have gjort fra starten, hvis han ville have undgået flere uønskede situationer.

Hvad der kunne betegnes som et anstrengt pib kæmpede sig lige akkurat igennem hendes sammenbidte tænder, og hendes hænder krampede i deres begrænsede tilstand. Fornemmelse af ham så direkte og nøgent mod sig sendte væmmelse igennem hende. Voldsom væmmelse. Sex havde aldrig lagt en sur smag i munden på hende før, men hun havde altid både fået og givet sammenstykke inden da. Det her var forkert.
Halespidsen var blevet faretruende rødgløden. Den kunne godt nok ikke nå ham, fast bundet sådan ind mod hende, med mindre han selv lagde sig helt ned oven på hende, men i det mindste kunne sende advarslerne i hans retning. Hun prøvede da også at flytte på halen for at komme fri og ignorerede den strammende fornemmelse om brystkassen, som rebet gav.
Inde længe lykkedes det hende at dreje og løfte hovedet nok til at se bedre om på ham hen over skulderen. Det var dog godt nok kun hans ansigt, hun kunne fange. Heldigvis. Hun havde rigeligt i at kunne mærke resten af ham. Vrede osede ud af hende, og hun nærmest knurrede lydløst op til ham. ”Men mener du med ’hvilket navn’?!” Mente han hvilket navn, hun ville bruge til ham, for så havde hun en hel liste..

Og så skete det. Hun var fuldkommen forsvarsløs mod ham, og hun hadede det mindst lige så meget som tanken om, hvad der var hende i vente. På daværende tidspunkt følte hun sig ikke længere bare behandlet som et dyr, men det var som om, at hun var blevet nedgraderet til noget så simpelt som en dukke. Hun var blevet klædt pænt til et arrangement, hun ikke havde gået med til at deltage i fra starten. Og nu blev hun brugt til den fulde fornøjelse af en mands lyster alene.

Ahra kæmpede selvfølgelig imod at få tvunget sine ben fra hinanden, men af en eller anden grund kunne hun knap nok selv mærke, at hun gjorde megen modstand. Hun var ikke en styrkefri kvinde, og da slet ikke når det kom til musklerne i hendes ben og mave, han var bare stærkere. Meget stærkere. Det var endda til noget en hver kunne se ved blot at glade blikke glide over dem. Hun var tonet, mens han var direkte muskuløs.
Med hans indtrængen mistede hun pusten i form af en lydhør udånding, der meget hurtigt blev bidt sammen for ikke at den nåede at udvikle sig til andet, som Onelyas uden tvivl ville finde stor tilfredsstillelse ved at høre. Hendes krops reflekser startede op med det samme, og hun klemte opspændt omkring hans manddom. Næsten i et krampende håb om, at der ville ligge kræfter nok i det til at gøre det umuligt for ham at hverken rykke sig frem eller tilbage. Hun vidste selvfølgelig bedre selv til at vide, at det bare var ønsketænkning, og hun forbandede sin egen krops reaktioner.

”Stop!” vrælede hun arrigt under allerede tungere vejrtrækninger. Det sveg. Hun var hverken blevet klargjort til at have ham glide op i hende, eller hans størrelse for den sags skyld, så det skrabede smertende. Både poterne og hænder havde knuget sig. Hun havde igen sit ansigt drejet væk fra ham for at i stedet kunne bruge fokus på hormonerne, der meget ufrivilligt sendte signaler rundt i kroppen på hende.
Til trods for rubinen i hendes pande, lagde hun lettere besejret den ned mod det kolde gulv. Kæmpede virkelig for at ikke blive påvirket af de ophidsende stød. ”Tag den ud!” Det var ikke et ønske, det var en kommando. En ordre! "Fjern dig fra mig!.."

Det var nærmest ikke til at finde hoved eller hale i efter noget tid. Hun blev slæbet hen over gulvet for hvert voldsomt stød han sendt ind i hende med faretruende kræft. Det var ikke til at se bort fra, hvor lidt Onelyas egentlig tog hensyn til hende. Det handlede kun om ham, og hvordan han kunne hævne sig på hende. Sådan føltes det i hvert fald. Dette var magtliderlighed, ikke sensuel tiltrækning. I sidste ende blev det heller ikke muligt for hende at afholde sine egne støn fra at komme frem, særligt ikke når han ramte så direkte mod hendes indre sensitive punkter. Lige meget hvor ondt det så end måtte gøre, blev hun med tiden våd nok til at det kun var slagene der ømmede. Sådan da.

Og så var det ovre. For nu i hvert fald. Hvis hun havde sine fornemmelse på plads, ville dette ikke være første gang, han drømte om at forgribe sig på hende. Det havde virket som om, at det aldrig ville have en ende. Og hvis det ikke kunne blive værre for hende, skubbede hans afsluttende stød tone tæt på klynk ud sammen med et dybt forfærdet gisp, som hun sagtens kunne mærke sig selv blive fyldt med hans livgivende væsker. Til det havde hun heldigvis sin eneste trøst i alt det forfærdelige: Præventionsurter cirkulerede stadig rundt i hendes krop efter så meget regelmæssig indtagelse.
”Hargh!” udbrød hun, som han faldt ned over hende. Hun var dog alt for udmattet til at finde glæde i, at han endelig lå direkte oven på halespidsen, og det kunne også være ligegyldigt, for kort tid derefter blev hun tvunget omkring. Hun skar en tydelig pint grimasse ved at have ikke bare sin ege vægt men også hans liggende og mase hendes hænder ned. Halen kunne overleve, men hænderne føltes som blev de kvast og skuldrene vredet akavet.

Men hun vred sig ikke særligt under ham. Hun var udkørt af den ekstreme stimulation. Med ham liggende med ansigtet ned i hendes minimale kavalergang, ville han uden tvivl kunne mærke brystkassen sænke og have af den kraftige forpustelse, der ligeledes kunne høres på hendes hivende vejrtrækninger. Fra tid til anden krampede hendes krop, og egentlig var det ikke helt til at vide, om hun havde nået klimaks i løbet af voldtægten uden at have haft mulighed for at anerkende det, eller om det hovedsageligt bare var chokket over, hvad der lige var sket. Hendes tunge skreg efter vand!
”Jeg… hader dig,” lykkedes det hende så at få ud. Hendes stemme var hæs og tør, men vreden var stadigvæk til stede. Den ville nok aldrig forsvinde lige meget, hvor medgørlig hun ville blive. En enkel ekstra dyb indånding blev taget igennem næse, og straks opfangede hun den afslørende lugt af sved og sex, der hang i luften omkring dem.

Hvad nu?! Ahra havde mest af alt forventet at bare blive efterladt på gulvet som en beskidt klud, som tjenestefolket senere kunne feje op, men i stedet blev hun kort derefter i stedet løftet op uden nogen forståelse for, hvad det ville føre til, så selvfølgelig panikkede hun. Om hun så havde energien til det eller sin desperate tag i stolthed så ville vise det, var lidt en anden sag. Hun spjættede dog ikke det helt store, før hun kunne mærke sengens bløde underlag mod sig. Blidheden, han behandlede hende med, gjorde næsten mere ondt end at ligge på gulvet pga. den skarpe kontrast fra hans behandling af hende forhen.

Hun havde nægtet at se ham gøre sig selv anstændig at se på igen – hun var ikke ligefrem i humør til at risikere at glimt af, hvad der havde tvunget sig i hende og efterladt slimede tegn på dens selvpålagte gæstfrihed – men lyden af glas der klirrede noget så sagte, fik alligevel hendes ører til at flikke og hendes øjne til at finde ham, som han kom tilbage med, hvad hun måtte antage var intet andet end almindeligt vand, for hun kunne intet andet lugte fra den klare væske, da han hældte op. Til sig selv kun.
Synet af hans Adams æble, der gurglede, som han drak, gjorde det umuligt for hende at ikke synke ikke bare besværet men også ganske animeret. Hun var tørstig. Og denne gang kunne hun ikke helt skjule de diskrete smask, der opstod, som hun meget let åbnede og lukkede sin mund, der mærkes så umådelig slimet. Men Onelyas burde ikke længere blive overrasket over, at hun stædigt ikke bedte ham efter noget at drikke. Et sidste skul blev smidt op til ham, inden hun møvede sig omkring for at ligge med ryggen til ham i stedet.

Og med sin front ude af hans synsvinkel tittede det første smertende udtryk sig selv. Læberne presset mod hinanden. Hvorfor var han der også stadig?! Kunne han ikke bare skride! Lade hende være i fred. ”Bind mig op…” lød det så endelig fra hende. Lige så beordrende som før men med en klart mere sænket og næsten blødere tone. Stille og roligt trak hun sine ben, der stadig sitrede, bare en smule længere op. Slet ikke nok til at få hende i fosterstilling. Hun bed arrigt tænderne sammen. Hun var ikke glad for at sige det næste højt. ”Jeg prøver ikke at flygte mere. Bare bind mig op. Det gør ondt.” Som om det var det eneste der gjorde ondt! Men måske dette ville tilfredsstille ham nok til at lade hende være og få ro til at komme sig.
Så længe hun aldrig gav sig fuldkommen til ham… så skulle alt nok gå.

Hendes stærke kæbemuskler spændte sig med ét op. Hun brød sig virkelig ikke om, at blive tiltalt som en slave. Hun var ikke en slave! Hun havde endda dokumentationer på det. Papirer der indikerede, at hun ikke kunne blive solgt på markedet. Men de papirer var hverken til stede i hendes nærvær eller brugbare i den situation, hun sad klemt i nu. Hun havde ikke evnerne til at læse andre folks tanker eller finde deres skjulte planer – ikke at hun havde megen lyst til at se ind i hovedet på en mand som topalis-herren – hun havde dog nogle ret sikre fornemmelser om, at formålet med hverken hende selv eller de andre, der var blevet bragt til templet i lænker, var kommet for at blive solgt videre.

Det gav både et sug i mave på hende og fik hende til at snerre lydløst at mærke hans kærlige berøring, og hun kunne af refleks ikke holde sit ben fra at give et jag fra sig. Til gengæld lykkedes det hende at ikke bare rykke det helt op til sig og dermed forhåbentlig få ham til at fjerne sin hånd. Det var åbenlyst, at Ahra ikke ville have, at han rørte ved hende. Om det så var blidt som dette eller brutalt som før. Det havde hun sat grundigt fast for ham ved hans første interesse i hendes juvel. Men hun lod ham alligevel denne gang. Forholdte sit ben i ro efterfølgende, med undtagelse af, da hun drejede sig om igen.

”Hvad gør det så svært at tro mig?” spurgte hun i takt med, at hun faktisk kom op i en halvt liggende og halvt siddende position med sine sammenbundne arme som en form for ryglæn. Forbløffende behageligt, hvis hun så bort fra alt det andet ubehag. I det mindste gjorde det muligt for hende at se mindre besværet på ham. Bare synd at han ikke modtog andet end det typiske kolde blik. ”Min eneste vej ud er forseglet. Det sørgede du sådan set for, hvis jeg husker rigtigt. Der er alligevel ingen steder jeg kan løbe til.” Hun lagde selv mærke til, hvordan hun i øjeblikket virkelig måtte gøre sig umage med at blive ved med at se så direkte på ham. Og efter noget tid søgte de røde øjne i stedet ned på hans lurende hånd ved sit lår, hvis han da ikke havde været en gentleman og faktisk fjernede. Havde han ikke fået nok?!

Hun sank tungt, men hævede så, efterfulgt af et kast med hovedet for at få hår væk fra ansigtet, sin hage rankt. ”Ahra,” svarede hun ham endelig. Hun kunne nemt have brugt et falsk navn, og hun kunne ikke komme uden om fornemmelsen af at have tabt et slag, ved at give ham det. Men på et tidspunkt frygtede hun, at hun alligevel ville slippe op, hvis hun brugt at andet navn. ”Jeg har fortalt dig mit navn. Bind mig så op!” Hun vred sine hænder i silkebåndet som hentydning.

”Bare Ahra,” gentog hun en tand irriteret over, at hun var nød til at skære det ud i pap for ham. ”Du behøver ikke at kende til mere end mit fornavn.” Et sted inde i hende fortrød hun at have givet ham sit sande navn. Eller bare i det hele taget havde svaret ham og ikke bare givet ham stilhed, så han kunne forstå hendes utilfredshed. Men denne måde var bare nemmere, hvis hun havde et ønske om at komme ud derfra i ét stykke. Hun frygtede dog, hvor længe hun ville være nød til at lege med. For evigt? Aldrig…

Det var med en mærkværdig blanding af manglende trodsighed og opspændt, at hun lod sig vende, og hun var oprigtigt overbevist om, at han ville fjerne båndet fra hendes håndled som noget af det første. Men selv ikke rebet, der holdte hendes hale fanget blev løsnet. Ikke før noget ukendt mødtes med hendes hals kort efter at hendes hår, der i øvrigt var blevet noget vildt og knap så velredt efter den tvungne parring, var blevet fjernet fra nakken. ”Hvad gør d-…!”
Lukningen fik hendes ene øre til at vippe ved lyden. Hænderne vred sig straks for at komme fri, så hun kunne rive, hvad end hun havde fået om halsen af. Umiddelbart virkede det skrøbeligt nok til, at hun kunne. ”Hvad er det?! Hvad har du givet mig på?” forlangte hun at få at vide. Men før hun nåede så langt med sit hysteriske anfald, kunne hun pludselig fornemme en klar ændring omkring halebenet, da halen ikke længere blev holdt oppe fladt ad hendes ryg og rebets tryk mod brystkassen forsvandt. Det var sådan en lettelse, at hans nærhed efterfølgende skylledes overværende over hende.

Hun gispede og på den måde tiede endnu mere. Hendes krop var stadig sensitiv, så selv et så blidt et kys, der ikke engang ramte hendes hud direkte, sendte signaler til de små hår i nakken til at rejse sig i kuldegysninger. Hans vejrtrækninger var derimod brændende varme. Fluks drejede hun sig nok til at møde hans blik hen over skulderen. ”Hvilke måder, er der tale om?” Desperation var sjovt nok ikke rigtig til stede i hendes stemme. ”Hvad er det du vil have fra mig? Sex? Det tog du ellers helt fint selv.” vrissede hun videre af ham, dog ikke så højt. Han var ikke døv. Og han var jo lige der. Alt for tæt på igen. ”Rubinen?” Den i hendes pande. ”Selv hvis du flår den af mig vil den ikke bare andet end endnu en værdifuld men ubrugelig ædelsten.”

Selvom han ikke omfavnede hende lænkende, og hun i princippet sagtens ville kunne glide ud af hans arme igen, hvis hun ville, så kunne hun ikke lade være med, at blive overrumplet af en følelse af at være trængt op i en tæt krog med fare kuplet omkring sig, klar til at angribe hvert eneste øjeblik det skulle være. Fra en der så dem udefra uden at virkelig kende til situationen, ville de umiddelbart blot ligne et idyllisk og romantisk par. Hvis altså man lige så væk fra de små hints hist og her, så som de sammen bundne hænder – som han stadig ikke havde bundet op trods hans løfte! 
Det var vel en lettelse at høre, at han ikke længere var interesseret i rubinen, som egentlig havde været hendes oprindelige begrundelse for at have et opbyggende had til ham. Overbevisningen om, at denne Onelyas ville kunne finde på at grave ædelstenen ud af panden på hende, som mange jægere havde gjort og stadig gjort ved ædelræve ude i det fri for at få sig en lidt tungere pengepung. Hans problem nu var bare, at hendes had havde skiftet underlag. Et had som selv en kompliment kunne lette.

Nu med halen fri var der en uimodståelig lyst til at efterlade ham med endnu et mærke. Et der ikke bare ville pryde hans hånd. Nej, nu hvor hun havde ham i den rette højde, ville hun kunne svitse hans provokerende pæne ansigt. Men den lykke var kort, for spidsen ville ikke aktiveres. Ikke som den skulle i hvert fald. Præcis som da hun var blevet sat i lænker, kunne hun hverken få temperaturen meget højere op en 30 grader og så ville den ikke forblive tændt ligemeget, hvor meget hun forsøgte at fokusere på det uden at afsløre noget for Onelyas.
”Og hvis jeg ikke vil have hvad du ’agter at give mig’?” spurgte hun med et genbrug af hans egne ord og formulering. Hun havde i modsætning til ham, absolut ingen problemer med, at ikke sidde og smile og le. Tværtimod. Hun havde sørget for at ikke vige væk fra deres øjenkontakt, selv ikke da hun havde prøvet sig frem med sit egentlige eneste forsvar, der efterfølgende nu lå ganske roligt mellem dem. Hendes blik blev mere skulende. ”Jeg er sikker på at sex er noget du kan tage fra alle og en hver hernede. Jeg vil såvel gå så langt til at sige, at mange kvinder med glæde vil give dig det uden problemer.” Ahra var godt klar over, at ligemeget hvad hun sagde, ville det ikke ændre noget. Og egentlig ville hun ikke høre hans planer eller hans begrundelser.

Ahra vrissede sig ikke fri fra ham. Et sted inde i hende simrede det om, at han kunne holde om hende om hende så længe han ville, så længe det betød, at hun en dag ville komme væk. I stedet rakte hun sine bundne hænder mod ham og greb blidt og hentydende fat i hans kåbe. ”Du mangler noget. Jeg fortalte dig mit navn, og du ville binde mig om.”

Ahra havde nær snappet efter Onelyas. Hun kunne selvfølgelig ikke se, hvilken slags klude, han havde bundet silkebåndet med, men det kunne umuligt være indviklet nok til at tage den tid, som han tog sig med det. Den var trods alt bundet i al hast og under pres for at holde hende nede. Hun gøs mentalt ved tilbagevendelsen. Det var sværere at undertrykke end, hun havde håbet. Nok fordi det var så kort tid siden. Og fordi han stadig var til stede til at friske hendes hukommelse op. Men lige som hun nåede at skille sine læber ad, kunne hun mærke bindingen løsne og båndet stryge af som en blid brise.

Straks trak hun sine hænder omkring foran og sørgede for at have arme og skuldrer i en position, som de var beregnet til at være i. Den ene hånd lukkede sig ømmende omkring den andens håndled og gned det forsigtigt i takt med at hånden vippede lidt prøvende frem og tilbage. Hendes stakkels hud og krop var ikke ment til at være bundet stramt. Med hverken reb eller silkebånd eller hvad andre kreative sager, der kunne tænkes frem til.
Længe derefter gik der heller ikke, før hun fik trukket sig væk fra Oneyas og dermed også rejst sig fra sengen. Det var lidt af en kamp at ikke snuble over sine bevægelser og stadigvæk fremstå standhaftig, men det gik som det skulle, og hun tog også lige et par ekstra skridt for at skabe bare en smule mere afstand mellem dem. Hun flygtede ikke. Løb ikke mod døren. Hun havde blot ikke den største lyst til at skulle sidde så tæt op ad ham. Ikke nu. Og ikke nogensinde. Tricket var at ikke virke alt for åbenlys.

”Jeg må have fået et fordrejet billede af dit folk så.” Med lettere vrisne bevægelser begyndte hun at rette på sin egen kåbe. Smed håret tilbage om på ryggen og løftede kåbens krave tilbage på plads oppe ved halsen og lukkede den til igen, så den ikke hang og blottede hendes skuldre på den måde. ”Jeg har indtil videre kun haft glæden af at møde med deres… leder, og han har ikke just givet mig indtrykket af, at sætte noget som ’tro’ højst på listen af prioriteter.” Hun strammede sit eget bånd lidt ekstra omkring livet, efter at have rettet anstændigt på sine klæder. Han havde ikke ligefrem været blid, men i det mindste var intet blevet revet itu. ”Ikke når han tvinger sig selv på en kvinde med egen mand derhjemme, hun skulle forestille at være tro.”
Det var en løgn, men hvordan ville han også kunne vide det? Hun var blevet samlet op helt tilfældigt, så hun kunne sagtens have en ægtefælle. Ligeledes var hun i den rette alder. Med mindre han havde holdt øje med hende – hvilket hun var helt sikker på ikke var sagen – ville hendes løgn kunne være sandsynlig.
Så med sit tøj rettet så godt som hun nu kunne uden at skulle åbne helt op for det og bunde og folde det hele fra starten af, gik hendes opmærksomhed op til hans lille gave. Et halssmykke, blev det gjort klart for hende, da hun løftede en hånd op for at føle det om sin hals. Det virkede så skrøbeligt. Som ville der ikke skulle mere til end en finger kroget omkring det og et villigt ryk..?

Halvdyret smældede let sin tunge mod tænderne og udtrykte sig således med en tsk-lyd, hvorefter hun atter drejede hovedet for at kunne se mod ham over skulderen. Han havde da virkelig fået gjort sig godt til rette. Så selvsikker på at han havde overhånden. Ubekymret for om hun ville kunne finde på at gøre endnu et flugtforsøg. Overbevist om, at det ikke ville lykkedes hende. Igen. ”Skal det forestille at imponere mig?” spurgte hun noget bidsk. Tonen i hendes stemme beskrev klart og tydeligt et afvisende svar til det retoriske spørgsmål, men det ville samtidig være dumt at sige, at hun ikke var imponeret. Enhver ville være det! Onelyas havde opnået ting som kun meget få havde gjort. Hvis altså det, han sagde var sandt. Han kunne, som hende, lyve, men han havde bare ikke, som hende, en grund til det, så vidt som hun havde forstået.

I det mindste kunne snerten af misundelse fra ham løfte hendes dårlige humør. Bare en lille smule. Der var stadig et drys af skepticisme at høre i hans stemme, men han virkede nu alligevel til at have taget imod maddingen, hun diskret havde smidt ud foran næsen på ham. Det var dér, hun ville hen. Skubbe ham ned fra hans høje hest og fjerne det hoverende smil, som hun fandt så gennemtrængende provokerende.
”Hellere en kærlig idiot end et ækelt geni,” hvislede hun stærkt fornærmet over, at have sin fiktive ægtemand talt om på en måde. Hun skulede kortvarigt men drejede så skarpt sit hoved væk fra ham igen og blev stående der med ryggen til ham. Det holdte hende dog ikke fra at blive ved. ”Desuden ved han, at jeg fint kan tage mig af mig selv. Og han har andre pligter at se til end at have mig siddende stille i vores hjem. Du vil næppe kunne forstå, Onelyas.” Han ville have, at hun brugte hans navn, så skulle hun da nok fortsætte med at bruge det. Hvordan, ja, dét havde han stadig ingen kontrol over.

Halen vinklede sig blidt omkring hendes ben i en spiral uden at være tæt nok til at røre ved hendes hud. Armene havde lagt sig lukket over kors ved brystkassen, og selvom hun ikke gjorde noget specifikt for det selv, skred hendes hofte da en lille bitte smule mere ud til den ene side end den anden grundet hendes naturlige måde at stå op. Hun havde samlet sig overraskende godt og afslørede kun udmattelsen ved, hvordan hendes skuldre løftede og faldt den smule ekstra end normalt. Og selv det var delvist skjult bag håret fyldige dække.