"Kæreste miss Scarleen," siger han blødt, "For fire fem år siden mistede jeg hvad jeg dengang troede var mit livs kærlighed, og jeg begræder stadig tabet af hende den dag i dag. At være sentimental er ikke en svaghed, det er en styrke. Det er sundt at vide med sig selv, man kan sørge, og hvis det virkelig er noget stort, man har mistet, så kan man begræde det og sørge for evigt ... Hvis De havde mistet Deres forældre for lad os sige ti år siden, ville De da ikke stadig savne dem og mangle dem? Nogle ting er beregnet for at lave ar på vores sjæl, og det er sundere for et menneske at kunne græde over det end at holde alle sine følelser indespærret uden at erkende, de er der. Det fører kun dårligt med sig, og jeg synes for mit eget vedkommende, det er et stort privilegiuma t være i stand til at sørge ... JEg ved ikke hvad eller hvem, De har mistet, men at De stadig sørger viser blot, det betød meget for Dem. Accepter Deres sorg, så vil tårerne forsvinde lidt efter lidt, hvorimod hvis De stritter imod og ikke tillader Dem selv at græde ud en gang i mellem, så hober det sig op indeni." Han kærtegner hendes hånd i en beroligende rytme.
"Så uden at kende omfanget af episoden der sendte Dem bort, vil jeg sige, De skal give Dem tid til at sørge og græde ud. Måske gøre som jeg; begrav et minde ... Det lyder mærkeligt, men det giver en form for afslutning, der trøster."