☰
Index « Det Centrale Krystalland « Safirien

Bogstaveligt og Figurativt Rodløs

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 15.07.2020 16:59

Usikkert skævede Asith imod breden hvor deres ejendele stadig lå. Den skinnende daggerts form kunne knapt spottes under Selmy’s tøj. Hvorfor han søgte den og tankerne som den mindede ham om, var han ikke sikker på. Forsigtigt strøg han en fingerspids over ædelstenen i sin pande inden bevægelsen atter blev til et forsøg på at stryge håret væk fra sit ansigt inden hånden forsvandt under vandet igen. En del af ham havde lyst til at slutte sig til bundfiskene… Og dog forblev han hvor han var, selv efter Selmy havde taget en uoverskuelig plads bag ham for at… vaske hans hår? Behovet for at synke til bunds tog til, men det varede ikke længe. Måske havde han forventet at Selmy ville have udnyttet hans stilhed og akavede reaktion til at få mere af samme slags ud af ham, men det var ikke tilfældet. Ikke at Asith selv havde misset op på en mulighed for at plage knægten, hvis det var ham. Du er et røvhul, Asith. 

Havens insekter og tilrejsende fugleliv kom til deres ret imens der var stilhed imellem deres to gæster. Det svirrede i luften af cikader og græshopper og fra høje, hengemte gren skræppede og sang tropiske fugle. Måske var det det på grund af det smertestillende, som endelig var begyndt at virke… For Asith syntes først rigtigt at tage sine omgivelser ind nu. Hans nakke knejsede og hans blik gled op i zenit hvor man kunne spotte en blå himmel imellem de tunge palmer og trækroner. Man skulle være vagtsom overfor det fremmedes skønhed… For komfort. Hvis noget var for godt til at være sandt, så var det netop det - Det var en erfaring, som Asith altid havde haft med sig. Mange af de værdier han havde taget med sig fra Kzar Mora havde været giftige og falske, men denne havde aldrig været udfordret før som den var nu.

“....” Asith lod Selmy rede og flette det lange hvide hår som han lystede. Faktisk, så lukkede han øjnene et sted imellem kæmningen og forsøget på at få det flettet. Det var rart, sært nok… Og Asith gjorde normal vis alt i verden for at skjule det når han havde det lidt for godt, men han var for udmattet til at opretholde alle de falskheder.. Og der var bare et eller andet over følelsen af at få sit hår tilset, hvilket op til nu havde været totalt ukendt. Han drog endda et let suk som håret blev redt tilbage fra kronen af hans hoved. Ved Zaladin det føltes sært og unormalt, men rart. Akavetheden, som før havde regeret stilheden imellem dem var officielt død igen og tilbage var der bare de klukkende vandstrømme og havens flamboyante, personlige orkester.

Under Selmy’s bløde fingerspidser var det lange hvide hår let, glat og fint som silketråde. Det var virkeligt intet under at Asith nød at tage sig af det og pynte det, for det var ved guderne det eneste prægtige at finde på ham. Det så heller ikke ud som om det var blevet klippet i umindelige tider selvom det for alt i verden gjorde sit bedste for at komme ham i vejen. Det var en plage og fandens upraktisk, men det forblev der som et eneste lille fragtment af stolhed. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 15.07.2020 20:28

Våde, sølvfarvede, tynde lokker blev krydset ind under og hen over hinanden, så de dannede symmetriske fletninger, fra rod til spids. Det var et ufatteligt tidskrævende arbejde, som Selmy havde valgt at påtage sig, og han havde ikke givet sin dårlige skulder en tanke. Hans arme var meget løftede, som de flettede dernedad, men på trods af det, lod han også til at mærke virkningen af den styrkende ingefær. Hans øjne var fokuserede på sin finmotorik, som var trænet fra sin lærde barndom, dog med fjerpen og blækhus, frem for hår, tråd og garn, som Kieferkvinderne til gengæld udkonkurrerede ham i. 

For en gangs skyld var der fred, trods skrappen, kvækken og summen fra det overvældende dyreliv, der åbenbart havde slået sig ned over dem og omkring dem… Havde de hele tiden været der, eller havde han først lagt mærke til dem nu? Et løssluppent suk fra Asith trak hurtigt opmærksomheden fra insekterne og fuglene igen, og Selmy lod sit blik kort forlade sine hænder, for at betragte Asiths arrede skuldre, der var sænket afslappet. Det var ufatteligt at Asith overhoved havde ladet ham komme så tæt på uden at bryde stilheden i al den tid Selmy havde flettet hans lange hår. Ikke en eneste bidsk kommentar havde han fået. Ikke et jag af ubehag havde strejfet ham, som den normalt vist gjorde. Asith… nød… behandlingen?

Pis også. Selmys hænder, der indtil nu havde været helt nænsomme og i kontrol, begyndte nu at skælve en smule. Det var ikke den dårlige skulders gøren, men nok mere Selmys hoved, der blev klar over, at de fem fletninger var flettet færdigt og flettet ind mellem hinanden. Et par af de hvide, mindre lotusblomster, der stak op imellem åkanderne, blev flået fri med magt - Stilkene var massive i forhold til almindelige blomster. Blomsterne placerede han ind imellem fletningerne, bag hans ører. Hvide lotusser ibland hvidt hår. Det var pænt, om så Asith syntes eller ej.

Det lignede faktisk… ret godt, hvis han selv skulle sige det. Men Selmy havde nu heller ikke noget at sige, overhoved. Han kunne ikke engang fortælle Asith, at han netop var ved at blive færdig med ham. Han lagde i simpelhed sin hånd på Asith, for at få ham til at dreje rundt, så han kunne se ham. ”…” 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 16.07.2020 20:06

De benede skuldre dannede en afslappet kurve fra Asiths hals og ned til vandoverfladen hvor afsporede, hvide hår der ikke havde været heldige nok til at blive en del af den lange fletning kærligt klistede sig til mørk hud. Asiths holdning var næsten altid dårlig. Det var den yderste sjældenhed at se den blød og afslappet som nu, specielt fra den vinkel, som Selmy så ham fra. Asith nød ikke et åndedræt bag sig… Faktisk, så holdt han allerhelst sit selskab i periferien hvis han kunne slippe afsted med det, men lige nu…. Lige Nu gjorde det ham ikke så meget. Det gik ham ikke på at Selmy flygtigt rørte hans hovedbund for at redde håret tilbage og ej heller den kildrende fornemmelse af at få placeret blomsterstilke ind imellem lokkerne samt bag hans øre. Selmy skælven lagde han ikke mærke til og den tunge, pludselige nervøsitet gjorde heller ingen forskel for den unormalt afslappede mørkelver. Først da Selmy havde besluttet sig for at han var færdig og lagde en hånd på Asith skulder, åbnede de morbide øjne igen og brød illusionen af et harmonisk udtryk. 

“...?” Halvt vendte Asith sig imod Selmy alt imens den ny-bundne fletning fulgte hans bevægelse i vandets overflade, som en pyntet, hvid slange. Det klædt ham selvfølgeligt, men det meste var pynteligt på sådan et fjæs - ifølge mange, specielt en brækket næse. Dog uden hans sure miner og snerrende grimasser, var det ikke helt så slemt eller ligeså øretæveindbydende. Sollys passerede igennem lotusblomsterne og skød sarte lyserøde skygger over den gråviolette hud og var det ikke for de grønne stængler, skulle man tro at bladene voksede direkte ud af det hvide hår. Jo, det pyntede… Og Selmy havde formået at lave en fletning, som var langt bedre end Asiths normale forsøg. Nysgerrigt og med et forsigtigt tag, lod han den glide igennem sine fingre uden at forstyrre blomsterne deri. De forblev deri, ubesudlede, og ikke nok med det så fremprovokerede de et køligt smil.

“Ikke dårligt..” Mumlede Asith lavt og slap atter fletningen til sin åle-agtige færden i vandoverfladen. Det lille smil forblev imens hans blik løftede sig til Selmy’s ansigt igen. “En skam du har gemt på den færdighed indtil nu.” Tilføjede han løst og nød rent faktisk at have håret væk fra sit ansigt… Og med en pegefinger spids rettede han på blomsten bag sit øre.  Han kunne selvfølgelig selv flette, men der var grænser for hvor kunstfærdigt det kunne gøres når håret var så langt at det skulle gøres over skulderen hver gang. 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 16.07.2020 22:28

Det var spændende at se, hvilken form for grimasse han ville blive mødt med denne gang, når han så Asith i øjnene igen. Hans udtryk og hans følelser omkring Selmys feminine behandling af ham, var mere nervepirrende end ideen om, at håret simpelthen ikke så ordentligt ud. Han havde jo ikke sagt en lyd. Det havde været ganske rart at forblive bag hans ryg, så han faktisk kunne holde sig fokuseret på noget andet, end mørkelverøjnene og ikke mindst den mørke, smalle mund, hvis mundvige nærmest altid trak hans smil nedad i en gnaven mine. 

Da Asith endelig vendte sig om imod ham, holdt Selmy chokeret på vejret. Han øjne dirrede nervøst, næsten bange, i et øjeblik, som han undersøgte ham fra den smule afstand de havde imellem dem. Håret – Selmy havde lidt svært ved at vurdere, hvorvidt han havde gjort det godt, men én ting var sikker. Det fremhævede på en eller anden måde samtlige af Asiths finere, smukkere træk. Han lignede ikke rigtig et mørkets væsen, og ej heller et skravl. Man kunne dårligt se på ham, at han havde været igennem alverdens former for kaotiske udfordringer de sidste mange uger. Men… Så han overhoved glad ud? Han så i hvert fald ikke kronisk utilfreds ud?

Selmys lidt skræmte blik, der først virkede kritiske i sin vurdering, ændrede sig pludselig. Hans uendelige stirren hvilede pludselig betaget på ham, og gjorde det klart for alle og enhver, der ikke var idiot, at han faktisk fandt ham pæn. Det var lidt med samme interesse han kiggede på ham, som da Asith havde iklædt sig sin egen hjemmestrikkede skal.

”Huh… Jeg vidste ikke jeg gemte på noget, før nu.” Svarede Selmy smigret, og kunne ikke lade være med at flytte genert på sit eget pandehår. Han måtte selvfølgelig reagere på Asiths pludselige talen straks, selvom det var svært ikke at beglo hvordan de dræbende, skarpe negle så blidt kærtegnede lotusblomsterbladene i håret med en ubegribelig stor forsigtighed. Asith viste tydeligvis respekt for Selmys flid. Men ærligt gav han blomsterne et par time, før de blev flået fra hinanden i hans uforsigtighed. ”Min søsters hår er ikke nær så medgørligt som dit, selvom du holder dit længere.” Kommenterede han yderligere, og besvarede Asiths uskyldige smil med et ligeledes blomstrende smil, der optrappede til drillerier. ”Du ser næsten helt uskyldig ud. Det er kønt til dig.”

Forsigtigt bakkede han lidt væk fra Asith, som tiltrækningen af ham begyndte at virke for kraftig, og derfor også for farlig for ham… Hvordan han var overfor Asith nu, var ikke noget nogen skulle have lov til at bevidne, og specielt ikke Lysets moder, skønt man ikke bare kunne skjule noget for hende under en åben himmel. Selmy vendte sig rundt og svømmede målrettet hen til søbredden, der hvor Asith havde efterladt hans tøj. 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 23.07.2020 15:15
Uskyldig? Det var et ord man ikke hørte ofte når det omhandlede Asith. Med et hævet øjenbryn pilkede han i fletningens ende alt imens Selmy lagde op til drilleri. Det gjorde ham dog ikke noget at blive omtalt sådan. Han vidste det var løgn, men han var ikke personligt plaget af de hang-ups some mange af hans frænder havde. Den gennemsnitlige mørkelver havde nok banket Selmy ned i søbunden for at komme med den slags munddiarre af forargelse eller vanæren. Og jo, Asith havde selvfølgelig også opsat en fjendtlig og lettere stereotypisk maske igennem deres første tid sammen, men nu-om-dage var han bedøvende ligeglad om Selmy kunne knibe øjnene sammen og finde noget der ikke var gennemført uskønt. Og dog kunne han ikke lade være med at ryste på hovedet og klemme et spidst smil ud. Det var løgn, men det var en harmløs løgn. Enten det eller Selmy’s øjne virkede ikke. Kønt? Heh…


Selmy formåede at komme et par skridt væk fra kanten inden en målrettet hånd greb hans håndled inden han nåede alt for langt væk. Ikke hårdt, men bestemt og kiggede Selmy tilbage, kunne man spotte et smil over de mørke læber, som lovede gengæld. “Og hvor tror du du skal hen?” Asith trådte et skridt tættere på alt imens han trak Selmy imod sig. I vandet var det heldigvis et spørgsmål om hvem der vejede mest, så knægten var lige så nem at flytte rundt på, som åkanderne i overfladen var for den milde bølgen. Den frie arm strak sig så lang den var og greb ud efter bunken af tøj på kanten - eller nærmere hvad der lå under den. Den glinsende, sølvfarvede daggert funklede i det plettede sollys fra trækronerne. Det var ikke just et overordnet lovende syn at have en ranglet mørkelver over sig med den ene hånd på et våben og den anden om dit håndled, men forhåbentligt var Selmy efterhånden ovre Asiths overfladisk truende personlighed og vidste at han ikke mente ham harme. Asith tiltede hovedet, næsten legesygt og skar en grimasse der nok mest af alt skulle forestille et underholdt smil. Idioten burde virkelig engang imellem overveje hvordan hans udtryk så ud fra ydersiden, for det var ikke just karismatisk. “Det er din tur til at blive forkælet.” Proklamerede han og roterede adræt daggerten i sit hånd, som om den såkaldte forkælelse kom fra enden af hans våben - og ej heller helt usandt.

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 23.07.2020 18:06

Helt uventet mærkede Selmy et greb om hans håndled, og han stoppede straks med at svømme videre, for i stedet at finde ud af hvorfor Asith ikke lod ham forsvinde, mens hans samvittighed stadig var ren. Han vendte sig med et nysgerrigt ansigtsudtryk og spottede straks det mørke smil, der i al hemmelighed havde bredt sig, mens Selmy mindst ventede det. Han var forvirret, men der var alligevel noget spændende over det pludselige skifte i mørkelverens humør. ”H-hvad?” Tja. Hvor skulle han i det hele taget hen? Selmy havde jo nok regnet med at finde et sted hvor han kunne være alene lidt og bearbejde hvad end der var foregået eller ikke foregået i søen med Asith. Han kunne ikke tilbageholde den skyldige grimasse, der smilte draget af mørkelverens legesyghed.

Daggerten reflekterede pludselig skarpt i øjenkrogen, og selvom han ikke følte sig oprigtigt truet af Asith, fik hans menneskelige instinkter ham alligevel til at sitre i kroppen. I Selmys greb havde han forvandlet det skarpe mordvåben om til en frugtkniv og en imponerende pyntegenstand til bæltet, men i Asiths hånd virkede det pludselig som et farligt værktøj igen – også selvom Asith formentligt vidste hvad han lavede med den, i modsætning til Selmy. Det var egentlig ret utroligt at han ikke havde afkappet en finger eller to endnu, så længe som han havde haft den i sin varetægt.

Selmy twistede sit håndled, så han i stedet kunne gribe mørkelverens. Og ligeledes landede hans frie hånd om Asith hånd, hvor daggerten var. Han klemte ikke hårdt, men det var en sikkerhed for Selmy at vide, hvor Asith havde tænkt sig at svinge så uforsigtigt med den, alt imens Selmy var travlt beskæftiget i at holde øjenkontakt med Asith. ”Ahh, jeg tror jeg klarer mig uden din forkælelse, hvad end du mener med det.” Lo Selmy, hvis lattermilde stemme afslørede at han var mindst lige så nervøs, som han var moret over situationen. ”Mine øjne sidder lige så fint i mit kranie… hvor de hører til.”

Han havde det allerede skidt med at kommentere så dumt på Asiths skæve forsøg på at gengælde ham. Men han kunne ikke helt tyde om han overhoved var bevidst om, at han stadig lignede en mørkelver, selv med lotusblomster i håret? 

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 24.07.2020 21:02

Asith gav Selmy et dødbidder udtryk og rullede med øjnene idet han virkede bekymret over sine øjne. Han var måske svækket og ikke en pottefuld pis værd i kamp lige nu, men han havde bestemt ikke mistet sin kunnen og kontrol over daggerten, som han i mange tilfælde tiltænkte som en forlængelse af hans egen arm. Han hev sit håndled frit igen og lagde i stedet armen på Selmy’s skulder og krybende over ryggen for at hægte sig fast på den modsatte. En overfladisk venlig bevægelse når man ikke lige kendte formålet med det samme.

“Aha. Men de øjne er ikke specielt meget værd - Hold vejret -”

Asith dunkede da Selmy med ansigtet først ned i vandoverfladen og hev ham op igen inden der var tid til hverken at reagere eller modstå og forhåbentligt endte det op med at knægten mindede mest om en drivvåd hyrdehund med det tilvoksede pandehår langt ned over øjnene. Selmy havde trods alt ladet det stå til i en rum tid efterhånden.

“-Når du ikke kan se noget ud af dem.” Man kunne høre fornøjelsen i Asiths stemme for den fik en speciel, barnlig og små-sadistisk klang uden at han selv lagde mærke til. Og dog var det en noget lettere og mere harmløs humor en den direkte onskabsfulde han havde påtaget sig i deres tidligste dage i hinandens selskab. Forskellen var ret stor og Asith forsøgte ikke at tænke alt for hådt over hvorfor.

Mørkelveren frigjorde Selmy’s ene øje fra pandehår med en horisontal bevægelse af fingerspidsen over knægtens øjenbryn, som om det var et gardin der var trukket for. Det kom sikkert ikke som en stor overraskelse at Asith mødte Selmy med et smørret monster-grin og igen tippede daggerten med kunstfærdigt præcise fingre for at understrege hvad han havde i tankerne.

“Lad mig give dig en klipning.” Sagde han så endelig og lod smilet blive en smule mildere og ikke ligeså opsat på drilleri. Det var trods alt bare en smule gengæld for Selmy’s ivrige komplimentering fra før.. Og hvis han endnu var usikker, lagde Asith hovedet på skrå og forsikrede ham; “Jeg lover at være forsigtig.” Han ville helst ikke indrømme det, men det lange pandehår havde gået ham på lige siden deres møde med kile præsterne og deres få trænings sessioner. Chancerne for at Selmy kom i klammeri med en modstander føltes større og større jo længere ind i ørkenen de vandrede og Asith så ham helst ikke falde på ægget af eget sværd fordi han havde noget så trivielt som hår i øjnene. Det vil sige… det var den ene grund.    


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 25.07.2020 21:12

Asith gav ham ikke lang tid at reagere i! Selmy nåede lige at gispe tilstrækkeligt med luft til sig, inden han endte med hovedet helt under vandspejlet. Håret havde allerede været under vandet, men det tørrede så hurtigt i heden, selv i skyggen, men da han kom op igen, havde hans efterhånden lange lokker klasket sig tæt ind til hans ansigt, og først her bemærkede han at han ikke kunne se ud af det… Derfor vidste han også præcis hvad Asith mente, og hvor han ville hen ved at sige det. 

Han var kun en smule forbitret over at være blevet skubbet ned under vandet på den måde, med kun et splitsekunds advarsel til at reagere i. Men netop nu var Selmy særligt tilgivende, for alt den trækken rundt med ham i vandet og skubben og puffen mindede ham om leg, selvom han ikke rigtig kunne huske tilbage til noget specifikt øjeblik, hvor han havde leget med andre så det kildede i maven og adrenalinen i kroppen sprudlede efter mere. For første gang i lang tid havde han det sjovt. Han pustede lidt efter vejret, mens Asith flyttede på halvdelen af hans pandehår. ”Okay.” Lød hans svar kort, men taknemmeligt over at han ville gøre dette for ham. Hans hår havde aldrig været så langt som nu, og han havde savnet en klipning, uden egentlig at tænke så meget over det. Men det havde uden tvivl været ulideligt at rejse med.

Selmys skuldre sænkede sig afslappet, og han lod til at være rede på at lade Asith gøre med hans hår som han lystede. Asith lignede ikke ligefrem en, der nogensinde havde benyttet sig af en klipning, så han burde vel være mere bekymret end han egentlig var. Kun med sit ene øje tildækket kiggede han på mørkelveren med taknemmelighed og en nyfunden fascination. Han prøvede ikke at tænke alt for meget på, at hans hår skulle skæres af det skarpslebne blad fra mørkelverstålet, men i stedet udnytte øjeblikket til at beskue ham. Han var for længst holdt op med at lægge skjul på når han undersøgte ham med blikket. For de havde efterhånden levet op og ned ad hinanden, at der ikke var så meget andet spændende at kigge på.

Selmys smil blomstrede og hans sølvgrå øjne funklede forventningsfuldt… 


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 03.08.2020 00:06

Mørkelveren havde regnet med lidt mere modvillighed fra Selmy - specielt efter han havde været kæk nok til at dunke det blonde hoved under vandet - men trods det forblev knægtens humør underligt højt. Asith gav ham et enkelt mistænksomt udtryk imens han stadig hang dovent over Selmy’s skulder, men det varede ikke ved - han skulle nok nyde det humør inden det straks blev udskiftet med et nyt og uforklarligt et af slagsen.

Asith gled op foran Selmy og lod sig sænke en smule ned i vandet så han var omtrent på samme bølgelængde som ham og med et tiltet hoved overvejede Asith hvordan han skulle gribe det an. Der gik dog ikke lang tid før Asiths monstrøse hånd løftede sig og med en kroget finger fangede han den første stribe våd pandehår, som hang ned foran de grålige øjne. Daggerten blev løftet med den anden og kun ved en lille berøring af den kurvede blad-spids, skar Asith en perfekt lille buket af blond hår af og lod det drysse ned i vandet. Det var mest af alt pandehåret der gik Asith på, så han havde ikke noget at lave ved knægtens nakke. I stedet tog han sig god tid og med vidt-åbne, opmærksomme røde øjne fulgte han hvert lille snit med daggerten og mesterligt undgik den delikate menneskehud. Han skulle bestemt ikke være den første til at snitte i ham nu hvor han havde holdt så længe uden - Og helt ideelt ville det være, hvis Asith kunne aflevere ham i Dianthos igen uden kroppen fuld af ar.

Bestemt, men med den samme nænsomhed, som de lange, skarpe fingre havde udvist overfor lotusbladende, tog Asith fat om Selmy’s kæbe for at dreje hans hoved. Han overværede sit værk nu hvor han var kommet et par snit ind og med et grublende fjæs blev han for en stund distraheret. Ikke af noget Selmy som sådan gjorde, men nærmere af huden der var under hans fingre. “Huh…” Han skrabte nysgerrigt tommelfingeren ned under Selmy’s kæbelinje og hævede et enkelt tatoveret øjenbryn.

“Er du sikker på at du har nordfolk i dig og ikke elver? Burde du ikke i det mindste have en smule skægstubbe efterhånden?” Det kunne misforstås, men der var ikke noget direkte hånfuldt i Asiths tone - nærmere nysgerrigt. Det havde undret Asith før, men han havde aldrig rigtigt FØLT Selmy’s hud som sådan. Et lidt for smørret grin spredte sig på hans kæft og hans blik løftede sig til Selmy’s. Næsten katteagtigt lænede han sig ind og skar tænder. “Eller er du en Changeling der har skubbet den rigtige Selmy ud af vuggen?” 


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 03.08.2020 01:46
Da bladet fra det skarpe mørkelverstål nærmede sig hans øjne, veg han utroligt nok ikke væk med hovedet i reaktion. Det var sikkert dumdristigt, men han stolede på at hans frisør ikke ville være uforsigtigt med den, og lukkede derfor trygt øjnene i, så længe daggerten snittede igennem de mange lange totter i det tykke hår. Det eneste der afslørede, at Selmy ikke helt var tryg ved situationen, var ved den første snitlyd, der fremprovokerede et lavmælt gisp fra ham. Herfra vænnede han sig til det, og der kom flere snitlyde, som flere gyldne totter dalede ned i vandet, og forsigtigt flød videre. Selmy var stille alt imens det stod på, mest fordi det var lidt farligt at distrahere Asith lige nu, men også fordi han nød den indre ro, og egentlig også opmærksomheden.

Det var ikke uventet, at Asith før eller siden blev færdig med hans pandehår, og fik brug for at flytte på Selmys hoved. Han lod derfor sit hoved dreje lydigt. Men i stedet for at fortsætte med klipningen, bemærkede Selmy at Asith befølte ham langs kæbelinjen, som rigtigt nok var skægfri endnu. Han åbnede øjnene så snart Asith begyndte at tale til ham. Det var et spørgsmål, som overraskede ham, for med hans højde var man vist ikke i tvivl om, at han var elver. Men det overraskede ham nu mere, at man normalt anså elvere som værende smukkere end mennesker. Hurtigt fandt han ud af, at spørgsmålet opstod på grund af hans mangel på skæg.

Selmy vred sig fri fra den hånd der netop følte på hans ansigt, og hans ansigt udviste tydelig uforståenhed overfor Asiths nysgerrighed. Var det en hån, eller var den endnu-mere-hårløse mand foran ham oprigtig.

”Hvad er en... changeling?” Spurgte Selmy spidst, så han kunne tage stilling til om han skulle besvare hans spørgsmål seriøst, eller om han skulle forsøge at drukne ham i søen. En af Selmys pegefingre mod Asiths kraveben blokerede tidsnok for Asiths uvelkomne indtrængen af Selmys personlige intimsfære. Men da det ikke var nok, trak han sig lidt tilbage fra de blanke hugtænder.

Allerede før Asith svarede, havde han dog allerede konkluderet, at Asith havde forsøgt at drille ham for det, skønt det ikke virkedede takket være Selmys manglende kendskab til øgenavnets betydning. Men det generede ham nu til gengæld, eftersom han foretrak at lære ting fra bøger, så han ikke skulle lære det fra andre.

”Hvis du endelig vil vide det, så gror mit skæg bare langsomt og er meget lyst. Men jeg fjerner det for at symbolisere, at jeg er ugift.” Selmys skæg, var nok nærmere en antydning af skæg. Det var nærmest dunet, frem for alt. Selmy huskede at hans farfar havde fuldskæg. Hans far havde vist aldrig groet særlig meget skæg, andet end på hagen. Og nu hvor det kom til Selmy, så det ikke ud til at han kunne gro et. Endnu… Mon Asith havde glemt at Selmy ikke var færdig med at vokse op endnu?

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 11.08.2020 20:46

Selmy vred sig ud af Asiths greb - ikke at han hold synderligt hård fast i ham - og selvfølgelig tog han på vej af Asiths ellers forholdsvist uskyldige nysgerrighed. Han havde dog fortjent det, for Selmy havde al sin ret i at tage renter i form af fornærmelse efter al den oprigtige modbydelige opførsel, som Asith før havde fremvist. Hvilket nok også var grunden til at Asith var lidt sværere at opile for tiden - ikke alene var han udmattet ned til sine sidste kræfter, men han var også blevet smerteligt bevidst om den skade han havde formået i forhold til knægten. Fandens til flok-instinkter man skulle blive udsat for når man en enkelt gang ikke rejste alene. 

Asith rystede kort på hovedet så et enkelt blad fra lotusserne i hans hår slap frit og dalede ned i den dybe midte af hans kraveben. Han trådte igen op til Selmy, for han var trods alt ikke helt færdig. De røde øjne genvandt et fokus på de blonde lokker og hans hænder hævede sig igen for at fortsætte, hvis Selmy tillod det. “Langsomt huh… Jeg mindes ikke at have set dig barbere dig selv endnu overhovedet.” Det måtte være MEGET langsomt i så fald. Ikke at Asith nogensinde havde haft en klar idé om den slags. Personligt groede han jo trods alt ingen og han hang ikke specielt meget ud med mennesker, så cyklusserne i deres liv havde han ingen forstand på.

“Godt det samme. Du ville sikkert hade ekstra polstring i det her vejr. Du har allerede hår nok i hovedet.” Noterede han og fortsatte gerne sin langsomme og koncentrerede studsning.

“Hvad angår Changelinger, så er det typisk når mennesker får deres afkom byttet til en….” Han lagde hovedet på skrå og øjnene rullede op imod trætoppene imens han ledte efter et godt ord for resten af kontinentets befolkning, mennesker ekskluderet. “- Ikke-menneskelig baby.” Det var ikke et specielt værdigt ord, men Asith havde ikke noget bedre at byde. “Nogen gange er det ritualistisk, men jeg har hørt om flere elverbørn der er blevet lagt i menneske-krybber for en chance for et bedre liv.” Han kiggede fra den blonde hårtot og til Selmy’s øjne og fandt endelig en analogi der syntes at koge det ned til noget simpelt! “Ligesom en gøgeunge.” 

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 15.08.2020 23:33
Nok havde Selmy veget bort før, men aldrig i livet, om han ville stå tilbage med en halvklippet frisure, også selvom her kun var dem og en enkelt ørkenelver. Så da Asith igen langede ud efter hans hår, var han medgørlig. Desuden var det ikke så forfærdeligt at blive klippet med et mordvåben, som man først kunne frygte, så længe det blev gjort med den samme umage som før. Som Asith tilmed nævnte for ham, så var den ekstra polstring ikke god i denne varme, så Selmy oplevede hurtigt hvordan det lettede betydeligt på hovedet, ikke at have så stort et hår. Han tillod selv at dreje sig om med ryggen til Asith, så han kunne tage det hele vejen rundt.

”Snedigt…” Svarede Selmy godkendende til historien om changelings, der lige så vel kunne være sand som det kunne være det pure opspind. For ham lød det nu som om Asith stadig forsøgte at håne ham med den manglende skægvækst, på trods af at han egentlig oplevede mindre og mindre til den nedværdiggørende side i ham. Han reagerede stadig på det, men langt fra med samme forargelse som hidtil, for nu var det næsten hans hverdagskost. ”Der er vist ingen tvivl om at jeg er en Kiefer.” Syntes Asith virkelig at der var noget elvisk over ham…? ”Vores gener er så stærke at man kan genkende os generationer imellem. Har jeg hørt…” Nu var Kiefergenerne egentlig kun stærke, fordi de ikke var blandet med dominante gener fra mørke folk, men Selmy kunne godt se hvad hans familie mente. Han og Ceelia lignede Salem mere end de lignede moderen, og Salem slægtede sig ligeledes sin far Sidonius på. Alligevel lignede både Selmy og Ceelia deres mor, da de havde arvet hendes evne til at udtrykke sig alene ved ansigtsmimik, og mange af hendes personlighedstræk og værdier. Fra før hun blev sengebundet på grund af sine lidelser, naturligvis…

”Meen…” Selmy tillod sig at afbryde Asith kortvarigt under studsningen, for at se om på ham. ”Mon ikke du er den sande gøgeunge af os to? Du som ikke passede ind blandt dine egne, og i stedet sluttede dig til Dianthos?”

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 16.08.2020 23:17

Kiefer familien. Asith havde ikke nogen referencer at drage fra, men i hans hoved var det efterhånden bare en håndfuld Selmy kloner af forskellige størrelser og former… Og hvis Selmy selv sagde at de lignede hinanden uden tøven, så kunne det ikke gøre andet end at understøtte den teori. Imens Asith lyttede og rynkede på næsen over tanken om Selmy ganget med fire, fortsatte han sin koncentrerede klipning. Han mente selv det blev ganske lige, men han vidste også at det ville være ligegyldigt så snart Selmy havde genvundet sin fylde når den blonde manke engang var blevet tør igen. 

Asiths travle hænder stoppede kort i deres færd da ideen om gøgeungen i stedet blev sammenlignet med Asiths eget liv og til det blev hans blik for en kort stund eftertænksomt. De røde øjne vandrede for et øjeblik med hans lange fletning i vandets overflade - fejlagtigt pyntet med blomster så fine at de ikke havde noget hæderligt gøremål på hans uhæderlige person.

“At ‘slutte sig til’ er vel så meget sagt…” Mumlede Asith kort og fik sig selv i gang med klipningen igen. “Dianthos er bestemt et mere praktisk sted for mig at færdes, men det er immervæk endnu en by hvor man altid skal være på vagt. Selv i sin egen seng.” Noterede han under et suk. “Mine familiegener er desværre også stærke.” Snip snip snip… Endnu en lille håndfuld hårspidser stak til søs og eventuelt sank ned under vandet når selv nænsomme plask kom dem i vejen. Mørk humor dannede et opgivende smil på Asiths kæft og han kunne ikke lade være med igen at overveje hvilke konsekvenser der ventede ham derhjemme for hans fravær. Han håbede bestemt ikke at de var blevet købt billigt.

Med spredte fingre redte Asith noget af Selmy’s øverste hår-lag til siden for at kunne nå det sidste stykke bagtil og noget tungt sank i ham ved synet af den blottede nakke. Det ironiske smil var væk og i stedet var en tilbageholdt forskrækkelse over den perfekte muskelhukommelse synet bragte ham. Så snart denne klump sank og sank og landede i fingrene, som greb omkring Asiths daggert, besluttede han sig brat for at han var færdig. Alt for stærke familiegener...      


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 17.08.2020 20:55

”Hm..?” Da Asith rettede ham i hans ordvalg, gjorde han ikke andet end at lytte og lære lidt mere om Asith. Det slog ham at Asith endnu ikke havde boet i Dianthos længe nok til at føle sig hjemme i byen endnu. Han håbede ikke at han gik med planer om at flytte derfra en dag, men hvis Asith var utryg om natten, så var han måske ikke langt fra at pakke tasken og gå? Men så igen… Asith lå altid vågen, gjorde han ikke? Også selvom de var helt og aldeles alene. ”Om forladelse, nogle gange glemmer jeg det.” Han fornemmede at Asith var færdig med klipningen, eftersom Asith pludselig var holdt op med at snitte lokker af hans hår af. Og selvom det var lidt farligt, så tæt på daggerten, tog han hænderne op og kørte fingrene igennem hårrødderne, og rystede det værste løse hårbuketter fri. Han drejede om mod Asith igen. ”...At andre kun kender dig for det du ligner. En djævelsk mørkelver.”

Selmy tiltede lidt spørgende på hovedet, efter at han havde uddybet hvad han mente. Han havde fanget Asith lige i det øjeblik, hvor han bare stirrede blegt ned på sin egen daggert. Og helt uden at vide hvad der pludselig havde gjort Asith så bleg at se på, svømmede Selmy lidt tæt på ham igen og lukkede op for Asiths hånd, så han kunne tage daggerten ud af hans hånd. Selmys grå øjne hvilede et øjeblik på den, og kiggede tilbage på Asiths blik for at se om det var i orden med ham, at han tog den. Men Selmy havde allerede besluttet, at den skulle tilbage under tøjbunken igen. Så han svømmede baglæns væk mod bredden, stadig med blikket låst på Asith, som ville han ham noget, og lagde daggerten på plads i skjul under tøjet. Herefter skubbede han sig væk fra bredden med sine fødder, for at komme hurtigt tilbage til ham igen. Han viklede nænsomt sine arme om mørkelveren, og trak ham med videre i vandet, og udnyttede at han var vægtløs hernede under vand.

Helt uden ord havde Selmy inviteret ham til at svømme med ham. Eller nok nærmere, insisteret på at han skulle svømme med ham, men han trak ham stille og roligt, eftersom Asith stadig var ved at komme sig. Han ønskede skam at bryde den alvorlige, mutte stemning med lidt terapi, og desuden havde Asith vækket Selmys legesyghed tidligere ved at trække ham rundt i søen, blot for at ende det brat.


Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 22.08.2020 21:35

Asith forstod ikke Selmy’s undskyldning. Ikke rigtigt. Han ville ikke sige at der var specifikke følelser såsom sorg involveret når han overvejede sin problematiske situation. Jo, det var besværligt og jo, livet var ufatteligt svært når man så det sat op imod en situation ligesom Selmy’s, men Asith betragtede ikke sig selv som et offer. Ikke rigtigt. Han var et svagt led, som havde formået at holde sig oprejst indtil videre og det var mere end han nogensinde ville få ret til at bede om. Men hans arv… Hans indoktrinering og muskelhukommelsen sad stadig i ham som et fejlslagent program eller en selv-opfyldende profeti… Og daggertens kolde greb under de lange fingre lod Asith i en stund af afslappelse huske at den var lavet specielt til hans hånd og krævede at blive benyttet. 

Og dog…

Daggerten blev taget forsigtet ud af Asiths hånd og det gik op for ham at han havde været meget åbenlys i sin stirren. Det var rigtigt… Den var blevet overladt til Selmy nu da Asith var for svækket til at bruge den… og Asith var ikke helt sikker på hvad den slags tillidsfuld overrækkelse betød for ham selv.

Den nu frie hånd greb opgivende til hans pande og pressede imod huden imellem den røde sten for at bortjage en følelsesmæssig hovedpine. Smerten var væk, men det var tydeligt hvor medtaget han stadig var og det føltes som om at væggen imellem hans attitude og inderste tanker var blevet tyndslidt… Til al kritik - Asith kunne bedst lide sig selv når han havde energien til at være en led satan. Der var mere tryghed i at blive undgået.

Han sagde ikke noget eller viste tegn på protest da Selmy atter gjorde en tilnærmelse og lagde armene omkring ham for at tage initiativ til endnu en svømmetur igennem den kølige, klare sø. De røde øjne fandt dog knægten tankefuldt igen imens resten af Asiths nedre ansigt sank ned i vandet… og for en stund var der stille imellem dem… og lyden af Cikaderne, fuglende og vinden i trætoppene fyldte atter tomrummet. ‘Andre’... Huh. Asiths læber dukkede igen op fra vandets overflade og han brød den overfladiske stilhed.

“Og hvad med dig?” Spurgte han så og lagde hovedet en smule på skrå. Hans blik blev sært alvorligt. “Synes du at du kender mig for andet?” Nok havde han ladet sig lede med ud på endnu en svømmetur, men udtrykket i hans ansigt bad om et alvorligt svar.  

Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 25.08.2020 18:23

Selmy slap ham forsigtigt da Asith begyndte at svømme med ad sig selv. Selvom han ikke regnede med at der ville blive interageret særlig meget imellem dem det næste stykke tid, nød han at Asith for en sjælden gang skyld blot kunne følge med, uden at have travlt med konstant at være på vagt, eller med sit mutte humør sætte en stopper for Selmys få glæder, som kun blev færre og færre efterhånden som nåede længere og længere væk hjemmefra. Ikke længe inde i deres lille svømmetur, hørte han spørgsmålet, der kom fra Asith. Om… han kendte ham for andet end at være en mørkelver? Selmy rynkede på sin pande, og mens han ikke lige så alvoren i Asiths blik, fordi han endnu svømmede et stykke foran ham, smilte han og var fristet til at give igen med en ubrugelig bemærkning. Men han nåede lige at dreje hovedet om for at se Asiths gravalvorlige blik, der ganske nok forventede et klart og sandfærdigt svar. Det kunne han da ikke mene, vel…? ”Ja da?” Udbrød han lettere chokeret og ikke mindst spørgende. Han svømmede stadig fremad, for at sætte gang i tankerne. Der var jo noget over Asith der forventede lidt mere end bare et hurtigt svar, og her kunne Selmy godt blive lidt nervøs for at komme til at tale over sig.

”Du er mørkelver ja. Det ved jeg godt, men det er jeg da for længst kommet mig over.” Han kunne ikke forstå hvordan Asith kunne mene det alvorligt, med de søgende udtryk i hans øjne. Det var jo lige før man burde blive fornærmet over, at han gik og var i tvivl om, om Selmy overhoved syntes om ham. Men for at være helt retfærdig, så vidste Selmy godt selv, at han kunne skifte meget og sende afvisende signaler. Det var et under, at de trods hans utilregnelige humør stadig var venner. For venner var de, og det skulle han forstå. ”Godt nok er du vantro, og en sær enspænder og storkriminel… Men…” Listen over negative tillægsord var egentlig meget, meget længere, men han holdt den lidt kortere i dag, fordi Asith havde været særligt behageligt selskabelig og medgørlig i søen, og Selmy ville ikke ruinere det for sig selv. Han måtte endelig holde igen med at svømme derudad, og standsede pludselig op for at vende sig rigtigt om imod ham og se ham i øjnene. Selmy var langt fra ilter, men tværtimod rolig, som han begyndte at forklare; ”Jeg er langt fra nogen helgen selv, så det gør mig ikke noget... Faktisk så er der ikke nogen anden hjemme fra Dianthos, som jeg rigtig kan lide, og jeg er ret sikker på at mange heller ikke kan lide mig. Omendskønt de kommer fra ordentlige, pæne familier, beder til Isari flere gange dagligt og taler høfligt til mig. Men det er jo pakket ind… Så snart jeg vender ryggen til, ved jeg jo godt hvordan sladren den går om mig. Jeg ved ikke længere om jeg kan trives i den slags snobbede og fordomsfulde miljøer… Med dig er jeg ikke det mindste i tvivl om, at du bryder dig om mig.” Asith havde aldrig rigtig givet udtryk for, at han kunne lide ham. Nok nærmere det modsatte, hvis noget, men lidt måtte han da holde af ham, siden han havde reddet ham fra død og pine så mange gange, efterhånden. Selmy havde i hvert fald bevist det samme overfor Asith, den ene gang, hvor han red tilbage efter ham, da de blev angrebet af sandhvalen. ”Jeg vægter vores kammeratskab utroligt højt…” Afsluttede han med, lettere forlegent over at blive presset ud i at skulle være så ærlig, og hans øjne skiftede over i en lettere sørgmodighed, som kun Selmy kendte årsagen bag.

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 31.08.2020 13:47
Ja? Asith havde nok ikke ventet et direkte nej fra Selmy, men han havde bestemt heller ikke forventet et så selvsikkert ja. Og endnu mindre den lange forklaring han lå inde med for at støtte op om den selv samme selvsikkerhed. Asith forholdt sig i ro med munden gemt under vandoverfladen alt imens han intenst lyttede og holdt et langsommeligt blik permanent ankret på Selmy. Han lod sig kalde vantro, sær og kriminel og selvom der kom en lille rynke på panden, forsvandt den igen som dug fra solen idet Asith jo var nødt til at være enig i de ting. Han var ikke så meget fra den at han ikke kunne genkende sig selv i den beskrivelse og ærligt talt, så gjorde den slags sandheder ham ikke noget.

Først da Selmy så begyndte at sammenligne sig selv med Asith dukkede der atter noget usikkerhed og uforståelse op i mørkelverens iltre røde øjne. Det var ikke den opfattelse af Selmy, som Asith havde fået, som nu blev fremført for ham. At Asith selv fandt ham til at være en forkælet lille rigmandsunge fra tid til anden var én ting, men han havde aldrig forventet at han ikke ville være populær i hans egen manege… Og hvad var endnu mere forbløffende var at Selmy til og med ikke havde den mindste tvivl omkring Asiths egen forestilling om ham. Hvad? Han havde aldrig karakteriseret sig selv som værende hverken ærlig eller åben vedrørende sådan noget og dog var Selmy stålfast sikker? Intet blev benægtet, så Selmy havde i det mindste den bekræftelse i hans udtalelse… Også selvom den kun gjorde Asith mere og mere forvirret omkring selv samme dilemma. Ugh… Det var ikke nemt at være ærlig overfor sig selv når man havde løjet sig igennem en menneske-alder. Man endte jo ved Zaladin op med at tro på sine egne løgne i længden. Selmy havde nok valgt planteliv som sin passion, men han virkede til at have et natur-talent for antropologi hvis han kunne forstå Asiths forvirrende opførsel bedre end han selv.

“....” Asith blev for en stund stille efter Selmy havde konkluderet at han værdsatte deres kammeratskab. Hans blik forblev på knægten og opfangede det sørgmodige fjæs og blikket der flakkede væk. Hvor ondskabsfuldt af ham, sådan at tvinge Selmy til at sige pinlige ærligheder. Som om at han forventede at den var forsvundet, gled Asiths blik kort over daggerten på søbreden, overvejede dens betydning for ham inden han atter gled tættere på Selmy igen. “Du har ret.” Svarede han endelig og nikkede en enkelt gang. “Og jeg er enig. Jeg er storkriminel.” Hans læber krøllede sig op i et djævelsk lille smil i et forsøg på at lette den tyngde, som Selmy stod med. Og som Selmy havde gjort på Asith for et øjeblik siden, lagde Asith en enkelt lang arm omkring knægten og trak ham med igennem vandet. “Tch.. Den overklasse. Er det ikke imod Isari’s læren at tale dårligt om sine gensidige?” Han havde ikke den ringeste idé om den religion, men han havde en fornemmelse at den anerkendte ærlighed og kærlighed… I hvert fald blandt de accepterede folkefærd...   
Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 03.09.2020 00:03
Næsten som en alligator havde Asith luret halvt under vandoverfladen, og målt og vejet Selmy og hvert et ord, som han holdt sin lille tale om hvorfor han overhoved anså ham for at være hans ven. Han kunne godt forstå, hvis Asith måske havde svært ved at placere sig selv i Selmys liv, når først de nåede hjem til Dianthos igen, og Selmy igen var blandt sine egne. Men selvfølgelig havde Selmy længe overvejet om han egentlig kun kunne holde ham ud, fordi han ikke havde et alternativ, herude… Men ret hurtigt var han kommet frem til, at Asith havde været gavnlig for ham, i forhold til personlig udvikling og i forhold til sit syn på det anderledes. Og så var der lige alt det med, at hans fascination af mørkelvermanden var gået hen og var blevet lidt af en besættelse. Men det var Selmys egen dystre hemmelighed.

Pludselig som Asith igen hævede hovedet over vandet, så han kunne give ham ret i Selmys mindre pæne udtalelser om ham, gik det op for ham, at han måske havde været lidt for ærlig. Eller egentlig... lidt for uretfærdig. ”Altså… du ved…” Forsøgte han at undskylde, men han blev pludselig så forbandet forlegen, især fordi Asith blot smilte af det på den måde som han gjorde. Enhver anden fra Selmys normale omgangskreds, ville ikke høre på den slags fornærmelser, men Asith accepterede det tilsyneladende. Men Asiths forsøg på at lette på Selmys tyngde, blev ret hurtigt taget imod. Han smilte et lettet, taknemmeligt smil, og øjnene hvilede varmt, næsten i en feberagtig tilstand på mørkelveren – upåvirket af at Asith smil var til den grumme side.

Da Asith straks efter lagde sin arm om Selmy, gjorde han sig vægtløs i vandet, lukkede øjnene og lod Asith trække ham med…

”Jo.” Svarede han kort. Han kunne sagtens fremlægge overfor Asith alt det gode og fantastiske ved sin religion og sin sandhed, men han vidste godt at han ikke kunne få Asith til at konvertere, uanset. ”Jeg er bare… træt af mennesker…” Det var ikke noget han havde tænkt over før nu, hvor han havde været så længe væk fra det gode liv, blandt gode folk. Men nu, og særligt lige nu, hvor der var stille omkring dem, savnede han det ikke. Der var en del af Selmy, der drømte om aldrig at vende hjem og i stedet bare… blive her med Asith. Men det var alligevel intet andet, end en skør tanke. Intet andet end et resultat af for meget frugtsukker, sikkert.

Asith

Asith

Krystalisianer

Sand Forvirret

Race / Mørkelver

Lokation / Dianthos

Alder / 76 år

Højde / 189 cm

Efterlyst af Lyset

Signehn 10.09.2020 20:48

Asith stoppede med at trække i knægten da de kom på lidt dybere vand og selv omkredsen af deres forme i vandet var underlagt de mange plettede, dansende skygger blandt åkandebladene. Et absurd behov for at teste bladenes kunnen bragte Asiths fingre til at lægge sig næsten nænsomt på deres kanter. Med forsigtige tryk lukkede han vand ind over bladene og fangede det der, dannende små søer i den grønne midte. Alt imens han i stilfærdig barnlighed legede med plantelivet, lå de røde øjne afventende på Selmy. Han havde ikke ment spørgsmålet som en kæp i hjulet for Selmy’s tro - nærmere et akavet forsøg på at bringe samtalen naturligt videre - men det lod til at grave lidt dybere end først antaget.. Og jo længere tid det tog Selmy at forme sit svar, jo mindre overbevist var Asith omkring knægtens egentlige tilfredshed tilbage under templets skygge. 

Svaret kom og det var både overbevisende og på samme tid slet ikke. Asith kunne godt forstå man kunne være træt af mennesker. Ved Zaladin, hvis Asiths hår ikke allerede var hvidt, havde han nok groet et gråt hår for hvert menneske han havde stødt på (inklusive Selmy), men hvad der ikke gav mening for ham var, at et menneske kunne være træt af sine egne. Den forvirring var kortlevet, for Asith var ikke så langsom at han ikke kunne genkende sig selv deri. Nok havde Selmy ikke svoret at ville undgå sine egne med kløer og tænder på samme måde som Asith havde, men mørkelveren kunne godt huske hvordan de tanker havde startet… Og det havde været således.

“...” Asith drog et afklaret, men lettere betynget suk og rev en hel åkande ned under vandet, bare for at se den briste igennem overfladen igen på egen hånd - det var bare dér de skulle være. “Heh… Ja det må vel være rigtigt siden du foretrækker at flakke rundt herude med mig.” Mumlede han med et strejf af selv-pinende humor. “Så det er måske mere derfor horisonten kalder?” Han tiltede hovedet og løftede et af sine kulsorte, tatoverede øjenbryn. “Du kunne vel være ligeglad med din bedstefars bog og alverdens flora, hvis du rent faktisk følte dig helt tilpads derhjemme?” Det var et skud i tågen, men det begyndte at give mening for ham. “Behøver du virkelig en undskyldning for at rejse?”  


Selmy

Selmy

Krystalisianer

Forvirret Dum

Race / Menneske

Lokation / Dianthos

Alder / 20 år

Højde / 170 cm

Blæksprutten 13.09.2020 11:39

Selmy fnøs lattermildt til Asiths kommentar og det fik ham trods alt til at smile. Han mente det jo ikke inderst inde. Han fandt jo tryghed blandt sine egne, især når det kom til hans familie, og man blev da ikke sådan træt af tryghed, gjorde man vel? Men som situationen med Asith alligevel havde udviklet sig, var han vel gået hen og blevet en form for tryghed. Mon han virkelig foretrak hans selskab frem for Dianthosianernes selskab? Det var blevet sagt i spøg, men han åbnede øjnene og kiggede om på Asith, endnu smilende. Jah… det var vist sådan det var.

”Betvivl ikke min mission. Lige siden jeg var en lille dreng har jeg altid set op til min farfar, som var meget berejst og havde mange venner og mange fortællinger om verden udenfor. Jeg syntes han var helt og aldeles enestående.” Selmy var ikke fornærmet, men han var dog hurtig til at forsvare sig, for Asith fik ikke lov til at grave så dybt ned, at han nu også skulle få ham til at tvivle på sit eget formål her i livet. Dette her var hans eget valg, og han havde insisteret på at hans bedstefars hårde arbejde ikke skulle gå til spilde. ”Farfar lovede mig at tage mig med, men min far var skeptisk og mente ikke jeg var gammel nok. Og da tiden nærmede sig, var det for sent…” Hans hukommelse fejlede ham ikke denne gang. Han kunne huske den rædselsfulde nat, hvor der blev banket på døren og han ved et tilfælde overså ting han ikke skulle se, og overhørte ting han ikke skulle høre, da hans forældre modtog en kiste med bedstefaderens… rester… af en byvagt. Detaljerne blev ikke delt med Asith. Selmy og hans familie talte ikke engang om det. Men en ting var nok sikkert nok. Hvis Selmy havde fået lov til at tage med Sidonius, var han sikkert heller ikke i live i dag.

”Hvis jeg blev healer efter min far, ville jeg aldrig komme længere end fra healerhuset og tempelhaverne… Hvordan skulle jeg kunne affinde mig med det? Men i sidste ende er det ikke rigtig mit eget valg. Jeg har jo en familie, som jeg er forpligtet til at forsørge, efter min far.” Han trak på de lyse skuldre, næsten for at indikere at han ikke havde nogen holdning til sin skæbne, selvom der måske var en. Men han vidste allerede nu, at han ikke kunne få sig selv til bare at stikke af fra det hele. Hans hjem var nu engang det trygge, hyggelige bindingsværkshus på Aldemarstræde, og han var tilfreds nok. Han så da frem til den dag de fandt rødderne og kunne komme tilbage, så Asith forhåbentlig kunne udvikle på medicinen til hans mor.


0 0 0


Chatboks
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben IC-chatten]
Gæst
[smilies]
IC-chat▽
[Se ældre chatbeskeder]
[Åben almindelig chatboks]
Online nu: Lorgath , Krystal , Mee
Lige nu: 3 | I dag: 13