Davien kunne ikke undgå at lade sit blik vandre lidt imod den unge pige, som da også smilede rigtig sødt til ham da deres øjne smidtes, hvilket næsten fik ham til at rødme. "Nu er det hverken magi eller et trick, og egentlig har jeg to, men den anden er lidt for besværlig at forklare den ville jeg være nød til at vise dig, desuden ville jeg egentlig være ligeglad med om vi skulle kæmpe, kun retfærdigt at man kender til det hvis man vil have en retfærdig kamp, men ved at styre kalcium niveauet i min krop kan jeg forstærker mine knogler, få dem til at vokse sammen igen, gøre dem lette som fjer og stærkere end stål, og jeg kan også få dem til at vokse ud fra min krop så de kan agere våben" Sagde Davien roligt og kiggede sig omkring, der var ingen der kiggede på dem så han løftede hånden således at den var skjult og en knogle voksede 10 centimer ud fra hans håndflade, og det var tydeligt at se at den var ubeskrivelig skarp.

Patrick for et voldsomt chok da knoglen bliver trukket ud af hånden, i tro om at den vil flyve mod ham. Hoppet får ham til at slå begge knæ op i bordet og få et yderst unikt ansigts udtryk. Han træk skuldrene ned igen da han sukker ud. "Ved skovens eg, aldrig gør det igen.." siger han og løfter sig ordenligt i stolen igen, med alle kroens mennesker, stirrende på dem begge.
"Meget godt trick" siger han og forsøger at vokse et grin frem om læberne igen. "Jeg kan ikke rigtigt noget.. Og slet ikke som det.." siger han og kigger kort på sin bue, lidt skuffet. Så tilbage på Davien.

Det gav lidt af et sæt i Davien da Patrick reagerede på en måde som han slet ikke havde forventet, og han skyndte sig at trække sin knogle ind igen, han forstod slet ikke hvad problemet var, han havde jo ladet den vokse langsomt og roligt ud, hvis han ville kunne han få den skudt ud i fuld længde på under et sekund. Davien tog fat i ham, "HEY styr dig dog" Sagde Davien hårdt, men der var et problem, de store mænd over i hjørnet havde set det, selvom Davien havde gjort hvad han kunne for at undgå det, og de rejste sig langsomt op og gik hen imod Daviens og Patricks bord, "Hey dit misfoster, hvad siger du til at du kommer med udenfor så vi lige kan snakke? ville være så synd hvis vi skulle ødelægge noget herinde i kroen" Sagde gab og åbnede sin mund så et par gule sæt tænder og en forfærdelig stank forlod hans mund direkte ned imod Davien og Patrick. "tusind tak" hviskede Davien til Patrick og rejste sig derpå op

Patrick gav endnu et mindre hop i sig da han blev trukket frem, ikke lige frem forventet at blive det.
Han falder sammen i stolen igen da Davien rejser sig op for at følge efter de andre mænd.
Giver en grimase over det han har roddet Davien ud og tømmer hele sit krus af mjød i et langt huk, før han svinger sig op af stolen, med sin bue og pile efter sig, gående ud af baren, kort efter dem.

Idet Davien gik derud af, tænkte han at han nok havde overreageret lidt overfor Patrick, det var jo trosalt ikke hans skyld, mange ville få et chok hvis de havde set en knogle vokse ud af en mands hånd, men stadig var det en lige lovlig vild reaktion fra Patrick, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved så han fulgte roligt med dem ud, da de kom udenfor stilte Davien sig overfor de 4 mænd som nu stod rigtig og grinte, "nå dit misfoster, vi kan ikke lide at have folk som dig i vores kro, så entet smutter du nu, eller også tvinger vi dig til det" Sagde manden og kiggede rundt på de andre mænd som stod og nikkede og grinede, "hør nu her, jeg er ikke kommet for at slås, men den første af jer idioter som så meget lægger en hånd på mig får en brækket arm" Sagde Davien uden så meget som at ændre sit ansigtsudtryk, hvilket gav et mindre sæt i mændene og de frys i et par sekunder lige nok til at Davien kunne vende sig om og sige et par ord til Patrick, "Kan du huske jeg sagde jeg har en anden kræft? den får du at se nu" Sagde Davien og idet han vendte sig rundt slog en af mændene imod ham, Davien dukkede elegant og slog manden med en åben håndflade direkte i maven, manden blev skudt 6 meter tilbage og ramte direkte ind i et træ, et sekund mere og Davien stod nu bag ved manden som havde startet det hele, han greb fat om mandens arm, og hamrede en albue direkte i hans arm hvilket fik den til at give en forfærdelig kvasende lyd, Davien vendte sig om og gik roligt hen imod Patrick.

Patrick står ved døren til baren og kigger mens kampen er i gang, selvom den blev kort. Han nikker og klapper af Davien. "Styrke og smidighed. Ikke dårligt" siger han og smiler.
Han tilter lidt til siden for at se de andre mænd og trækker på skuldrene. De havde vel fortjent det..

Davien går hen til Patrick, "hey du, undskyld jeg sådan overreagerede, men jeg er bare træt af at den slags sker, ikke fordi jeg ikke kan klare det, bare spild af energi, det er for let... men skal vi gå tilbage indenfor?" Sagde Davien, smilte og begyndte at gå ind ad døren igen til lyden af jamrende mænd, Davien kiggede sig tilbage og grinede lidt, tænk at sådanne idioter kunne være så kæphøje, det var nok sidste gang at de gjorde grin med en fremmed, og ham med den brækkede arm skulle være heldig hvis han nogensinde kunne løfte noget med den arm, knoglen var blevet fuldstændig knust.

Patrick ler hjerteligt og ryster på hovedet. "Skam mig som undskylder. Bare ikke ofte jeg ser folk trække en knogle ud af kroppen, uden at skrige i smerter" forklarer han med et ordenligt underholdt udtryk over ansigtet.
Han nikker så til at gå med ind igen og følger bag Davien da han træder forbi og gennem døren igen.
"Jeg er bare glad for det ikke var mig som skulle mod dig" siger han, ment som et kompliment, før han for sat sig ved deres forrige plads; igen med bue og pile mod stolen.

Davien var temmelig glad for at Patrick tog det så roligt, og det var også meget ulig Davien sådan at lade sig styre af sine følelser og lave en så overdrevet handling, men heldigvis bar Patrick den ikke af så alt var godt, det kunne være Davien skulle give en øl, så kunne det da ihvertfald ikke blive bedre.
"hahaha, det der ville jeg simpelthen ikke kalde en kamp, mage til inkompetente idioter har jeg aldrig set før. Men siden du er så interesseret i kræfter så så du nok da jeg skød ham den første en 6 meter væk? jeg kan udskyde en pludselig kræft når jeg rammer, og des større overflade jeg rammer med, des mindre koncentreret er det, så hvis jeg rammer med 2 flade hænder vil du flyve temmelig langt, hvorimod hvis jeg slog 2 fingre i tindingen på dig ville du gå ud som et lys" Sagde Davien og satte sig ned da de havde nået deres tidligere bord hvor Daviens mad stadig stod. Samtlige mennesker i kroen holdte øje med dem begge to, lige indtil Davien sendte et hårdt blik imod en stor mand så vendte hele Kroen sig og rettede opmærksomheden mod deres eget bord i stedet.

Den halvtunge dør til krostuen blev knirkende lempet op og en spinkel, men meget iøjefaldende skikkelse maste sig ind ad døren, som hurtigt blev lukket igen. Hun skilte sig temmeligt meget ud fra de dovne gæster nær døren, der var lige så sløve som farverne på deres tøj. For det første havde hun rødt hår og bar en forårsgrøn kjole på. For det andet havde hun ikke andet end den forårsgrønne kjole og et par støvler til at holde varmen. Folk stirrede lidt på hende uden at stoppe deres samtale, nogle mere højlydte end andre, for så at vende opmærksomheden tilbage til folkene omkring dem. Trods den efter omstændighederne lette påklædning, så den unge kvinde ikke ud til at fryse det mindste. Hun havde røde kinder af frosten og lidt sne i håret. Men sneen smeltede hurtigt, og de røde kender kunne for så vidt også have netop den farve rød, som kinder har, når deres ejer har det behageligt varmt.
Venus placerede sig i sin faste vindueskarm nær ved disken og bestilte et glas vand. Vindueskarmen kunne knapt kaldes hendes længere, for det var evigheder siden, hun havde siddet i den sidst. Men da ingen andre åbenbart havde kapret den - og det var der ikke efter støvet at dømme-, valgte hun at beholde den lidt endnu efter at have børstet støvet væk.
Hun smilede venligt til kropigen, der kom småløbende med hendes glas vand så det næsten løb over. Pigen fik et ravstykke, hvilket var en formue for Venus, der nu kun havde to ravstykker tilbage. Hun måtte vel nappe lidt mere. Stadig smilende så hun rundt i kroen efter en, der så tilpas tyk og velnæret ud, selvom den type var blevet et sjældent syn siden Mørkets Lord havde indført de høje skatter. En skygge strøg forbi Venus' ellers muntert glinsende øjne, mens hun nippede lidt til sit vand.

Ikke mange minutter efter at den rødhårede krystallianer var trådt ind af krostuens hovedindgang, åbnede døren sig endnu engang. Som altid lød der en høj knirken; en knirken der stammede fra de utroligt slidte dørhængsler, der ikke var blevet smurt i mange, mange år. Efterfølgende sneg der sig en isende vind i lokalet, der krøb ind under huden på alle der befandt sig nær døren. Også der der selvfølgelig kroens betræder. Denne gang var det en mand, der valgte at besøge en af Krystallandets mest succeesfulde kroer. Trods de enorme skatter, der synes at have jordet samtlige af landets borgere, måtte den kendte kro siges at holde stand. Over halv fyldt var der stadig, og mange af de trofaste kunder havde endnu ikke måtte forlade de varme, om muligt trygge, lokaler. Forandret var den heller ikke; ikke det mindste faktisk. Indretningen var stadig lige så hæslig som den plejede at være det - roddet, men hyggelig. Lugten var stadig den samme. Der skulle ikke mange timers ophold derinde til, før at lugten af tobak, stegt kød og øl sad fast til ens beklædning.
Uforandret var krostuen i al fald for Handark. Det var mange år siden han havde opholdt sig derinde. Det havde generelt været alt for længe siden, at han havde betrådt Krystallandets centrum. Og han havde ikke fortrudt det, ikke det mindste. Ikke før han netop hørte nyhederne om landets nye regenter - og hvad der havde hændt de tidligere. Han nærede Cassa stor tiltro, kunne ikke andet end at forestille sig ham som en god regent. Morgoth derimod .. det var en helt anden sag. Hans fordærvede tankegang havde tilsyneladende allerede bragt kaos over landet. Meget muligt at landet havde været hærget af mørke, dengang den tidligere mørkets hersker, havde betrådt landets trone. Hans magt over folket havde bare ikke været så knyttet, som den nye herskers tilsyneladende var. Mørkets Lord havde truet folk på livet; mørkets konge tog dem.

Den mandlige krystallianers øjne bevægede sig rundt igennem lokalet; beskuede hver person der lagde sine øjne på ham. Hele hans krop var dækket af hans slidte kappe, der havde beskyttet ham imod den voldsomme kulde udenfor. Grundet det voldsomme temperaturskift, begyndte der at dryppe små dråber ned fra hans tilsneede hår. En hånd, der var dækket af en fingerløs handske, hævede sig langsomt. Med et hurtigt ryk, trak han hætten fra sit ansigt, og trådte langsomt disken nærmere. Lyden af hans skridt var ikke til at hører i krostuens uro. Hans skikkelse i sig selv også nok til at tiltrække de besøgendes blikke. De markante ansigt var ikke set før; ikke af disse mennesker, og var derfor dem ikke bekendt. Langsværdet i hans side - for dem der havde spottet dette - var heller ikke noget der beroligede nogle. Men ingen bebrejdede ham alligevel dette. Landet var fyldt med desperation, og alle ville gøre lidt bare for en lille sum penge. Det var nødvendigt at være våben, for tiden. Ellers satte man sit eget liv på spil.
Lyden af den knirkende stol, som Handark trak sig nærmede for at kunne placere sig på den, fik enkelte til at tie. Da han til sidst satte sig, genoptog de samtalen, og lod deres nysgerrige øjne falde imod deres samtalepartner. Han selv vendte langsomt blikket imod en skikkelsen ved hans side. Det ildrøde hår stødte ham hurtigt i øjnene; holde hans øjne fast imod det. Kvindens ansigt var ham ikke synligt, hvilket derfor fik de klare blå øjne til at vænne sig den anden vej. For første gang, i flere år, fandt han et andet individ genkendeligt. Hvor ufatteligt.

Fordybet i tanker som hun var, lagde hun hverken mærke til dør, mennesker der snakkede, holdt med at snakke og så begyndte igen, temperaturskift i lokalet eller nyankommen person. Tanken om al den ødelæggelse hun havde hørt og set med sine egne øjne, skræmte hende. Det, hun havde set, var forfærdeligt, og det, hun havde hørt, var værre, men det var ikke det værste. Det værste var, at hun opfattede sig selv som en ven af det væsen, for menneskelig virkede han ikke engang længere, der var skyld i kaoset. Hun kunne ikke forstå, hvordan han var kommet frem til, at død og pine var løsningen på det hele. For det første var det komplet ulogiskt. For det andet var han da ikke så kold. Han havde i hvert vist sig fra andre sider over for folk. det kunne da ikke passe, at han var den iskolde og beregnende psykopat, som alle antog ham for at være. Hun havde selv set beviser på det modsatte. Eller havde hun? Hun blev pludselig i tvivl om sin egen dømmekraft. Det havde god grund til, for hun var nok det meste naive væsen i hele krystallandet, men det var ikke den slags dømmekraft, Venus tænkte på lige nu. Det var evnen til at bedømme en situation.

Hun sad tavst, men sært nok stadigt smilende og så ud i mørket på den anden side af glasruden, da en lyden af knirkende træ og knagende gulvbredder nåede hendes øregange. Hun vendte hovedet og blev noget overrasket over at se en bekendt sidde lige ved siden af sig. Hvornår dukkede han op? Hun konkluderede, at han lige måtte have sat sig, og følte pludselig en varm fornemmelse af tryghed skylde ind over sig, da hun kom i tanker om hans navn. Ikke at navnet betød noget særligt i sig selv, men når hun nu kunne huske det, måtte det vel betyde, at hun havde en ven at tale med. Hendes smil bredte sig en anelse og blev lidt varmere, mens hun så på Handark. Han virkede ikke som den muntre type ved første øjekast, men det var vel værd at være flink alligevel. "Godaften... Længe siden."

Lyden af den kvindelige stemme, talende til ham, fik Handark til at vænne øjnene til højre for sig. Som forventet, så han ind i et par forårsgrønne øjne. Øjne han før havde set, oplevet med forskellige følelser indblandet i deres blik. Et der ham dog var ganske genkendelig, var det blide af slagsen; det blik der ikke kun vidste sødme, men også venlighed. For sådan var Venus. En blid, og yderst venskabelig kvinde. En kvinde han havde kendt længe til, men ikke havde set i mange, mange år. Hun stammede fra den tid, hvor han var fanget i en syrealistisk verden. En verden hvor der kun fandtes godhed, og fred. Det var dengang han endnu var så dybt forelsket, som et mand overhovedet kunne blive det. Det var dengang hvor Tinuvíel levede. Dengang hvor hun kun var hans, og ingen anden.
Tankerne om fortiden fik ham kortvarigt til at forsvinde fra virkeligheden. Fik ham til at forsvinde ind i glædelige, men også formørkede tanker. Tanker, og minder. Minder han aldrig ville kunne komme til at acceptere helt.
,,Venus," hilste han, hvor han ganske let løftede sin hånd. Denne var grov, beskidt af naturen han levede i. Ganske let strøg han hende over armen, i en gengældende hilsen. ,,Ja, længesiden," et umærkeligt smil bredte sig på hans læber, dannede en ligegyldig smilerynke nær hans mundvige. Han trak hånden til sig, vidste for en tid ikke hvad han skulle sige. Der hang så mange spørgsmål på hans tunge; så mange, at han ikke vidste hvor han skulle starte. Et sted måtte han dog begynde; et simpelt, og ikke oprivende sted. ,,- Hvordan har du det?"

Ved den venskabelige berøring blev hendes smil mere naturligt og levende at se på. Hun flyttede rundt på sig selv i vindueskarmen for sidde bedre og for at kunne se mere direkte på Handark. "Tjo... nej, hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg godt have haft det bedre." Hendes blik flakkede væk fra Handark et øjeblik ud i ingenting, mens hun tænkte på om hun skulle gøre noget ved det, hvilket ville sige, om hun skulle tage sig en sludder med Morgoth. Hendes vandglas klirrede og vippede faretruende på kanten af vindueskarmen, efter Venus ubevidst havde givet det et puf. Hun Nåede lige at gribe det og sætte det på bordet i stedet. Det viste bare hvor kort tid hun havde siddet i sin egen verden, mindre end et sekund.
"Ups, hehe..." grinede hun lidt og kiggede så over på Handarks hånd. Hun strejfede i en langsom bevægelse som om, hun ville undersøge den nærmere, for så at sætte sig tilbage igen med et lille smil. "Hvad har du brugt tiden på?" De hænder havde ikke bare lige værret ude og rode i noget jord. Snavset var jo nærmest smeltet sammen mad huden, og Venus tvivlede stærkt på, at manden kunne komme til at se ren ud, lige meget hvor mange bade han tog.

Smilet der langsomt bredte sig i kvindens ansigt, havde en tydelig effekt på Handark. De blå øjne granskede ansigtet foran sig, kneb øjnene let sammen da hans mund åbnede op i et blidt tandsmil. Han fulgte hendes flyttende bevægelser, ventende på at hører hende svare ham på hans spørgsmål. Det lød, som forventet. Trods han egentlig ønskede det modsatte, var det ham ikke overraskende at hun havde det, som hun havde det. Hendes flakkende blik fik ikke hans til at forlade hende. I stedet så han blot søgende imod hendes virrende øjne, med noget der lignede en bekymret mine. Den klirrende lyd, af det faldende glas vakte hans opmærksomhed. Han rakte hånden frem, men standsede den da Venus nåede at gribe det inden det stødte imod trægulvet under dem. ,,Hellere ærlig, end uærlig – er det ikke det man siger?” han trak let på skuldrene. ,,- Men forståeligt, landet har også set bedre tider,” han vendte kort blikket over skulderen, fangede kort enkelte blikke der stirrede imod de to krystallianere. Disse ignorerede han til perfektion, og vendte atter opmærksomheden imod Venus.
Seende hvordan hendes hånd rakte imod hans, fik det svagelige smil til at falme en anelse. Han åbnede munden, ville udstøde ord, men kunne ikke. I stedet valgte han blot at svare hende på hendes spørgsmål, i stedet for at stille hende et nyt. ,,Rejse, svarede han kortfattet, med blikket hvilende imod hendes øjne. Han trak nu lidt på smilebåndet; blottede hans tænder i et venskabeligt ansigtsudtryk. ,,Men det var på tide at vænne hjem. Selvom det her ikke just ligner det hjem, jeg engang kendte,”

"Ja, her er mindre... muntert." Hun forsøgte at smile lidt og gøre et lille træk med skulderen, men forsøget på at være afslappet og glad mislykkedes. Hun kunne ikke lade være at tænke på al den ødelæggelse der foregik i Krystallandet. Meget af det skyldtes egentlig elementalerne, men i bund og grund var det alt sammen Mørkets skyld. Hun brød sig virkelig ikke om den tanke. Hun vidste det godt, men hun ville ikke være ved, at de .... virkede hjerteløse. Det sled ufatteligt på hendes humør. Hun var stadig i stand til at smile, som hun plejede, men det var blevet sværere. Smilet falmede, men forsvandt ikke helt. Hun fnøs med et meget lille smil og så en smule træt på Handark. "Måske skulle du være blevet væk."
Damen var ikke sig selv, det var helt tydeligt. De grønne øjne flakkede lidt rundt i lokalet for at blive opdateret. Der var komme nye til, og nogen var gået, og stemningen var rundt regnet den samme. "Men her er der ikke sket så forfærdeligt meget." Hun mente herinde. Det var rart at vide, at kroen kunne holde til det.

Pytro sad hujende med to følgesvende og sang lystigt, højt og noget snalret af mjød, som de hver især har stående foran sig. En mere skandaløst påklædt kvinde med noget fyldige former, hvis ikke lidt for meget på hofterne, sad på bordet og sang med, blot for hyggen og flirtens skyld. Enten var det bare en drikkende kvinde som hyggede sig, eller også var det en "frøken" som de har skaffet med på mandeturen.
Flokken var den mest støjende i hele kroen på denne aften, men gav nu en dejlig atmosfære af en rigtig kro. Det var tydeligt at Pytro kunne sit stads når det kom til hygge i en kro, for ikke mindst at drikke så det gjorde noget!

Han var den som sang for og højst af dem alle, imens at han trampede og slog, så der kom en voldsom rytme med i druksangen, som i sig selv, var mere skandaløs en kvindens påklædning. Og vi snakker altså kavalergangsnit i den pjuske skjorte så den nærmest nåede livet på hende, og så slet ikke at glemme hendes skørt som havde et snit langs siden så hendes ben stak frem.
Pytro udbrød så at han ville hente en omgang mjød mere og at de blot skulle synge videre. Det gjorde han så og gik på til baren med sit tykke krus af metal.
Også lidt til hans udseende, så har han ikke nogen kappe på, så han ligner i stor stil det på signatur billedet.

Det havde været en meget lang dag for Koda, alt hvad hun nu havde brug for var et hvil. Først havde hun brugt syv timer på at grave efter en skat, i nærheden af nogle ruiner, placeringen burde havde været der men det viste sig at Kodas beregninger var forkert og det havde vært spil af tid. Der ud over var hun blevet snydt af en op køber der ville have en gammel dagger af hende, og hun var gået med til en alt for lav pris.
Nu havde hun fundet frem til kroen hvor hun gik direkte op imod disken og ville bestilte et krus øl. Det var sjovt som hun var faldet for denne drikkelse. Første gang Koda havde smagt øl var kun 5 år siden hvor hun fik et af sin læremester. Det krus slog hende med det samme nærmest helt ud men smagen var simpelt hen så god på en bitter måde. Nu var der ikke noget bedere end et is koldt glas øl efter en lang dag og det var lige hvad Koda ville havde, hvis det ikke var fordi der stod en masse mennesker i vejen. Det fleste var høje mænd, og Koda var jo ikke lige af sig selv den største i verden så hun prøvede at møve sig frem i mængden og skubbede lidt meget til en mand (Pytro) for at komme til.

"Kan jeg bede om noget øl her" fik Koda frem råbt imens hun maste sig frem. Ja kø kultur var også end af de ting Koda havde svært ved at forstå, oppe på bjerget var det først til mølle der galdt.

Pytro stod blot ved disken, i sine skyggende elver højde på lidt over to meter, imens han ventede på at kro-mutter skulle blive færdig med at fylde hans store krus med mjød op igen. Han lo lidt for sig selv over at hans følgesvende alligevel stoppede med at synge da han gik. Det var et godt boost af egoisme overfor sig selv, at han lavede så meget stemning at det bare døde når han forlod. Han havde en del albueplads hvor han stod, da hans lidt dæmonisk-udseende arme og ben så ud til at kunne stikke en person ned eller skabe en seriøs forbrænding bare ved berøring.

Det skulle hurtigt blive testet om man kunne brande sig på disse arme, idet at Koda masser sig igennem mængden og ind i Pytro. Det er svært at sige, da hun trods alt er en is magiker, så om hun vil brande sig eller om det bare ville syde lidt, var op til Kodas reaktion på det.
Pytro til gengæld kiggede bare ned på kvinden og fik så et skævt øjenbryn til at løfte sig. Han fik dog et grin på læben over hvor ivrig hun var efter en øl og gav så en gestus til kro-mutter da hun endelig kom med hans krus. "Bare sæt den på mig, mutsen." sagde han til kro-mutter, med et kælenavn som var de i familie eller at han bare var her utrolig tit. Hun nikkede selvfølgelig bare og begyndte at skænke op til Koda.

Koda havde ærligtalt ikke lagt mærke til noget brænde hende særligt meget, men hun holdt ærligtalt også sin kro kold til hver en tid, en slags indre termostat, når noget blev varmere kølede det hende automatisk ned igen hurtigt. Det var en slags automatisk ting hun bare gjorde da intet var som kulden oppe på krystal bjerget. Men noget sveg godt på armen pludseligt og Koda betragtede sin arm for at se om der var noget rødt på armen og ganske rigtigt det var hun, hvad havde hun nu lavet. Hun betagtede lidt Pytro og tænkte om hun havde brændt sig på ham, hvilket kunne være meget logisk som han så ud. Det var jo entelig ikke noget hun kunne beklage sig over på nogen måde da hun selv var ude om det, men sagde ikke mere til det.
Overrasket blev Koda dog da hun åbenbart fik en øl gratisk af Pytro, lidt forbløffet betragtede hun ham.
"Mange tak skal de have" sagde Koda og havde aldrig noget imod gratis øl, det var bestemt ikke noget man skulle klage over og slet ikke som priserne var steget.
Dog kom der lidt en mistanke om manden foran hende var ude på noget perverst eller han blot var venlig, på en måde lignede han ikke lige den venlige type, men udseende kunne jo ikke vise hvad der var inde i. Men sjovt nok minnede han Koda meget om de 3 mænd hun havde mødt et par dage for inden ude i skoven med den der sjove alf Jes. Men hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor, måske bare på grund af påklædningen eller det hun havde brændt sig på ham, hvis det overhoved var det eller ikke blot en eller anden form for udslæt hun havde fået.