At blive pakket op af Dorians liflige hænder var en eksklusiv oplevelse. Én Robin ikke havde forestillet sig, da han første gang mødte den velklædte, veltalende diplomat. Men her lå han nu. Blandt støvede pergamenter og gamle bøger, afdøde forfattere som deres eneste vidner til Sharas forførende ilddans.
Som konstruerede Dorian en gud under sig - med tilbedende berøringer og blikke, der kunne få en mand som Robin til at rødme - valgte han, at sænke sig mere og mere ned i den andens magt. Tilfreds, dog langt fra mættet.

Hvor var det heldigt, for dem begge, at det netop var her Dorian valgte at træde ind denne nat. En skam, at der næppe ville komme flere af dem. Men for nu...
Lod han sig brændemærke af sin mørke prins' silkebløde tortur. 

Robin nikkede svagt. Varmede sig ved det legesyge smil der viste de skarpe tænder – lod sig fange af en nysgerrig tanke; hvad der mon gjorde dem så spidse. Men før han nåede videre med den, stjal noget andet hans opmærksomhed. Noget bedre. 
Hårene på maven rejste sig, musklerne trak sig i et kort, kildrende gys, før kroppen fandt rytmen i de fjerlette fornemmelser den bløde næse efterlod på vejen. Han lagde armen under hovedet. Gjorde det lettere at betragte hvordan de lyse, bølgede lokker gled længere ned ad ham. 
Dorian mindede ham om en tilbeder foran sit alter. Og i dette tilfælde, ville Shara forhåbentlig tilgive, at i nat var det Robin, og ikke hende, han gav sin hengivenhed til. 
"Mh... Dorian.." sukkede han lavt. Blikket fulgte ham gennem tunge vipper, mens hånden endelig fandt sit mål. Læberne skiltes i et lydløst åndedrag. 

"Måske..." han sank. Skød hoften utålmodigt frem, bevidst; for at mærke mere til håndens vægt, "er det en teori du har lyst til at teste?" Øjnene glimtede udfordrende, småfarligt ved tanken. Og så gik de hurtige fingre i gang med at åbne mere. Et øjeblik dvælede hans blik ved hænderne - ved det, der skete - før det gled mod døren. Der var ikke mange gode undskyldninger han kunne finde på, hvis de blev opdaget sådan her. 

Den anden fik da lagt sig godt til rette. Hovedet under armen, et farligt, alt for kønt smil, og fantastisk blottet for det sultne glimt i Dorians sorte øjne. De kiggede op, imens han gled nedad - det var en skyldig fornøjelse, at se hvad han kunne få frem af reaktioner. Og følte et dæmpet stød af lyst, da Robins blik låste sig i hans, med sukkersøde suk som kaldte hans navn. 
Det kunne han godt gøre flere gange. 

Utålmodigt, ikke bange for at lade det vise. Det fik en dæmpet klukken listet over halvdæmonens læber, som sagtens forstod en hentydning, et mere fast skub tilbage i skridtet. "Selvfølgelig.." og han fik med fingersnilde hurtigt åbnet op for de stramme bukser. ".. især når det er med dig"
Burde han holde ham på pinebænken? Sikkert. Det ville se bedst ud, så man det udefra; det ville sætte ham i et pænere lys og fodre det simrende ego. Men spørgsmålet var nok mere om han kunne. Fordi det var svært at holde igen. 
Og intet i ham - ikke engang det korte blik imod døren - gav ham lyst til at være diskret med sit begær efter mennesket, og Dorian løftede et ubekymret bryn. Hvad der skete, måtte ske, han havde allerede overgivet sig til steppebrandens bankende varme. Og ønskede, higede næsten efter, at blive forbrændt under den andens røde sol. 

Imens han trak ned i bukserne - forsøgte at få dem møvet nedover røven, så han kunne få noget reel plads at arbejde på - kælede han fjerlet for den utålmodige rejsning. Forsigtigt, for at få størrelsen med, og fjerlet blidt, bare for at være irriterende. Dansede sin dans om den varme grød - lidt kunne han alligevel holde sig i skindet. 
Men der skulle ikke mange lyde eller opfordringer til, førhen Dorian med et tilfreds prust endelig lod sig overgive 'overtale', og pakket hans stive jeg frem. Lagde de fyldige læber imod spidsen, og med en forventingsfuld brummen, lod sig sænke langsomt ned i det krævende skød. 

"Sikke en ære..." Ordene gled ud i et lavt suk, båret af et mageligt, næsten selvtilfredst smil på de hævede, stadig varme læber.  Der var ingen tøven at spore hos Dorian. De fintformede bryn løftede sig en anelse, som om alt andet i rummet var blevet irrelevant - reduceret til støj, eller en eftertanke - mens hans opmærksomhed samlede sig om én ting. At afklæde Robin. Med et let løft hævede han sig fra sofaen, mærkede trækket i bukserne, og hjalp til, utålmodigt, næsten rastløst, da stoffet blev skubbet væk. Gåsehuden rejste sig langs lårene fra temperaturskiftene, et sitrende gys fulgte efter, mens Dorians varme ånde gled hen over huden, og blev hængende.

En varm, fokuseret sky af hede fasttømrede sig af de fjerlette berøringer, en susen over sensitiv hud der fik ham til at spænde i forventning. Robin kneb øjnene sammen et øjeblik, læberne skiltes lydløst, mens han betragtede de elegante hænder bejle ham. Udforskede og undersøgte størrelsen. Dorian trak tiden... det skarn, og Robin kunne høre lyden af sit eget åndedræt overdøve trangen i sit eget kød. 
"Kan du lide hvad du ser?" siden han tog sin tid med at kigge, jo. Spørgsmålet gled ud med en kant af noget drilsk, noget udfordrende og han løftede brynet en anelse, som om han ikke helt var tilfreds med tempoet; men lod det ske alligevel.
Et lille rul med hofterne sagde resten, gør noget, kom igang, og han prustede tungt ud af næsen - ved at gå til - eksplodere af lyst og utålmodighed, nu hvor den andens mund var så tæt på.  

Luften blev trukket skarpt ind gennem tænderne. Våde, sensuelle bløde læber omsluttede ham. Endelig. 
Fornemmelsen ramte ham i et ryk, sendte gnister til hjernen der fik blikket til at flimre kort, ukontrolleret. Han følte Dorians brummen glide gennem kroppen, som små eksplosioner der fik benene til at dirre. 
"Dorian..." navnet faldt tungere nu. Hånden fandt vej til det pjuskede hår, greb, men uden at styre endnu. Øjnene gled i. For at mærke det bedre. For at give slip... bare lidt.