Ecaeriss gav op på at få døren op, og endte med at sætte sig på sengen og bakse sengetæppet op over sine ben. Alt var besværligt med sammenbundne hænder. Hun gik i gang med at bide i læderet for at få løsnet det. Flere gange måtte hun tage en pause for at give håndleddene et hvil fra den skarpe bæltekant. Endelig gav knuden sig, og hun kunne ryste bæltet af sig. Med et lettet suk smed hun bæltet fra sig og gned sine ømme håndled. 
    Hun så sig om i værelset, men orkede ikke at tænke mere lige nu. Orkede hverken at prøve at bruge mere magi eller finde på en løsning til at komme ud. Så i stedet løsnede hun håret fra den stramme opsætning, viklede hun sin kolde krop ind i sengetæppet og lagde sig ned.

    Elverkvinden var stadig i dyb søvn, da Henry kom tilbage ind i rummet. Tæppet dækkede hele hendes krop, så kun hovedet tittede op over og det sorte hår flød ud over sengen. Nu hvor det var løst, dækkede det sengen næsten som et lag tjære i kontrast til sengens farvede linned. Ansigtet var lagt i rolige folder, så heksen fra skovbrynet næsten bare lignede enhver anden elverkvinde. Hvis hun dog blot var så blid i vågen tilstand.

Bakken som Henry havde med ind i rummet var fyldt med et overdådigt måltid, med kød og grøntsager. Ecaeriss skulle selvfølgelig havde det samme, som han spiste. På gården spiste de altid fint og kokken han havde ansat, var en af de bedste af slagsen, efter hans egen mening.  Elverkvinden sov som han trådte indenfor, Henry havde været usikker på om han kunne finde søvnen efter det han havde udsat hende for. Det bløde tæppe lå pænt om hendes nøgne krop, og det lignede umildbart der hvor han stod fra, at hun havde fået bæltet op. Så skulle han ikke bekymre sig om at fjerne det.
Henry bevægede sig langsomt ind i rummet og satte bakken på det lille bord ved siden af sengen. Hun skulle nok komme til kræfter igen, ved at få lidt mad indenbords.
Henry havde haft fat i pergamenter og bøger, for at læse mere op på området historier, de små landsbyer som havde lagt i området og ikke mindst om der ville stå noget omkring heksen, som lige nu lå og sov i hans velkendte seng. 
Tilfredsheden havde ramt ham som han kom længere i bøgerne, for de fortalte ham mere omkring denne skikkelse som levede i skoven omkring gården og de små landsbyer, og dermed også fået et navn på den elverkvinden.
"Ecaeriss.." Kom det brummende fra ham, som han stod ved siden af sengen, "Jeg har mad og drikke med til dig. Kom op og få noget at spise" Forsatte han roligt, som hans blik hvilede på kvindens ansigt og det sorte hår, som lå spredt ud over sengen.

    Ham rør du ikke!
    Ecaeriss vågnede med et spjæt og flagrende arme og ben, der blev fanget i sengetæppet, der pludselig virkede som en angribende modstander. Hendes hjerteslag var steget til noget nær det dobbelte og hun så sig forvildet rundt med udspilede pupiler og sved på panden.
    Han er min datters far.
    Der var for meget information at fatte for Ecaeriss i de fem ord. Yume havde en datter? Yume havde en datter, hvis fædrende ophav var et menneske, og ikke blot et hvilket som helst menneske, men netop det menneske, der stod foran Eca lige nu og havde udnyttet hendes krop denne aften. Derudover betød det, at Yume havde født et halvblodsbarn. Yume'Ave Risindier, der gik så forbandet meget op i at holde blodet rent og skabe den bedste slægtslinje og den stærkeste magi. Eller, det var i hvert fald den Yume, Eca kendte.
    Hendes blik gled op på Henry. Kunne han have taget Yume mod sin vilje også? Nej, så ville reaktionen have været anderledes. Så ville hun have hjulpet Eca og ikke blot afskrevet hende til sin egen skæbne med ord om, at hun ikke måtte røre manden. Røre kunne betyde så mange ting, men nu hvor den intime fortolkning var overskredet, kunne det næsten kun betyde de morderiske planer, Eca oprindeligt havde haft. Så Yume havde haft villig omgang med Henry og... og Yume havde en datter?!
    Eca vidste ikke, om hun skulle føle sig forrådt, ført bag lyset eller løjet for. De skulle forestille at være venner. I hvert fald før, Eca selv havde trukket sig væk i troen om, at selv Yume ikke kunne holde sig fra at hade hende efter det, hun havde gjort. Alligevel kom det bag på hende, at Yume ikke havde fortalt hende om en datter. Var det ikke sådan noget man fortalte hinanden? På den anden side havde Eca heller ikke fortalt Yume særligt meget de seneste årtier eller ti.
    Uden et ord greb hun ud efter vandglasset på bakken, Henry holdt, og tømte det i ét langt drag. Hvis ikke sexen havde efterladt hende tørstende, havde denne drøm gjort arbejdet i stedet. Hun var søgt ud for at finde hjælp og havde fundet det komplet modsatte. Hendes tanker forsøgte at vende og dreje det til sin fordel. Finde noget, der gjorde, at denne information var noget, hun kunne bruge mod Henry, men hun fandt intet. Kendte han ikke til datteren, ville hendes kort være spillet, så snart hun sagde det, og kendte han til hende, var der intet at komme efter. I alle tilfælde så Eca stadig sig selv være låst inde og frarøvet sin magi.
    For nu sendte hun Henry et trodsigt blik og trak tæppet op foran sit bryst, mens hun stadig prøvede at finde hoved og hale i sine tanker.

De spjættende og flagrende arme og ben, virkede helt febrilske og Henry havde åbenbart hevet hende ud af en drøm, som muligvis ikke var noget han selv havde prøvet lignende. Hvad der lå bag denne drøm kunne han kun gisne om, han havde ingen mulighed for at drive ind i  hendes tanker og se hvad der spillede for hende derinde, havde han over hovedet lyst til det? 
Teksterne havde alligevel fortalt meget om hende og hendes person, og lige nu følte han at han havde et værdifuldt emne i hans soveværelse og det ville være dumt ikke at spille det til egen fordel og dermed få noget som de begge kunne bruge på den ene eller anden måde. 
På den anden side så havde hun i en længere periode ødelagt hans arbjede, ødelagt hans medarbjeder og ikke mindst angrebet ham selv og at han nu stadigvæk havde magten i hånden, kunne han ikke bare slippe og dermed lade hende gå. Han følte stadigvæk hun stod i gæld til ham, hun havde forsøgt at dræbe ham, hun havde stadigvæk mere at bøde for. 
Blikket lå hele tiden hvilende på Ecaeriss, som hun langsomt kom til sig selv, både for at følge hende, men også så hun ikke kunne overraske ham på nogen måder. Han så hvordan hun panisk rakte ud efter vandglasset på bakken og drak indholdet, i en fart som han ikke kunne huske før at have set. Han løftede karaflen og fyldte glasset endnu engang, hvis hun ønskede mere.
Det trodsige blik sagde alt som han stadigvæk ønskede, han havde stadigvæk magten og lige nu havde han ikke lyst til at slippe den. 
"Få dig noget mad og noget søvn, vi skal gerne have kræfterne tilbage til dig ikke?" Kom det roligt fra ham, som han langsomt trak sig fra sengen. "Vi ses senere, Ecaeriss" Lød det fra ham, inden han åbnede døren for at forlade soveværelset igen. Nu kunne hun komme sig, og så ville han læse lidt mere om hende, inden han ville besøge hende igen.

Timerne gik og natten begyndte langsomt at falde på. Henry havde fortabt sig i bøgerne om hans omegn og informationer omkring hende, for bedre at få en forståelse for hende.
Olielampen lyste stadigvæk stærkt og han havde af og til hældt mere olie på, for at holde ilden i live.
Henry klappede bogen sammen og rejste sig fra skrivebordet, hvor Eca tidligere havde gjort sig til.
Han bevægede sig ud af rummet, ned i hans lille Atelier og fandt to reb, inden han forsatte tilbage mod soveværelset.
Han åbnede døren langsomt, og fandt endnu engang elver kvinden sovende i hans egen seng.
Om han kunne gøre dette uden af vække hende, var han ikke klar over, som han nærmede sig sengen. Hun havde selv sørget for at slippe fra af bæltet, så den byrde havde han ikke, da han trak den ene arm ud fra tæppet af og bandt det ene reb om hånden og den anden ende rundt om sengestoplen, inden han forsatte til den anden side.

    Der var det igen. Hendes navn. Han havde ikke brugt det før, og nu lagde han ekstra tryk på det. Glimtet i hans øje fortalte hende, at han tog det som en sejr blot at sige ordet. Hvor havde han fået det fra? Havde han kendt til det hele tiden, nu hvor hun vidste, at han også havde en forbindelse til Yume? Så ville han vel have brugt det mod hende tidligere. Eca endte med at sidde fastlåst i tanker, mens han forlod kammeret igen. Låsen klikkede efter ham. Duften fra bakken med mad fik hendes mund til at løbe i vand, og efter et par minutters modstand, gav hun efter og kastede sig over den. 
    Maden var virkelig god. Som i virkelig god. Ecaeriss lavede mad selv derhjemme og var ikke dårlig til det, men hun havde ikke råvarer fra hele landet til rådighed, og hun havde ikke det største udvalg af krydderier. På mange måder var hun vant til at leve et ganske simpelt liv med simpel mad, simple dagligdagsopgaver og simple omgivelser. Maden her var alt andet end simpel, og den efterlod hendes smagsløg skrigende efter mere.
    Mørket havde sænket sig over gården, og Eca anede ikke, hvad tid på natten, der efterhånden var. Hun trak tæppet op omkring skuldrene og gik hen til vinduet for at se, om der var den mindste indikation på noget. Alt hun kunne se, var vagter, der patruljerede i fakkelskær mellem gårdens længe og skoven. Hun skuttede sig og vente sig tilbage mod værelset. Der var ingen lyskilde herinde (sikkert så hun ikke havde mulighed for at sætte ild til noget), så hun kunne kun ane aftegningerne af væggens malerier. I det store spejl kunne hun lige tyde sin egen tæppeindsvøbte figur. Tanken om at ødelægge et eller andet strejfede hende, men blev ikke hængende.
    I sidste ende gik Eca i seng igen. Denne gang blev det til en drømmeløs søvn. Modsat Yume havde hun et valg. Ikke at tage tilbage til Yume i drømmeverdenen igen var lidt mere af et bevidst valg, end hun egentlig ville indrømme. Nok havde hun uendeligt mange spørgsmål til hende om denne datter, hun ikke kendte noget til, men tonen i Yumes stemme under deres sidste møde, hold hende fra at opsøge hende igen. Nogle af de ting, hun havde sagt, sad fast i Ecas sjæl. 
    Er din stolthed så ødelagt nu? 
    Hvad får dig til at ønske død og ødelæggelse?
    Spørgsmål, der prikkede til den del af hendes indre, som hun forsøgte at holde nede og fortrænge med ensomhedens viljestyrke. Drømmeløs søvn var et nemmere valg end at møde Yumes fordømmende og medlidende blik en gang til.

    Eca vågnede til følelsen af kulde mod sin arm. Søvndrukkent mumlede hun nogle uforståelige lyde og rakte ud efter tæppet, som måtte være faldet af, men armen kom ingen steder. I stedet blev hun opmærksom på en ring af restriktion om håndleddet om den arm, hun havde forsøgt at bruge, mens en varm hånd holdt om hendes andet håndled. Det gjorde hende straks lysvågen. Hun hev i begge arme og det flakkende blik fandt Henrys ansigt, som henlå i mørke skygger i det uoplyste rum.
    "Hvad har du gang i?! " udbrød hun. "Stop øjeblikkeligt!" 
    Hun sparkede efter ham med det ene ben, men fik mest bare kastet tæppet hen mod ham. Hans hånd lå stadig solidt om hendes håndled, og hun fortsatte med at forsøge at hive hånden til sig. I ren instinkt forsøgte hun også at hidkalde sin magi, men igen blev chakraen suget direkte ud af hende sammen med et anstrengt støn.

Mørket omsvøbte ham hurtigt som han trådte ind i rummet, og lukkede døren indtil soveværelset, bag ham. Det eneste som lyste værelset op, var nu månens sparsomme lys, som brød med mørket som natten skabte.
Man kunne lige ane billederne på væggene, sengen op ad væggen og den flotte kvinde som lå i sengen under det mørke tæppe og nærmest forsvandt. 
Han lagde slet ikke mærke til om maden var spist, men forsatte ufortrødent med det han havde sat sig selv med mål. At vække hende på denne måde, ville uden tvivl overraske hende og forhåbentlig gøre hende mere utryg i hans selskab.
Det var først da han tog fat i hendes arm, og mærkede den bløde hud mod hans mere rug af slagsen. Da hun så hans ansigt, gik det lige pludselig hurtige med at få spændt den anden arm fast til sengen. Hun kæmpede panisk, hvilket fik ham til at være voldsommere i sine handlinger og lige nu handlede det om at skabe og genvinde magten over hende.
"Jeg gør dig klar til anden omgang" Svarede han ærligt og kiggede ned på hende, med et kækt smil, "Det ved vi begge to ikke kommer til at ske" Forsatte han roligt.
Måske skulle han havde fundet reb til benene også, så hun ville ligge som et X på sengen, eftersom at benene nu skrællede utroligt. 
Henry greb hende ene ben og lagde hånden om hendes ankel, og kiggede op på hende, inden han slap benet igen. 
Denne gang var Henry blot iført en kåbe og han lod denne glide af hans krop og afslørede hans nøgne krop endnu engang, som han stod ved siden af sengen og hende. Han bevægede sig langt nok op ad sengens side, så han var ude af benenes rækkevide, inden han kravlede op i sengen og satte sig på tværs af hende, lige over livet.
I en lænende bevægelse nærmede han sig hende, tog fat om hendes kæbe, "Vi er enige om at vi ikke leger sådan?" Kom det skarpt og hårdt fra ham, som han tvang hendes ansigt imod ham. 

    Hænderne knyttedes og sled i rebene, mens han gik rundt om sengen. Ecaeriss' vejrtrækning var blevet hurtigere og hun rynkede næsen ad hans ord.
    "Anden omgang?" sagde hun og havde svært ved at holde sin forurettede tone fri for uro. "Vi kom til... Vi kom til enighed før, og det var dét!"
    Det var mest ham, der var kommet til enighed med hende, selvom forslaget havdet været hendes til at begynde med. Hun fulgte ham med blikket, mens han lod kåben falde til gulvet, og forbandede sin underbevidsthed langt væk, da hendes blik gled ned over hans krop. Hun ville meget hellere være enten ligeglad eller græmmes. Hun havde aldrig selv været som Yume og gået op i en ren blodlinje og slægstræ. Hun havde aldrig valgt sine partnere ud fra et skovelvisk skønhedsideal. Det ville hun nu næsten ønske, hun havde, bare så hun ikke tændte på hans krop og de minder om tidligere, den bragte op i hende. 
    Hun sank en klump og prøvede at synke liderligheden med den. Det var ligesom den lækre mad. Kroppen havde fået smagen af noget godt og den ville have mere af det gode.
    Da han tog fat om hendes hage, gik det direkte i bukserne på hende, også selvom hun ikke havde nogen på. Kroppen gav et ufrivilligt gys fra sig såvel som et skippet åndedræt.
    "Jeg leger ikke," snerrede hun besværet ud mellem sammenbidte tænder. "Så snart jeg får min magi igen...!"
    Hun nåede ikke længere med sin trussel, før han drejede hendes ansigt mod sit underliv, og hun pressede læberne sammen og sendte ham et blik, der indkapslede de resterende ord, hun ikke havde fået lov at sige.

Elverkvinden hev og sled panisk i rebene, som hendes hånd knyttede sig der hvor de kunne få fat. Hun havde uden tvivl ikke regnet med at vågne på denne måde, hvilket kun var noget som gjorde ham glad indeni. Han nød at overraske hende og at lade hende vide at hun ikke vidste hvornår hun kunne få den ro, som hun måske meget gerne ville have.
"Gjorde vi det?" Spurgte han kækt, som han kiggede ned og fandt hendes øjne, "Men jeg ved at du nyder det her.. Måske ikke lige så meget som mig, men din krop skriger på det" Han lod sin hånd glide ned ad hendes mave og mærkede hendes hud. 
Henry lagde mærke til hvordan hun kiggede på ham, da kåben faldt til jorden og bekræftede hende i, at hendes krop nød det her. Ellers havde hendes øjne ikke lagt ham på den måde. Han nød det til fulde, at have den effekt på hende, selvom at hun hadede ham som hun gjorde. 
Han havde skabt en smag og et behov for sin egen krop, hvilket var den største grund til at han nu var i rummet igen, og kunne smage på denne kvinde. Dette skulle også føles som en straf for hende, og det at han holdt hende fra at komme ud og lade hende fjerne fra omverden og blot vide at han kunne bruge hende som han ville, håbede han var nok.
Beslutsomt satte han sig henover hende og tog kontrollen fra hende, efter at benene havde spjættet og sprallet imod ham, for at kæmpe imod på en eller anden måde.
Benene lå på hver side af hende og han sad relativt langt oppe på hendes krop, småt hævet fra hende, så han ikke ville presse hendes krop alt for meget. 
Henrys hånd lå skarpt om hende kæbe som han klemte og ville give ham en lærestreg, "Det er glæder mig at høre. Så forventer jeg også at du holder dig til reglerne, ikke?" Lød hans svar på hendes kommentar.
Lige nu gad han ikke at høre mere på hende, så hovedet blev drejet imod ham og med det samme lukkede hendes læber i som en østers. Hun vidste hvad der skulle ske. Han pressede mere på mod hendes kinder for at lukke op for hendes læber, og langsomt blev hun nød til at lade dem skilles og han kunne glide sig ind mellem dem. Blodet pumpede rundt i hans krop, og selvom at han endnu ikke havde nået sin fulde størelse, så kom det hurtigt da han mærkede hendes tunge lege mod hans hoved, "Jeg ved du nyder det her.." Stønnede han svagt.

    Reglerne? Pft, om Ecaeriss havde tænkt sig at holde sig til et menneskes regler! Så hellere...
    Han tvang sig ind i hendes mund, og hun kunne ikke stå imod mere. Hun kom med et halvkvalt støn og trykkede hovedet bagud, men det kan kun ham mulighed for at trykke sig helt i bund. Hun mærkede ham vokse i sin mund, og hun mærkede til sin store fortrydelse, hvordan hun selv reagerede på det. Et langtrukkent "Mmnh," undslap hende, og mens han trak sig ud og ind i munden på hende, begyndte hendes tunge at følge hans form og smage på hans væsker. Hendes savl dækkede hurtigt det hele af ham og noget af det blev også presset ud ad mundvigen og gled ned ad hendes hage. Så snart han kommenterede på hendes nydelse af det, gjorde hun en aktiv indsats for at holde tungen i ro, selvom det var forbandet svært.
    Hænderne kradsede mod rebet, der holdt armene fastspændt til sengestolperne, og den ene endte med at sno sig om rebet og holde fast i det, mens han udnyttede hendes mund. Hendes åndedræt kom kun gennem næsen, når hun ikke stønnede gennem munden ud mod hans lem. Pokkers, hvor føltes det godt. Hun kunne mærke, hvordan hun selv var begyndt at blive våd, og hun trak benene sammen, hvilket kun fik gjort det endnu mere tydeligt for hende selv, hvor meget hun kunne lide at blive taget i denne bundne position.

På trods af at Henry måtte arbejde lidt med hende og ligge lidt pres mod hendes kinder, så gik det legende let med at føre ham ind mellem de røde læber. Han smilede som det halvkvalte støn kom ud mellem læberne og ham, og mærkede hvordan han stødt og hurtigt voskede i munden på ham. En følelse som han nemt kunne vænne sig til.
Med ham liggende mellem hendes læber, løftede han hende hoved og skuldre op fra madrassen og skubbede puder ind under hende, så hun ville blilve hævet og han kunne bruges hendes mund, langt nemmere.
Han gled nemt ind og ud af hendes mund, mærkede hvordan hendes tunge legede med hans form og han kunne glide i bund. Lige nu havde hun det let, og han følte dårligt nok han var kommet i gang, heller ikke selvom at hendes gagreflekser af og til måtte i brug. 
Hans tempo var langsomt, mens hans glidende bevægelser var hårde. Han lå utrolig godt i hendes mund, og den måde hendes savl hurtigt lagde sig om ham og ikke mindst bevægede sig ned ad hendes hage.
Det var en trodsig beslutning som hun tog da hun stoppede legen med hendes tunge imod ham, så Henry lod sin ene hånd ligge sig oven på hendes hovede og snoede det sorte hår rundt om hans hånd. Han kunne hermed holde hendes hoved i ro, og dermed bevæge sine hofter i et højere og vildere tempo. Han stønnede dybt, som han nu bevægede sig i en ny fart og pressede sig flere gange mod hendes bund.

    Ecaeriss' støn blev mere rytmiske i takt med hans stød, og hun måtte lukke øjnene og fokusere på sin vejrtrækning, som skulle passes ind mellem hans dybdegående ryk. Armene spændtes og kroppen pressede sig op mod ham i anstregnelse. Hans lukkede hånd i hendes hår fik hårrødderne til at råbe op, men der var intet at gøre ved det. Der var ikke andet at gøre end at ligge stille og tage hans behandling af hende. 
    Hendes knæ trak sig op, mens tæerne krøllede sig sammen i sengen under hende. Hun havde mistet al kontrol i det øjeblik. Bundet, holdt fast og med hans lem i munden var der absolut intet tilbage hun kunne gøre. Det havde det sådan set heller ikke været da han første gang tog hende, men det her cementerede det yderligere. Magtesløsheden. Overmandelsen. Hun lod sig selv falde ind i det; nyde det, selvom det var voldsomt.
    Da han endelig trak sig ud, hev Ecaeriss dybt efter vejret og lange tråde af spyt hang fra ham til hendes læber. Hendes blik var lettere fraværende, mens armene slappede af igen og ikke længere hev og sled i rebene.

Lige nu var Henry i fokus, det var ham det handlede om. Det havde det så vidt gjort hele dagen, men lige nu var det voldsommere. Han havde ingen hæmninger som hun var spændt ud i sengen, og han maltrakterede hendes mund, som han hofter bevægede sig hårdt imod hende, frem og tilbage. 
Bag ham blev hendes ben mere urolige, de trak sig sammen og strak sig ud. Uden tvivl en blanding af nydelse og anstrengelse, som fik hende til dette. 
Håret sad stramt om hans hånd som han bevægede hendes hoved og sine egne hofter i en rytme, som fjerne alt kontrol fra hende og han havde styringen.
Hendes vejrtrækning var tung og det var kun en gang i mellem han gav hende lov til at få vejret, som hun kæmpede for det. Hendes savl sad tykt om ham og som han trak sig ud han lange tråde fra ham til hende, et enormt pirrende syn. "Du kan jo lide det, kan du ikke?" Han tog fat om hendes kæmpe, som uden tvivl var øm efter hendes behandling, og mærkede hvordan savlen satte sig om hans fingre, "Fortæl mig du kan lide det" Kommanderede han. For han vidste, at hun nød det. 
Henry rettede sig op, rykkede sig lidt tilbage og lod sin hånd glide tilbage og lagde den mod hendes underliv og lod en finger glide ind mellem hendes varme og våde læber, "Mmhn, det fortæller jo alt"
Henry rykkede sig tilbage og satte sig ind mellem hendes ben. Han tog fat i hendes lem, hvilket var stift og blodrusende og savlet fra hendes mund stadigvæk omkring ham. Han skubbede sig tættere ind mellem hende, lod hovedet glide ind mellem hende læberne, uden at trække ind i hende, men blot for den pirrende fornemmelse, "Sig du vil have mig!" 

    Ved hans første kommando, hostede hun bare, mens hun stadig hev efter vejret. Så snart han slap hendes hage, vendte hun hovedet til siden  og svajede i ryggen for at udligne følelsen af at være blevet presset ned i sengen. Igen hev hun kort i rebene, men denne gang mere for at hive sig selv højere op på de puder, han havde presset ind under det øverste af hendes ryg. 
    Hun forsøgte at ignorere hans ord. Ignorere at det var så tydeligt, at hun nød det her udover alle grænser. Hun var også lykkedes med det, var hans fingre ikke gledet ind mellem hendes læber for at blive gennemblødte. Hun udstødte et længselsfuldt støn, da berøringen sendte en sitren op gennem hendes krop.
    "Hnng," stønnede hun sammenbidt, da han pirrede hende med spidsen af sig selv. En lille gnist af modstand fik hende til at rykke hofterne til siden og trække luft ind til et modsvar. "Jeg vil have dig ... til at binde mig op."
    Det sidste blev sagt mens hun krængede overlæben tilbage og sendte ham et udfordrende blik. Men ikke den slags udfordring, hvor hun ville vise ham, hvad århundreders erfaring i sengen lærte en, nej hendes udfordring var stadig den samme, selvpræserverende én af slagsen, udover at en smule af mordtankerne var forduftet. Den slags udfordring, der ville komme ham til gode, lå ikke ligefrem som førsteprioritet hos Eca, for selvom hun var gammel, havde hun ikke ligget med særligt mange generelt. Sådan var det, når folk frygtede en for meget til at blive intime.

Hun forsøgte stadigvæk at få vejret, efter hans voldsomme behandling af hende og derfor hørte hun måske ikke hans første ord, som blev sendt imod hende. Der skulle nok være masser af tidspunkter, hvor han ville kunne fremtvinge de ord fra hende, som han meget gerne ville høre. Han ville have at hun indrømmede at hun nød dette her, for Ecaeriss nød det, det var der ingen tvivl om. Da han lod fingerne blive gennemblødt af den korte bevægelse mellem hendes nedre læber. Det føltes fantastisk at mærke denne lyst hos en kvinde, som virkelig agtede at dræbe en.
Hans blik lå på hende, som hun rettede sig i sengen, skubbede sig længere op, for uden tvivl at få et bedre overblik over hvad der skete og hvad han udsatte hende for. Det længselsfulde og dybe støn, gjorde det bestemt ikke meget værre.
Hun reagerede på de pirrende bevægesler som han satte imod hende, men hendes ord var ikke de som han ønskede at høre og den trodsige personlighed lå stadigvæk i hende. "Så må vi se hvor længe du kan holde det her ud" Kom det blot fra ham, som han lod spidsen glide ind mellem læberne igen, og lod dem glide op og ned, og så kunne hun jo selv styre hvornår hun gerne ville have mere og hvornår den pirrende leg blev nok for hende. Sådan som hende støn havde lydt, da hans finger gled ind i mellem og kærtegnede, så kunne dette kun være værre. 
Han forsatte længe med den samme bevægelse, mærkede hvordan underlivet blev mere vådt, hvordan hendes krop reagerede på bevægelserne.

    Ecaeriss svarede ved at snerre ad ham.
    "Jeg er over nihundreder år gammel," sagde hun. "Tror du virkelig jeg ikke kan..mh...Vente lidt?"
    Det var sværere end som så. For hun havde lyst til det, og han havde jo ret. Men at give ham fornøjelsen af at få ret... Det var ikke på hendes prioritetsliste lige nu. Der var brug for en distraktion. Noget, der fik hendes tanker til at komme tilbage ind i hovedet frem for at fise ned til underlivet og kun tænke på én ting, som Henry var den der havde kontrollen over lige nu. Kontrollen burde ligge hos hende, jo!
    Irritationen fik sat gang i hjernecellerne, og hun greb efter det nye skyts, hun havde fået i drømmenes verden. Hun havde heller ikke rigtig andet, for hun havde ikke taget sig tiden til at lære noget om denne greve. Det havde ikke virket relevant, da problemet kunne fikses ved at tage ham af dage.
    "Var det også sådan her du behandlede Yume'Ave Risindier?" spurgte hun sammenbidt. Imens vred hun sig under ham i en blanding af forsøg på at trække sig væk og komme tættere på. Hvis hun bare fokuserede på samtalen, kunne hun glemme kroppen lidt. Måske. "Du har måske en ting for elverkvinder?" 

Han havde læst mere om hende i løbet af aftenen, men han havde ikke helt fundet ud af hvornår hun var fra, men det afslørede hun selv. At være så gammel virkede helt utroligt, man havde oplevet flere tidsperioder og større situationer i Krysstallandet, som mange andre racer aldrig ville opleve. I Henrys øjne virkede det næsten frygteligt at skulle leve så længe, ville et liv ikke blive kedeligt? "Det får vi jo at se. Din krop ønsker hvert fald en behandling, den skriger på mig" Kom det kækt fra ham, som ham smilede overlegnt ned til hende og blot ventede på at hun skulle give sig og lade sig vide at hun ville have ham inden i. På et eller andet tidspunkt, ville han selvfølgelig tage hende, men det ville være sjovere at få de ord fra hende.
Han havde ikke ventet at høre de næste ord, slet ikke fra hendes læber af. Chokket ramte ham og det irriterede ham, at hun brugt det imod ham. Hvor kendte hun det navn fra? Hvor vidste hun om dem fra? Der var ingen der vidste noget omkring det, andet end hans kone og han tvilede på at hun havde talt med en heks som hende. 
Arrigheden og vreden bevægede sig frem til hans ansigt og hans øjne. Han lænede sig frem over og pressede sin hånd mod hendes hals, lysten til at slå hende var stor, men han måtte beherske sig. Lige nu ville han blot skræmme hende, og derefter bruge hende som hun aldrig havde drømt om. 
Som hånden lå om hendes hals, kiggede han dybt på hende, "Hvor kender du det navn fra? Hvor kender du til det her fra?" Det gjorde ham vred, og om hun havde regnet med at han ville reagere sådan, håbede han ikke og at det derfor kom som en overraskelse. 
Lige nu lå tankerne blot på at bruge hende til egen udnyttelse og til egen tilfredsstillelse, og så kunne hun ligge og vride sig i sin egen lyst, uden at kunne nå sin egen tilfredsstillese, "Hvis du gerne vil vide det, så nød jeg hende. Vi elskede blidt, jeg behandlede hende som en gudinde. Ting som du slet ikke fortjener" Med de ord lænede han sig tilbage, slap hendes hals og stødte hårdt op i hende og satte et højt tempo fra start af, som han endnu engang gled frem og tilbage mod det våde underliv.

    Pludselig var kontrollen tilbage i Ecaeriss' hånd. Henry reagerede så voldsomt, at hun ikke kunne holde sig fra at vise tænder i et spottende smil. Det havde virket. Smilet blev kun større, da han lagde hånden på hendes hals. En lav, ondskabsfuld latter slap hendes læber og hun mødte hans blik uden frygt. Magtens rus gjorde hende uvervindelig i det øjeblik, selvom hun var nøgen, bundet til hans seng og tvunget til at følge hans lyster. Ordene havde ramt ham, for ord har magt, og den holdt Ecaeriss nu fast i med hele sit væsen.
    "Du troede lige, du havde regnet mig ud, gjorde du ikke?" hvæsede hun til ham, besværet af hans greb om hendes hals. 
    Det her bekræftede også Yumes ord. Bekræftede at hun havde ligget med et menneske og fået et halvblodsbarn. Mon resten af Rådet vidste det?
    "Du ligner ellers ikke en af Yumes smag," fortsatte hun og løftede hagen en smule op mod ham. Der var ikke meget hun kunne bevæge i kroppen lige nu med ham ind over sig. "Hun plejer at kunne lide de høje, fine, fuldblodsmænd."
    Hvad Henry og Yumes relation havde været, kunne hun kun gisne om, så hun forsøgte at stikke til alt, hun lige kunne få fat på. De to kvinder havde ikke set hinanden i virkeligheden i årtier, så Eca havde heller ingen anelse om, hvad den andens smag i mænd var længere. Smag i kvinder var tydeligvis mørklødet eller mørkelver (Toorah talte ikke). Måske var det Henrys mørke hår, der havde gjort det for rådskvinden. Med den stærke reaktion kunne det nærmest også kun være en nylig hændelse, eller det havde været rigtig, rigtig godt. Ikke at Eca betvivlede den sidste del så meget, nu hvor hun allerede havde prøvet Henry én gang men...
    Noget af svaret kom i hans næste ord, og Ecas udtryk stivnede. Jeg behandlede hende som en gudinde. Ting som du ikke fortjener.
    ... Som du ikke fortjener.
    Du fortjener ikke Elverly.
    Du fortjener ikke helbredende evner.
    Fortjener ikke Isaris velsignelse.
    Mørk magi.
    Sortsjælet.
    Tjæreheks.
    Noget af Ecaeriss' spottende udtryk forsvandt, mens de fortrængte minder blev prikket til af hans ord. Ord, som genlød i hendes sind fra en tid, hvor de blev sagt af dem hun havde set som sine elviske venner. Forvrænget af tiden og gjort endnu mere ondskabsfulde, end de havde været dengang. Tændt af frygten havde flammerne opslugt hendes tro på, at helbredelsen var en god ting, når det kom fra hendes hænder. De smudsede tjærehænder.
    En anden følelse blandede sig med sorgen. Misundelse. Rendyrket, grøn misundelse over, at Yume var blevet behandlet som en gudinde af dette menneske, mens Eca blev bundet og brugt. Yume, der altid havde trukket det længste strå i livet. Aldrig manglede noget og på en eller anden måde altid overlevede. Steg i Elverlys politiske hieraki og havde dobbelt så mange timer i døgnet som alle andre. Alt det, som Ecaeriss ikke fortjente.
    Henry stødte hårdt op i hende, og to vredestårer forlod hver sin øjenkrog.
    "Jeg er ikke Yume," snerrede hun med en arrig grimasse. "Jeg vil ikke behandles som en gudinde." 
    Hun lænede hovedet bagover og holdt ikke sine støn tlibage.

Hans vrede var stærk i ham lige nu som hun havde nævnte Yumes navn og han havde ladet sig gå på af dette. Det var ikke smart, men det var ikke noget han vidste at hun havde kendskabt til, han vidste ikke hvordan det var sket, med mindre at Yume havde fortalt hende det, men havde det betydet så meget for Yume? Det var blot en aften, som de havde været sammen. Men han havde nydt den aften, ingen tvivl om det og det var måske det der gjorde ham så vred som han blev.
Henry måtte gøre alt for at for at gevinde magten og kontrollen som lå i mellem dem, og han måtte ikke lade sig selv pirre på den måde, ikke af hendes ord. Det ville blot give hende en følelse af sejr. 
"Regnet dig ud? Hvem er det der er bundet til min seng?" Kom det hårdt fra ham, som hånden pressede om hendes hals. Han vidste ikke ret meget til Yume, andet end det hun havde fortalt ham den dag og aften. Han havde ikke set hende siden den gang og vidste heller ikke hvor hun var eller hvordan det gik hende, "Du kan tale så meget du vil, Ecaeriss.." Kom det fra ham, som han holdt sig blik imod hende, med hånden om huden på halsen, "De høje, fine, fuldblodsmænd har åbenbart ikke været gode nok" Lød det skarpt fra hende. Han måtte ikke lade sig gå på. Han vidste hvad der var sket den aften, og hvor meget Yume havde nydt det. 
Der havde ikke været nogen større relation mellem dem, og det var måske heller ikke det der var meningen. Det havde været en øm aften hvor følelser og lyster var blevet smæltet sammen til en stor leg, og de havde nydt hinanden natten igennem. Det var samtidig den handling som havde sendt hans ægteskab ud på usikker kurs og var en af de handlinger, som endte med at lade konen flytte fra gården efter nogle år. 
Lige nu handlede det om for Henry at få hende på plads igen og sørge for at han fik kontrol over situationen, efter at have mistet den i et kort øjeblik, og lige nu var der kun en måde at gøre det på; vise hende at han stadigvæk blot kunne bruge hende somm han ønskede.
Han kunne se hvordan hans ord på en eller anden måde ramte hende, da hendes ansigt ændrede karakter. Havde hans ord ramt hende så hårdt? Kendte hun Yume så godt at det ville betyde noget at Yume var blevet behandlet som en gudinde? Det kunne han kun gisne om, men i så fald var det noget han måtte give sig mere i kast med. 
"Nej, det er du ikke!" Kom det skarpt fra ham, som han alligevel lettede trykket fra halsen, hun skulle ikke dø. Han så hvordan tårer forlod hendes øjne som han trængte hårdt op i hende igen. Denne gang skulle være for hans nydelse. "Det skal jeg huske" Og med de ord begyndte hofternes bevægelser, og fra start i et allerede højt og hårdt tempo. Hun skulle bruges.

    Aldrig var Ecaeriss blevet taget så nådesløst hårdt. Vreden kom til udtryk i hele Henrys krop fra de spændte underarme og til hans aggressive stød op i hende. Den vrede, sorg og misundelse, der var steget op i hende, blev skubbet til side til fordel for kroppens dyriske reaktioner. Det var det eneste, der kunne være i hovedet. Lyden af hans hud, der klaskede sammen med hendes. Væsken mellem dem, som ikke var til at overhøre, og som kun blev til mere i udvekslingen. Stønnene, som ingen af dem kunne holde tilbage. Ecas var dybe og hæse, som han nåede i bund, og hun blev rykket så meget frem og tilbage, at rebene var helt spændt mellem hendes håndled og sengestolperne. Stolperne, der knagede om kap med resten af sengens træramme. Tiden forsvandt i støn og sved.
    Rebene gnavede hårdt ind i hendes håndled, og hendes støn fik en kant af jamren, mens nervebanerne stak af smerte. Han fortsatte udfortrødent, uden tanke for hendes velbefindende, og stadig med arrigskaben glødende ud ad blikket. Hun havde ramt et ømt punkt, eller sagt noget som ingen burde vide, og hvor det før havde givet hende den uovervindelige magtfølelse, krøb magtesløsheden ind over hende igen. Hendes jamrende tone oversteg stønnene, og hun fandt sig selv med et bedende udtryk og en mund, der sagde ting helt uden at have konsulteret med den del af hende, der ville være stærk, usårlig og ufejlbarlig.
    "Mine hænder..." bad hun afbrudt af sine støn ved hans stød. "Det gør ondt... Henry... Mine hænder ... Åh ... Jeg beder dig."

Henry havde intet andet for sig end sig selv og sine egne lyster og han glemte nærmest hende, som han hofter nådeløst blot tog for sig og tog hende så hårdt, at han dårligt nok kunne huske hvornår en voldsomhed havde indfundet sig i hans seng. Vreden i hans udtryk var stærkt og aggresiviteten i hans stød var hårde og nådesløse, som han lå ind over hende og lod hofterne støde mod hende. Lyden af hud som klaskede, begges stønnende stemme og den knirkende seng, spredte sig livligt i rummet. 
Det havde gjort ham vred at Yume og hans hemmelighed, lige pludselig lå i hendes mund og han forstod ikke helt hvordan det skulle hænge sammen, hvorfor havde Yume brug for at udtale sig om dem, på den måde?
Han havde næsten glemt at hun var spændt fast, som han blot nød hendes krop og tog for sig af hvad han ønskede, igen. Stolperne og sengen knirkede voldsomt, som de blev rykket frem og tilbage af hans bevægelser. 
Henry lagde langsomt mærke til hvordan hendes støn ændrede karakter, men det var først da hendes ord kom frem, at han langsomt stoppede hvad han havde gang i. Han var forpustet og sveden viste sig som små perler på hans krop. Han kiggede op ad hende, og så hvordan det bedende ansigt lå på hendes ansigt og at hun virkede til oprigtig at mene det. 
Han lænede sig ind over hende, og tog fat i den ene hånd og bandt hende op og derefter den anden. Om dette var det smarte trick at gøre, tænkte han ikke helt klart omkring, men han satte sig hurtigt tilbage i mellem hendes ben.
Hans hårde lem var smurt ind i hendes væsker og der var ingen problem med at skubbe sig op i hende og mærkede hendes varme omkring ham igen. 
Henry trak hende op og skubbede hendes ben rundt om ham, som de sad op ad hinanden og han kunne skubbe hendes hofter op og ned, og forsætte deres leg.