Så var der vel ikke mere. Han ville have drejet om og givet Fabian ro til at falde på plads, lade natten lukke sig stille om dem, som om intet var blevet sagt... men fødderne blev stående. Og endnu mindre gjorde de, da Fabian kom nærmere.

Du kan bare vække mig når det er.

Den lette tone hang i luften mellem dem, næsten fremmed i kontrast til det, der strammede sig i Romeos bryst. Som om den burde gøre det hele enklere, men i stedet blot understregede, hvor lidt der egentlig var simpelt.

Han nikkede svagt - eller forsøgte på det - uden helt at være sikker på, om bevægelsen nåede frem.

Så kom berøringen. 
Det gik gennem ham med det samme. Et kort, skarpt spjæt, som han ikke nåede at skjule, før kroppen allerede havde reageret, og bagefter stod han stille, alt for stille, som kunne han ophæve det igen ved ikke at bevæge sig yderligere. Og du er altid velkommen til at finde mig... Kæben spændte sig. Ordene lagde sig et sted, han ikke vidste hvad han skulle stille op med.

Romeo pressede læberne mod hinanden, og blikket gled væk, hurtigt, næsten reflektorisk, som om han ikke kunne holde det fast uden at afsløre mere, end han ønskede. finde mig hvis... Han sank og et stille suk slap ud efterfølgende, ujævnt, som om han først dér kom i tanke om at trække vejret ordentligt.

Da han så op igen, tøvede han et øjeblik, før han klappede hånden der lå på hans overarm - let, næsten distræt - som for at gøre berøringen til noget mindre betydningsfuldt, noget han kunne affeje. Han fugtede læberne, trak vejret ind for at sige noget - men lod være. 

I stedet trådte han et skridt tilbage. Afstanden kom hurtigt og han mærkede Fabians hånd forsvinde igen.
"Tak..." Ordet kom lavt, en anelse for sent, som om det skulle presses fri. Et smil spillede svagt i mundvigen, men det nåede aldrig rigtigt at sætte sig. 

"Jeg vil lade dig..." Han stoppede op midt i sætningen, trak vejret ind gennem læberne og lod hånden glide op langs halsen, hvor den blev et øjeblik, som om kraven sad for stramt. "... få ro." 
Der var noget forhastet over det nu. Noget, der ikke længere blev styret, men bare skulle afsluttes.

Et kort nik.

"Godnat, Fabian." Han tøvede kun et brøkdel af et sekund, før han vendte sig, lidt for hurtigt og gik.

Kun en blind mand ville ikke kunne se den voldsomme reaktion den blide berøring gjorde, men Fabian kommenterede ikke på det, for de vidste begge to godt at de begge havde lagt mærke til det.
Fabian havde en fornemmelse af at hvis han pressede Romeo, så ville han stikke halen mellem benene og rent faktisk løbe, og selvom Fabian ikke forventede de nogensinde kunne blive de venner de engang var, så var der stadig en gammel omsorg der lå i hjertet på Fabian, som han troede for lang tid siden havde forladt ham. Han var blevet blød på sine gamle dage.

Så i stedet for at presse, eller stille spørgsmålstegn, så lod han det lette smil spille over hans læber, og lod hånden falde ned på hans side. "Godnat Romeo," sagde han i stedet for, et lidt mere kækt tonefald, som om at han blot var en skøge der havde forsøgt at charmere sig ind på en præst, og ikke alt det andet.
Hans blik forblev dog en stund på Romeos skikkelse som den trak sig væk, inden han vendte sig mod sofaen. Sølle og dog bedre.
Med et lille suk lagde han sig ned i sengen, øjnene mod loftet, og ikke for første gang ønskede han sig tilbage i en blødere og varmere seng, men han lod ikke tanken tage rod. Det havde han ikke råd til, ikke når han godt vidste at der var muligheder for at det kunne lade sig gøre, muligheder han ikke havde lyst til at tage heller.

Det tog ikke lang tid før Fabian, træt af sind og krop, faldt hen i en rolig søvn.

Døren lukkede dæmpet bag ham. Romeo blev stående et øjeblik med hånden hvilende mod træet, panden let sænket, som om han kunne samle sig der, hvis bare han stod stille længe nok. Stilheden i rummet var tungere herinde. Mere ærlig.

Han trak vejret ind gennem næsen, langsomt, og slap det igen. Så bevægede han sig med en rutine der sad i kroppen; han fik tøjet af, lagde det fra sig uden rigtigt at se på det, lod sig synke ned på sengen. Dynen var kølig mod huden, og i et kort øjeblik føltes det næsten godt. Næsten nok.

Det varede ikke ved.

Blikket fandt loftet og blev der. Tankerne kom i glimt - ikke klare, ikke sammenhængende, men insisterende. Et smil. En hånd. Den måde Fabian havde sagt det på. Den måde han selv havde reageret.
Kæben spændte sig og han vendte sig om på siden. 

Lukkede øjnene. Åbnede dem igen.

Timerne gik ikke; de dryppede. Ujævnt og uden rytme.
Han prøvede at finde roen, den han prædikede om, den han burde kunne fremkalde uden besvær. Den lod vente på sig. I stedet lå der en rastløs sitren under huden, en uro der ikke ville slippe sit greb.

På et tidspunkt måtte han være gledet hen. Kort og uroligt. Lyset havde ændret sig, da han åbnede øjnene igen og morgenen var kommet. Romeo lå et øjeblik og stirrede ud i rummet, før han satte sig op. Kroppen føltes tung, som havde søvnen ikke gjort sit arbejde. 

Han gned hånden hen over ansigtet, trak vejret dybt og lod det slippe langsomt inden han rejste sig.
Skridtene ud i det andet rum var stille. Næsten tøvende.

Fabian lå stadig på sofaen og Romeo standsede.
Blikket fandt ham uden besvær - og blev der.
Det var ikke den samme dreng. Ikke længere. Linjerne i ansigtet var skarpere nu, noget mere levet i dem. Der var en ro i søvnen, han ikke havde set i vågen tilstand. Eller måske var det bare fraværet af alt det andet.
Han tog et skridt nærmere. Og et til. Stod ved siden af sofaen uden at gøre noget. Bare så, mens blikket gled hen over ansigtet, dvælede ved kanterne, ved munden, ved det der stadig var genkendeligt - og det der ikke var. Noget i brystet trak sig sammen, stramt, uroligt. Det var tid til at vågne. Alligevel blev Romeo stående for længe. Til sidst løftede han hånden. Tøvede.

Fingerspidserne fandt Fabians overarm, forsigtigt, som om selv berøringen krævede tilladelse. Han lagde en smule mere vægt i, et blidt tryk, nok til at kunne mærkes. "Fabian..." Stemmen var lav. Ru af for lidt søvn. Han ventede, men hånden blev liggende et øjeblik længere, trykket en anelse tydeligere, før han lod det falde igen.

Det var måske en del af Fabians arbejde, der gjorde at noget i ham fandt sig selv vågne ligeså stille, som han mærkede en skikkelse i nærheden af sig, næsten som om at han forventede at hvad end han havde lavet den foregående nat skulle forsættes.
Men han åbnede ikke øjnene, han lod bare Romeo stå der, måske han ikke engang kiggede på Fabian, men det var som om jo længere der gik, jo sværere var det for Fabian at faktisk åbne øjnene at erkende, at han ikke var sovende.
For det var som om at der gik evigheder, som kun fik Fabians tanker til at hvirvle rundt om hvorfor.

Men heldigvis til sidst mærkede han en prikken på sin arm, og han øjne åbnede sig ligeså stille, som han kiggede op på Romeo, og måske han også kiggede et øjeblik for lang tid, men så spredte sig et lille kækt smil over hans læber.
"Jeg er nu vant til at blive vækket på anden vis," sagde han, med en stemme der også var en smule ru af søvn, men han virkede næsten mere klar til dagen end Romeo selv, til trods for at han eftersigende lige var vågnet.
Men i virkeligheden havde Fabian bare behov for at punktere hvad end for en stemning Romeo havde sat op i rummet, og han vidste det her gjorde Romeo nok dårlig tilpas til at der burde komme en form for reaktion.

De dybe petroleumsfarvede øjne stirrede pludselig tilbage på Romeo. Overrasket trak han sig en anelse og gav Fabian plads til at vågne uden at have præsten svævende over sig. Først da gik det op for ham, hvor længe han egentlig måtte have stået dér. Endnu værre var det korte øjeblik efter, hvor ingen af dem sagde noget, og de bare så på hinanden.

Jeg er nu vant til at blive vækket på anden vis.

Selvfølgelig. Romeo fnøs og gned begge hænder over de trætte øjne. Ja, det var han ikke et sekund i tvivl om. Han burde efterhånden vide bedre end at give Fabian den slags åbninger. Alligevel mærkede han smilet trække i mundvigen, inden han nåede at få styr på det. "Det er desværre ikke en del af pakkeløsningen på Romeos gæstgiveri," meddelte han i en påtaget professionel tone og lod hånden glide ned over kæben, hvor den meget belejligt skjulte resten af smilet.

Engang havde han givet igen uden at tænke over det. Om forladelse. Hvordan kunne jeg dog glemme prinsens morgenkys? Han kunne næsten se det for sig: sekstenårige Romeo, der havde lænet sig ind med overdreven trutmund alene for fornøjelsen ved at irritere Fabian, indtil han fik en albue eller en knytnæve i armen for besværet.

Tanken fik smilet til at hænge et øjeblik længere. Så gled det langsomt væk. For de var ikke seksten længere. De var knap nok de mennesker, de havde været dengang. Og Romeo vidste ikke engang, om han længere havde ret til at tænke på Fabian som sin ven.

Blikket gled kort væk, inden han rømmede sig og fandt tilbage til noget mere sikkert. "Hvordan har du sovet?"

Der var det. En antydning af den dreng som Fabian var vokset op med, hvor det ikke var som om at alting var ved at gå fra hinanden hvis han sagde det helt forkerte ord. Engang hvor alting var lidt nemmere, nok for dem begge to, selvom Romeo så tydeligt bar en masse ar han ikke kunne snakke højt om.
"Jeg tror ellers du ville få væsentlig flere overnattende gæster, hvis det var. En lille ekstra gode når man vågner," sagde Fabian kækt, selvom han godt kunne mærke at Romeo ikke ønskede denne her leg, ikke rigtigt. Måske han blot ønskede at de var tilbage til en bedre tid.

Fabian satte sig op på sofaen og strakte sig, så musklerne spillede sig og et enkelt lille knæk kunne høres for den ene skulder. Selv efter alle de år væk fra bondelivet, så var musklerne der stadig, og de var kun blevet større.
"Ganske fint," sagde han som han lod armene falde ned. "Eller i hvert fald ikke værre end jeg gør der hjemme." Det var med en leende mine, men der var også en antydning af sandheden i det.
Hans egen lejlighed var næppe ligeså god som denne. Det var ikke nemt at finde noget godt at bo i, og slet ikke et sted hvor de ville tage en ind som ham. Der havde han nok haft større tanker om sig selv da han først flyttede til byen, og nu levede han bare velvidende om at han nok ikke kom til at bo et bedre sted. Det var jo ikke som om at han kunne flytte ind hos Aldamar.

"Det tror jeg, jeg vil overlade til dig, Fabian." Kunne han alligevel ikke helt lade være med at svare. En tanke, der burde være forblevet en tanke, men som alligevel listede sig ud mellem dem.
Et lille smil trak i mundvigen. Det føltes næsten naturligt et øjeblik. Næsten. Gid alt var forblevet så ukompliceret. Romeo slog blikket ned, og smilet mistede langsomt sit fæste. Der var noget næsten grusomt ved, hvor let Fabian kunne lokke de gamle reflekser frem i ham. Små rester af den dreng, Romeo havde brugt årevis på at lægge bag sig.

Det sagte knæk fra Fabians skulder trak ham tilbage. Blikket fulgte uvilkårligt bevægelsen, da armene kom over hovedet, og Romeo blev hængende et øjeblik ved den brede skikkelse og musklerne, der spændte under bevægelsen. Fabian havde altid været den mere muskuløse af dem. Engang havde Romeo sikkert stukket en finger direkte ind i overarmen på ham og spurgt, hvornår han havde tænkt sig at hjælpe ham med at få sådan nogle.

Nu nøjedes han med at hæve brynene.

Ganske fint.

"Mhm." Romeo trak vejret ind gennem næsen og lod blikket finde et andet sted i rummet. "Pas på, at jeg ikke får ondt af dig." Det blev sagt mildt, med en antydning af den samme tørre humor som før, men ordene rummede mere sandhed, end han havde tænkt sig.

For det havde han allerede.

Fabian kunne ikke blive ved med at sidde dér i hans trøje og fortælle om kolde værelser og kummerlige forhold, hvis han forventede, at Romeo bare skulle nikke og sende ham tilbage til dem. Den forbandede trang til at hjælpe var allerede begyndt at arbejde sig ind under huden på ham.

Og han kunne ikke tage Fabian ind som en fortabt hund.

Det kunne han ikke.

Romeos blik gled alligevel tilbage til ham.

Noget ved Fabian mindede ham ubehageligt meget om Phillippe. Ikke udseendet, ikke helt personligheden heller. Det var snarere den samme irriterende evne til at få Romeos omsorg til at føles som noget, han ikke selv havde noget at skulle have sagt over.
Han gned tommelfingeren langs siden af pegefingeren og rømmede sig. "Er det virkelig så slemt, hvor du bor?"

Livet havde været hårdt for dem alle, men et eller andet sted virkede det som om at det havde været hårdere for Romeo end de fleste, også selvom Fabian havde ingen idé om hvorfor.
En del af ham brændte for at spørge omkring det, men han kunne ikke få sig selv til det. Romeo ville så tydeligt ikke snakke om det, så i stedet for så måtte Fabian bide det i sig. De havde alle ret til deres hemmeligheder.

Et grin undslap ham, som han endelig tog armene ned efter at have strukket dem. "Ingen grund til det, jeg lever mit bedste liv," sagde han ubekymret og upåklageligt, selvom han godt vidste at han erhverv fik folk til at kigge lidt mere skævt til ham. Især hvis man så hvor han boede.
Men Fabian havde altid længtes efter frihed, selv dengang han var ung, og tanken om at give det op var hårdt for ham. Måske han var for stolt en mand for hvad han lavede, men han kunne ikke give det slip.

Hans blik gled op og mødte Romeos som han spurgte ind om det virkelig var så slemt. Han kunne mærke bekymringen, en bekymring han ikke ønskede, en bekymring han ikke kunne sidde i. Den samme slags bekymring han havde forsøgt at skubbe væk da Aldamar havde givet ham den.
Det var så let som ingenting, som smilet der kravlede over hans ansigt så opmuntrende ud, og som om at der ikke var noget alvorligt i det. "Jeg får det til at lyde værre end det er. Du skal virkelig ikke tænke over det." En lodret løgn, men en løgn der faldt ham naturligt, som han prøvede at skubbe ubehagen væk.

Stilheden trak ud et øjeblik, mens Romeo blot betragtede Fabian efter den ubekymrede udtalelse. Jeg lever mit bedste liv. Den dybe fure mellem brynene blev en anelse tydeligere. Hvorfor troede han ikke helt på ham? Måske fordi smilet sad en smule for let. Måske fordi ordene ikke rigtig stemte overens med alt det andet, Fabian havde fortalt siden i går. Lejligheden. Kulden. De sene nætter. Eller måske var det bare Romeo, der efterhånden var blevet så vant til at lede efter sprækker i andre mennesker, at han fandt dem, selv når de ikke var der.
Han lod et medgørligt brum slippe ud gennem næsen og nikkede til sidst. Hvad skulle han ellers gøre? Fabian var en voksen mand. Han havde ikke bedt om Romeos hjælp, og Romeo havde ingen ret til at sidde her og pille hans liv fra hinanden, blot fordi han ikke brød sig om det, han fandt. Hvem var han overhovedet til at pege fingre? En præst, ganske vist, men det gav ham næppe ret til at gøre sig til dommer over en mand, han selv havde ladet tro, han var død i halvdelen af deres liv.

Han havde tilbudt katedralen. Det måtte være nok. 

"Nuvel." Der kom ikke noget smil denne gang. Kun den eftertænksomme glød, der blev hængende i de trætte grønne øjne et øjeblik endnu, før Romeo endelig lod blikket glide væk fra Fabian. Han sad dér med det samme lette smil, som havde solen altid haft en særlig forkærlighed for ham. Du skal virkelig ikke tænke over det. Romeo pressede læberne sammen. Godt. Så ville han lade være. Når Fabian gik ud ad døren om lidt, kunne alting finde tilbage til sin rette plads. Fabian til sit liv og Romeo til sit. Måske ville de støde på hinanden igen. Måske ikke. Det var sandsynligvis bedst sådan. Fremmede endnu engang. 

Sådan skulle det være.

Blikket faldt på den grå uldtrøje. "Behold trøjen." Ordene kom, før han nåede at overveje, om de modsagde noget af det, han netop havde besluttet sig for. Romeo rettede lidt på ærmet ved sit eget håndled og tilføjede, mere bestemt: "Jeg bruger den alligevel ikke." Det var sagt med en tone, der gjorde det temmelig klart, at Fabian ikke behøvede begynde at protestere. Først da lod Romeo blikket søge tilbage til ham. Det gled kort over den velkendte trøje på den langt mere velkendte mand, og denne gang lykkedes det en mundvig at løfte sig.

"Den klæder dig alligevel bedre end mig."

Fabian var glad for at Romeo droppede det. Han tvivlede på at en præst ville kunne lære at forstå hvad det handlede om. Det fysiske og bare friheden i det hele.
Måske Romeo kunne bruge den frihed selv, men... det var ikke Fabians valg at tage. Romeo havde tydeligvis noget han selv gik og døjede med, og Fabian kunne næppe hjælpe med det, med mindre det bare inkluderede at tage toppen af.

Han kiggede ned på uldtrøjen, og tog lidt fat i den. Den var varm, og måske ville den ikke være helt skidt at have den til de kolde nætter, hvor vinden tog lidt for godt fast i hans lille lejlighed.
"Jamen, så skal du heller ikke komme og brokke dig over at den er væk senere," sagde Fabian med et glimt i øjet. Han forventede det ikke, og måske var det her den slags omsorg der var nemmere at tage, fordi det føltes mere som en gav end en 'jeg har ondt af dig'.
For sjov tog han lige noget af trøjen op og lugtede til den, et tydeligt drillende glimt i sine øjne. "Den lugter og så af dig, så har jeg et evigt minde." Det var den så normale drillende tone han også havde haft i Medanien. Som om det hele var en leg og at han kunne tirre sine venner med ting andre ville misforstå.

Så skal du heller ikke komme og brokke dig over, at den er væk.

Brynene gled op, mens et lille, uudgrundeligt smil trak i den ene mundvig. Romeo sagde ingenting; lod blot blikket hvile på ham et øjeblik, så stilheden kunne tale for sig selv.

Han skulle netop til at vende sig. Finde et eller andet at gøre med hænderne, måske begynde at rydde morgenens sparsomme service frem, fremfor at dvæle ved alle de ting, der stadig summede usagt mellem dem. Men stemningen var blevet mild. Overraskende mild. Og den kunne Romeo godt holde ud at være i lidt endnu.

Han nåede knap at vende sig, før bevægelsen i øjenkrogen fik ham til at se tilbage — lige tids nok til at opdage Fabian med næsen begravet i den grå uld. Romeo stirrede. Fabian sad simpelthen og lugtede til ham. "Jeg giver dig den ikke, så du kan ligge og snuse til den som en længselsfuld elsker." Ordene kom så naturligt, at Romeo først bagefter syntes at opdage, at de havde forladt hans mund.
Begge hænder fandt siderne. Han så oprigtigt utilfreds ud ved synet, brynene trukket sammen og hovedet langsomt rystende, men det grønne blik ødelagde hele forestillingen. Der lå noget umiskendeligt legende i det nu. Noget gammelt.
"Jeg tager den tilbage." Han rakte demonstrativt en hånd frem mod trøjen. "Giv mig den. Du har allerede gjort det mærkeligt." 

Som Romeo gik med på legen, tog Fabian den lidt mere op til næsten og tog et ordentlig snus ind, med et drillende glimt i øjet, og han fik langsomt rejst sig, så han vidste han kunne komme væk, hvis det her faktisk fik Romeo til at jage ham. Der var trods alt stadig drengen Fabian havde kendt.
"Jeg ved nu ikke.... Du dufter godt," sagde han med et grin, og begyndte at bakke lidt bagud. For han kunne se det i øjnene. Romeo havde intet større problem med det her, end han havde haft med så mange andre ting da de var yngre.

Som han så hånden, hoppede han næsten et skridt tilbage. "Nej! Du har givet afkald på den, det er min nu," sagde han næsten barnligt og gik et par skridt bagud for at komme over på den anden side af sofaen så Romeo forhåbentlig ikke kunne få fat i ham. "Desuden er der jo intet mærkeligt ved at snuse til en trøje fra en flot mand." Han gav et lille blink med det ene øje for lige ekstra at illustrere det. Romeo var jo flot, på en lidt... tragisk helt måde.

Du dufter godt.

Romeos øjne fulgte Fabian, da han kom op at stå, og brynene hævede sig en anelse, da vennen ligefrem tog endnu et ordentligt snus af trøjen. Han gjorde ingen mine til at følge efter ham. Lod ham bare bakke rundt om sofaen med sit triumferende grin, mens Romeo førte den sidste knap gennem knaphullet i skjorten.

Et vantro fnys slap ud gennem næsen.

Min nu.

Der var noget næsten imponerende ved, hvor hurtigt Fabian kunne reducere to voksne mænd til et par drenge, der skændtes om ejerskabet over et stykke uld.

"Jeg kan nævne mindst ti grunde til, hvorfor det er mærkeligt," konstaterede Romeo tørt. Han rettede omhyggeligt på skjortekraven. "Og at du synes, jeg er flot, gør det ikke mindre mærkeligt." Blikket gled over Fabian. Træt, lettere misbilligende. Der var ikke meget i Romeos ansigt, der tydede på, at han havde tænkt sig at gøre andet end at lade den idiot beholde sin nyvundne skat.

Et sekund gik. Så satte Romeo knæet i sofaen. Bevægelsen kom brat. Den ene hånd landede på ryglænet, mens den anden skød frem over sofaen efter Fabian i et forsøg på at få fingrene i blusen. "Giv mig den." Et grin brød allerede gennem ordene og ødelagde enhver rest af præstelig myndighed. Det var fjollet. Fuldstændig åndssvagt, faktisk. Romeo havde guderne måtte vide hvor mange ting, han burde foretage sig denne morgen, og ingen af dem involverede at kravle halvt hen over sin egen sofa i et forsøg på at frarøve en gammel barndomsven den trøje, han selv havde foræret væk mindre end et minut tidligere.

Alligevel strakte han sig længere ud efter Fabian.

Fabian var udmærket godt klar over hvorfor det var underligt, men der var noget barnligt der kom op i ham, som de var her. Han blev bare nødt til at tirre Romeo, især når det så tydeligt ikke generet ham så meget.
"Jeg kan ikke komme på en enkelt en," sagde han med et grin og stadig et glimt i sine øjne. Hvis Romeo ville have fat i den, så måtte han jo komme og få den, ikke sandt?

Hvilket nok var derfor Fabian ikke helt havde forventet at Romeo bare skød over sofaen, og Fabian nåede ikke lige at flytte sig tidsnok, og han mærkede Romeos hånd gribe uldtrøjen, og et chokeret udtryk kom over hans ansigt.
"Nej! Det kan du da ikke bare," sage han, falsk forarget, før et grin undslap, og han lod sig vakle et skridt nærmere, som han kiggede ned på Romeo. "Du ved godt at man ikke kan tage gaver i retur ikke?" sagde han, og lagde sin hænder over Romeos der havde fat i trøjen, for at forsøge at få den til at give slip.

Hvornår havde han sidst gjort noget så barnligt?

Tanken strejfede ham kun flygtigt. Han nåede ikke at dvæle ved den, før kroppen allerede havde husket resten: den hovedløse impuls til at snyde, gribe ud, komme først. Den slags leg, hvor der ikke fandtes noget før eller efter, fordi hele verden i nogle få sekunder ikke var større end afstanden mellem én selv og den idiot, man forsøgte at få fat i. Romeo havde næsten glemt, at han stadig kunne være sådan.

Grebet strammede sig om trøjen, ulden klemt tættere mellem fingrene, og han så triumferende op på Fabian, da han vaklede nærmere. Et kort stik gik gennem brystet. Der var noget ved den ubesværede nærhed, drilleriet, der mindede ham så utroligt meget om Phillippe, at det gjorde ondt.
Det gav et lille sæt i Romeo, da Fabians hænder lukkede sig om hans, og blikket flakkede kort ned mellem dem. Han slap dog ikke. Tværtimod strammede han grebet yderligere og så op igen med et smil, der et øjeblik sad en anelse strammere i ansigtet, før han fandt tilbage til legen.

"Det ved jeg ikke noget om. Jeg giver sjældent gaver," modargumenterede han med påtaget uskyldighed og gav et lille ryk i trøjen. "Så jeg kan umuligt forventes at kende reglerne."

Det var svært at misse sættet i Romeo, som deres hænder mødtes. Sært. Men Romeo havde virket uvillig til rigtig at røre ham siden de var stødt på hinanden igen. Endnu engang, hemmeligheder. Måske en dag ville have finde ud af hvad der jagede Romeo i sine tanker, men for nu havde Fabian det fint me at kunne se sin gamle ven igen.

"Hmmmm... så har jeg jo alle mulighederne for at lære dig det," sagde Fabian og lod sig læne frem. Der var et noget drillende smil på læberne, og noget der skreg om at Fabian havde fået en meget meget dårlig idé. Og måske var det at gå over Romeos grænse, men Fabian ville vinde deres lille barnlige leg.
Så han lænede sig fremad. "Hvis jeg nu giver dig en gave tilbage, så bliver du nødt til at lade mig beholde den," sagde Fabian og bed kort sin læbe der var strukket ud i et bredt smil. Og så lænede han sig nærmere, ansigt mod ansigt, og det blev hurtigt klart hvor Fabian lænede sig hen. Hvis Romeo ikke fjernede eller stoppede ham, så havde Fabian alle intentioner om at kysse Romeo.

Romeo skød et skeptisk bryn i vejret ved bemærkningen. Så Fabian ville lære ham det? Ja ja. Den var god med ham. Han tiltede hovedet en anelse og lignede ikke én, der havde tænkt sig at give slip på trøjen af den grund.
Da Fabian lænede sig frem, trak Romeo instinktivt hovedet en smule tilbage. Det var lidt for tæt. Han kunne praktisk talt mærke vennens ånde mod sit ansigt.

"Og hvad er dét? Din vidunderlige tilstedeværelse?" bemærkede han tørt.

Mere nåede han ikke.

Fabian kom tættere på igen, og først da deres næser næsten strejfede hinanden, gik det op for Romeo, hvor han var på vej hen. Øjnene blev større, og hånden røg op mellem dem med et sagte klask, så håndfladen landede direkte over Fabians mund.

Pulsen hamrede afsted og fik brystkassen til at hæve og sænke sig lidt for tydeligt. Alligevel flyttede han ikke hånden med det samme. Han blev bare siddende sådan et øjeblik, alt for tæt på Fabian, med håndfladen over hans mund og et forarget, næsten forskrækket blik låst fast i hans. Først dér virkede det til for alvor at gå op for Romeo, hvor absurd deres position var.

Han fugtede læberne.

Så trak han hånden til sig og rykkede tilbage, hurtigt nok til at afstanden mellem dem næsten føltes nødvendig.

"Jeg skal..." Han sank og rettede hastigt på skjorten. "Jeg skal også afsted nu."

Romeo kunne utvivlsomt mærke som Fabians smil kun blev bredere da hånden kom over hans mund. Hans øjnene glimtede i noget der mest af alt lignede success, som om at han havde vundet en leg af kylling, som han var klar over at de spillede. Ikke at man nogensinde kunne vinde den mod Fabian, som ikke havde et problem med at kysse gud og hver mand.
Men success og morskaben dæmpede som de blev stående, og det gik op for Fabian at der var noget andet i Romeo. Det havde været en leg, men det var som om at den var kommet for tæt på et eller andet som Romeo ikke ville lege med på. Var det skam?

Fabian rettede sig op som Romeo næsten sprang væk, og rettede lidt på trøjen, hans smil en lille smule mindre, men det var der stadig. "Jeg har vidst også allerede udnyttet din gæstfrihed rigeligt," sagde Fabian, og prøvede at få det til at lyde let, men det var som om en tyngde hang i luften nu. Noget som Fabian ikke helt selv kunne skubbe væk.
Det var heller ikke meget Fabian skulle gøre for at gøre sig klar. Han fandt sine sko og det var... sådan set alt han havde behov for, nu når han ikke engang skulle aflevere uldtrøjen tilbage igen.

En utilpas grimasse trak sig flygtigt over Romeos ansigt, og han så væk.

Alt det her... det gik ikke.

Han burde ikke have spillet med på Fabians leg. Romeo vidste bedre. Alligevel var det svært at afgøre, hvad han egentlig fortrød mest; at han havde ladet sig rive med, eller hvor brat noget i ham havde slået bak, da legen kom for tæt på. Med en nervøs hånd strøg han et par lokker væk fra ansigtet. De faldt frem igen, og denne gang skubbede han dem bestemt om bag øret.

"Mhm." Mundvigene løftede sig i noget, der skulle forestille et smil til Fabians bemærkning om gæstfriheden, men øjnene fulgte ikke med. Det forsvandt næsten lige så hurtigt, som det var kommet.

Romeo fandt sin kåbe og svang den omkring sig, inden han bandt det brede bånd om taljen. Isaris præsteklæder faldt på plads omkring kroppen, velkendte og ordentlige, og han rettede mekanisk på stoffet, før han satte kurs mod døren. Undervejs bevægede læberne sig et par gange uden lyd. Han måtte kunne sige et eller andet. Noget almindeligt, der kunne lægge låg på de sidste minutter og få dem sikkert tilbage på den anden side af det.

Intet kom.

Hånden fandt dørhåndtaget, og Romeo skævede tilbage for at sikre sig, at Fabian fulgte med. Han rømmede sig, åbnede munden — og opgav endnu en gang. I stedet førte han ham udenfor og låste døren efter dem.

Først dér vendte han sig rigtigt mod Fabian.

Morgenluften bed køligt i ansigtet. Romeo fugtede læberne og betragtede ham et øjeblik, stadig iført hans grå trøje. Der var så meget, han ikke kunne spørge om, og endnu mere, han ikke selv kunne forklare.

"Pas på dig selv, ikke?"

Ligeså stille blev Romeo forvandlet til en Isari præst, og det var som om at Fabian og Romeo pludselig føltes uendelig langt fra hinanden. De gav hver især deres glæde til folket, men deres måder kunne ikke være anderledes.
De to af dem havde nok aldrig snakket i denne del af deres liv, hvis det ikke havde været fordi de begge to kom fra det samme sted, og havde en forbindelse. Fabian ville hellere drive Isari præsterne til vanvid, end noget andet. Og et eller andet sted føltes det lidt som et tab. Som om at klæderne tog Romeos smil fra ham også.

Fabian sagde ikke noget, som om at han var bange for at Romeo ville knække hvis han gjorde for meget ud af det. Den kølige morgenluft var behagelig, og Fabian havde kun en tanke. Noget mad og så hjem i seng for et par timer mere. Kunderne ville alligevel først rigtig begynde at dukke op hen på eftermiddagen.
Han kiggede på Romeo lukke døren, og vendte så blikket op for at se på Romeo. Som et sidste farvel virkelig. Men Fabian trak op i mundvigen i et let smil. Romeo kunne i det mindste huske ham med et smil på læberne. "I lige måde, og lad nu ikke som om at jeg er en fremmede, hvis vi mødes igen," sagde Fabian i en let latter.
I virkeligheden ville han gerne række ud. Måske give ham et lille venskabeligt slag på skulderen, men noget sagde ham at det var ikke noget Romeo ønskede.

Så i stedet for vendte Fabian sig om, og med et lille vink og et "Vi ses en anden gang" begyndte han at gå ned mod stræderne. Væk fra de finere dene, og ned mod Skumringskvarteret, hvor hans bopæl var.