Så var der vel ikke mere. Han ville have drejet om og givet Fabian ro til at falde på plads, lade natten lukke sig stille om dem, som om intet var blevet sagt... men fødderne blev stående. Og endnu mindre gjorde de, da Fabian kom nærmere.

Du kan bare vække mig når det er.

Den lette tone hang i luften mellem dem, næsten fremmed i kontrast til det, der strammede sig i Romeos bryst. Som om den burde gøre det hele enklere, men i stedet blot understregede, hvor lidt der egentlig var simpelt.

Han nikkede svagt - eller forsøgte på det - uden helt at være sikker på, om bevægelsen nåede frem.

Så kom berøringen. 
Det gik gennem ham med det samme. Et kort, skarpt spjæt, som han ikke nåede at skjule, før kroppen allerede havde reageret, og bagefter stod han stille, alt for stille, som kunne han ophæve det igen ved ikke at bevæge sig yderligere. Og du er altid velkommen til at finde mig... Kæben spændte sig. Ordene lagde sig et sted, han ikke vidste hvad han skulle stille op med.

Romeo pressede læberne mod hinanden, og blikket gled væk, hurtigt, næsten reflektorisk, som om han ikke kunne holde det fast uden at afsløre mere, end han ønskede. finde mig hvis... Han sank og et stille suk slap ud efterfølgende, ujævnt, som om han først dér kom i tanke om at trække vejret ordentligt.

Da han så op igen, tøvede han et øjeblik, før han klappede hånden der lå på hans overarm - let, næsten distræt - som for at gøre berøringen til noget mindre betydningsfuldt, noget han kunne affeje. Han fugtede læberne, trak vejret ind for at sige noget - men lod være. 

I stedet trådte han et skridt tilbage. Afstanden kom hurtigt og han mærkede Fabians hånd forsvinde igen.
"Tak..." Ordet kom lavt, en anelse for sent, som om det skulle presses fri. Et smil spillede svagt i mundvigen, men det nåede aldrig rigtigt at sætte sig. 

"Jeg vil lade dig..." Han stoppede op midt i sætningen, trak vejret ind gennem læberne og lod hånden glide op langs halsen, hvor den blev et øjeblik, som om kraven sad for stramt. "... få ro." 
Der var noget forhastet over det nu. Noget, der ikke længere blev styret, men bare skulle afsluttes.

Et kort nik.

"Godnat, Fabian." Han tøvede kun et brøkdel af et sekund, før han vendte sig, lidt for hurtigt og gik.

Kun en blind mand ville ikke kunne se den voldsomme reaktion den blide berøring gjorde, men Fabian kommenterede ikke på det, for de vidste begge to godt at de begge havde lagt mærke til det.
Fabian havde en fornemmelse af at hvis han pressede Romeo, så ville han stikke halen mellem benene og rent faktisk løbe, og selvom Fabian ikke forventede de nogensinde kunne blive de venner de engang var, så var der stadig en gammel omsorg der lå i hjertet på Fabian, som han troede for lang tid siden havde forladt ham. Han var blevet blød på sine gamle dage.

Så i stedet for at presse, eller stille spørgsmålstegn, så lod han det lette smil spille over hans læber, og lod hånden falde ned på hans side. "Godnat Romeo," sagde han i stedet for, et lidt mere kækt tonefald, som om at han blot var en skøge der havde forsøgt at charmere sig ind på en præst, og ikke alt det andet.
Hans blik forblev dog en stund på Romeos skikkelse som den trak sig væk, inden han vendte sig mod sofaen. Sølle og dog bedre.
Med et lille suk lagde han sig ned i sengen, øjnene mod loftet, og ikke for første gang ønskede han sig tilbage i en blødere og varmere seng, men han lod ikke tanken tage rod. Det havde han ikke råd til, ikke når han godt vidste at der var muligheder for at det kunne lade sig gøre, muligheder han ikke havde lyst til at tage heller.

Det tog ikke lang tid før Fabian, træt af sind og krop, faldt hen i en rolig søvn.

Døren lukkede dæmpet bag ham. Romeo blev stående et øjeblik med hånden hvilende mod træet, panden let sænket, som om han kunne samle sig der, hvis bare han stod stille længe nok. Stilheden i rummet var tungere herinde. Mere ærlig.

Han trak vejret ind gennem næsen, langsomt, og slap det igen. Så bevægede han sig med en rutine der sad i kroppen; han fik tøjet af, lagde det fra sig uden rigtigt at se på det, lod sig synke ned på sengen. Dynen var kølig mod huden, og i et kort øjeblik føltes det næsten godt. Næsten nok.

Det varede ikke ved.

Blikket fandt loftet og blev der. Tankerne kom i glimt - ikke klare, ikke sammenhængende, men insisterende. Et smil. En hånd. Den måde Fabian havde sagt det på. Den måde han selv havde reageret.
Kæben spændte sig og han vendte sig om på siden. 

Lukkede øjnene. Åbnede dem igen.

Timerne gik ikke; de dryppede. Ujævnt og uden rytme.
Han prøvede at finde roen, den han prædikede om, den han burde kunne fremkalde uden besvær. Den lod vente på sig. I stedet lå der en rastløs sitren under huden, en uro der ikke ville slippe sit greb.

På et tidspunkt måtte han være gledet hen. Kort og uroligt. Lyset havde ændret sig, da han åbnede øjnene igen og morgenen var kommet. Romeo lå et øjeblik og stirrede ud i rummet, før han satte sig op. Kroppen føltes tung, som havde søvnen ikke gjort sit arbejde. 

Han gned hånden hen over ansigtet, trak vejret dybt og lod det slippe langsomt inden han rejste sig.
Skridtene ud i det andet rum var stille. Næsten tøvende.

Fabian lå stadig på sofaen og Romeo standsede.
Blikket fandt ham uden besvær - og blev der.
Det var ikke den samme dreng. Ikke længere. Linjerne i ansigtet var skarpere nu, noget mere levet i dem. Der var en ro i søvnen, han ikke havde set i vågen tilstand. Eller måske var det bare fraværet af alt det andet.
Han tog et skridt nærmere. Og et til. Stod ved siden af sofaen uden at gøre noget. Bare så, mens blikket gled hen over ansigtet, dvælede ved kanterne, ved munden, ved det der stadig var genkendeligt - og det der ikke var. Noget i brystet trak sig sammen, stramt, uroligt. Det var tid til at vågne. Alligevel blev Romeo stående for længe. Til sidst løftede han hånden. Tøvede.

Fingerspidserne fandt Fabians overarm, forsigtigt, som om selv berøringen krævede tilladelse. Han lagde en smule mere vægt i, et blidt tryk, nok til at kunne mærkes. "Fabian..." Stemmen var lav. Ru af for lidt søvn. Han ventede, men hånden blev liggende et øjeblik længere, trykket en anelse tydeligere, før han lod det falde igen.