Zahinael standsede atter sit skriveri og hævede blikket til havmanden.
"Alt, Eyidivan," svarede han i en tone, der lød som om han forklarede sig til et barn. 
Som havde han al tid i verden - og det havde han jo i og for sig også - tog han en slurk af den skoldhede te og rejste sig op. Glattede sin vest lidt ud og rettede på bukserne, der var blevet en smule krøllede af at have siddet i stolen så længe. Stadig med fjerpennen i hånden gik han rundt om bordet til Eyidivan, mens han lod fjerspidsen kærtegne bordpladen. Han stoppede op bag Eyidivan og lagde hænderne på hans skuldre. For en gangs skyld skulle han ikke vaske fiskelugt af sig efter det her møde - de havde vasket ham godt nedenunder.
"Alt er forandret dernede - sikkert meget mere end jeg selv ved af," sagde han og så frem for sig, mens han lod vægten af sine hænder tynge ned på havmandens skuldre. "Hvilken svaghed, der er kommet frem i dit fravær. Mon det altid har været sådan? Ingen andre har holdt så længe her som du har. Jeg troede vi fangede en svag kunstnerfisk dengang, men det var slet ikke rigtigt. Du har altid været den stærkeste, ser det nu ud til. Det var kun hende, der gjorde dig svag."
Kunstpause. 
"Eyidivan - i vores tjeneste bliver du stærk. Stærkere end nogensinde før."

    Eyid bøjede hovedet - kunne ikke lade være med at krympe sig, da Zahinael lagde hånden på hans skulder. Han følte sig ikke stærkt... Han følte sig tom og hul og ulykkelig. Han følte, at han ikke længere kunne genkende sig selv - at han ikke vidste, hvor hans prioriteter lå; hvad man kunne få ham til, og hvad man ikke kunne få ham til. Hans liv var blevet én lang skyggetilværelse, hvor han blev skubbet hid og did uden at have den mindste kontrol. Hvor han hadede sig selv for sin svaghed - sin ondskab - men var ude at stand til at være bedre, fordi mulighederne var så begrænsede, og han desuden efterhånden havde så svært ved at se, hvad godheden var. 
    For der måtte vel være en grund til, at alting altid skulle gøre så ondt? Godhed skulle vel ikke betales tilbage med smerte - skulle det? Var det ikke kun... ondskab... der blev det...?
    "Jeg forstår ikke, hvordan Atha'ame kunne gå imod vores mødre..." mumlede han til sidst - nærmest åndsfraværende og stadig med grødet stemme. "Jeg forstår ikke... hvordan Cyreesai kunne..." Kunne slå Mor Aleissan ihjel... Tanken fik tårerne til at stige op i hans øjne igen, hvilket var en underlig fornemmelse; han havde ikke grædt af sorg i... årevis. Sorgen havde ikke fået plads for vreden og hadet - for sorgen var svær at vende indad og ubrugelig at vende udad...
    Men hvad var egentlig det sidste, Spionmesteren havde sagt? I vores tjeneste bliver du stærk...
    Eyid løftede langsomt hovedet og stirrede med blanke øjne op på Zahinael. "Jeg tror aldrig, jeg bliver stærk igen..." hviskede han. For det var sandt, hvad han havde sagt til Yeano i torturkælderen - han havde ikke noget håb længere. Havde længe været uden håb for sig selv, og var nu også - endegyldigt - uden håb for de folk, han havde holdt af i Aquarin.

Smilet brød frem på Zahinaels læber - denne gang så stort, at det vise tænderne frem. Han trådte hen ved siden af Eyidivan og lagde pennen på bordet. Den ville han ikke få brug for nu. Så løsnede han lænkerne og hjalp Eyidivan på benene.
"Følg med," sagde han og vinkede ham med sig mod døren. Ude på gangen rankede vagterne ryggen og fulgte med et par meter bag dem, som dæmonen fulgte havmanden væk fra kontoret, hvor den dampende te stod glemt tilbage.
De nåede en simpel trædør, der lignede alle de andre døre, de havde passeret, og Zahinael holdt den åben for Eyidivan. De to vagter blev stående udenfor, da han lukkede den bag sig. Rummet var stort og cirkulært med former i bagvæggen, der tydede på at mindst halvdelen var udhugget direkte ind i bjerget. Gulvet var belagt med sivmåtter og ellers var der tomt, simpelt og vinduesløst.
"Herinde genopbygger vi din styrke," proklamerede Zahinael med en indbydende gestus. "I dit sind og i din krop. Disciplinen vil gøre din klarsynet og du vil opdage, at den styrke, du føler er forsvundet fra dig for evigt, kun er lige uden for din rækkevidde. Vi vil hjælpe dig med at nå den og gribe den.
   Mærk dig mine ord; Hvis du begynder at slå med andet formål end træning, vil straffen være hård. Gå til det med den rigtig indstilling, og jeg lover dig, at du vil blive vel belønnet."
Ikke blot i tilfredsstillelsen over at få sin krop tilbage stærkere og mere robust, men også i helt reelle fysiske omgivelser. Eyidivan ville blive flyttet fra de mørkeste dele af fangekælderen op til større lokaler - stadig med låste gange og vagter, men med mulighed for at gå til et fælleslokale, se andre væsner og med en seng, der ikke blot var udhugget i sten. Han ville opdage, at god opførsel kunne omsættes til bøger, ekstra rationer og svømmeture i de lukkede klippesøer. Forseelser ville stadig ende i lige så hårde straffe, og nogle gange ville de regne kollektivt ned over hele fangegangen, så alle fik et incitament til at holde hinanden op til samme standarder.
"Du har givet slip på den sidste rest af svaghed nu, Eyidivan. Det håb, du føler, du har mistet, var i virkeligheden din svaghed," fortsatte han. Mens han talte, havde han knappet og smøget ærmerne op (så stoffet var præcis lige bredt på hver arm og ikke krøllede mere end højst nødvendigt), og nu tog han bredstilling med fødderne og hævede hænderne i en defensiv positur. Afslappet, for der var ingen grund til at bruge al sin kraft mod et væsen, der kun lige kunne huske, hvordan man fik benene til at lystre nok til at gå. Det var perfekt. Det havde taget lang tid at nå hertil, men endelig - endelig - vurderede han, at Eyidivan var klar til at lære noget.
"Kom. Gør et udfald."

    Eyid stirrede uforstående, da Zahinael løsnede ham fra skrivebordet og hjalp ham på benene med et smil, som havmanden ellers sjældent havde set på hans ansigt. Det var... sælsomt. Sælsomt at se et andet væsen smile så oprigtigt til ham - Eyid mødte sjældent andet end snerrende munde og hårde ord...
    Selvom han nødigt ville være ved det, gav dén gestus et lille, varmende prik i hans ellers sorgkolde indre. Han havde... desperat brug for noget - for forbindelse. For anerkendelse - anderkendelsen af, at han var i live; et tænkende, følende væsen...
    Så Eyid lod sig hjælpe på benene og gned diskret og lidt nervøst sine håndled, da det gik op for ham, at Spionmesteren ikke havde tænkt sig at lænke ham igen. Hvad var det her?
    Hans forvirring blev ikke mindre, da Spionmesteren viste ham ind i det simple lokale og gav sig til at snakke - snakke og forklare, som om Eyid skulle til at tage hul på en ny del af sit liv, selvom havmanden ikke havde den fjerneste anelse om, hvad ordene skulle betyde. For han havde jo givet op - der var ikke mere, andet, end den hverdag, han havde lært at kende her - og at insinuere noget andet... det måtte næsten være et trick...
    Mor Aleissan er død...
    Cyreesai slog hende ihjel...
    Eyid stod bare som forstenet og betragtede Spionmesteren med døde øjne, da denne gav sig til omhyggeligt at smøge ærmerne op. Først da Zahinael indtog forsvarsposition og opfordrede Eyid til at gøre udfald, vågnede havmanden op - trådte instinktivt et skridt tilbage og betragtede Spionmesteren varsomt, som var han et utilregneligt dyr, der kunne finde på at rive ham i småstykker ved det mindste fejltrin. Hans hjerne gav sig til at snurre - for dét hér var uventet, og Eyid anede ikke, hvad det skulle betyde; havde lært af mange års fejltrin, at han ikke kunne forvente at regne Spionmesteren ud, men gjorde alligevel altid et forsøg, fordi det var sådan han var. 
    Det var en fælde. Det var altid en fælde. Og Eyid troede altid han kunne se igennem den eller dreje situationen til sin fordel - og Eyid blev altid skuffet. 
    Fælde... en fælde. Eller var det? Var det i virkeligheden fælder, Zahinael satte op, eller synedes de bare sådan, fordi Eyid gik til dem forkert? Fordi han netop prøvede at dreje dem, sådan som Mor Riyeena altid havde lært ham - kun tage kampe, han mente, han kunne vinde, eller som et minimum at gå derfra som dén, der havde mistet mindst...
    For det havde ikke været en fælde, da Zahinael lod ham molestere Yeanos hænder - dér havde Spionmesteren bedt om noget, og Eyid havde adlydt, og til gengæld havde havmanden fået lov til at sætte sig i respekt overfor sin plageånd... Det samme havde gjort sig gældende, da han lige var kommet hertil, og de havde holdt ham i det varme, knastørre træbur, og Zahinael havde bedt Eyid kalde ham 'herre'. Dét havde heller ikke været en fælde, for Eyid havde adlydt og Eyid var blevet belønnet...
    Men hvad var dét hér så? Skulle han adlyde? Eller var tvistet i virkeligheden, at han skulle lade være? At han skulle forstå, at han aldrig kunne svare igen med vold - selv ikke når Spionmesteren selv bad om det? 
    Eyid huskede i hvert fald godt, hvad fangevogterne havde gjort ved ham, første gang han havde forsøgt sig med sin Sirenesang... Ville det samme ske, hvis han vitterligt slog ud efter Zahinael? 
    "Herre, jeg..." begyndte Eyid fortvivlet, og opfattede først selv, hvad han havde kaldt Zahinael, da ordet var ude af hans mund. Han tog endnu et skridt baglæns. Ansigtet fortrukket i forvirring og modvilje. "Jeg vil nødigt..."

"Hvad er du bange for, Eyidivan?" spurgte Zahinael - ikke hånligt for en gangs skyld.
Eyidivan skyede væk fra ham som havde han lige foreslået at række hånden frem mod en giftslange. Han måtte da snart forstå, at alt Zahinael gjorde, var velovervejet og på ingen måde tilfældigt. Det gav ham lyst til at sukke, for det var på en gang det mest spændende tidspunkt for en ny rekrut og det mest frustrerende. Lige inden tillid og respekt rigtig fik lov til at vokse frem.
"Hvis du tror, du har en reel chance for at skade mig lige nu, trænger du til at kigge ned ad dig selv," fortsatte han med et nik imod havmandens noget sølle tilstand. "Du gør klogt i ikke at tage den slags arrogance med herind, Eyidivan. Kom så. Gør et udfald, som jeg bad dig om. Jeg vil kun afværge."
Og vise dig, hvordan rigtig kontrol ser ud. Hvad du kan opnå hos mig.
Zahinael ville kun afværge. Tage slagene mod sig og vende dem væk som var det tynde grene, der stod i vejen for hans fremdrift. Uden selv at gøre andet end at bøje sig lidt til siden eller måske tage et skridt til siden. Han regnede ikke med, at Eyidivan ville kunne udgøre en reel trussel, men det var heller ikke pointen med lektionen i dag. Det hele handlede om Eyidivan og hans fremtid. Den fremtid, han nu ikke længere så foran sig selv, og den fremtid, som nu skulle proppes derind i stedet for.

     Zahinaels kommentar om Eyids fremtoning, fik faktisk - på én eller anden måde - fremkaldt et lille, overrasket latterfnys fra havmanden. En ulykkelig lyd, der mere var et udtryk for fortvivlelse end egentlig morskab, men dog stadig det tætteste på reel latter Eyid havde været i mange, mange år...
     "Nej, dét kan der selvfølgelig være noget om," mumlede han for sig selv og løftede så hænderne i en spejling af Spionmesterens positur. 
    Det føltes stadig akavet og uvant - før Eyid blev bragt hertil, havde han aldrig slået nogen i sit liv. Han havde været i krig - jovist - men som Sanger eller taktiker. Aldrig i første geled - aldrig i direkte kontakt med fjenden. Det var for Krigere som Cyreesai...
    Ved tanken om hende og dét, hun havde gjort, døde den lille, svage skygge af latter, der havde sat sig i hans bryst, og Eyid kneb øjnene en anelse sammen og gjorde sit første udfald. Et udfald, der blev slået til side med næsten hånlig lethed, hvilket gav Eyid modet til at gøre endnu ét. Nævekamp var ikke naturligt for havfolket, som det var for landgængerne - under vandet skulle der meget kraft bag et slag, før det gav mening at smide det - men den kunstneriske del af Eyid kunne alligevel godt genkende skønheden og elegancen i dén måde, to modstandere kunne kredse om hinanden på. Lidt som en dans...
    Tanken gjorde ham sikrere på fødderne, for hvis man så sådan på det, så havde han da i hvert fald en idé om, hvad han lavede.
     ...eller den gamle Eyid havde. Denne Eyid brugte det meste af sin tid på at forsøge at glemme, hvem han havde været...

"Ja, sådan!" tilskyndede Zahinael i noget, der faktisk mindede om ægte entusiasme.
Havmanden gjorde som han blev bedt om, og så var det ligemeget, at han var enormt dårlig til det. Det handlede ikke om at mestre nævekamp eller få et slag igennem Zahinaels parader. Det handlede om at få ham ind i en rutine, hvor kroppen bare gjorde og tankerne slappede af. Parér, slå, gå. Skridt til siden, parér. Slå, afværg, gå. Skridt til siden, parér.
Zahinael kørte den samme rutine igen og igen, så Eyid havde mulighed for at forudsige, hvad han ville gøre og ikke skulle prøve på at tænke nyskabende  og ud af boksen. Det var ikke meningen nogen skulle komme til skade i dag. Alt i Eyid var allerede ødelagt, og opbygning var det sande mål.
Sådan kørte Zahinael ham i en halv times tid, hvorefter han sænkede armene og holdt hænderne ud i en gestus til, at Eyid også kunne slappe af igen. 
"Hvordan har du det?" spurgte han og håbede, at Eyids sind var blevet tømt nok af træningen til, at han ville give et bundærligt svar.

    Eyid var forpustet, da Zahinael endelig sænkede hænderne igen - der var ikke mange muligheder for at holde sin form ved lige i den lille, kolde celle, og lungerespiration blev aldrig hans foretrukne måde at skaffe ilt på...
    Han havde også været så fokuseret op sparringen, at Spionmesterens spørgsmål fangede ham fuldstændig på det gale ben.
    "Hvordan jeg...?" Han gentog ordene helt automatisk, og kunne så - til sit eget chok - mærke tårerne stige op i øjnene. Det var så lille en ting... Men lige præcis dét spørgsmål havde ingen stillet ham i... årevis...
    Han havde vendt sig væk helt helt automatisk - som det havde været tilfældet på Zahinaels kontor vidste kroppen, at andre ikke skulle se hans svaghed. 
    "Jeg er træt..." endte han med at svare med en hvisken. Og det var de sandeste ord, han kunne have ytret. Han var træt helt ind i sjælen... "Jeg er fuldstændig udmattet, og oven på dét med Mor Aleissan..." Med Cyreesai... "Jeg ved ikke hvad der er rigtig længere. Jeg ved ikke, hvad jeg har... fortjent."
    Det lød måske underligt, men det var præcis sådan, han havde det - som om tiden her havde vendt hans verdensbillede på hovedet, så han selv pludselig var blevet skurken; for hvordan skulle han ellers kunne finde mening i pinslen? Hvis han ikke havde fortjent det... hvordan skulle verden så kunne hænge sammen? Var det ikke også derfor Cyreesai havde forrådt ham? Derfor Mor Aleissan var død? Fordi han var ond? Havde svigtet? Ikke fortjente at blive regnet for et tænkende væsen...?

Zahinael tørrede sveden af panden og tilbagelagde afstanden mellem dem, så han kunne lægge en hånd på Eyidivans skulder.
"Godt," svarede han med et let smil på læben og øjne, der overhovedet ikke reflekterede glæde. "Udmattelse kan vi arbejde med. Kom."
Han førte Eyidivan ud af det cirkulære rum og vagterne fulgte i hælene på dem. Længere oppe ad gangen kom små vinduer ud til til syne, og mens de var alt for små til at man kunne flygte ud af dem - nærmest blot huller i klippesiden - var der nok af dem til at give en afdæmpet lyssætning som stod i stor kontrast til den kælder, havmanden ellers havde opholdt sig i.
"Hvad du fortjener nu, skal nok komme, hvis den gode opførsel fortsætter," sagde spionmesteren noget kryptisk, mens han viftede af en vagt, som så låste en tungere dør op for dem. Bag den lå en lang gang med døre på hver side og et aflangt lokale med et par borde og stole for enden. En af dørene stod åben og Zahinael førte Eyidivan hen til rummet, hvor en rigtig seng stod klar - endda med et lille tangtæppe, som dryppede en smule på gulvet. Afskyeligt. Hvad man ikke gjorde for at få folk til at føle sig hjemme. "Lige nu fortjener du en god nats søvn."

    Hvad han fortjente nu...
    De ord bed sig af én eller anden grund fast i hjernen på havmanden, for de virkede så arbitrære, hvilket i sig selv var forvirrende. Engang havde han troet, at han fortjente alt det gode, livet havde at byde på, men hvis man fortjente det gode, fortjente man vel også det dårlige - det onde og det smertefulde.... gjorde man ikke? Og hvordan skulle han så forstå og finde mening i sin situation, hvis det ikke var fordi han var ond? Ond og svigtende og ussel...
    Han huskede pludselig gedekvinden i afhøringslokalet - hende, han havde troet han hjalp ved at sno Yeano, men som i virkeligheden viste sig at være én af Zahinaels folk. Hende, der havde vist sig at være ganske ferm med både syle og tænger...
    Allerede dengang, mens han sad fastspændt i stolen og forsøgte at trække sig selv igennem smerten, havde han studset over, at et forsøg på godhed skulle gøre så ondt...Der var noget helt galt med verden, hvis dét var tilfældet.
    Eller også var der noget helt galt med ham...
    Med alle disse tanker i hovedet vendte Eyid sig fra synet af sengen og stirrede forvirret og uforstående på Zahinael med sine store øjne. "Jeg forstår det ikke," sagde han så - helt ærligt og forstillelsesløst. Det var ikke ord, han ellers havde sagt mange gange højt inden han blev taget - opdraget som Eyid var, til aldrig at lade en modpart se hans usikkerhed. Men ordene var de eneste, der kom til hans tanker lige nu. "Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan have gjort mig fortjent til dét hér..."

Hvad der mødte Eyidivan var et smil lige så følelsesforladt som den kolde kældercelle, han ellers var vant til. Alligevel var der et eller andet, der tindrede i Zahinaels øjne, idet han mødte havmandens blik og holdt det fast.
"Det har du fortjent ved ikke længere at kæmpe imod," lød svaret. "Ved ikke at stille spørgsmål. Ved at gøre, som du bliver budt. Ved at finde dig tilpas i at jeg ved bedst. For det har du, har du ikke? Vil du ikke gerne være tilpas? Have det godt? Sove i en rigtig seng, spise rigtig mad og få lov at tale med andre væsner?"
Det var helt med vilje at strømmen af spørgsmål blev en overvældende bølge mod det svage, ødelagte sind. Det var nu, de rigtige svar skulle tvinges ud af ham. Ikke med smerte og vold, men med snilde og små skub. Når de rigtige ord kom ud af fiskens mund - og når han troede på dem - var han Zahinaels. De var så tæt på det øjeblik nu, at forventningen summede helt ud i hans fingerspidser. Han havde haft ham i så mange år, men det var først nu, han virkelig var ved at blive Zahinaels ejendel.

     Havmanden havde åbnet mundet, og der havde egentlig været en indvending på vej ud, fordi han ikke brød sig om den første del af Spionmesterens talestrøm; ikke kæmpe imod, gøre som du bliver budt...
    Men Eyid havde ikke løjet, da han sagde, at han var fuldstændig udmattet, og de mange spørgsmål og halve konstateringer tog pusten fra ham; fangede ham på det forkerte ben, så han endte med bare at sænke hovedet og nikke - acceptere det hele.
    "Jo," sagde han. "Jo, jeg vil gerne være tilpas igen..." Lige nu var der ikke noget, han hellere ville, end at lægge sig i dén seng, der stod i rummet - lade tangtæppet omslutte sig, så hans stakkels udtørrede krop kunne få noget af dén væde, Det Store Åbne under normale omstændigheder skulle sørge for. 
    Havmanden tog et par prøvende skridt ind i rummet - forventede hele tiden at blive stoppet; at opdage, at dette også var en fælde, og at han havde gjort noget forkert. At han ville blive straffet. At tingene slet ikke var, som han havde troet, de var...
    Men han fik i hvert fald lov til at gå hen og stryge et par lange fingre imod det glatte tæppe. Det føltes køligt imod de fine skæl på fingerspidserne, og Eyid vendte sig langsomt imod sin herre igen.
    "Er der så fred i Distriktet nu?" spurgte han pludselig. "Nu hvor Cyreesai har... Nu hvor magten igen er splittet imellem Ke'Jaelin og Va'Chakessa?"

Spionmesteren betragtede havmanden gå ind i rummet og berøre tangtæppet. Fingerspidsernes tøven og den lette sitren, der gik op igennem armen ved kontakten med væden. Eyidivan selv så ikke ud til at opfatte halvdelen af det - reagerede blot åbent og uskyldigt på indtryk, ord og ordre. Endelig. Endelig. 
Zahinael var på ingen måde en utålmodig mand, men den følelse, der skyllede igennem ham, når en plan blev fuldbyrdet, var noget af det mest givende han kendte til. Euforiserende. Det var svært at holde smilet fra at bryde den rolige, afmålte stemning.
"Det er netop sket, denne omvæltning," svarede han og foldede armene bag ryggen. Blev stående i døren. "Rapporterne har kun meldt om kort kamp, så vi antager det går mod noget mere stabilt nu. Når der kommer yderligere rapporter, kan jeg dele dem med dig, min lille fisk."
Kan.
Der lå mørke undertoner under det ord. Der lå et hvis og lurede i baggrunden. Hvis han opførte sig ordentligt. Hvis han gjorde, som der blev sagt. Hvis han gjorde sin herre stolt.
For ellers...
Zahinael nikkede en enkelt gang til Eyidivan og vendte sig så og forlod havmandens nye kammer. Døren blev lukket efter ham - men for en gangs skyld ikke låst.

    Eyid nikkede til Zahinaels ord - turde ikke stole på sin egen stemme. Formåede at holde øjnene fra at blive blanke, til døren havde lukket sig bag Spionmesteren, og sank så ned på sengen, mens han skjulte ansigtet i hænderne. 
    Mor Aleissan var død... Hans hjemdistrikt var i oprør. Cyreesai og Atha'ame havde forrådt ham...
    Og samtidig var han ved at græde af taknemmelighed over, at Zahinael havde rost ham. At Zahinael havde givet ham denne mulighed for at hvile ud. At Zahinael havde lovet ham, at fra nu af skulle alting nok blive bedre...

De fire væsner på kontoret var de mest lovende på det skjulte bjergfort, der husede Zahinaels næste generation af loyale spioner. De ville ende hvert deres sted i landet, men deres evner komplimenterede hinanden og sammensætningen var nøje udvalgt for at de kunne lære noget - primært af de andres fejltagelser. Som på de andre gange med lovende, nøje udvalgte individer, var der forventet en grad af konkurrence og interne stridigheder, og netop den her gang - eller hus, som de selv kaldte sig (nok fordi, de aldrig havde set ydersiden af bjerget, tænkte Zahinael) - havde alle dage været ekseptionelt gode til netop det. 
Denne gang var det dog alligevel gået for vidt. Nu stod de på række her foran ham - tre lavere end Zahinael og havmanden stadigvæk irriterende nok i øjenhøjde. Zahinael foldede hænderne bag ryggen og stod lige så rank som sine spioner, men fik det til at se ud som om det var den mest naturlige, behagelige måde at stå på - i modsætning til især Rickert, der havde problemer med ikke at overstrække sine knæ og se ud som om han var ved at blive hængt.
Spionerne havde pænere tøj på nu. Selv havmanden havde fået noget specialsyet til de lange lemmer og med huller til finnerne. De primitive smykke-agtige 'klæder' fra havdistrikterne var ikke noget, Zahinael havde lyst til at invitere indenfor på sit territorie. Ét var, at det heller ikke skulle blive alt for hjemligt. Noget andet var, at det var barbarisk. Føj.
"Såvidt jeg forstår," begyndte han tonløst og med en påtaget kedsommelig mine. De burde alle vide, hvad det udtryk betød. "Fandt vagterne Lorens, Rickert og Vianna på Gerhardts værelse med hans blod på hænderne. Der havde været tumult, råben, og en del brækkede lemmer - dog ingen af sidstnævnte jeres. I har alle fortalt en rapport til vagterne om, at Gerhardt var skyld i hele misæren."
En af de andre nikkede. Zahinael vendte sit blik mod havmanden, langsomt og drævent som om selve verdens eksistens kedede ham.
"Eyidivan," sagde han. "Fortæl mig, hvad der skete. Kort. Præcist."

    "Der lød ganske rigtigt skrig fra Gerhardts værelse," bekræftede Eyid og kunne se ud af øjenkrogen, hvordan Viannas spændte kæbe slappedes en smule. "Viannas skrig. At Gerhardt tvang folk fra Huset med ind i sine gemakker var der faktisk ikke noget nyt ved, og som hans nabo har jeg efterhånden lagt ører til lidt af hvert..." Allerede nu fjernede han sig fra dén historie, de havde aftalt, og de andre skævede lidt bekymrede til ham - Eyid lod dog som ingenting og holdt bare blikket stift rettet fremad; skulle have disse ting ud, inden Zahinael afsagde sin dom... "Lorens og Rickert fór op fra vores kortspil da de hørte det og brød døren til Gerhardt ned."
    "Det var hæsligt, Herre," indskød Lorens uopfordret, som dén idiot han var - Eyid fattede ikke, at manden endnu ikke havde lært at følge Zahinaels ordre til punkt og prikke... "Han havde slået Viannas ansigt blodigt og tvunget hende halvt ned på sengen..." 
    Rickert havde slået Vianna blodig, da først Gerhardt var holdt op med at røre på sig. Det skulle jo se rigtigt ud...
    "I hvert fald," samlede Eyid forklaringen op, mens han i sit stille sind tænkte, at Lorens med sin afbrydelse mere eller mindre havde gravet sin egen grav. "Så gjorde Rickert og Lorens kort proces med vores forhenværende Husleder. Der blev slået og sparket en del. Og Vianna var faktisk dén, der tog livet af ham med en ilddrager fra ildstedet - men dét forstår man vel egentlig også godt... I hendes situation."
    Vianna måtte have hørt ét eller andet i hans stemme - i dén måde han lagde trykket på, måske - for hun løftede hovedet med et sæt og stirrede alarmeret på ham, netop som Eyid tilføjede: "Alt i alt gik det hele vist præcis efter planen."

Zahinael lyttede til beretningen med armene bag ryggen og et udryksløst ansigt. Da Lorens brød ind, fjernede han ikke blikket fra Eyidivan, men ignorerede blot forstyrrelsen. Han havde vigtigere ting at lægge mærke til. Alle fire foran ham var trænet af ham personligt. Han havde styrket de dele af dem, der var svagest og sørget for at de stærke dele fik lov til at udfolde sig ved hver given lejlighed. En af de lejligheder var nu; og det handlede om Eyidivans taleevner. Hvert ord var valgt med omhu. Ikke én af sætningerne passede på de forklaringer, der var blevet givet til vagterne, og hvor den mindre opmærksomme lytter ville tænke, Eyidivan stadig bakkede de andres ord op, var det det modsatte indtryk, der blev givet til Zahinael. Med fuldt overlæg, uden tvivl, for når det kom til ord, sagde Eyidivan aldrig noget uovervejet. Selv under den groveste tortur i starten af sit ophold havde havmanden altid holdt fast i sine ord.
"Vianna," sagde han så, men flyttede først blikket over til hende, da han begyndte på den næste sætning. "Og her troede jeg du kunne passe på dig selv. Men du havde brug for hele to andre til at holde Gerhardt nede, mens du hentede ilddrageren fra fællesrummet. I fællesrummet, hvor der i øvrigt ikke var noget blod, trods Lorens' beretning om at Gerhardt havde slået dig til blods."
Han lod det bundfælde sig lidt, inden hans iskolde blik gled videre over til Lorens. 
"Hvis du skal lyve for mig, så gør i det mindste et ordentligt forsøg." En utilfreds tone sneg sig ind i hans stemme, og hvor Lorens åbnede munden for at forsvare sig, var Vianna faktisk klog nok til at holde kæft og give ham en albue i siden, så han også stoppede sig selv.
"Men I er voksne væsner, og denne hændelse er kun endt hos mig, fordi I nu mangler en husleder," fortsatte han. Blikket vendte tilbage til Eyidivan. "For jeres husleder er den, der skal bestemme jeres ... straf."
"Jeg-" begyndte Vianna, rankede ryggen og lød som om hun skulle til at kaste sig ud i en længere jeg-skal-nok-ofre-mig-og-tage-teten-tale, men Zahinael løftede en hånd og fik hende til at tie.
"Du vil gerne modtage den første straf," færdiggjorde han. "Eyidivan. Som ny husleder er jeg sikker på, du kan udvælge en passende straf for dine beboere, så intern uenighed fremover bliver løst på bedre vis."

    Eyid holdt sig rolig under Zahinaels granskning, for han mærkede ganske tydeligt, at Spionmesteren studerede ham med noget, der nærmere tangerede tilfredshed end mishag - så godt kendte han dog efterhånden sin Herres luner. Der var heller ingen tvivl om, at Zahinael straks havde gennemskuet, hvad det var for et spil, Eyid spillede, men andet havde Havmanden heller ikke regnet med - de dage var for længst forbi, hvor han i sin arrogance troede sig mere udspekuleret end Spionmesteren; så klog af skade var han trods alt blevet...
    Tvært imod følte han nærmest et øjeblik, at de delte par sekunder med en underlig, fælles forståelse, han ikke helt vidste, hvor han skulle placere. Og selvom følelsen på den ene side fik en gnist af stolthed til at blusse i hans bryst, gjorde tanken han ham også dybt, dybt foruroliget...
    Vianna havde åbnet munden i fornægtelse og vendt et blik, der gnistrede af had imod Eyid, da Zahinaels udnævnelse ramte hende som en spand isvand, og hun nærmest bed tunget af sig selv for ikke at komme til at sige noget, der kunne forværre hendes situation endnu mere. Eyid tillod sig et yderst diskret, lille smil ved synet af hendes anstrengelser.
    Lorens var dog ikke helt så klog som Vianna havde været, og med et hyl af forargelse snurrede han om imod Eyid med knyttede næver. 
    "Din forræderiske slange!" udbrød han med en stemme, der var skinger af vrede og chok. "Jeg slår dig kraftedeme ihj-"
    "Hold kæft, Lorens!" bed Vianna ham sammenbidt af, mens hendes blik ikke så meget som et sekund forlod Eyids - som var han virkelig dén slange, Lorens havde beskyldt ham for at være. Bag hendes øjne kunne Eyid se, at den beregnende hjerne allerede var sat i gang - forsøgte at forholde sig til den nye situation og få det bedste ud af den. "Sådan taler du vel ikke til din nye Husleder - gør du?"
    Eyid bukkede ærbødigt i retning af Zahinael. "Jeg er beæret over tilliden, Herre," mumlede han og rettede sig så op igen med det samme, lille smil spillende i mundvigen. "Og tro mig - jeg skal gøre mit bedste for at komme på en passende straf."

Zahinael havde været klar til at lade dem ordne hele det her skænderi internt, og det overraskede ham faktisk, at den ikke nåede længere end Lorens' udbrud. Lidt hjerne havde Vianna da tilbage, selvom hendes øjne lynede. Det ville ikke blive nemt for Eyidivan at holde huset under kontrol. Noget sagde Zahinael, at det var præcis den udfordring, havmanden havde behov for.
"Tænk ikke for længe over det," svarede spionmesteren og gav Eyidivan et varsomt klap på skulderen. Varsomt, fordi han stadig nogle gange forventede, at skællene ville være våde, og den her skjorte var nyvasket. "Jeg rejser i morgen tidlig, og jeg vil gerne overvære straffen personligt. Sørg for at være klar efter aftensmåltidet. Hvis du skal bruge noget," Redskaber, bestemte rum, helbredere... "Så giv vagterne besked inden måltidet. Så sørger de for, det bliver sat i stand."
Han tog hånden til sig og børstede den ubevidst af i sine bukser, inden han igen foldede hænderne bag ryggen og lod blikket glide en sidste gang over de fire spioner. Hvis de alle sammen overlevede disse år, ville de blive formidable spioner. Tilset og opfostret af Zahinael selv, som han sjældent havde tid til med alle de potentielle soldater. Det var mange år af et væsens liv. Og en lille bid af Zahinaels egen evighed. 
Han drejede om på hælen og vendte ryggen til dem - det sædvanlige tegn til, at de kunne forlade hans kontor.
"Åh, og hvis der sker jeres nye husleder noget ..." tilføjede han. Truslen blev hængende ufærdig i luften mellem dem et øjeblik, inden Zahinael vendte sig halv om og fangede Viannas blik. "Jeg glæder mig til at se, hvad du finder på, Eyidivan."

    Endnu et lille buk blev sendt i Spionmesterens retning. 
    "Naturligvis, Herre," forsikrede han, mens han mentalt allerede var i gang med planlægningen. En passende straf... Ville hun mon lære sin lektie, hvis han sørgede for at tatovere 'løgner' tværs over hendes tunge? Det skulle være ham en sand fornøjelse at efterlade den arrogante Vianna med noget, der ville minde hende om, hvordan han havde taget hende ved næsen, hver gang hun så sig selv lidt for grundigt i et spejl...
    Og de to menneskemænd? Det ville måske blive knapt så symbolsk og en anelse mindre delikat, men deres straf ville i langt højere grad handle om at få dem banket på plads - at afskrække dem fra at lave et nummer med Eyid, som lignede dét, de havde udsat den gamle Husleder for...
    Eyid blev stående foran skrivebordet, da  Vianna og hendes håndlangere fangede Spionmesteren hint og forlod lokalet. 
    "Det handlede ikke om magtsyge, Herre - dét skal du vide," sagde Eyid så, selvom han godt vidste, at han tog en chance lige nu. "Vianna var blevet en dårlig Husleder. Hun tænker ikke fremad og hun er ikke fællesskabsorienteret - kun selvcentreret. Og så er hun typen, der tror hun er klogere end alle andre..." Her holdt han en lille pause, fordi han meget uvelkomment blev mindet om, at Cyreesai engang for længe siden havde beskyldt ham for det selv samme. Eyid bøjede hovedet.
    "I hvert fald skal jeg gøre mit bedste for at leve op til mit nye ansvar, Herre. Det sværger jeg på." 
    Og med et sidste buk vendte han om på hælen og forlod kontoret.