"Men! Så er det tilbage til skrivebordet, hmm?" hviskede han spørgende, og lod hånden cirkle en anelse omkring bæltestroppen som han var nået til, uden rigtig at virke villig til at gå videre. Det her var eskaleret fuldkommen, og Aldamar vidste udemærket at han selv bar en stor del af skylden på sine skuldre. Men med det i mente, var han ikke sen til at afkræve hvordan de kom tilbage til det, og i hvert fald udnyttede lidt mere tid, end den lille time de havde siddet.
Aldamar's kne havde findet sig til rette omkring det smallere liv på den anden mand, for stadigvæk at kunne holde ansigtet bare nogenlunde tæt på hans i kraft af de ord; fyrstesønnen følte at det ligeså meget var en reprimande til ham selv, som det var til Fabian på det her punkt.
Om det var et 'jah selvfølgelig Aldamar' der kom, ville han dog møve sig længere ned for at komme rigtig på plads til hvad der delvist var blevet tilbudt, og måske delvist også håbet på, slanke fingre hurtige til at pille bæltet op.


Krystallandet
