Fabians arme var hurtig til at indkapsle Aldamar mod sig, da han først havde trukket ham ind, og nød duften af manden, som også havde fået bare en anelse sved med sig, efter deres... noget omtumlet tid sammen. Han regnede ikke med at han selv var meget bedre på det punkt, men det generede i hvert fald ikke ham.

En let latter sneg sig over hans læber, som han blev prikket i siden, og Aldamar var meget insisterende om at han ikke skulle bruge rummet til at hore i, i hvert fald ikke som sig selv. ”Det var ikke min plan at arbejde heroppe,” sagde han, lidt ubevidst om at det måske bare pegede på at han havde været heroppe, kun for at se om han kunne finde Aldamar. En ting han ikke ligefrem kunne benægte, og ville have svært ved at snige sig uden om med Aldamars magi. ”Der er ikke ligefrem så mange kunder at finde på gaden.” De fleste adelige var trods alt også mere tilbøjelige til at sende bud efter et af de finere bordeller, som fandtes, men ingen rigtig snakkede om. Adelige lavede jo ikke noget så... uanstændigt, som Fabian 'favorit' gamle dame ville sige. 
Han tog en hånd op og kørte lidt af Aldamars hår væk fra ansigtet. Det sad ikke så pænt som det havde tidligere, og de blev nok nødt til i det mindste lige at sørge for at de begge to så nogenlunde ud når de gik ud.

Så det var det ikke? Aldamar's øjenbryn løftedes en anelse spørgende ved den information, men lod det gå forbi uden at stille videre spørgsmål ved det. Alt det gjorde var at barne noget så behageligt, og han rystede hovedet en anelse for at få nogle af de filtrerede krøllet væk fra ansigtet. En dybere indånding blev taget, Aldamar's hænder nussede dovent hans sider da de måtte sig der, og han slog sig til tåls med tålmodigheden. Torsdag. 
En eller anden dag, måtte han finde en løsning på det her foruroligende behov for at have ham omkring sig, en eller anden dag måtte han finde ud af hvad han gjorde ved sig selv og den situation han var endt i. Den dag var ikke idag. 

Han sank en klump da det gik op for ham at han bare havde betragtet ham i nogle sekunder, inden at han slog blikket væk og sukkede. Oh, det havde han nær glemt. 
Hånden gled ned i hans egen taske ved siden af hans hofte, og rodede en anelse der. Selv hvis han prøvede - ikke noget han helt forventede - men selv hvis han prøvede at afvise, ville Aldamar presse det han retmæssigt skyldte ham imod hans brystkasse, og vendte på at hans selv greb de jadestykker det var hans. Dog uden at rykke sig yderligere, den anden arm stadigvæk viklet omkring hans liv og hånden presset imod hans lænd, bare for at få det sidste nærvær der var at hente. 
"... bare for rummet i hvert fald" tilføjede han fast, men med et lille smil.  
Så var han i hvert fald garanteret, at han ikke var helt tørlagt i pengepungen, da det umuligt kunne have været billigt at trække Aldamar væk fra gaden, helt tilbage fra da de kom.  

Det var rart, når man også kunne mærke på den anden part, at de var modstridende i at forlade. Det varmede hjertet lidt mere, og fik ikke Fabian til at have det så dårligt over at han ikke var helt villig til at give slip endnu. Dog ville tiden altid være inde, og Fabian blev venligt mindet om det, da han mærkede krystallerne blive presset mod hans brystkasse.
Han havde ikke engang overvejet at spørge om dem, og selvom han næsten havde lyst til at afvise, noget han aldrig gjorde, så kom der alligevel en tøvende hånd op for at tage imod dem. På et eller andet tidspunkt, der var krystallerne virkelig blevet overflødigt, og med mængden af tid han havde brugt på ikke at arbejde på det seneste, og huslejen, ja, så var han lidt i underskud.

”Okay,” mumlede han og lænede sig så ind for at få et sidste kys fra Aldamar. Krystallerne havde dog alligevel skabt en lille tvivl i ham, om Aldamar egentlig vidste hvor lidt krystallerne alligevel betød for ham, for de havde aldrig snakket om, om de skulle forsætte med at betale. På den ene side kunne det være svært at reservere så meget tid for en mand, hvor Fabian så ikke ville kunne arbejde, men på den anden side, så var han her ikke for pengene. Hvis han havde, så havde han ikke været der for Aldamar, da han sad og havde et anfald i tempelhaverne.

Da de brød kysset, var Fabian dog kommet i tanke om en anden lille detalje, nu når Aldamar havde spurgt meget specifikt om de skulle hjem til ham. ”Mødes vi stadig på Svinet, eller skal jeg snige mig ind hos dig?” spurgte han, et lidt drillende smil på læberne. Han kunne trods alt godt finde ud af det sidste, hvis han blev bedt om det. 

Den karakteristiske hjertebanken tog til da han lænede sig ind for at sidste kys, og først da Aldamar var sikker på at han havde taget imod krystallerne,  såvel som fået hvad han lige ville trække ud af den sidste berøring,  jah det tral han sig tilbage.  Læberne brændte i resterne af smagen af dem blonde mand, og han slikkede sig ubevidst ovet dem, de halvlukkede øjne med en gnist af indforstået en energi i sig.  Snart.  
Da han til gengæld skulle til at trække sig nåede han ikke langt, da et... pudsigt spørgsmål gled over Fabian's læber, som kort fik ham til at åbne munden - et svar klar. Inden at han tøvede, og noget drilsk tog over i stedet. Snige sig ligefrem? 

"Lad os se dig prøve at snige dig ind" endte han med at klukke - det skulle nok blive sjovt.  Om han vitterligt kravlede henad en væg,  eller forklædte sig ellert noget helt tredje, det ville han gerne overraskes med. Han havde vel hjerne til ikke at blive opdaget, hmm? 
Om ikke andet, ville det være lidt af et spil for ham, hvornår ham dukkede op. Og han elskede trods alt en god leg.  
Aldamar's ene håndflade blev lidt længere ved det sted hjertet livligt bankede under huden, inden at han endelig løsnede grebet, og vendte blikket imod værelsets vægspejl, før at sikre sig at han ikke så helt forfærdelig ud.  Hvilket var en... god idé, han så mildest talt ud som en det havde rodet lidt for længe rundt, med de røde kinder og sjuskede hår. 
En forfængelig banden fulgte med da han vristede sig fri fod at ordne det. 

Fabian havde ikke regnet med at Aldamar faktisk ville gå for at snige ham ind, og det var mere blevet lagt ud, fordi idéen i sig selv var sjov, men Fabian bakkede ikke ud af en udfordring. Hans hoved begyndte allerede at overveje den bedst mulige måde at snige sig ind, selvom det nok ville ende med at være som tjenestefolk. Det gjaldt trods alt om ikke at alarmere hele huset om at han var kommet på besøg og... ikke forlod indtil den lyse morgen.
Smilet forvandt derfor heller ikke ligefrem, som han lagde sine krystaller ned. ”Nuvel, hvis du mener det er sjovest,” sagde han og fandt sig selv gå over bag Aldamar, for også at studere ham i spejlet.

”Lad mig hjælpe,” mumlede han. Aldamar kunne trods alt ikke se sig selv bagfra, og han begyndte at i det mindste foregive at glatte skjorten ud på skuldrene og ryggen, mens han selv kunne kæmpe med håret og de røde kinder.
Fabian selv så... ikke ligeså slem ud. Håret var lidt rodet, men en enkelt hånd igennem det og det var så godt som ny, og så skulle han nok også lige sørge for at lukke alting til igen, men han rødmede ikke ligeså meget som Aldamar gjorde. Hvilket dog så ganske godt ud på ham, hvis han selv skulle sige det. 

Der var noget skæbnebestemt uretfærdigt i at Aldamar's lyse hud - mælkehvid og ret så porcealænsglat,  tog farve så forbandet hurtigt. Især når han fik lov til at sammenligne med Fabian's solbrune ansigt og ret så rolige, svagt smilende udtryk. Han lignede sig selv, hvorimod enhver der kendte Aldamar, vidste at han sjældent havde grund til at blive rødlig på den måde. Satte man ham i stort set alle hverdags situationer, han klare det uden store kvaler. Det var godt og vel aldrig at det pressede ham, hvilket kun gjorde ham selv meget mere opmærksom på at det skulle væk, før at han bevægede sig nogle steder hen. 
Men, ligeså hurtigt det kunne komme, ligeså hurtigt kunne det forsvinde... næsten. 

Blikket mødte Fabian's i spejlreflektionen, og selvom det ikke ligefrem var en hjælp på farven i hans ansigt, nænnede han ikke at ryste de udglattende hænder af sig. I stedet kørte hans hænder henover de svagt brændende kinder for at køle dem en anelse af, inden at han rystede det mørke hår, så krøllerne blødt faldt nedover skulderen og indrammede ansigtet. Et par minutter og det burde være væk. 
Imens lænede han sig en anelse tilbage, tankerne kredsende om noget så banalt som de breve han skulle have sendt afsted når han kom hjem, og hvilken aftensmad de serverede derhjemme. Almindelige ting, så han ikke fokuserede for meget på manden bagved ham, selvom han ikke kunne lade værd med at læne sig afslappet tilbage imod ham efter nogle overvejende sekunder. "Om alt går galt... vil jeg lade bagdøren stå åben" mumlede han, i tilfælde af at det blev sværere end han lige kunne klare. 

At Aldamar lænede sig tilbage, betød blot at deres kroppe kom tættere på hinanden. Fabians hænder var dog nok til at skabe lidt af en stopklods mellem dem, så de ikke bare faldt ind i hinandens arme igen, selvom det var så nemt at gøre. Nu havde Aldamar dog sagt stop, og det sidste Fabian ønskede, var at Aldamar alligevel endte med at fortryde deres valg, hvis rygterne begyndte at gå om dem.

”Så gør du det jo næsten for nemt for mig,” påpegede Fabian, selvom det næppe var en klage over det. Det ville nok være godt at have en løsning, til hvis det gik helt galt for ham, selvom hvis det gjorde det... så kom han nok slet ikke den aften. Folk kunne godt finde på at sende byvagten på røven af en, når man var lidt for suspekt. ”Men jeg skal nok forsøge at ramme ca. klokken 8 hos dig.” Han lænede sig ind og kyssede Aldamar på toppen af hovedet. Det nyttede ikke noget at han fik ham til at rødme igen, når de skulle ud af døren. Det var også mest fordi at hans fingre var begyndt at summe igen, og han var tæt på bare at lægge armene om Aldamar, at han endelig gav slip og tog et skridt bagud, så de ikke stod op af hinanden mere.
Hans hænder fik hurtigt rettet hans egen skjorte, og kørte en hår igennem det blonde hår, som fik det til at lægge sig som det ellers plejede. 

Når Aldamar's ryggrad var en anelse vag, så var det godt at Fabian kunne opretholde afstanden for dem begge, og i sidste ende være den der tog et skridt tilbage. "Godt..." mumlede han idet at han fulgte ham med blikket. Instinktivt havde han lyst til selv at følge med, men... ikke nu. Aldamar tog en dybere vejtrækning, kastede et sidste blik på ansigtet der syntes at være blevet mere normalt inden at han stillede sig tilfreds med hvad Fabian sagde - han ville forsøge at ramme klokken otte. Hvilket betød at det handlede om timer, få dage og ikke flere uger eller noget så permanent som aldrig, hvilket det havde været for blot... en time siden. 

"Godt så..." foran ham kunne han se hvordan at Fabian med uretfærdig lethed lignede en der ikke havde brugt den sidste time på at først diskutere, og så senere... jah, dét, og nok bare for sin egen tilfredsheds skyld lod han hånden knipse et ikke eksiterende fnug væk fra hans skjorte, og nikkede. Godt så. De måtte videre, selvom det næsten altid trak i en eller anden form for langdrag når det kom til ham. Der var bare ikke mulighed for det her idag, så Aldamar rettede en sidste gang sin krave, inden at han vendte sig imod døren for at gribe fat i den. 

Nedenunder, var der ikke sket meget. De svagt knirkende trin varslede deres ankomst for den opmærksomme kro-gænger, og de få, interesserede øjne der blev vendt i deres retning, blev mødt af et høfligt smil fra fyrstesønnen, der prøvede at udtrykke en letsindig lettelse over bare... at have fået et skænderi overstået. Inden de var gået, var Aldamar - og tak guderne for det - kommet i tanke om at rette sengetøjet ud, så det eneste der vidnede om den aktivetet der var foregået, var Aldamar's egne, private tanker. 
Og de blev ikke delt med kroen, idet at han skred forbi de siddende gæster og ud på strædet udenfor, der stadigvæk summede af den tidlige aftens liv. 

Selvom Fabian bedre kunne holde sig selv i check, så var det også bare fordi at han forsøgte at udvise lidt selvdisciplin, noget han normalvis ikke gjorde sig i, og det var langt mere for Aldamars skyld end hans egen. Han havde haft det fint med at rode videre rundt herinde på værelse, men nej. Torsdag var kun et par dage væk, og han kunne godt holde sine tanker fra Aldamar indtil da, forhåbentlig.

Han kiggede lidt rundt i rummet en sidste gang, inden han fulgte trop med Aldamar ud af døren og så ned i krostuen. Han prøvede at holde et neutralt udtryk i ansigtet. Der var trods alt ingen der behøvede at vide hvad de havde lavet, også selvom de ikke havde været så råbende på det sidste. Men det var jo nok blot blevet en diskussion.
Han kunne dog ikke lade vær med at kigge rundt på de nysgerrige øjne, bare lidt, som de endelig trådte ud på gaden, hvor der var langt flere mennesker.
Fabian stak hænderne i lommerne, mest for at forhindre sig selv i at røre Aldamar en sidste gang. ”Så.. ses vi vel,” sagde han, og kiggede mod Aldamar. Sidste gang havde været fint at rende rundt sammen, men det havde nok allerede vækket mere opsigt end hvad godt var, at de to af dem havde snakket sammen. 

Aldamar vendte sig omkring, øjne studerende over hans lommefamlende hænder og blå-grønne øjne. Det var underligt at den her afsked skulle være så... afholden når alt andet havde været sådan et rod af følelser, ord og tanker, men forventningerne om hvad der lå forude, gjorde at et smil trak op i fyrstesønnens læber, idet at han nikkede til hans ord. "Det gør vi" slog han fast. 
Et eller andet sted, jah så ærgrede han sig over hvor befolket gaden var, da en aftentur ovenpå alt det her, bestemt havde været at foretrække. Men med hverdagens aktivetet overalt omkring dem, var det udelukket - uforeneligt med hvad Aldamar gerne ville udtrykke, trods hans fingre kriblede efter at gribe ud efter ham. 

I stedet fandt de plads bagom ryggen op ham og han nikkede en anelse. Øjenkontakten i stilheden der fulgte blev nok holdt lidt for længe om nogen decideret sted og observerede de to skikkelser, men i sidste ende vendte Aldamar sig omkring, for med en lille rømmen at slå blikket imod stien der førte tilbage til Diamantstræde. ".... kom godt afsted" tilføjede han, og misundte ham ikke decideret vejen tilbage til det borgerlige kvarter. Nej, misundte Aldamar nogle, var det nok nærmere hvem end der stødte på ham når først han kom tilbage til Svinet, og modsat ham, havde alt frihed i verden til at takke jah til de tilbud der fulgte med. 
Indtil på torsdag. 

Det var næsten udholdeligt. De var så tæt på hinanden, men nej. Fabian kunne godt holde sig tilbage, det sagde han i hvert fald sig selv, til trods for det gys der gik igennem ham, da øjenkontakten blev holdt lidt længere end hvad godt var. Men intet skete mellem dem.
Fabian trak sit blik væk, og med et let smil på læberne og et ”I lige måde” skilte de veje med hinanden. Dog kke uden at Fabian kastede et sidste blik mod Aldamar, som de var i gang med at gå hver deres vej.

Det var dog et underlig mix af følelser der var i ham, nu når han endelig var alene og ikke var overdøvet af Aldamars nærvær. Han fortrød ikke hvad han havde gjort, eller sagt, og spændingen om den kommende torsdag var alt overskyggende. Alligevel vidste han også godt at der var ting han stadig ikke havde sat ord på, ting som han nok ikke kunne løbe fra nu når de var begyndt at snakke. Det var dog ting for en anden dag, og så lang tid han var ærlig om tingene, mon ikke... at det hele ville løse sig alligevel.
Et suk undslap hans læber og han kiggede op mod himlen, som han gik videre, mod Svinet. Det havde dog været nemmere da det kun handlede om sex.