Han mærkede godt han ramte noget af hende. "Undskyld." Han sagde det kort og roligt, der var ikke meget mere at sige end det, da han jo ikke ligefrem kunne se noget, og han var ked af at have ramt hende men der var ikke rigtigt nogen vej udenom. Da han ikke ville røre ved den del af muren bag ham fordi det var de nedfaldne sten. 

"Jo lad mig bare lige komme ordentligt til." Han fik sig sat ned nu han havde ved muren. Han fik sig sunket langsomt ned at sidde og da hun så spurgte om han ville låne hende en hånd grinede han en smule af det. "Så længe jeg får den igen, har jo kun en." Han grinede ret tydeligt, og han rakte da også hånden frem og fandt hendes ene hånd så han kunne hjælpe hende ned. Han havde også rakt den anden arm frem hvis hun havde brug for mere, og håbede ikke hun ville føle afsky ved at røre ved den stumpe arm hvis hun nu fik fat.
Hvis hun tog fat i hans arm bed han dog sammen og sugede luft ind mellem tænderne, da hans albue gjorde hamrende ondt. Skjoldet han havde lavet tidligere, var ikke ligefrem fordi det var chokabsoberende så hans arm havde stadig skulle holde til og tage imod slagene fra de sten der faldt ned.

"Det er en sjældenhed... Jeg har oplevet det ske en gang før og der blev jeg ikke selv fanget." Han kiggede sig rundt, og lukkede så øjnene da han ikke havde nogen grund til at holde dem åbne alligevel. Han lyttede efter hendes vejrtrækning istedet for at have noget at fokusere på. "Jeg vil ikke tro vi kommer til at skulle sidde her i mange timer dog." Han vidste det godt kunne tage et par timer eller tre at finde dem, især hvis der var andre længere oppe som var fanget også, måske nogen der var kommet slemt til skade. "Astrid, du har ikke ondt i nogen led vel?" Han ville være sikker på hun ikke var kommet til skade af nogen sten. 

”Det okay,” fik hun hurtigt sagt tilbage, det var ikke noget særligt på nogen måde, det han havde rørt hende på skulderen. Det kunne godt være det havde været den dårlige skulder, men det havde ikke vagt nogen smerte i forhold til tidligere.

Astrid ventede så tålmodigt, og lyttede til hvornår det virkede til at han sad ned. Hans kommentar omkring hans hånd fik hende til at smile bredt, ”Jeg kunne nu ellers godt tænke mig tre hænder,” smågrinede hun for kort efter at finde hans hånd. Det var underligt. Ikke på nogen som sådan dårlig måde, men hun havde ikke holdt nogen mænd i hænderne siden hendes far døde, da hun var 14. Det var snart 10 år siden. Hendes egne hænder og negle havde siden da blevet en sjat længere. Forsigtigt fandt hun hans anden arm, men så snart hun hørte han prøvede at bide noget smerte i sig, trak hun hånden til sig. ”Beklager,” Hun behøvede jo som sådan ikke den ekstra støtte. En anelse tøvende fandt hun sin vej ned og sad nu med ryggen op langs væggen, hvori den rå smaragd sad.

Selvom Alaric nok ikke kunne se meget mere end hende selv, nikkede hun langsomt til hans ord. Nogle af hans ord gjorde hende en smule mere tryg ved situationen. Det var da også tydeligt hvad der ikke gjorde hende tryg: ”Timer?” spurgte hun en anelse overrasket. Det var såmænd ikke fordi hun forventede mindre, eller fordi hun frygtede at bruge timer i et lille indelukket rum sammen med Alaric…… Desuden regnede hun heller ikke med det bare sådan lige var sikkert at liste ind i en mine, efter sådan et uheld. Det kunne jo godt tænkes man lige undersøgte hvad faren var ved at tage ind i minen, inden man risikerede flere liv.

Han spørgsmål omkring hendes led fik hende til lige at bevæge de fleste af sine lemmer, blot en smule, for at dobbeltchekke. ”Nej, jeg er uskadt. Kom du noget til?” spurgte hun så roligt som hun kunne. Hun prøvede så vidt muligt at skjule sin bekymring, men der var en god sandsynlighed for det ikke blev skjult godt nok. Hun havde i forvejen en fornemmelse om at han ikke havde det for godt med sin venstre underarm - men det var jo altid godt lige at tjekke efter om der var noget andet.

Da hun kommenterede på at hun godt kunne bruge tre hænder, grinede han igen. Han lænede sig lidt frem så hun ordentligt kunne høre det næste han sagde til hende. "Jeg troede normen nu var at en mand bad om en kvindes hånd?" Han kunne ikke lade være. Mørket, den lidt ubehagelige situation, og det at de ikke kunne se hinanden. Gjorde at han var lidt mere modig med at spøge med hende. Han ønskede at få hende til at grine, eller om ikke andet smile i mørket så hun ikke blev for skræmt af situationen. Han vidste jo ikke om hun måske var klaustrofobisk eller lignende.

"Det skal du ikke beklage over." Han havde ikke som sådan noget mod smerten, han kunne sgu godt holde til den. Smerte var en ting, så længe den anden ikke led grundet det.
"Ja timer, der er en del arbejde der skal gøres, og hvis der er nogen der er fanget længere oppe graver de dem fri først." Han vidste udemærket at de begge var adelige, og at der nok også ville blive lagt et hvis fokus på at få ham og Astrid fundet men derfor skulle arbejderne stadig passe på. "Men bare rolig, tror ikke vi løber tør for luft eller andet, så medmindre noget ved det her gør dig utryg så burde vi kunne klare os." Han smilede til hende, trods at han godt vidste hun ikke kunne se det. Det var mørkt og de havde intet andet end hinanden lige nu.

"Nej nej, jeg har ondt i armen, men er sikker på det ikke er noget slemt." Han regnede ikke med at der var sket noget slemt med hans arm, og da han ikke kunne se den ordentligt kunne han heller ikke sige andet end han havde ondt i ledene og musklerne. "Men så er det heldigt, jeg alligevel ikke skal noget med den arm normalt!"

Hans smarte kommentar om de ekstra hænder var ikke forventet, hvilket resulterede i en latter undslap hendes læber. ”Men nu spurgte jeg jo om din,” forsatte hun lidt på joken mens hun smågrinede. Hendes smil gik utroligt nok fra det ene øre til det andet. I mørket var det som om der bare var nogle ekstra barrierer der blev pillet af. Hendes forsættelse kunne jo i sin forstand misforstås.

Det kunne godt være at Alaric mente hun ikke skulle beklage over hans smerte, men hun prøvede jo så godt hun kunne ikke at danne for mange dårlige relationer mellem dem. Astrid følte nemlig selv det var hendes speciale; at bygge dårlige relationer mellem hende og de folk hun mødte. ”Der er selvfølgelig klart,” kom det fra hende. Det var jo på ingen måde til at vide hvor meget af minens tunneller var blokeret.

Som Alaric nævnte at løbe tør for luft så hun undrende i retningen af hans stemme. Den tanke havde slet ikke slået hende, men det var da altid noget at han var sikker på sin sag. ”Jeg har det fint, Alaric,” svarede hun forholdsvist blidt. Hun havde ikke problemer med mørket eller smalle steder – i modsætningen til hendes lillesøster.

Er sikker på det ikke er noget slemt, var lige præcis kodeordene for at det måske var værre end han ville indrømme det var, ”Jeg håber virkelig ikke det er slemt, også selvom du ikke føler du skal noget med den,” prøvede hun at dele sin bekymring. Hun var stadig fristet til at spørge ind til skjoldet, men hun havde stadig anelse om at han sikkert ville spørge ind til om hun havde evner. Selvfølgelig kunne hun bare lyve hvis han spurgte ind til det, men på samme tid kunne det også bare være bedst for ham at kende til sandheden, hvis emnet kom på tale.

Hendes fortsættelse på joken morede ham en hel del. Han kunne ikke lade være med at falde i hendes grin og selv grine lidt med. Det var en joke der meget nemt kunne misforstås og han var også tæt på at misforstå den bevidst men lod dog være, det kunne være morsomt, men var nok bedre egnet til en anden dag. "Så håber jeg da også min hånd var dig til gavn." Han smilede skævt trods det ikke kunne ses.

Da hun gjorde det klart at hun var okay smilede han i mørket. "Det er jeg glad for at høre." Han var selvfølgelig ikke sikker på at hun var helt ærlig. Fordi han kunne jo se tidligere med hendes tur med varulvene, så havde hun vidst haft godt nok af ikke at lytte til det hun selv sagde. Han regnede dog med at dette var noget andet.

"Jeg takker for din bekymring, men uanset hvor slemt det er må vi se på det når vi er ude, og jeg kan da stadig bevæge den, så den er højest sandsynligt ikke brækket." Han måtte jo gøre sit bedste for at vise at han altså ikke var for hårdt skadet til at kunne være funktionel. "Nu hvor vi alligevel bare sidder her, har du slet ikke noget du ønsker at spørge manden hvis hånd du har bedt om, om?" Hans stemme var tydeligvis spøgefuld og drillende. Han kunne ikke lade være. Hun havde jo selv vist at hun kunne se det sjove og morsomme i joken.

Som hun fik sat sig ned, smilede hun stadig af den forsatte joke. ”Det har den i hvert fald!” smågrinede hun som hun slap hans hånd. Det var rart at kunne joke lidt rundt, også selvom man sad i midten af en stenskræd, med kun fire kvadratmeter plads til at kunne bevæge sig rundt på.

Astrid trak en smule på smilebåndet og rettede lidt på måden hun sad på så hendes knæ var samlet til den ene side, og fødderne til den anden. ”Jeg tænker i hvert fald den skal ses til når vi kommer ud,” insisterede hun, måske også en anelse beordrende. Det kunne godt være Alaric var en anelse mere hårdfør end Astrid, men det betød ikke han kunne slippe udenom at få tjekket sin arm, når Astrid var på besøg. Hun vidste ikke helt hvor mange lægekyndige minen havde klar, og Astrid var overbevist om at staldknøsen hjemme hos Alaric sikkert ikke kunne være til stor hjælp. Hvis ikke minen kunne hjælpe dem måtte det vel være op til Astrid og hendes kompagni.

Hun rystede lidt på hovedet ad joken, og man kunne høre hun prøvede at holde sin latter inde. Hun gav en lille tænkende lyd fra sig, som hun prøvede at skubbe tanken om hans evne væk fra mulige evner. ”Hvor længe har du boet her?” startede hun ud med, som et ret så blødt spørgsmål. Hun mente selvfølgelig i hans hus, en halv time væk fra minen – og ikke det lille hul de sad i lige nu. Det kunne jo være det ville åbne op for nye spørgsmål.

Han smilede og grinede bare med hende. Han havde jo allerede gjort det tydeligt at han ønskede og håbede at den var hende til gavn, så han følte ikke at der var nogen grund til at han sagde mere omkring det end han havde gjort. 

Han blev lidt overrasket over hendes ret så kommanderende tone omkring at armen skulle ses til. Han sukkede lidt dybt, og grinede så af det, fordi han følte lidt at han lød som en knægt der blev bedt om at gøre noget som han virkeligt ikke gad. "Du har nok ret." Han sørgede for at skjule smerten han havde i armen. Han bevægede sig ikke rigtigt fordi han ville være sikker på at han ikke kom til at røre ved armen, eller fik armen til at røre ved noget andet. 

Da hun spurgte til hvor længe han havde boet der, smilede han bare skævt og svarede hende hurtigt. "Hele mit liv da, jeg er født i området." Hans stemme var flabet. Han svarede dog så efterfølgende på hendes egentlige spørgsmål. "Jeg må have boet i mit nuværende hjem i noget nær ti hvis ikke 12 år." Han skulle lige tænke sig om. Hans stemme var tænkende, men også en smule fjernt da han skulle tænke tilbage til da han flyttede hjemmefra. Han var flyttet da han havde fået hustru, og hustruen var ikke just det mest behagelige emnet at tale om for ham.
"Flyttede omkring da jeg var 17 eller 18 år." Han håbede det gav hende de svar hun havde brug for.  

Astrid smilte blidt i mørket, som hun hørte Alaric grinede lidt af hendes lidt hårdere tone og gav hende ret i den skulle tilses. Hun følte et øjeblik for at sige det var godt han kunne se hun havde ret, men samtidig føltes det lidt som at træde ham over tæerne.

Hun grinte lidt med, da han startede med at give hende et flabet svar. Hun kunne efterhånden godt finde ud af at de to kunne sige nogle ting til hinanden, som hun på ingen måde ville godtage andre sagde til hende. Selvom han ikke kunne se det, lagde hun hovedet let på skrå, som han nævnte hvor mange år han havde boet i sit hus og hvor gammel han var da han flyttede dertil. Hun var egentlig ikke helt sikker på hvor gammel han var, men ud fra hans tal kunne hun da gætte sig til mellem 27 og 30 år. ”Det var da alligevel et stykke tid,” kommenterede hun muntert. ”Men hvor længe har du haft din staldknægt, han er jo ikke så gammel,” spurgte hun og rynkede en smule på panden. Fra hvad hun kunne huske af var staldknøsen kun 10 år gammel, og knægten begyndte vel tidligst sit arbejde som 7årig. Var han så bare helt alene i sit hus i de år? Det virkede ret så ensomt i så fald.

Ensomhed kunne jo resultere i både gode og dårlige ting. Astrid var jo god nok ikke? Man skulle selvfølgelig bare ikke spørge hendes bror om det. Han ville nok sige hun var djævlen selv. Kujon. Astrid havde selvfølgelig også en slags selskab, selv da hun var lille. Det var jo i barndommen at Astrid var mest alene. Øjenkontakten var helt skåret væk, hvilket fik det til at føles meget ensomt. Uden tjenestepigen Hannah, ville Astrid nok aldrig have været helt normalt. Hannah havde nemlig frivilligt tilbudt at stå som målskive for Astrid, så hun langsomt kunne lære sin evne at kende.

Han smilede ud i mørket, lidt væk fra hendes stemme så han så væk fra hende. Hun havde ret, han havde jo næsten boet der i mere end halvdelen af hans eget liv efterhånden. "Ja det har været mange år, jeg har boet der." Hendes skarpe observation af at hans staldknægt ikke havde været der meget længe fik ham til at smile og sukke lavt, hvorfor skulle hun også indse den slags? Det gjorde det jo svært at holde samtalen væk fra at glide i nærheden af hans afdøde hustru.

"Ja han kom til nogle år efter jeg blev alene i huset." Han vidste godt han nu selv sendte samtalen i den retning, og han valgte derfor også bare at fortsætte. Hvis samtalen kom tættere på det, måtte han hellere selv have kontrol over hvordan den kom derhen. "Jeg flyttede fra familiehjemmet, da jeg blev gift da jeg var 17 eller 18 år. Desværre døde min hustru da jeg har været 21, måske 22 år pågrund af at vores første barn var dødfødt." Hans stemme var modsat normalt fuldstændig kold, næsten som om han stod og læste op af en bog. Han var glad for at hun ikke kunne se hans ansigt for det var trukket tilbage i en hård og strid maske da han ikke rigtigt ønskede at vise nogen følelser omkring dette.
Det var også ret slemt for ham at tale om. "Så i et, nok to år levede jeg alene og lagde alle mine kræfter i at træne i kamp og mine evner." Han håbede det svarede på nok af de spørgsmål hun nok sad med.

Lyttende, lagde Astrid sit hoved let på skrå. Hun havde en fornemmelse af at han så væk fra hende, eftersom lyden af hans stemme blev modtaget anderledes end tidligere. Hans fortælling gav hende kuldegysninger, hvilket fik hende til at sætte hænderne på sine overarme. Det var såmænd ikke fordi det var koldt, tvært i mod.

Måden han fortalte om hans afdøde hustru og hans ufødte første barn, fik Astrids hjerte til at sænke sig lidt. Det var næsten kynisk at lytte til, men det havde trodsalt været nogle år siden hændelsen. Enten var han pænt kommet videre fra sit tab, eller så gik han og manglede noget til at fylde tomrummet. Som hun så på det, tog han det forholdsvis pænt, hvis hun så på hvordan han havde opført sig over for hende. ”Det gør mig ondt at høre om dit tab,” kondolerede hun. Det var et svært emne, og det kunne i den grad være svært at sige de rigtige ting

Hun prøvede dog at trække humøret lidt i den modsatte retning at hvad den pludselig havde taget, ”Men du er jo så også levet god med begge dele,” sagde hun lidt mere muntert, ”Jeg kan jo se dit skjold virkede, når vi skulle bruge det,” komplimenterede hun med et smil, som hun fjernede hænderne fra sine overarme og satte dem ud til siden, for at symbolisere det lille rum der var til dem – også selvom han ikke kunne se hendes armbevægelser.

Han var ikke selv helt sikker på hvorfor han havde fortalt hende det hele. Det var en ret voldsom ting han pludseligt havde smidt på bordet rent figurativt. Han havde været lidt nervøs for at fortælle det, mest fordi det kunne forgifte deres forhold til hinanden. En sådan historie kunne meget let skabe for meget medlidenhed hos andre, og det ønskede han ikke fra hende. Deres to møder havde været behagelige, især fordi hun intet vidste.

Hendes ord om at det gjorde hende ondt, var velment, så meget vidste han. Det var dog lidt det han havde frygtet at høre. "Tak for din medlidenhed, men jeg ville være gladere hvis du ikke tænker for meget over det." Han fik nok blikke af medlidenhed over hans manglende hånd, der havde han også været glad for at hun ikke havde været ekstremt forsigtig omkring det emne. Så han håbede på at hun kunne se bort fra det han lige havde fortalt. 

"Det kan du da ikke sige?" Han lød en smule chokeret, fordi hun havde trods alt ikke set ham i kamp, så hvordan kunne hun vide at han var blevet dygtig der? Hendes andre ord derimod faldt på et tørt sted. Han bebrejdede jo stadig sig selv, og sine manglende evner for at have forsaget hans hustrus død. Derfor at få at vide at hans evne rent faktisk havde kunnet beskytte nogen ordentligt var noget af en behagelig besked at få. "Jeg er lykkelig over at jeg kunne beskytte dig." Det var tydeligt denne gang at han var mere munter, hans stemme var varm og mild som han sagde det, og han kiggede igen i hendes retning istedet for væk fra hende. 

Astrid trak let på skuldrende, ”Jeg skal gøre mit bedste,” prøvede hun at forsikre ham. Det ville nok dukke op i ny og næ, men det ville nok ikke ændre hendes syn af ham. Trods hans tab af både elskede og hånd, virkede han jo til at fungere – så godt som man nu kunne.

Hans kommentar om hun ikke kunne udtale sig om det, gjorde hende en anelse forvirret. Ved deres første møde havde han jo fortalt han trænede mændene inden de blev værget til hæren, så han måtte vel være dygtig til det, ikke? ”Hvad mener du?” lød det så fra hende en anelse undrende, i håb om at han kunne uddybe, hvorfor hun ikke kunne sige, det hun lige havde sagt.

Astrid var i den grad splittet omkring hans lykke over at kunne beskytte hende, eftersom hun selv helst så hun skulle kunne klare sig selv, uden hjælp. Hun vidste til gengæld også at uden ham havde hun nok ikke trukket vejret længere, ”Det er jeg også,” kom det dog fra hendes læber, efterfulgt af et lille suk. Hun så ned mod sine lår og tænkte et lille øjeblik. ”Vent sagde du evner?” lød det overrasket fra hende. Hun prøvede at lægge tryk flertallet af evner, ”Hvad kan du, udover dit skjold?” spurgte hun og så straks op i retningen af hvor hans stemme sidst var kommet fra. Hun glemte selv et øjeblik at hun helst ikke ville snakke for meget om evner, hvis nu spørgsmålet skulle vende sig mod hende.

Han var taknemmlig for at hun om ikke andet ville gøre sit bedste. Han kunne trods alt ikke bede om meget mere end det. "Tak" Han sagde det roligt.

Han kiggede undrende på hende over at hun ikke helt forstod hvad han mente. "Du har trods alt ikke set mig i kamp eller andet, så du kan vel ikke vide om jeg faktisk er dygtig?" Han vidste ikke om hun faktisk bare havde stolet på hvad han sagde, omkring hans evner. Det var selvfølgelig rart hvis hun gjorde det, men han ville alligevel også være en smule overrasket over det. Han var alt for vant til at folk ikke stolede på andre.

Hendes suk overraskede ham en smule, fordi det indikerede at hun havde en lille smule imod at være blevet reddet. Han antog dog at det bare var over hele situationen, at skulle være endt i en situation hvor det var nødvendigt at blive reddet af en anden. "Ja jeg har en anden evne." Han smilede til hende. "Jeg kan bruge sten af en stor nok størrelse til at se fortiden." Han vidste ikke om han skulle forklare en smule mere. "Mere korrekt kan jeg bruge en sten til at projektere en illusion ud i virkeligheden af hvad der er sket." Når han forsøgte at forklare det var det en smule besværligt for ham at gøre, så han håbede det gav mening.

"Så bliver jeg jo nød til at spørge dig om hvad du har evner hvis du har nogen?" Han kiggede i hendes retning. Han var nysgerrig. Nu havde hun jo fået en del information om ham så det var vel kun acceptabelt at han også fik noget at vide om hende.

Han havde ret i hun ikke kunne være sikker på at han var dygtig i kamp, ”Så du har løjet for mig?” sagde hun overrasket, men lidt i en spøg, selvom det ikke var sikkert det kunne høres. ”Jeg har trodsalt set du kan håndtere en kniv,” komplimenterede hun så. Så selv hvis han faktisk havde løjet for hende, var der jo stadig noget teknik i det.

Astrid spidsede øre, som han begyndte at fortælle om hans anden evne. Det var dog noget snørklet, men hun havde en ide om hvad han mente. ”Så når vi kommer ud, ville du kunne se hvem der har været hernede, ved at røre ved en af stenene?” spurgte hun for at være helt sikker, og lagde hovedet let på skrå. Hun rettede igen på hvordan hun sad. Hun havde nu trukket benene op, så hun kunne holde om dem.

Der var det. Spørgsmålet hun helst ville have undgået. ”Jamen det har jeg,” kom det lavt fra hende, en anelse tilbage holdende. Hun udgav et dybt suk før hun forsøgte at forklare, uden at skræmme livet ud af ham, ”Jeg kan… Få folk til at deres værste mareridt,” lød det lidt hurtigt. Selvom han ikke kunne se det, dækkede hun sine øjne med sine hænder og gned lidt i dem, mens hun udgav et lettere frustreret støn. I sin iver glemte hun at fortælle hun selv skulle aktivere evnen, og at det skulle ske ved øjenkontakt ”Jeg har styr på det, så der er ingen grund til bekymring,” fik hun forklaret hurtigt. Det var vel bedst at være ærlig fra starten af, nu hvor han selv havde været – håbede hun da.

"Det ville jeg da ikke indrømme, jeg siger blot du måske er for godtroene!" Han lød som hende en smule chokeret og spøgende. Han nikkede dog så tavst til hendes ord om at han godt kunne bruge en kniv, men der var jo alligevel ret stor forskel på at bruge en kniv til at skære et dyr ud. "Det er selvfølgelig sandt."

Han så i retningen af hendes stemme, og tænkte sig lidt om. Ja han kunne se noget om det, men det ville være hårdt at undersøge hele gangen. "Ja, men det vil nok være ret hårdt at skulle se fortiden gennem hele gangen, hver gang jeg bruger min evne er det ikke så stort et område jeg kan se det for." Han kunne jo ikke se det hele, og slet ikke hvis han skulle spole i det, hvilket nok kunne være krævet hvis de rigtigt skulle få nogle informationer ud af det. "Jeg bruger den evne mest når jeg træner, så jeg kan se hvad jeg og min partner har gjort og se hvilke fejl jeg laver."

Hendes evne overraskede ham meget, den passede hende ikke. Selvfølgelig vidste han ikke om hun tænkte det samme om ham. Han kunne ikke lade være med at lade en meget kort og lav latter slippe hans læber da hun fortalte at hun havde styr på den. "Det gør mig da ikke nervøs at høre, jeg ved du har styr på den. Jeg har alligevel brugt flere timer med dig, set dig i øjnene flere gange og jeg har på intet tidspunkt set noget skrækkeligt, hæsligt eller uhyggeligt, tværtimod." Han rakte langsomt og forsigtigt hånden frem og lagde den på hendes knæ eller arm da hun sad og holdte om hendes ben. "Virker den på alle? Også monstre såsom varulve?" Han vidste ikke om hun havde prøvet det på en varulv, men han var nysgerrig, det var jo Isenwalds største fjende.

Hun rynkede på brynene i en spøgefuld fornærmelse, ”Det er jeg da ikke!” forsatte hun spøgen en anelse grinende. Hun syntes godt nok ikke selv hun var godtroende, der var dog bare noget i det Alaric havde fortalt dengang, som virkede meget ærligt.

Mens han uddybede hvordan hans evne virkede, lagde hun hovedet let på skrå til den anden side. ”Ah okay,” kom det fra hende, så han var sikker på hun havde forstået, at det brugte en del kræfter. ”Så kan du da ikke bruge den særlig ofte,” sagde hun i en drillende tone. Kommentaren kunne dog tages på to måder; enten var der ikke nogen fejl der var værd at lægge mærke til, eller så glemte han at bruge sin evne til at blive bedre til hvad end han trænede.

Hans ord beroligede hende nærmest med det samme, for hun lettede trykket på sine øjne, og så ud mellem fingrene, ud i mørket, hvor han befandt sig. Et lettet suk kom fra hende og hun satte sine arme om sine ben igen. Det var selvfølgelig rart at høre, han ikke havde oplevet noget skrækkeligt, hæsligt eller uhyggeligt når han havde set hende i øjnene – så var der i hvert fald ikke nogen huller i hendes kontrol. Så skulle Alexander også bare finde troen i det.

Som hånden blev placeret på hendes knæ, havde hun en fornemmelse af hvor og hvordan han sad. Det føltes næsten som om at han prøvede at berolige hende yderligere, eller bevise han ikke var skræmt – selvom de jo ikke ligefrem kunne se hinanden i øjnene i dette mørke. Hans spørgsmål var som sådan nemt nok at svare på, men hun måtte alligevel overveje, hvor klogt det var at nævne, at hendes evne ikke kunne bruges mod hende selv. Det ville måske virke ret så dramatisk, at hun havde prøvet at gøre sig selv rædselsslagen. ”Den virker på alle som kan se. Men den påvirker forskelligt,” forklarede hun og rynkede tænkende på brynene. Hun havde som barn ofte stået i situationen at hun havde brugt sin evne på forskellige væsner, og måtte undskylde og prøve at spørge ind til hvordan det påvirkede dem. Hver gang var det nærmest forskelligt.

"Jo du er da, du kan da bare se hvordan du nu er alene i mørket med en næsten fremmede mand!?" Han svarede drillende tilbage. Selvfølgelig kunne han aldrig drømme om at gøre hende noget, men derfor kunne han da godt joke lidt med den gamle sterotyp om at mænd var nogle ulve, nogle rovdyr som fortærrede kvinder hvis de var alene med dem og fik muligheden for det.

Hendes kommentar om at han så ikke måtte bruge den særligt ofte fik ham til at grine af det. "Der er skam rigeligt med fejl at finde i min form endnu, selvom der selvfølgelig ville være mange der ikke kan se det." Han grinede lidt over det. "Men måske du kan være mig en hjælp efter vi er kommet ud herfra?" Han kunne godt tænke sig at fægte med hende, eller endnu bedre sparre med hende mere reelt. Selvfølgelig skulle han være forsigtig, gik jo ikke at give hende skader.

Han var rigtigt glad for at han kunne fornemme at hun slappede mere af som han sagde sandheden til hende og at han placerede hånden på hendes knæ. Han tog dog heller ikke hånden til sig, han lod den bare hvile på hendes knæ uden at gøre mere end det.
"Det giver god mening, folk frygter jo forskellige ting, og folk reagerer forskelligt på deres frygt." Han vidste ikke selv hvad der var hans største frygt og slet ikke hvordan han ville reagere på den. Han kunne ikke lade være med at tænke at viden om ens største frygt kunne være ret brugbart. "Har du, eller andre, nogensinde tænkt på at bruge din evne til at finde ud af hvad de selv var mest bange for? Den information kan vel være meget brugbar for at bearbejde frygten?" Samtidigt med hans ret nysgerrige spørgsmål, begyndte der at være stemmer som lød gennem gangene, arbejderne der snakkede var dog langt væk endnu.

Hun grinede lidt af hans drillende tilføjelse, ”Isari må hjælpe mig, hvad har jeg dog rodet mig ud i,” smågrinede hun og prøvede næsten at spille en fortabt adelskvinde. Astrid havde aldrig gået op i skuespil, men kunne da helt klart godt se det sjove i at gøre grin med stereotyper.

Endnu engang roste han sin egen kampteknik, for igennem Astrids øjne ville hver en bevægelse nok være helt perfekt, hvis han stod med et sværd eller lignende. ”Man kan altid finde fejl,” prøvede hun at forsikre ham. Hun vidste at uanset hvor dygtig man var til noget, ville man aldrig være helt perfekt, selvom andre ville tro det. Der ville altid være et eller andet man ville kunne gøre bedre. ”Mig til din træning?” spurgte hun overrasket og smågrinede, uden at værre arrogant, ”Jeg kan vel gøre et forsøg. Så længe du husker på jeg er bedst med en bue,” smågrinte hun, velvidende om hun nok ikke ville få en bue i hånden.

Det var altid noget, at Alaric følte hendes evne gav mening, med hvordan den virkede. Det kunne virkelig være indviklet at skulle forklare præcis hvordan folk reagerede forskelligt. Hans opfølgende spørgsmål fik hende til at bide sig lidt i læben. Hun overvejede sine ord en del. For hun havde jo kun brugt den undersøgende på hende selv – hvilket havde været et mislykket forsøg. Det at sige ordene jeg har aldrig brugt den for at andre kendte til deres frygt, kunne virke kynisk. For havde hun så kun brugt den på væsner, for at gøre dem ondt – ja. Men størstedelen af gangene var dog uheld. Hun rystede let på hovedet, eftersom hun næsten havde nævnt samme svar tidligere, på deres vej til minen, ”Jeg vil helst ikke udsætte nogen for mere frygt end nødvendigt,” prøvede hun roligt at minde ham om, ”Jeg har dog prøvet at finde ud af hvad jeg selv frygtede… Men jeg tror ikke jeg kan bruge den mod mig selv, for jeg ser ikke andet end mit spejlbillede,” det kunne selvfølgelig lyde som om hun frygtede sig selv, hvorimod det blot var den eneste måde hun kunne have mulighed for at kunne se sig selv i øjene.

Han kunne ikke holde sit grin tilbage ved hendes pludselige brug af Isaris navn. Han kommenterede ikke eller spøgede videre med det da han bare sad og grinede, det var ikke super højlydt, men det var tydeligt at det virkeligt var faldet ham ind som værende ekstremt morsomt. Det var også derfor at han tørede øjnene let og kom med et dybt suk som han fik vejret ordentligt igen. "Tror det er mig der har rodet sig ud i noget han ikke kan være med til." Han talte der selvfølgelig om joken.

"Det er sandt." Han nikkede så til hendes spørgsmål og tænkte ikke rigtigt over at hun jo selvfølgelig ikke kunne se at han nikkede. Han svarede derfor ikke rigtigt på det lille spørgsmål, men da hun så sagde at hun godt ville men at han skulle huske på at hun kun var vant til bue og pil. "Du har aldrig fået træning i nærkamp?" Han lød en smule overrasket. Han havde troet at en familie som Isenwald ville træne lidt da der jo altid var risikoen for at komme i nærkamp med en varulv. Selvfølgelig var det noget helt andet end at kæmpe med en anden person, men at kunne læse sin modstander kunne bruges i alle situationer af kamp. "Men jo, jeg skal selvfølgelig nok gøre mit bedste for at skåne dig, så du ikke vender hjem med for mange knubs." Han sagde det grinende, og for et kort øjeblik glemte han at de var adelige, og at det kunne give et meget dårligt billede hvis han gjorde skade på hende.

Han kunne godt huske det med at hun ikke ønskede at bringe folk mere frygt end nødvendigt, han havde blot tænkt det var noget andet hvis de selv bad om det. Selvfølgelig lød det som om hun havde meget dårlige minder med hendes evne. "Så må du jo som os andre, bruge dit hoved til at finde ud af hvad man frygter." Han grinede lidt over det. "Det er ikke nemt, slet ikke når man mest frygter noget abstrakt. Tab, sorg eller lignende." Han kiggede i hendes retning som han snakkede. "Det lyder dog til at de nærmer sig os." Han kunne så småt høre en skraben og hakken af redskaber.

Astrid kunne ikke lade være med at grine med, da han tydeligvis syntes det var ret sjovt, at hun brugte Isaris navn i en joke. Der var hun heldig at hun ikke trådte ham over tæerne. Han var tydeligvis ikke ekstremt troende, eller i hvert fald ikke for Isari.

Hun smågrinte lidt over hans overraskelse omkring at hun var bedst til bueskydning, ”Jeg har fået noget, men ikke nær så meget som bueskydningen – vi Isenwald skal jo helst ikke for tæt på de bæster der,” smågrinte hun lidt. Ofte ville nærkontakt med en varulv resultere i et bid, derfor var det oplagt at kunne nedlægge dem inden de kom for tæt på. Astrid havde da styr på hvordan hun skulle holde om et sværd, og havde en basis forståelse for hvornår man burde gøre hvad. Hun var dog overbevist om at selvom Alaric manglede en hånd, ville han uden tvivl med lethed kunne vinde over hende i sværdkamp. Hun var dog taknemmelig over han åbenlyst gav hende et handikap til deres eventuelle træning. ”Tror også Verona ville være ret så utaknemmelig hvis jeg kommer hjem med flere skader end jeg tog afsted med,” smågrinte hun. Astrid havde dog ikke noget i mod at få nogle blå mærker hist og her. Det var alligevel ikke noget fyrstinden ville kunne opdage – medmindre hendes tjenestepiger mod forventning sladrede.

Astrid trak let på smilebåndet, som han nævnte hun måtte bruge sit hoved til at finde ud af hvad hun frygtede mest. Hun følte selv hun ikke frygtede noget særligt, eftersom en af hendes undervisere havde lært hende at undertrykke frygt – men virkeligheden var bare noget helt andet. Forræderi af nære var nok hendes største frygt. Tanten, den tidligere fyrstinde, havde været bag om ryggen på alle, men Astrid følte ikke selv det havde påvirket hende på nogen måde, eftersom Astrid siden 2010 holdt alle på afstand. Hans kommentar om tab, sorg eller lignende fik hende til at lægge hovedet en anelse på skrå og rynke lidt på brynene. Det gav da et lille indblik i, hvad hun regnede med at han ville se, hvis hun kom til at aktivere sin evne på ham. ”Jeg tror det vil være meget tydeligt for dig,” sagde hun en anelse fjernt og håbede i den grad at det ikke ville sætte benzin på hans nysgerrighed på hvad man ville se. Hun kunne selvfølgelig ikke vide hvad han ville se, men hun regnede med han ville se en der stod ham tæt gå bort eller blive tortureret. 

Så snart hun hørte noget skrabe og hakke på den anden side af stenvæggene for hendes blik i retningen af lyden. Det kunne godt være hun havde nydt hans selskab, men hun glædede sig alligevel til at komme ud i dagslyset igen. ”Jeg tror du har ret,” svarede hun, stadig med blikket rettet mod lyden. Der var på hendes stemme en tydelig glæde i sig.