Et eller andet sted havde det ikke overrasket ham at hverken Fabian eller hushovmesteren nødvendigvis så ud til at bryde sig om hinanden,  og heldigvis for ham, var det også fuldstændig ligegyldigt. Hvad han mente eller ikke mente betød sjældent noget, fordi der var intet konkret at give videre - og det var her at Fabians evne virkelig kom til sin ret. Han var kommet ind i familiens bolig uden at Aldamar havde skullet snige ham omkring i skyggerne. Selvom, for at være helt ærlig, ville det nok aldrig være kommet dertil.
Henslængt lå han i en af sofaerne, og Aldamar nærmede sig med tanke på også at sætte sig. "Det ved jeg.." konstaterede han med et drillende glimt, men følte også sig selv kortvarigt glippe med øjnene da han valgte at skifte lige foran ham. Selvfølgelig.... men stadigvæk! Hvorvidt han stivnede på grund af hans krop eller hans tøjstunt, det var måske lidt svært at gennemskue idet han tavst rakte Fabian glasset. Uanset hvad, rystede han det af sig idet at han satte sig i den anden ene a sofaen; godt tilbagelænet i det bløde stof.

"Såh... hvornår synted du at jeg skulle vide du kunne det der?" der var ikke nogen anklagelse at spore i Aldamar's stemme, idet at han med vinglasset i hånden gestikulerede imod hele hans feminine fremtoning førhen at han gav sig til at slynge vinen så den dansede på glassets kant. Det havde været rart at vide; det havde været belejligt at vide. Men det betød ikke at han var berettiget til den information, selvom han tvivlede på at magien var 'hellig' og dermed hemmelig for Fabian.
Ved nærmere eftertanke, så regnede han stærkt med at den nok var det modsatte af hellig, og Aldamar lænede den ene arm opad sofaens ryglæn, så hovedet kunne hvile i hans hånd imens han studerede den kvindeklædte mand. Havde nogen fortalt ham at det var sådan her han ville sidde med selvsamme mand fra maskeballet, jah så havde han ikke ligefrem benægtet det som en mulighed. Men slet ikke med samme... baggrund for hvorfor. 

Det gik ikke Fabians næse forbi at Aldamar ikke satte sig op af ham. For nu lod han det dog være, som han selv sad ganske godt og varmede sig på den bløde sofa, og vinen. Han tog en tår af den, og måtte nok hurtigt indrømme at det var noget af det bedste vin han havde fået. Det til maskeballet havde heller ikke været dårligt på nogen måde, men der havde det alligevel været i en lidt anden situation. Der skulle han drikke med måde, ikke noget han nødvendigvis behøvede omkring Aldamar, selvom han teknisk set arbejdede.

Fabians øjne var rettet mod Aldamar, som han spurgte ind til det, og han lænede sig endnu mere tilbage i sofaen og tog en god lang tår af vinen. Han lod spøgsmålet hænge lidt i spørgsmålet, ikke fordi at han havde noget problem i at svare det, men Aldamar måtte godt svede lidt, selvom det næppe var det mest intense spørgsmål.
Endelig åbnede den kvindelige skikkelse sin mund. "Jeg holdt det ikke som en hemmelig, det kom nok bare aldrig op," indrømemde han, et kækt smil gled over læberne på ham. "Selvom jeg havde troet at du havde undersøgt mig nok til at vide præcist det var jeg var kendt for." Formskifteren Fabian. Fabian der kunne opfylde et hvert behov. Der var en grund for ord som disse. En mand kunne ikke opfylde det hele, men en formskifter til gengæld, det kunne. "Er det et problem? Jeg ved hvor meget du hader hemmeligheder." Han havde ikke forventet at Aldamar ville smide ham ud, han havde trods alt inviteret ham med hjem af en grund.

Selvom Fabian ikke decideret sagde det, kunne Aldamar genkende et glimt af anerkendelse over vin på lang afstand. Dyr mand, dyre vaner og på det punkt var han måske en anelse sippet med hvad han drak. Endnu en grund til at de skulle herhen her til aften! Fordi nok var øllen drikkelig og værelserne rene derude, nok endda mere end de havde været på Det Halve Svin... men det var på ingen måde det samme. Det var slet ikke så godt som det kunne være, og alene det var grund nok for Aldamar til at rode rundt i sin mors vinlager.

Dog kunne han ikke helt tyde det blik der fulgte med stilheden efter hans spørgsmål, og Fabian lænede sig nu mageligt tilbage. Var det et forkert spørgsmål at stille? Nej, det mente han ikke men stilheden fik ham lidt mere på kanten end hvad var rart, og ubevidst lænede Aldamar sig en anelse frem da han så endelig talte, lyttende. 
Uden at afbryde lyttede adelsmanden. Aha.. Langsomt rystede han på hovedet - det var ikke et problem, og et lidt forlegent smil gled over hans læber idet han afværgende viftede med den frie hånd.. ".... de var meget... malende i hvem du var, så måske afbrød jeg dem lidt for hurtigt" indrømmede han, og mindedes den leende gruppe mennesker, der kun fordi han decideret var gået, ikke havde gjort ham mindst 10 nuancer mere forlegen med deres farverige sprog. Arys prinsen spidsede kortvarigt munden. "Du ved ligeså godt som jeg at det ikke er et problem" kom det med et lidt mere smørret smil fra ham, og de blå øjne blev knebet sammen.
Det var nu ikke fordi at han ikke ville sidde op af Fabian, og i og for sig havde han næsten vænnet sig til hans kvindelige version af sig selv - de mindede alligevel meget om hinanden når han blev ved med at tale så bramfrit som han gjorde. Men det ville være alt for offensivt, alt for hurtigt. Givet, ting foregik ofte i et tempo han selv satte, da han sjældent blev talt imod.

Fabian elskede det udtryk på prinsen. Forlegen var et godt ansigtsudtryk, og Fabian drak det grådigt ind, i tilfælde af at prinsen senere blev hærdet. Hvis han gjorde det, så måtte Fabian selvfølgelig også begynde at finde på mere interessante ting at udsætte ham for. Fabian havde i hvert fald nok ting at trække ud af ærmet, skulle det komme til det.

"Malende ligefrem, jeg bliver helt nysgerrig over at vide hvad de har fortalt mig," sagde han og rullede skuldrene lidt tilbage, nu når han ikke kunne strække sig som en doven kat. Egentlig havde han en idé om hvad de sagde. De sagde altid de samme ting, og det var altid for at tage folk med bukserne nede, selvom de fleste ting nu var sande nok. En stor del af dem havde trods også været en tur forbi ham før eller siden. "Men du skal da endelig sige til, hvis du hellere vil have lidt mand at kigge på. Din præference er jo næppe det her." Han pressede sine arme lidt sammen, så barmen endnu engang stod frem.
Der var heller ikke andre end de to af dem, så det virkede lidt fjollet for Fabian at forsætte med at være en kvinde. Selvom Fabian ikke havde et problem i det som sådan, så var han stadig mere tilpas i sin egen krop. Muligvis en naturlig del, og måske også en bi-effekt af at han altid skiftede tilbage til sin egen form, når han mistede bevidstheden, så som at sove.

Aldamar tog en tår af vinen, og forundret så han hvordan Fabian bare... lod det stå til. Ordende sagde at han var nysgerrig, men det han så på lige nu, var ikke en mand der ikke kendte lidt til rygterne. Og det var utroligt at han var så upåvirket, og et eller andet sted var det måske den eneste misundelse Aldamar kunne føle. Der var en selvsikkerhed i det, som han sjældent så andre steder. Det havde været spændende til maskeballet, men nu var det gået hen og blevet lidt af et kick at se udfolde sig. Måske var det også derfor han lod mistroen falde til fordel for fascination. 

Nogle gange kunne Aldamar glemme at han var en kunde, hvilket især kom til udtryk når han ikke... bedte om noget. Han havde ellers sjældent problemer med lige præcis det, men så igen, havde han heller ikke mødt Fabian på den spillebane første gang. Derfor var det med et skævt smil at han lyttede, og forundret rystede han lidt på hovedet. "Du har vel ikke klædt dig sådan på for min skyld?" kom det leende fra ham, og Aldamar lænede sig tilbage. Overvejende gled der et mindre elevatorblik over hans form - nuværende form var det vel, og med drillende kritik smilede han alligevel. "Så du kan simpelthen skifte imellem... har du set ud som dig selv når vi har mødtes?" et eller andet sted føltes det lidt vigtigt at vide. Hvis han da overhovedet havde en oprindelig form.

Der var altid en tanke for Fabian om han arbejdede eller ej. Var han mere løssluppen med Aldamar? Muligvis, men han var også godt klar over at de her møder var mere på Aldamars præmisser end hans egne. Han gjorde hvad han blev betalt for at gøre, og Aldamar ville nok være glad for at have den bekræftelse, især nu når han havde hevet ham med hjem til sig. Fabian havde trods alt ingen kvaler med at udvise sin lyst og være flabet overfor folk der var langt over hans stand. Noget der nok kunne få Aldamar i mange problemer.

"Nej, det her er vel mere Rolfs stil ikke?" sagde Fabian leende tilbage. Han kendte folk, og han kendte præferencer. Det havde ikke ligefrem været med vilje at han havde talt så meget til Rolf, men sore bryster gjorde vidst sin del af legen.
Der var ingen tøven, da Aldamar ville vide om Fabian havde lignet sig selv omkring Aldamar. "Ja. Jeg foretrækker min egen krop, og jeg skifter kun til en anden skikkelse når det er... nødvendigt... jeg vil dog nødig gøre at du kommer i problemer. At tage en pæn dame med hjem er en ting, men en mand? Er du sikker på at huset må vide det?" Han tog endnu et sip af sin vin og kiggede afventende på Aldamar.

Aldamar måtte nikke med et lille grin, fordi det var i den grad mere Rolf's stil - hvilket egentlig altid havde været lidt sjovt at se udfolde sig. Et eller andet sted, kunne han nogle gange blive i tvivl om det var en 'ægte' reaktion han så, når vennerne drejede hovedet synkront... fordi nogle gange, virkede det lige lovligt voldsomt. Men så igen, Aldamar var slet ikke den rigtige til at bedømme det.
Men lidt smag havde han trods alt, hvis han skulle være ærlig. "Jeg foretrækker også din egen krop" gled det med et smil over adelsmandens læber, og han så en anelse tilfreds ud ved mindet om selvsamme emne. Det udtryk ændrede sig heller ikke ved hans opfølgende ord, hvor at Aldamar tilføjede et drillende løftet øjenbryn. Så han ville ikke være den der skabte problemer? Det var nyt. Fyrstesønnen tog en tår af sin vin inden at han talte, et overvejende udtryk over sig og sine ord, selvom der ikke var meget at overveje. "Det ville ikke være særlig godt at fortælle huset..." nikkede han, men havde ikke en tone af nederlag med sig her. Tværtimod, så Aldamar munter ud, da han med lettelse indeni kunne indrømme at det slet ikke ville kræve så forfærdelig meget... snigeri, hvis han skulle i kontakt med Fabian igen. "Men jeg jo gik heldigvis ind og drak lidt aftenvin med en kvinde, og derefter gik resten huset ligeså stille i seng..." fulgte han op med, og smilede med glassets kant imod læberne. "En rigtig smuk en af slagsen endda. Betagende blå-grønne øjne og sådan et smil?" Aldamar tog et sip mere af vinen, og lod dens dulmende effekter prikke lidt til hans mod idet han henkastet trak på skuldrene. "Huset må tilgengæld gerne få fortalt, at Aldamar var en heldig mand i stedet..." luskede han sig til at sige, og vidste at de ikke ville få uventede gæster her.

Han havde slet ikke fået fortalt Fabian at han var flyttet til Dianthos, og ville veksle imellem Safiren og hovedstaden med ugers mellemrum. Han havde slet ikke fået fortalt at huset var som udgangspunkt kun beboet af ham. Men han var slet ikke nervøs af sig herinde. I hvert fald ikke af de grunde - lidt på glatbane var han alligevel.

Men lige nu, var det en glatbane der var for spændende til at lade være. 

Det kildede lidt i maven, som Aldamar gav Fabian hvad man kunne betegne som et kompliment. Der var trods alt ikke mange af dem, og der var bare noget over dem når de endelig forlod Aldamars kønne lille mund. For ikke at nævne at det lod i den grad som en opfordring til at forvandle sig tilbage.
Fabian forstyrrede dog ikke Aldamar i hans talestrøm, men tog i stedet for nogle gode slurke af vinen, mens han overvejede at rykke sig tættere på. Nu når Aldamar var begyndt at lægge op til noget, så var Fabian trods alt ikke typen til at sige nej.

"En heldig mand ligefrem?" sagde han. Det kriblede i hans krop, og han rejste sig endelig fra sin side af sofaen, med vinen i hånden, og gik de skridt nærmere. MEns han stod op, tog han dog også muligheden for at forvandle kroppen. Over få sekunder blev de kvindelige former skiftet ud med de mandlige, og pludselige stod der den normale Fabian krop. Mandlig, høj og stærk.
Han satte sig ned, helt op af Aldamar, og lænede sig ind, stadig med vinglasset i hånden. "Så det her er i orden? Det lyder i hvert fald som om at du hellere vil være heldig med en mand," spandt han, mens han kiggede sultent på Aldamar. Var Aldamar virkelig villig til det allerede? Fabian havde forventet måneder, måske år, alt efter hvor ofte Aldamar var i Dianthos, til at få ham varmet op til ideen om noget mere end kysseri og flirten.

Det var med et opmærksomt blik at Aldamar fulgte Fabians beslutning om at rejse sig, og som han gik, gled magien langsomt over hans bløde krop. Forundret kunne man godt sige at han var, i det at forvandlingen vaskede de feminine former af Fabian og efterlod ham som Aldamar havde mødt ham første gang. Der blev da heller ikke lagt skjult på Aldamars studerende blik, der godt glinsende af et lag alkohol tillod sig at betragte ham med stille tilfredshed, førhen at han satte sig ned i sofaen igen. Aldamar's frie hånd gled om bagved hans ryg idet han lænede sig tættere, og gled i en lille kærtegnende bevægelse over modsatte skulder og overarm. "Hmhmm..." brummede han som et jah, øjne nu låst fast i Fabians sultne blik, der på flere punker var både dragende og alarmerende på samme tid.
Aldamar drejede kroppen mere imod selskabet, og vinglasset gled med et lille klink imod mandens eget medbragte; men blikket var hvad der virkelig fik et sus af nervøsitet til at dæmre. Blikket kunne han ikke vriste sig fri af, på trods af at han nu følte små dråber glide ned over fingrene og muligvis ramme sofaens stof. Blikket fik Aldamar åndsfraværende til at fugte læberne og småfortabt i det nærvær som Fabian tilbød, lænede han sig også selv fremad. "... det er i orden" stemmen var lavmælt, og den knitrende lyd af pejsen blev pludselig meget højere. Det her var i orden, i hvert fald lige nu. 

Var den altid så larmende? Var her altid så varmt? Tvivlen simrede i et kort lille øjeblik i adelsmandens blå øjne, inden at han tog sig sammen og søgte at møde Fabians læber i endnu et kys. Ganske uskyldigt. Men med den stigende intensitet Aldamar følte summe under huden, og det nu lidt fastere greb om Fabian idet hans hånd var gledet imod mandens nakke, jah der kunne man sagtens mærke at det var noget han næsten havde ventet på at måtte få lov til. 

Nok mest af alt, jah så handlede det om at få lov af sig selv. 

Den varme hånd var rar mod Fabian, selvom den tørre bluse selvfølgelig var lidt i vejen for rigtig at kunne mærke den. Fabian var selvfølgelig også glad for de små berøringer, men Aldamar virkede også meget mere tilbøjelig denne her gang. Han var tydeligvis kommet sig over 'formskifter' delen, og måske var det fordi at Aldamar endelig havde en mandelig krop og ikke en kvindelig krop at gramse på, at han var mere tilbøjelig til det. Det virkede i hvert fald sådan, som Fabian lænede sig ind i berøringen.

Fabian kyssede grådigt tilbage, som han kunne smage den søde vin på deres læber. Vinglasset var stadig i hånden, og derfor havde han kun en hånd at gøre godt med, som søgte mod Aldamars hofte. Lidt for at stabilisere sig selv, men han håbede også lidt at han kunne snige en hånd ind mod den bløde hud der. Han behøvede ikke mere lige nu, men smagen og duften af Aldamar var en smule overvældende, og Fabian havde altid været en grådig person af natur. Normalvis kunne han dog holde sig tilbage fordi det var en kunde, og selvom han holdt sig indenfor visse rammer, så var det ligeså ofte han følte at han glemte at det her ikke var af lyst, men fordi han blev købt.
Han rykkede sig tættere ind, opsøgende i kysset, ikke villig til helt at give slip, selv hvis Aldamar gav antræk til det. Det var lidt som om at Fabian havde fået nok af det forspil de havde kørt hele aftenen, hvor Rolf jo også havde været involveret.

Aldamar's krop begyndte at summe, og i det her øjeblik, der virkede det rigtigt. Det virkede så rigtigt, at Aldamar kunne mærke hvordan varmen brændte over hans kinder; han kunne høre sit eget hjerteslag blive hurtigere men samtidigt også tungere. Han kunne smage den forbudte frugt, og det var en verden han sjældent havde ladet sig lokke hen til. Men nu hvor han gjorde.... så svarede Fabians grådige kys på et eller andet rastløst og et mindst ligeså grådigt kald i Aldamar selv. Det havde altid været der, men lå satans godt gemt under mange kæder og lænker. En efter en blev lænkerne fjernet af den blonde mands læber, hvis opsøgende nærvær sendte elektricitet igennem hans fingerspidser, der legende gled imellem de blonde totter. Hvordan kunne han andet end at tage imod det?
Det her var nemlig ikke bare lyst, men også en underlig form for bekræftelse. Aldamar havde aldrig følt sig decideret udstødt, men lidt frustreret kunne man altid blive over sig selv, og hvilke tendenser man kunne have. Men her lænede Fabian sig faktisk ind imod det - opsøgte det og tog det grådigt til sig. Det havde han aldrig rigtig oplevet omkring andre før. Aldamar kunne ikke tage hvad der efterhånden måtte være flere års skam, tilbage. Men han kunne mærke hvilket sultent hul det havde formet, og hvor unødvendigt det havde været at være så undvigende op til nu. Og det gjorde ham kun mere modtagelig overfor Fabians skamfri tilnærmelser, fyrstesønnen satte med en skramlende klirren glasset fra sig, for at hive ham tættere på; nu med begge hænder.

Selvfølgelig var det en god idé, hviskede hjertet til en lidt svømmende hjerne. Han havde hverken behov eller lyst til at trække sig, og fik møvet den højere blonde mand om på hans skød - et sted Fabian trods alt havde været før, hvor at han med et smil imod Fabians læber kort trak sig for at få luft, og lo en anelse. Han lød dog oprigtig glad. Hænderne hvilede over Fabians rygmuskler i nogle tøvende sekunder, men gled nu undersøgende ned over hans læn, for at bevæge sig over imod hans næsten stenmejslede mave. 

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, men trak sig ikke ligefrem tilbage. 

Fabian døjede ikke med den skam Aldamar havde, heldigvis, men han var mere end villig til at vise Aldamar at han kunne få sine lyster stillede, og alt han skulle gøre, var blot at tage det. Fabian gav ham glædeligt alt hvad han kunne tage, og faktisk gerne lidt til.
Han kunne mærke sit eget hjerte slog hurtigere, og hvis det ikke var fordi han vidste han ikke havde drukket alverden, så ville han hurtig skyde skylden på alkohollen, da det ofte var synderen for at opføre sig så meget ved siden af sig selv. Hans tanker var nærmest ikke eksisterende, bortset fra mere, mere, mere.

Da Aldamar satte sit glas væk, fik Fabian også stillet sit. Der var heldigvis ikke så meget tilbage i glasset, da det ikke landede helt elegant på bordet, men var lige ved at tippe, ikke at Fabian lagde mærke til det.
Han havde halvt selv overvejet at sætte sig på Aldamar, men det var der intet behov for at overveje, som Aldamar grådigt hev ham over skødet, og han mærkede den lidt blødere mand under sig. Hans hænder havde dog ikke fri adgang til Aldamars mave nu, men i sidste for kunne han lægge sine arme over Aldamars skulder og lege med de dejlige sorte krøller.

Alt lysten, og følelserne kørte bare i ham, som et stort hvirvelvind, og for første gang var han faktisk ikke sikker på hvad der styrede ham.

Aldamar's fingre gled undersøgende såvel som afprøvende over den fine skjorte Fabian havde fået, som sad lidt sjovt på hans kantede krop. Nysgerrige kunne man næsten kalde dem i deres lille udflugt, og da Fabian lagde armene over hans skuldre, følte fyrstesønnen sig et kort øjeblik fulstændig overvældet, og hænderne stivnede. Hans duft, hans varme, hans nærhed - det var mange fremmede sanseindtryk, som han alligevel glædeligt lod skylle ind over sig, og med et tilfreds suk trak Aldamar ham om muligt endnu tættere på sig selv ved taljen; markerede lige hurtigt at han skulle blive siddende, inden at de bevægede sig op imod brystet. Det var trods alt en skjorte til kvinder, og selvom knapperne allerede var åbne ved bringen, var der stadigvæk nogle tilbage.
Og han fik dem også åbnet, med måske overraskende trænede fingre endda. Han var som regel aldrig kommet meget længere end her til dog... det plejede nemlig at være nu hvor Aldamar høfligt trak sig tilbage, og skuffede en eller anden tilfældig tøs der troede hun havde været heldig hvad angik 'gevinsten'.

Men det blev der ikke her. Villigheden var berusende, og et eller andet meget simpelt sted var det magfuldt, en tilfreds brummen kom fra Aldamar's bryst.
Det, og så dét faktum at han følte sig så ønsket - så nødvendig og ønsket, at han virkelig gerne ville følge med de hastige og nye dansetrin Fabian satte foran dem. Jah, han skubbede gerne mistro og mistillid til side for det her. Fordi det her var hvad han ville, ikke sandt? Dem begge to? Når Aldamar kiggede op og atter fik kontakt med de blå-grønne øjne, gik der endnu et stød af elektricitet igennem ham i endnu et sus. Så tiltrækkende. Hans ene hånd gled krævende over mandens nakke og op til kæben - hev ham ind i endnu et kys, imens den anden småfamlende forsøgte at snige hans stærke arme igennem skjortens små armhuller.

At Aldamar stivnede gik ikke helt Fabian forbi, selvom han var optaget i følelserne selv. Det var en enkelt tøven, men det var nok til at så de første par frø i hans hjerne, at måske gjorde Aldamar mere end hvad han egentlig normalvis ville mene var acceptabelt. For nu lavede de dog næppe noget der var værre end hvad de havde gjort i kroværelset. De var bare hurtigere kommet til det, og måske var de også lidt mere hungrende. De forsatte dog hurtigt igen.
Fabian gav kun lidt slip på Aldamar, så han kunne hjælpe ham med at få skjorten af ham. Den var ikke nødvendig mere. Varmen fra pejsen, Aldamars krop, og blodet der pumpede i Fabians system var mere end nok til at holde ham varm.
Snart fik Fabian også rystet den af sine arme, så han havde en nøgen overkrop, som Aldamar kunne gøre med som han ville.

Fabians egne hænder lagde sig dog ikke tilbage op over Aldamars skuldre, men begyndte i stedet for at pille ved hans vest, for først at få den åben, hurtigt, og nemt, men i stedet for at skubbe den af ham til at starte med, begyndte han grådigt at arbejde på skjorten. Han ville ind til den fine hud, og føle den mod sin egen.

Da Fabian fik vristet det sidste af skjorten fri fra sine arme, var det med en overraskende grådighed at han begyndte at pille ved Aldamar's vest. Ikke at adelsmanden som sådan bed særlig meget mærke til det, fordi det dumt lille øjeblik, var synet noget han betaget faldt i staver over. Så trænet. Kunne man formskifte sig til en sixpack? Pludselig gik det op for ham at han faktisk aldrig helt havde fået set Fabian nøgen, selvom det lidt havde føltes sådan; og fascineret lod Aldamar fingerspidserne følge linjerne over hans krop, imens han fraværende følte hvordan hans egen vest blev åbnet op og Fabian gå igang med skjorten bagefter.  
Det var først ved den pludselige følelse af kulde fra fingrene imod hans brændende krop, at Aldamar i et ryk vendte tilbage fra sit smådagdrømmende og halvsavlende studie af Fabian, og et gys gik igennem ham. Ikke på nogen dårlig måde - nej, Aldamar var dybt investeret i øjeblikket, men følte samtidigt hvordan gåsehuden spredte sig. En uretfærdig reaktion, da han som minimum brændte ligeså meget som bålet i pejsen.

Fordi hvad nu? Hænderne hvilede afventende over Fabians sider, vejrtrækningen var en anelse overfladisk.  Men kiggede man på Aldamar, ville glimtet af en ret så uskyldig tøven nok være det første der afslørede at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af Fabian eller sig selv nu. 

Uden at Aldamar selv vidste det, tog hans ansigt en varmere farve end førhen. Fordi han vidste godt hvad, men han vidste ikke helt hvordan, og var på det punkt måske en anelse forlegen. 

Det var gyset der fik Fabian til endelig at stoppe op og trække sig lidt væk, selvom hans fingre og hænder nu solidt var plantet mod den bløde hud som Aldamar besad. Han var langt fra defineret, som Fabian var, men han så ikke af den grund mindre godt ud. En anelse kedelig, måske normal, dog ganske velplejet, og selvom det ikke var en slags krop Fabian normalvis eftertragtede, fandt han sig alligevel ufattelig tiltrukket af hvad han så og følte.
Hans øjne kiggede henover Aldamar. På den lyse hud, og på det pludselig forlegne ansigt. For en stund gav det ikke mening i Fabians hoved som stadig var fuld af lyst, men ligeså stille gik det op for ham, at Aldamar nok aldrig var nået at så langt med en anden mand, og han ikke kunne finde ud af det.

Fabian var fanget mellem i at ville drille Aldamar ved at røre mere ved ham, og så bare at grine af ham. Det sidste ville nok ikke være noget Aldamar værdsatte alt for meget, men det var næsten lidt komisk, med hvor entusiastisk han havde virket indtil nu.
"Hvad nu deres højhed? Kan du ikke finde ud af hvad du vil?" spurgte Fabian drillende, men lænede sig alligevel ind, dog ikke nok helt til at kysse ham igen. Hans egen brystkasse hævede og sænkede sig dog også som deres leg da også havde haft en virkning på ham.

Han vidste at han måtte tage en form for beslutning hurtigt, ellers risikerede han at Fabian tog en beslutning for dem. Ikke at det ville være decideret katastrofalt, men lidt i kontrol af hvad eller hvornår tingene blev gjort eller sagt, det var for det meste meget rart. Men han havde ikke været hurtig nok... fordi få sekunder efter gled et udtryk af erkendelse over hans lyse ansigt, og Aldamar måtte med et fnys læne sig en anelse tilbage for at kunne sende ham et kritisk blik opad. Virkelig? Da Fabian lænede sig fremad fulgte Aldamar næsten lydigt det hint han følte han så, men det var dog ikke for et kys og en utilfreds lyd gled over adelsmandens læber. "De" kom det kortfattet fra ham, og Aldamar hvilede nu hagen imod Fabians brystkasse i stedet, idet han kiggede op i skøgens drillende ansigt. "Hvis du skal bruge tiltaleformer, så gør det ordentligt" rettede han med et løftet øjenbryn, men kunne dog ikke tilbageholde det drillende smil der fulgte med.
Fordi nej, det kunne han faktisk ikke helt finde ud af... ville han blive her? Villa han forsætte?

Aldamar's øjne glimtede i lyset af overvejelserne, inden at hans blik atter fandt den blonde mands blå-grønne, og lod en blød hånd fraværende masserer mandens ryg uden at fjerne blikket igen. Nok mest af alt for at have dem til at lave noget.  "Hvad vil du da?" spurgte han, faktisk ret så nysgerrig tilbage, og kneb blikket sammen for at kunne aflæse den halvnøgne mands ord... og helt ubevidst - nok forberedt på at han ville snige sig uden om Aldamar's direkte spørgsmål, gjorde han sig klar på den summende kilden i fingerspidserne. 

Men det var et reelt spørgsmål. Fordi hvad ville Fabian? 

Fabian elskede at drille Aldamar, og de reaktioner man fik ud af ham, især med noget så simpelt og sødt som et kys. Nogen gange virkede det på Aldamar som om at Fabian fratog ham sin favoritret, lige som den var foran næsen på ham. Næsten som et fornærmet lille barn, selvom Fabian godt kunne mærke at Aldamar i den grad ikke var et.
"Mmmhh.... jeg mener vi er for meget dus til at tale så pænt til hinanden," nævnte han. Man blev vel ikke mere dus end når man stak tungen i halsen på hinanden, for ikke at nævne positionen de var i i øjeblikket, hvis Fabian ville det, havde han trods alt mere end en måde at drille Aldamar på, men han ville heller ikke have at prinsen blev så forlegen at han trak sig ind i sit lille skjul.

Mens Aldamar talte, havde Fabian leget lidt videre med skjorten og den bløde hud der var under det, men som han pludselig vendte opmærksomheden mod Fabian og hvad han ville, gik Fabian i stå. Ikke helt forberedt på det. Var det ikke ligemeget had han ville?
De blå-grønne øjne kiggede ind i Aldamars blå. Var det virkelig det her hans liv havde udviklet sig til. En prins tog hensyn til hvad han ville.
Fabian fugtede lidt læberne. "Jeg vil have dig, Aldamar, er det noget du er villig til at give?" spurgte han. Der var ikke en løgn, og måske var det bare sådan Fabian havde det omkring alle de folk han var sammen med, selv som skøge, men det var næppe noget Aldamar kunne gætte sig frem til. Aldamar vidste trods alt kun hvordan Fabian var privat sammen med ham.

Aldamar kommenterede ikke på hans første ord om dus, da det i og for sig stadigvæk var en regel han burde have skubbet mere nedover Fabian. Hvem ved, udover den naturlige distance det skabte, ville det måske også have givet ham en lidt større grad af respekt; noget han følte var stødt dalende desto oftere han så den blonde skøge. Han fandt det lidt for sjovt at drille Aldamar, så meget var sikkert. Men han vidste ikke hvordan han kunne spille bolden tilbage.... fordi hvis han foreslog noget han mente var grænserykkende, var der en lille stemme i ham der hviskede, at Fabian næppe ville sige nej - og så var det igen ham der stod med det korte strå. 
Arys prinsen lod ham gøre lidt hvad han ville ved skjorten, for opslugt af stilheden der ekkoede i rummet efter hans spørgsmål, hvor at de begge gik i stå, og kortvarigt mødtes deres øjne igen. Aldamar studerede nysgerrigt det blå-grønne blik for tegn på tvivl.... men alt han så var en genkendelige drillende energi, der godt dækkede ind en meget mere omfavnende lyst, som ikke kun Fabian følte.
Aldamar's hådflader gled fra skuldrene ned over armene i stedet, men stoppede i et lille ryk og adelsmanden lænede sig tilbage. Hvis det svar havde overrasket ham - hvilket det havde gjort, jah så gemte han det fantastisk bagved en noget passiv maske der blev godt forstærket af alkoholens bløde fingre. Men indeni var det lidt af et stormvejr der kæmpede for at skubbe ham afsted. Var det noget han var villig til at give? Hvad skulle det svar betyde?

Enten sneg Fabian sig udenom spørgsmålet, eller også talte han sandt. Aldamar ventede 1 sekund, 3 sekunder - 5 sekunder, men ingen summen gled over fingerspidserne og da 8 lange sekunder var passeret i knitrende stilhed, kunne Aldamar ikke holde masken af disinteresse længere og et næsten besejret udtryk gled over ham idet at han med en enkelt hånd trak Fabian tættere ind og nedover sig igen; et lidt for leende smil til at det kunne siges som fuldstændig besejret. Selv lænede han sig også frem igen for at møde ham på halvejen. Han var unægtelig smuk, sådan som han sad i lyset af pejsens flammer, fantastisk halvnøgen at se på. Og Aldamar var allerede gået for langt til at han ønskede at stoppe, når muligheden var så tæt på som den var - han kunne godt leve lidt på sidelinjen. Han måtte gerne. 

I stedet for at svare, var det et lidt blødere kys der nu mødte Fabian, hvoraf at Aldamar faktisk selv prøvede at møve resten af skjorten af, nu. Det var lidt svært med en hånd.

Fabian var ikke en der var meget for respekt. Han udviste det kun når det var nødvendigt, hvilket ofte afhang af kunderne, så alene med Aldamar, ville Aldamar aldrig få den respekt han nok mente han fortjente. En adelig var ikke nødvendigvis en person der var mere værd end dem man fandt i slummen, og måske var det derfor at han havde haft et par problemer med autoriteterne.
Selvom han ikke gjorde sig i den traditionelle respekt, så var det ikke en umulighed at få Fabian til at respektere nogen. Måske ikke i sine ord eller handlinger, men han kunne sagtens se på Aldamar og respektere at han ikke ville gøre livet svært for sin familie, ved at være til mænd, eller for dem der blot arbejdede for at tjene for føden. Det stoppede dog næppe de flabede kommentarer fra at falde fra Fabians mund. 

Det var i lang tid de blot sad og stirrede på hinanden, sådan føltes det i hvert fald, når hele Fabians krop summede efter at få lov til at røre mere, og få mere tøj af dem begge. Endelig så det ud som om at Aldamar rykkede sig, at han var kommet frem til hvad han ville, det der mødte Fabian var dog ikke et hedt kys. Det her var intenst på en anden måde, for det var blødt. Det var ikke noget Fabian gjorde sig meget i. Det var ofte ikke det hans krop ønskede, men det var alligevel nemt at smelte ind i det.

Hans hænder gled hen over Aldamars skuldre, og forsøgte at hjælpe ham af med skjorten og vesten, som sad lidt bedre fast end hans egen skjorte gjorde. Da skjorten var kommet af, gled hans hænder op til Aldamars nakke og hals, som han blidt nussede med sine hænder, mens han forsatte deres lille foretagen. Han kunne tage det langsomt, hvis det var det Aldamar ønskede. Det burde han i hvert fald kunne.