Zirra lod Storm sætte sig mere op, og lod sin hånd glide over hans ene kind, hvor han ikke havde fået tørret al væden væk. Hun smilede et træt, men velment smil, og håbede han kunne høre det i hendes stemme, selvom han lod blikket blive på jorden. Han ville se op og møde hendes øjne, når han selv var klar til det, og hun ville ikke presse ham til det, før han var.

"Så kan vi være to. Eller fire, faktisk. Forfærdelige krigere. Mine brødre for ikke at lure dig, dig for ikke at ville dræbe mig, og mig - selvom jeg ikke ligefrem er kriger - for ikke at indlevere informationer om dig," Zirra kyssede Storm på kinden. 
Hvorfor overvejede hun først bagefter. Lidt moderlig kærlighed? For langt hen til... munden? Hun havde ikke glemt den skrækindjagende følelse fra deres første aften sammen, hvor han havde afsløret sin identitet midt i dét. Men hun havde heller ikke glemt, hvor meget han havde fået hende til at grine, smile, rødme og føle sig godt tilpas i hans selskab. Hun havde virkelig nydt den aften, og selvom hun absolut ikke havde været glad for situationen i skoven, havde der været et lille prik af en positiv følelse over at se Storm igen. Uanset hvor meget hun prøvede at fortælle sig selv, at det var forkert og at hun skulle holde sig langt væk, kunne hun ikke fjerne de lyse øjeblikke de havde delt den aften, og den oprigtighed, der havde været i samtalen. Storm havde ikke prøvet at snørre hende, fordi han vidste, hun var med Lyset. Han havde ikke anet det dengang, og selvom noget nok havde været det sjove i at tage en søster til en Lysets Kriger med hjem, så havde han også virket så oprigtigt interesseret. 

Så Zirra besluttede i det øjeblik, at det var ligemeget at prøve at fortælle sig selv, at de skulle være fjender. Især efter hvad hun lige havde set Storm gå igennem. Alle de følelser, der havde brug for at komme ud. Han var et levende, tænkende og følende væsen ligesom alle andre, og han havde brug for omsorg og trøst lige nu. En omsorg og trøst Zirra ville give så meget hun kunne af. Nogen ville mene, at hendes godhjertethed var hendes største svaghed, men lige her føltes det som en uendelig styrke, sådan som hun kunne være en klippe for krigeren. 

Det gav et svagt ryk i Storm, da hendes hånd rørte hans kind, men han lod hende stryge fingrene ned over hans hud. Et kærtegn. Tænk at hun ville røre ham, efter alt der var sket. Hun sad her med ham i sin favn efter, at han havde skræmt hende sådan. Efter det, der var sket i det lille stykke skov. På en eller anden måde fik det ham til at føle sig beskidt. Og det gik pludseligt op for ham, hvor meget han trængte til et bad. Koldt eller varmt, det var lige meget. Han kunne stadig mærke dæmonen på sin hud efter den uvillige nat i skovbunden. Sveden fra det hårde arbejde. Og nu tårerne. Et bad ville gøre underværker.

Han hørte knapt, hvad hun sagde, så voldsom var følelsen, men han blev brat trukket ud af sine tanker, som hendes læber rørte hans kind. Med øjnene spærret op af overraskelse, så han på hende. Et kys. Hun havde lige kysset hans kind. Hvorfor? Medlidenhed, det kunne næsten ikke være andet. Hans blik gled over hendes ansigt i et forsøg på at se det. Og det var der. Sammen med noget andet. Noget, der gjorde ham urolig, fordi han ikke følte, at det var rigtigt. Han måtte se forkert. Han var træt. 

Det var som om, at det var lidt lettere at være ham. Gråden havde skyllet noget at tyngden bort. Og så han så på hende, kom han tilbage. Styrken. Ikke for fulde hammer, men nok til, at han kunne mærke sig selv begynde at samle sig sammen og fungere igen. 
Men kysset. Hvordan skulle han reagere på det? Hvad betød det?
Endeligt løftede han en hånd og rørte forsigtigt hendes kind med fingerspidserne, strøg dem over et mærke i hendes hud. Langsomt lod han den falde, betragtede hendes ansigt lidt, og sukkede så, inden han begyndte at røre på sig.
"Skal du have hjælp med at komme ind?" Tilbage til det praktiske. Han kunne ikke tro, at der var noget bag hendes kys. Andet end medlidenhed. Og han ville stadig meget gerne have noget vand på kroppen, hvilket nok ville blive koldt vand fra brønden. Det var også okay, han havde prøvet værre.

Zirra lod sin hånd glide henover en lok af Storms hår og føre den om bag hans øre. Hårlokken var våd af tårer og fedtet af sved. Zirra var blevet  vasket under sin behandling, og først nu gik det op for hende, at Storm ikke havde nydt samme luksus. Selvom hun følte sig fremmed i det alt for store tøj, hun havde lånt, var hun i det mindste ikke så beskidt mere.
Hun mødte hans blik ved spørgsmålet og besluttede, at hun nok ikke burde presse på for at få ham i bad. Hun havde vist blandet sig nok i hans foretagen – om det så var hans arbejdet mere end hans personlige.

"Ja, det må jeg nok hellere få. Jeg er stadig lidt omtåget af den urteblanding, hun har givet mig," svarede Zirra og løftede sin ene arm, så Storm kunne komme fri af hendes blide omfavnelse.

Hun skulle lige til at rejse sig op støttet til Storms stadigt siddende skikkelse, da hun opfangede en rusken af blade og vendte hovedet mod lyden. Hun burde have forventet, at det blot var helbredersken, men hvorfor ville hun komme fra et buskads og ikke benytte de stier, hun havde lavet rundt om sit lille hus?
Og rigtigt nok var det på ingen måde helbredersken, der trådte frem fra krattet.

En skællet hånd skubbede et par grene til side og gule øjne blev et øjeblik hvide, da den tynde hinde blinkede henover øjenæblerne. De kun tre fingre slap grenen igen og den svirpede tilbage på plads. Blikket gled over de to væsner på jorden, siddende underligt filtret ind i hinanden. De fremstod næsten mere som én med varmen fra dem så tæt på hinanden, at de blev til en uformelig rød-gul klump.
”Ordre til Schtorm,” hvislede reptilen.

En hånd rakte ind i en inderlomme og trak en lille rulle papir ud, forseglet med sort lak. Reptilen vidste godt, hvad brevet indeholdt, men ville ikke bruge mere tid her end nødvendigt. Der var flere operatører, der skulle nås i dag, og Zahinael havde gjort det ganske tydeligt, at Storm ikke var en af dem, der skulle bruges meget tid på. Han skulle blot vide, hvad der var i gærde, så han ikke gjorde noget dumt i uvidenhed.
Brevet var også kortfattet og indeholdt kun korte sætninger om, at Kzar Dûn var under aktivt angreb og spionmesteren var blevet kaldt derhen. Storms ordre indeholdt to ting:
Få ikke dig selv slået ihjel, knægt  og  Spred ordet.

"Det burde være overkommeligt for ham," huskede reptilen, at mesteren havde sagt, mens han forseglede brevet. "Så må vi se, om jeg ser ham på den anden side af det her, eller om han alligevel får løbet hovedkulds ind i problemer. Jeg ved snart ikke, hvad jeg håber mest på."

Med glidende skridt kom reptilen hen og smed den lille papirrulle i nærheden af varmebunken, for så straks at trække sig tilbage. Fysisk kontakt var ikke foretrukken. Med blikket rettet mod pludselige bevægelser, bakkede reptilen ud mod busken igen og gled tilbage mellem krat og grene, videre ud for at finde den næste undersåt.

Storm nikkede, da hun sagde, at hun gerne ville have hjælp, og han trak sig væk, som hun flyttede sin arm og lod ham. Inden han nåede at rejse sig, virkede hun til at ville komme på benene med ham som støtte, men en lyd forstyrrede dem begge. Var det den gamle kone, der kom tilbage. Storm så mod lyden og stivnede. Det var et halvdyr, en øgle af en slags. Og han så ikke venlig ud. Som han kastede et eller anden efter dem, kom Storm på benene og trak sit sværd, men inden han fik gået ret mange skridt i mod halvdyret, forsvandt det ind i krattet igen. Storm løb derhen og maste sig ind i krattet, men der var tomt på den anden side. Øglen var forsvundet, sunket i jorden.

Langsomt bakkede Storm ud igen. Hvem var det? Hvorfor havde han en fornemmelse af, at det havde noget med ham at gøre? Han så tilbage mod Zirra og rystede så på hovedet.
"Han forsvandt." Uden at stikke sværdet tilbage i skeden, gik han tilbage til hende. På vejen bukkede han sig ned og samlede det op, der var blevet kastet i mod dem. En lille rulle pergament. Følelsen af, at det var Mørket, der ville have fat i ham, gav ham en klump i maven. Vidste Mørket nu, at han lige havde været en fra Lyset nær? Han sank en klump, og stak så tøvende sværdet i skeden, inden han foldede pergamentrullen ud og så på bogstaverne, han ikke kunne læse. Flot. Efter lidt tøven, rakte han den til Zirra.

"Jeg kan ikke læse," indrømmede han blankt. Han burde ikke vise hende pergamentet, hvis det var fra Mørket, men lige nu havde han ikke andre løsninger. Og han var træt af Mørket.
Men det kunne jo lige så godt have været til hende, selvom han tvivlede på, at Lyset benyttede sig af skumle halvøgler til at kaste vigtige beskeder efter deres spioner.

Zirra kiggede med forvirring i blikket på hele optrinnet, men holdt sig på jorden. Både fordi hun ikke rigtig kunne andet, og fordi øglen havde haft et så fjernt udtryk, at hun mistænkte, den ikke rigtigt havde kunnet se hvor mange, de var. Måske var den halvblind? Men hvordan havde den så vidst, at den skulle give brevet til Storm? 
Hun tog imod den lille papirrulle, som Storm rakte til hende. Brød forsigtigt sejlet og rullede den ud. Hun havde en enestående mulighed foran sig. Hun fik lov til at læse ordre direkte fra Mørket til en fra Mørket. Hun kunne læse papiret igennem først, og selv beslutte, om hun ville fortælle det hele til Storm. Hun kunne fortælle sine overordnede om indholdet, var det interessant nok. Hun kunne give Storm helt andre ordre, for han havde ingen måde at vide, om hun læste det rigtige op. 
... Men sådan var Zirra ikke, og det vidste hun også godt. Hun ville aldrig kunne lyve om sådan noget over for Storm. Måske over for en anden Mørkets kriger, som hun vidste var grum af sind. Men Storm... Storm var ikke sådan en kriger. Så hun rullede papiret ud, og læste op, mens hun selv læste brevet for første gang.

"Krigen er begyndt," læste hun. "Fæstningen er under angreb. Jeg forlader byen nu, og ophæver derved dine tidligere ordre. Vær på vagt og bered dig på det værste. Få ikke dig selv slået ihjel, knægt. Spred ordet."
Zirra holdt en pause og sænkede pergamentet. Hævede blikket til Storms. Bekymret.
"Det var det," sagde hun stille. "... Krig?"

Afventende så Storm på Zirra, mens hun foldede papiret ud, så hun kunne læse det. Opmærksomt lyttede han efter, hvad hun læste op. Kunne han stole på, at hun læste op, hvad der stod? Det regnede han med. Det var i øvrigt ikke noget så specielt, andet end at hans overordnede ikke længere var i Dianthos, fordi det hele endeligt var brændt sammen ved Kzar Dûn. Det var næsten forventet, alle havde været anspændte, mens man ventede på, at dæmonerne tog det næste skridt.

Han skar ansigt, da hun spurgte om krigen. Egentligt burde han ikke fortælle hende noget. Faktisk var han lidt overrasket over at hun ikke vidste noget. Hvor meget vidste Lyset? Sikkert mere end denne lille spion havde styr på.
”Vi har lidt problemer med dæmonerne i Kzar Mora. De har gjort livet besværligt for os i lang tid, men det lyder til, at de endeligt går efter borgen.” Han sukkede og tog pergamentet fra hende for at stikke det i lommen. Han ville brænde det, når lejligheden bød sig.
”Men jeg har tydeligvis ikke travlt med at komme tilbage til Dianthos, Zahinael er taget tilbage til borgen.” På en måde burde det være en lettelse, men det var det ikke. Hvad så nu? Hans ordre var ophævet, hvad skulle han så gøre nu? Tage tilbage til Dianthos? Finde en vej ind til Kzar Dûn? Han vidste det ikke. Måske han skulle tage rundt til nogle af de små poster i nærheden, Zahinael havde trods alt bedt ham sprede ordet.

Men det måtte vente. Lige nu skulle han koncentrere sig om at tage sig af Zirra. Så han bukkede sig ned og samlede hende forsigtigt op, inden han tog hende med tilbage til fronten af huset.
”Hvor vil du sættes af?” Han smilede til hende, men egentligt så han bare træt ud. Han var træt. Han havde brug for at sove, men det måtte vente til sengetid.

Zirra fik ikke megen mulighed for at kommentere på Storms ord om dæmonproblemer og ulmende krig. Nok var dæmoner hendes primære fokus, og hun vidste at der ulmede noget med de opgaver, hun var blevet stillet, men decideret krig - mellem Mørket og dæmonerne? 
Det var godt, hendes kære befandt sig langt, langt væk fra Kzar Mora, hvis der skulle til at udbryde krig, og især mellem to så brutale og nådesløse fraktioner. 

Lige som hendes tanker var der, samlede den nådefulde kriger fra Mørket hende op i sine arme og bar hende mod huset med en blidhed, hun end ikke ville forvente at finde blandt de nobleste af Lysets egne krigere.
"Et sted nær dig... Når du nu ikke har travlt?" spurgte hun blidt og lagde sin ene arm om hans nakke, så han ikke skulle tænke på at holde hendes vægt balanceret mod sin egen, mens han gik. 

Egentlig burde hun selv have en smule tralvt. Dæmoner kom kun længere væk som dagene gik, og hun havde et ansvar for at hendes observationer blev videregivet i netværket. Især hvis der var udbrudt krig... Hvilket hun på ingen måde burde fortælle nogen. Forhåbentlig vidste de det allerede. Det var trods alt ikke Zirras opgave at kende til hele verdenssituationen - blot rapporterer tilbage på de missioner, hun fik udstedt. En mission, der denne gang var gået lidt for galt.
For nu var hun fint tilfreds med at bruge tid med Storm. Hun fortalte sig selv, at hun ville være der for ham nu hvor han endelig havde åbnet lidt op for sine følelser og tydeligvis kunne bruge noget omsorg og støtte. Men egentlig var det nok alt sammen bare undskyldninger for ikke at være alene. Et sted dybt nede var hun rædselsslagen for at dæmonerne skulle komme brasende ind lige om lidt og færddigøre, hvad de havde begyndt.

Storm blev stående lidt ude foran den lille hytte. Et sted nær ham. Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare, han vidste ikke helt, hvad planen var lige nu. Han var træt, psykisk og fysisk, og lige nu trængte han til et hvil. Med lukkede øjne. Det måtte vente. Det kunne det også, det var ikke første gang, at han sled sig igennem en dag med for lidt energi i kroppen. Det føltes bare noget hårdere i dag, efter at have grædt sådan. Noget han stadig havde det lidt svært med var sket.

"Jeg har vist ikke mere at give mig til lige nu." Til sidst satte han hende ned på bænken uden for døren, så de kunne sidde i solen og se ind mod skoven, inden han satte sig ved siden af hende, så tæt at hans skulder rørte hendes. Det måtte være det næstbedste at sidde her i fred og ro lidt. Hans hænder gjorde ondt og han burde skylle dem, men det orkede han ikke rigtigt lige nu. Måske den gamle kone havde noget, han kunne smøre på dem, så meget burde han vel nok kunne få som tak for at have hugget brænde og fikse hendes tag.

Det havde været rart at lave lidt almindeligt praktisk arbejde. Måske han ville være blevet bonde, hvis hans vej i livet ikke var blevet valgt for ham? Våben og kamp. Ville han have kunnet leve med det, hårdt arbejde, dyr og afgrøder? Han var ikke sikker. Sværdet var lagt i hans hånd fra en tidlig alder, han havde aldrig kendt til andet.
"Har du altid boet i Dianthos?" Spørgsmålet kom lidt ud af det blå, men han havde brug for at høre hende tale. Fortælle et eller andet. Bare for at holde ham væk fra sine egne tanker og for at holde ham vågen. Og så kunne han af en eller anden grund godt tænke sig at vide mere om hende. Et kort glimt af hendes nøgne krop i sengen under ham gled igennem hans hoved, og han drejede hovedet for at se ind i skoven. Han ville lyve, hvis han ikke indrømmede, at han var ked af, at de ikke havde haft mere tid sammen.

Zirra lod sig sætte ned på bænken og ventede på at Storm fandt sig selv til rette. Han så ud som om han kunne falde fra hinanden hvert øjeblik det skulle være. Leddene hang løsere end tidligere, og hans skuldre blev hevet ned imod jorden som om tyngdekraften hev ekstra meget i dem. Det gjorde den nok også - han trængte i den grad til et hvil. Et ordentligt et. 
Blidt sneg hun sin arm om bag ham og lod sin hånd hive en ganske lille bitte smule i hans skulder som et hint om, at han gerne måtte læne sig ind mod hende. Selv havde hun flyttet lidt på sig, så hun sad skråt mod ham og ikke ville vælte den modsatte vej, hvis han blev for tung. Så kunne hendes modvægt gøre, at han blev siddende, selv hvis han endte med at falde i søvn lige der op ad hende. 

"Ja, min familie har et lille hus derinde," svarede hun, og havde ikke noget imod at tale lidt, selvom hendes stemme stadig var lidt hæs. 
Hun stolede på, at Storm ikke ville bruge informationen imod hende, og selv der var der ikke meget at hente. Hun havde levet et ret standard liv, inden hun blev spion. 
"Min far er ridder, så derfor er mine brødre fulgt i hans fodspor," fortsatte hun i et roligt tempo, nærmest til træernes milde svajen i vinden. Hun var selv træt og havde ikke lyst til at tale for hurtigt, men Storm skulle også have en chance for at følge med, og han virkede efterhånden mere træt end hende. "Jeg brugte meget tid på paladset, da jeg var barn, fordi mine ældre brødre trænede derinde. Treston og jeg rendte altid rundt og lavede narrestreger, mens Ersten var seriøs." Hun smilede svagt ved mindet. "Nu har jeg en lille lejlighed lige på grænsen til den nedre bydel. Stadig et pænt kvarter, men ikke med alt for langt til arbejde, du ved."
Hun tav lidt, men tilføjede så med et lidt mere bekymret tonefald. "Bør vi få dig ind i en seng snart, Storm?"

Storm protesterede ikke, da hun lagde en arm om ham, men han lænede sig ikke ind til hende, da hun angav, at det måtte han gerne. Ikke fordi han ikke ville, men det føltes ikke helt rigtigt. Han havde lige mistet al sin værdighed ved at græde som et barn op af hende, og lige nu forsøgte han at holde sig til de sidste rester. Nok var han træt, men han var ikke mere træt end at han godt kunne sidde selv. Og han vidste stadig ikke helt, hvor han havde hende. Lyset, Mørket, sex, fjender, venner, han vidste ikke, hvad deres forhold var. Og selvom han gerne ville hengive sig til hende, kunne han ikke helt. Hun var stadig skadet, stadig en fra Lyset, og han var den stærke af dem. Og med Mørket. Om han ville det eller ej.

Han lyttede til hendes fortælling, noterede sig de små ting, selvom han aldrig ville kunne finde på at bruge dem i mod hende. Og hun fortalte heldigvis ikke for meget, i tilfælde af, at han en dag blev tvunget til at fortælle. Hvis Zahinael nogensinde fandt ud af, hvor meget tid, han havde brugt med en spion fra Lyset ... han kunne mærke gåsehuden sprede sig ved tanken, og han rev sig selv tilbage, som hun spurgte, om han skulle i seng.

Han fik et smil frem og rettede sig lidt op. Prøvede at se lidt mere frisk ud, hvilket vist mislykkedes en smule.
"Jeg skal nok klare mig." Han betragtede hende lidt. "Hvad med dig? Trænger du ikke til at hvile noget mere? Du har stadig ondt?" Uden at tænke nærmere over det, strøg han fingrene ned over hendes lår. "Jeg vil gerne bære dig ind, så du kan sove noget mere." Det lå lidt i hans ord, at han ville blive oppe og holde øje med alting, især nu de var alene. Tænk hvis der kom nogen, der tænk hvis nogen fra Mørket kom forbi. Eller Lyset. Begge dele ville være lige katastrofalt, selvom han i sit stille sind ville foretrække Lyset.

Zirras hånd vandrede ned og fandt Storms. Aede let hans håndryg, før hun måtte lade hånden hvile på det andet lår igen. Et tegn til Storm om at hun påskønnede berøringen. Og et tegn til sig selv om, hvor træt hun var. 
Mens hun havde forsøgt at tage sig af Storms følelser og forgæves prøvet langsomt at lokke ham til at slappe lidt af og måske faktisk selv få noget søvn, havde hun vidst formået at glemme sin egen tilstand. Maden havde givet hende lidt at køre på, men hun var stadig svag, og de smertestillende urter ville sikkert snart fortage sig. Forhåbentlig ville helbredersken være tilbage inden da, så Zirra ikke skulle have alt for ondt alt for længe. 

Langsomt nikkede hun, ude af stand til at kunne finde på en god undskyldning for, at det var Storm der burde lægge sig lidt. 
"Jo, du har ret," sagde hun "Jeg bør nok hvile mig noget mere." 
Et eller andet sted forstod hun ham jo godt. Selv halvvejs væk på urter vidste en del af hende godt, at de ikke var uden for farezonen endnu, bare fordi de havde fundet et lille idyllisk helle på vejen. De skulle helst videre så hurtigt som muligt, både for deres egen og healerens skyld. Hvis dæmonerne havde bare den mindste mistanke om, at Storm havde haft andre planer end indlevering, ville de komme efter ham, når de var færdige med deres opgave. Og hvis Storm kunne finde den nærmeste healer, kunne de nok også. Nye ordre eller ej - blev det opdaget, var han virkelig i problemer. Blev Zirra fundet sammen med ham, var hun så godt som død...

"Hvad er din plan herfra?" tilføjede hun så, usikker på om det var en af de ting, han havde fortalt hende om på den forfærdelige ridetur herhen. Hun kunne ikke huske særligt meget andet end smerten, og selv aftenen før var tåget for hende, selvom healeren havde taget sig af de værste skader. Som hun sad der på bænken tog hun sig selv i ikke engang at kunne huske navnet på den venlige kvinde. Forhåbentligt var det bare en blanding af urter, søvnmangel og traumer, der spillede hendes tanker et pus. 

Hendes berøring af hans håndryg var lige ved at få ham til at trække den til sig, men han lod den være, hvor den var. Han havde lyst til at tage hendes hånd og holde den, men hun trak den til sig og lagde den på sit lår, inden han kom så langt, så han tog også sin hånd til sig. Storm kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så akavet omkring en kvinde, men der lå vel også mere til det end det. Meget mere.

Bekræftelsen af, at hun burde hvile noget mere, fik et let nik ud af ham, og han rejste sig, nogen der næsten føltes som en umulig opgave, men samtidigt var det godt at få gang i kroppen. Det føltes forkert at sidde stille, uvirksomt og uproduktivt. Han burde … men nu startede han ud med at bukke sig ned og skubbe en arm under hendes knæ og lægge en om ryggen på hende for at løfte hende op i sin favn. Det var tungt, men han var stærk nok til at gøre det uden den helt store anstrengelse, og han begyndte at bære hende ind i huset mod det rum, der var deres værelse.

”Det ved jeg ikke helt.” Noten fra Zahinael havde ændret på det. Skulle Storm nu tage til Dianthos? Hvem havde afleveret brevet, og hvad ville personen sige til Zahinael? Hvor meget havde han set? Skulle han køre videre med sin plan eller skulle han bare sende Zirra hjem på hesten og så finde nærmeste udpost og melde sig til tjeneste der? Lige nu havde han vel ikke en overordnet, når dæmonen havde forladt sin post for at deltage i krigen?
Det var svært, han var ikke vant til at tage beslutninger.

Tankerne kørte i hovedet på ham, indtil han satte hende ned på sengen, hvorefter han satte sig på hug og hjalp hende af med støvlerne.
”Jeg havde regnet med at sætte dig på min hest og sende dig til Dianthos, opsøge et slagsmål på en kro og dukke op hos Zahinael med en god historie om et overfald som grunden til, at jeg ikke havde dig med.” Han fik den første støvle af og gik videre til den anden. ”Det er måske stadig det rigtige at gøre, altså dukke op, hvor han burde være, og måske lade som om, at jeg aldrig har fået hans besked. Hvis hvem end, der afleverede beskeden fortæller om at have set os, kan jeg påstå, at det ikke var os, han må have afleveret beskeden til en forkert.” Anden støvle kom af, og han satte sig på sengekanten med et suk. Det var nok det bedste at gøre.

Zirra var glad for at blive båret indenfor. Hendes krop var ved at give lidt op på at være vågen mere, så hun var nok kun nået halvvejs, havde hun forsøgt selv at stavre ind på værelset. At få hjælp til at få støvlerne af var også enormt dejligt for hende - det havde taget hende helt utroligt lang tid overhovedet at få dem på, da hun først havde besluttet sig for at skulle udenfor tidligere. 

"Det er en ret god plan," sagde hun med et nik og et gab. "Jeg kan i hvert fald ikke lige komme på noget bedre... Men mit hoved er også stadig lidt sløret."
Selvom det føltes så idyllisk at være her midt i den lille dal uden noget andet at bekymre sig om end at få det bedre, glædede Zirra sig til at komme tilbage til Dianthos. Knapt så meget til at skulle aflægge rapport og selv finde på en forklaring på, hvordan hun var kommet væk, men mere at komme tilbage til de vante omgivelser og trygge rammer. 
"Egentlig bør jeg vel sige det samme," mumlede hun som en ekstra eftertanke. "Altså forklaringen. Hvis nogen høre noget fra den anden side, stemmer det hele overens. Hvis jeg fletter en eller to hjælpsomme bønder ind, der har hjulpet mig til en healer, tjekker de alligevel ikke op på det..."

Da den anden støvle kom af, lagde Zirra sig ned på sengen med et veltilfreds støn. Hendes muskler fik endelig lov til at slappe af, og straks holdt både arme og ben op med at fungere normalt. De var tydeligvis rigtig meget med på ideen om at skulle hvile sig i noget tid.

Storm nikkede en smule, da Zirra sagde, at hans plan var god. Det var han glad for at høre, for han havde ikke andre, der ville tage højde for både det ene og det andet. Han ville miste en hest, men det var ikke første gang. I det mindste var han ikke i uniform, så han skulle nok klare sig til fods.
”Det lyder som en god idé. Jeg tror heller ikke, at nogen tjekker op på min historie, det er der vist ikke ressourcer til i øjeblikket.” Ikke hvis krigen mod dæmonerne var gået i gang. Tanken var skræmmende, ikke fordi han var bekymret for Mørket, de kunne rende ham, men fordi han vidste, at der var sandsynlighed for, at han ville blive sendt direkte ind i krigen. Han var undværlig. Den nederste i hierarkiet. Ingen ville begræde, hvis han blev sablet ned af en dæmon. En ud af mange.

Hans kæbemuskler arbejdede lidt, inden han trak sig fri af den tanke. Der var ingen grund til at bekymre Zirra mere end hvad han allerede havde gjort, så han tog en dyb indånding og så ned på hende, som hun fik lagt sig til rette. Der var noget ved at se hende ligge der, der gjorde ham opmærksom på, hvor træt han selv var. Han var konstant på vagt, selv nu, hvor de var inde, og hans muskler føltes som bly efter det fysiske arbejde. Den manglende søvn var ikke det værste, han havde gået i mange dage uden et par timer hist og her, sådan var det, når man var i felten, men hans mentale sammenbrud tidligere havde suget al energien ud af ham. Hans blik gled kort til den seng, der var for kort til ham, der stod ved den anden væg. Han var træt nok til at falde om i den og sove til solen stod op igen, men det gik ikke. Han blev nødt til at … holde vagt. Være vågen.

Hans blik gled tilbage til hende, og han sukkede.
”Jeg bliver helt misundelig, det ser skønt ud.” Han smilede til hende, og kørte en hånd igennem sit hår, mens han så mod døren. Gad vide, hvornår den gamle kone kom tilbage? Han var ikke glad for, at hun var så længe væk, men han havde ikke haft en fornemmelse af, at hun ville andet end at hjælpe dem. Der var folk i Krystallandet, der var ligeglade med Lyset og Mørket, godt og ondt. Healere var ofte den slags personer.
”Nå, jeg må hellere gå ud og … se til hesten.” Han gjorde træt tegn til at rejse sig.

Zirra orkede lige at trække tæppet lidt højere op over sine skuldre, inden hun lod sine arme give helt op og forsvinde halvvejs bedøvet af anstrengelse ned i sengens underlag. Hun lyttede til Storm og nikkede svagt. Beskeden hun havde læst op for ham tidligere tydede på, at Mørket var presset nu, så om en enkelt lavtstående soldat skulle miste sin fangst, gjorde næppe noget i det store hele.
Inderst inde var Zirra glad for det, der havde stået i brevet. At Storm skulle sørge for ikke at få sig selv slået ihjel. Men kunne han undgå det, hvis han skulle i krig nu? En stor krig endda, ud fra ordlyden af det hele. Det var altid skidt, når enten dæmonerne eller Mørket fik lyst til at gå i krig, så dem begge to imod hinanden...

Hun havde lyst til at trække ham ned og holde lidt om ham igen. Bede ham ikke tage til Kzar Mora og kæmpe i nogen andres krig. Tage ham med hjem og beskytte ham... Med hvad? Hans anden fjende? Han var så meget anderledes end alt andet hun havde mødt fra Mørket, at hun til stadighed aktivt skulle minde sig selv om, at hun var hans fjende. At han var hendes, selvom det ikke føltes sådan. Hun ønskede ikke, at han skulle drage ud og dø i en meningsløs krig.
"Storm..." sagde hun i stedet han helt kunne nå at forlade rummet. Et svagt smil spillede på hendes læber, men af træthed nåede det ikke helt hendes øjenkroge. "Lov mig også selv at få lidt søvn."


I løbet af den næste time tid vendte healeren tilbage med kurvene fyldt med nyplukkede urter og diverse andre ting, der var blevet brugt op af at have en så såret patient hos sig. Det meste kunne heldigvis findes i de omkringliggende skove, for hun vidste, at hun ikke skulle lade de lokale købmænd vide, at hun havde gæster i øjeblikket. Selvom hverken Zirra eller Storm havde fortalt detaljerne om, hvorfor de var i den tilstand, de var i, var det ikke svært at regne ud, at de lige nu ikke ønskede at blive fundet. Købmændene hun ellers handlede ved var desværre kendt for lidt for meget sladder, og hun ønskede heller ikke at hvadend der havde været efter Zirra, kom et smut forbi hendes  lille hus.

Havde Storm vidst, at hun havde en tanke om at hun havde lyst til at trække ham med ned i sengen for at putte, ville han have lagt sig for at holde om hende. Det var tydeligt, at de begge havde brug for noget tryg nærhed, og han kunne altid have brugt undskyldningen, at det var det, hun havde brug for. Men hun sagde ikke noget, og han rejste sig for at gå mod døren og give hende fred til at sove. De var fjender, trods den korte våbenhvile og de nære øjeblikke, de indgik i nu, de kom fra hver deres side af en stillestående krig, og det måtte han til stadighed huske sig selv på. Nok var hun utroligt sød og ganske smuk, men der var bare visse ting, man ikke kunne.

Han nåede næsten helt hen til døren, før hendes stemme stoppede ham. Han drejede sig og så på hende med et svagt smil.
"Selvfølgelig." Senere. Ikke lige nu. Han lukkede døren til rummet og gik lidt uroligt rundt, indtil han satte sig på en stol ved bordet. Og ikke længere var han alligevel faldet i søvn, lænet ind over bordet med hovedet hvilende på armene.
Han vågnede først, da den gamle kone rømmede sig. Hun var stoppet i døren og havde betragtet ham lidt, inden hun med vilje vækkede ham med en lyd. Han var ikke den første soldat i hendes hjem, og hun vidste, at det kunne være uheldigt at forskrække den slags mænd. Storm satte sig op med et ryk, forvirret og groggy, men fik hurtigt øje på den gamle dame.

De småsnakkede lidt i en times tid. Hun så hans hænder, skældte ham ud og smurte noget mikstur på, der sved lidt og ikke lugtede specielt godt, men snart var smerten lindret og hævelserne faldet. Til sidst sendte hun ham ind i seng med lovning om, at hun nok skulle vække ham, hvis der kom nogen. Om der gjorde, det opdagede Storm ikke, han sov som en sten. Det var den bedste søvn, han havde fået i lang tid, både psykisk og fysisk udmattet. Men han sov ikke så længe, og da han søvndrukkent hev sig ud af tæpperne og gik ind i stuen igen, var det kun lige blevet mørkt og noget der duftede fantastisk var sat over ilden.
"Åh, du er oppe. Godt. Vil du vække din veninde, hun vil have godt af at få noget mad." Den gamle dame rørte i gryden. Storm nikkede, mens han masserede sin nakke - sengen var lidt for kort - og vendte rundt igen for at gå ind og vække Zirra.

Hun så køn ud, som hun lå der og sov, han kunne næsten ikke nænne at vække hende. For ikke at forskrække hende, satte han sig på hug ved sengen, og rørte blidt ved hendes hånd.
"Zirra? Vågn op." sagde han dæmpet, mens han betragtede hendes ansigt.

Søvnen havde været fuld af urolige drømme. Stemmerne fra stuen havde fundet vej ind i hendes drømmeverden, hvor hun flygtede fra en dæmon, hvis krop gnistrede af elektricitet, mens hendes overordnede red på en hest ved siden af og skældte hende ud over den fejlede mission. Heldigvis blev hesten på et tidspunkt til et græssende får, og jorden under hende blev til bløde skyer, som hun træt lagde sig ned i for at tage en lur. 

Resten af luren blev tilbragt i et rart og omsluttende mørke, og da Storms stemme brød søvntæpperne, var det så mørkt i rummet, at Zirra et øjeblik skulle overveje, om det blot var en ny drøm. Et par ekstra blik senere var hun dog ved at være overbevist om, at det var den ægte virkelighed, og hun sendte Storm et søvndrukkent smil. 
"Allerede morgen? Aften?" spurgte hun med lidt hæshed i stemmen, før hun begyndte at bakse sig op at sidde. 

Søvnen havde gjort udnerværker. Hendes krop føltes meget mere sammenhængende, og selvom der stadig var en dunkende følelse ved nogle af sårene, føltes hendes ben ikke længere som om de ville falde af, hvis hun prøvede at støtte på dem. 
Forsigtigt og støttet af Storms vægt prøvede hun at rejse sig op og denne gang havde hun ikke geleknæ og porreankler. Knogler og muskler lod til at holde til bevægelsen, og hun tog et par prøvende skridt, der gik nogenlunde. 
"Hvad end hun har givet mig, lader til at virke," kommenterede hun. "Stadig hovedpine og øm, men det er til at leve med." Hendes mave rumlede højlydt, da duften fra det tilstødende lokale ramte hendes næsebor. "Og sulten, tydeligvis."

Storm trak hånden til sig, da Zirras øjne begyndte at glide op, og han lænede sig lidt tilbage, så han ikke var for tæt på hende. Men han kunne ikke flytte blikket fra hendes ansigt, der var noget afslappet og nuttet over hendes træk, som hun stadig halvt sad fast i søvnen.
"Aften. Den gamle kone har lavet mad og vil gerne, at du får noget at spise." Mad var en god idé, så meget af den som muligt for at samle energi til, når de skulle forlade healeren. Storm havde ikke mange krystaller på sig, men ville give de fleste til den gamle kone som betaling for mad og husly. Resten ville han bruge på kroen, inden han ville lade nogen slå ham gul og blå. En ubehagelig tanke, men han var efterhånden så vant til det, at han vidste, at han ville overleve.

Da hun begyndte at gøre tegn til at rejse, sig, ville han flytte sig, men hendes hånd på hans skulder fik ham til at blive siddende på hug til hun var oppe at stå. Så snart hun slap ham, var han oppe at stå, klar til at gribe hende. Hun havde ikke ligefrem virket stabil tidligere. Men det så ud til at gå bedre nu, og Storm lod hende gå selv.
"Det var godt. Hun var den nærmeste, jeg kunne finde." Måske var det fordi, at dem på borgen var stærkere i deres magi, men Storm havde været lidt skeptisk over den gamle kones evner. Ikke at han ikke troede på urter og medikamenter, men intet slog en magisk healer. Hun havde dog gjort et godt stykke arbejde, så han ville ikke brokke sig.

Han fulgte efter Zirra ind i det store rum, hvor der var dækket bord og duften af maden hang i luften. Som en sand gentleman hev han en stol ud, så hun kunne sætte sig, mens han skubbede den ind igen for hende. Nok var han bare en simpel soldat, men han havde da lært lidt om almen høflighed igennem sit lange liv. Gestussen fik den ældre dame til at gnægge lidt, som hun stillede gryden på bordet.
"Det er en velopdragen mand, du har fundet dig der. Hold du fast i ham." Hun blinkede til dem, inden hun selv satte sig. Storm kunne mærke sine kinder blive svagt varme, og han skyndte sig at sætte sig, tavs. Han vidste ikke, hvad han skulle sige til det. Hvis den gamle kone bare vidste...

Zirra tog gladeligt imod al den hjælp, hun kunne få. Nok vovede hun sig ud til at gå mere på egne ben, men muligheden for at støtte sig til Storm og hjælpen med at koordinere at få sat sig på stolen var umådeligt påskønnet. Og nok egentlig uundværligt lige nu, for Zirra vidste stadig ikke, hvor meget koordination, hun havde i lemmerne. Hun følte sig mere ovenpå, men stadig ved siden af sig selv. Hvor meget, der skyldtes skader, og hvor meget der skyldtes shocket og efterdyndingerne af torturen, vidste hun ikke. 
"Heh-eh, ja, det..." fremstammede Zirra lettere akavet. "Jeg er bare glad for, han holdt en smule fast på mig..."
Hun strøg hånden gennem håret og sendte Storm et halvt smil. Det var vist meget godt, den gamle kone ikke vidste, hvem hun faktisk havde på besøg. En gammel krig, manifesteret med to personer lige her midt i hendes stue. 

"Bør vi tage af sted i aften?" fortsatte hun, mest til Storm. "Vi har vist udnyttet din gæstfrihed nok for nu..."
De havde jo egentlig ikke travlt. Ikke så længe de antog, at dæmonerne ikke var fulgt efter Storm. Dog kunne hun godt mærke, at hun ønskede at komme tilbage på den sikre side af Dianthos' mure. Ind i et healerhus. Til noget operativt terapi, måske. Zirra var udmærket klar over, at hun havde lidt en væsentlig psykisk belastning, der på et eller andet tidspunkt ville bryde ud af hendes lidt følelsesløse indre. Det var som om hendes hjerne sov lidt, ligesom når hun havde ligget for længe på sin ene arm. Hun vidste, hun burde kunne føle noget, men det var bare lige uden for rækkevidde endnu. Hun burde have flere sammenbrud, flere opfaringer, flere instanser af vild hjertebanken og åndenød. Der var bare en summen i hendes indre. 
Lige for nu var det også det mest praktiske. De var ikke færdige med missionen endnu - de skulle lige klare sig igennem slutspurten for at få hende ind i byen og Storm så langt væk som muligt. Når alt det var klaret, ville hun have ordentlig tid til at gå i stykker, ligesom Storm var gået i stykker tidligere på dagen.