Det gik ikke som håbet. Faktisk gik det kun lige præcis så dårligt som admiralen havde frygtet det ville gå. Og det var til dels med til at kløve rynken mellem hans øjenbryn dybere. For dette var ikke kun Selmys selvhøjtidelighed, der spillede ind. Dette var ikke kun fornærmelse af en forkælet ung mand. For selvom der da bestemt lå noget af det under hans kraftige afvisning, så sprang der hint af andet frem i, ikke bare hans stemme, men hele hans mimik.
”Selmy!” Til trods for at Bastian stemme pludselig syntes at kunne fylde hele kahytten med sin fylde, var det ikke fordi han havde hævet den mere end højst nødvendigt, for at kunne nå ordentligt ind hos knægten. ”Sæt dig ned!” Dette var ikke et tilbud. Det var ikke en invitation til at tage plads igen. På ingen måde! Men det var heller ikke en ordre, nej, for han gav heller ikke udtryk for, at Selmy havde muligheden for at modsige sig, som det af og til lå med ordre. Ordene havde været forlangende. Han behøvede ikke at sige det, men både hans blik og udstråling fortsatte med; Vi er ikke færdige.
Men på intet tidspunkt veg Bastian til aggression.

Admiralen sukkede atter tungt og slog endelig det hårde blik ned i takt med, at han viklede sine arme fri fra hinanden og lagde dem på hver sit armlæn, før han så tilbage på Selmy. Stadig forventende at han ikke bare havde fortsat ud ad døren. ”Hvor mange slaver befandt sig på det skib?” spurgte han, som havde det været fokuspunktet for deres samtale hele tiden. Men hvis knægten ikke ville at snakke om sig selv og hvad der var sket ham, jamen så måtte de jo tage den mere praktiske vej. Og på denne måde fik Bastian nok også fastlagt, at han som sagt ’så mere end han skulle tro’.
”Vargas Aziz er ikke et helt så ukendt navn hos Flåden – eller Lyset – som det måske kom til udtryk, da mine mænd og jeg kom ombord på hans skib,” begyndte Bastian at forklare dybere efter at have give tid til at få en fornemmelse af Selmys reaktioner. Roligt lænede han sig endelig mere frem i stolen og virkede en smule mindre… intimiderende. ”Vi ved lige så godt som manden selv, hvilke love han formentligt bryder. Vi kender mistanke til hans fragtgods. Og det har vi gjort længe. Men vi har ikke kunne gøre meget uden beviser.” Egentlig var det han sad og fortalte nu ret fortrolige informationer, som en af Selmys status – af højere klasse eller ej – ikke burde lægge inde med. Men det var trods alt Bastian der bestemte her. Skulle et give problemer senere hen, så måtte han tage konsekvenserne med løftet hage.

”Vi fik dig ad båden på baggrund af dæmonens egne løgne, om at du ikke var andet end en blind passager. Og vi kan tage sagen videre som det, hvis du må påstå, at det var den hele og ærlige sandhed.” Det var desværre, hvad det var kommet til, skulle Selmy ikke finde andet mod til sig. Og Bastian ønskede ikke for det at blive sådan…

Selv med mange års erfaring og nogle næsten fejlfrie metoder til rådighed, var det nu stadigvæk altid en lettelse, når folk begyndte at tale. Sådan rigtig tale. Tale som Selmy endelig gjorde nu. Det var som at prikke hul på en ballon, der var blevet pustet op til kanten af selvdestruktion. Alt flød ud uden nogen måde at sætte en prop i sig selv.

Bastians panderynke blev kun dybere og dybere og blikket hårdere og hårdere. Denne gang var det ikke berettiget Selmy men blot en admirals frustration over, at blive stillet foran en fjende for hans folk. En fuldt kontrolleret vrede, empatisk pålagt ham på vegne af knægten. Dette han blev fortalt var ikke noget nogen som helst skulle gå igennem. Ingen mor ønskede sit barn den fare. Det var modbydeligt, og desværre også ufatteligt svært at tage en fast hånd omkring. Men… måske ville det at stå med et så friskt et vidne give Loven det gennembrud der var brug for?
Parallelt med at Selmy atter åbnede sig op om sine forfærdelige oplevelser, havde Bastian fundet en tyndstellet brille med små ovalformede glas op fra sin vests brystlomme og havde placeret dem på næsen – fik ham endnu en gang fik ham til at se mindre robust og kantet ud – og ved at distrahere så lidt som overhoved muligt, var der blevet grebet om en pen og åbnet for det tunge blækhus, der stod som limet fast til skrivebordet takket været dens vægt. Det var bedst at få skrevet lidt ned. Zimbo – en mand der skulle ses ind på, hvis nødvendigt. 60-80 slaver – mængden og svaret på spørgsmålet, det virkede til at have sparket noget i gang hos Selmy. Der blev ligeledes bidt godt mærke i det magisk skjulte lastrum. Det Bastian nok havde stået lige over, da gulvbrædderne på Ørkenblomsten havde beklaget sig forskelligt fra et skridt til det andet. Hans mistanke havde altså været korrekt.

Under hele forhøret, havde Bastian sørget for at kigge op på Selmy det meste af tiden. Kun kigget ned på sit pergament for at skrive ned med sine krage-tær af en håndskrift. Han havde dog hverken budt ind med noget eller ligne en der blev yderligere påvirket af hvordan den fornemme storbydreng langsomt gik mere og mere i stykker foran ham. Eller rettere: vågnede mere og mere op til realiteten af mareridtet.
Først da det blev for meget for ham, reagerede Bastian, som forstod han sig på præcis, hvornår der skulle tages tiltag og når der ikke skulle. Han lagde fluks sin pen fra sig, ligeglad med om den ville efterlade lidt blæksprøjt, og var hurtigt ude af sin stol. Stadigvæk, så var det ikke paniske bevægelser, der fik Bastian hen omkring skrivebordet i en fart og det var kalkuleret, at han lige fik grebet kanten af en spand, der stod nær, i netop den fart.

Bastian nåede lige akkurat at få et tag omkring Selmy, før han drattede om. Støttede ham med en stærk hånd ved den side, han var ved at besvime lidt og sørgede for at holde ham siddende rettet op. ”Jeg har dig, knægt,” forsikrede kaptajnen og var allerede kommet ned at sidde på hug. Spanden placerede han med sin frie hånd i skødet på Selmy, for ærligt var han lige på grænsen til at gå fra ligbleg til grøn i ansigtet. Med det gjort, tog han omkring Selmys anden overarm for at bedre stabilisere ham og sikre sig, at han ikke bare svajede til den anden side. Selv hvis han skulle ende med at kaste op lige foran ham, ville det ikke røre Bastian. Han var skam ikke sart.
”Jeg har presset dig for meget, det indser jeg. Men du må forstå, at det vigtigt at få så mange friske informationer så hurtigt som muligt, hvis vi skal have chancen for at gøre noget, derfor bliver jeg nød til at spørge: Kan du huske, hvordan du kom ud af lastrummet og op på dækket?” Det var trods alt den eneste faktorer, der ændrede om Flådens mænd ville have opdaget Selmy eller ej.

Det måtte være umådeligt hårdt for Selmy. Det hele. Nu hvor han var blevet tvunget til at genleve det hele, havde den hårde facade faldet fuldstændigt fra omkring ham, og der var ikke meget bedre at sammenligne ham med end en eremitkrebs uden en konkylie til at beskytte dens svageste punkter. Stakkels knægt. Det var værd at tvivle, at han ville blive helt normal igen, og derfor var der kun at håbe for, at han ville blive stærk nok til at håndtere det frem for at gemme der bag støvede kasser i hans hukommelse.
Bastian lyttede derfor grundigt med. Hvis ikke mere grundigt end før. Det tog ufatteligt meget af ham at fortælle. Han kunne forestille sig, at hver eneste ord, der forlod drengens mund var lige mere smertefuldt end det første, rent mentalt set. Måden det påvirkede ham fysisk var dog heller ikke noget, der var fejr at sejle. Han havde skiftet fra lidt ubehag, behag der kunne sammenlignes med søsyge, vil gennemtrængende sygdom. Selv dét ville være nok til at lade en hver vide, hvilke mareridt han havde forsøgt at holde skjul. Hvorfor? …det vidste Bastian ikke endnu.

En spænding var synlig i kaptajnens kæbe. ”Du er utrolig heldig, Selmy,” sagde han sagte, som om det smertede ham at sige det. For han burde ikke have været nød til at være heldig. Ikke i den her situation. Isari skulle have ført ham andet sted hen frem for at lade Chance stå med ansvaret for hans fremtidige skæbne.
”Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Det er stadig for tidligt. Men det er et skridt i den rigtig retning. Jeg får sendt besked om det til hovedstaden på forhånd, så der kan tages hånd om det, så snart vi når i havn.” Bastian frygtede at det ikke var, hvad Selmy ønskede at høre, men det var den pure sandhed. Det var sådan det var med sådan noget, desværre. Det var en svær finte at kunne vikle sig omkring. ”Jeg har andre mænd og andre skibe i disse farvande. De vil få besked på at holde et mere vågent øje med Vargas Aziz’s skibe. Forberede dem til at tage hånd, skulle de finde et af disse skjulte lastrum. Bare vid, at hvad du har fortalt mig her ikke vil gå til spilde. Det er meget vigtige informationer. Og… du har gjort det godt.”

Så i en bevægelse, kom Bastian tilbage op at stå og hjælp samtidig Selmy op på sine ben. Sørgede stadigvæk for at støtte ham godt. Han kunne have båret ham, men sådan var luksussen desværre ikke ombord på skibet. ”Det er vist bedst, at vi får dig lagt ned for nu. Du har været igennem en del. Og mon vi ikke kan finde noget vand til dig.” Havde der været friskt vand til stede i kaptajnens kahyt, ville det da have været tilbudt. ”Hold du godt omkring den spand,” sagde han som et forsøg på at distancere Selmy lidt fra det hele og klappede en enkelt gang mod spanden i håb om at knægten ville klamre den som en bamse.

Bastian holdte godt fast i Selmy, idét at han førte ham igennem døren og tilbage ud på skibets gang. Det gik ikke at have ham sove i kaptajnens kahyt, men noget sagde ham, at det ikke var smart at have ham ligge syg iblandt de andre besætningsmedlemmer. Ashkens tidligere forsøg på det havde mest af alt været med et håb om at Selmy skulle føle sig mere tryg omkring andre, men omstændighederne havde skiftet lidt. Så i stedet for at blive bragt ned forbi trappen og ned til rummet med hængekøjer, blev han ført ind ad en dør til en smal og aflang kahyt med enkelsenge på hver sin side og et enkelt bord for enden. Gæsteværelset.
Selmy lod admiralen sætte ned på den ene af sengene.

Admiralen klukkede brummende. Ja. Søvn. Det måtte han vist hellere selv se at få noget af. Der skulle en hel masse energi til at kunne holde styr på sømænd som besætningen af Østens Øje. Og endnu mere energi med en ekstra passager med lettere usmagelige nattelige aktiviteter. Men dém forventede Bastian heldigvis aldrig at skulle støde på igen. Med mindre Selmy overkom sin pludselig skræk for vandnymferne og begyndte at foretrække deres selskab frem for, hvad han måtte nøjes med på skibet de næste 10 rejsedage.
For en stund så han lige til, hvordan drengen blev besejret af sin egen udmattelse. Endelig. Så var håbet bare at han kunne få sig en fredelig nats søvn. Forhåbentlig var mareridtene kun fremme i hans vågne timer. Han havde brug for hvile, hvis han skulle have chancen for at komme sig. Og det ville også blive en meget lang tur hjem, hvis han ikke fik sovet. Måden hvorpå han puttede sig var dog et godt tegn. Så Bastian fjernede sine læsebriller, proppede den på plads i lommen og forlod den sovende unge mand.

Men som man kunne forvente af kaptajnen vendte han ikke tilbage til sin hyggelige kahyt. Han vendte tilbage over dæk. Tilbage til sin plads ved rælingen. Betragtede nogle tilbagevendte skimt af det glitrende bølger og følte sig ét med sit skib. Og ét med havet skibet flød på. Vargas Aziz…

Ingen forstyrrede Selmys søvn. Hvis han da sov. Ashken havde spurgt indtil ham, men ikke fået meget uddybende svar tilbage. Jungmanden havde trods alt ting at se til i stedet for at bekymre sig om passageren. Samtidig var det nok smartest at holde de to drenge på afstand af hinanden. I hvert fald indtil videre. Indtil Selmy selv vovede sig ud af sit værelse.
Et tidspunkt efter at der var kommet liv tilbage i skibets besætning blev der nu alligevel banket blidt på til døren, hvor Selmy sov, inden den forsigtigt blev åbnet for at lige kigge ind om han stadig lå og sov eller hvad han gjorde. Dog ligegyldigt hvilken stadie han var i, trådte Kork indenfor. Ganske stille og roligt. Det eneste han gjorde var at lagde et tørt set tøj sammen med et måltid på bordet nede for enden af værelset – en skål med lunten gryderet af kartofler, løg og pølsestykker af svin i en grynet tomatsovs og en kane, samt et krus, af vand. Han sagde ikke et ord. Tjekkede ikke nærmere på Selmy. Halvdæmonen gik blot igen efter hans bud var blevet gjort.

Døren til dækket blev næsten revet op i iver, og sammen med skridtene ned ad trapperne - inklusivt det sidste trin, der blev hoppet ned fra - lød der en munter fløjtende melodi. Nogen var morgenfriske denne morgen. Havde Selmy begivet sig oven på, så ville han nok også forstå, hvilket nydeligt vejr, der havde påvirket kaptajnen. Hvis ikke kaptajnen blot altid var på den måde. Irriterende energisk, særligt for folk der ikke lå nær samme niveau. ”…og aldrig så længe havet krydsede af mænd, vil historien om Bounty dø hen. Hej ho! Hej ho! Hej ho!” nynnede han til en forandring af fløjteriet, som havde han sunget de tidligere vers i sit hoved.

Bastian havde næsten bare passeret køjesalen på sin vej ned ad gangen, men et hurtigt glimt indenfor, hvor der gerne skulle have været tømt for mænd, gjorde et meget brat holdt i ham og tvang ham med strakt hals et par skridt tilbage igen for at tage et kig ind. Og sørge jo. Der stod Selmy. Forbløffelsen af ikke til at tage fejl af i admiralens ansigt, eftersom han da havde forventet at knægten ville have løst sig selv inde på sit lille private værelse. Hvis ikke for resten af rejsen, så i hvert fald igennem de første par dage.

Men dette var da ikke noget at tage for givet! Så Bastian skubbede døren, der allerede havde stået på klem og knirket i takt til skibets vippen fra side til side henover bølgerne, og stillede sig i døråbningen. Lænet afslappet op ad karmen og med armene lige så afslappet over kors. ”Ser man det. Så fik du alligevel trukket dig selv ud af sengen her til morgen,” gav han sig verbalt til kende med og lod så ellers blikket glide videre omkring ham for at finde tegn på, hvad han faktisk lavede der i rummet. Man vidste aldrig, om han var en til at finde på at tømme sin brækspand i Ashken’s køje. Men af hverken hvad Bastian kunne se eller lugte, var det ikke tilfældet.

Hans blik faldt automatisk på tasken i Selmys arme og gjorde da lige et anerkendende nik imod den, men derudover spurgte han ikke rigtig ind til den. Det var ret nemt at se, at den ikke tilhørte besætningen. Så i stedet så han blot tilbage op på drengen. ”Hvordan har du det? Stadigvæk svimmel? Kork skulle gerne have bragt dig lidt næring til maven.. Ah! Men jeg kan se, at du allerede har spist.” Diskret strøg han en tommelfinger henover kinden på sig selv for at henvise ham til en smule tomatsovs, der var endt ved hans mundvige.
”Du er måske frisk nok til at komme med op på dækket?” spurgte Bastian nonchalant og stillede sig ordentligt op igen. ”Vulkanen på Topalis er lige til at se i fjerne.”

Som den barnløs mand og evige ungkarl, som Bastian i bund og grund var, så havde han nu et godt tag i ungdommen. Såvel som børn. Han havde trods alt gået i de samme sko som mange af dem, som han krydsede veje med. Og det ville være en synd at ikke nævne, hvordan han havde taget efter den tidligere admiral. Den mand der havde taget ham ind, da han var et skarn af en knægt med alverdens problemer. Bastian ville lyve, hvis han påstod, at han så sig selv i Selmy, men han var ikke blind for drengens eventyrlyst. Og dén kunne han da fint fodre med sin egne erfaringer. Det var derfor ikke overraskende, at der blev taget imod lokkemaden.

Bastian præsterede af den samme grund et stort og bredt smil. Selv som Selmy begyndte at falde lidt tilbage i sit hul. Alt der skulle til det var blot lidt hurtig handling. Det var noget der skulle gås væk! Tankerne skulle bare dirigeret et andet sted hen. ”Glimrende!” brummede han med samme livlighed som, der havde ført ham ned at trapperne i sang og han trådte til siden, gjorde plads for Selmy at passere. Kun for at give knægtens skulder et godt klap. Han var godt nok en spinkel dreng. Han manglede både sul og muskler på den grund der, og Bastian var sikker på, at han ville kunne stå endnu stærkere med endnu rankere ryg.
”Lidt friskt havluft vil sikkert også gøre underværker for dit helbred. Søsyge rammer allerhårdest dem der holder sig under dæk,” fortsatte han uden rigtig at være helt så påpasselig med at bringe dårlige minder frem. Bastian gav kort Selmys skulder en klemmende massage, inden han fjernede sin hånd og viste vejen tilbage op på dækket. Åbenbart i forglemmelse af, hvad han faktisk var kommet ned for til at starte med. Hvad end det var, kunne sikkert fint vente. Det ville ikke løbe nogle steder. Ikke så langt fra land.

Formiddagsolen var, hvad der mødte dem, så snart de nåede op. Skinnede fra en skøn blå himmel, kun brudt af et par vattede skyer hist og her. Vinden var god i sejlene, så selvom solen varmede en helt ind til under huden, så holdte blæsten i hårtotterne det udholdelig. Sømænd var i gang med arbejdernes entusiasme og selvom de ikke alle strålede som en lallende idiot som deres kaptajn, så var stemningen let som et makkerskab frem for hvad Selmy muligvis havde oplevet på Vargas Azizs skib.
Kork stod i sin sædvanlige stilhed og balancerede nær rælingen, mens han bandt et reb omkring et andet fastspændt reb med fingre, der havde gjort det mange gange før. Han gjorde et kort kig i retningen af Selmy uden at fortrække en mine og så ellers tilbage til sit arbejde. Så Selmy videre omkring ville han finde Ashken stå sammen med styrmanden – en mand, mere robust og et par år ældre end Bastian selv, flere rynker og flere ar i ansigtet, en man nok ville forvente ombord på et piratskib frem for Flådens pragt. Begge så imod horisonten. Lige indtil Ashkens blik vandrede og han fik øje på Selmy. Havde det ikke været for en lyd eller et ord fra styrmanden, der nåede at stoppe Ashken, var der god mulighed for at jungmanden ville have skyndt sig til dæk. Men i stedet måtte han blive, hvor han var. Måtte gøre sit arbejde.

Bastian tog denne mulighed for at vifte Selmy med sig til styrbordsrælingen. Stillede sig selv selvsikkert helt op ad den, prøvede at gøre faren, Selmy måtte føle, så minimal som muligt. Ligeledes havde han et sidste trick, der kom i spil, da admiralen lænede sig lidt frem og pegede en grad eller to mod bagenden af skibet. Mod vulkanen, der på grund af det skønne vejr, var til at se monstre op fra øen. Stadig dampende med hvid damp som skyerne.
”Det er ikke et syn man får mulighed for at se hver dag, hva? Det er privilegeret vi sømand har os. Bedre udsigt findes ikke, hvis du spørger mig.”

Ahva var det nu? Bastian så til med meget nysgerrige øjne, da diverse regnegrej blev trukket op ad den taske, han havde udvist stor desperation for at holde stikke. Han havde skam lagt mærke til, hvordan knægten havde klamret sig til den nede under dækket. Det var forundrende i sig selv, at han havde formået at beholde den igennem turen med Vargas. Ikke mange der kendte til, hvad der blev sagt om dæmonens sande jeg, ville forventet at man fik æren af at beholde sine ejendomme. Og da særdeles ikke noget der betød så meget for en, som denne taske betød for Selmy.
Bastian havde taget den frihed at tage et skridt nærmere for at lige snige et kig henover skulderen på drengen for at se med, hvad der så ivrigt blev tegnet. Og sikke et talent, han havde. Skitsen var rå og letter udtværet, men andet kunne man ikke forventet, når der blev tegnet med kul og ingen midler til at fjerne unødvendige streger. Selmy besad dog alligevel evnerne til at få motivet til at ligne motivet, hvilket da bestemt forbløffede admiralen. Han havde allerede lagt mærke til det før, men han kunne ikke længere benægte at denne knægt var spildt fanget i storbyen. En hver mand burde trods alt begive sig uden for byens mure. Nu håbede Bastian bare ikke, at ’eventyret’ i Rubinien havde skræmt ham helt væk.

”Et par gange,” svarede han på en tung udånding, som han atter fjernede fokus fra det flukse arbejde, Selmy havde gjort på pergamentet for i stedet at beskue øen i det fjerne. ”Jeg må være ærlig med dig, og sige, at jeg foretrækker at have den som udsigt frem for at gå i land der. Det er en smuk ø, men jeg drager oftest blot mod, hvor mit arbejde bringer mig til. Hvilket sjældent er mod Topalis.”
Bastian rankede sig bedre op og lagde armene over kors i takt med at en eftertænksom mine malede hans kantede ansigt. Han trådte lidt mere om på siden af Selmy for ikke at fremstå som en blokade, i tilfælde af, at han ønskede at træde væk fra rælingen – ikke at Selmy gav udtryk for at ville rives væk derfra lige foreløbig. Tiden han tillod at bruge med knægten, tid han normalt ville bruge anderledes, gav ham faktisk det store nok pusterum til at virkelig tage dagens udsigt ind, og lidt efter lidt vendte minder tilbage fra tidligere dage. Han klukkede let. ”Sidste gang var var ikke længe efter vulkanen var gået i udbryd. Du husker vel det vedværende mørke det forsagede.” Hans blik vandrede mod osen, der steg fra vulkanens mund.
”Men denne skønhed...” Skibet. Han mente skibet. ”sejler desværre ikke så meget rundt i Krystallandets nære havne længere. Der er meget mere end vores lands kyster, så jeg håber da for dig, at du ikke hæfter dig fast i en skræk for vand. Jeg fornemmer en eventyrer i dig, knægt.” Han smilede motiverende ned til ham, sendte ham endda et lille sigende blink med øjet, før hans drejede hovedet over skulderen, som havde nogen kaldt hans navn.

”Sig mig, kan du underholde dig selv, Selmy? Lige meget hvor meget jeg gerne vil vise dig omkring personligt, så har jeg ikke altid den frihed,” spurgte han efter at have fået øjenkontakt med styrmanden og givet ham et bekræftende nik i hans retning. Selvom Bastian gjorde et godt stykke arbejde med at få det hele til at virke så opløftet og afslappet så var dette ikke et hvilken som helst skib. Det var en arbejdsplads.

Bastian havde set noget skeptisk på knægten. Masser at give sig selv lød ikke ligefrem overbevisende. Der var i sandhed en masse at give sig selv på et skib som dette, men det var meget begrænset, hvad en passager kunne give en hånd med i. Selmy lagde så også ekstra meget udtryk i sit skæve svar, da han begav sig videre som den første. Og her havde kaptajnen ellers været godt overbevist om, at udsigten til vulkanøen ville have været nok til at have holdt drengens interesse noget længere end dét. Noget gik ham stadigvæk på.
Gik nåede lige at gå et par flygtige sekunder, hvor Bastian var blevet stående for at kigge efter Selmy, som overvejede han, hvad han dog skulle stille sig op med knægten. Han var lidt af en hård skal at knække. Selmy Kiefer. Sådan var storbyboerne vel. Lidt højnæsede og stolte. Så Bastian bed det i sig, rystede lettere opgivende på hovedet og drejede omkring på hælen på næsten dansende manere. Hovedet blev lænet tilbage for lige at tage et opsøgende blik op mod styrmanden - og hans lille hjælper - der, som blev der delt telepatiske signaler, straks så tilbage ned på sin kaptajn, blot for at dele et sæt bekræftende nik med hinanden, lige inden Bastian lod sine arme falde ned langs siden og forsvandt igennem døren til skibets indre.

Jacque mistede taget i Ashken i ét sekund - ét sølle sekund - og jungmanden udnyttede straks øjeblikket, hvor hans kaptajn havde forladt det ovre dæk. Han blev altid set som en så velopdragen ung mand, særligt i forhold til resten af de lidt mere robuste besætningsmedlemmer, men han havde da stadigvæk sine stunder, som disse, hvor han blev til en glat ål i autoritetens hænder. Så før styrmanden kunne nå at gribe fat i kragen på hans skjorte, var han allerede på spring ned ad trappetrinene fra roret platform. Hoppede hver andet, tredje, trin over indtil han solidt landede på begge fødder på dækket. Den knægt var ikke alt for kløgtig, desværre.
”Selmy!” kaldte han, som han skyndte sig i retningen af skibets nyeste passager. Ashken kiggede lige en ekstra gang hen mod døren, hvor Bastian var smuttet igennem og så flygtigt op mod Jasque, der godt nok ikke gjorde noget for at komme efter ham men bare så hårdt mod ham. Han så frem igen mod Selmy, i samme øjeblik, at han nåede ham og sænkede gradvist farten. ”Du er ude af kahyt! Mand, jeg blev forvirret, da jeg vågnede op i min køje i morges.” Ikke underligt. Ashken havde trods lagt sig til at sove i god tro om, at Selmy lå og sov i hængekøje som tilbudt. Og at være blevet dirigeret op i den af Bastian i den sene nat, havde han ikke registreret i sin døsighed.

Ashken gjorde sig virkelig umage med ikke at gøre sin lyst til at lade sine grønne øjne vige omkring mod Selmys ryg, som de stod der, front mod front. For han ville helst ikke bringe opmærksomhed mod det. Ikke efter hvordan Selmy havde reageret dagen inden.

Selmys vrede attitude ramte Ashken som en murstensmur og stoppede ham også et øjeblik i at nærme sig bydrengen yderligere. Han var mindst lige så lamslået over ordene, der næsten væltede ud af hans mund. Den stakkels jungmand havde i sin naivitet ikke rigtig forventet den form for reaktion. Han havde jo bare gjort, hvad han havde ment var bedst. ”Lallende møghvalp?!” udbrød han så irriteret tilbage, så man skulle tro, at Selmys egen helt automatisk havde smittet af på dem omkring ham.

Det muntre smil og lettende udstråling var hurtigt forduftet, som dug for solen, og de to drenge, stod i stedet bare og delte skarpe blikke mod hinanden. ”Hvad havde du regnet med? At jeg ville holde min mund overfor min kaptajn?!” Ashken satte absolut ikke pris på den behandling som Selmy havde sat for sig at give ham. Ja, okay, han følte sig trådt over tæerne, men det var der da ingen grund til! Frem for at gøre som Selmy og placere sine arme over kors, satte Ashken i stedet bestemt sine hænder på hver sin hofte og pustede sig diskret op. Som han havde lært at gøre efter at have overværet admiralen gøre lignende. Han var fuldt ud overbevist om, at det havde den samme effekt, men virkeligheden var lidt anderledes fra den unge knægts drømmetænkning, for han fremstod mere udfordrende og truende end autoritær. Den gang havde lang vej endnu.
”Du er måske en æret passager, men din særbehandling strækker kun så langt. Var du blevet samlet op af et eller andet tilfældigt handelsskib ville de sikkert ikke bekymre sig om en mopset pivskid som dig og være fuldstændig ligeglad med, om du har fået en booboo eller ej, så længe du ikke er i vejen.” Og så begyndte det. Den viftende bevægelse, Selmy havde gjort, som var Ashken ikke andet end en beskidt møghvalp, der havde tigget efter en halvspist pølse, var delvist skyld i at vandet havde tippet over for ham.

Ashken trådte et halvt skridt nærmere Selmy. Ikke længere blokeret af murstensmuren. ”Hvad hvis der var gået betændelse i dine sår, huh? Hvad ville du så have gjort? Låst dig inde i sin kahyt og så ligge og klynke resten af turen hjem? Måske du slet ikke ville overleve det, og så skulle vi rejse med et rådnende lig i lasten,” lagde han hårdt ud foran ham med en stemme, der gradvist var blevet højere og højere. Han råbte ikke endnu, men det var da lige ved. Havde Ashken været den smule yngre og den smule mere umoden, så ville ordene været blevet skreget ind i den fornærmede rigmandssøn ansigt.
Flere øjne fra de andre besætningsmedlemmer havde vendt sig mod dem, men hvad end der foregik mellem de to drenge, var endnu ikke voldsomt nok til at stoppe, hvad de havde gang i.

Utroligt hvordan en fisefornem storbysdreng faktisk havde kræfterne til at hive og slæbe Ashken med sig under dæk. Det ville aldrig blive indrømmet eller fortalt videre, hvis dette da var en oplevelse værd at fortælle en gang i fremtiden, hvordan han nær havde snublet ned ad trappen på grund af den hast Selmy tvang ham med sig. Hvad var også meningen med det her? Turde han ikke have publikum på, når han skabte sig sådan? Som et barn! Dette var rigtigt nok et privat omliggende for de to lyshårede knægte, men Ashken så kun skiftet i omgivelserne som ekstra besvær. Særligt - eller måske kun - fordi det havde lykkedes at slæbe ham med sig på den måde.

”Uff!” lød det fra Ashken, som han blev mast op mod krogen, Selmy så fermt havde udvalgt sig. ”Du ville ikke engang kunne nå derom selv til at få gjort noget ved det. Eller hvad? Har du måske evnen til at hele af dig selv? Jeg tvivler! Ikke sådan som du klynkede over smerten. Så ville de ikke engang have været der for mig at opdage.” Jungmanden havde allerede fra starten taget fat omkring håndleddet på den hånd, som Selmy havde grebet hans trøje med. Et tag der havde strammet i takt med at der boblede mere og mere raseri og provokation frem i den unge mand fra Medanien.

Ashken slap først Selmys håndled, da han gjorde det samme med trøjen, og Ashken udnyttede da øjeblikket til at skubbe Selmys arm ind mod ham. ”Huh?! Lurer på dig?!” Vredt ignorerede Ashken fuldkommen den blokade som Selmy åbenlyst forsøgte at stable op foran ham, ved at bare træde frem og med en hånd på hver af Selmys skuldre, gav Ashken ham et hårdt skub tilbage.
Dette var tydeligvis ikke for at komme væk, men for at etablere dominans, for Ashken nærmede sig blot Selmy igen. Det skarpe blik stadigvæk rettet direkte mod passageren, som de ellers skulle forestille at behandle ordentligt. Men Selmy havde trådt ham på tæerne. Og der var en grænse for, hvor meget man skulle se om hjørner, bare fordi den anden person var et traumatiseret offer. ”Åh, undskyld. Jeg var ikke klar over, at tjekke om du var okay, nu pludselig er blevet det samme som, at jeg lurer. Som sagt, så klynkede du allerede før! Prøv lige at tænk lidt mindre højtideligt om dig selv. Ikke alle og enhver vil have et stykke med Selmy på.”
Ashken gjorde tegn til at skubbe fra sig igen på samme facon og dermed sende Selmy ind mod væggen, men lige i sidste øjeblik holde han sig tilbage og trådte et halvt skridt bagud i stedet for så at vende snuden tilbage mod trappen. ”Men jeg beklager da, hvis jeg sårede dine følelser. Jeg må hellere se til det snavsede dæk.”