Asith stoppede med at fløjte efter melodiens naturlige afslutning. Først antog han at stilheden var nok bevis for at det havde virket, men så talte Selmy til ham og lagde hånden på hans arm. Det var ikke overraskende at det ikke havde virket, men han havde ikke regnet med at der ville være efterspørgsel til hele sangen. Asith mødte Selmy’s blik først med hævet, lettere kynisk øjenbryn men det forstummedes med hans egen træthed og i stedet formåede han at kringle et udmattet smil over sine læber.
“Grådig, huh?” Drillede han tørt og rystede på hovedet. “Jo, det er der. Det er en gammel elvisk vise, men… Måske en anden gang?” Tilføjede han så og trak på skuldrene. Det var stadig bare lidt for intimt selvom Selmy ikke kendte Asiths tilhørsforhold til sangen og han følte sig allerede mere blottet end han foretruk ved bare at lade en smule af hans atypiske kreativitet skinne igennem - det var trods alt ikke det hans slags normalt var kendt for. Desuden var hans fløjten langt mere melodiøs end hans sang, så dér missede Selmy ikke noget. Men lidt flatteret kunne man vel ikke lade være med at blive.
“Kom nu, der er ikke timer nok til vores afgang til at udskyde hvile.” Han gennede fokuset tilbage på Selmy’s søvn, som knægten mærkeligt nok blev ved med at modarbejde. Tankemylder eller ej, det kunne da ikke passe at knægten ikke var lige så smadret som Asith selv, hvis ikke mere? Han havde trods alt været den som havde reddet hele natten med Asith på slæb… Og en blød seng var efterhånden en ret sjælden luksus, så guderne vide hvordan han ikke var gået kold for længst.
Kortet blev foldet sammen igen og lagt til siden - Asiths nysgerrighed var ovre og i stedet dykkede han ned i sit bælte for at fiske sin trækam op fra mavebæltet. Han havde fået nok af den sørgelige tilstand hans hår var i og med uforsigtige tag begyndte han at kæmme sand og blod ud af den hvide manke. Forfængelig syntes han bestemt ikke han var - han kunne ved Zaladin knapt udstå sit spejlbillede i selv en forvrænget og uklar vandoverflade - men hans hår havde han en sær ømhed omkring. Objektivt talt kunne man vel også argumentere for at det var det eneste på ham som næsten kunne kaldes ‘pænt’.. I hvert fald når det var rent, hvilket ikke var særligt ofte nu om dage. 

I morgen? Det var nok lidt ambitiøst at tro at de kunne nå deres vendepunkt allerede, men i det mindste var de så tæt på at der ikke kunne gå lang tid før de kom til deres destination. Asith lagde blikket over skulderen imens han kæmmede sit hår aggressivt og da Selmy endelig virkede til at ha fundet hvile, smilede han skævt til sig selv og bragte igen blikket fremad. Han ville nok ende op med at blive irriteret på ham når han vågnede, for Asith havde ikke tænkt sig at vække ham og tage hans plads.
Dagstimerne gik med trivielle ting og før nattekulden indtraf havde Asith formået at flette sit lange, nu igen hvide, hår og fjerne hvad der føltes som et kilo sand sig selv samt sy en kant på sin tunika hvor den før var blevet revet for at give Selmy en slynge. Han havde aldrig gået meget op i hvad han klædte sig i, men han vidste hvor langt der var til det næste stykke nye tøj, så det han havde skulle bevares så længe som muligt. Imens han syede lyttede han til lejren der bevægede sig udenfor og hver gang han hørte en hævet stemme eller hurtige trin, gjorde han sig instinktivt klar til at gribe knægten der sov bag sig og forlade stedet i en fart! Men det skete ikke… Den sene dag forsvandt over dem på rolig vis og solnedgangens kølighed forsikrede Asith at hans vagt snart var ovre. Først da et blåligt mørke lagde sig, svagt forstyrret af den individuelle fakkels gyldne lys her og der, lænede Asith sig bagud for at lægge en hånd på Selmy’s skulder. Han gav ham et par forsigtige ryk for at få hans opmærksomhed uden at yderligere beskadige hans arm inden han rejste sig og begyndte at samle deres gevanter og hælde noget af den overflødige vand i sig fra karaflen. Hvis slave-elveren fra før havde været trofærdig, burde de havde fået hesten op-pakket med nok vand til at tillade dem at sløse en smule nu. Han stillede en fyldt kop hen ved Selmy’s side, hvis han stadig tog sig tid til at stå op.
“Der har været ro i lejren indtil nu.” Talte han endelig, en smule lavt siden han ikke havde brugt mundtøjet i et stykke tid. “Lad os forsvinde inden Naem kommer på andre tanker.” Han vendte sig endelig for at kigge direkte på Selmy, afventende. Det havde måske været en dramafri vagt, men Asith stolede ikke nok på sit held til at tro at det ville vare ved… Og han ville helst ud ad vagten med det samme hvis han kunne slippe afsted med det.   

Asith havde ikke tænkt sig at tilbringe en minut mere i lejren end højst nødvændigt, så det var heldigt at Selmy ikke var typen, som først skulle vaske sig ned og sprøjte sig til med rosenvand inden han kunne komme ud af fjerene. Måske havde det været tilfældet hvis han havde været i sit hjem, men det virkede til at turen havde slidt et par af Selmy’s fintfølende vaner en smule ned. Selv under hele korrespondancen imellem dem selv, slaverne og slave-ejerne havde Asith forventet at Selmy’s medlidenhed ville ende op med at få dem i endnu større problemer heromkring, men overraskende nok var intet lignende sket.
Selmy’s intruktioner omkring deres næste destination gjorde det klart at hans tanker allerede var et andet sted end her med den udsatte sønnesøn af en sultan og hans naive onkel og Asith fandt sig selv kort tøvende foran hesten. Det varede dog ikke længe og da Selmy havde talt færdigt, nikkede mørkelveren og hejste sig op for at tage sin plads bag knægten endnu engang. Denne gang var der ikke noget akavet forsøg på at finde et alternativt sted til hans hænder, så de søgte omkring Selmy’s liv og hægtede sig fast i egne håndled. Kulden ville rive i den snart alligevel, så der var ingen grund til ikke at spare på varmen. Sandet begyndte at bevæge sig og danne fodspor under dem og Asith vendte sig røde blik imod lejren de forlod. Det er ikke mit erinde. Ikke mit erinde. Og dog kunne han ikke lade være med at spørge sig selv om der overhovedet ville være en lejr mere når de vendte næsen hjemad. Han havde vendt ryggen til megen kaos, men det var svært at forholde sig kynisk til netop dette tilfælde - heldigvis så var han fandens god til at bedrage sig selv og dem der så på ham, så han skulle nok få sig selv overbevist inden længe.
“Friske spor i en fygende ørken?” Asiths bryn rynkede sig svagt imens han knejsede nakken for at se fremad. Det var svært at tro på at der var noget som helst, som kunne efterlade et permanent mærke i det sandede ocean og da slet ikke en hests skridt. Han rystede på hovedet og lagde blikket imod himlen, som langsomt blev mørkere. “Stjernerne er snart synlige. Hvis du ved hvor vi cirka er, burde vi være i stand til at finde den rigtige retning.” Kortet var selvfølgelig også behjælpeligt, men Asith var trods alt bedre til at navigere via naturlige fænomener end infrastruktur og by-placering.