Asith vendte blikket for at finde Selmy der ikke alene mistede stemmen for en kort stund, men også smed tingene i sine arme fra sig imens hans lille bløde fjæs blussede op i forlegenhed. Larmen fra buldrende køkkenting og andet ragelse havde først forskrækket ham, men nu var der i stedet et lettere irriteret udtryk på Asiths allerede bitre fremtoning. Hans defensive kommentar var ikke værdiget mere end et løftet øjenbryn fra elveren, som var i færd med klodset at træde ud af sine lurvede bukser. Heldigvis for Selmy, dækkede hans robe stadig det, som knægten syntes at frygte. 

“Virkelig?” Spurgte han retorisk på en måde, som åbentlyst fandt Selmy’s reaktion utrolig barnlig for en voksen mand. “Det er ikke fordi jeg har et eller andet monstrøst hengemt dernede.” Kommenterede han surt, som om at Selmy forventede at en mørkelvers nøgne form var et eller andet fuldkommen horribelt. Hans røde blik fulgte Selmy til hullet, som blev fyldt med de overskudne sager de ikke ville behøve på deres færd ind i ørkenområdet. Han rystede kort på hovedet inden han lænede sig for at trække sin robe over det.

Asith havde haft ret i at der ikke var noget monster gemt under bæltestedet. Ej heller var der skyggen af forlegenhed for Asiths egen nøgenhed. Selmy havde allerede fået et generøst kig på ham i sin udækkede form da han havde luret på ham i amazonitskovene og hvad der før var obskurt, tilføjede ikke meget til nogen form for fantasi. Han så ud som man ville forvente: Arrene fortsatte som et regelmæssigt mønster og vedrørende de delikate detaljer, var han som den gennemsnitlige mand. Hvad der måske var mere iøjenfaldende, men ikke forvirrende grundet Asiths manglende øjenbryn, var at der ikke var den mindste kropsberøring i sigte. Ikke et dårligt syn, hvis man meget specifikt syntes at en ranglet lilla elver med et permanent udtryk af utilfredshed var attraktiv.

I midlertiden havde Selmy tildels afklædt sig selv henne ved hullet. Med et overhåndkast smed Asith sin egen robe i fjæset på Selmy med et iltert lille smil som hævn fra knægtens overdramatiske reaktion på hans afklædning.

“’Upraktisk’ siger han? Manden, som bader i uldbukser.” Grinte han fælt og lavede en snurrende bevægelse med sin hånd for at give ham en smule instruktioner. “Det er bare en robe med ekstra stof til kappe og hætte. Vend den om, så kan du se åbningen.” Instruerede han. Det var i hvert fald sådan handelsmændene havde instrueret ham da han med et blik ligeså blankt som Selmy’s havde købt dem.  

“Ja tak! Så er det vist godt...” knurrede Selmy i en snerren, som han spottede hånen i Asiths stemme allerede ved hans allerførste ord. Han behøvede ikke en beskrivelse af den heller. Han havde nemlig set mere end rigeligt af ham, da han sneg sig op på ham og gemte sig bag et træ. Men om det var noget Asith var blevet bevidst om, ville Selmy ikke have gættet. Det enorme tusindben, der invaderede hans person, som sendt fra Isari hende selv, havde ikke bare skræmt livet ud af ham, men havde måske også distraheret Asith nok til, at der ikke blev gjort mere ved det. Hvis Asith en dag konfronterede ham med det, ville han kun få benægtelse eller stilhed tilbage, så det ville aldrig kunne blive brugt imod ham.  

Selmy havde ganske rigtigt forsøgt sig med at tage den omvendt på, men han var for forlegen og irriteret på Asith, til at spørge direkte om hjælp. Mens han halvvejs havde fået den over hovedet, kunne han mærke, at den sad helt forkert, og han afbrød manøvren og trak den af sig igen. Men her mærkede han pludselig Asiths usle klude blive smidt i hovedet, hvilket fik Selmy til at bratte op med det han var i færd med. Han rev roben væk fra sit hoved og vendte sig med fronten i retning af ham igen. Lyn og torden kunne anes, i hans ellers normalt kølige øjne, og Selmy pustede sig op, som om at helvede skulle til at bryde løs, men det blev ikke til andet, end at roben blev kastet lidt ekstra voldsomt ned i graven, end hvad var acceptabelt. Selmy havde haft et voldsomt temperament i sine unge år, og nogle gange kunne det true med at komme tilbage, men med det ansvar han havde påtaget sig, ved at blive voksen, halvvejs færdiguddannet og gifteklar, var han også blevet bedre til at lægge vreden og adrenalinen bag sig. Ligesom han her vendte opmærksomheden tilbage til roben. Det var trods alt koldt, at have bar overkrop på, selvom de var så langt sydpå. Man kunne stadig kalde det et vintervejr, selvom frosten ikke bed sig fast.

Et hårdt blik i Asiths retning, fangede hans håndbevægelser, og med det samme fandt han ud af, at vende dragten korrekt, og fik iklædt sig tøjet. Man kunne ikke sige, at Selmy lignede den typiske gennemrejsende på grund af sit forfinede og snobbede udseende, men han var mindre iøjnefaldende, klædt i råhvid. Han svang kappen over skulderen, og gjorde et kast tilbage med sit gyldne pandehår, som han skænkede Asith et modstrident blik. “Måske skånede jeg dig, for et syn du ikke var klar til”.

Det syntes at være et passende tidspunkt for Selmy, at spænde sablen på plads i det nye bælte.  

Asith overværede kort Selmy’s forvirring over klædestykket inden han besluttede sig for selv at komme videre i teksten. Han afkortede afstanden imellem dem og smed sine resterende klæder ned i hullet udover hans bælte, som stadig havde en enkel flaske, som stadig havde en substans i sig af ukendte egenskaber. Han samlede sit eget sæt tøj op og trådte i de luftige vævede bukser som en start så Selmy ikke endte op med at få en blodstyrtning af at være i samme atmosfære som en nøgen Asith. Han vendte den lange tunika et par gange inden han selv kunne finde ud af hvordan den skulle navigeres. Det var en robe der gik til omtrent midten på Asiths skinneben og havde lange slidse op til hofterne, så vind kunne trænge igennem imens man blev beskyttet for solen. To lange klædestykker hang derfra hvor den ene var en slags kappe der skulle vikles omkring skuldrene og det nederste af ansigtet for at beskytte imod sand og den anden var en simpel hætte. For nu var det en smule køligere end Asiths vante robe, men den største forskel lå i fodtøjet. Sandaler havde aldrig været noget han havde gjort sig i og følelsen af at have tyndt reb bundet om hans ankle og imellem hans storetå og langetå var langt fra behageligt for ham.

Da han endelig havde knæppet sig igennem roben og hans hoved kom ud på den anden side, så han imod Selmy, som videregav endnu en lille spydighed?

“Noget jeg ikke er klar til? Måske er det DIG, som har noget monstrøst gemt i dine bukser?” Hans smil blev aflangt og spidst imens han bandt sit bælte om livet og igen gav hans silhouet en timeglasform. Det hvide stofs farve var næsten en tro kopi af Asiths ligeså hvide hår, så til trods for hans mangel på komfort og i kontrast til den mørke hud, så han mærkeligt ren og skarp ud i ørkentøjet. Som den sidste detalje fastnede han sin smukke, mørkelviske dagger til bæltet igen og lagde konkluderende hænderne på sine hofter. “Hnm... Jeg kan se hvordan det vil fungere i varmt vejr.” Mumlede han kort til sig selv og lagde vægten fra en fod til en anden. Først da kom der et mindre tilfreds udtryk i hans ansigt da han lagde mærke til en vis ‘frihed’ i det nedre regioner der måske var lidt FOR komfortable til hans smag. “Jeg skulle have købt en mindre størrelse...” Tilføjede han og overdelte for en stund. “Man kunne næsten ligeså godt forblive nøgen, så løst det sidder.” Han lagde blikket over skulderen for at se om Selmy endelig var færdig med at klæde om.  

En sådan kommentar fra Selmy ville ikke have gået derhjemme. Han var sikker på, at hans mor ville have fyret en syngende lussing mod hans kind. I hvert fald hvis hun var rask nok til det. Men herude i det åbne landskab, så det kun ud til at more Asith, men han var jo også fra et helt andet ståsted i hierakiet, hvor man havde tendens til at være mere grov i snakketøjet. “Det er en familieforbandelse” Bekræftede Selmy, og fik rettet på sit tøj, til han faktisk kom til at ligne Asith. Han kunne ikke se sig selv, men han syntes at Asith så godt ud, med sin mørke hud til kontrast og det lyse, rene tøj fra syden. Selmy fnøs en stump latter “Måske griner ørkenfolket af os, fordi der oprindeligt hører bukser med...”. Det virkede dog meget rigtigt. Nok var det koldt at have på nu, men det ville gavne dem senere, når de kom under solens hedebølger. 

Selmy trådte ned i graven med den ene fod, og pakkede teltet, der lå nederst, beskyttende rund om deres ejendele, og fæstnede det, så der var mindst mulige åbninger, hvor jord og dyr ville kunne trænge igennem. Herefter trådte han op ved jordbunken, knælede og skubbede jordet tilbage i hullet med hænderne, og forsøgte så vidt muligt, ikke at blive snavset af jord. Han var endelig kommet i rent tøj, og han var træt af at ligne en hjemløs, der havde lagt med grisene i stalden. Som jorden blev lagt, børstede han sine hænder fri for snavs, og trådte jorden flad, til det bedst muligt kamuflerede sig med den tørre, faste omkringliggende jord.

“Nå... Det er koldt. Skal vi gå tilbage til bålet? Vi kan smide noget mad i gryden, som kan simre mens du lærer mig om alle mørkelvernes hemmeligheder” Et bredt smil spændtes i hans lyse ansigt. Asith havde allerede gjort det klart for ham, at han kun havde i sinde at lære ham, at holde ordentligt på sværdet og forsvare sig selv, og selvom Selmy i starten havde været skeptisk omkring det, kunne han godt se fordelen i, at gøre sig selv til nytte. Han drejede rundt på sandalerne og begyndte at traske tilbage mod lejren, som kun bestod af deres nu få ejendele, et bål og to fastspændte heste. Han fandt sækken med madvarer frem med det samme, for at klargøre endnu et styrkende måltid mad til dem.

Asith rettede en smule på buksernes bånd om livet, så de lidt for store gevanter ikke endte op med at falde ned om anklerne på ham. “Nu er jeg næsten nysgerrig. En familieforbandelse huh?” Han kunne ikke lade være med at smile som en værre pestilens. Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at prikke lidt til Selmy nu hvor han åbenlyst var så blufærdig som han var. Han kiggede igen ned på sine bukser for at få møget til at passe ham bedre. Med hans lange ben stumpede de dog en lille smule og det gav pludselig mening hvorfor hans originale bukser havde lignet en samling stof der originalt ikke hørte sammen - det var vel svært for den nederste del af pøblen at få en skrædder til at formsy deres få sæt. Asith lænede sig dernæst ned for at hjælpe med at dække deres sager til med den løse jord. Da det var ovre, lagde han et par genkendelige sten over ‘graven’ i tilfældet af at de trods alt ikke ville kunne genkende stedet. Han rettede sig igen op og gav Selmy et nik da han foreslog at de trak sig tilbage for aftenen og vendte sig for at tage tilbage til bålet. Han skævede kort til de smukke våben i Selmy’s liv og overvejede hans tilgang til at lære ham lidt om selvforsvar. Det var ikke just det nemmeste våben at starte ud med.

Asith satte sig med et bump og fjernede igen sit bælte til trods for at han netop lige havde beklædt sig med det igen - Selmy ville ikke være meget ved at prøve sig på en beskyttet krop.

“Vi bør nok bytte en af sablerne på et tidspunkt.” Kommenterede han efter en tid med en overvejende stirren på en af dem. “Det vil tjene dig bedre at have et mindre våben ved siden af... Såsom en daggert.” Hans røde øjne, som let glødede op i den formørknede afkrog de var camperet i, fandt igen knægten og indtog synet af ham som om han var ved at hitte ud af noget. “Heh... Havde vi været i Dianthos kunne jeg ha’ fundet på et våben der havde tjent dig bedre.. Dig og din ‘moral’.” Han lænede sig lidt tilbage og støttede armene bag sig imens hans blik og ansigt rettede sig op imod himlen og hans lettere filteret hår strøj hen over græsset under ham. 

Selmy havde fundet sig til rette, knælende ved bålet og med urtekniven i hånden, så han fermt kunne påbegynde af skære skraldet og det uspiselige fra de forskellige grøntsager, som de havde købt med sig. Det var ikke fordi han brød sig synderligt meget om madlavning, men han tog gerne tjansen, eftersom at Asith havde haft en lige lovlig rustik tilgang til det, de gange han havde hjulpet til. Selmy syntes, at det var noget sjusk. Hvem lavede overhoved hans mad derhjemme?  

Som han arbejde på maden, bemærkede han pludselig, at Asiths blik havde været rettet mod ham i noget tid. Det vækkede ham altid med et jag af ubehag, af årsager han ikke helt kunne sætte ord på, men han vidste at det gjorde Asith arrig, når han reagerede med nervøsitet. Han tog det personligt. Selmy fortsatte med de sidste grøntsager og fandt et låg frem, som han kunne sætte over, mens maden fik lov til at simre.

“Hm?” Reagerede Selmy endelig, da Asith pludselig brød stilheden. Han skænkede selv sablerne et kort blik, inden han tænkte på at løsne dem fra sit bælte, og overrække Asith det ene. Han kunne ikke helt se, hvad der skulle være galt med en sabel eller et sværd, men Asith havde nu bevist overfor ham, at en daggert kunne være mere dødbringende, end som så.

“Pff! Mig og min moral? Du får det næsten til at lyde som om, at jeg er den eneste du har mødt, som har én” Han kunne ikke modsige, at han var ved at blive udmattet af at skulle forsvare sin morale så meget. Der hvor han kom fra, blev der aldrig stillet spørgsmålstegn ved den. Han havde endda gået på kompromis med sin morale op til flere gange, for at det overhoved kunne være muligt for dem at rejse sammen, som et team. Måske havde det været lettere, hvis han fortsat havde været under tvang... I hvert fald i forhold til sin tro og sin samvittighed. “Våben interesserer mig altså meget lidt...” Selmys grå øjne hvilede på Asith, som havde lænet sig tilbage, for at kigge op i himlen, og det gav ham et frikort til at nærstudere ham lidt. “Mit våben er min fornuft. Og de mørkelvere jeg samler op på min vej”.     

Havde han blot haft modet og belysningen til det, så havde han sørget for at skitsere ham... Men den slags ville han fortrække at gøre i al hemmelighed, og desuden var han i tvivl om han overhoved ville kunne være i stand til at gå fra at tegne bygninger og planter, til at tegne en mand. Efter at han havde set hvilket talent Asith havde for at fange den rødhårede kvindes ansigtstræk på et simpelt stykke pergament, ville han  end ikke forsøge at efterligne det... men skabertrangen i ham kunne han ikke gøre noget ved. 

Asith hævede et enkelt tatoveret øjenbryn da Selmy med det samme gik i defensiven, som om Asith havde talt ned på hans livsstil... Og i retrospekt kunne Asith vel godt forstå hvorfor han ofte blev misforstået - han var ikke så god til at kæmme sine ord og runde deres kanter. Med et næsten træt blik lyttede han til knægtens kommentar og hvordan våben ikke interesserede ham? ‘Interesserer ham ikke’.. Det var ufatteligt tydeligt at han var vant til en verden hvor våben hænger dekorativt over ildstedet i stedet for i indvoldende på en fjende. Asith drog et kort suk og hvilede sine arme over hans hævede knæ med en enkelt håndflade løftet for at modsige Selmy. 

“Du misforstår mig.” Svarede han lettere irriteret. Irritationen varede dog ikke ved og hans ansigt blev igen forholdsvist neutralt og tankefyldt at se på. “Jeg ser ikke ned på dig for at være pacifist eller at mene at alle liv er vigtige. Det er bedre end alternativet for dem, som vokser op som dig - mange anser kun eget liv som værende noget værd.” Svarede han. Den slags rigmænd var desværre dem der var flest af, og Asith havde vel også haft sin mistro til Selmy i starten vedrørende hvordan han så ned på hans slags.

“Og jeg hverken nyder eller interesserer mig specielt for våbenkunst heller, men det er nu en færdighed jeg har været nødt til at lære for at overleve.” Han rømmede sig og lagde blikket ned på maden som Selmy arbejdede på. Asiths lange fingre fiskede hans filtrede fletning hen over sin skulder og begyndte at binde dem op så det hvide hår kunne frigøres. “Men trods den mangel på interesse nyder du at rejse der hvor det er allermest vigtigt at være armeret... Hvilket er derfor et alternativt våben ville være bedre for dig.” Han dykkede ned i sit bælte og fiskede op kammen, som han før havde brugt da han badede sig selv i bækken ved amazonitskovene. Langsomt begyndte han at rede sit hår igennem. “Et alkemisk våben var min specifikke tanke.” Konkluderede han. Det var trods alt hans speciale at gøre brug af eliksirer i sidste ende.. Han havde bare ikke rigtigt noget tilbage mere, lige udover den enkelte ensomme fyldte flaske i hans bælte.  

Nu da der kom låg på maden, kunne de bare vente tålmodigt. Selmy trak benene ind til kroppen, som han hvilede sig mod og lyttede til Asith. Det var ikke ligefrem fordi det gjorde ham mere eller mindre motiveret, end i forvejen, selvom at han ikke kunne sige, at han var uenig. Selvom han mest af alt så ugidelig ud netop nu, så var der noget ved Asiths ord om ham, der interesserede ham. Han kunne ikke helt tyde, hvad Asith egentlig mente om ham. Han kunne jo sagtens komme ud for, at han enten var beskeden med komplimenterne, eller også pakkede han fornærmelserne godt ind. 

"Hvordan ved du, at jeg er anderledes end dem?" Spurgte han helt roligt, mens hovedet sank en smule mere træt ned i armene, som holdt om benene i en tryg eller defensiv stilling, man havde set ham i mange gange før. "Jeg har jo netop gjort mig til herre over liv og død... ham...". Han blik flakkede, som han lod sig selv blive mindet om drabet på Kilepræsten. "...". Det var emne, som han endnu ikke helt havde arbejdet med, og et emne som han hurtigt rystede fra sig igen, inden der skulle komme uønskede følelser op i ham, som ikke helt passede ind i deres tidsplan i deres søgning efter blodrødder. 

Hans blik søgte fra ilden i bålet og igen hen på Asith, som havde været i færd med at redde sit hår ud. Det blev godt nok passet og plejet for tiden... Og Selmy så blot på med et længselsfuldt udtryk i et uforsigtigt øjeblik.

"Hm... Det kunne da godt være jeg skulle kigge forbi din butik en dag..." Undveg han hurtigt, og gav ham i stedet et drilagtigt smil, på trods af, at det blev sagt med en hvis overvejelse "...kunne godt smide mange krystaller efter dine røde eliksirer. Dem der får alting til at stinke langt væk af svovl... Og din brændevin er også god. Selvom jeg ikke drikker den slags." 

Asith rystede træt på hovedet og kommenterede hårdnakket inden Selmy fik drejet samtalen andetsteds. “Selvforsvar gør dig ikke til herre over liv eller død. Det er modstand til dem, som tror de er det.” Kilepræsten var desværre dirigent i sin eget forbandede endeligt, drevet af den hybris, som man kun kan opnå når man er fuldkommen sikker på, at man har en gud i ryggen som bevogter deres undværlige liv. Asith red den sidste knude ud af sit hår og lignede igen lidt sig selv - for godt eller ondt. Håret blev igen flettet, denne gang ned ad siden af hans hoved og over skulderen. Hans blik forblev koncentreret på bindingen af de hvide lokker imens Selmy udtrykkede sin interesse for at komme til Asiths butik efter deres lille eventyr. Han så op og tøvede en smule. 

“Hvis jeg kender mit klientel i Dianthos - hvilket jeg gør - er der nok en del... Skadekontrol at se til når jeg vender hjem inden jeg kan genoptage mit arbejde. Det har ikke rigtigt været i min bedste profesionelle interesse at tage en uanmeldt ferie på denne måde.” Han gruede for hvad han ville vende hjem til, hvis han var ærligt. Det ville ikke være første gang han fandt sit dørhængsel ødelagt og hans hjem molestreret. Måske ville der være en hjemløs eller to at fordrive, men den tid, den sorg. “Men mon ikke jeg kan klare et par bæst-afværgere og en enkelt flaske brændevin.” Et lille udfordrende smil dannede sig over hans tynde mund og gav ham det vante lettere gemene udtryk, som Selmy sikkert var blevet vant til. Satirisk gentog han Selmy’s sidste kommentar, velvidende om at der ikke var nogen tvivl om at knægtens smag for alkohol havde ændret sig siden de mødtes. “Selvom du selvfølgelig ikke drikker den slags.” Kort overværede han gryden, som virkede til blot at skulle simre nu for at blive færdig - Et godt tidspunkt at lære knægten et par ting! Asith rejste sig og for god ordens skyld, hev han sin rene og pæne nye tunika over hovedet og lagde den til side, så han blot stod i de hvide bukser af samme stof. “Måske jeg skulle lade dig prøve nogle af mine stærkere rusmidler.” Hans smil blev bredere og hvis Selmy stadig sad, ville han give ham en gestus til at stille sig. “Fat din sabel.”      

“Skadekontrol?” Gentog Selmy spørgende, og hans smil blegnede på stedet. Selvom rotter i Dianthos ikke var ualmindeligt, var det tydeligt, at der var tale om større skadedyr. Men betød det så, at Asith havde mange fjender derhjemme? Selmy kunne ikke forestille sig, nogensinde at komme hjem til et ryddet hjem. Men han boede nu også i et befæstet område, i den bydel, hvor der patruljerede flest byvagter per indbygger. “Du burde overveje at udføre et ærligt stykke arbejde. For ærlige folk.” Han kunne ikke holde den spydige kommentar for sig selv. Især fordi at Asith garanteret ville kunne begå sig fint, hvis blot han prøvede... Men de almindelige, fredelige dianthosianere ville sikkert fortrække, hvis Asith stadig forblev forklædt som et menneske. Det var bare sådan det var, af krigshistoriske årsager, altså. 

Selmy kiggede på, mens smilet bredte sig på Asiths ansigt. Han kunne ikke finde ud af, om han smilte af mistro eller almindelig hån. “Det gør jeg ikke. Det var kun den ene gang” Insisterede han. Han kunne ikke huske, at han havde drukket særlig meget, trods det smagte væsentligt bedre end så meget andet, og alligevel havde det sendt ham stærkt beruset i seng. Bedre end de fleste sovemidler han kendte til, i hvert fald.

Selmy lo og rystede afvisende på hovedet, som han lystrede Asiths besked om at tage sin sabel. Hans hånd fandt det forgyldte skaft, og han kom på benene. “Jeg tror ikke jeg skal have noget, der gør mig udygtig. Specielt ikke i nærheden af skumringskvarteret”. Selmy stillede sig i første position, som han kendte fra dans. Men sabelen som han havde i sin højre hånd var sænket, da han ikke havde den fjerneste ide om, hvordan man brugte ét forsvarligt. Jo, han havde da set masser at tegninger, og han havde set performere på markedspladsen og ved tribunen, men det var ikke noget han havde øvet sig på. Selvom han stolede på Asith, fremstod han stadig meget intimiderende lige pludselig. 

Asith fattede sablens tvilling, da det ikke var optimalt at være Selmy om våbnets brug når han selv stod med en daggert. Det ville de komme til senere. Han gav det kurvede sværd et tøvende blik inden han igen lagde blikket på Selmy. “Jeg antager at du kender formen hvorpå man står i forvejen? Siden det er en ‘sport’ i de finere kredse.” Han var dog klar over at det nok nærmere var en kårde eller et træsværd man brugte til finere duellering blandt noblen og ikke en syleskarp sabel fra en ørkenelver. Han afventede at Selmy påtog sig positionen, som i dette tilfælde var den, som der bedst passede til starten på en dans? Det var vel bedre end ingenting og Asith, som aldrig havde danset, vidste ikke bedre end at det kunne være en eller anden traditionel duellerings position. Han lagde sin u-armerede arm på ryggen så den ikke skulle kommen ham i vejen.

“Du er heldig at vi er på vej imod varmen.” Kommenterede Asith løst og afprøvede sværdet ved at danne 8-taller i luften med den skarpe spids. “Sværd som disse ville ikke være meget værd i kamp, hvis vi var i Dianthos hvor temperaturen tillader tung rustning. Kurvede sværd er bedst imod ubeskyttede kroppe. Bedre til at skære end at gennemtrænge... Så ikke noget med at prøve at ‘stikke’ med den.” Han stoppede klingen og pegede den imod Selmy imens han smilede, som om han ville nyde hvad der skulle til at ske: En udfordring?

Selmy fik kun et halvt sekund til at reagere inden Asith trådte fremad og med et kurvet sving satte de to sabler op imod hinanden i en konkurrence om udholdenhed! Han havde selvfølgelig ingen intension om rent faktisk at snitte knægten til strimler, men han fandt selv at man lærte bedst imens man gjorde! Han lagde ikke hele sin styrke bag svinget, men nok til at metallet kort ville synge imod hinandens kærtegn.

Våbnet var tungt i Selmys hånd, eller i hvert fald blev det endnu tungere, nu hvor han vidste at han skulle bruge det, og at der blev holdt øje med hvordan det blev brugt. Han brød sig ikke om at blive vurderet og målt og vejet, men til gengæld var han vant til at blive oplært i forskellige fag, som han egentlig ikke brød sig om, og han var ligeså vant til, at have forskellige læremestre, som han heller ikke brød sig synderligt meget om. “Mh, ja” Svarede han usikkert på Asiths antagelse om, at han vidste hvad der skulle gøres. I de såkaldte finere kredse, havde han pænt valgt træningen fra, men han havde da taget sig selv i at kigge på de unge mænd varme op og fægte løs med deres sværd ud fra sit sædvanlige biblioteksvindue. Aldrig havde han troet at han skulle lære teknikken selv, og da slet ikke her med en mørkelver som modstander. 

Hvad der mest af alt lignede kronisk bekymring plantede sig i hans lyse ansigt, men på trods af hans nervøse udstråling, formåede han at kopiere Asith ved at flytte lidt på benene og placere sin ene arm bag ryggen, så han i et øjeblik kunne have været et spejlbillede af ham. Han kunne vitterligt ikke gennemskue, hvorfor Asith smilte så pludseligt. Kunne han ikke se, at han var nervøs? “Hvad hvis jeg kommer til at-” Han nåede ikke at færdiggøre sit usikre spørgsmål, før det gik op for ham, at Asith virkelig mente det, da han advarede ham om, at lægge ud med et angreb. I en ren og skær refleks for ikke at få en klinge mod sig, formåede han at parere. Han mærkede Asiths vægt presse sig mod ham, og hans næste udfordring blev ikke at vælte bagover. Han havde ikke været beredt på det pludselige angreb, så hans temperament blev sat på prøve. Selv da han genvandt balancen vrissede han af ham og kunne endelig give noget modstand. I et splitsekund følte han, at han faktisk skubbede ham tilbage med et par centimeter. 

Selmy parrerede og klingerne sang imod hinanden som Asiths eget blad blev ledt til siden, hvilket var mere end Asith havde håbet på! Der var alligevel en smule instinkt at arbejde med hos den ellers milde Selmy, som nu stod arrig over Asiths pludselige ‘angreb’. Det lignede ham godt at tage Asiths lærings-mønstre personlige og det gjorde det en smule svært for ham at tage ham seriøst. Han overkom det dog og Mørkelveren hævede et enkelt tattoveret øjenbryn, vippede sine ørespidser et par grader nedad og lavede et uforstående udtryk. “Hvorfor er du vred? Jeg prøver at lære dig noget her.” Mumlede han og rynkede på næsen en smule fornærmet. Hans irritation smeltede dog hurtigt - næsten for hurtigt - og var i stedet udskiftet med en entusiasme som nærmest lignede blodtørst - eller også var det bare Asiths grumme visage der fik hveranden følelse til at ligne noget Zaladin havde skabt. 

“Ikke en dårlig parrering!” Han nikkede entusiastisk og sænkede igen sit håben. “Men havde jeg lagt mere vægt i det, havde du snittet dig selv inden du kom så langt eller mistet din balance.” Han traskede helt hen til knægten og lagde sin frie hånd på Selmy’s, som holdt fast i sablen for at rette på hans greb en smule. Dernæst hjalp han hans arm ind i en lignende, men ikke helt samme position som han havde påtaget før og så endelig puffede han lidt til Selmy’s fødder for også at hjælpe dem ind i en lidt bedre stilling.

“Det var godt at du forsøgte at lede min klinge til siden i stedet for at skubbe på den. Ved større fjender er det bedst helt at undgå deres fulde kraft ved at afværge den.” Hans røde blik faldt på Selmy’s ansigt og han lavede et spidst og drilsk smil. “Og du finder nok KUN fjender som er større end dig, lad os være ærlige.” Han gav knægten et klap på skulderen, som nok ikke var helt så blidt som Asith originalt havde tænkt sig og bevægede sig tilbage til sin originale position, klar til at gøre det hele igen. Denne gang med en bedre balance (forhåbentligt) fra Selmy’s side.  

Det føltes ikke sådan. At Asith forsøgte at lære ham noget. Det virkede mere som om han forsøgte at spille med musklerne, eller et eller andet, der fik Selmy til at føle sig mere ubetydelig end før. Selmy kunne godt mærke, at han var irriteret over sin undervisers måde at videregive sin viden på, og han kunne mærke at hans hænder dirrede efter at smide sablen og i stedet skubbe til ham. Han skævede til siden i et øjebliks skam over sin opførsel, men kiggede dernæst erkendende tilbage på Asith “Det er svært, det er bare det”. Han ømmede sit håndled en smule, hurtigt og diskret, troede han, da han vist havde brugt våbnet en smule forkert. Måske. Han havde langt fra følelsen af hvordan det skulle bæres korrekt endnu. 

Hans blik fulgte mørkelveren nysgerrigt, som han kom mod ham og begyndte at rette på hans holdning og begyndte at forklare teknikken bag en god parering. Han lod blikket kort vandre ned ad hand lilla, arrede overkrop, som han stod tæt nok på, og lyttede kun med et halvt øre, for han vidste at det ikke sagde ham noget, og at det derfor ville blive glemt igen inden i morgen. Hvis blot der var en bog om det man kunne læse i stedet... Pludselig, som Asith havde gjort de enkelte justeringer, blev han overrasket over, at det hjalp på vægten af våbnet, og han så straks op i hans blik igen. “Tak...” Fremstammede han taknemmeligt men stadig temmelig usikkert. Taknemmeligheden varede dog kun ganske kort, lige indtil Asith kiggede på ham og smilte med sit skarpe tandsæt, og da kommentaren og det hårde dask mod hans skulder landede, skulede han fornærmet tilbage på ham, som modsvar. 

“Hvis du prøver at geare mig op, så nytter det ikke noget” Svarede han i en hård tone, der måske nærmere indikerede det modsatte. Han kunne se, at Asith stillede sig i position igen og have tænkt sig at angribe ham igen. Hurtigt forberedte han sig mentalt og fysisk til at tage imod ham, og en blanding af irritationen fra før og oprigtig frygt for at blive snittet af et skarpt og dødbringende våben, fik ham til at præstere en smule bedre end ved første gang. Deres klinger mødtes igen, og ligesom før følte han, at Asiths kraft var for stor. Også selvom han tilsyneladende holdt sin fulde styrke tilbage. Selmys bryn formede sig igen bekymret mens han forsøgte at afværge kommende sving mod sig. Det var hårdt for hans højre arm, og ganske hurtigt fik han sved på panden og blev forpustet. Helt naturligt sakkede han mere og mere baglæns, som de øvede det igennem, og han tog aldrig imod muligheden for at angribe, hvor der opstod en åbning til det. “Aaahh! Stop! Det er hårdt. Jeg kan ikke” Gispede han og slap i grebet om skaftet, så sablen dumpede til jorden, så han straks kunne ømme sit håndled og derefter op ad armen, blot for at mærke, hvordan hans muskler var ved at blive brugt op. Han vendte sit ansigt bort fra Asith, da det var skamfuldt for ham, at han ikke kunne præstere meget bedre end det. 

“Prøve at geare ham op”? Asith kunne ikke lade være med at fnyse med et underholdt smil på - Nej det kunne Selmy nok alt for nemt selv klare med sin evige paranoia! Så igen, Asith var nok selv uden om at Selmy konstant frygtede det værste fra mørkelveren og altid var klar til en nedladende kommentar. 

Geare ham op var nok ikke ordet, men Asith prøvede i stedet for at gøre Selmy nogenlunde rede til de mest basiske form for angreb fra en modstander. Det var en fordel at knægten var en lille rigmand i den forstand, for chancerne var at han altid ville blive undervurderet... Og hvis man var undervurderet, benyttede en fjende sjældent deres fulde potientiale. Asith kom imod Selmy fra fronten, fra siderne og bagfra i et par enkelte gemene forsøg på at holde ham på fødderne... Og det var vel en løgn hvis han sagde at det ikke var bare en smule morsomt at have overhånden i et lærer/elev situation for en gangs skyld. Dog havde han aldrig i sinde at gengive de situationer hvor han selv havde været elev - det ville være direkte sadistisk!

Asith kørte Selmy hårdt, men aldrig hadsk. Hver gang gav han bare en smule mere modstand og sværhed, men han stoppede altid sin egen klinge før den kom i kontakt med knægtens hud!

Eventuelt smed Selmy håndklædet i vejret - eller nærmere kylede sin dyre sabel på jorden - og peb om sparingens hårdhed. Asith sænkede sin egen sabel og stoppede sin konstante provokation for nu med en vis opstemthed. Hans ansigt bar et forholdsvist tilfredst smil til trods for Selmy’s dårlige attitude, for de havde jo alligevel gjort en forskel. Måske nok til at knægten ikke var helt håbløs i en farlig situation... Og kunne det tænkes at han rent faktisk morede sig? Ikke på Selmy’s bekostning, men generelt?

“Ikke dårligt. For et første forsøg.” Kommenterede han, overraskende nok og syntes ikke at lægge så meget mærke til Selmy’s skamfulde attitude. Der var ikke nogen hån eller sarkasme i hans stemme, hvilket var mærkeligt nok i sig selv. Han samlede Selmy’s sabel op og med en i hver hånd roterede han dem i en næsten jonglerende facon inden han smed dem tilbage til deres ejendele. I stedet samlede han sin smukke, sølvfarvede Kzar Mora daggert op og gik igen imod Selmy. Stålet glinsede let i den matte belysning. “Så kan vi gøre noget andet imens du får vejret igen.” Billedet var i sig selv uhyggeligt og Asith havde nok for en stund glemt hvordan det måtte se ud at komme gående imod én med et smil på panden og en daggert klar i sin hånd.  

Mens Selmy ømmede sit håndled så han sig omkring efter en sten eller andet at sætte sig på, men der var ikke noget passende sted at tage et hvil, så han blev stående. I øjenkrogen kunne han se at Asith samlede hans sabel op og begyndte at lege ubekymret rundt med dem. Det virkede ikke som om at Asith forsøgte at blære sig over for ham, men mere som om det bare lå i hænderne. Selmy blev lettet da han hørte at de blev kastet videre over mod deres lejr, hvorefter han så nedslået tilbage på ham. Ikke vildt nedslået, for han havde trods alt ikke haft forventninger til sig selv om, at han kunne holde på sværdet så længe. 

“Tak” Svarede han en smule forsinket, og studerede manden, for at finde ud af om der lå noget i bagtankerne, skønt han ikke fandt ham særlig modbydelig lige nu. Med venstre hånd ømmede han sig længere op ad armen og helt op til skulderen, hvor musklerne syrede og arbejdede hårdt på at reparere og genopbygge musklerne. I guder... Det var endnu hårdere end at slæbe rundt på de tunge bøger på biblioteket.

Selmys nysgerrige blik faldt på daggerten. Hvordan kunne det undgås, når den glimtede sådan? Han rankede sig alarmeret op og sendte ham et varsomt blik. “Hvad har du i tankerne?” Spurgte han. Han var godt klar over at Asith ikke ville gøre ham noget... Eller han havde en ide om, at han vidste hvor han havde ham. Men lige nu lå hans bekymring også i, at han skulle testes i noget nyt som han ikke ville kunne finde ud af. Daggerten var flot dog. Det var ikke hver dag man fik muligheden for at holde noget fra Kzar Mora. Håndvåbnet måtte være Asiths dyrebareste eje.

Han rettede sig frontalt mod Asith og var klar til at give det et forsøg, selvom Asith sendte ham skadefro blikke. Men selv virkede han ikke nær så entusiastisk omkring træningen, som Asith gjorde. Det var da godt, at én af dem morede sig, i det mindste. 

Asith rystede på hovedet da Selmy påtog sig en kampstilling til trods for lige at have givet fuldkommen op.. Men det var da en god ting at han rent faktisk havde gåpåmodet til at fortsætte selvom han peb som et andet pattebarn omkring det.

“Du kan hvile din arm, deres nåde. Det er noget andet jeg vil lære dig.” Drillede han med et skarpt smil og stoppede foran ham med daggerten i hånd. Han tog endnu engang fat i Selmy’s håndled for at putte våbnet deri og gentog processen i at vise ham hvordan man holdt på det på den mest praktiske måde. Han var ikke SÅ meget for at lade Selmy prøve sig frem med hans egen, højst elskede klinge, men han havde tillid til at Selmy havde større chance for at beskadige sig selv fremfor den.

“Når vi igen kommer forbi en våbenhandlende, skaffer vi dig en rigtig daggert. Sablen er fin i en snæver vending og din kniv er fin som et redskab, men de er langt fra de optimale våben for dig.” Han forsatte med at rette Selmy’s greb en smule inden han fortsatte. “Så..! Lad os snakke om fatale zoner!” Der var noget nærmest sadistisk og bizart over entusiasmen i hans stemme, som om det var et subjekt, som han nød at diskutere. Mørkelveren rankede sin ryg og sugede den smule mave han havde ind, så anatomien under huden blev endnu nemmere at se og tog et greb om Selmy’s frie hånd for at placere den lige under hvor ribbenene sluttede så han kunne mærke.

“Antag at ribbenene er rustning. Du er ikke stærk nok til at bryde igennem dem og i værste fald kommer dit våben til at sidde fast imellem knoglerne, så medmindre din vinkel til hjertet eller lungerne er ideelt, undgå at forsøge.” Han slap Selmy’s hånd igen og nikkede til ham. “Altid angrib med underhånd, medmindre du kommer ovenfra og forhold bladet pegende fremad og op, så du kan nå organerne under ribbenene.” Han gav ham et lettere flat blik og prikkede til daggertens æg med sin lange pegefingernegl. “Ikke noget med at vende det nedad - med dit held får du den bare boret ind i dit lår.”

Han forsatte med at vise Selmy andre brugbare vinkler at gennembore, deriblandt armhulen, bagsiderne på knæet og selvfølgelig halsen - Alt i alt var det en ret morbid affære, men Asith skar det ned til hvad han mente var det allermest elementære. Han stoppede kort og overvejede om han havde glemt noget til det basiske imens han pegede op imod undersiden af sin hals for at illustrere det forige punkt. “Ah.. Og hvis du kommer bagfra, er nyren altid dit bedste bud - nemt at nå og ingen forbandede knogler imellem... Men jeg formoder at du allerede kan finde vej til dem, kan du ikke, Selmy Doktorsøn?” Han vendte ryggen til og rankede den og afventede en demonstration fra Selmy’s side - selvfølgelig helst uden at penetrere hans nyrere i virkeligheden. 

Deres nåde? Selmys blik flakkede et kort øjeblik fornærmet. Det var ikke den forestilling han havde af ham selv, men Asith så ham tilsyneladende stadig som en rigmandsknægt, på trods af hvor beskidt og ussel han følte sig. Altså, teknisk set havde han stadig sine rigdomme, men de var i Dianthos, så herude var han ikke højere stillet end Asith eller nogen anden. Han betragtede Asiths skarpe tandsæt med et utilfredst blik og tog så imod daggerten. Fordi han netop havde trænet hårdt med højre arm, føltes den dog tungere end hvad den faktisk var, så han ville ikke mene, at han fik lov til at hvile. ”Hvordan? Har du helt glemt at vi er flade igen?” Fnøs han, men smilte dog for en gangs skyld. Asith havde meget travlt med at udstyre ham med våben og køre ham træt med hård træning, som Selmys psyke slet ikke egnede sig til, men det var nu sødt af ham, at vise ham den tillid til ham alligevel.

Hans pludselige selvsikkerhed blev hurtigt afbrudt af forundring, da Asith tog om hans håndled og flyttede den hen på hans bare overkrop. Hans kiggede op og ned af ham i forvirringen og kunne mærke hvordan det startede noget intenst i ham, at røre ved ham. Han nåede at forstå hvad det skulle til for lige inden Asith begyndte at uddybe det for ham. Siden han havde muligheden for det, mærkede han efter med fingerspidserne og kunne svagt føle muskulaturen og organernes pulserende bevægelser, inden han lod hånden dumpe ned til sin side igen. En fatal zone... Ja tak.

Asith formåede at gøre ham en smule dårlig, som han fortsatte med at gennemgå alle de måder daggerten kunne trænge igennem på. Det gav ham billeder i hovedet af en stærkt blødende mørkelver i hans favn, og han kunne ikke lide det. Det var utroligt at han havde kunnet lappe ham sammen ovenpå bjørneangrebet... For han var trods alt kun søn i en healerfamilie. Undervejs manøvrerede han rundt med daggerten, dog i et langsomt, demonstrativt tempo, og måske med et alt for skræmt og bekymret udtryk, som han gjorde bevægelserne. Det her var åbenbart selvforsvar i Asiths øjne? Mord...?

Da Asith vendte sig med ryggen til ham udfordrede hans anatomiske viden kunne han smile lidt igen. Den del havde han styr på. Han nøjedes med at flytte sin venstre hånd op, flyttede det lange, hvide hår en smule og prikkede Asith midt på ryggen med to fingre. Elvere var ikke anderledes fra mennesker. De var blot slanke, høje skikkelser, men organerne var ikke til at skelne mellem. Han lo kort og veltilfredst, efter at have myrdet Asith på 10 forskellige måder. Han trådte nogle skridt rundt om Asith, så han kunne se hans ansigt igen, og hans øjne funklede pludseligt forventningsfuldt.

”Jeg vil ikke have tyvekoster. Jeg vil have denne her” Sagde han stadig smilende og velvidende om, at Asith nok ikke bare lod sin daggert gå videre til en stadig ret så fremmed mand. Som han holdt den oppe for sig solede han sig i dens pragt, og forestillede sig et øjeblik at starte sin egen samling af mørkelvisk design. Det ville ikke passe ind i Kiefer familiens våbenfrie stue, der mest af alt var pyntet med planter, kvindernes hjemmestrik og religiøse symboler over det hele, men at kunne have noget, der havde tilhørt Asith ville på en eller anden måde tilfredsstille ham. Det ville nu være en passende belønning for at have gennemlevet alt det lort Asith havde udsat ham for.

Godt at vide at knægten havde lært lidt hjemmefra og ikke havde noget problem med at finde en snigmorders yndlingssted - nyrene. Han nikkede og konkluderede at det måtte være nok ‘læring’ for nu. Hans blik fandt Selmy igen da han bevægede sig rundt om ham og virkede lidt for tæt knyttet til hans elskede dagger i forhold til at han blot havde holdt den i nogle minutter. Man kunne ikke bebrejde Selmy for at have god smag dog, for en fantastisk daggert var det uden tvivl - den var lettere end forventet og grebet passede ind i en hånd, som var den klemt i en under støbningen og så så den fandens godt ud i sit elegante design med det næsten blållige metal, som var poleret så Selmy kunne spejle sit fine menneskeansigt i det hvis han lystede. Asith trak på smilebåndet, rystede på hovedet og vendte sit spinkle selv imod Selmy igen. 

“Jeg giver dig gerne tilladelse til at føre den når den er hjælpeløs og langt fra min hånd, men jeg kunne aldrig give dig den.” Han gav daggerten et næsten kærligt blik og lod sin negl stryge ned ad ægget imod Selmy’s hånd under den curvede parerstang der beskyttede den. Det afgav en lyd som om Asiths egen negl var lavet af metal, syngende, men kun en hurtig bevægelse fra at blive skrigende.
“Desuden ville du ikke kunne bruge den til sit fulde potentiale.” Hans blik løftede sig igen til Selmy’s og han smilede skarpt. Ikke helt så hånefuldt som man ville forvente, men det var skam ikke fordi han ikke troede at Selmy nogensinde kunne få våbensnilde - med øvelse og behov, ville enhver kunne blive en rædselsvækkende modstander. Asith var selv et udmærket eksempel på en modvillig elev, som lærte hvad han måtte. “Ikke for noget.” Noterede han kort og forklarede: “Disse klinger er blot designet til Kzar Mora vold.. I hånden på en pascifist er den kun sin skønhed værd.” Hans smil blev mere mat og han gav daggerten endnu et ‘prik’ uden rigtigt at røre den med sin hud for at lave en markering. “Nå.. Hvis du ikke har tænkt dig at øve dig med den, så aflevér! Jeg føler mig nøgen uden den.” Ikke at han bar en hel masse til at starte med, men nøgenhed kunne vel være så meget andet end bare afhængig af klædestykker. 

Det var nogle bedårende blikke den bistre mørkelver kunne sende. Ikke til Selmy, men til daggerten. Det fik smilet til at brede sig en smule mere på Selmys læber, men han kommenterede det ikke. Men indeni tænkte han, at han med garanti havde med en sindssyg galning at gøre. “Iih tak” Svarede Selmy klart sarkastisk. Som om han skulle få lyst til at gøre brug af den. Selv med træningen her, ville han stadig forvente af Asith, at han tog sig af det beskidte arbejde. “Du har set igennem mig. Jeg ville ikke have tænkt mig at bruge den... Men alting har vel en pris”. Nu skulle Asith ikke være adskilt fra sit våben meget længere. Selmy rakte den forsigtigt tilbage i Asiths hånd, og med meget stor respekt for dens skarphed. Han kunne trods alt ikke klare at se blod så godt. Han studerede ham et kort øjeblik for at se, om Asith faktisk havde nogle priser, men hans blik faldt på hans overkrop i stedet. Han var jo præcist det. Nøgen.  

“Det bliver koldt i nat...” Han drejede straks om på hælen, for at bevæge sig tilbage mod gryden. Det lugtede lidt brændt, og da Selmy skyndte sig at fjerne låget, og nærmest brændte sine fingre i bevægelsen, kunne han også konstatere, at det havde fået for meget. Han skyndte sig at pakke en hånd ind i stof, inden han tog gryden af bålet, og flyttede den et sted ned på jorden. Det kunne stadig spises, men næringen var sikkert brændt ud af føden... “Ughr..” Beklagede han sig, som han fiskede det forkullede op og smed tilbage i bålet...