”Og du tror, du har et valg? Hvor kært.” hviskede hun sødt i hans øre. Hun drejede sit hoved og samtidig også sit blik mod ham, hvorefter hun fjernede sin hånd fra hans ømme punkt og i stedet førte det op til hans hage, hvor hun roligt – men tvingende – drejede hans hoved i retning af hende, så deres øjne ville mødes i et øjeblik der nok ville føltes som at andet end romantisk for begge parter. På hendes læber havde det gruopvækkende smil næsten taget en blid drejning, der for velvidende ville kunne skabe fornemmelsen af koldt vand ned af ryggen. ”Du burde vide, at det ikke er høfligt at afvise en gave fra en kvinde.” Hun så selv ironien, da hun ikke ligefrem havde taget en kvindelig krop frem for et af et spinkelt barn, men chancen for at hun havde gjort det med vilje, var overraskende stor. ”Du burde også så småt begyndte at kunne bevæge sig igen, ikke sandt? Så bare slap af. Et uønsket spjæt kan gøre mere skade end nytte.”

Rava fjernede sig med ét fra sin placering under ham, og fjernede derfor også hans blødere underlag for hans hoved. Om han ikke ende med at hamre hovedet ned i klippegulvet eller om han var hurtig nok til at spænde i musklerne for at undgå det, gav hun ikke den mindste tanke. For hvordan han havde det var egentlig ligegyldigt for hende. Hun kunne udføre sin plan ligemeget hvad. Selv hvis han var død, ville hans sjæl ikke stå i vejen for den nye vært. Hun havde dog en forestilling, om at det ville være sjovere at holde ham i live. ”Du må endelig ikke tænke alt for dårligt om mig, Fabian.” proklamerede hun nu med en højere og mere fastlagt stemme, mens hun spadserede omkring ham, blot for at dumpe ned at sidde på hans mave igen. Uden den mindste seksuelle lænede hun sig fluks ned og slikkede den enkle dråbe med blød fra hans brystkasse og satte sig op igen.
”Det er tilladt at skrige.” Den ene af de to metalbare satte hun forsigtigt mellem sine læber for at have begge hænder frie. Lænet en smule fremover skilte hun det andet smykke på midten og fremviste en spids, der passede ind i udhulingen af den anden halvdel. En spids hun langsomt begyndte at presse ind mod hans brystvorte indtil den brød igennem og sat sammen med dens tilhørende del efterfølgende. ”Se. Så galt var det ikke.”

Et fnys lød fra Fabian. Det var utroligt at han stadig havde modet og overskuddet til stadig at kæmpe imod kvinden under ham. Selvom han var stoppet med at bevæge sig alt for meget. "Du er næppe en kvinde," kom det lettere spydigt fra manden og han kiggede skarpt på hende, men han havde trods alt ikke tænkt sig at hun skulle skade ham mere end nødvendigt, og han slap nok ikke fra at hun ville sætte de piercinger i ham, uanset hvor mange gange hun skulle prikke for at få det løst. Han vidste at det var bedre at forsøge at minimere skaderne.
Da hun pludselig flyttede sig, reagerede han heldigvis hurtig nok til at han ikke bankede hovedet ned i gulvet, hvilket var rent held. De mange slåskampe han havde været i da han var  yngre, havde dog givet ham en okay reaktionshastighed.

Nu var det ikke første gang at Fabian var blevet piercet i sit liv. Men forskellen var at sidste gang, var han vilig og var ikke bagbundet på et koldt gulv, hvor han ærligtalt ikke lå særlig godt. Men pga. situationen nægtede han også at sige den mindste lyd, som han mærkede den blive presset igennem hans allerede noget følsomme brystvorte. Hvor han havde lyst til at sige en lyd, for selvom det gjorde ondt, var der også en hvis nydelse forbundet med det. Men nej. Hun skulle ikke få fornøjelsen af at se ham på nogen måde reagere på det.

Pludselig opstod der et næsten uskyldigt udtryk af overraskelse i Rava’s barnlige ansigt, og det tillod dem også en kortvarig stilhed fra hendes side, mens hun nærmest have rettet sig lidt mere op for at se ned mod Fabian, som en dyrehvalp. Men selvfølgelig var det ikke meget andet end ønsketænkning, at en sådan illusion ville forblive hos en som hende, for inden længe krakelerede smilet tilbage. Det var væsentligt mindre end, hvad hun ellers havde præsteret overfor ham før, men den hoverende effekt var bestemt ikke formindsket. Og følelserne i hendes opslugende øjne, kunne umuligt være betryggende for personen, de var rettet mod. Gjorde hendes tanker åbenlyse for ham for en stund: Han kunne intet skjule.

”Din attitude virker ikke til at være helt enig med din krop.” Hun lagde umådeligt blidt en hånd oven på hans andet bryst, som hun endnu ikke havde haft sat sine tænder i, og med lige så blide bevægelser kærtegnede hun muskulaturen. Fabian var vel og mærket en eftertragtet mand. Det var der nok ingen tvivl om. Dog brød hun ikke øjenkontakten, mens hendes hånd føltes sig frem og trillede det lille kolde cylinderformede metal-smykke henover hans nøgne hud. I stedet klemte hun øjnene en smule sammen af morskab, inden hun hviskede: ”Du kan jo lide det…”
Med ét var freden dog ovre, da hun på mystiskvis havde fået skilt smykket fra hinanden i en hånd og ligeledes piercede det igennem hans brystvorte uden den samme måde som før, hvor hun egentlig havde startet ud med starten af et hul. Den anden af hendes hænder havde klogt lagt sig ved hans side for at holdte ham fra at spjætte for meget af chokket – eller smerten. Ingen ønskede at have sat et kropsmykke skævt. ”Det klarede du så flot.” sagde hun og smurte virkelig tykt på sødmen i sin stemme for at lyde så provokerende som muligt.

At Fabian rent faktisk unne lide det, pinte ham bare en lille smule. Der var visse ulemper ved at være åben overfor alle mærkværdigheder i sengen. Man fik også selv en smag for de mærkelige ting. Piercinger havde også altid været en fascination for ham, så det hjalp ikke på det.
Et næsten smertebrøl kom ud af ham, som hun piercede ham på en noget makaber måde, og han havde da også forsøgt at spjætte. Det var ikke sådan han piercede. I hvert fald ikke burde pierce, og det var ømt, og Fabian var ikke sikker på om piercingen nogensinde ville føles i orden. Han håbede at den ville være det. Han skulle bruge sine brystvorter til sit arbejde forhelvede.

Et vredt blik blev sendt hende, mens han tog nogle ret heftige vejrtræninger. Han prøvede at ignorere smerten i sit bryst, og fokusere på psykopaten oven på ham. Det havde måske lidt startet som en leg for ham, men lige nu var han ikke alt for glad for den situation han var. Det kunne selvfølgelig altid laves om på. Fabian havde heldigvis ikke så mange tankegange på en gang, og der var en især en ting der kunne få ham til at tænke på noget andet.

Så snart Rava fik lov til at overvære vreden i hans ansigt, kunne hun ikke modstå at bryde ud i en grusom latter. Den var højlydt som kom den virkelige dybt inde fra. Som kunne den ikke være mere ægte. Men der var ingen form for varme at høre i den. Den var hånende. Kold. En latter der kunne få hår til at rejse sig selv i det hedende Rubinien. Men hun kunne virkelig ikke gøre for det. Han så pludselig så arrig ud. En følelse hun havde søgt efter igennem deres skønne tid sammen. Og tanken om, at det blot tog at spidde to små enkle smykker permanent ind i hans krop, morede hende mere end, hvad en almen person ville forstå.

”Aw, det dog på dig selv, Fabien.” begynde hun pirrende, da hun endelig fik styr på sin latter igen. Lyden havde meget vel forsvundet, men det sad stadig klart og tydeligt på i hendes smil. ”Du ligner en, der har pisset på din sukkermad.” Nærmest kærligt lagde hun sin ene hånd mod hans kind og strøg umådeligt blidt sin tommelfinger hen over hans ru hud. Blodet fra før, da hun havde sparket ham i ansigtet et par gange, gav ham et lettere dyrisk udseende, men måden hun så på ham var som om, at det bare var normen.
Hun lænede sig så helt ned til ham. Hverken hurtigt, men også langt fra stille roligt. Det var bestemt og målrettet, hvorpå hun placerede sine læber mod hans i et dybt kys. Selv lukkede hun nydende sine øjne i, i det længere øjeblik som kysset varede. Og hun holdte det, om han så begyndte at vride sig eller ej. Men da hun endelig trak sig væk fra ham igen, gjorde hun det med en næsten forpustet udånding. Selv tilfreds smed hun håret tilbage, da hun svang sig op at sidde igen.
”Det er vist på tide, at jeg belønner dig for dit gode samarbejde.” Hånden ved hans kind gled let som en fjer ned over hans hals og stoppede kuplende omkring hans sarte bryst. Gjorde ikke meget for at undgå at røre ved den ny-piercede brystvorte. Men hun gik heller ikke ud af sin vej for at gøre netop det. Hendes fokus var et lidt andet sted. For mens hun sensuelt kiggede ham i øjnene – stadig med smilet klistret fast – lod hun endnu en gang sit udseende ændre sig. Ikke meget. De korte sorte lokker blev. Det samme gjorde den hvide hud og de dis-grå øjne. Hun lod kun sin krop blive ældre. Flere former blev spredt ud på hendes krop. Og til sidst var hun ikke længere blot et barn, men en sprudlende ung kvinde, så hun igen fyldte kjolen ordentligt ud.
I mellemtiden havde hendes anden hånd dog ligeledes bevæget sig længere ned, og den havde ikke bare lagt sig på hans bukser. Denne gang sneg den sig ned i dem for at gribe omkring den allerede ophidsede manddom. ”Du har trods alt opført dig pænt. For det meste.”

Fabian havde ikke lyst til at få en belønning. Eller hvis han skulle have en, så ville han fkatisk foretrække at blive sat fri tilbage i Hovedstaden. Ikke at han stadig havde nogen ide om hvor han egentlig var, men så langt var han jo ikke kommet i at tænke, når han skulle koncentrere sig om denne dæmon der var modbydelig mod ham. Dog ikke modbydelig nok til at han ikke reagerede på hendes berøring. Hadet der brændte i ham, var måske også kun noget der hjalp til at få hans manddom til at sitre.

Et dybt grynt kom fra ham, som hun greb fat i lemmet, og siden han allerede var forholdsvis stiv, gav det noget friktion, som han lå der. "Jeg ville ikke kalde det der belønning. Det virker bare til at være mere af det samme," sagde han noget sammenbidt. Hvor ville han gerne have forløsning. Måske en varm og stram krop at være i. Han var dog ikke helt sikker på at han ønskede det fra denne dæmon. Hun havde gjort nok, selvom han ikke var i nogen position at sige nej. Desuden, når det først startede så overskyggede nydelsen typisk alt logik i verdenen. 

Rubinien. Det varme ørkensand og de gamle, elviske ruiner, der sagdes at holde på dæmoniske hemmeligheder.. Det var intet under at Kijara med sin lyst til eventyr var søgt hertil. Rastløsheden i hende havde været værre, end den plejede, efter vulkanudbruddet på Topalis igen havde tvunget hende til at rejse væk fra de klanfolk, hun ellers var begyndt at føle sig hjemme ved - på trods af de nordiske udseende, der var så tydeligt i hendes ansigtstræk og lyse hud.

Omkring hende rejste ruinerne sig, som månen kastede et blidt skær over dem - halvt dækket i sand. Hun havde vandret her i adskillige timer, og burde slå lejr for natten, men noget fik hende til at fortsætte. Hun havde fundet indgangen til noget der lignede en grotte, hvis gange førte ned under ruinerne. Hvem vidste, hvad man ville finde derinde?
Hjertet slog hurtigere, og hun greb en af de mindre kastespyd, som hun knugede i hånden, idet hun bevægede sig ind i mørket. Hun havde aldrig befundet sig et sted, der forekom så gammelt, og en del af hende følte, at hun ikke burde være her. At hun var en indtrænger på et forbudt område..

En tid gik hun helt i mørke, men så trængte en smule af det svage månelys ind gennem et hul i loftet. Hun stivnede, idet hun hørte lyden af en stemme. Den tilhørte en kvindes, og den lød blød og kælen, men af en eller anden grund, fik dens latter det til at løbe hende koldt ned af ryggen. En mands anstrengte stemme svarede, og Kijara satte i løb. Dette sted - i mørket under ruinerne - var ikke et sted, man ville støde på et uskyldigt par elskende. Noget var i gære, og i samme øjeblik, som hendes blik fangede en bevægelse, kastede hun spydet i sin hånd af sted i en hård bevægelse. Den skarpe spydspids havde kurs direkte mod ryggen på kvinden, der netop havde svunget sig op på mandeskikkelsen...

Fabien burde så småt have nået et punkt, hvor var var klar over, at Rava egentlig kun hørte halvt efter, hvad han sagde. At han af og til kom med kommentarer, der var så tydeligt provokerende, som var de skrevet med store blokbogstaver i ildelugtende rådnet ko-blod på siden af Isari-katedralen, gjorde det umådeligt nemt for hende, at reagere ud fra det og få etableret den korrekte dominans, der var nødvendig med modige og selvsikre mænd som denne bondesøn.

Godt nok var Rava’s absolut fulde opmærksomhed ikke rettet mod mennesket under sig, men samtidig havde hun ikke forventet at blive forstyrret. Folk havde ikke begivet sig så dybt ned i ruinerne så længe, hun huskede. Og hvis de havde, ville de hurtigt fortryde at bare have ladet hende forblive forseglet. Men alt i alt så var det første der indikerede tilstedeværelsen den umådelig svage lyd af spyddet, der blev sendt igennem luften. Alt morskab var for en stund forsvundet fra dæmonens ansigt og øjnene var blevet fokuseret til et punkt, hvor menneskelig følelse ligeledes havde forladt dem, da hun i en fart svang sin overkrop omkring for at se sig over skulderen så lange totter af sort hår flagrede vægtløst.
Spyddets spids spidde sig brutal ind i hendes ryg lige under det venstre skulderblad, og et arrigt og smertende brøl lød fra hendes strube. Den overraskende kraft fra kastet havde sendt et ordentligt ryk igennem hendes krop og i det sekund-korte øjeblik, hvor chokket pulsede igennem hende, væltede hun fremover, kun holdt oppe ved hårdt at hamre hænderne ned i jordet på hver side af glædesdrengen.

Et dyrisk udtryk formede sig i hendes øjne, der til at starte med kun var til syne for Fabien. Hun så ikke engang på ham. Ænsede nærmest ikke at han var til stede længere. Spyddet havde ikke penetreret helt igennem, men spidsen havde alligevel brudt igennem på den anden side, hvor blod faretruende sivede ud og ned på ham. Hun skreg stadig forpint, mens hun atter kom op at sidde og rakte en hånd om for at gribe om spyddet i en smidig bevægelse for at langsomt at trække det ud igen. Lidt efter lidt i takt med at anstrengende lyde var at høres. En sidste anerkendelse til det tidligere smertebrøl  brød overfladen, da spyddet endelig kom frit og faldt straks mod jorden.
Såret var modbydeligt. Som et hul igennem hendes skulder. Blod fossede fortsat ud af det og malede hendes blege hud rød og våd. ”Hvem… voVER!!” råbte dæmonen med en arrighed hun endnu ikke havde vist sit stakkels offer. Og med ét, mens hun var på vej op at stå, forsvandt hun. Blot for at vende tilbage igen lidt fra den bundne mand. Stående. Og med fronten rettet direkte mod spyddet ejermand. Eller skulle hun sige kvinde. Ravas venstre arm hang slapt. Den var ikke helt uduelig men med den store skade i skulderen, afholdte hun sig fra at have den knuget og spændt op lige som den modsatte. Grundet kjolens blottelse af den skadede skulder, var det til at se, hvordan huden omkring hullet nærmest var krakkeleret, hvis altså man kunne se noget for den smuge tåget røg, der ligeledes sivede ud sammen med blodet.

Det næste der skete kunne meget vel sættes sammen med det af en kujon. Men Rava gjorde det ikke ud af frygt for at tabe. Hendes plan kunne simpelthen ikke fortsætte i den tilstand hun var i. Så et sidste blik, der forsikrede denne krigerske kvinde om, at dette ikke var enden, var hun væk igen. Og denne gang dukkede hun ikke frem igen i nærheden.

Fabian selv havde ikke været fokuseret på så meget andet end kroppen over ham, og bare nyde tilværelsen… med visse spydige kommentarer smidt ind i mængden. Det var ikke som om at han gav sig hen… han kunne bare ikke komme ud af situationen, så hellere værdsætte det. Der var ikke noget der fik en til at slappe af som et godt knald.
Det var også derfor at han kiggede noget chokeret op da Rava endelig skreg op over spyddet. Noget som Fabian ikke havde set komme, men det fik ham da til at stoppe. I det fleste andre situationer ville han bare have forsat. Ikke at der var meget at forsætte som Rava pludselige teleportede af ham og han nu lå halvnøgen på jorden med et stadig meget stift lem.

Fabian kiggede sig forvirret omkring. Hans hoved var lidt omtumlet og han havde været så tæt på og pludselig så skete det ikke. Et langt frustreret støn kom da også fra ham. Nu var han fri men til hvilken nytte. Hans øjne kunne også kun halvt se omridset af personen der åbenbart var kommet herind.

Spydet ramte kød og fast form. Kijara havde halvt forventet, at skikkelsen foran hende ikke var ægte, men den kunne tydeligvis skades af våbnet, og hun bevægede sig kampklar tættere på skabningen, hvis vrede, dæmoniske blik rettedes mod hende. Om spydet havde gjort tilstrækkeligt med skade, eller om dæmonen bare ikke var interesseret i kamp, vidste hun ikke, men få sekunder efter fra skabningen forsvundet. Hun så sig omkring - forvirret og vagtsom, men den så ikke ud til at komme tilbage. I stedet faldt hendes blik på den halvnøgne mand, der stønnede med en frustreret lyd.

Med lange skridt gik hun hen mod ham og satte sig på hug, hendes øjne alvorligt granskende hans ansigt, der udtrykte end blanding af smerte, nydelse og frustration. Hun vidste ikke, hvad der var foregået her i grotten, men hendes tanker overvejede noget i retning af et form for sygt ritual..
"Dæmonen er væk nu." Sagde hun beroligende, imens hun forsøgte at få øjenkontakt med manden. Hun måtte få ham ud herfra og hen til den nærmeste karavane.

Det var nok meget godt for Fabian at Rava var blevet jaget væk, men noget i ham var stadig så frustreret over det. Især som hans lem stadig hang ud og det kunne ses at han var hård som en sten.
Han lod dog også den fremmede få øjenkontakt med ham, selvom det bare gjorde det endnu tydeligere hvor frustreret han var. ”Måske du skulle have ventet bare lidt med det,” sagde han,d er var næsten en hvis seriøsitet i hans stemme, før at et smil spredte sig lidt på hans læber. ”Med mindre du selvfølgelig har lyst til at hjælpe mig med mit problem.” måske han skulle have ventet med dette indtil kivnden havde bundet ham op, men ham og dårlige situationer… de fungerede bare ikke rigtig sammen. Situationsfornemmelsen indenfor det fandtes i hvert fald ikke, og han burde være mere bekymret for at hun bare forlod ham alene hernede i grotten uden mulighed for at komme fri.

Kijaras blik gled nedad til mandens frithængende, stive lem og hendes øjne blev en anelse smalle, som det langsomt gik op for hende, præcis hvad for en slags sygt ritual dæmonen havde haft gang i. På hans bryst var en smal stribe blod gledet ned fra brystvorterne, hvor et par nye, skinnende smykker var piercet igennem. 
Det var ikke fordi, han ikke var attraktiv. Kijara kunne bare ikke helt se bort fra, hvor de befandt sig, og anspændtheden sad stadig i hendes krop - halvt forventende at dæmonen stadig lurede et sted i skyggerne. Tanken om at overtage dens plads, siddende overskrævs på den halvnøgne mandeskikkelse og selv tage del i dét, der var foregået her, fik en gysen til at glide gennem hendes krop.

"Du er stadig omtåget.. lad os få dig ud herfra." Hun forsøgt at holde stemmen rolig, mens hun i al hast begyndte at løsne rebene, der holdt manden på plads. Hun havde tusindvis af spørgsmål, men de måtte vente til han var fri, og ikke længere havde tankerne fyldt med sex.

Man kunne vidst ikke vinde alt, så Fabian måtte give sig til takke for at hun i det hele taget var kommet her, så  han kunne blive fri. Han ville stadig gerne have ventet bare lidt, men jo hurtigere han kom væk fra den forbandede dæmons sted, jo bedre var det nok egentlig.
Han kom forsigtigt på benene, og fik da også sat bukserne på plads igen, så lemmet endelig blev skjult, selvom det stadig var tydeligt under de løse bukser. Ikke at han havde tænkt sig at skamme sig over sådan noget. Skjorten stod dog stadig åben, mens han langsomt gned sine håndled. Rebene havde været strammere end han var vant til.

”Jeg må nok også hellere takke dig for min redning… jeg har dog ikke ligefrem nogen penge på mig for at kompensere,” indrømmede han, mens han ventede på at kvinden ville føre ham ud af hulen. Han havde dårligt set hvilken retning hun var kommet fra, og selvom det var tilfældet, så vidste han ikke om det faktisk var udgangen.

Rebene faldt til jorden omkring dem. Kijara følte sig en smule lettet over, at han endelig tog bukserne på - ikke fordi, hun ligefrem var frastødt af synet af det mandelige kønslem. Det var bare en smule distraherende og gjorde det svært at se manden i øjnene. "Penge er ikke nødvendigt." Svarede hun ham med et skuldertræk. Hun begyndte at gå i den samme retning, hun var kommet fra - stille og roligt, så han var i stand til at følge med.

"Jeg er dog lidt nysgerrig .. hvordan endte du her sammen med en dæmon?" Spurgte hun, imens hun ledte ham mod udgangen. Der var stadig en længere rejse til Sarghos, og han havde ingen form for oppakning med ..  

Fabian gik med raske skridt med Kijara, selvom han mere end en gang lige blev nødt til at rette lidt på sig selv. Det var lidt distraherende at gå stadig med et halvstift lem, selvom det hjalp lidt med at kvinden distraherede ham med andre ting og at holde samtalen bare nogenlunde ’normal.
”Hun lod som om at hun var en kunde og det næste jeg vidste af det, så var jeg omtåget og bagbundet,” indrømmede han og blev da også lidt nød til at let at massere sin ene brystvorte som i den grad var øm efter at piercingerne var kommet ind. Han tvivlede ikke på at det så godt ud. ”Jeg kunne betale dig med en fri tur hvis du skulle have lyst? Når vi kommer væk herfra altså.” tilbød han så, og han lød lidt for afslappet i forhold til at han var i gang med at tilbyde hende sex.

.."En kunde." Det dæmrede langsomt for hende, at han var en form for prostitueret. Det forklarede i hvert fald hans meget åbne forhold til sex. Det forklarede dog stadig ikke, hvordan han var endt i Ørkenens ruiner - langt borte fra nogen form for bordeller. 

Månen hang stadig som en rund skive over ørkensandet, idet de trådte frem fra de underjordiske gange. I nærheden hævede skyggerne fra de nærmeste ruiner sig. "Vi er et par dagsrejser fra Sarghos, men vi bør kunne nå en mindre oase inden solopgang. Forhåbentlig møder vi nogle nomadefolk, der vil tage os med." Hun holdt tonefaldet praktisk, siden manden tydeligvis stadig var påvirket af den seksuelle oplevelse med dæmonen og derfor ikke kunne tænke på andet.

"Lad os tale om en .. ahem, belønning, når vi når så langt." Tilføjede hun. Det var bestemt ikke fordi hun ikke fandt manden tiltrækkende - hun plejede bare ikke at gøre brug af prostituerede, og med en dæmon lurende i nærheden, var hendes tanker meget langt fra seksuel omgang.

Fabian var måske en bondedreng, og han havde været et par måneder i Dianthos uden en eneste krystal til hans navn, men alligevel havde han aldrig rent faktisk skulle klare sig på denne her måde. Ude i det fri. Det var næsten en anelse skræmmende, men i det mindre var der denne her kvinde der virkede til at være en anelse mere praktisk anlagt end han selv var på dette punkt, så han måtte alligevel indrømme at det ikke var helt dårligt at blive fundet. Han havde en fornemmelse af at Rava bare ville have efterladt ham i ruinerne når hun var færdig med ham, og så måtte han selv finde ud af det.

"Naturligvis," sagde han og trak på skuldrene, og begyndte at gå fremad. Det betød dog ikke at hun var undtaget fra hans spørgsmål. Turen var lang, og han var i et erhverv hvor der enten var snak eller sex, eller begge dele. Det her var ikke en situation han var vant til.
"Så er det her noget du gør meget? Går ind i ruiner og redder folk?" spurgte han og sparkede lidt til en lidt større sten der lå foran ham. Den fløj let et par meter og forsvandt i alt sandet. Det var et noget kedeligt syn, til trods for månens lys der skinnede ned på dem.

Rejsen mod den nærmeste oase var begyndt. Kijara fortalte lidt om sine rejser på vejen - det var tydeligt, at hun beyndte at slappe mere af, jo længere de kom fra ruinbyen. Den måneoplyste nat i Ørkenen var en smule kølig - især for Fabian, der ikke var klædt på til vandringen, men det hjalp på varmen at holde sig i bevægelse, og Kijara var taknemmelig for, at de gik om natten frem for under ørkensolens ubarmhjertige stråler.

Ved den lille oase mødte de flere karavanefolk. Nogle var på vej nordpå, mens andre ville rejse af de almindelige ruter til Sarghos og Balzera. Kijara besluttede sig for at følge med dem, der rejste videre sydpå. Måske ville hun vende tilbage til ruinerne en anden gang for at udforske mere, men lige nu følte hun ikke for det.

/håber det er OK, at jeg afslutter her :) Tænkte at Kijara havde tjent sit formål i tråden.