Aella, der ellers lige skulle til at vende sig mod Jarko med sit typiske grin nåede det ikke før hun gik fra alvorlig bekymrelse, til frygt og retur på meget kort tid.
"Læg dig ned." Kommanderede hun, hendes ryg pludselig udsprunget i et væld af vinger og løse fjer. Det teatralske element lod dog ikke til at være meget nødvendigt, manden var knapt nok tilstedeværende. Han blev bare ved med at mumle effekter af den sætningen indtil Aella ikke var i det mindste tvivl om hvad der havde foregået, men hun kunne ikke rigtig bebrejde ham at han var omtåget, givet hullet i hans side. Aellas magi gnistrede afprøvende over såret og hendes læber spidsedes utilfredst.
"Huset derovre bor der en heks.. Plejer.." En rynke mellem brynene, "plejede at sælge til hende." sagde Aella over skulderen til Jarko og pegede med tommelfingeren, "Kan du finde mig nogle tarkanum? ..Ungmøens Løgn? Ved du hvoran den ser ud?"

Jarko betragtede manden tvivlende. Hans tilstand taget i betragtning, tvivlede han ærlig talt på, at der var noget at redde. Han var dog ikke humør til at starte en diskussion med Aella - især ikke, hvis det viste sig, at hun rent faktisk havde evnerne til at få lappet sammen på den sårede.
Han fulgte retningen, Aellas tommelfinger pegede, med blikket og nikkede kort. "Jo.. den har jeg da set før. Jeg tager et kig." Han havde ikke styr på de fine navne, men Ungmøens Løgn var ordet den mere almindelige del af befolkningen brugte om planten.

Døren til det lille hus gik knirkende op, da Jarko skubbede til den. Der var mørkt i huset og ikke en lyd at høre, så han lod døren stå åben for at lidt af dagslyset kunne trænge ind. Tørrede planter hang i nydelige rækker langs loftet og alskens flasker med ubestemmeligt indhold stod det nærmeste bord, som Jarko måtte kante sig forsigtigt udenom for ikke at vælte noget. Et øjeblik tænkte han på, om heksen overhovedet ville komme tilbage til sit hjem - han tvivlede på det.
Med sin magi fik han det nærmeste bundt af tørrede planter til at flyve ned. Det så ikke rigtigt ud. Han snusede lidt til planten, hvorefter han kastede den fra sig.

Da han endelig havde fået fat i noget, der så ganske afgjort måtte være Ungmøens løgn eller tarka-et-eller-andet, som pigebarnet havde kaldt det, hastede han tilbage tilbage til Aella, halvt forventende at se manden ligge stendød på jorden. Heldigvis var byen i det mindste stadig stille - han havde på ingen måde lyst til at støde ind i de omtalte Mørkets Krigere, tænkte han dystert, idet han kastede plantebundtet i retning af Aella. "Tror du han har en chance?" Jarko hentydede naturligvis til hendes 'patient'. Blodet talte sit tydelige sprog om, at han ikke kunne have langt igen, medmindre der blev gjort noget med det samme.

Efter at have hentet sin urtepose og vandskindet fra hesten, havde Aella sat sig med hænderne på det fossende sår - det blev mere og mere tydeligt at hendes umiddelbare diagnose havde været rigtig. "Skynd dig nu.. Skynd dig.. Skynd dig.." Mumlede hun for sig selv og lyste op da Jarko ikke alene kom tilbage men med den rigtige blomst i første forsøg. Hun skrev sig bag øret at komplimentere ham lidt mere, indtil videre havde han været yderst kompetent.
"Hvis vi er heldige.." sagde hun med et bravt smil og gav sig til at knuse blomsterne ned i en træskål med nogle andre urter og lidt vand. "Du har nok set bondepiger med kranse af denne her blomst, ikke?" Sagde hun og holdt et kronblad op foran den sårede mands næse. Det var ikke til at vide hvem præcis hun talte til, men til trods for smerten brød et smørret smil frem på bondens læber, "Unge piger der danser med kranse af tarkanum til høstfesterne.. Det ved knægtene godt hvad betyder." Bonden sank og nikkede. Hans sprukne læber formede lydløse ord og Aella lagde sit øre helt tæt på.
"Sådan du mødte din kone..?" Spurgte hun varmt, "Så fik hun ikke brug for blomsterne alligevel, hva?" En latter eller en hoste forlod ham og Aella ventede tålmodigt på at han atter var stille, før hun førte skålen op til hans mund. Da han havde slugt den lille mixtur, henvendte hun sig da til Jarko:
"Kvinder kan smørre en salve af de knuste blomster på deres.." Hun fiskede lidt efter et pænere ord og endte ved, "..skød hvis de ikke ønsker børn. Ungpigens løgn. Men indtaget gennem gennem munden er den del af et heftigt bedøvelsesmiddel."
Hun så ned på bondemanden der nu lå med fredeligt lukkede øjne og kun et bryst der hævede sig besværet op og ned til at afsløre at han stadig var i live. Aella tog sin længste urtekniv frem og lod den glide ind mellem femte og sjette ribben, og så stoppede selv det. Hun vendte tørrede kniven af i hans skjorte og vendte sig mod Jarko, hele hendes front nu dækket i blod, hendes arme smurt ind i det op til albuerne, men hendes hvide vinger stadig klare som sne. Et spøjst og bestemt ikke barnligt udtryk prydede nu hendes træk.

Efter at have afleveret blomsterne til Aella, sørgede Jarko for at holde sig en smule på afstand, tydeligvis usikker på, hvad han skulle gøre af sig selv. Hvis pigebarnet rent faktisk ville være i stand til at helbrede manden med de sår... ja, så ville Jarko da først begynde at tro på, at hun kunne udrette mirakler.
Han selv havde ikke den store forstand på lægekunst, men han kunne nogle basale ting, som at forbinde et sår og finde planter, der kunne dulme smerterne. Selvom hans foretrukne måde at gøre sidsnævnte på nærmere omhandlede et glas af det stærkeste, kroen nu engang kunne byde på. Det fandt han var langt mere effektivt end at sidde og koge urter.

Selv den stærkeste brændevin, kunne dog næppe gøre meget for den sårede bonde. Han ville snart være helt i drømmeland, og Jarko vandrede lidt rastløs frem og tilbage, mens Aella talte til ham. Han standsede op, da den sidste del af Aellas lille tale lod til at være henvendt til ham. Så gled et undrende og en anelse frastødt udtryk over Jarkos ansigt, da han så kniven blive stukket i den bevidstløse mand.

Han havde et eller andet sted egentlig været ganske klar over, at manden ikke ville overleve, men der var alligevel noget helt forkert ved at se en barneskikkelse sidde med våbnet i hånden, der lige havde slået en voksen mand ihjel, og Jarko følte sig pludselig utilpas. Ikke, fordi han ikke før havde set mænd dø. Han havde bare ikke set mænd dø for Aellas hånd.
"Vi må hellere komme videre." Sagde han efter et øjebliks stilhed. Han rømmede sig et par gange. Hesten stod stadig et par huse væk og havde fundet sig noget græs at nippe til, og Jarko tvivlede på, at de ville kunne gøre mere for landsbyen. Hvis selv børnene var døde .. så kunne der ikke være mange overlevende. Hvis overhovedet nogen.

"Øjeblik," Svarede Aella fjernt, "skal lige skifte." Hun så opgivende ned af sig selv. Typisk, og det her var ellers en af hendes yndlingskjoler. Uden at tiltale Jarko der tilsyneladende havde taget en del afstand til situationen, vadede hun over og hoppede op at sidde på hesten så hun kunne komme til saddeltaskerne. Urteposen blev lagt på plads og hun fremdrog samtidig en ny kjole. Med et formanende blik der måske ville havde virket mere komisk, havde hun ikke været dækket i blod, lod den lille engel sig glide ned på den anden side af dyret og gav sig til at skifte. Hun vaskede det værste blod af armene med lidt vand fra skindet og trak så den nye kjole over hovedet. Alting blev gjort nøje og afmålet, men da hun løb tør for ting der skulle gøres, kunne hun ikke distrahere sig selv.
Et lille, halvkvalt hulk rystede hendes spinkle krop. Hun havde dræbt før, men ikke meget.. Og selv da ramte det hende stadig hårdt hver eneste gang. Hun skjulte ansigtet i hænderne, men kunne ikke forhindre tårene i at flyde.

Jarkos blik var på horisonten uden rigtig at fokusere på noget. Han havde ikke lyst til at se på liget af manden, som Aella lige havde stukket ihjel. Det havde uden tvivl været det bedste at gøre en ende på hans lidelser, men Jarko ville hellere have, at det var ham selv, der havde gjort det, frem for at Aella skulle besudle sine barnehænder på den måde .. Jarko var jo godt klar over, at hun ikke var et barn, men en pige som hende skulle ikke være tvunget til at tage andre folks liv på den måde..
De kunne ikke engang begrave ham. For fandt de først værktøjerne og gik i gang med det hårde arbejde, burde de gøre det for resten af landsbyens døde. Og det ville de hverken have tid eller kræfter til.

Han lod Aella skifte tøj i fred. I stedet vandrede han lidt restløs mellem husene, i den alt for stille landsby. Det var endnu ikke sent på dagen, og de havde en del mil at tilbagelægge, og skulle Jarko være ærlig, kunne han ikke vente med at lægge landsbyen bag sig.
En fjern lyd af hovslag kunne høres, og han stivnede. Det lød ikke som mere end en enkelt rytter, og med hånden på sværdskæftet stirrede Jarko mod den enlige skikkelse, der hastigt kom ridende vestfra. Da manden på hesten kom nærmere, kunne Jarko se, at han lignede en af de lokale bønder - sandsynligvis en af dem, der boede på en af gårdene mod vest.
"Mørkets hær!" Råbte manden stakåndet idet han standsede hesten. "Mørkets hær ... de er på vej mod Hovedstaden! De .. de har tænkt sig at angribe!" Ordene døde langsomt i munden på bonden, da han stirrede rundt i landsbyen. Det var tydeligvis først gået op for ham i dette øjeblik, at Jarko og Aella var de eneste levende skabninger i nærheden, og han blegnede. Han var allerede kommet for sent til at advare nogen.

Aella trådte frem fra bag hesten, øjne stil rødlige af tårer for bedre at kunne høre hvad den fremmede mand sagde. Vingerne havde atter foldet sig sammen og var trukket ind i den lille krop, men hun havde lidt sværere ved at skjule den stadig rødlige farve der dækkede hendes arme.
"Er du sikker?" Spurgte hun højt, til rytterens forskrækkelse. Diskret listede hun hænderne om bag på ryggen og så opfordrende på ham. Jo den var god nok, han havde selv set hæren og havde skamredet hesten for at slippe bort. Aella nikkede og efter et tøvende blik til Jarko red manden noget gruende over til et hus lidt derfra og stillede hesten - nok familie eller venner. I sin livstid havde hun oplevet en del konflikt og hun havde formået at overleve den ved at sørge for at være så langt derfra som muligt, men det var næsten for sent nu.
"Hvad gør vi nu..?" Spurgte hun Jarko med en lille stemme. Hendes fingre efterlod røde pletter på stoffet hvor hun greb i hans tunika. For en gang var hendes udtryk - usikkerhed, frygt - fuldkommen barnligt.

Jarko lignede lidt af et spørgsmålstegn, og han virrede med hovedet et par gange, før ordene endelig sank ind. Jovist var han klar over, at der var konflikt mellem Lyset og Mørket, og de havde alle hørt rygterne om, at Mørket gjorde klar til krig efter Dragorns fald .. men alligevel havde han ikke rigtig været i stand til at forestille sig det. Og så pludseligt .. kort før vinteren.
Hovedstaden havde altid været hans hjem. Også i de perioder, hvor han havde rejst i andre dele af landet. De snævre gader med ujævne brosten og de billige værtshuse, hvor han holdt til .. han holdt nu engang af dem. Et øjeblik så han ansigterne på de mennesker, han kendte, i sit hoved..

Men der var intet at gøre. Der var en hær mellem dem og Hovedstaden, og de kunne ingen forskel gøre. Skulle Mørket vinde kunne Jarko blot håbe på, at de fleste af byens slyngler og rakkerpak ville være kloge nok til blot at overgive sig. Han selv havde arbejdet for Mørket før - han kunne gøre det igen.
"Vi kan ikke tage tilbage. Vi er nødt til at vente til vi hører om .. udfaldet af kampen." Han sank engang og så hen på bonden. Den stakkels mand havde tydeligvis redet alt hvad han kunne, og stod nu med et lettere fortabt ansigtsudtryk. "Jeg beklager." Brummede Jarko. Han kendte ikke manden, men det mindste man kunne gøre, var da at udvise en smule venlighed. "..Vi kunne ikke gøre meget for landsbyen her. Mørket kom først."
Han skævede kort til Aella, og det var først nu, han rigtig lagde mærke til hendes frygtsomme ansigtsudtryk, der for en sjælden gangs skyld så ud til at passe fuldkommen til hendes barnekrop. "Vi finder ud af noget, Aella. Vi skal nok klare os." Han lagde en lidt kejtet hånd på hendes skulder, tydeligvis ikke helt sikker på, hvordan han skulle opføre sig over for hende, når hun ikke længere viste sin sædvanlige, kommanderende side.

Jarko var jo ikke den eneste der havde oplevet de skiftende regimer før. Aella havde levet igennem en del af det, primært ved at være langt fra det, men selv da var der stadig hver gang denne her fornemmelse af gru. Uanset hvor impulsiv og omstillingsparat hun var, behøvede hun en vis ordentlighed for at føle sig tryg. Mørket eller lyset, det gjorde hende ikke det store, men det var den kaotiske omvæltning hun ikke kunne overskue. Hun håbede stadig at det ville være noget hun vænnede sig til som hun blev ældre, men erfaringen syntes indtil videre at sige det modsatte - det lod til at være noget man voksede fra og det havde hun lidt opgivet.
Den diminutive engel lagde nøgternt en hånd oven på Jarkos, om ikke andet for at skrælle den af sin skulder efter den havde tjent sit formål. Hun var lidt roligere nu, men det behøvede han ikke at vide. De blå øjne blev tågede med muligheder. Budbringeren var ikke længere af interesse for hende, han havde tjent sit formål, men 'barndomsvennen' her var dog inkluderet i hendes planer.
"Der burde være arbejde at finde i Balzera." sagde hun lavmeldt, mest til sig selv. Hun skævede i retning af hovedstaden i det fjerne, hvor hun syntes at kunne ane en søjle af røg hæve sig.

"Balzera?" Jarko lød en anelse overrasket - han havde godt hørt Aellas mumlen, selvom han ikke helt var sikker på, om den var henvendt til ham. Det var lang tid siden, han havde været sydpå - han huskede dog godt varmen og livligheden i Balzera, hvor magten mest af alt lå hos byens handelsfyrster og loven afhang af, hvor meget man kunne betale sig fra. Alt i alt: ikke det værste sted at opholde sig. Hvis man vel og mærke kunne vænne sig til klimaet.
"Vores .. andre planer .. lader sig ikke så nemt gøre nu. Så hvis du vil til Balzera, kan vi godt begynde at rejse sydpå." Han havde ikke tænkt sig at tage tilbage til Hovedstaden før urolighederne havde lagt sig, men han havde aldrig været gennem Rubinien på hesteryg - rejsen havde trods alt sidste gang været noget nemmere med skib.

Han skævede hen i retning af deres gæve arbejdshest imens han overvejede, om den mon egnede sig til en længere rejse. Han kunne ikke rigtig se nogen grund til, at det ikke skulle være tilfældet.
"Du må hellere vende hjemad .. Vær parat til at flygte, hvis Mørket skulle komme." Sagde han til bonden. Manden stod stadig med et håbløst ansigtsudtryk og vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle stille op. Jarko selv var også rystet: han havde regnet med, at Aellas ærinde ganske hurtigt ville være overstået, og så ville han være tilbage i byen - men ikke denne gang.