Det dunkede i Azhaennas ører. En del af hendes hjerne, den del hun havde arvet efter menneskelige far, skreg at hun skulle ud, at hun skulle væk lige meget hvad det tog. Men det var tydeligt at hun ikke havde nogen kontrol her, og dette blev helt klart da bordet, som hun havde smadret, dukkede op igen mellem dem. Hun følte resterne af sit greb på virkeligheden (eller ”virkeligheden” da dette jo ikke kunne betegnes som virkelighed) forsvinde mellem fingrene, som fint sand fra et timeglas. Det krævede alt hun havde ikke at begynde at skrige hysterisk, en reaktion man normalt ikke ville forbinde med den kolde halvdæmon.
’Hvad vil du have?’ hviskede hun mens hun bakkede ind i et hjørne. Hun var træt og bange og vred. Det havde han helt ret i. ’Krystaller? Jeg har ingen. Magt? Er det det du vil have? Er det her den eneste måde du kan føle dig som andet end et impotent lille væsen? Har du virkelig intet bedre at tage dig til?’ Hun stirrede på ham for at se om hende ord havde haft nogen indvirkning på ham.

Indvirkning var ikke ligefrem et ord ofte lod sig bruge på Belphegor. Morfem til side, insinuerede det en virksomhed, hvilket han generelt helst så sig uden. Ligeledes var hans udtryk fuldkommen passivt - på en maner der i mindre grad var en kortspillers, end en statues. Bag kørte tanker der, om ikke var hektiske, så i hvert fald var noget mindre stillestående. Belphegor var ved at overveje om det her virkelig var det værd. Han havde bemærket varmen hun afgav og var måske blevet grebet af en synd der slet ikke var hans. Det havde hele tiden været hans intention at dræne lidt af den overflødige energi hun tilsyneladende ikke kunne tilbageholde, men han var ikke længere sikker på at hun ville overholde sin del af kontrakten. Gadekrydset var meget.. emotionelt. Om ikke andet gav det Belphegor en vis værdsættelse af sin egen halvblodsdatter. Måske kunne man argumentere at han burde gøre det, fordi han allerede var kommet så vidt men den dovne dæmon var intet sentimentalt fjols. Spildt energi var spildt energi og det blev ikke tilbagevundet af retfærdiggørelse.
Sekunderne sneglede sig forbi før den mørkhårede skikkelse pludselig holdt op med at eksistere i drømmen. Normalt foretrak han at være noget mere.. ja.. dramatisk omkring den slags exit. En dør, et lysglimt, måske noget røg.. Men her var han der bare det ene øjeblik, det næste var han væk og omkring hende kollapsede det drømmerum hun havde befundet sig i. Måske efterlod han hende tilbage i mareridten, han var ligeglad. Den vågne Belphegor sadlede en af de to overlevende heste op og tøvede så, måske skulle han alligevel dræbe hende. Det blev hans dovenskab der skånede hende og han svang sig i sadlen.