Hun frøs. Det var det eneste hun kunne sanse lige nu, hvordan varmen krøb op igennem hendes tæer, og langsomt gjorde dem følelsesløse. Hun trak knæene op til hagen, pg krummede tæerne sammen i tæppet på sengen. Sådan, det gav lidt varme. Og hvad var det så liiige han sagde?
Noget med tage. Og Samson.. og.. at hun KRØB?!

"Jeg kryber aldeles ikke!" udbrød hun, og mærkede hvordan hun knyttede hænderne. Et lidt for velkendt raseri boblede op i hende; det samme raseri, der havde sat hende på gaden, og i det hele taget kun havde skaffet hende problemer. Hun ville ikke have dette raseri overfor Rex- det kunne hun ikke bære. Alligevel kunne hun ikke styre det. Hun mærkede det gnave i sig, som et stort grågrønt dyr, der rejste børster og hvæsede.
Hvor vovede han at sige at hun krøb?!

"Måske har du ret" sagde hun fjernt, mens hun forsøgte at holde sit raseri i ro. Egentlig sagde hun det mest for at få ro, for at kunne styre sit temperament. hendes vejrtrækning var overfladisk, og hun var sikker på at Rex ville have kunnet høre en snerren blot få sekunder før. Hun faldt lidt i staver, da han havde fortalt hende, at hun ville skulle være i banden uden ham. Måske ville det slet ikke være så slemt? Hun havde ikke haft andet end problemer, siden hun mødte ham, og forelskede sig hovedkulds i ham. For det var jo det hun havde gjort. I virkeligheden- indså hun- var det måske vigtigere at hun lærte at styre sine følelser. Og hvordan skulle hun lære at gøre det, hvis hun var omgivet af mennesker hun hadede, og ikke havde støtten fra den mand hun elskede?
Nej, hun ville ikke opgive Rex. Ikke selvom hun så skulle bo på gaden.

Hun rejste sig forsigtigt, tøvende, og trippede forsigtigt over gulvet, der pludselig var meget, meget koldt. Hun stoppede foran Rex, usikker på hvad hun skulle, og hvad hun måtte. Månen skinnede ind igennem vinduet, og oplyste blegt hendes og Rex's ansigt. hun mødte hans blik.

"Undskyld. Du har ret. Og jeg vil ikke miste dig." hendes stemme var næsten en hvisken, og hun følte sig så utrolig sårbar, som hun stod der og krængede sig selv ud på den måde. Men igen- havde han ikke gjort det samme?

Ray betragtede hvinden med et roligt blik. Hans øjne fulgte hendes silhouet, studerede hendes kurver og nød egentlig hvad han så. Han lod tungen glide henover læberne og lyttede til hendes ord. Hun var vred. Meget. Og pludselig forsvandt det. Forvirrende. Kvinder. De var ikke til at forstå. Han bed sig i læben og betragtede hende indgående, nu hvor hun kom tættere på. Hendes duft var euforiserende. Han aede hendes kind, kyssede hendes pande og sukkede.

"Yang. Undskyld. Det var ikke min mening at gøre dig trist. Jeg vil... Jeg vil bare ikke have at du lider. Samson er ikke et godt menneske. Han vil skade dig. Han vil..."
Han slog blikket ned og rystede på hovedet.
"Jeg vil ikke have at du kommer til skade. Jeg holder jo af dig. Hvis der skete dig noget, ville jeg ... Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre."
Han rynkede næsen og vendte ansigtet ud af vinduet. Regnen trommede lige så stille. Han lod tungen glide henover læberne igen. Han ville så gerne blive hos hende. Beskytte hende. Han ville have hende med sig, for at holde øje med hende. Men det kunne han ikke. Eller kunne han?

"Yang jeg... Jeg vil ikke miste dig. Måske er det sikrest hvis du gemmer dig hos Banden... De ville vel ikke skade en af deres egne. Jeg vil ikke have at du kommer til skade. Jeg..."
Han sukkede. Det var egentlig ubeskrivelig koldt at stå her uden skjorte. Han lagde armene omkring den spinkle kvindekrop.
"Undskyld."
Han plantede et kys på hendes pande.

Yang havde lyst til at le en smule af hele situationen. Det var ligesom to børn der skændtes,og ikke helt vidste hvad de skændtes om. Før havde stemningen været anspændt, de havde begge været frustrerede, vrede, og forvirrede. Nu sagde de begge undskyld, og gav hinanden ret.

"Årh, det var da utroligt!" skændte hun, men med et smil på læberne. "Kan jeg overhovedet sige noget, som du giver mig ret i?" Hun sukkede demonstrativt og utrolig højt, og slog armene om Rex's krop. Hun lagde mærke til at hans hud var endnu koldere, end hendes egne, iskolde fingre, og hun slap ham kort efter, og famlede sig frem efter hans skjorte. Da hun mærkede det bløde stof imellem hendes fingre, samlede hun den op, og holdt den op imod sit ansigt, lod sin lugtesans fyldes med duften af Rex. (eau de Rex, kan vi kalde det)
hun lukkede øjnene, og stod således og lod sig omfavne af duften af ham. Hun vidste ikke hvornår hun ville se ham igen, og hun ville for alt i verden have så meget med af ham som muligt.
Hun skridtede tilbage til ham, og lagde skjorten om hans skuldre, hvorefter hun begyndte at hjælpe ham den på.

"Du er som en hønemor" sagde hun stille, men med varme i stemmen. "Men du bliver nødt til at forstå at din kylling godt kan klare sig selv." hun smilede af den lille sammenligning, men det smertede hende at sige det. For det næste ville blive sværere.

"Du skal ikke være bekymret for mig. jeg lover dig, ikke mere bandesnak, ikke mere af den slags. men jeg tror vi bliver nødt til at gå hver til sit for en tid. Jeg har brug for at få styr på mit liv, og jeg vil ikke byde dig mit selskab, når mit sind er så stort et kaos." Hun stillede sig på tæer, og kyssede blidt hans læber. Det var vigtigt for hende at få ham til at forstå at det ikke var et "farvel" men et "vi ses".

"Jeg giver dig da altid ret," sagde han med et smil. Hendes fingre var varme imod hans hud. Han mindedes at hun forinden havde været ganske kold, ergo kunne han konstatere at han måtte være koldere. Hun bevægede sig væk. Hvorfor?
Kom tilbage. Han så efter hende med bedende øjne. Betragtede hendes silhouet, der nærmest dansede afsted.

Ray stod ganske stille. Han lukkede øjnene og sukkede. Han fugtede sine læber og mærkede skjorten om sine skuldre. Han så på hende og aede atter hendes kind. Derefter placerede han endnu et kys på hendes pande, gav hendes hånd et klem og tog skjorten ordentligt på.

"Kald mig aldrig en hønemor igen." brummede han tvært og famlede sig frem i mørket, for at finde sengen. Han hev dynen af, valsede tilbage til Yang og lagde den om hendes skuldre, for til sidste at pakke hende så meget ind som muligt.
"Ja." Sukkede han.
"Du har nok ret."
Han nød hendes kys. Gav hende et tilbage og gik væk fra hende igen. Han fandt sin jakke og kastede den over sine skuldre.
"Så... Farvel? På gensyn?" Han så på hende med et mildt blik, idet hun stadig stod i månens svage lys.
"Pas på dig selv, kæreste Yang."

Og med de ord forlod han Den Glade Gnu (lol).

Døren åbnede op med et stort brag, da en lav, lidt mørk kvinde iklædt en lang, slidt kappe med hætte, trådte ind i Den Glade Gnu. Denne kvinde var Cristania. Hun rødmede under den brune hætte. Om årsagen til den røde farve, der blussede op i kinderne, var kulden eller den brasende måde, hun kom ind på, der gjorde hende lettere forlegen, var ikke helt til at finde ud af.
Cristania lukkede alligevel forsigtigt døren, i modsætning til den måde hun kom ind på, og hun smilede af glæde, da hun, mens hun vandrede hen til et bord, ind imellem strejfede et blik på hendes pung, der sad i hendes bælte. Penge, det havde hun. Og så mange penge, at hun kunne sidde inde på en kro og få lidt at spise. Dog rakte pengene ikke så langt, at hun kunne få et ordentligt stykke måltid.
Hun tog plads, og krofatteren spurgte hende gennem lokalet, hvad hun ville have. ,,Et stykke brød, tak," svarede hun og løftede let den ene hånd, for at forsikre ham om, at det var ham hun snakkede til. ,,Så gerne," sagde han venligt.
Cristania kiggede rundt i kroen, der ikke så så forfærdeligt fyldt ud. Hun lænede sig tilbage i stolen, nød at hun var indenfor og varm.

Baldric kom gående ind i kroen kort efter en yngre dame, damen så ud til at være i den lavere middelklasse, Baldric havde holdt øje med hende de seneste ti minutter, det havde lignet de skulle samme sted hen og de havde de sandeligt også skullet.
Baldric satte sig ved baren få pladser fra pigen og gjorde en bevægelse til bartenderen og sagde "En flaske vin, og et glas om jeg må bede. Gerne en god årgang." Baldric som var Kile præst og kriger samtidigt manglede aldrig penge, penge tjente han på at sælge dem han havde vundet overs ejendele (vis de vel og mærke var døde) ellers så havde han allerede en mindre formue, han kunne nok godt trække sig tilbage og købe et hus... Vis det ikke havde været fordi at han var eftersøgt i hele landet, han dræbte både lys og mørkekrigere, i hans øjne var det et og det samme.
Baldric fik sin vin og ved en fejl to glas, men han vinkede bare bartenderen væk og beholdte begge glas.
Baldric rømmede sig og sendte pigen en venligt blik "Må jeg ikke byde på et glas vin? Jeg kan jo ikke drikke af to glas på en gang.".

Cristania fik sit brød, hvorefter hun tog hætten af hovedet. Hun kiggede over mod baren og så en mand, der bestilte en flaske vin. Han lignede en, der var på alder med hende, og det fik hende til at sukke tungt indeni. Gid det var hende, der var nået så langt, at hun kunne gå ind og bestille sådan en flaske vin bare for at forkæle sig selv. Cristania forkælede aldrig sig selv, for hende handlede det bare om at overleve, når hun handlede. Og hver gang hun var ude for at købe noget, vendte hun hver eneste stykke rav, bare for at finde ud af, hvad hun overhovedet havde råd til. Det var, om det så galt tøj eller bare et dårligt stykke frugt.
Hun sad i fuld gang med at spise, da manden oppe ved baren, kiggede på hende og spurgte, om han ikke kunne byde på et glas vin. Med brød i munden, ikke særlig charmerende, skyndte hun sig at synke for at svare. ,,Jo, mange tak!" Svarede hun. Hun rejste sig uden at tøve med brødet i hånden, og satte sig hen ved siden af ham.
,,Jeg tror ikke det er helt umuligt at drikke af to glas på en gang, men det må jeg vist hellere tie stille om, før De ombestemmer Dem for at prøve." Hun smilede til manden, men sukkede igen inde i sig selv. Denne gang endnu tungere. Han er endda kommet så langt, at han kan byde en fremmde på et glas vin! Jamen dog...

"Ahh, jeg ombestemmer mig skam ikke så længe jeg er i en yndig dames selskab." sagde Baldric og løftede sit glas til en skål før han tog en tår.
Baldrics hår havde en rød nærmest skærende blodrød farve, hans kofte var også mørkerød, det samme med hans hoser og hans kappe, ved sin side havde han et fint udsmykket ethåndssværd, som han havde stjålet fra en købmand, som han havde dræbt under en duel.
"Er de sulten? For jeg orker nemligt ikke at spise alene, så vis de tillader vil jeg gerne byde på lidt mad?" spurgte Baldric venligt, han havde lagt mærke til at damen måske ikke var den med flest penge i verden, men det ragede Baldric en høstak, han havde allerede selv for mange og dem han havde havde han jo alligevel stjålet størstedelen af.
På hans cv kunne man sagtens skrive 'præst, røver, kriger, bandit, stimand, og lærer'.

Cristania smilede igen sit, næsten alt for misbrugte, smil. Hun løftede ligeledes sit glas og skålede, før hun tog en tår. Hun lagde glasset på desken og slikkede sig diskret over læberne. Hvor var det ubeskriveligt lækkert. Hun havde ikke smagt vin i årevis. Sidst hun drak vin, var engang med en af hendes brødre, hvor de stjal vin fra deres far og drak sig fulde i det.
Hun kiggede forbløffet på ham, da han også tilbød mad. Hun rystede på hovedet mens hun trak i smilebåndet på en høflig måde. ,,Nej, nej, nej. Det er jo alt for meget," sagde hun. Imod sin lyst. For selvfølgelig havde hun lyst til noget mad! Hun var sulten. Men det var lidt for meget. Et glas vin kunne hun sige ja til, men også mad? Hun ville føle sig for påtrængende.

Baldric tømte sit glas og fyldte det op igen, før han fyldte hendes glas op igen.
Baldric smilede venligt til hende og sagde "Åh kom nu, jeg insisterer, de vil vel ikke have mig til at sidde og spise alene?"
Baldric kiggede på pigen og spurgte så "Hvad er deres navn? Vis det er ligeså kønt som bæreren, vil jeg næsten være flov over at præsentere mig selv.
Baldric Brynjar, hedder jeg." fulgte hun meget med i byvagternes opslag ville hun vide at dusøren på ham var 1000 rav og at byvagten spredte en masse historier om hvor farlig han var og at man ikke måtte være alene med ham.
Men sådan var Baldric ikke, Baldric passede bare på sig selv og sine medmennesker, han lagde aldrig direkte op til en slåskamp ved mindre han havde en begrundelse, og var man mørke- eller lyskriger var man helt selv ude om det, for det valgte man selv.
Byvagterne dræbte Baldric kun vis de kom i vejen, dog var Baldric stort set altid den bedste kriger af dem.

Cristania bukkede under. Selvfølgelig. Der skulle ikke meget til, når Cristania sad på tom en tom mave, der pressede og rumlede efter mad.
,,Når De insisterer og ville føle Dem ubehageligt tilpas ved at spise alene med mig, så kan jeg vel ikke rigtigt gøre andet, end at acceptere Deres tilbud," sagde hun. ,,Men så kun lidt," tilføjede hun hurtigt. Grådig ville hun ikke være, og bare en lille smule mad, det kunne hun sagtens leve med.
Hun blev lidt varm i kinderne over mandens charmerende kompliment. Baldric... Brynjar... Det forekom hende en smule bekendt, men nu kom hun jo også meget omkring byen, så det var måske derfra hun havde hørt det. Nåh, men så bekendt virkede det nu heller ikke, at hun vidste, hvad denne Baldric var for en. ,,Det er nu et meget kønt navn, synes jeg."
,,Mit navn er Cristania," sagde hun og tog det sidste bid af brøddet og skyldede det ned med vinen. Hun gjorde sig umage, så hun ikke skulle virke ucharmerende. Men som sagt var det ubeskriveligt lækkert for Cristania.

Baldric løftede hånden og knipsede efter krofatteren som kom straks "Det bedste du har... Gange to, du skal ikke være fedtet med maden, store portioner."
Baldric fandt en safir frem, som han betalte manden med.
Baldric fik sine byttepenge og gav manden lidt drikkepenge, for at få maden hurtigere.
Krofatteren kom med maden inden for ti minutter, det var nogen store lunser stegt kød og så en tyk sovs og noget fint lyst brød til, "Velbekomme." lød det fra krofatteren før han vendte sig om og smuttede hen til næste gæst.
Baldric tog sit bestik og skubbede pænt den ene tallerken hen til hende og tog så den anden, han havde bevidst valgt den hvor der var mindst kød på, forskellen var ikke stor men den var der.
Baldric spiste langsomt og nød sin mad og vin, før han som en pludselig indskydelse sagde "Navnet Cristiania, ligger godt i munden, deres navn lever op til deres yndige udseende og yderst behagelige væremåde." sagde Baldric smigrende til hende, han gik meget lidt op i klasseforskelle, selvom han stammede fra en rig familie på Topalis gjorde han intet for at vise det.

Hun så nærmest på ham med åben mund, da han bare gav drikkepenge og bare bad om det bedste de havde. For Cristania var ganske bevidst om, at det bedste de havde, betød også det dyreste de havde.
Krofatteren kom med maden, og hun sagde ,,Mange tak." Egentlig var dette både henvendt til krofatteren og Baldric.
Hun lagde ikke mærke til, at hun fik den med det største stykke kød på. Hun tog bestikket i hænderne og kiggede ned på maden, der så yderst veltilberedt ud. Dette var muligvis også det bedste måltid, hun ville få længe. Sikke mange gode ting, hun fik opdateret, egentlig. Hun skar som det første et stykke kød og lod det glide lidt rundt i sovsen, før hun tog det i munden. Det smeltede nærmest i Cristania. Lækkert, lækkert, lækkert.
Igen varmede det en smule, da Baldric igen kom med sit smigre.
,,Hvor er De vokset op henne, siden De er så yderst veltalende og charmerende?" Sagde hun, da hun havde tygget af. ,,For De forstår virkelig at charmere en kvinde."

Baldric smagte på sin mad og dyppede brødet i sovsen og spiste noget af brødet og skyllede det ned med en slurk vin.
"Jeg er stammer fra Topali, jeg er fra en af stammerne mod syd på Topali, og min familie er præster, Kile-præster alle de førstefødte sønner, uanset om de er af den andenfødte søn eller førstefødte, bliver oplært til krigerpræster, og jeg er den første søn af den første søn og har derfor været oplært i kamp og al dens finesser, inklussive manerer."
Baldric smilede til Cristiania "Bor de her i byen?" Baldric overvejede så småt at spørge hende om de ikke skulle stoppe med at være dis og så være dus istedet, men måske ville hun anse det for uhøfligt?
Baldric spiste lidt mere af sin mad.

Cristania tog endnu en tår vin, mens han fortalte. Topalis? Cristania kunne nærmest ikke tro sine egne ører. Det var jo også derfra, at hun stammede fra. Det var yderst sjældent, hun mødte nogen, som også stammede derfra. Ikke fordi det var noget enormt specielt, men det var jo altid sjovt at møde en, der kom det samme sted som en selv.
,,Virkelig? Jeg stammer også fra Topalis," sagde hun, mens hun fortsat spiste.
,,Krigerpræst? Hvad indebærer det?" Det indebar fine manerer og at være oplært i kamp, forstod hun. Men hun havde ikke hørt om en krigerpræst før. Det lød ihvertfald bare til, at det var rimelig avanceret og fornemt, så det var måske årsagen til, at han havde så mange penge...
,,Ja, jeg bor ved beboelseskvarteret."

"Det indebærer hvad en almindelig præst laver, blandet sammen med de ting en kriger laver, og så er forskellen at jeg har lov til at gifte mig." fortalte Baldric og spiste videre.
"Hvor på Topalis er du fra? Måske kender min familie din slægt?" sagde Baldric og virkede lidt interesseret mens han spiste, det kunne egentligt været meget sjovt vis deres slægter kendte hinanden, faktisk ville det kunne være yderst besynderligt også.
Baldric undrede sig over hvordan sådan en køn ung pige kunne få lov til at rejse fra Topalis og bo her, og så endda uden at familien havde støttet hende synderligt meget financielt? Måske var hun bare stukket af, men okay det skete jo, og det ragede egentligt ikke Baldric, det var egentligt nok hun var fra Topalis, for det var sjældent han mødte en fra sin egen ø, måske fiskede hun også tit ved lagunen som barn?
Baldric smilede til Cristiania og sagde "Skal vi ikke være dus? Vi har åbenbart en ting eller to til fælles.".
Baldric spiste lidt mere og drak en slurk vin mere og skænkede op til dem begge igen mens han ventede på hendes svar.

Cristania nikkede, mens han fortalte. Det lød meget spændende og mere befriende at være krigerpræst, end en almindelig præst, i det han også havde lov til at gifte sig.
,,Jeg er vokset op her i byen, men mine forældre boede begge to derover før de fik mig. Jeg har da været derovre få gange, men vi havde ikke rigtigt tid og penge til at lave andet, end at være i byen og prøve at forsørge hinanden." Det var egentlig helt mærkeligt pludseligt at tænke på sine forældre. Og at omtale dem som "forældre". Hun så kun sin mor som familie, hendes far væmmedes hun over ved tanken. Det var også grunden til, at hun hurtigt slog tanken ud af hovedet og tog en ordentlig slurk vin, så glasset blev tomt.
,,Men De er vokset op derovre, forstår jeg?" Sagde hun, mens hun nød sin mad.
Hun kiggede på Baldric og smilede en smule over spørgsmålet, han kom med. ,,Det har jeg ikke noget imod." Ham Baldric var nu en venlig mand, syntes Cristania.

"Ja det er jeg. De første 18 af mit liv boede jeg på Topalis, vi var en af de få stammer mod syd der aldrig overgav sig da krystallianerne dengang kom og overtog landet... Har du hørt om de stammer? Brynjar-stammen var en af dem der holdt længst." Baldric smilede og han vidste også hvor han havde sin stædighed fra når man tænkte på hvilken stamme han var fra, ligeså vidste man hvor han havde sine kampteknikker på vis man talte om stammen, der var yderst kendte for deres krigerpræster inden for Kile tilbedernes sekter.
Baldric tænkte lidt over det hun var startet med at tale om og aede sin hage og opdagede han var ved at få skægstubbe.
"Vis du vil låne mig et værelse i nat, så lover jeg at jeg tilgengæld vil tage dig med næste gang jeg tager til Topalis for at more mig?" Baldric orkede ikke at sove ude endnu en nat og vis han kunne skjule sig hos hende, så var han glad, for så behøvedes han jo ikke at sove ude.
Baldric spiste lidt mere af sin mad han havde snart spist op og der var kun en halv flaske vin igen.
Baldric fyldte på deres glas igen og tog endnu en tår af sin vin.

Hun kiggede på ham. Var mildest talt beundret over, at han var stolt af, at han kom, hvor han kom fra. Det måtte han da også være, siden hans familie holdt ud længst. Cristanias forældre var ihvertfald ikke sådan.
,,Min mor fortalte mig sjældent om Topalis. Faktisk virkede hun meget som en, der boede i byen. Hvis det ikke var for hendes udseende, tror jeg ikke engang jeg ville vide, at mit blod stammer derfra."
Cristania kom egentlig også til at tænke på, at hun var lidt fascineret af Baldric. Det lød til at han og hans familie havde et spændende liv... De havde noget at kæmpe og leve for. Sådan følte Cristania sig ikke. Jo, hun levede for sin brødre, men ellers levede hun bare for at... overleve. Det gik hele hendes hverdag ud på.
I mens hun var fuld i gang med hendes mad, spurgte han igen. Hun kiggede på ham, mens hun tyggede færdigt. ,,Selvfølgelig kan du det." Hun smilede. ,,Du har både givet mig mad og vin!" Og nu tilbød han også, at tage hende med til Topalis engang. Det var helt utroligt...
Hun tog den sidste bid mad, der var tilbage på tallerkenen og drak mere vin.

"Tusinde tak... Men forresten, vis byvagten kommer i nat, så lad være med at dække over mig, fortæl Baldric Brynjar er brudt ind hos dig, sig du ikke kunne gøre modstand, byvagten og jeg har det med at komme galt afsted med hinanden, heldigvis har jeg et godt forhold til byvagtskaptajnen Asbjörn. Du kan stadig nå at ændre din beslutning?" sagde Baldric, han kunne lige så godt advare hende så hun ikke kom i problemer, det skulle hun jo helst ikke pga. ham og en enkelt overnatning og sagde hun det på den anden måde var der jo større chance for at hun inkasserede dusøren end at hun blev anholdt.
Baldric skulle nok klare sig selv, låste de Baldric inde skulle han nok finde på en måde at komme ud igen.
Baldric spiste op og drak sin sidste vin, før han løftede flasken med vin op i hånden, den skulle de have med hjem, der var jo stadig en smule tilbage, Baldric kunne så småt mærke alkoholens indvirkning, og var lidt småfuld men slet ikke nok til at det bevirkede hans sanser særligt meget.