Hun blev lidt forvirret, da han pludselig snakkede om byvagten. Hun rynkede brynene lidt, og så mistænksomt på ham. Var han en forbyder? Men hendes seriøse og mistænksomme ansigtsudtryk blegnede igen, efter at tænkt det igennem igen. Nej, selvfølgelig måtte det være en misforståelse. Hun havde egentlig ikke særlig meget lyst til at blande sig i det eller spørge ind til det. Hun troede ikke på, at Baldric ville gøre hende noget ondt... Eller var en forbryder...
,,Ja, det skal jeg nok," sagde hun, som om det var en hel normal ordre hun havde fået at vide. Alligevel håbede hun inderligt meget ikke på, at byvagten ville komme. Hun ville føle sig som en stikker, hvis hun skulle lyve om, at han var brudt ind hos hende.
,,Du må gerne sove hjemme hos mig, men så må jeg også advare dig om, at der ikke er særlig meget plads, og det altså på ingen plan er luksus hjemme ved mig." Herefter bundede hun sit glas.

"Så er jeg nød til at advare dig om at jeg kommer til at skylde dig en tjeneste eller to!" drillede Baldric og rejste sig og rakte hende sin arm, for at hun kunne vise vej, flasken med vin havde han i den anden hånd, hun havde åbenbart ikke set hans venstre side af ansigtet, hvor et ar gik fra mundvigen til øreflippen, men det ville hun komme til at se nu nok... Spurgte hun til det ville Baldric åbent forklare hvad der var sket, for Baldric havde fået det fordi han havde gjort en god gerning.
Baldric smilede venligt til hende og forsøgte at overbevise hende med sit kropssprog om at han ikke ville hende noget ondt, hvilket han ikke ville, hvorfor skulle han være ond mod en der hjalp ham? det gav ingen mening.
Baldrics øjne gled hurtigt gennem krostuen og sikrede sig der ingen byvagter var til at følge efter dem senere.

,,Du skylder mig intet," sagde hun, mens hun rejste sig op, for at tage fat i hans arm. Og det var vist heldigt nok, for da hun først kom på sine fødder, kunne hun mærke at det snurrede en smule. Sådan var det, når man ikke var vant til alkoholen.
Hun så nu for første gang Baldrics venstre side af ansigtet, hvor der gik et ar fra mundvigen til øreflippen. Hun ville vente til at spørge ind til det, indtil de kom hjem. Baldric og hende forlod kroen med Cristanias arm rundt om Baldrics.

I skikkelse af en kat smyger Carolina sig ind i kroen, da døren bliver åbnet af en anden person. Denne strategi plejer at virke, når hun vil være i tørvejr, have varme og måske falder der også lidt mad af. Dette virker også denne gang - for hvem kan sige nej til en kat? Ingen ligger dog mærke til, at katten ikke er helt almindelig. I kroens dæmpede belysning er det svært at se, at katten ikke har helt fast form.
Hun springer op på en bjælke og lader dovent blikket glide rundt i kroen. Der ser ikke ud til at være videre interessante mennesker: nogle sidder ved et hjørnebord og drikker et krus øl - de burde måske nok have været stoppet for længst og ved disken ligger der en mand overskrævs og sover. Krofatteren er ikke til at finde nogen steder - han er nok ude bagved - det var ærgerligt, for hun ved at krofatteren her på Den Glade Gnu er yderst gavmild.
Hun skyder ryg og slikker på sin pote - holder øje med alle, der går ud og ind, men der er ikke meget, der kan vække hendes opmærksomhed. Egentlig er hun allermest træt. Jeg kunne jo godt sove lidt her... tænker hun og stoler på at hendes uskyldige ydre. Hun lukker øjnene, lader dovent halen svaje frem og tilbage - og falder i en noget overfladisk søvn.

Carolina plirrer lidt med øjnene og strækker i velbehag sin krop - og er lige ved at falde ned fra den bjælke, som hun ligger på, da hun havde glemt, hun lå der og sov. Hun får dog hurtigt genfundet sin balance - og går lidt frem og tilbage oppe på bjælken.
"Kom mismismis," råber en af de fulde mænd og Carolina rejser børster. Er der noget, hun ikke bryder sig om, er det at blive kaldt på, på den måde - og specielt ikke, når det er fulde mennesker, der tror de er såååå sjove, der kalder.
Dette tilfredsstiller tydeligvis ikke manden, der er stor af størrelse og har et ustyrligt fuldskæg. Han rejser sig og kaster sit ølkrus mod Carolina. Dette havde hun dog set komme, og hun løber på sine korte kattepoter hen af bjælken, springer ned på en bjælke længere nede og smutter ud af et åbent vindue.