Valentin nikker og klapper hænderne sammen, "Jeg må arbejde hårdt, men først må jeg finde Damia.. eh," han skæver til Skumring og igen tager han i vurdering, som en uforskammet knægt, der ikke lægger skjul på sine tanker om andre, "jeg er ikke så meget for at ride dig, det ville virke forkert, især fordi du er... så køn,, det hvide, glimtende smil står helt i kontrast til det røde hår og den solbrune hud.

Valentin fletter fingrene bag ryggen og står lidt og tripper frem og tilbage på stedet, som ventede han på, at der pludselig skulle ske noget.

(sorry, kort -.-)

Skumring brød ud i et stort smil da hun hørte hvad han sagde, til sidst blev det til en lille varm latter der spejlede sig i hendes øjne "Det skal du ikke tage dig af, det vil gå hurtigere til byen, men hvis du selv vil gå eller løbe ved siden af er et ikke noget problem!" sagde hun og rettede håret så godt hun nu engang kunne.
Utålmodigt viftede hun med den store hale og så afventende på ham, egentlig var det de færreste der havde redet på hende, men det var hovedsageligt fordi at hun var opdraget til at opfære sig 'ædelt' hvilket i følge hendes forældre ikke var at slæbe rundt på andre end sårrede folk.
Hun så spørgende på ham, han virkede utålmodig, eller som om han ville sige noget han ikke kunne få sig selv til.

"Jeg er nu rap på tå, så det gør ikke noget," Valentin slår en perlende latter op, "Du behøver ikke at gøre dig pæn for min skyld,, kommenterer han skælmsk, og kan ikke skjule et smil, da han hentyder til hendes nytteløse forsøg på at rette frisuren. Valentin kan godt lide hendes lange hår, der er gnistrende hvidt, og indrammer et kønt ansigt, med et par utrolige klare øjne.

"Jeg vil ikke have noget i mod, at møde dig igen, så hvis jeg nu kommer ud i skoven et par gange, vil du så være der?,, spørger han usikker, som er han bange for at brænde fingrene, men smiler charmerende til hende.

Hun lo varmt ved hans sætning og viftede med halen i muntre bevægelser "Jeg har efterhånden også selv opgivet at holde styr på det, men jeg nænner ikke at skære det kortere!" indrømmede hun og kunne ikke lade være med at smile over tanken, det var de færeste kentaurer hun havde kendt der havde kort hår, dog var det de færreste der havde hår på længde med hendes.
"Hvis du er hurtig bliver det intet problem, jeg kender mere eller mindre hele skoven, så det bliver intet problem, du følger bare efter!" sagde hun og smilede varmt til ham, inden hunh gjorde endnu et mislykked forsøg på at sætte håret om bag det ene ører "Jeg er altid i skovene, så det vil sikkert være muligt at finde mig!" sagde hun varmt "Jeg elsker selvskab, så du skal være hjertelig velkommen, det er så sjældent jeg ser mennesker i disse tider!" indrømmede hun trist og så kort ned i jorden, før hun vendte opmærksomheen mod ham igen.
"Kom!" sagde hun så bestemt og vendte hurtigt rundt, før hun galoperede ud af en smal skovsti, der efter et par timer førte ind til byen. "Jeg er nødt til at gå, jeg skal også nå til Mørkets skov idag!" sagde hun og nikkede til ham før hun strøg ham gennem håret, og forsvandt

// Out

En pusten og stønnen kunne tydeligt høres nede fra græsset i lysningen, og da næsten alle træernes blade efterhånden var faldet af, var det ikke svært at se, hvorfra lyden kom. Den stammede fra Ethelihn, der efterhånden havde brugt mange timer på at klatre og springe rundt mellem træerne. Ikke helt som en anden abe, for så adræt var der ingen almindelig krystalisianer, der var - med mindre selvfølgelig de havde evner for det. Nej, hendes spring og hurtighed kunne ikke måle sig med et dyrs, men ikke destomindre ville man nok betegne hendes evner som temmeligt imponerende.
På en tyk gren halvejs oppe i en vidtstrakt trækrone satte Ethelihn sig for at få en pause og for at få pusten igen. Hendes nu meget korte hår viftede lidt, som om også det trængte til en pause, selvom det ikke var i stand til gøre noget med den længde. Det skal han få betalt! Hun lukkede øjnene hårdt i og forsøgte at genvinde selvkontrollen. Det nyttede ikke at rase nu, for det krævede bare den energi, som hun skulle bruge til at sin klatretur. Det var godt for musklerne - og reaktionsevnen ikke mindst. Et par gange var hun kommet i kantakt med en gren, der ikke rigtigt kunne holde, og så måtte hun jo reagere hurtigt. Indtil videre havde hendes reflekser ikke svigtet hende, så hun var uskadt, men de krævede jo vedligeholdelse alligevel.

Elizeph har begivet sig ud på en vandre tur i den sene eftermiddag.. det har været en kold og blæsende dag hele dagen, og der har været få regnbyer..
Derfor er Elizeph klædt varmt på. Inderst har han naturligvis et sæt varmt undertøj, udenpå dette en hvid underkjortel af det blødeste bomuld.. for at skabe en solid og varm bund, bærer han udenpå bomuldskjortlen, en sort finuldskjortel... meget små masker, men tyk og varm... Man ser dog ingen af de før nævnte beklædningsdele, da han udenpå igen bærer en vinrød én.. den når helt ned til anklerne, som forøvrigt er godt dækket op helt op til knæene, af et par sorte støvler...
den vinrøde kjortel er helt simpel, og den eneste detalje på den, er de sorte kanter med et gyldent, tyndt broderi..
For det ikke skal være løgn, bærer han mere udenpå endnu... først en åbenstående kjortel af en art, som egentlig mest af alt ligner en frakke.. den er højrød og med det smukkeste forgyldte broderi ned langs ryg- og sidesøm... udenpå den en ærmeløs frakke i sort, fast stof.. stoffet har et mønster i strukturen, som man kun knapt ser.. det er dog til at bemærke, alt efter hvilken vinkel man står i og ser på ham... kanterne på denne er belagt med et tyndt, gyldent reb, så det danner en stilren og smuk fletkant.. både den ærmeløse frakke, og den højrøde kjortel har et slæb der er omtrændt 1 meter langt.
om halsen hænger et langt, tyndt silketørklæde, som nærmest danner en hel pude omkring den slanke hals... det ser fyldigt ud, og uden tvivl meget blødt i sin matte, røde farve..
Aller yderst ses en kappe.. en helt simpel sort en.. det eneste finurlige den har præg af, er en stor hætte, som er trukket hen over det lettere bølgede hår, hvis farve må siges at være mørkere end sort... hvis det da kan lade sig gøre..
håret er flettet og derefter bundet ind i en vinrød silkesnor.. de sidste 30 centimeter af håret hænger dog frit forneden, hvor spidsen af lokken når lidt ned over knæhaserne.. ja... ganske nydeligt påklædt...

havde han ikke haft handsker på, havde han også båret en masse smykker... men det tillader de hvide handsker jo ikke...

Hans støvler sætter trin mod den lettere frosne jord under sig... ganske små aftryk, som dog bliver visket væk af slæbet på hans klæder derefter...
I hånden bærer han den gyldne, magiske stav... små, røde, rundslebne rubiner svæver frit omkring den store ædelsten for toppen af staven... svævende frit; ligesom Elizephs tanker...

ethelihn holer vejret,da hun hører nogen komme gående. Hun havde ike forventet at møde nogen herude, og blev derfor overrasket. Hendes sanser skærpedes, mens hun med vagtsomme øjne forøgte at få øje på den indtrængne. Og med Elizephs sfarvestrålendepåklædning går der vikke længe. Hendes krop slappedes. Denne dæmon skræmte hende ikke, for hun kunne ikke genere ham.
Hun klatrede ned ad træets stamme via de mange nøgne grene. Hendes tøj var ikke nær så tykt som Elizephs, men det varmee nok. Hun havde et par simple, løse, sorte kashmirbukse på med grøn brodering og et slåomtop med lange ærmer, der passede til. Om maven havde hun et meget brødt vlodrødtbælte. Bare noget af det sædvanlige, der da var meget pænt, men ikke videre prangende. En adræt landing på jorden senere standsede hun.
"Godaften Elizeph." Hendes stemmeføring var ikek vnelig, men heller ikke fjentlig og i hendes tilfælde, var det positivt.

(brb skal se frobrydelsen^^)

((Mener de har mødtes før... men kan ikke huske hvornår eller hvorfor.. XD;; kan du opresúmere? ))

Elizeph havde ærligt talt ikke bemærket at han ikke var alene.. Han reagere dog ikke fjendtligt overfor Ethelihn's hilsen... istedet bøjer han bare nakken i en kort trækning, en venlig gestus som hilsen.
Han sagtner sin gang lidt, indtil han står stille.. kvinden må vel ville ham noget, siden hun sådan kommer dumpende ned for at hilse?
en løs hånd glider op og fjerner nogle enkelte løse, sorte lokker hår væk fra det porcelænsblege ansigt med de safirgrønne og lettere fraværende øjne..
Mon han burde have sagt noget? Nej.. hvis hun vil ham noget, skal hun sikkert nok tale af sig selv.. det er Elizeph rimeligt sikker på.. hun virker jo som en karakterfast pige..
karakterfast... ja, den slags mennesker møder man ikke mange af, efter Elizephs mening.. det er sjældent han støder på nogle der ikke straks kryber i støvet for ham.. til tider kan det være fint.. han vil jo helst bare igennem verden uden problemer.. men på den anden side; det giver ingen personlig udvikling, og måske han egentlig er begyndt at føle sig lidt for høj på strå på det seneste? måske, måske ikke...

([url=http://www.saphiri.dk/krystallandet/viewtopic.php?t=3429&postdays=0&postorder=asc&highlight=elizeph&start=520]link[/url] det fylder ikke mere end en side, hvis du vil skimme det? eller kan jeg fortælle dig, at de mødtes på markedspladsen og hun syntes staven var meget spændende, som sædvanlig kommer hun med spydige kommentarer, men det reagerer Elizeph ikke på og han demostrer desuden sine kræfter, hvilket giver en eller anden form for respekt - desuden ved hun følgende: staven forstærtker hans kræfter, han er dæmon, hans alder, hans herres navn... og så tror jeg det var det^^ ... kæft det var langt 8P )

Hun rynker misfornøjet brynene. Er det alt, hvad får af hilsen... nå, hvad havde jeg forventet? Hun sukker en smule irriteret og slentrer over til ham for at snakke. "Hvad bestiller du egentlig herrude? Jeg troede ikke, fine folk som dig vandrede rundt i skove," stikker hun drillende. Det var det gode ved Elizeph. Hun kunne stort set sige, hvad der passede hende uden, at han blev fornærmet. Det kunne somme tider være rart, selvom hun som regel stikker til folk for at tirre dem og få en slåskamp ud af det. Hun har for en kort stund også glemt alt om Cazador - herefter kaldt miden e.l. - der har gjort sig fortjent til at live hadet. Elizeph vil nok også bemærke, at hendes lange hår er blevet umådeligt kort siden sidst de sludrede.

(p.s. undskyld det korte indlæg^^)

(Nååårh ja det kan jeg godt huske nu X3)

Elizeph besvarer hendes spørgsmål; en kort mening, men med et farvet sprog.. typisk for Elizeph.
"Jeg vandre blot formålsløst rundt, uden noget mål eller eirne." en kort pause opstår derefter.. fine folk?
"Men noget må De have misforstået; min status, eller rang, hvad man nu ynder at kalde det, ligger kun højere for De, som ser sig selv værende lavere stillet. Den mest korrekte betegnelse må dog siges at være en tjener. Størrer nummer behøves De bestemt ikke gøre ud af det." han nikker ganske kort med hovedet igen..

Et kort blik fanges af håret som er betydeligt kortere end forrige gang han så hende. Dette kan han ikke lade være med at kommentere på; "Kort hår kan være praktisk. Må man spørge om dette er årsagen til at de har givet afkald på elegancen ved længere lokker?" hans hoved tiltes en lille smule på skrå.. Han forstår ikke kvinder med kort hår.. mænd er nemmere at forstå, der er trods alt noget maskulint over kort hår... netop derfor giver det for ham ingen mening at en kvinde skulle bære langt hår... Ikke at han syntes det er grimt til hende, men Elizeph er nu engang bare så gammeldags, at kvinder, efter hans hoved, skal have langt hår.

"Hmm.. muligt, men din påklædning giver udtryk for noget andet," svarer hun smilende. "Og jeg vurderer ikke mig selv som lavere," lyver hun. Selvfølgelig opfatter hun sig selv som lavere rangerende end Elizeph, alt andet ville være tegn på storhedsvandvid. På den anden side er der forskel på at se sig selv som lavere på grund af styrke og lavere på grund af status. Hvad angår status føler hun sig egentlig ikke lavere. Hun mener bare at folk, der vandrer rundt i ders fineste tøj midt inde i en skov, giver udtryk for, at de føler sig højt hævet over alle andre. Men ingen regel uden undtagelse...ham her har da et vidst grundlag for at føle sig høj i hatten.
Hun er næsten ved at være i et muntert humør - lige indtil elizeph nævner hendes hår eller rettere mangel på samme. På slitsekunder ændres hendes legesige øjne sig til et blik der kunne skyde laserstråler. Når man ser på hende, ville man nærmest forventer, at der stod røg ud af ører og næsebord. "Det kan du bidde dig selv i næsen på det ikke er..." stemme føringen er usikker og lavmeldt, som om hun forsøger at undertrykke et udbrud. Hun lukker øjnene et per sekunder - endnu engang for at undertrykke sin vrede. Hun slapper lidt mere af nu, men der går stadig et øjeblik før hun forsætter.
"Hørte du om turneringerne i kamparenaen? Jeg deltog i en af de kampe og min modstander valgte at kappe mit hår af," siger hun alvorligt og ser væk. Det lyder ikke af alverden, det er hun godt klar over, men når man er kvinde og oven i købet forfængelig betyder det noget. Og det hjælpe meget dårligt, at den evne, som hun mistede ved hårtapet, også havde den bivirkning, at hendes hår var ekstra følsomt, så det svarede i smerte til at få hugget armen af. "Hmm... men det forstår du nok ikke alligevel."

Elizeph må misse sine øjne over hendes forklaring på hårafhukkerriet...
"Sikke dog en uhæderlig modstander De fik Dem der" siger han i en lidt dæmpet, men dog konstaterende tone..
"Så jo, jeg forstår Dem ganske godt... ens ydre er jo ens personlige budbringer til omverdenen.. kun en tåbe ville ikke forsøge at pleje sit ydre, i det mindste blot en lille smule.." han ryster svagt, opgivende på hovedet.
Han holder en tænkepause i nogle sekunder.
"Jeg befærder mig ikke så ofte inde i byen, andre steder end markedet... men jeg har da alligevel hørt tale om nogle alkymister i slumområderne, som skulle sælge miksture af forskellig afart... måske De kan finde en til at rette op på Deres hårulykke?" foreslår han med et lidt fjernt blik, og uden så meget som at trække en mine i det frosne, kyniske ansigt... som altid ser Elizeph koldhjertet og ufølsom ud.. som var der vitterligt ingen følelser hjemme hos den af og til så koldblodige dæmon... Hvad dette omslag dog berettiger om, stemmer langt fra overens med Elizephs sande person... under den hårde skalp han har båret udenpå så længe, ligger en følsom og meget eftertænksom mand, som ikke viger tilbage fra at føle og leve...

Men hvad sømmer det sig for en dæmon? slet ikke! og siden alt det med hans lærermester, mange mange år tilbage, så tør han ikke åbne op igen... en frygt han har båret på i så umenneskeligt mange århundrede...

Ethelihn smiler først bedrevidende, som om hun ikke vil tro et øjeblik på, at dæmonen faktisk forstår hende, men overraskes hun alligvel. "Jo, så forstår du et måske alligevel lidt..." mumler hun, men tydeligt nok til, at det kan høre. Han kan jo næppe forstå hendes had helt, når han ikke kender til alle deltaljer, så det er akseptabelt.
Hun lytter interesseret til hans råd, mens hun spegulerer over, at Elizephs ansigtsudtryk overhovedet ikke passede til den måde, han reagerer på ting på. Selv forsøger hun ganske vidst også at skjule tanker og følelser som fx vrede, men det her er alligevel lidt specielt. Han ser ud som om, alting rager ham en høstblomst, og at verden da kunne kunne gå under for hans skyld. Men alligevel lader han til at have en smule oprigtig interesse i hendes problem og prøver at hjælpe. Spegulationerne ender med, at hun tænker sært, hvorefter hun slår det ud af hovedet igen.
"hmm, det ville være fabelagtigt, hvis nogen kune hjælpe der..." Hun står lidt i eftertænksomhed og smiler så. "Det burde man vel prøve... jeg takker ydmygst herren for hans gode råd," tilføjer hun og nejer med en hvis sarkasme, hvis der da kan ligge det i en bevægelse. Hun har ikke længere lyst til at tænke på den fnatmide til Cazador. "Såh... har du fået tortureret nogle mennesker for nylig?"

Elizeph nikker roligt.
"Det burde der være..." Han pauser sig selv for ikke at tale mere... i princippet ville Elizeph nemt kunne skaffe en magisk besværgelse, som ville få hår til at gro.. sådan en må vel findes? og findes den ikke, kan han jo selv skabe en.. Dog syntes han ikke at ville bruge så mange kræfter på et menneskes hår.. mennesker og tilsvarende skabninger, lever jo alligevel ikke så længe.. så det er vel spild af tid?
Han skylder dog emnet langt ud af sine tanker igen..
hvis Elizeph havde været i humør til det, havde han sikkert trukket svagt på smilebåndet i den ene side over hendes sarkasme.. Men Elizeph er ikke i sit mest følelsesvisende øjeblik.
hans øjnbryn hæves dog en smule af hendes spørgsmål... totureret nogle mennesker? hvad var dog det for et spørgsmål... hvordan skulle det dog tolkes? de let løftede øjnbryn, glider ned på plads igen (det var vel egentlig det eneste træk i den misvisende ansigts mimik, som hidtil har været i løbet af dagen)
Det kunne tolkes såre simpelt: Har du slagtet nogen ned... men det kunne også tolkes som et spørgsmål, dækkende over noget andet... f.esk. noget i stil med: Går det ellers godt? eller; Hvad sker der så af ting for tiden?

Elizeph er dog i tvivl om hvordan han skal tolke det, og ender derfor med at spørge blankt: "Undskyld men jeg forstår vist ikke helt esensen af hvad De mener med det spørgsmål..."

Hun grynter lidt misfornøjet som et andet barn, da hun er færidg med at være sarkastisk. "Du er ikke lige så sjov som sidst..." siger hun lettere irriteret. Det kune have været rart med lidt mere gang i den, men det må hun affinde sig med. Det var da i hvireligheden også ligegyldigt.
for at forsklare den egentlige mening med spørgsmålet, skal man tilbage til sidst de sås, hvor elizeph demonstrerede sine kræfter ved at torturere en mand til døde. Egentlig svarer spørgsmålet til 'hvad sker der så af ting for tiden', men da ethelihn har en forudantagelse om, at det måske er noge iretning af tortur, der sker af ting, så vælger hun at formulere spørgsmålet på den måde. For ikke at nævne, at den slags virkere mere interesant, hvad elizeph snakkede med igår, eller hvad han fik af spise i morges.
Ethelihn hæver et øjenbryn, men giver alligevel en så kort forklaring som muligt: "Jo altså, hvad har du gået og lavet? har du lavet flere numre ala det på markedspladsen siden sidst?" Luften omkring dem er begyndt at blive kold, men det rører ikke Ethelihn. Hendes øtj varme tilstrækkeligt selvom, der er tyndt. Men det ville ikke kunne holde kulden på afstand, når sneen begynder at falde. En brise puffer til den sparsomme hårvækst på hendes hoved og grenene skurer let mod hinanden. Et eller andet sted i skoven, er der en ugle der tuder. Ethelihn skæver i retningen af lyden, for det er længe siden, hun har hørt den.Hun vender dog hurtigt opmærksomheden tilbage Elizeph. Så spændende er den fugl jo heller ikke.

Elizeph nikker kortfattet... jo, så forstod han det vist.
"Ikke ligefrem... der er røget en enkelt eller to i deres tåbelige forsøg på at begå indbrud hos min herre.." han rynker misfornøjet øjnbrynene en anelse.
"... Man skal bestemt være af ubegavet oprindelse, hvis man forsøger sig med et indbrud på et dæmonslot.." konstatere han lidt lavere med et løst hovedryst, inden det kyniske udtryk i ansigtet genoptages i den præcis samme mimik som før, og ikke med de rynkede øjnbryn..
"Ud over det, har jeg blot nedfældet nogle formulare og færdiggjort nogle genoptegnelser af hellige skriftruller..."

En kort forklaring fra Elizephs vinkel.. tydeligt er det at mærke, at han finder emnet akhavet... en ting så simpel som at svare på hvad man har foretaget sig, forekommer Elizeph helt umådeligt svært at svare på.. det der hverdags snak er han ikke god til, og da slet ikke til at tale om sig selv.. emnet er akhavet, og anstrengt for én hvis holdning er at folk helst skal vide så lidt om ham som muligt...
Af samme grund drejer han emnet over på hende istedet; "Og Dem?" lyder det oplagte spørgsmål... Alligevel virker det ikke så oplagt, at det skulle lyde fra Elizeph... dybest set er han jo ligeglad med hvad hun har lavet siden sidst de sås.. for ham er hun jo blot én ud af de mange han har snakket med en enkelt gang... eller rettere; det var hun.. hun er ved at indtage pladsen sammen med nogle få; dem han har snakket med mere end én gang, og kan huske at han har talt med dem... denne rolle er der ikke mange der kan udfylde...

Han husker dog ikke hendes navn, hvis han da overhovedet har fået det præsenteret for sig... Men det vil alligevel ikke blive den store opgave for ham, at opsnuse i hendes hjerne, hvad hendes navn er... en enkelt lille tankelæsning tilbage i hendes minder, og så er den hjemme... Han holder sig dog fra at gøre dette... Elizeph er en dæmon af høflighed; han roder kun i folks hjerne, hvis det er af stor nødvendighed.. ellers spørger han sig hellere frem... Det er en af de mange egenskaber, som gør at han er særligt menneskelig, blandt så mange umenneskelige dæmoner han daglig færdes med...

Ehtelihn spegulere kortvarigt over, hvordan sådan et slot mon så ud. Mon det også anses for indbrud, hvis man bare kiggerpå? tænker hun for sig selv, men hun kommer dog hurtigt frem til, at det ikke er værd at løbe risicoen. I øvrigt kan hun ikke lige komme på, hvorfor i alverden nogle mennesker åbenbart ikke havde noget imod at lade livet for komme ind på et slot. Det var da latterligt.
Også hun fornemmer en hvis akavethed ved situationen, men det er af andre årsager. Hun hade håbet på at høre en eller anden blodig historie, men i stedet fortæller han om nogle gamle skriftruller. Det er ikke lige det svar hun havde håbet på. Sagt på en anden måde, har hun ved uheld starten en samtale, hun egentlig ikke gidder at føre. det gør dog emnet mere interesant, at det bliver drejet over på hende. Og så hjælper det alligvel ikke, for hun synes ikke lige, hun har lavet noget interessant (eller i hvert fald ikke noget, der er værd at fortælle).
"Tjoh... jeg var med til festen i kamparenaen... ooog.. " Nej, hun har virkelig ikke meget at fortælle. Hvor er det egentlig deprimerende... "Jeg kan ikke lige komme på noget andet spændende..." Hun ser sig lidt omkring, mens en ubagelig tavshed sænker sig over lysningen, der er knapt så lys på denne tid af døgnet. Hun er ved at blive træt. Det er egentlig også på tide efter som hendes vrede har holdt hende oppe i længere tid end det kan være at være vågen. Endelig rømmer hun sig. "Jeg vil smutte nu... Du må have det godt så længe." Lidt efter er hun forsvundet mellem træerne.

//out (smutter - vil sove x3)

Elizeph nikker ganske kortfattet til hendes ord.. ikke noget særligt mente hun..
"Livet er jo i bund og grund også en temmelig deprimerende affærre.." siger han dæmpet... mere gør han dog ikke ud af samtalen, da hun kort efter byder ham sit farvel...

han nikker blot som en afskeds gestus, og begynder så sin færden videre.. præcis som da han ankom... Ja, nærmest som havde han slet ikke talt med nogen på sin vej..

De sorte støvler sætter endnu engang lette trin i den halvfrosne jord... fører ham afsted indtil han når en lidt bredere sti.. han kender vejen hjem herfra.. så hvorfor ikke bare følge den? han har jo intet bedre at tage sig til alligevel...

//out

((sov godt xD))

Morgana kom stille gående ud fra en lettere træls tykning i skoven. Hun kunne ikke mindes, at det havde været så svært at komme igennem her sidst, og slyngplanterne var ikke engang i blomst endnu! Med et pust tørrede hun sig over panden og strøg en vilter lok, der havde listet sig ud af det kraftige hårbånd, væk.
Træerne stod med knopper, men bristefærdige var de ikke endnu, for vinteren havde været længere end normalt. Selve naturens orden var rykket ud af balance, såvel som landets politiske og kulturelle fundament… - men i det mindste så det ud til, at vinterens sidste kræfter ville vige for forårets fornyede inden længe.
Morgana strakte en hånd ud mod den nærmeste stamme, et egetræ, der knudret stod som den sidste vagtpost mellem krattet, hun havde mast sig igennem, og den frodige lille lund, hun havde søgt. Med et lille, underfundigt smil spillede om læberne, lænede hun tilfreds hoften mod det bastante træ og betragtede omgivelserne. I træernes skygge lå der stadigvæk sne, men græsset var i den friske grønne farve, hun forbandt med forår.
Tilfreds med sig selv skridtede hun væk fra træet og ud i lunden.

Tesseract var på en længere vandre tur og havde besluttet sig for at holde hvil i den næste lysning.
Da han endelig fandt en lysning, gjorde han sig usynlig og undersøgte den nærmere, idet han kom nærmere så han at han ikke var alene, en ung kvinde stod i lysningen, Tesseract listede stille og roligt rundt for at se om der var flere end den ene, men da han tilsyneladende ikke kunne finde flere besluttede han at det måske endda var sikkert nok. Han gik tilbage til et stort træ i kanten af lysningen og klatrede op i toppen. Der gjorde han sig synlig igen og lå sig på en tyk græn, mens han betragtede den unge kvinde, som så betagende ud. Han lå og overvejede om han skulle hilse eller lade være.