Det ene øjeblik lyd der et højlydt skrig. Det blandede sig med de andre lyde, men det var lige præcis smertefuldt nok til at Skadi lagde mærke til det i sin blodrus. Han skævede mod lyden. Manden med det nu meget ødelagte ansigt. Den store mand der havde taget fat i kvinden. Kvinden der begyndte at grine. Han hørte ingen af deres ord. Han vidste ikke hvad deres direkte konfrontation handlede om. Og her var så kaotisk. Som var de ved afgrunden. Blot et lille skridt mere, og han ville falde i dybet. Ned i så voldsomt et raseri, at Skadi vidste det. 

Vidste at han aldrig ville komme tilbage derfra. At han ville fortabe sig selv i det røde hav af død og had.

Han var lige på kanten og hans indre bød ham at tage det endelige skridt. Bliv det, som du skæbnen har budt dig. Det rigtige monster. Var der overhovedet nogen vej tilbage derfra? Kunne han nå at stoppe sig selv? Hans hånd lagde sig på øksen i bæltet. Det ville være så legende let. Han kunne trække øksen og hugge. Fjerne al modstand med den skarpe klinge.

Stop.

Det var en lille stemme i Skadis hoved der sagde det, overraskende kort efter den store mand havde bedt kvinden om at slippe sit offer. Han rystede hårdt på hovedet. Gav slip på øksen. Et krus blev smadret ind mod siden af hans hoved og han snublede med en grov lyd af smerte over læberne, før han igen vendte sig mod de to der var i en direkte konfrontation. Han kunne se smerten i den store mands øjne. Hvad end der foregik kunne ikke være godt. 

Skadi sparkede en mand hårdt ind i mængden af mennesker. Det var som en larmende kødrand der bare ikke ville stoppe. Han fandt en stol i virvaret og brugte den som et improviseret skjold. "Hvad ved zaladin foregår her!?" råbte han til de to bag sig, mens han holdt stand mod randen af rasende nordboere.

Udefra, kunne det måske være svært at forstå hvordan kvinden formåede at holde fast på den stakkels mand. Freyr var stærk, og hun kunne mærke hvordan hun næsten snublede i hans ryk. Men nej. Hvis han allerede vidste at det var hende, var der ingen grund til at holde igen på meget af det andet skuespil. Desuden. Det havde aldrig klædt hende, at holde tilbage. 
Det er dig, og Lumine fnyste, men ikke afvisende. Et sted i baghovedet registrerede hun de sidste par rallen fra den anden, imens Skadis ord trængte igennem larmen. 
Og måske tog han ikke helt fejl. Dæmonkongen var ikke den forkerte at anråbe, på et tidspunkt som dette. 

Freyr flyttede grebet, en uheldig fejltagelse, og Lumine løftede en belærende pegefinger. "Ah, ah, ah - hvor er dine manerer blevet af!" og viftede den foran ham. Forventede at han med en lille jamren trak hænderne til sig. Men.. han slap ikke.
Overraskelse flimrede kort over de røde øjne, hurtigt erstattet af undren, og de gled i et ryk op på ham igen. 
Hvad var det hun fornemmede omkring ham... 
Fordi selvom han ikke fandt hende helt fantastisk - alt i hans udtryk og kropsprog ville have hende væk - så var der et eller andet i det urolige sind, som... 
Hovedet gled lidt på skrå. Flere skår faldt af hendes form, men hun ænsede dem ikke. Ikke engang den nu døde mand, som hun nu kun holdt fast i... for at Freyr ikke helt slap hende, endnu. Ethvert menneske af fornuft, ville have været nødt til at slippe. Men han strammede kun grebet, og det var uventet. 

Lumine snuste ind. Nej, ikke menneske. Noget mere magisk, og hun lænede sig lidt frem, for at komme nærmere den aura som duftede så godt. "Hmm... besynderligt.." hvad var han for et mysterium? Nok mest sagt til sig selv, men med en lavmælt, underliggende, udfordrende tone. 
Fordi. Om han lod det gå ud over hende, eller det her sted - det kom nok ud på ét for dæmonen. Men nogen måtte gøre noget. Og stod det til hende, kunne den ene ting sagtens, og hurtigt, fører til den anden. 

Kunne Freyr have svaret, ville han have gjort det. Men heden kvalte ham, skoldede sig op gennem svælget, lagde sig som en tung, brændende hånd om hans bryst, og alt hvad der var tilbage, var grebet om hende.

Det sydede - ved hendes hud, men også i ham - og en anstrengt lyd pressede sig ud mellem hans tænder, lav og ujævn, mens fingrene strammede sig uden at give slip. Der var intet tilbage at redde. Manden i hendes greb var allerede borte, ansigtet opløst til noget uigenkendeligt, og alligevel holdt Freyr fast, som om det alene kunne standse det næste.

Eller fremprovokere det.

Han hev efter vejret, for hurtigt, for dybt, og nærheden slog imod ham som en bølge. Noget trak, ikke hende alene, men noget bag hende, i hende, gennem hende. En varme der ikke var ild, men som alligevel åd sig ind under huden.
Freyrs greb rykkede hende tættere på i en krampagtig bevægelse. "Kom ud… herfra." Ordene knækkede, halvkvalt, rettet mod ingen og alle på én gang.
Han burde slippe. Kroppen vidste det — og et sted vidste han det også — men noget andet svarede, noget der ikke længere forstod forskellen. 
Øjnene flakkede over hende, søgende uden at finde, før et brøl rev sig fri af ham, råt og skævt, og han bukkede forover som havde noget slået luften ud af ham.

Synet flimrede. Et øjeblik stod verden skarpt; det næste gled den, trak sig skævt, som om den ikke længere passede.
Hendes stemme hang ved. Ikke som lyd, men som noget der blev gentaget i ham ~ ah… ah… ah ~ igen og igen og igen, til det ikke længere lød som ord.
"Nhgn!" Varmen steg, ikke kun langs huden, men dybere, som noget der rejste sig indefra og pressede sig frem uden hensyn til hvad der stod i vejen.
Da han så op igen, var der intet genkendeligt tilbage i blikket; ingen tøven, ingen overvejelse – kun reaktion i alt for røde øjne.
Han skubbede fra sig, hårdt nok til at bryde grebet, og i den samme bevægelse vendte han sig, for hurtigt, for voldsomt, som om kroppen handlede før verden nåede at følge med.

Død. Manden i den krakkelerende kvindes hænder var død. Skadi havde set det. Det smeltede ansigt og hvordan livet forlod ellers rasende, vilde øjne. Klippen holdt fast mens kvindens belærende tone om manérer kort fik Skadi til rykke vildt på sig. Han nikkede en skalle hen over sit improviserede skjold og hans blik fandt tilbage til de to der stod låst fast. Kvinden lignede mindre og mindre en kvinde og Skadi kunne ikke lade være med at stirre. 

Indtil et skævt brøl flænsede sig vej igennem larmen. Og Skadi så det: Det var Klippen. Hans brøl var voldsomt, den førhenværende ro over ham væk. Og som Skadi trådte tilbage da en mand baldrede hårdt ind i hans "skjold", så han også øjnene. Røde. Han havde set sådanne øjne før og det fik ham til at stivne. De var måske ikke røde på helt den samme måde, men de var røde nok. Der var noget galt. Det her var ikke kun raseri. Det var mere. 

Og Skadi kunne mærke frygten. Ikke en frygt for sin egen sikkerhed, og heller ikke for sin egen vrede. Men for Freyrs vrede. For tilstanden, Klippen var i. Og for resten af kroens sikkerhed. Noget var galt.

Og da Klippen vendte sig, voldsomt, kunne Skadi kun se én vej ud: Mere vold. Mere skade på andre. Der var ingen andre muligheder. De var blevet taget væk. Han skævede mod kvinden igen Hvad end der var sket mellem de to, var resulteret i dette og Skadi kunne vitterligt ikke se andre værende skyldige end hende. "Hvad har du gang i?!" råbte han af hende, før han masede hårdt mod kødranden. "Flyt jer! FLYT jer!" han satte i sit eget brøl, men det var ikke engang tæt på at være lige så opsigtsvækkende i larmen som Freyrs havde været det.

Det var svært for Lumine at sætte en finger på hvad det var. Den her aura af synd, var i en dæmons perspektiv... det var ikke en hun havde haft længe. Kun nogle få år, og hvilke kræfter der var på spil, kunne hun ikke sige. Sikkert nogle langt udenfor hendes nutidige forståelse - og måske ville hun aldrig få svar. Men lige nu, kunne hun mærke dem. De bød hende blive, puste liv i den farlige glød, og få det til at slå gnister. 
Lumine snublede fremad ved det krampagtige ryk, et farligt glimt af overraskelse i de røde øjne. Men ordene matchede ikke den desperate besked, der forlod hans læber. 

Resterne af den trælse mand fra før blev sluppet. Et overrasket udbrud forlod Lumine da han pludselig knækkede forover med et hårrejsende brøl. Det var ikke ofte hun blev skubbet rundt, men dæmonen greb med en lidt mere defensiv knurren ud efter hans hånd, nu hvor rollerne var byttet om, og hun ville have ham til at slippe. 
Men stoppede brat, da den farlige gnist, nu havde sat sig i hans øjne. Stivnede, et åndeløst sekund over hvor.. eller måske nærmere hvad der havde overtaget manden foran hende; det var smukt, og helt igennem destruktivt monster som stirrede tilbage. 

Et hårdt skub, og Lumine vaklede tilbage. Hænderne - nu frie - famlede bagud for at støtte sig op imod væggen. 
Et sted foran hende hørte hun lyden af Skadis stemme, anklagende. Det var kaos der hvor han stod, og dem der havde lagt mærke til udvekslingen, var enten på vej for at konfrontere - eller komme væk i en helvedes fart - fra det der foregik. Og ved alle guderne, hvor elskede hun det. 
Lumine rejste sig langsomt op igen, efter at have røget lidt i knæ ved det kraftige skub. Det var nok bedst beskrevet som skadefro, det smil der trak hendes forræderiske læber fra hinanden i et grin. "Lige det her, det er ikke mig.." og løftede hænderne i en beroligende lille viften. Om han kunne høre hende, det var ligegodt. Hun talte ligeså meget til sig selv. "Men hvis det alligevel skal ende i kaos.." og de varme flammer rejste sig forventningsfuldt bagved hende. Sultne efter resten af bygningen, men afventende.
Fordi hun ville se hvor galt det kunne gå. Kunne ikke andet end at klappe hænderne sammen i en forventningsfuld klukken. Lade ham gå amok, og brænde beviserne bagefter.