"Jeg ville være en tåbe at påstå andet." Svarede han igen. Hans stemme var dog mindre farvet end prinsens. Alligevel gled hans blik automatisk ned ad Jontar - som om øjnene forrådte ham, nu hvor ingen kunne se ham glo. Fyrstearvingen var en smuk mand. Ingen tvivl om det. Og det var næsten det værste ved det hele.
De satte sig. Ares sank ned i puderne, som prinsens lydige skygge. Benene krydset og overfor Jontar, selvfølgelig - det ville blive grænseoverskridende intimt at sidde klods op ad ham.
Ares sendte ham et blik, tørrere end Balzeras gader, ved spørgsmålet. "Deres Højhed må have høje tanker om mig, siden De tror, jeg har råd til steder som her." der lå noget flabet i ordene, skønt de var pakket høfligt ind. Han skævede rundt et øjeblik. Jontar havde placeret dem temmelig afsides, og det så ud til, at Jontars følge var blevet udenfor.

Krystallandet
