Deres blikke flettede sig kortvarigt sammen, et stille øjeblik, hvor Viktor overvejede, hvordan han skulle formidle sine tanker til Frederik. Tommelfingeren gnubbede langsomt mod glassets blide krumning,en refleksion i stænket af rødvinens glød. Var det rimeligt at forvente det bedste, af den person, der betød mest for ham? Ord svævede foran Viktor som flygtige sommerfugle, alle de ideer om respekt, værdighed og loyalitet, men han tøvede. At udtale dem syntes at lægge et uventet pres, og Viktor ønskede ikke at klemme venskabet ind i en form, der ikke naturligt var dens.

"Jeg havde håbet, at..." han begyndte, men opdagede hurtigt, at Frederiks opmærksomhed var flakket væk mod noget i menneskehavet. Sætningsfragmenter svævede ubeslutsomt i luften, ufuldendte som skitser, der aldrig fandt deres fulde form.

Viktor lod sit blik følge Frederiks stive opmærksomhed hen mod forstyrrelsen i deres samtale, og hans øjne fangede synet af en mand i samme aldersgruppe som Frederik, præget af flammende rødt hår, hvilket gjorde ham bemærkelsesværdig i mængden. Det  undrede ham, hvorfor Frederik reagerede så anspændt ved synet af denne mand. Med krummede bryn betragtede han hvert træk i fødselarens ansigt, forsøgende at aflæse tegn og gætte på, om der var en strid mellem dem eller om manden simpelthen var uønsket. Og hvorfor dette var langt vigtigere end den samtale de stod og havde. 

"Frederik?" afbrød Viktor i håbet om at få opmærksomheden hen på sig igen. Hånden landede blidt på Frederiks arm, opfordrende til at få ham til at se på ham, men i det samme var det røde hav kommet hen til dem, og Viktor tog hånden til sig igen, puttede den hastigt i lommen. Den rødhårets mund spydede ikke venligheder, og han følte sig næsten tilbøjelig til at blive stødt på Frederiks vegne. Observerende på dét der foregik mellem de ældre drenge, blev udtrykket, i den unge junkers ansigt, ét af stærk forvirring, brynet løftet.

 Det var ved at være en del år siden at de to ældre drenges venskab var sluttet brat, knus med blå mærker og vrede ord. Man ville tro at den dårlige stemning mellem dem var dæmpet lidt, at hvad end der var sket da de var unge, ufornuftige drenge ikke længere betød så meget, men som deres blikke mødtes, og alle de gamle følelser blussede op i Frederik, og minderne om Leons ord der have fået det hele til at falde sammen kom til livs igen, kunne fødselaren ikke mærke andet end vrede og foragt, forstærket af vinen der løb gennem hans årer. Hånden mod hans arm forstærkede kun minderne som han blev taget tilbage til de gode tider de havde haft sammen.
 Og at se Leon stå med hende gjorde det ikke ligefrem bedre for Frederiks følelser. At se dem stå nærmest limet op af hinanden, gav Frederik en grim smag i munden og som et surt opstød skyllede irritationen frem i ham og fik ham til at knytte hænderne endnu mere sammen. Meget mere og glasset ville knække. 

 Frederik forventede lidt det var det. At de så hinanden, at Leon kunne læse uvelkomheden i blikket og holdningen og ville gå, og Leons ben begyndte da også at bevæge sig, men i stedet for at forlade festen kom han tættere på. Og så spyttede han usande ord der fik Frederik til at fnyse. 
" Du behøver ikke lyde så jaloux, Leon. Bare fordi jeg har fået mere klasse end dig.. " Lød det spydigt tilbage med navet sagt som det var giftigt. Det var Frederiks hensigt at sige det sidste mere dæmpet, henvendt til Leon, men alt vinen han havde drukket forstyrrede hans vurderings evner. Leon måtte tage ordene som han ville. Vinen han havde i hånden blev hurtigt slugt, og det nu tomme glas blev slået ind i Leons brystkasse, med en forventning om han tog fat i det, ellers ville det falde til jorden når han kort efter slap det.

 " Sig tillykke til Leah. " Sluttede Frederik af, velvidende at det ikke kun var hende han delte fødselsdag med. Med et hoved der var beruset og tankerne fulde af halv gennemtænkte tanker, lagde Frederik armen om Viktors skulder og begyndte at trække ham med væk fra den uønskede gæst. Han lænede sig ned så munden var ud fra Viktors øre, og lod en lav, beruset hvisken lyde.
 " Kom.. " Selvom han allerede trak adelsknægten med sig. På vejen væk fra festen fik Frederik grebet en flaske vin med den frie hånd. 

Hovedet hævet arrogant nok op. De var endnu dybt fanget i deres forskellige samfundslag, men modsat Frederik, formåede Leon at stifte ægte venskaber og blive accepteret uden at skulle købe sig ind eller ud af tingene. Men selvom hans fokus var tungt lagt mod Frederik, skævede han alligevel ud af øjenkrogen på den unge dreng der hungret den andens opmærksomhed. Det krævede ingen uddannelse, at se, at drengen var fortabt i hovedpinen af en Frederik. 
Men øjnene gled tilbage mod Frederik og han trak trak et selvtilfreds skråt smil op, som det intet betød. For vinen talte og Frederik måtte i sidste ende vide, at han var den som kom ud af dette som hofnarren. 

Leon mærkede glasset mod sin brystkasse, og tog om det, så hans og Frederiks hænder i sekunder lå lagt henover hinanden og han lod smilet falme let som den susende følelse af genkendelse ramte ham. Forbandet. 
Følelser der ikke hørte til her, men alligevel skabte det små lækage bobler i hans rolige vand ellers. Kisten der lå nederst i havet, luften søgte ud, men med de små sprækker den berørning gav, var faretruende. 

"Minen er ledig til jer" lød det blot som en genfortælling. Stikpillen var retfærdig.
Trods for , at Frederiks mest sagte sætning til Leon. Jeg er ikke til mænd, og alligevel stod han så åbenlys og lod sig omfavne af et drengebarn. Fortsatte han sådan, ville alle vide. For ingen mand hvisket små drenge i øret på den måde. 

Den rødhåret fandt selv vej tilbage til Matilda, men uden nogen større komplikationer eller sigen, valgt de at forlade festlighederne sammen - og der var ingen tvivl om hvad som kunne lede til denne tidligere afgang fra festen. 

Som hvis der udfoldede sig et amatør teater foran Viktor, blev han blot stående ved Frederiks side og iagttog dem nøje, mens han langsomt blev en del af baggrundskulliserne. Blikket flakkede forvirret fra Frederiks holdning, til munden der spyttede gift. For så at se hen på.. Leon, fandt Viktor ud af at han hed, da navnet endelig blev afsløret af Frederik. Det var her deres blikke kortvarigt sejlede ind i hinanden, og den unge junker sendte den rødhåret et høfligt smil, som anerkendelse af dennes tilstedeværelse, han erindrede dog ikke, om han fik sendt ét tilbage. Viktor havde aldrig hørt Frederik, tale om denne Leon. Og lige nu foregik der så meget internt mellem dem, at Viktor ikke kunne tillade sig at afbryde dem; brynene voksede sig mere og mere ind i en desorienteret forvirring, som han prøvede at følge med i deres lille skænderi. 

Nye karakterer blev nævnt, men Viktor fik ingen levende chance for at finde ud af hvem de kunne være. Hvem er Leah? Og hun havde tilsyneladende også fødselsdag - eller også var hun blevet gift, eller noget helt tredje. Forestillingerne om hvad det hele gik ud på, strømmede kaotisk og udefinerbart i ham. Et kort sekund, mistænkte han de to ældre drenge for at have haft mere med hinanden at gøre end bare venskab - men det ville være umuligt, for Frederik var ikke til mænd, vel? 

Den tyngende fornemmelse fra Frederiks arm, lagde sig om ham som et varmt tæppe, og Viktor blev hevet abrupt ud af sit forvirrende tankemylder. Frederiks rå hvisken ramte ham som et kærtegnende vindpust, hans læber krøllede sig ind under hinanden, og han nikkede sagte, helt glemt, at han blot for minutter siden var sur på Frederik. 

De var begyndt at gå et par trin da Viktor skævede tilbage til Leon, og gav ham et stille nik som afsked - det virkede som det mest rigtige at gøre, uanset hvor meget de to ældre drenge hadede hinanden. Men i baggrunden af de festlige menneskers pladren og latter, hørte han en sidste kommentar flyve efter dem, som betød det et eller andet for Frederik, Viktor umuligt kunne regne ud - men det lød anklagende, og med undertoner af noget upassende. Minen er ledig til jer. Hans pande rynkede sig lidt.

Viktor skævede til Frederik, med læberne klemt sammen, og lod ham gøre de ting der skulle gøres, inden de forsvandt ud fra den mere aktive del af festens midte. 

"Hm," lød det højt fra ham, overvejende, og han måtte rømme sig lidt. 
"Er du okay? Hvad skete der lige?" spurgte han med omsorg på tungen, men ansigtet lyste op af interesseret nysgerrighed.

 Frederik havde ikke forventet at blive så påvirket af at mærke Leons fingre mod sine egne. Varmen den anden kunne formå at dele, sprede. Suset han sendte gennem Frederik krop. Pusten der virkede til at blive taget fra ham. Længslen efter at mærke mere. Handelssønnen lod det dog ikke vise - hvor meget det påvirkede ham. Kun blikket afslørede ham, der blødte op og for at øjeblik, lod længsel skinne igennem det svømmende blik der så perfekt afspejlede det dybe, bundløse hav af hemmeligheder Frederik i sandheden var.

 Festsalen var fyldt med snakkende stemmer og musik. En masse baggrundstøj der heldigvis virkede til at skjule den lille karambolage der var mellem de to unge knægte der begge burde fejres til festen. Støj, der gjorde det svært for Frederik at høre lave sætninger. Ligesom sætningen Leons så strategisk smed efter Frederik da han begyndte at føre Viktor væk. Hvis ikke det var fordi Frederik kunne gennemskue essensen af sætningen ville ordene ikke havde haft nogen betydning for ham. I stedet ramte de ham som en spand iskoldt vand, der fik ham til at trække armen der lå om Viktor til sig igen som havde han brændt sig. Hånden blev stukket ned i lommen hvor den blev knyttet, mens den anden knugede om vinflasken han havde fanget på vejen. Frederik var ikke til mænd, og da slet ikke børn. 
 Frederik fortsatte væk fra festen. Ned af en gang, og til sidst åbnede han døren ind til at større rum med bøger hele vejen rundt langs væggene. Der stod et par sofaer og lænestole rundt omkring, og i den ene ende stod et skrivebord med en tilhørende stol. Rummet var kun lyst op af en brændeovn der knitrede lavt i baggrunden, en væsentlig forskel til festen. 
 " Jeg har det fint.. Bare en jeg.. en gang var venner med... " Mumlede Frederik som han gik hen og smed sig en sofa ved brændeovnen. Flasken fik han hurtigt åbnet og taget et par slurker af. Lorte fødselsdag, lorte Leon, lorte fest, lorte traditioner. 

Så denne Leon var et gammel venskab der synes at være gået itu. "Så han var ikke inviteret?" Viktor rynkede panden - hvordan var han kommet ind hvis han ikke havde fået en invitation? Men det var egentlig ikke essensen af dét Viktor ville spørge om. Er du sikker på at I bare var venner? Hvad skjuler du for mig? Men Viktor sagde ikke noget, og placerede sig på gulvet foran sofaen hvor Frederik havde lagt sig. Ryggen mod sofaen, og denne som ryglæn. Det brune blik hvilede tænksomt på flammerne der gnitrede inde i pejsen, og varmede hans ansigt. 

Han genkaldte hvordan Frederik havde fjernet armen fra ham efter Leons ord havde ramt dem, og hvordan Viktor først havde ladet Frederik gå, mens fødderne under Viktor var standset tvivlsomt, inden han usikkert var fulgt med ham ind i hvad der synes at være en læsestue. 

Viktor trak benene op til sig, så armene kunne ligge hvilende over hans knæ. Fingrene begyndte at bevæge sig stille, som spillede de på fantom tangenter, mens han forsøgte at finde ud af hvad han kunne gøre for Frederik, og hvad i det hele taget han skulle stille op med sine egne forsømte følelser. 

Den unge junker forsøgte dog at ligge låg på tanken om Leon og Frederiks mulige kærlighedshistorie. Det generede ham dog, utrolig meget. Men, Viktor prøvede at minde sig selv om, at bare fordi han selv var til mænd, behøvede det ikke at være sandheden for alle andre mænd omkring ham. 

 Frederik trak blot på skuldrene til Viktors spørgsmål. Han vidste det ikke. Frederik havde ikke selv sendt Leon en invitation, men han kunne sikkert godt han fået en af hans mor, eller søster. Eller måske var han der som en tjener. Påklædning sagde dog noget andet.. Frederik fnøs.
 " Han var sikker bare med som en eller andens skøge. . " mumlede han bittert og tog et slurk mere af flasken. Han var selvfølgelig ligeglad. Han var ikke til mænd, og han var ikke venner med Leon, så han kunne gøre hvad han ville. Hvis han ville være sammen med grimme, kedelige, irriterende, falske prinsesser, så måtte han da det. Hånden om flasken strammede sit greb ved tankerne. 

 Varmen fra brændeovnen virkede til at berolige Frederik og han satte sig mere henslængt i sofaen. Han lænede sig tilbage mod arm- og ryglæn, og benene blev strukket lidt mere frem. Det ene ben stødte mod Viktor, lænede sig mod ham og endte med at blive hængende ved støtten.  Det mørkeblå blik betragtede flammerne. Lod sig betage af deres kærtegn af hinanden. Lod sig falde hen i trygheden varmen gav. 
 " Der' noget ubeskriveligt smukt over dansen mellem flammer. Hvordan de virker til at kæmpe med hinanden, men samtidig omfavner hinanden. Hvordan de ikke kan leve uden hinanden, holde dig selv ved kræfter. " Vinen fik lov til at føre samtalen. Frederik tænkte ikke længere så meget over at det var Viktor han sad med. At der i det hele var nogen sammen med ham.

Hårdt sagt, men det undrede ikke Viktor det mindste, at sådanne grimme ord kunne forlade Frederiks mund. Det var mere bitterheden i stemmen, der fik ham til at reflektere over det korte møde, han var vidne til. De begge havde tydeligvis været lige så vrede over at se hinanden, men hvis de virkelig ikke var venner mere, hvorfor var Leon så dukket op - og hvorfor nagede det Frederik så meget? Viktor var nysgerrig efter at få historien fortalt, men han skævede blot til Frederik, med brynene i en sympatisk grimasse. Måske var det bedste at være uviden for nu. 

Et intens lille gip sendte en bølge gennem Viktor, da han følte Frederiks ben røre ved hans skulderblade. Hans hænder knugede sig svagt, men han valgte at være modig her, omgivet af bøger, hvor de var alene. Med et lille suk lænede han hovedet bagover, så det hvilede lige over knæet på Frederiks ben. Han vendte hovedet langsomt, så kinden mærkede varmen derfra, mens blikket fastholdt Frederiks læber, der osede af fuldmandssnak. Jeg ville kæmpe for dig, tænkte han for sig selv og mente det. Han skævede dog kortvarigt hen til flammerne, da det var dem, der blev omtalt, inden han igen vendte tilbage til Frederik.
"Jeg tænker, du skal tage den lidt med ro med vinen, Frederik," sagde han som en høflig advarsel, men forblev siddende som før, selvom det var anstrengende for nakken.

 Frederik fnøs en smule forsinket til Viktors konklusion. Øjnene gled lidt i, hovedet lod sig falde bagover mod sofaen. Forsøgte at slappe af, lade vinens varmende fornemmelse drukne Leon. 
 " Du tænker for meget, Viktor.. " Brummede fødselaren, inden han tog en slurk mere af flasken. Nogle gange var det fascinerende for handelssønnen, hvor meget der virkede til at foregå inde i det unge hoved. 

 " Har du nogle venner? " lød det lidt ud af det blå, som Frederiks tankerne ikke kunne slippe Leon. Mon Viktor havde en ven han var lige så tæt med, som Frederik og Leon en gang havde været? Tungen gled over fortænderne i overmunden, og det mørke, svømmende blik åbnede sig igen, og kiggede ned på Viktor. Han havde tænkt det før, at Viktor var omkring samme alder som Leon da han første gang havde forsøgt at få Frederik til at øve med ham. Utålmodigt bumpede benet lidt mod Viktor, da han syntes Viktor var for langsomt til at svare. 
 " En bedste ven.. En du bruger så meget tid du kan komme til med?  " tilføjede han lidt mere fjernt kort efter, med hovedet vippet helt bagover og blikket op mod loftet. 

 Det var muligvis korrekt, at Viktor lod tankerne dominere hans sind i overdreven grad, som om de var kræfter, han ikke kunne kontrollere. Hvis han blot kunne slukke for dem et øjeblik, ville han måske ikke være så overvejende omkring, hvordan han præsenterede sig. Men det føltes som om det var for sent at ændre på nu. Tankerne kørte allerede i høj fart og tog hans opmærksomhed som en storm. Et sarkastisk smil spillede på Viktors læber, og udstrålede hans skæve charme. 

 Et fnys, der udtrykte vantro, undslap Viktors næse ved det absurde spørgsmål. Selvfølgelig havde han venner. Måden Frederik fremsatte spørgsmålet på, fik det til at lyde, som om Viktor var en ensom og aparte skabning. Han mærkede det utålmodige puf mod sig, og straks vendte han sig om, så hans blik mødte Frederiks. Armene skubbede sig under fødselarens varme ben, og hagen hvilede let på hans lår.

Viktor overvejede Frederiks spørgsmål. En bedste ven. Det føltes som om svaret lå lige foran ham, men noget holdt ham tilbage. Det virkede pludselig forkert at nævne Frederik som sin bedste ven. Han havde mange gode venner, men ingen af dem syntes at passe til Frederiks beskrivelse; en person, du bruger så meget tid som muligt med. Den beskrivelse passede kun på Frederik.

Han rynkede panden en smule og svarede endelig, 
 "Jeg har mange gode venner, men ud af dem alle ville jeg nok sige, at den person, jeg helst vil tilbringe så meget tid som muligt med..." Han lod sætningen hænge i luften som et kunstnerisk udsagn og tilføjede vægt til hvert ord. "...er dig," tilstod han ærligt, idet han løftede sit blik for at møde Frederiks, afventende på reaktionen.

 Det hele var efterhånden begyndt at snurrer en del for Frederik og øjnene virkede tunge, som om nogen havde lagt sten på den øverste øjenlåg. Det var ikke fordi han var træt - mente han selv - det var bare hårdt at holde øjnene åbne hele tiden. Benet løftede sig lidt ved presset fra hånden der masede ind under ham. Han skænkede det ikke meget tanke. Varmen mindede han lidt om Leon. Hånden knugede sig lidt om flaskehalsen og han løftede flasket op til munden igen.

 Bevægelsen gik dog lidt i stå halvvejs ved Viktors erklæring. Det svømmende blik kiggede pludseligt meget intenst på Viktor. Gled ned over hans krop, eller det han kunne se på måden som de sad. Frederik havde da godt lagt mærke til hvor fint Viktor var begyndt at se ud. Hvor voksen han var begyndt at virke. Og måden adelsknægten sad. Den virkede så lokkende. Men han var jo stadig bare et barn. Næsen og øjenbrynene rynkede sig i en en grimasse er nok bedst kunne beskrives som væmmelse.
 " ... Du jo kun et barn, Vit.. Viktor.." Blikket forblev mod Viktor. Sejlede lidt rundt i hans ansigt og ned over hans krop igen. 
 " Du er alt for ung til mig.. " Mumlede han, mest som en tanke til sig selv og ikke noget Viktor skulle høre. Det var ikke noget han nogensinde skulle høre. Viktor kunne selvfølgelig ikke vide hvad Frederik faktisk havde ment med spørgsmålet.
 " Lad hver med at få sådan en ven.. " Kom det hurtigt efter. Frederik udtryk blev mere mørkt og han blev mere fjern i blikket. Viktor skulle lytte på ham, for der kom ikke noget godt ud af det. 

 Lyden af væske der smurte indersiden af flasken som Frederik havde i hænderne, samt den knitrende dans af flammer fra pejsen var i en øjebliks stund det eneste der kunne høres som en hvisken i det stille læsekammer. Viktors fingre gned afventende mod sofaens fløjsbløde stof, og uundgåeligt blev håndryggen nusset mod undersiden af Frederiks tunge lår. Deres blikke var fastlåst i et intenst øjeblik der føltes som stød mod Viktors hjerte der var begyndt at hamre nervøst ved den uskyldige tilståelse. Det kunne jo betyde så meget. Det behøvede ikke at være i romantisk henseende som Viktor havde ment. Emnet var jo venskab.  
 
 Viktor måtte indånde dybt i et øjebliks forvirring over Frederiks begyndende udtalelse. Kun et barn. Efterfulgt af et blik, der, som han fornemmede det, sejlede ned ad hans krop. Selvom Viktor ikke havde erklæret sin oprigtige kærlighed til Frederik, oplevede han alligevel ordene som en sagte afvisning. Det sårede og skuffede ham på samme tid: hvordan skulle han nogensinde kunne overbevise Frederik om det modsatte? 
 Afvisningen blev efterfulgt af mumlen, og Viktors sind forsøgte desperat at gribe de dæmpede ord, der syntes at blande sig med hans egne larmende tanker. 
"Hvad?" spurgte han nysgerrigt, og et undrende øjenbryn hævede sig. Han prøvede at rekonstruere sætningsfragmentet igen og igen. Du er alt for god til mig, eller du er alt for ung til vin, var hans første tolkning, men i konteksten taget i betragning ... han var ikke sikker.
 
 Men Frederik afrundede emnet med den konklusion, at han burde undlade at skaffe sig sådan en ven. Hvad han præcist mente med det, kunne Viktor kun gisne om. Så, hvilken form for ven talte han om? Det kunne umuligt blot være en bedsteven i den simple forstand, han hentydede til. Viktor rejste sig fra gulvet med et suk, bøjede sig ind over Frederik med den ene arm strakt mod vinflasken i hans besiddelse. Det ene knæ fandt sin plads på sofaen, så Viktor befandt sig i en sårbar position, klar til at vælte, hvis han skulle glide eller skubbes til. Den anden hånd ville nødig forlade sin lune plads under Frederik.

 "Så, Leon var din bedste ven?" gættede han. Ordene forlod ham blidt, for at vise at han var i perfekt kontrol over situationen. Viktor koncentrerede sig om ikke at se på Frederik, mens han forsøgte at snuppe flasken ud af hænderne på ham. "Del lidt med mig," forlangte han.

 De blide, glidende bevægelser mod Frederiks underlår var umulige ikke at mærke, men det berusede sind tænkte ikke yderligere over det, andet end det var ganske behagelig. Benet løftede sig en smule, gjorde bedre plads til hånden og bevægelserne - usagt opfordrede til at det bare kunne forsætte.

 I troen om han havde ytret sine hemmelige tanker som netop det - tanker - løftede han undrende brynene til Viktors hvad, der ikke helt gav mening, så han måtte have hørt forkert. Et lavt, brummende hm? forlod fødselaren i opfordring til at Viktor skulle gentage hvad han havde sagt.
 Viktor sagde dog ikke mere, i stedet løftede han sig lidt fra sin plads på gulvet og lænede sig ind over Frederik i stedet. Det sejlende, mørkeblå blik fulgte Viktor som han kom nærmere og da han greb fat om flasken, strammede Frederik grebet lidt om den. I et øjeblik virkede det som om det eneste lidt der var i rummet, var den luft der var mellem de to knægte. Frederik sank kort, inden Viktor brød stilheden mellem dem og hev Frederik væk fra de underlige tanker.

 " Yeah, for mange år siden.." Flasken blev rakt lidt mod Viktor, inden Frederik trak den ind mod sit bryst så vinen skvulpede, og så på adelsknægten med smalle øjne.
 " Kun hvis det får dig til at tie stille..!" krævede han som pris for at dele vinen han allerede havde drukket en god slat af. Frederik gad ikke snakke mere om Leon. Det kapitel var afsluttet forlængst, og han havde intet at gøre til hans fødselsdag! Han måtte tage en snak med sin fader dagen efter.

Det måtte blive endnu en uløst gåde for Viktor hvad Frederik mon havde sagt, for det var blevet glemt i bevægelserne, og alkoholens stille kram. Forundringen lå stadig om emnet, men hans fokus var istedet på flasken, og spørgsmål om Leon. 

 Hjertet hamrede tungt i brystet på Viktor da hans skygge lagde sig henover Frederik. Og skønt at han prøvede at bevare blikket på vinflasken i Frederiks stædige greb, kunne de mørke øjne ikke undlade at glide nysgerrigt ned til Frederik for at se ham. Måle afstanden og hvad det kunne betyde for dem. for ham, specifikt. Turde adelsknægten, kunne han med lethed sætte sig ovenpå ham, det var blot at løfte benet fra gulvet og rykke sig nogle centimetre. Men Viktor gjorde det ikke, kun hånden listede længere ind under låret da passagen til dette blev åbnet. 

 Så længe Viktor havde ånde til at forme ord i sin mund, kunne han mere eller mindre klare det. Ellers ville stilheden mellem dem sandsynligvis røbe det - derfor var hvad som helst, selv det mest stammende nonsens, at foretrække frem for stilhed. Stilheden ville afsløre ham. Men det, der helt sikkert ville afsløre ham endnu mere, var hans kamp for at overvinde den foran Frederik. 
 "Hmm.." brummede han tænksomt til svaret. For mange år siden.. 
 "Hvad skete der mellem jer?" kom det efterfølgende. Han blev nødt til at vide det. 

 Hvad han troede, var at han fik vredet flasken fri af de lange fingre, men i det samme blev den, som var det kæreje for Frederik, trykket beskyttende ned til hans bryst. Det gav Viktor overbalance, og et forundret gisp blev tilbageholdt som han halvt kom ned at ligge ved siden af Frederik. Skulderen landede i den bløde hynde, hånden knugende på flasken og næserne lige ud for hinanden hvis Frederik drejede ansigtet. Det var en akavet stilling, for hånden skøjtede længere op lige nær ballen af den ældre knægt, og det andet ben var stadig på gulvet, men trykket helt op af sofaen som lå han i ske med den. 

 Hjertet sad helt oppe i halsen, og læberne skælvede kortvarigt. Kinderne brændte - heldigvis var der ingen stilhed takket være Frederik. Viktor lavede et humoristisk udtryk  - som en slags overdreven panderynken hvor læberne var på kanten til at forme et smil. Han lo af adrenalinet, "Du ved jeg sjældent kan tie stille." 

Tankerne hvivlede lidt rundt i hovedet på Frederik, som han prøvede at finde ud af hvad han skulle svare Viktor. For hvad skete det mellem dem? De holdt op med at være venner. De blev uvenner. De voksede fra hinanden.
" Vi ville ha' noget forskelligt.. " Sneg det sig over det spinkle læber, uden Frederik tænkte yderligere over det. Han var stadig igang med at tænke, og havde ikke ment at sige noget endnu.

" Hmpf! " Frederik nåede ikke at tænke yderligere over spørgsmålet, og var på ingen måde klar til at blive fladmast af en adelig. Øjnene spærrede sig op, og overkroppede løftede sig lidt ved trykket i maven. Brynene rynkede sig forvirret, og hovedet drejede sig så han kunne se lidt på Viktor som han nu var noget så tæt på.
" Vilk-it..Viktor, hvad laver du..?" Mumlede Frederik, snublede over Viktors navn, som var begyndt at virke svært at sige. Han blev næsten skeløjet ved at så på Viktor. Han rømmede sig lidt og pressede flasken mod Viktor, selvom det ikke rigtig var til sådan som de lå.
" Urgh... Sandt.. " Lød det lidt overvejende fra Frederik inden han rynkede på næsen og trak hovedet lidt tilbage.
" Måske du kan bruge flasken til at lukke munden.." Lød det mere brummede denne gang, inden han forsøgte at føre flasken hen til Viktors mund.

 Spørgsmålet der hang om Frederik og Leons fortid blev druknet lidt i kampen om at skabe plads i sofaen. Svaret der var blevet ytret, måtte vente lidt endnu, men Viktor havde opfanget det, og ville vende tilbage til dét. Lige nu, var han for optaget af hvor tætte de var på hinanden, og hvor bevidst han var om hånden der var fanget under Frederik. Hvordan den havde nået enden af lårene, og mærkede grænsen til ballerne. Hjertet hamrede.
 "Hvad ser det ud til at jeg laver?" Det var egentlig ikke noget han ville have svar på. For hvad intentionen var, og hvordan det så ud, var to vidt forskellige ting. 
 "Jeg prøver at få fat i vinen.. selvfølgelig." tilføjede han uden at give plads til at Frederik kunne nå at sige andet. Viktor trak vejret en smule anstrengt. Stillingen var uvant at ligge i, og ganske akavet. 

 Uden at bede om tilladelse eller antyde hans hensigt strammede han op i de få muskler, han besad, for at løfte benet, der havde klæbet sig til siden af sofaen. Med betydelig anstrengelse fik han det skubbet under sit eget ben og lå nu tæt op ad Frederik, som en kat, der på forunderlig vis valgte det mest upraktiske sted at placere sig. Det var bedre.. mindre anstrengt. 
 "Nå nu vil du gerne dele ud af din vi-mhf!" Inden han formåede at fuldføre sætningen, blev spidsen af vinflasken allerede ukontrolleret presset mod hans læber. Et forundret lille gisp boblede i hans hals, før læberne omsluttede flasken for at minimere spild. Panden krøllede sig let, mens han kæmpede for at indtage den del af væsken, der truede med at undslippe. Et par dråber legede uundgåeligt på hans krave og plettede den. Viktors frie hånd forsøgte at overtage kontrollen fra Frederik, og et lettet suk undslap ham, da han endelig befriede sig fra flaskens greb efter et par slurke.
 
 "Jeg var lige ved at blive kvalt," brokkede Viktor sig lidt misfornøjet og rømmede sig. Læberne var en smule klistrede fra vinen, men det var svært for ham at gøre noget ved det, begge hænder var optaget.

 Der var alt for mange ting at lægge mærke til lige, til at fødselarens berusede hjerne kunne være opmærksom på andet end det lige foran hans ansigt. Et sted, gemt væk dybt inde bag en tåge af rødvin, lå tankerne om hvor forkert det var, at Viktor var så tæt på. Frederik var ikke til mænd. Viktor var et barn. Han burde have skubbet ham væk for længst. Men det skete ikke. Tanker fyldte ikke nok til at bryde gennem tågen.
" Du fylder.. " blev det mumlet hen over Viktors ord som svar, selvom der ikke blev give tid til han egentlig kunne svare.

 Frederik så til med et underholdt glimt i øjnene som Viktor kæmpede med at sluge vinen han hældte i ham. Det sejlende blik fulgte dråberne ned af den yngre knægts hals, og grebet i flasken løsnede sig lidt, og tillod ville at fjerne flasken.
 " Mh.. så ville du da blive stille.. " brummede Frederik overvejende med blikket mod Viktors mund. Uden antydning slap han flasken og lod fingrene glide over Viktors mundvig for at fjerne et par vildfarende dråber vin. Med tanker der arbejdede på halvt tempo, så Frederik ikke andre måde at gøre fingrene rene på end at sutte dem rene. Læberne satte sig mod dem og suttede vinen af, uden at skænke det en eneste tanke om hvor grotesk en handling det egentlig var.

 Det var uventet at mærke Frederiks fingre mod læberne, og Viktor trak vejret rystende ind. Holdt det, mens hans misfornøjede mimik opløste sig i et af forbløffelse og derefter overgivelse. Et øjebliks ubærlig stilhed lagde sig mellem dem, hvor Viktor følte hvert hjerteslag som var det en nedtælling. Han kunne ikke tage øjnene fra Frederiks læber. Hvordan de omsluttede fingrene, og suttede dem rene. Åndsfraværende slikkede han eftermælet af Frederiks berøring af sine læber i håbet om at smage ham. Det var ikke nok. 

 "Frederik.." sank han tungt. Stemmen hæs. Maven lavede trommehvirvler, mens kroppen reagerede. Benene blev klemt sammen. 

 Viktor vidste ikke hvor noget af dette ville lede hen. Men han overgav sig til Frederik, lidt efter lidt. Mon ikke han var klar over det? Han burde vel vide dét efterhånden.. For selv når de lå så nært, kunne Viktor mærke en påpasselig afstand fra Frederik. Den unge junker vidste, at hvad end han gjorde nu, hver bevægelse han kunne foretage, ville muligvis forstyrre harmonien i dette øjeblik. 

 "Det er dig der fylder.." forsøgte han at beklage, men ordene manglede styrke. Skulle han forsøge at rykke sin fangede hånd op til Frederiks talje? Kramme sig ind til ham. Men hånden blev liggende som en kujon. 

 " Mh? " brummede Frederik med fingrene stadig ved munden, uforstående overfor Viktor lave kalden. Det virkede dog ikke til at Viktor havde mere at sige. 
 " Jeg var her først.. " Frederik trak lidt på skuldrene. Han havde da alt ret til at fylde! Og han boede her endda, det gjorde Viktor ikke. Derfor vred Frederik sig lidt for at få bedre plads. Armene fik sig løsnet lidt og Frederik tog flasken tilbage. Eller prøvede i hvert fald. 

 "Du er beskidt.. " Brynene havde rynket sig lidt, mens blikket stirrede på rødvinspletterne der var blevet efterladt på Viktor krave. Den frie hånd løftede sig for at glide over kraven, inden Frederik gik i stå og blev lidt fjern. De sløve tanker samlede sig, mindede ham om ting han ønskede at glemme.
 Noget så pludseligt skubbede Frederik til Viktor i et forsøg på at få ham væk. Han havde brug for et bad. Udtrykket var blevet mørkt og det var tydeligt noget gik ham på. Så snart han var fri af Viktor, lagde han an til at rejse sig fra sofaen - noget der virkede nemmere i hovedet end i praksis. Han snublede tilbage i sofaen inden han formåede nærmest at vælte ud af sofaen. Hvem havde også fået jorden til at snurre rundt.

 Gnidninger opstod mellem deres kroppe da Frederik forsøgte at placere sig bedre, og Viktor gjorde det samme. Et påtaget, trodsigt fnys forlod hans næse til Frederiks respons. Derfor kunne han godt gøre plads alligevel.. Viktor fik endelig den gemte hånd til sig, efter at den havde dvælet ved Frederiks lår. Flasken, som Viktor havde knuget til sig, opgav han uden kamp da den blev taget fra ham. 

 Viktors blik gled nedad, til det beskidte Frederik hentydede til. Istedet så han den andens fingre glide over stoffet - og han ville ønske fornemmelsen smeltede gennem hans tøj. 
 "Takket være dig." Svarede han igen, med et sigende blik og opdagede ikke til at starte med det fjerne blik i Frederiks mørke øjne.

 Derfor kom det også bag på ham da Frederik skubbede til ham. "Arh!" Udstødte han overrasket og vrikkede kroppen for ikke at falde, men uden held rullede han ned på gulvet med et let bump. 

 Harmonien blev brudt, det var forventeligt. 

 "Frederik, helt ærligt?" Kom det fornærmet fra Viktor. Stakåndet. Han var hurtigt kommet op at sidde, og forsøgte at følge med i hvad der skete med Frederik som lettere tumlet forsøgte at komme op fra sofaen. Lidt vaklende kom han selv op at stå og betragtede sin ven undersøgende. 
 "Hvad er der i vejen?" Hans bryn dansede ind i en let rynken.