Nej-nej, det kan vi godt sige. Tankerne forblev indebores, ingen grund til at træde mere i det, det virkede alligevel til at den unge byvagt ikke kunne finde hoved og hale i det i sidste ende. Men én ting vidste Basil da, han var blevet set an. Det gjorde nu heller ikke noget, det var kun et boost. 

Han holdt humøret opløftet og kigget på sine ellers blandede kort. Skulle han gå med sit halve stik eller en af de de andre når det blev hans tur. Han gjorde sig store overvejelser for dette, i sådan en grad at han ikke gad at bemærke hvordan Stian tvang sine smil fra sig selv igen. "Desuden, i det mindste er jeg ikke alene her inde," grint han let og løftede hovedet og lod øjnene falde sammen i et smil. Det havde selvfølgelig kun hjulpet, at det var Stian og ikke en af de sure, højrøvet, vagter fra tidligere. 
"Knægte?" gentog han og kiggede lidt på sine kort og ærgrede sig en anelse. Han overrakte Stian sine to ens kort. "Begynder held" selvom det næppe kunne betegnes som held, så måtte han da sige om noget. 

"Ehm.. Alle dine... to'er"

 Hvis Stian selv skulle sige det havde han været utrolig heldig med hvilken type person han var kommet til at låse sig selv inde med. Havde Basil ikke været Basil, men en mere tvivlsom person - så havde natten nok hændt sig anderledes. At han skulle sidde og spille fisk med en fange, var nok det sidste han havde tænkt kunne ske. Men i sidste ende var Stian rimelig tilfreds med det - ikke at han var tilfreds over sin fejltagelse; det at han havde gjort sådan en gruelig, utilgivelig fejl ville hjemsøge ham længe. Og selvom Basil virkede harmløs, måtte Stian huske sig selv på at han ikke måtte lade sine parader sænke sig for meget. Alt kunne stadig ske. Hellere være forberedt. 

 "Hm." brummede han, og hævede et vurderende øjenbryn. "Jeg er imporneret over hvordan du kan være så afslappet omkring det." sagde han ærligt, gav ham et kortvarigt, skævt smil. 

 Stian tog med skjult glæde imod de to knægte som Basil havde på hænderne - hvilket betød at han nu kun manglede én mere knægt for at få stik. "Tak - er du en dårlig taber, Basil?" Spurgte han nysgerrigt, og havde et lille glimt i øjet. Ikke at noget kunne indikere at Basil skulle tabe; de var kun lige begyndt. Men han var oprigtig nysgerrig for hvordan den anden opførte sig i spil. 

 "Fisk." sagde han, og kunne mærke at han blev en smule triumferende, men prøvede at lade være med at vise det. Det var ikke fordi det betød så meget. Men at sidde og spille fisk gav ham en hjemlig følelse. Det var lidt som at spille med sin mor.
 

"Huh?" spørgsmålet tog ham uforbedret, og lod skuldrene træk sig "Der er ingen anden måde at tage det på, jeg er alligevel fanget, så hvorfor ikke få det bedst ud af det?" en simpel mand havde simple løsninger. Basil var dog næppe en simpel mand, han tog bare alle de mest simple beslutninger der var. Kunne man forventet af en som ham? At springe over hvor gærdet er lavest? 

Ikke at han var ludoman, havde et behov for at vinde eller lignende, men det var ingen rar oplevelse at give sine knægte væk, det betød blot at den anden havde større chance for at få et stik først. "Det tror jeg nogen vil mene, andre næppe," mens han kiggede efter hvilke kort han skulle fiske op. Han skubbede nogle til siden og tog et op. En dronning. Seks forskellige kort, han skulle enten have held med sig eller virkelige håbe på at kunne få nogle af Stians. 

Basil så afventende på Stian. "Det er din tur, Stian,". 
Der var bare et eller andet ved at sidde og spille fisk. Det var næsten noget man kun oplevede som børn, og her sad to fuld voksnemennesker og spillede det som et uskyldigt tidsfordriv for natten. 

 Stian så vurderende på ham for at se om den anden skulle mene det eller om han skjulte noget. Men Basil virkede oprigtig. "Jeg giver dig ret." Han kradsede uvilkårligt med pegefingeren på en af sine kort, tænksomt. "Men derfor er jeg stadig overrasket." Han havde jo set hvordan andre arresterede kunne reagere.

 "Mhm-hm" brummede han som svar.
At man var en dårlig taber var vel subjektivt. Så hans svar gav meget god mening. Han nikkede opmærksomt, og kiggede interesseret med da Basil valgte et kort fra den blandede bunke. Blikket skævede op til den ældre mands ansigt, og han prøvede at gennemskue om det han havde trukket var godt eller skidt. Den anden havde dog et godt pokerface, og afslørede hverken til eller fra. 

 Nu blev Stian mindet om at det var hans tur, og han blinkede lidt med øjnene for at komme til sig selv.  
"Mhm." Brummede han anerkendende og så overvejende ud. Han havde ikke nogle begyndende stik udover knægtene. Han sukkede mildt.

 "Jamen så.. alle dine 7'ere." Han kiggede på Basil som han sagde det og kløede sig i nakken. 

Stian følte at han skulle sige noget mere.. men han var elendig til småsnak. Hans hjerne ledte efter en ledetråd så de kunne komme i snak om et eller andet der ikke handlede om fisk, eller misforståelser. 
 "Så.. når du ikke sidder her - hvad laver du så i dagligdagen?" Han fugtede sin underlæbe tænksomt, "Du nævnte noget om at du arbejdede for din far og onkel.." ordene hang lidt i luften, og han håbede at Basil ville forsætte.

Basil måtte erkende, han forstod ikke helt overraskelsen af det. Hvad var standarden af ren reaktion for sådan en nat for de andre fanger? Skulle han virkelig opføre sig som en udadreagerende utilfreds gut der ikke havde noget bedre at tage sig til end at besværliggøre andres liv - præcis som byvagterne gjorde. 

"O-Okay" svaret han blot lidt i blinde og tog det ikke så ilde op mere. 
Det måtte Stian da selv om. 

Et let suk forlod ham og han så sig lidt omkring i arresten, det han nu engang kunne se "Er du da en dårlig taber?" eller ville han blot for samme svar igen, at det var lidt alt efter hvem man mente. Men skulle Basil være ærlig, så ville han næppe se sig selv som en direkte dårlig taber, han havde hvert fald aldrig startet et slagsmål over et tab. 

Det gav endelige pote at have forskellige kort "Fisk" en mild tone af glæde var med i det, men var næsten helt ligegyldigt om man var glad for det eller ej. De var kun i starten af spillet og fisk kunne næppe blive så spændende igen, når de kun var de to om at spille det. "Ah" åndede han ud og lænede sig let op mod kanten af sengen med kortene lagt i skødet. "Min familie importere og eksportere silke og bomuld, men vi producere det også til en hvis grad, så jeg får fornøjelsen af at rejse ud og finde samarbejdspartner eller at overværge arbejdet bliver gjort som det skal," trykket på ordet fornøjelse var næppe lige så begejstret som så mange andre ord, men det arbejde var et arbejde. 

"Alle dine.. damer" hvad skulle man være gået med? et es, en dame, en sekser, en otter eller en treer eller syver som før havde givet bagslag?

 Det virkede som om forbindelsen imellem dem ikke var så god. Ikke mindst var det utrolig akavet, men de var også under forudsætningen af at de var låst inde i en celle sammen.. imod deres vilje. Ikke en god start hvis Stian skulle være ærlig - og det var en situation den unge byvagt ikke havde set sig selv skulle sidde i, nogensinde. 

At de to voksne mænd sad og spillede fisk sammen, var blot endnu en mærkværdig tilføjelse til en allerede foruroligende nat. Men Stian tog det at spille fisk over alt andet der kunne have foregået.

 "Hm?" Stian kiggede op fra sine kort, og blev nødt til at overveje den andens spørgsmål. Det var ikke fordi han var en dårlig taber - men den efterfulgte kritik af ham - brød han sig ikke om.
 "Jeg kan ikke lide at tabe." Han byttede lidt rundt på sine kort for at se på dem på en ny måde, og skævede så på Basil igen, "Men jeg ser ikke mig selv som en dårlig taber." Konkluderede han. 

Der blev sagt fisk, og Stian trak et uvilkårligt kort op, der var ikke meget strategi at finde i fisk efter alt. Han gnavede sig tænksomt i læberne, og til sit held fik han en matchende 7'er. Hans bryn løftede sig lidt tilfreds ved det. Og nu blev hans fokus atter givet til manden overfor sig da han begyndte at fortælle om sig selv. "Det virker du ikke synderligt begejstret for?" Gættede han ud fra den andens toneleje, "Men det må da være spændende at rejse rundt." Tænkte han højt og vurderede den anden med et udtryksløst blik. Når Stian ikke tænkte over det og slappede af i ansigtet, kom han tit til at se ud som om at han kedede sig - selvom det sjældent var tilfældet.

 Stian åndede ud og gav sin dronning til Basil. 
"Værsågod." Han rømmede sig lidt og lænede sig tilbage i sin siddestilling. Cellegulvet var ikke just behageligt. "Alle dine - ehm.. 3'ere." 

Et begyndende skævt smil med selvtillidsfølelse var svagt anende på Basil som han hørte hvordan Stian gav sine konklusioner til kende. En der ikke brød sig om ikke at tabe, var en dårlig taber. Det var ikke et spørgsmål om man var det eller ej. Var man ligeglad med om man tabte eller vandt, var man en ikke en dårlig taber. "Aha," brummede han i en udånding. 

Han lod benene blev stukket ud på hver sin side af kortene. Det var vel næsten en indbydende stilling for nogen, men kroppen trængte til at blive strukket selv i siddende position. "Jeg har ikke selv valgt det, det er et familiefortagende," svaret han og så mod Stian med et tavs blik - "Men jo, rejser er fint nok. Men at lave det primære og største del af arbejdet for familie og så ikke få mulighed for at overtage den, gør det ikke så fedt," erkendte han. Basil som ellers aldrig rigtig talte som sin familie lod sig blotte for en ung mand der havde formået at tabe nøglen til cellen. 

Han løftede sine kort op igen og kiggede på dem. Kunne Stian se igennem overfalde siden han havde så stor held med sig. Lidt modvilligt lod han treeren overgå til Stian. "Måske vi har fundet dit spil. Men alle dine...otter?" han tvivlede dog på at heldet var med ham. 

Skulle han være ærlig, ville han nok hellere sove og omfavne sig i tæppet han havde fået med ind i cellen (som nu stod til at skulle deles), men skulle han virkelig stole på at Stian ikke ville gøre ham noget? Han måtte lige overveje det indtil næste runde i spillet. Den unge byvagt havde dog virket til at ville holde sin afstand. 


//Basils kort pt: et es, en dame, en sekser, en otter og en syver

 Stian løftede det ene bryn og så undersøgende hen på Basil der blot reagerede med et simpelt 'aha'. Aha hvad? Han kunne se at Basil trak lidt i mundvigen til et svagt smil - og den unge byvagt blev i tvivl om den anden ikke troede på hvad han sagde. Eller om han blot brummede for at svare et eller andet. Stian lod det lægge.

 Da Basil strak benene frem og nærmest omkransede de rodede kort på gulvet imellem dem, kom han til at skæve, ganske kortvarigt, ned mod Basils skridt. Ikke fordi han så det som værende indbydende eller tiltagende! Men.. når det blev hans tur til at fiske ville han føle at han kom ind på.. Basils område. Stian fokuserede på Basils hænder, og lod som om at det var dér hans blik havde været hele tiden. Han gned læberne mod hinanden. Og var lidt forarget over sig selv.. men man kunne jo ikke altid styre hvor ens blik uvilkårligt kiggede hen. 

 Stian lyttede dog forsat opmærksomt, og interesseret til den andens ord. 
 "Det lyder som om din familie udnytter dig." Svarede han ærligt. Han havde det med at sige hvad han tænkte. "Hvem skal så overtage det hvis det ikke er dig?" Spurgte han for at holde samtalen kørende, men også fordi han gerne ville vide mere om sin cellekammerat. 

 Med et tilbageholdt smil, der kortvarigt dukkede frem, trak han lidt på skuldrende og tog imod kortet fra Basil. "Måske." Han så uskyldigt hen på den anden, men der var et lille glimt af tilfredshed i øjnene. 

 "8'er.." gentog han brummende og hans øjne skimmede sine kort. Han havde en otter givetvis. "Her." Svarede han dæmpet og rakte den anden kortet som han holdt mellem sin pege og langemand.

 Det var virkelig begyndt at blive ubehageligt at sidde på gulvet, og han overvejede lidt om han skulle sætte sig udstrakt med benene som Basil, frem for overskrævs.. men, han var bekymret for at sidde og sætte fødderne sammen med den anden. Så istedet skiftede han bare på sine ben, men forsatte med at sidde på skrævs. 

"Jeg prøver igen.. alle dine knægte." Måske havde han fået en fra bunken. Stian ville bare have sit stik.

Deres dialog var næsten på grænsen til en ensom fængsel-flirt. Han tog sig dog ikke spor af hvordan tingene udfoldede sig, for han så ikke tingene fra Stians perspektiv eller vidste hvad der foregik i det hoved af hans. Kortene spillede sig ikke for ham, det var måske alligevel det vildeste aktion han fik for sig for aften. Kortspillet altså. Ikke Stians uhumske lyster. 

Enig, kunne Basil kun tænke sig til. Han havde vel mulighed for at stoppe arbejdet der, men så havde han heller ikke den indtægt han havde, så det var hans egen skyld, men han ville nu gerne have haft muligheden for at blive familie overhovedet og indtage rollen som den der førte slægten videren. "En af mine kusiner, min onkel og far besluttet sig vidst i, at siden jeg var dels elver ikke rigtig kunne være den rolle værdig," det kom noget så nonchalant ud som noget kunne. Det var første gang han selv havde sat ord på det siden Aaliyah havde fortalt ham at hans mor var halvelver og det gjorde ham til dels elver. Men det var jo ligemeget. Selvfølgelig. Ligemeget. 

Heldet vendte dog kortvarig og han tog glædeligt i mod otterne, han tog sig ikke af at han rørte ved Stians hånd. "Jeg takker," kom det muntert fra ham. "Du kommer til at blive mine hænder, for jeg ligger mig op i... på bænken," sagde han og skævede til objektet der ville brække hans ryg. 

Vingerne blev lagt op mod væggen og han lagde sig på siden, den ene hånd holdt primært kortene, som armen støttede ham i en at hæve overkroppen en anelse op. "Du vil måske ikke have nogen kort eller.." et gab forlod ham og han rystede let på hovedet. "Det er næsten en skam lyset ikke kan slukkes," jokede han. 

 Som Basil åbnede sig op for Stian, sad han og kiggede forundret på ham. "Det er jeg ked af at høre." Kom det dæmpet fra ham, og han fik også udvist en smule sympati i stemmen for den anden - han havde dog ikke lagt mærke til at manden foran ham havde elver i sig; hvilket kunne skyldes vingerne der tog meget af opmærksomheden. "Det virker ikke til at være en retmæssig grund at fraskrive dig den rolle.. på grund af sådan en ting." Stian så på Basil - som ordene flød, lod det ikke til at påvirke den anden så meget som det måske burde - men måske underspillede han sine følelser for emnet. Stian kunne dog ikke gøre sig klog på det og valgte at tage det for hvad det var Basil gjorde det til.

Stian skulle til at fiske, da Basil kravlede op i sengen, og han så på kortene i sine hænder og så til ham.

"Er du træt? Vi kan også godt stoppe spillet." Svarede han roligt og betragtede den anden fra sin plads på gulvet. Han kom stift op at stå for at få den ømme fornemmelse væk. Og stod så ellers lidt overvejende til hvad hans næste skridt skulle være. Han havde hænderne i siderne og kiggede rundt i cellen. Der var ikke engang en stol man kunne sidde på - kun sengen.. som ikke engang fortjente at blive kaldt en seng. Den så langt fra behagelig ud, men var sikkert bedre end gulvet. Han havde dog ikke nogle intentioner om at ligge sig i sengen med en fremmed mand.

 Efter lidt eftertænksomhed, skubbede Stian bunken med kort til siden, og placerede sig på gulvet, ud for sengens fod-ende med ryggen opad den. Det måtte være sådan han skulle sidde og slappe af. Det ene ben var udstrakt, og det andet trukket en smule op til ham.

 Lyset ude fra "kontoret" var stadig oplyst; hvilket ramte cellen og derfor aldrig helt mørklagte denne. Han sukkede lidt og lagde hovedet tilbage hvilende på den meget tynde madras og lukkede øjnene kort - ikke for at sove, bare for at slappe af.
 

Han gav et enkel lille grin fra sig; "Det og mine vinger var måske problemet, men de vidste længe før jeg gjorde, at kvinde min far ægtede sig med, at hun var halvelver. Hun snød dem sgu," det var vel bagvendt karma. Det hele var taget i en forkert rækkefølge, men det havde alligevel formået at bide dem i røven. Tænk at kunne lade sig snyde af en halvelver ind i et ægteskab og et barn. At Basil så var dette barn, det måtte man så tage op med sig selv om det var godt eller skidt. 

Men at Stian alligevel gav sit besyv med sig og virkede oprigtig i hans stemme, ændrede det ikke just på udfaldet for Basil. Han havde levet med det i 32 år af sit liv, det eneste gode ved det var vel, at han kunne næsten se sin familie blive ældre længe før han blev ramt af alderdommen i det fysiske træk. 

Basil kiggede på Stian og trak forkrampet på sin ene skulder; "Jeg har brugt det meste af min dag herinde, alt andet ville vel være underligt", han havde ikke haft mulighed for at sove tidligere, for de andre vagter gjorde sit for at larme og nyde deres dominans og magt for at forstyrre et andet menneske. Men han lod kortene falde til jords og han fulgte blot med Stian og så hvordan han valgte at tage plads for fodenden af sengen på gulvet. Lidt overvejende om hvad han helt præcist skulle gøre med det, var svært at sige, men nu havde den lyshåret vagt været noget så betænkelig over for Basil, så han måtte vel hellere vise sig fra sin bedste side: "Der er..ehnm... plads til dig .. hvis det er," det var ingen rar sætning at sige, og ansigtet fulgte med i den ubehag der var at sige det. Det ville næsten blive en tætliggende nat, men de skulle vel begge have en nogenlunde nat ud af det her. 

 Stian kom med et lille fnys gennem næsen for at spejle sig i Basils humør. De blev i hvert fald snydt, hans familie. Han nikkede lidt som svar med et næsten ikke eksisterende skævt smil. Stian skævede kort hen på de finurlige vinger der prydede Basils ryg da de blev nævnt.
  "Vingerne.. er de elviske?" Han lagde hovedet på skrå, uvidende om det var grænseskridende for den anden at snakke om dem. Men Stian mente bare at han ikke havde set elvere med vinger. Så måske Basil også havde noget andet i sig? 

 "Selvfølgelig." Svarede Stian imødekommende til Basils kommentar om at have siddet i cellen længe. Det gav kun mening at han var træt. At de havde spillet fisk var vel mest for Stians skyld. "Tak for spillet. Som man siger." Han trak mundvigen op i et lille sammenklemt smil. Ikke at der var kommet nogen konklusion på deres spil - men det var god tidsfordriv.

 Den unge byvagt kunne høre bag sine lukkede øjne hvordan Basil vendte og drejede sig for at ligge sig til rette. Stian selv, sad og rystede meget lidt grundet kulden, men prøvede at udholde det. Han blev dog meget overrasket over at høre det næste Basil foreslog. Han drejede hovedet langsomt mod den anden - og så på ham med et udtryk der udviste stor forvirring. Hans blik gled undersøgende ind i mandens for at være sikker på at han havde hørt rigtigt. "Øh.."

 Uden at sige mere, vedblev hans blik i Basils, og han missede kortvarigt med øjnene. Han kunne godt se at den anden ikke nød at spørge ham om det. 
 De fyldige læber blev igennem gnavet lidt usikkert i, før han så sagde selvopofrende, "Nej nej. Det er fint. Jeg sidder fint her." Lød det roligt fra ham, men hvor det meget kort kunne høres i stemmen at han frøs. Han satte sig til rette op af sengen igen og lukkede øjnene. Og sank en lille klump.

Den vinge som lå øverst for sig, bukkede sig let henover Basil som han kiggede på den. "Det tror jeg ikke, tror bare jeg var heldig at blive født med vinger, men bare rolig, min mor født mig ikke med vingerne, de kom først senere," selvom det nu kunne have været en noget så fascinerende indgangsvinkel. Men alligevel ville han heller ikke forestille sig sin egen fødsel ud af sin mor, så han blinkede tavlen ren. Men det var alligevel ret interessant at opleves andres interesse for vingerne som de var noget særligt og unikt. Vinger var lige så meget en evne som nogen kunne læse tanker, tåle kulde, se fortid for objekter. 

Men venligheden stod tydeligt i byvagten, noget som Basil på sigt lærte at værdsætte for natten. De var ikke venner, men det var ikke en træls en at være låst inde med. Tvært i mod. "Selv tak, jeg tænker det er godt vi stoppede det nu alligevel, vi skulle jo nødig se hvordan jeg ville have det med at tabe i fisk," lo han let over dumheden i det. Tænk hvis han havde været en dårlig taber i FISK af alle spil. Et spil som ikke havde nogen mulighed for stategi eller planlægning. Men spillet var mere for tidsfordrivelsen skyld, så .. godt det ikke fik en ende for sig. Kortene lå dog på gulvet, så Stian kunne altid spille med sig selv.

Det spørgsmål, som måske var en påmindelse om deres tidligere samtale evne, lå kvælende i luften og ventede på en form af svar. Basil ville ikke være afvisende over for at dele pladsen, men han ville ikke juble over det. Men de skulle jo begge overleve nattens kulde. "Okay, ellers er der plads og det er en måde at holde varmen på for natten," Hvorfor skal du dog nævne det Basil? Er du ved at blive gak. Han lukkede øjnene hårdt i og fortrød sine ord så inderligt. Det var ikke hvad han ville tale om, men han ville bare sove nu - gid han var typen som bare sov som han lagde hovedet på madrassen eller puden. 

 Stians øjenbryn bevægede sig en smule forundret ved det Basil fortalte. Så vingerne var ikke elviske, og vingerne kom først senere efter hans fødsel. Et svagt træk i mundvigen af utilfredshed over at forestille sig Basils fødsel kom til overfladen, og ligesom Basil, forsøgte han at blinke tavlen ren og få tankerne hen på noget andet. 
 "Fascinerende." sagde han roligt, og mente det. Vingerne var mystiske, flotte og han var særdeles forbløffet over at det overhovedet kunne lade sig gøre. Men der fandtes så mange forskellige slags mennesker og væsner med evner der gik ud over Stians fantasi. "Så de voksede bare på dig fra den ene dag til den anden?" Spurgte han med tilbageholdt nysgerrighed uden at virke alt for opstemt over emnet. Han skævede op til ham fra sin siddestilling, og hvilede armen på det ben som var trukket op til ham. "Flyver du også?" det var måske indlysende. Vingerne var nok ikke bare til pynt.

 Den unge byvagt skar en lille grimasse over det komiske ved det. "Ja, det finder vi nok aldrig ud af nu." svarede han, og havde selv en snert af latter der var på grænsen til at snige sig frem. Den var dog dæmpet, og næsten ikke til stede. Men den kunne mærkes. 

 Stian lyttede, forstod, og gav ham bare ét kort nik som respons. "Mhm." brummede han med et lille suk. Hans kæbe strammedes en anelse, og for at vise at han kunne varme sig selv, lagde han armene over kors, hvilende på sin brystkasse. Han behøvede ikke at komme op til Basil under tæppet.. Han sank en besværet klump i halsen. Det var meget venligt af den anden, at ofre sig sådan; men det sidste han havde lyst til, var at ligge og putte med en anden mand, i en alt får dårlig seng, i en kold og klam celle. Han åndede tungt ud af næsen og hans ben gjorde et lille utilpas ryk. 

 Basil sagde ikke mere, og havde lagt sig ned, kunne Stian se ud af sin øjenkrog. Og nu sad den unge byvagt bare og stirrede frem for sig. Overvejende. Kulden var virkelig slem, og han havde kuldegysninger i nakken og op ad benene. Skulle han virkelig sove her på gulvet, og vågne op som en forfrossen pind imorgen tidlig? hvis han da overhovedet vågnede. De fyldige læber gned sig på hinanden, og han så opgivende frem for sig. 

Det kunne vel ikke være anderledes..

 Modvilligt sukkede han højt, og klaskede sig på lårerne som han kom op at stå. Han kravlede op i sengen, usikker på hvor han kunne ligge sig, og forsøgte ikke at ligge sine hænder på manden under sig. 
"Så ryk dig lidt.." lød det under hans suk, og han så beklagende ned på Basil. 

Det var alligevel mange spørgsmål som kom til overfalden, som byvagten aldrig havde oplevet eller haft mulighed for at få sine spørgsmål besvaret før. Det var næsten overvældende og et forkert tidspunkt. Basil kunne ikke kontrollere trætheden i sin stemme som en sneg sig op på ham. "Nej, de lå gemt i mig, de krævede chakra kontrol at få ud, så det hjalp min mor med, ikke at de vidst jeg havde dem. De er siden vokset med mig i størrelsen," fortalte han og kunne næsten høre sin egen snøvlen i ordene og et gab som trængte på. "Ja, jeg' flyver, men jeg kan også træk dem ind i mig, det er blot en smertefuld oplevelse," selvom han havde gjort det så mange gange, var smerten lige ulidelig.
Men kunne der komme flere spørgsmål til emnet nu eller var alle sten blevet vendt? Selvfølgelig havde han undladt at fortælle om han kunne kontrollere sine fjer, måske han burde have gjort det - men ville Stian havde løsladt ham for at have hjulpet dem ud? Han virkede som en regelryttende byvagt og det var nok meget at bede om i sidste ende. 

Men han var blot faldet let hen, som han fik en kommentar om at rykke sig. Han lå så tæt op ad væggen som muligt og strakte benene for at gøre plads til Stian. Man Stian måtte leve med, at en arm nok faldt over ham, siden de alligevel skulle dele tæppe for natten. På den lyse side, var Basil storeskeen. 

Så snart de havde fået lagt sig begge til rette, ville han nok falde i søvn som intet var hent og bare knuge sig ind til Stian. Lagde sit hoved hvile mod hans baghoved og ikke have en erindring om at det var altså en mand som lå foran ham. Drømme havde vel evne for at spille et lille puds med en. 

 Stian lyttede bare med opmærksomt og interesseret til det Basil fortalte, med en stemme der voksede sig mere og mere træt. 
"Nå sådan." svarede han venligt, med et lille nik og skævede over til vingerne. Det var måske også derfor at han ikke havde taget dem ind nu - for de kunne godt se ud til at være lidt besværlige at ligge med, men Basil måtte være vant til. Ja, selvfølgelig var han vant til det. Stian ville egentlig gerne høre mere om det, men tav da han kunne høre den anden snøvlede en smule i ordene. 

 Da Stian var kravlet op i sengen, behøvede han heldigvis ikke at stå på fire henover Basil ret længe. Han rødmede lidt over den dumme situation de befandt sig i, og håbede virkelig at dette var sidste gang noget lignende ville ske. Stian rykkede benene så Basil kunne fjerne sine egne ben og gøre plads til ham. Langsomt løftede han tæppet for at ligge sig under det - bange for at gøre en forkert bevægelse - og skuttede sig en anelse til rette. 

 Med det samme han havde lagt sig, røg Basils slappe arm over Stian i et lille kram. Eller Stian tolkede det i hvert fald som et kram. Den unge byvagt stivnede og holdt vejret i et par sekunder for at vurdere om det var med vilje fra Basils side af eller om det blot var sket i søvne. Den andens vejrtrækning var tunge, og Stian konkluderede at han sov. Han vidste også at siden det var en enkeltmandsseng, var der ikke rigtig plads til at ligge på andre måder. Så modvilligt lod han armen ligge om sig; det var vel egentlig også med til at varme ham lidt. 

 Som Stian havde forudset, var sengen ikke behagelig. Han var sikker på at han ikke ville sove hele natten grundet Basil der trykkede sig ind til ham i søvne, og hans eget bankende hjerte. Det hele var absurd, og fjollet. Pokkers til nøgle, han absolut skulle tabe. Stian lagde sine arme over kors for at ligge sig bedre til rette - men kom til at stryge Basils hænder ved bevægelsen. Det fik ham til at stivne lidt igen, og puffe den andens hånd lidt længere ned til taljen istedet, så deres hænder ikke mødtes igen. Han sukkede lidt opgivende og kort efter sov han. 

 I løbet af natten havde Stian vendt sig om, så han lå med fronten til Basil. Han havde den ene arm under Basils hovede, og den anden arm lå knugende omkring hans talje. I løbet af natten havde han skuttet sig en smule længere ned, så hans eget hoved lå under Basils hage, og ansigtet var gemt ind til mandens kraveben, med de fyldige læber presset mod hans hud. Deres ben var viklet en smule ind i hinandens - og ingen af dem havde nogen som helst idé om det.

Alister var mødt tidligt ind den følgende morgen. Det var altid god skik for den første byvagt der overtog fra nattevagten at tjekke arresten, og han gik muntert og fløjtede for sig selv, som han begav sig ned af trinene mod cellerne. Han var oftest irriterende morgenfrisk, hvilket gik både ud over rekrutterne i træningsgården og drukkenboltene og slagsbrødrene, der havde fået lov til at spendere natten i tremmeburet.

Med vilje larmene med støvlerne på gulvet, begyndte han også at banke lidt på tremmerne for at vække de eventuelt sovende op, men han stivnede øjeblikkeligt, da han nåede hen til at kigge ind i cellen hvor der lå ikke en men to personer, tæt sammen. Og den ene af dem var iført byvagtens uniform!!

"Hvad I alle guder-" Udbrød han og blev derefter underligt tør i munden, da han genkendte det lyse hår og skikkelsen på manden. Hvorfor- hvordan .. Stian kunne da aldrig finde på? Og så med en indsat i arresten?
Sergenten, som ellers ofte havde en kvik bemærkning, kunne pludselig ikke få et ord mere frem..

Måske han i sidste ende var en som faldt i søvn, som han så en pude. For han havde han kun fået gjort plads til Stian før han igen faldt hen. Hvad der ellers helt præcis foregik, vidste han ikke. I hans forstand, drømmeland, var det en kvindelige person som skubbede rundt på ham, flettet sine ben ind med ham og lå med hovedet under hans hage. Det var alt i alt en god nat. 

Kulden var ikke til nogen gene, måske var det dét, at de lå så tæt og kært de som gjorde. Han knugede vagten ind til sig. Det var en rar oplevelse, for det var behageligt. Men behageligheden varet kun ved så længe. 

Rumsteren der forekom fik langsomt vej ind til Basils drømmeland. Men selvom han forblev i drømmeland, var det væk med et puf. En stemme udefra hev ham tilbage og han vågnede med et sæt og fik med et, uden at ænse hvad der skete for sig, skubbet (eller snarer smidt) Stian ud over sengekanten. Han fik samtidig hevet sig selv hurtigt op i siddende position og så skræmt frem for sig. Hvorfor lå vagten sådan med ham, hvorfor lå DE sådan? 

 Kulden kunne slet ikke mærkes i sidste ende da de to mænd havde ligget op og ned ad hinanden hele natten. Tæppet var trukket godt op om dem, og Stian havde sovet ganske udemærket egentlig. Taget situationen i betragtning. Der var en begyndende larm i arresten, som generede Stians søvn, og der så småt begyndte at ruske ham ud af drømmeland. Han brummede træt, og gengældte Basils knugen i sin halvvågne tilstand - indtil han ikke længere gjorde. 

 En chokeret stemme, samt et voldsomt skub fik meget hurtigt hevet Stian til at gå fra at være halvdøsig, til lysvågen i ét væk. Forskrækket, og omtumlet gled han ned fra sengen med et hvin og så fra Basil med rynkede bryn, "Hvad sker der??" Spurgte han opmærksomt, med en hvis fortørnet tone i stemmen. Stians blik flakkede rundt for at forstå hvad der dog i alverden var sket siden at han skulle skubbes på den måde. Hans blik gled forbi tremmerne hvor han perifert så at der stod nogen, og da det gik op for ham, hvem det var.. vred han hovedet tilbage.. og mødte Alisters chokerede blik. 
 
 "SERGENT." lød det højt, og forlegent fra Stian i det han skød op at stå og gjorde honør til ham. Han lagde armene stift ned af sine sider igen, og rømmede sig. "Det var ikke.." han skævede mod Basil, og så fortvivlet, men seriøst på sin sergent med røde kinder. "Det er en misforståelse." 

Af alle personer der skulle opdage dem... var det selvfølgelig Alister. Stian sank en hård klump i halsen og ville ønske at gulvet ville åbne sig op og sluge ham. 

Det var slet ikke til at forstå for Alister, hvad der skete. Først og fremmest: hvorfor var Stian inde i cellen? Den så ganske lukket og låst ud, som den jo burde være, men det forklarede slet ikke hvordan det var sket..

Han så, hvordan begge mænd, som han fik vækket dem, fik frygteligt travlt med at komme på afstand af hinanden, og et mørk udtræk gled over sergents ansigt. De vidste tydeligvis, at de var blevet taget i noget, de ikke burde have gjort.. og to mænd burde aldrig ligge så tæt! Han skyndte sig at skubbe mindet om Stian ved sidste midvinterbal meget kraftigt ud af hovedet. Han havde jo været fuld!

Måske den menige havde været i flaskerne igen? Der var kun en måde at finde ud af det på..

Alister rømmede sig kraftigt og forsøgte at få ordene frem igen: "Hvad er der dog sket her! Hvorfor er De i cellen, menig Hwan?" Spurgte han og forsøgte at lyde som den strenge overordnede frem for en der var .. jaloux?