Ah, Det var ikke dét Romeo havde ment, omend det sagtens kunne forstås på den måde Fabian havde tolket det. Mere kendt, som i.. at folk ville vide hvem han var, hvis de så ham. En kendt skøge. Men Romeo lod det være som det var, og lod som om at det var dét han havde ment, fremfor det andet, og nikkede let. "Hmm, Ja så." brummede han eftertænksomt, og følte pludselig det utrolig svært at samle op på emnet. Han misundede lidt Fabians.. løse tilgang til tingene. At han var så imødekommende, og sikkert kunne tale om det meste uden nogen form for bekymringer. Sådan havde han da i hvert fald været dengang. 

 "Jeg klager ikke." svarede han til den drilske kommentar med et træt smil og løsnede sin rodede hårknold, der alligevel ikke var særlig nydeligt sat op, så lokkerne dalede bølget omkring hans ansigt, og han ruskede kort op i dem med hånden. Præsten forsatte med at lede nede i kistens dyb og fandt endelig frem til en strikket uldsweater, i en grålig farve han sjældent gik med. Den kunne måske gå an, tænkte han med et lille nik og betragtede Fabian fra hvor han sad. Det var så.. underligt at have ham i sit hjem. Romeo havde sjældent, hvis aldrig, nogen gæster i sit hjem. Det var for risikabelt, men så længe Fabian ikke begyndte at vandre rundt i hans hjem, men blev siddende på sin popo, kunne det måske ikke gå helt galt. 

 "Her - se om den passer." sagde han da han kom hen til Fabian, og rakte den til ham. Blikket gled henover barndomsvennen. De var vidst rimelig nær i kropsbygning. Så, den ville højst sandsynligt passe. Uhmm, han kunne mærke det kriblede lidt akavet i fingrene på ham, og et mildt suk forlod hans læber. Hvorfor havde han taget ham med hjem? "Er du sulten?" spurgte han så som det næste - det var umiddelbart hvad der lige faldt ham ind.

Det var en næsten underlig trykket stemning over at Fabian havde betrådt præstens bolig, men det var alligevel også en stemning som Fabian nægtede at tage sig af. Hvis det var noget der generede Romeo, så kunne han have ladet vær med at invitere Fabian med sig hjem. Desuden var Fabian stadig nysgerrig på hvad i alverden han havde gang i.
Han tog fat i den tilbudte trøje. Ikke noget han i de fleste tilfælde ville gå i, men det ville vel gå an.
”Det kommer an på om du har noget godt,” sagde Fabian med et drilsk smil, inden han begyndte at trække uldtrøjen over hovedet. Den var væsentlig varmere, og med varmen, så kom også noget af trætheden alligevel tilbage til ham. Han havde også efterhånden været vågen i rimelig mange timer, og han måtte kort gemme et gab bag hans hånd. ”Virker til at vi har samme størrelse i det mindste,” indrømmede han som han glattede den lidt ud. Aldamar ville i den grad grine af ham, hvis han så ham lige nu, men fyrstesønnen havde trods alt ikke været i Dianthos i et stykke tid, så mon ikke også det gik? 

Romeo støttede sig til stoleryggen frem for at tage plads ved siden af den ubudne gæst. Ubuden var han jo sådan set ikke, men tanken kunne ikke lade være med at spores flygtigt derhen. Alle gæster i Romeos hjem var ubudne, om de så var inviteret eller ej, selv Phillippe. Og alligevel, var han blevet fanget i situationen, og hans gode hjerte, at hans bolig kortvarigt var blevet til en kaffestue. Det kunne der ikke gøres så meget ved nu. Skønt Romeo ikke ville indrømme det, kunne han ikke lade være med at føle sig nostalgisk, og en følelse af savn spirrede frem, når han så på barndomsvennen. Blikket hvilede fortsat på ham, mens han kom i trøjen, og dukkede så frem med hovedet på ny. Måske var det ikke Fabians stil til hverdag, men.. det gav ham et mildt udtryk at have den på. Mere, hjemlig, og knap så.. skøget. Hvis det var en ting, altså. 

"Jeg troede ikke jeg skulle sige det her, men den klæder dig faktisk." sagde han med et prøvende smil, en smule beklemt, og skubbede sig ud fra stolen så han ikke stod og dvælede for meget. Og så passede den heldigvis. 
"Selvom, du lidt ligner en bibliotikar." tilføjede han ved nærmere eftertanke med et dæmpet grynt - et forsøg på at være morsom. Givetvis, en bredskuldret og muskuløs bibliotikar. Mundvigen trak sig op i skyggen af et smil fra noget han engang var - en fjollet seksten årig, men da han vendte ryggen til Fabian og gik mod køkkenbordet, falmede smilet svagt, og det trætte udtryk hang lidt over ham som en mørk maske. "Det hurtigste er brød, og ost. Æbler." gjorde han den anden opmærksom på, og vendte sig rundt, støttede sig op ad bordpladen imens han så den anden an, blikket var dog ganske imødekommende, omend en smule brugt. 

Fabian hev lidt fast i trøjen for at se på den, da der blev kommenteret at den klædte ham, og et lidt undrende udtryk i ansigtet. Det var ikke lige hvad han havde forventet ville klæde ham, men på den anden side. Det var det meste der alligevel klædte ham. Han havde haft det på der var værre trods alt. Og så kom den ekstra kommentar, og også Fabian kunne stoppe smilet der spredte sig på hans læber.
"En bibliotekar simpelthen? Så må jeg være den bedst udseendet bibliotekar i miles omkreds," pointerede Fabian med et smørret smil. Han var ikke bange for at komplimentere sig selv, og det var tydeligt at hans selvsikkerhed stadig var som dne var alle de år siden. Hvor meget man havde lyst til at lægge i om det var reel selvsikkerhed eller bare en front, det var op til den hver enkelte, selvom han vidste selv at hans udseende var en af de ting han godt kunne være stolt i. Han kunne formskifte, men han behøvede det ikke.

Mad var vel mad, og Fabian kunne godt mærke at han mave knurrede lidt. Det var nok et stykke tid siden at han havde fået et måltid, og selvom han sjældent blev nødt til at vælge måltider fra, så hendte det trods alt stadig. "Brød og ost er fint," lød det alligevel fra Fabian, som han studerede det meget trætte udtryk i Romeos ansigt. "Du ligner dog også en der burde sove, eller stikker der måske noget andet under?" Der hang så mange spørgsmål i luften og Fabian kunne kun begynde at italesætte de færreste af dem.

Romeos smil hang let melankolsk ved Fabian som kommentaren forlod hans gamle vens læber. Det var forbløffende, hvor lidt den anden synes at have ændret sig. En kontrast til hvor forandret Romeo mente han var. Kunne han overhovedet ane en skygge af den person, han engang havde været? Hans nu fyldte for meget. 
"Du har ikke ændret dig." konstaterede han sagte og sugede nostalgien til sig, så længe han kunne. Men det har jeg desværre.

Den lille bestilling på ost og brød faldt, og Romeo vendte sig rundt for at forberede det til Fabian. Det tog ikke lang tid, han smurte brødet med lidt gedesmør, og placerede derefter osten ovenpå. To skiver, men Fabian kunne altid bede om mere, var han mere sulten. 

"Livet er ikke en dans på roser, Fabian." belærte han den anden med en stemme, der klang som om den bar århundreder af erfaring. Romeo vidste, at han ikke behøvede at lære Fabian noget om livet. Hvis nogen vidste, hvad livet kunne byde på, så var det Fabian - et menneske, der havde lært at danse med det på trods af alt. Alligevel var svaret en undvigende manøvre, der holdt dem fra at tale om Romeos egne kampe og indre dæmoner.

Han rømmede sig dog lidt, og trak svagt på smilebåndet for at undskylde den lidt underlige kommentar. Tallerkenen blev placeret foran Fabian, og Romeo overvejede om han selv skulle sætte sig. Tøvende fik han sat sig og skævede lidt tænksomt væk fra ham. 
"Jeg har nok bare lidt for meget på min tallerken. Det skal nok ordne sig." løj han både overfor sig selv og Fabian.

Som der blev noteret at Fabian ikke havde ændret sig, så kunne Fabian alligevel ikke helt lade vær med at blive mindet om hvor meget der havde ændret sig under overfladen. For på visse punkter ændrede han sig aldrig. Han ville nok altid have selvtilliden i sig selv, men han var ikke den samme helt ubekymret knægt han havde været dengang, men en ting ville ikke ændre sig, og det var at han ikke var villig til at prakke andre på hvad der gemte sig under det hele. Han var mere tilbøjlig til at skifte emne når det blev for dybt. Aldamar af alle vidste det.

Han skulle da også lige til at pointere at en skøge i Dianthos burde vide bedre end de fleste hvordan livet ikke var en dans på roser, men ligeså hurtig som han skulle til at åben munden for at sige det, ligeså hurtig havde Romeo virket udtryksmæssigt som om at han havde trukket det i sig igen.

Fabian tog imod tallerkenen og tog en bid af det. Ikke noget vidunder af mad, men han kunne godt mærke at han var blevet sulten henover natten.
Han lænede sig lidt overvejende tilbage da Romeo pointerede at det nok skulle ordne sig med tiden. Han kendte den måde at vende tingene på. "Nu skal jeg jo næppe blande mig i tingene, men man kan ikke helt lade vær med at have nogle spørgsmål når ens barndomsven dukker op ud af det blå efter så mange år," pointerede Fabian, men for nu så pressede han ikke mere på. I stedet for fokuserede han på at spise maden der var foran ham. 

 I alle disse år havde Romeo levet i blind tro om risikoen for at løbe ind i fortidens genfærd var meget, meget lille. Havde han brugt lidt mere tid på at gennemtænke en mulig historie der kunne dække over sandheden, ville han ikke sidde i krydsforfør hos sin barndomsven, som han ikke kunne vinde. Ved Isari hvor var han vedholden. Romeo sad og stirrede lidt på Fabian, et langt hvileløst blik der ikke rigtig så på ham, men igennem. Som hvis de utallige undskyldninger, og svaret lå gemt bagved ham. 

 Fabian skulle ikke blande sig. Men manden foran ham havde en pointe. Ville Romeo ikke have haft det på samme måde hvis rollerne var byttet om? Jo. Kunne han indvige sin barndomsven i hemmelighederne, nej. Blikket blev tvunget væk fra Fabian og stilheden lagde sig atter over dem. Han granskede over hvordan han kunne forsvare sig selv. 
 "Det er et familie-anliggende." Stemmen var mild, en smule affejende. Hvad mere kunne han sige. 

 Romeo rynkede panden, og en skyldfølelse skyllede hen over hans grønne øjne. Havde han ikke forladt byen, kunne Fabian, og alle andre han holdt kært, have været den næste der skulle bløde under hans forbandelse. Den mørke sult under fuldmånens skær han ikke kunne kontrollere. Han bed sig i indersiden af kinden, og lænede sig tilbage i stolen. Overvejede sine ord inden han forsøgte at finde Fabians blik. "Jeg gjorde det jeg mente var bedst. Undskyld, Fabian." Undskyldningen var dybfølt og ægte. Han ville undskylde igen og igen, kunne det lette på hans ødelagte samvittighed. Men det var der nok intet der kunne. 

Fabian lod Romeo gumle på det. Lod ham selv overveje om han havde dårlig samvittighed over det eller ej, som Fabian selv fik spist hvad der var foran ham, i en ufattelig ro. Han prøvede virkelig ikke at være den til at grave fortidsspøgelser frem, men der var visse ting selv han ikke kunne være immun overfor. Gamle venner, eller nok nærmere gamle mysterier, som hans teenage jeg aldrig havde fået svar på.

Hans blik mødtes Romeo, som undskyldningen faldt over præstens stemme. Han kunne mærke hvor dybt Romeo følte det, men det var ikke et svar på de spørgsmål der var blevet åbnet, og det var ikke fordi Fabian følte han havde behov for en undskyldning. Han var selv en der var løbet fra deres samfund, men han følte sig ikke skyldig over det.
"Det er næppe mig du skylder en undskyldning til," indrømmede Fabian. "Måske nærmere din familie?" tilbød han, velvidende om at Romeo nok ikke ligefrem ville snakke om dem. "For hvis det er et familieanliggende, så er det vel dem der gerne vil snakke med dig? Jeg er nysgerrig fordi det allerede satte hele samfundet over enden som du forsvandt." Men det var tydeligt allerede nu at Romeo ikke havde tænkt sig at svare, uanset hvor meget et svar Fabian gerne ville have. I stedet ende så havde det vel heller ikke n ogen indvirkning på Fabian og hvem han var i dag. 

 Hænderne foldede sig i skødet på Romeo, småsvedige fra fortidens sammenstød. Læberne pressede sig sammen i noget der mindede om et smil til sidst, men det nåede ikke hans grønne øjne. Han skyldte så mange undskyldninger efterhånden, sådan føltes det. Det var nok sandheden. Romeo var en løgn i sig selv. 

 Du har altid været så pokkers nysgerrig. 
"Mhm," brummede han svagt, og strammede hændernes greb, selvom udtrykket i Romeos ansigt ikke fortrak en mine. "Det er nok bedre at de tror at jeg er død." kom det lavmælt fra ham. En tanke der skulle være forblevet en tanke - for modsagde det ikke hans tidligere påstand? Det var problemet med løgne, de var sværere at holde styr på end sandheden. Præstens bryn ændrede sig til en rynken, mens han pressede med pege-og tommelfinger på næseryggen. Næsen undslap et langt træt fnys, tydeligvis ikke klar over modsætningerne i de ting han fortalte. Ved Isari, hvor var han træt.  

 Blikket lagde sig stilfærdigt på Fabian, betragtede ham spise maden. Skuldrene spændte sig forsat stift op på den trætte præsts skuldre. Fabian havde selv forladt bondesamfundet dengang, det var ikke altid velset at gøre, for så skulle traditioner i familierne brydes.. men.. havde Romeo ikke gået i panik dengang, kunne han have gjort det samme. Haft en fredeligere exit. Så havde landsbyen i det mindste sluppet for det besvær at lede efter ham. 
 Romeos tanker forsatte, mens blikket gled rundt på barndomsvennen foran sig. Det var mest i slutningen af Romeos teenage år, og i starten af hans tyvere, at han tog sig selv i at savne sine barndomsvenner. Derefter dukkede de kun sjældent op i hans tanker. Han ville aldrig glemme Fabian dog, men som han sad og så på ham, og til trods for at han var lige her foran ham, ville de aldrig kunne vende tilbage til dem de var engang. Romeo fugtede sine tørre læber med tungen, og rømmede sig.

"Er du stadig sulten?" spurgte han, fremfor det han egentlig ville have sagt. 

Romeo sagde det næsten så lavmælt at Fabian næsten troede at han ikke havde hørt rigtig, men nej, det var rigtig nok. Han lagde hovedet på skrå, som hans blik stirrede lidt mere bestemt på Romeo. Mente han det oprigtigt?
Fabian ville ikke påstå at han var en familiemand, nok langt fra, mend er var alligevel visse ting han holdt ved lige, fordi hans familie havde trods alt altid været der, og der var visse ting han mente var noget af det mindste han kunne gøre.

Men inden han kunne stille et spørgsmål til det, så prøvede Romeo at skifte emne, og Fabian fandt sig selv rystet lidt på hovedet over det. "Nej, tak for maden dog," sagde han, selvom det ikke var emnet han ville være på. Nej, han ville vide hvorfor Romeo ville mene at det var bedre, men ville han overhoved åbne op overfor det?
Han tog lidt af en indånding, inden han dog ikke lod Romeo helt løbe fra det. "Jeg er ikke sikker på at de ville mene at det er for det bedste," sagde han endelig. "Altså med at tro at du er død. Tror du virkelig det vil trøste dine forældre?" Han gav lidt af et suk, for det var ikke som om at han kunne snakke om hans egne søskende, hvor den ene havde været formodet død, og den anden var varulv og stadig tilbage på hjemegnen. "Jeg ved bare at mine forældre har været overraskende gode til at håndtere de mindre gode situationer mig og mine søskende har fået dem igennem, og det er ikke ligefrem fordi de var de mest afslappede på egnen." De var ikke dårlige folk, men de havde været meget typisk bønder. 

Romeo forsøgte at ignorere det bestemte blik som Fabian pludselig sendte ham. Hvordan de dybe blågrønne øjne granskede ham. Det gik op for Romeo at han havde sagt sine tanker højt, og han bandede indeni. Han kunne pludselig ikke se på barndomsvennen, og pressede læberne sammen. Fabian havde altid været god til at læse ham, og at se væk var det sidste forsøg på at skjule sig. 
 Romeo gav et prompte nik til det Fabian svarede i forhold til maden, og håbede at han ville lade det tidligere emne ligge.

Hvis bare man var så heldig. 

En panderynke, eller tre kunne tydes, og Romeo så pludselig endnu mere træt ud end før - hvis det da kunne lade sig gøre. Hans grønne øjne lagde sig flygtigt på Fabian, før de landede på den tomme tallerken foran manden. Brødkrummer kunne anes. 

Om det ville trøste hans forældre? Hellere være død, end at bekende for dem at han var forbandet. En varulv. Et monster. Nej, de var bedre tjent med en død søn. I sidste ende var det vel det samme. Romeo forblev stille, og Fabian forsatte med at tale. Han kendte godt til Silva familiens væremåde - det havde ikke altid været nemt at være ung knægt i den husholdning - men retfærdige og gode folk var de. Sådan huskede Romeo dem. 
 
Han blev tør i munden og rejste sig fra bordet med et lille suk. Tog den tomme tallerken og stillede den på køkkenbordet. 
"Jeg sætter pris på dine tanker," begyndte Romeo, men bland dig udenom, forsatte tankerne. Han gned sig træt i ansigtet, før hånden røg om i de uglede lokker. 
"Jeg kan bare ikke se dem mere," han kiggede fjernt frem for sig, som skulle det være forklaring nok.  Han så tilbage på Fabian efter nogle lange sekunder, halvt bedende, halvt sårbart, "Vær sød, ikke at nævne at du har set mig.."

Et lille suk undslap Fabian. Det her var i hvert fald ikke hvad han havde forventet at ville stødde på i de tidlige morgentimer, men nogle gange var verdenen var en anelse for lille.
Han havde dog heller aldrig været typen der blandede sig i andres ting, og selvom det nok ville trøste Romeos forældre, så lænede Fabian sig alligevel bare tilbage i stolen og kiggede en anelse for lang tid på Romeo, inden han åbnede munden. "Det er ikke min hemmelighed at fortælle," sagde han roligt. Og Romeo var ikke den eneste der ikke ville have at hans forældre vidste at han stadig var i live, nej, der havde Fabian trods alt også en lillesøster i baglommen, som ønskede præcis det samme.

Det gode var at der efterhånden ikke var meget snak om de forsvundne børn mere. Det der blevet snakket om, var typisk blot at de nok bare var flyttet ind til storbyen og havde for travlt til at komme hjemme. Hvis de kunne lade som om at alting var godt, så kunne hverdagen forsætte, og det var bønderne gode til.
Fabian var velvidende at hver gang han kom på besøg, så slog han det lidt i stykker for dem, men det var konsekvensen når de ville leve i deres egen fantasi.

Der summede en masse tanker bagved Fabians mørke øjne. Det var Romeo trods alt bevidst om. Og for et øjeblik stirrede de bare på hinanden i stilhed - vennens blik prikkede langsomt under huden på præsten, så han til sidst måtte sænke hovedet - og skævede mod vinduet istedet. 

Men hvad end Fabian tænkte, holdt han det for sig selv. Det han svarede, lettede en vægt fra Romeos skuldre, og han løftede tøvende mundvigen. Sendte barndomsvennen et taknemmeligt smil, der sneg sig til overfladen bag det trætte blik. Tak, tænkte han, men kvitterede med et nik istedet. 

Han skjulte et lavmælt gab bag håndryggen.
"Der er stadig et par timer til at solen står op - du er velkommen til at overnatte. Eller tage et hvil inden du skal videre." Tilbød han uvilkårligt. Hvilket kom bag på ham efterfølgende. Det var... et egoistisk ønske. Og selvom han burde få Fabian ud af døren, havde han ikke helt lyst til at slippe vennens selskab endnu. 

Der var så mange ting der ikke blev sagt mellem dem, og måske Fabian burde prikke og stikke mere for at få svar, eller Romeo burde være mere ærlig, men måske var de bare to uærlige mænd i de tidlige morgentimer, og måske var det faktisk også helt i orden. Fabian havde været omkring mindre behagelige uærlige mænd.

Der var dog alligevel en tøven fra Fabian, som han blev tilbudt at sove her. Hans blik gled mod et vindue, men ærligt var hans egen lejlighed ikke bedre end hvad han kunne blev tilbudt her, men det var sjældent han overnattede et sted, hvor der ikke var noget andet med.
"Og du er sikker på at det ikke er fordi du håber på noget andet?" spurgte Fabian, da det alligevel var nemmere at gøre det hele til en vittighed. Det var tydeligt at se på Fabian at han trods alt bare drillede Romeo, velvidende om at det ikke var noget han ville have.
Fabian var ikke engang sikker på at han ville tage imod et tilbud fra Romeo. Han var ganske vidst pæn, men det var i sidste ende mere penge der trak ham, end hvordan folk så ud med mindre han var meget desperat. 

Romeo skar en grimasse til kommentaren, men han kunne se at barndomsvennen ikke mente det. Den evige spøgefuld fra hans fortid - som alligevel havde fundet ham her. 

Et nervøst grin forlod ham, mere af uvane end noget andet. Det var ikke så ofte han lo længere. Den føltes som en fremmed lyd i svælget, før han rømmede det bort med et kort hovedryst.

"Jeg må skuffe dig." Hans forsøg på en vittighed da han så tilbage på Fabian. Brynene buede let i et skævt smil, før grimassen atter forsvandt til det trætte blik han mere og mere ikke kunne skjule. "Men min sofa er udemærket, og tæpperne er varme - hvis det kan friste." Et lille smil spillede alligevel på læberne. 

Havde forbandelsen ikke ædt af Romeos samvittighed i alle disse år... ville deres venskab have bestået tidens gang? Han tænkte på det ofte i starten. Nu sneg samme tanke sig tilbage da han så på Fabian. Muligvis, men hvad betød det nu? 

Et nervøst grin var stadig et grin, og det fik Fabians mundvige til at trække sig lidt længere op i et smil. Det nyttede ikke noget at være alt for seriøs, også selvom det var tydeligt at der var noget der tyngede Romeo helt ind i sjælen.
Men der var ingen medlidenhed at spore i Fabians øjne, for det var heller ikke hans byrde at bære, slet ikke når Romeo ikke havde i sinde at fortælle hele sandheden.

I stedet for trak Fabian lidt på skuldrene i en drillende mine, som mest af alt lignede lidt som en man har vel lov til at prøve.
Men til trods for det mere lette humør han forsøgte at tage med, så kunne hans blik ikke helt stoppe fra at glide mod sofaen, og ordene om at der ville være en varm plads, trak lidt i ham. Hans egen lejlighed var langt fra at være tæt eller varm, så han kunne godt mærke at det faktisk føltes som en bedre mulighed.
Det var dog ikke ligefrem de ord der forlod skøgens mund. "Altså det er jo alligevel så langt hjem, så jeg tænker jeg godt lige kan tage et par timer her," sagde han, som om at det mest af alt var belejligt. Men Fabian lignede heller ikke en der var klædt på årstiden til at starte med.

Et dæmpet latterfnys gled ud gennem næsen på Romeo, og han himlede kort med øjnene ad Fabian, som om han ville skubbe den velkendte lethed væk, før den fik for meget plads.

Det hjalp ikke rigtigt.

For i glimt - små, forræderiske glimt - glemte han næsten tid og sted. Fabian havde stadig den effekt på ham. Havde stadig evnen til, med en enkelt bemærkning og det samme smørrede smil, at rive noget gammelt frem i ham. Noget, der lugtede af sensommer, ungdom og en tid før alting blev kompliceret. Før han selv blev det.

Det stak under ribbenene. En tør, bidende hjemve efter noget, der ikke længere fandtes.

"I så fald..." svarede han med et lille nik, der prøvede at være mere nøgternt, end han følte sig. "Så må jeg vel rede op til dig." Han vendte sig fra Fabian, måske en anelse for hurtigt, og greb efter et tæppe, som han slog ud over armen. Den anden hånd rodede gennem de få puder med en rastløs målrettethed, som om det praktiske arbejde kunne holde tankerne i skak. Fuglene var allerede begyndt deres morgenhymne udenfor - lyse, insisterende toner, der varslede daggryet alt for tidligt.
Romeo kastede et kort blik mod vinduet, kæben spændt et øjeblik. Der røg endnu flere timers søvn. Måske alle. Om få timer skulle han stå i katedralen til morgensamling og ligne en mand, der havde sovet mere end et par brudstykker ad gangen.

Han lagde tæppet til rette over sofaen, glattede det unødvendigt med håndfladen og stod et øjeblik med ryggen til Fabian.
"Det er aldrig for sent, forresten..." begyndte han lavmælt. Ordene kom næsten for henkastet, og alligevel ikke. Hans tunge gled kort over indersiden af kinden, mens han fandt modet til resten. "... at slutte dig til mig i katedralen." Han sagde det stadig med ryggen halvt til, som om det var nemmere sådan. Som om tilbuddet kunne tåle dagens lys, hvis bare han lod det lyde praktisk.
"Du ville få tag over hovedet. Ordentlige måltider." Et lille træk gik gennem hans skulder. "Og slippe for..." Blikket gled kort mod Fabian, ned over trøjen han havde lånt af Romeo, håret, den trætte skikkelse, før han så væk igen.
"... alt det." Kun en træt alvor hang i ordene, og den dér frustrerende, tillærte trang til at række hånden ud, selv når han burde lade være.

"Jeg ved godt, det næppe lyder som noget for dig," tilføjede han med et skævt, mat smil, mens han puffede puden på plads med mere kraft end nødvendigt. "Men du kunne gøre værre ting end at sove under et tæt tag og lade nogen andre sørge for aftensmaden."

Ordene hang et øjeblik mellem dem.

Blikket gled kort tilbage mod Fabian - mod det lette smil, der aldrig helt forsvandt, mod håret der stadig bar præg af... han ville ikke tænke det, men kom til det alligevel... andres hænder.

Romeo sank en klump.
"... end det, du ellers fylder dine nætter med," tilføjede han lavmælt, næsten som en rettelse - eller en tanke, der var sluppet ud lidt for sent. Han vendte sig væk igen med det samme, som om han fortrød den.

Det var præcis den reaktion Fabian ønskede fra Romeo, og selvom det ikke nødvendigvis var noget der ville ligge lang tid hos Romeo, så var der alligevel noget ved at få hans barndomsven til faktisk at smile lidt.
Måske var der alligevel en del af Fabian der godt kunne savne de simplere tider i Medanien, selvom han havde lagt det langt bag sig.

Fabians blik gled dog ikke fra Romeo, som han begyndte at redde op. Det var simple, men fine kår, og Fabian var nok den sidste der ville beklage over en seng der var varm, uanset hvordan den så ud.
Han havde dog ikke forventet at Romeo ville smide et forslag ud mellem dem igen, som om at han ikke godt vidste hvad svaret var på det.
Fabian støttede sin albue mod bordet, og lænede sit hoved på sin hånd, som hans blågrønne øjne holdt sig på Romeo.
"Du kan sige det som det er," sagde Fabian roligt, som om at det ikke var noet at skamme sig over, hvilket det i hans optik ikke var. "I stedet for at sælge min krop til sex," sagde han, og måske også lidt provokerende, selvom smilet forblev på læberne.
Han lod stilheden fylde rummet et øjeblik, inden hans øjne gled halvt i, og smilet blev næsten lidt mere saligt i det. "Men jeg føler vi begge to godt ved at det aldrig har passet min personlighed at skulle... bekende mig til en gud," sagde han. "Jeg ville nok blive smidt ud i løbet af en uge for ikke at opføre mig som jeg skal." Han var ikke god til at følge reglerne til at starte med, og det ville kun være værre hvis han også skulle være cølibat. 

I stedet for at sælge min krop til... Minen i Romeos ansigt trak sig i et kort, forpint smil. Noget strammede sig bag øjnene - et glimt af skyld, eller måske noget tættere på skam, før blikket gled væk fra Fabian.
"Det var ikke sådan ment," kom det lavmælt, næsten automatisk, før han nåede at stoppe sig selv. Han pressede læberne sammen bagefter, som om han allerede fortrød at have sagt noget overhovedet.

"... men ja." Han nikkede svagt for sig selv, som om han accepterede en konklusion, der hele tiden havde været der. "Det ville du nok." Fingrene fandt noget fnuller på sofaens armlæn, som han pillede løs med en næsten stædig koncentration. Han lod det falde, fulgte det kort med blikket ned mod gulvet - alt for længe.
Et skævt smil trak i mundvigen igen, svagt, næsten prøvende. Lettet over, at Fabian ikke blev fornærmet af hans udtalelser. Men som han huskede det, blev vennen det ikke så nemt. Der skulle i hvert fald meget til. 

Et tungt åndedrag slap ud gennem næsen, og han klappede sig resolut på lårene. 
"Vi må hellere få noget søvn." Ordene kom en smule for faste. Afsluttende. De behøvede ikke tale mere om det. Det var alligevel en dum tanke Romeo havde fået. Selvfølgelig skulle Fabian ikke være præst sammen med ham. Selvfølgelig... skulle de nok ikke ses igen. 
Han blev stående et øjeblik bagefter, som om kroppen ikke helt fulgte med beslutningen. Skuldrene spændte kort, før han rettede sig op. "Jeg skal afsted om et par timer..." tilføjede han lavere.

Fabian kunne praktisk talt se skylden presse ned over Romeo, som om at der var et eller andet han bare ikke måtte få, og Fabian kunne ikke helt forstå hvorfor.
Romeo havde tydeligvis valgt sit erhverv af en grund, men det virkede ikke som om at han lykkelig i det her sekund over det, og selvom Fabian ønskede at give ham lov til at holde sine hemmeligheder, var der alligevel også en nysgerrighed der brændte i Fabians indre. En nysgerrig han prøvede ikke at lade sig styre af.

Fabian rejste sig fra sin plads, en lille rynke i brynene, og han trådte over mod sofaen, men i stedet for at gå over til den, blev han skridt mere drejet mod Romeo, indtil de stod blot få skridt fra hinanden.
"Du kan bare vække mig når det er," sagde Fabian i en let tone, som om at det ikke generede ham at han ikke ville have alverden af tid at sove i den nat. Et par timer var mere end ingen trods alt, men der var også noget andet der spøgte i hans blik. Et spørgsmål der ikke forlod hans læber. Hvorfor lignede Romeo en der stod på kanten af afgrunden.
Han rakte ud og lagde en hånd på Romeos overarm og gav den et lille klem. "Og du er altid velkommen til at finde mig på Det Halve Svin, hvis du alligevel skulle bruge en øl," tilbød han. En kro han vidste han kom på ofte, men det var også et tilbud han sjældent gav folk. Hvis Romeo ønskede at se ham igen, uden der lå noget i det, så ville Fabian i hvert fald ikke sige nej.