Bjarnis kom med en utilfreds brummen over sin mors udtalelse. Han mente da bestemt at han stadig var den der måtte bestemme når den lille kom! Eller hvordan det nu engang fungerede, for det var han egentlig ikke særlig sikker på. Den lille havde ikke så meget forstand på den slags. Han spekulerede heller ikke over at han i fremtiden ville komme til at dele mor og fars opmærksomhed, og ligeledes morfars. Det kunne måske godt give et par komplikationer i fremtiden, men Torbjorn forventede ikke det blev ret meget mere end almindelig søskendeskænderier. Det var trods alt ganske normalt.

Torbjorn forstod simpelthen ikke hvordan nogen mænd kunne brokke sig over at få et vidunder. Selvfølgelig, krævede det at man var der når man havde børn, og med den foranstaltning som Torbjorn og Sigrun kørte i deres forhold, betød det også at han fik endnu en guldklump med krudt i røven at se efter.
”En af de bedste” svarede han med sin pande hvilende ind mod hendes tinding, for et øjeblik ignorerende at Bjarnis ikke var helt tilfreds med bjørnekrammets længde. Så var det vel heller ikke større! Med et varmt grin slap han grebet om sin familie, så Bjarnis kunne vrikke sig fri og blive sat ned så han kunne løbe en smule mere frit. Den dreng holdte nok aldrig op med at være en krudtugle.

Sigruns hjerte sang af lykke som hun blev holdt om af Torbjorn. Der var intet sted hun hellere ville være, selv ikke som Bjarnis begyndte at vrikke rundt, og det var da også med lidt af et grin at hun satte den lille dreng ned på jorden endnu engang. Nu havde han vidst også fået nok mor kærlighed for nu så det ud som om. Det skulle nok komme når han blev træt igen.
”Det er jeg glad for,” sagde hun, og nu hvor deres barn var distraheret lænede hun sig alligevel ind for at kysse ham lidt længere. Hun havde savnet ham. ”Jeg skal lige forbi en af vores egne, for at tjekke op på det i løbet af ugen, men helbrederen i den anden by lod ganske sikker i sin sag.” Og hun følte det også næsten i sig. Det var en af de ting som kvinderne trods alt mente bare kunne mærkes, men Sigrun var ikke irrationel på det punkt. Hun vidste godt at hun skulle passe på sig selv så. 

Torbjorn trak hende ind til sig igen og tillod sig at holde hende i længere tid end deres elskede barn normalt ville tillade dem. Der var ingen tvivl om hvilken af sine forældre han havde arvet sin energimængde fra – det godt blandet med at være et barn.
”Selvfølgelig.” Torbjorn skænkede ikke hendes alder en tanke, for Sigrun var ikke gammel. Måske ældre end normen for hvornår man bar børn, men ikke så gammel at nogen behøvede på nogen måde at være bekymret for om hun kunne bære det til fødsel. Men derfor var det stadig godt at have en helbreder ind over, som kunne følge om alt gik som det skulle.
Torbjorn afholdte sig fra at slippe hende lige forløbigt og plantede i stedet et kys på hendes pande og nød hun var hjemme igen. ”Hvordan har du det?” nogen kloge hoveder sagde at kvinder kunne føle det med det samme, og det vidste han helt i naturens sag intet om.

Det var mest af alt bare en rutine, og Sigrun havde kendt nok kvinder, og været med til nok fødsler, til at hun ikke var den mindste smule bekymret, også selvom der helt klart var nogle kloge hoveder der havde ment at Sigrun var kommet for sent i gang med børnene. Men det var nu heller ikke fordi at de to af dem aktivt forsøgte, og når det så helt naturligt resulterede i et vidunder, som Bjarnis, så måtte guderne jo være på deres die, og mene at Sigrun ikke var for gammel. Det var også noget vås, når nu mændene kunne få lov til at lave børn op i en alt alt for høj alder.

Hun lukkede øjnene halvt i som hun følte kysset på panden og smilede lykkelig op på ham. Hun havde i sandhed været heldig. "Ikke nær så slemt som sidste gang," indrømmede hun. "En lille smule kvalme om morgenen, og føler mig lidt oppustet, men ikke noget der genere." Hvilket nok mere at det ikke generede for meget. Sygedage havde hun nu heller aldrig været god til, men hun var lidt mere opmærksom når det også vedrørte en anden lille en, også selvom det var meget noget brok senere i graviditeten, hvis sidste gang havde noget at sige om det. 

Hvis nogen var bekymret omkring fødsler af de to var det Torbjorn. Han var stadig fuldstændig væltet omkuld over hvordan Sigrun havde klaret at få Bjarnis. Den effekt det havde på hendes krop, og hvor imponerende kvindekroppen var at kunne skabe et liv på den måde. Nej, ingen skulle komme og påstå at Torbjorn var en mand der ikke anså det som værende en stor ting bare fordi kvindekroppen var skabt til at gøre det. Han ville aldrig holde op med at være imponeret, og heller aldrig stoppe med at være nærmest unødig bekymret.

”Godt. Jeg håber det fortsætter med at være ugenerende” han vidste hvordan hun blev til sidst når barnet var så stort at hun ikke havde de store muligheder for at bevæge sig rundt og tage ud for at udføre sine pligter. Men han vidste også at hun ville klare det, og hun havde ret til at brokke sig så meget som overhovedet muligt. ”Ellers må du sige til, jeg må kunne gøre et eller andet” klukkede han let, velvidende at han næppe kunne gøre noget som helst andet end at være der og forsøge at gøre hende det så behageligt som muligt.

Det var endnu en af mange ting som Sigrun elskede ved Torbjorn. Han... var der bare. Der var ikke nogen tvivl i hendes sind at skulle hun bede om noget, så ville han gøre det. Han ønskede det bedste for dem begge to, og der var ingen formodning om at bare forid hun var den der bar på barnet, at han så var uden for forpligtelser. Det var blevet en naturlig rytme mellem de to af dem, og det var nok også derfor hun havde fundet sådan en ro med ham, selvom hun normalvis godt kunne være ganske opfarende.

"Mmmhh... det skal nok komme. Om ikke andet kan det jo være at du bliver bedt om at eskortere min far væk endnu engang," sagde hun i en munter tone og en lille smule af et grin. Det var som om at hun havde taget alt det standhaftige fra mændene omkring sig, for hendes far var endnu mere pylret end Torbjorn, og det var til trods for at han faktisk ikke rigtig havde været det da Sigrun stadig blot var et barn. "Men jeg har hørt at anden gang burde være nemmere end første." Om ikke andet ville hun vel være mere mentalt forberedt på det.